Hvad nu hvis ...

Rasmus DaHlbeRg

Hvad nu hvis...

40 alternative verdenshistorier

dingbat

HVAD NU HVIS ‌ 40 alternative verdenshistorier Rasmus Dahlberg

Dingbat

Hvad nu hvis …

40 alternative verdenshistorier © Complx ApS & Forlaget Dingbat 2008 Tekst og research: Rasmus Kjærbye Petersen Omslagslayout: Jakob Hjort / www.jakobhjort.dk Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Bogen er sat med Optima Printed in Latvia 2008 ISBN 978-87-91418-13-6 Forlaget Dingbat Forlagsgruppen Bindslev ApS www.dingbat.dk

Udgiveren har forsøgt at finde frem til alle rettighedshavere i forbindelse med brug af billeder, der ikke hører under public domain. Skulle enkelte mangle, vil der ved henvendelse til forlaget blive betalt billedhonorar, som om aftale var indgået.

INDHOLD FORORD

6

I tidernes morgen Velkommen til Jurassic Park – Dinosaurerne klarer frisag Verdensriget – Alexander den Store dør ikke som ung Gallernes sejr – Cæsar dør ved Alesia Den scandiske Provins ­– Romerne sejrer i Teutoburgerskoven Jesus bliver benådet –­ Frigivet under Pontius Pilatus

10 14 17 20 23

Den mørke middelalder Hammeren knækker – Karl Martel bliver besejret ved Tours Vinlands forenede stater – Vikingerne koloniserer Amerika Vilhelm Taberen – Normannerne bliver slået ved Hastings

28 30 34

Europa under pres Miraklernes tid er forbi – Mongolerstormen fortsætter Zheng Hes arvtagere – Kinesiske søfarere opdager verden Europas bolværk – Konstantinopel holder stand

38 42 47

52 56 59 64 68

for gud, konge og fædreland ”På bålet med kætteren!” – Martin Luther bliver dømt til døden Kongens beslutsomhed – Christian 2. forbliver på den danske trone Armadaens store sejr – Den succesfulde spanske invasion af England Kong Ulrik Af Danmark – Christian 4. dør som ung Da kongen gik igennem isen – Karl 10. Gustav drukner i Lillebælt

72 76 81

revolutionernes tid De Forenede engelske stater – George Washingtons hær bliver udslettet Den fejlslagne revolution – Kongeparret flygter fra Frankrig i 1791 Napoleons tidlige fald – Kuppet den 18. Brumaire slår fejl

86 92 98 101 106

krigens tilfældigheder Tre cigarer i en kløvermark – Sydstaterne vinder Den amerikanske Borgerkrig Katastrofe eller triumf? – Danmark lider ikke nederlag i krigen i 1864 Europa på operationsbordet – Kejser Frederik 3. overlever Ingen skud i Sarajevo – Den østrig-ungarske tronfølger overlever Blowback –­ Zimmermann-telegrammet bliver ikke opsnappet

110 113 116 119

samfundsomvæltninger Lenins totale fiasko ­– Oktoberrevolutionen slår fejl Verdensrevolutionen – Socialismens sejrsgang over Europa Republikken Danmark –­­ Monarkiet falder under påskekrisen Stauning eller kaos – Forhandlingerne i Kanslergade bryder sammen

verden i flammer Ingen fred i vor tid – Sudeterlandskrisen fører til krig i 1938 Danmarks martyrium – Hård dansk modstand den 9. april 1940 Duen eller høgen? – Churchill bliver vraget som premierminister Japan først – Hawaii bliver invaderet i 1941 Verdens vigtigste vejrudsigt – D-dag bliver udsat Føreren er død – Det succesfulde attentat mod Adolf Hitler Tåge over Hiroshima – Atombomben fejler og 2. Verdenskrig fortsætter

124 128 133 137 141 143 146

kommunister og terrorister Månen er så rød – Sovjetunionen vinder månekapløbet 3. Verdenskrig – Cubakrisen løber løbsk Kujonen i det Hvide Hus – Præsident Kennedy bliver ikke myrdet Dagen efter – En atomkrig lægger verden øde i 1983 Kommunisterne slår igen – Kuppet mod Gorbatjov i august 1991 lykkes Hvilken krig mod terror? – Angrebet på USA den 11. september 2001 afværges

152 156 160 163 167 170

FORORD Inden for kontrafaktisk historie­ skrivning overlever John F. Kennedy sin paradekørsel i åben vogn gennem Dallas den 22. november 1963 og World Trade Centers tvillingetårne præger stadig New Yorks skyline.

Hvad nu hvis …?

Denne enkle, men tankevækkende formulering indleder alle kontrafaktiske spørgsmål. ”Kontrafaktisk” betyder ”mod kendsgerningerne” og betegner en måde at beskrive og analysere historien på, hvor man bevidst skriver imod vores skolelærdom. Inden for kontrafaktisk historieskrivning lykkes det således kong Ludvig 16. og dronning Marie-Antoinette at flygte fra Den Franske Revolution i 1791, John F. Kennedy overlever sin paradekørsel i åben vogn gennem Dallas den 22. november 1963 og World Trade Centers tvillingetårne præger stadig New Yorks skyline.

Kontrafaktisk historieskrivning handler ikke om at fabulere over, hvor godt alting havde været, hvis bare Gavrilo Princip ikke ved et tilfælde havde myrdet den østrig-ungarske tronfølger i Sarajevo i 1914. Der er heller ikke tale om at græde over den mælk, som blev spildt, da barbaren Hermann i år 9 besejrede tre

6

romerske legioner i Teutoburger-skoven og dermed forpurrede romernes planer om at gøre også Nordeuropa til en provins.

I stedet er det en alternativ måde at forstå det, der virkelig skete – ved at spejle den faktuelle historie i et kontrafaktuelt mulighedsrum. På denne måde får man let øje på de tilfældigheder og særlige årsagssammenhænge, som gør historien dynamisk, spændende – og lærerig. For hvad kunne der være sket, hvis …?

Rasmus Dahlberg

7

I TIDERNES MORGEN »En lille ændring – og tidernes hældning ændres helt.« – Cicero

Velkommen til Jurassic Park Dinosaurerne klarer frisag Hvad nu, hvis der ikke var indtruffet en naturkatastrofe for 65 millioner år siden – ville vi så leve i evig frygt i en verden befolket af langhalsede apatosauruser og bidske T-rex’er?

Eller ville dinosaurer have udviklet sig til menneskelignende væsner?

I stalden ligger en proctoceratops på æg. Samtidig bliver den fedet op og gjort klar til slagtning, så inden længe vil gårdens indehavere mæs­ke sig i dens kød.

Når bondemanden går ud for at se til dyrene, har han som regel sin heterodontosaurus med sig. Det lille, trofaste kræ løber omkring benene på ham og udstøder sine glade, gutturale lyde, mens halen basker, og de små tænder forrest under næbbet napper lystigt i halmen på gulvet.

Bonden er glad for at have sin tro følgesvend med, for måske vil den fornemme det og advare sin herre, hvis en langbenet troodon skulle nærme sig. Disse fugleagtige, rovdyrslignende væsener udgør med deres to meter i højden og kampvægt på tres kilo en alvorlig sikkerhedsrisiko for et menneske.

Og farer er der rigeligt af i en verden, som er domineret af koldblodede dinosaurer i alle størrelser …

10

Herredømmet på kloden Måske var det et meteornedslag på Yucatan-halvøen eller måske var det en række voldsomme vulkanudbrud, der satte en stopper for dinosaurernes æra for 65 millioner år siden. Under alle omstændigheder er det en kendsgerning, at alle dinosaurer – undtagen fuglene – uddøde inden for en forholdsvis kort periode. Hvis

Dinosaurerne blev udryddet for 65 millioner år siden, formentlig af et enormt meteornedslag.

Hvordan ville verden se ud idag, hvis meteoret havde ramt forbi?

11

Ville Jorden idag være befolket af civiliserede disnosaurere, hvis der ikke var indtruffet en natur­katastrofe for 65 millioner år siden?

Foto: Artifakts, Belgien

12

man accepterer meteor-forklaringen, er det nærliggende at overveje, hvad der ville være sket, hvis dette løsslupne himmellegeme havde ramt forbi Jorden i stedet for at udløse en støvstorm, som blokerede for Solens stråler og sænkede temperaturen på kloden.

Udslettelsen af dinosaurerne betød ikke kun enden på en 150 millioner lang æra – det var samtidig begyndelsen på en ny, nemlig pattedyrenes tid. Hvis der ikke var sket en pludselig miljøpåvirkning, ville dinosaurerne formentlig have fortsat med at dominere dyrelivet på Jorden. De var nemlig alle andre dyrearter langt overlegne, og med deres forskellighed kunne de have opretholdt herredømmet både på landjorden, i havet og i luften.

Menneskelignende dinosaurer?

Palæontologen Phil Currie fra universitetet i Alberta, Califonien, hvor man har udgravet mange spor af dinosaurer, har over for BBC understreget, at nutidens dyreliv ville se fundamentalt anderledes ud, hvis meteo­ ren ikke havde ramt Jorden for 65 millioner år siden: ”Vi ville slet ikke have de moderne dyr, vi er vant til.

Giraffer og elefanter og så fremdeles ville ikke have udviklet sig, fordi dinosaurerne stadig dominerede.”

Han peger på, at der i stedet for elefanter ville findes store planteædende medlemmer af underordenen

sauropodomorpha, mens Afrikas savanne ville være hjemsøgt af kødædende, blodtørstige tyrannosaurus’er på op til seks tons.

Det store spørgsmål er, om vi mennesker overhovedet ville eksistere i denne verden. På dette punkt er eksperterne uenige. Nogle palæontologer hævder, at der fandtes dinosaurer med forlæg for at udvikle sig i menneskelig retning, mens andre finder det utænkeligt, at evolutionsbiologien ville have ført til væsner, der har blot den mindste lighed med dem, vi kender.

Måske er bondemanden herover i virkeligheden en højtudviklet dinosaur med et halmstrå vippende mellem de skællede læber – hvis han da overhovedet har sådan nogle. Under alle omstændigheder ville der have været tale om en helt anden – og sikkert en del mere brutal – verden. 

Verdensriget Alexander den Store dør ikke som ung På lidt over ti år erobrede Alexander den Store et enormt landområde, der strakte sig fra Grækenland til Indien.

Men efter at han i år 323 f.v.t. var vendt tilbage til Babylon efter sit felttog, døde han – kun 32 år gammel.

Hvad ville der være sket, hvis han havde overlevet?

Det diskuteres stadig i dag, hvad der slog Alexander den store ihjel.

Blev han forgiftet af en af sine generaler eller krigstrætte soldater?

Døde han af malaria eller en anden sygdom? Eller drak han sig ganske simpelt ihjel? (Se Endnu flere konspi­rationsteorier side 10).

Hvad det end skyldtes, så døde Alexander den Store i Babylon i 323 f.v.t. Hans hustru Roxane var gravid på det tidspunkt og fødte kort efter en søn og arving, Alexander 4. Men der var ikke de store chancer for, at et spædbarn kunne overtage sin fars trone.

Det vidste Alexander måske godt, for en af legenderne om hans død hævder, at da han blev spurgt, hvem der skulle overtage riget, svarede han: ”Den stærkeste.”

Men hvad nu, hvis Alexander havde levet længe nok til ikke bare at fuldende sine erobringsplaner, men til at kunne overdrage sit rige til en fuldvoksen arving?

14

Fra Indien til Gibraltar Alexander var søn af makedonerkongen Filip 2., der havde underlagt sig hele Grækenland og planlagt et felttog mod grækernes gamle arvefjende, perserne.

Men Filip var blevet myrdet i 336 f.v.t., og den kun tyve år gamle Alexander havde overtaget tronen. Efter at have slået et græsk oprør ned, realiserede han sin fars drøm og erobrede Perserriget.

Efter sin sejr fortsatte Alexander østpå mod Indien, men nu gik tingene ikke længere helt som han ønskede.

Han blev aldrig slået militært, men hans makedonske veteransoldater havde fået nok af uendelige marcher og konstante slag mod nye folkefærd jo længere østpå de kom. Soldaternes modvilje, der til sidst grænsede til mytteri, tvang Alexander til at vende om.

Men på trods af sin ufrivillige retræte drømte Alexander stadig om at fortsætte sine erobringer. Da han var tilbage i sin nye hovedstad Babylon, begyndte han at lægge planer for erobringen af Arabien. Det skulle blot være indledningen på et felttog i vest, som efterfølgende skulle sprede hans magt helt til Gibraltarstrædet. Men disse planer døde med ham i 323 f.v.t.

Alexander den Store (356-323 f.v.t.) malet af Rembrandt.

Romerrigets vuggedød Hvordan ville verden have set ud, hvis Alexander ikke var død som 32-årig men havde fortsat sine krigsplaner?

15

Kort fra 1696 over Alexander den Stores hærtogt, der strakte sig fra Grækenland til Indien.

16

De to største militærmagter i den vestlige del af Middelhavet var de magtfulde bystater Kartago og Rom. I virkelighedens verden skulle de snart blive dødsfjender, men i 509 f.v.t. og igen i 348 f.v.t. havde de underskrevet traktater, hvor de anerkendte hinandens interessesfærer. Med en trussel fra Alexanders erobringslystne kæmperige hængende over hovedet ville de sikkert hurtigt have fundet sammen i en alliance.

Men spørgsmålet er, om det ville have været nok til at stoppe Alexander. Fra Ægypten kunne han have invaderet søfartsnationen Kartago fra landsiden, og derefter, med Kartagos flåde sat ud af spillet, have invaderet landmagten Rom fra søsiden. Romerriget ville have lidt vuggedøden.

Når Alexander så endelig døde, mæt af dage, ville han i arv kunne skænke sin søn et rige, der omfattede stort set hele den kendte verden. Alexanders politik over for erobrede folkeslag var endnu mere tolerant end romernes. Alene det kunne have sikret hans storriges stabilitet, så det bestod i adskillige generationer og spredte græsk/hellenistisk kunst og kultur til de fjerneste afkroge.

Ja, måske ville Alexanders rige have samlet Sydeuropa, Nordafrika og Mellemøsten i et enormt orientalskhellenistisk rige, der ligesom Kina var forblevet stabilt og samlet helt frem til i dag. 

Gallernes sejr Cæsar dør ved Alesia I år 52 f.v.t. vandt Cæsar sin mest Gajus Julius Cæsar blev myrdet i berømte sejr i Gallien (vore dages senatet i Rom den 15. marts 44 f.v.t.

Frankrig). Hans forskansede hær på Hans mordere håbede at stoppe 50.000 soldater stod over for flere republikkens udvikling hen imod end 350.000 galliske krigere. Men efter en desperat kamp for at holde eneherredømme, som Cæsar havde sat belejringen af fortet Alesia, nedi gang. Men da var det for sent. Hvad lagde gallernes leder Vercingetorix hvis Cæsar var død otte år tidligere? sine våben for fødderne af Cæsar.

Havde det i stedet været den galliske overmagt, der løb af med sejren, var Cæsar utvivlsomt blevet dræbt og Europas historie kunne være blevet en mindre fodnote i verdenshistorien.

Borgerkrige og blodigt kaos For Cæsar havde erobringen af Gallien kun sekundær prioritet. Krigen handlede først og fremmest om romersk indenrigspolitik. Han havde brug for rigdom, berømmelse og sin egen, loyale hær. Tre af de vigtigte redskaber til at nå toppen af det romerske samfund på Cæsars tid.

17

Den romerske republik havde aldrig omstillet sig fra at være en bystat til at være et verdensrige. De gamle dages borgersoldater var blevet skiftet ud med professionelle soldater, men staten havde intet gjort for at sikre sig deres loyalitet. I stedet knyttede de sig til deres hærførere – de eneste, der kunne sikre dem penge og jord, når militærkarrieren var forbi.

De romerske feltherrer var også politikere, og de var begyndt at bruge deres hære i kampen om magten.

Igennem første århundrede f.v.t. blev romersk politik i stigende grad afgjort på slagmarken. Borgerkrige og andre militære konfrontationer hørte til dagens orden, og republikken var ved at gå til grunde i et blodigt kaos.

Efter Cæsars sejr over gallerne vendte han, som så mange andre, våbnene mod sine fjender i Rom. I den efterfølgende borgerkrig knuste han alle sine modstandere og gjorde en ende på magtkampen. Han udråbte sig selv til diktator på livstid og begyndte at omdanne republikken til et monarki med sig selv som kejser (ordet ”kejser” er afledt af den tyske udtale af Cæsar).

De republikanere, der havde overlevet borgerkrigen, havde ikke længere nogen militær magt og derfor ingen politisk indflydelse til at standse Cæsar. Deres eneste løsning var at myrde tyrannen, hvilket skete 15. marts i 44 f.v.t. Men attentatmændenes håb om at genskabe republikken blev hurtigt knust. Efter endnu en blodig 18

borgerkrig tog Cæsars arving Octavian magten og gennemtrumfede Cæsars indførelse af monarkiet.

Republikken var død og den romerske kejsertid var begyndt.

Hvis Julius Cæsar (100-44 f.v.t.) var omkommet i kamp mod gallerne, ville Europa næppe have haft samme store indflydelse på verdenshistorien.

Romerrigets opløsning Men hvad nu, hvis Cæsar var død ved Alesia? Kunne nogen anden have gjort ham kunsten efter? Octavian var næppe blevet andet end en ubetydelig politiker, og det er vanskeligt at forestille sig, at nogen anden romersk hærfører kunne vinde en så total sejr over alle republikanske modstandere, som Cæsar gjorde.

Så alt tyder på at den romerske republik ville have fortsat sit voldelige og turbulente liv. Uden den stabilitet, kejserne bragte med sig, ville riget formentlig være gået i opløsning, og blot 100 år efter Cæsars tidlige død ville romerriget måske slet ikke have eksisteret.

Dermed ville romersk og græsk kultur aldrig have bredt sig til Nordeuropa. Fransk, engelsk og andre sprog med latinsk islæt ville ikke eksistere. Uden et stærkt romerrige ville den kristne tro ikke have nydt den samme udbredelse og Europa ville formodentlig være forblevet et hedensk samfund af små stammer og høvdingedømmer i stil med Afrika og næppe have opnået samme store indflydelse på verdenshistorien, som vi kan kigge tilbage på i 2008.  19

Den scandiske Provins Romerne sejrer i Teutoburgerskoven Et katastrofalt nederlag til en alliance af germanske stammer i Teutoburgerskoven i år 9 satte effektivt en stopper for Romerrigets ekspansion i Nordeuropa. Dermed forblev det land, der engang skulle blive Danmark, uafhængigt af Rom. Hvad hvis slaget var gået anderledes?

Da nederlaget stod klart for Varus begik han selvmord ved at lade sig falde på sit sværd.

20

Den romerske guvernør Quintilius Varus drog i år 9 e.v.t. ud med hele sin styrke på tre legioner for at straffe en stamme af oprørske germanere. Med sig havde han blandt andre en germaner med romersk borgerskab ved navn Arminius.

Han forlod i stilhed hæren, da den var på vej igennem Teutoburgerskoven.

I dybeste hemmelighed havde Arminius arrangeret, at en stor gruppe germanere lå i baghold netop her, og under hans ledelse nedslagtede de det meste af romernes hær, der bestod af omkring 20.000 soldater.

Romerske kilder fortæller, at nyheden kom som et chok for politikerne i Rom, ikke mindst for kejser Augustus. Efter sigende skulle han i flere dage have vandret hvileløst rundt i sit hus og med jævne mellemrum banket sit hoved mod væggen og råbt: ”Varus, Varus – giv mig mine legioner tilbage!” Han besluttede

efterfølgende at opgive sin ekspansionspolitik og opfordrede sine efterfølgere til at gøre det samme. Men hvad nu hvis Varus ikke havde stolet så blindt på, at Arminius var en loyal romer?

Julius Cæsars erobringer i Gallien havde gjort Rhinen til Romerrigets grænse i Nordeuropa. Men under Augustus trængte romerske soldater helt frem til Elben og stod dermed ikke langt fra danernes land. Den romerske politik i de nyerobrede områder, ikke mindst beslutningen om at indkræve skat fra de germanske stammer, fik Arminius til at vende sig imod romerne og anspore germanerne til oprør.

Resultatet blev altså, at romerne led et ydmygende nederlag i Teutoburgerskoven. Selv om Augustus efterfølgende sendte nye straffeekspeditioner over Rhinen, ikke mindst i håbet om at tilbageerobre de besejrede legioners felttegn, valgte både han og de efterfølgende kejsere at gøre Rhinen til en permanent grænse. Hvis romerne var trængt over Elben og endnu længere, er det næsten uundgåeligt, at også Danmark ville være blevet en del af Romerriget.

Arminius havde tjent i romerske hære, var blevet romersk borger og havde vundet den romerske guvernør Varus’ tillid. Var hans bedrag ikke lykkedes, var Danmark med stor sandsynlighed blevet en romersk provins.

En provins i rigets udkant Dermed ville Danmark formentlig aldrig være blevet Danmark. Romerne kaldte Norden for Scandia (et ord der er blevet til vores Skandinavien), og romerne ville 21