ADRIEN HELENA THAU ROMAN
GLADIATOR
Adrien © Helena Thau og Gladiator 2018 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Hans Otto Jørgensen og Anna Sidsel Andersen Omslagsillustration: Kristine Karlshøj Leopold Petersson Bogen er sat med Minion og trykt hos Narayana Press Printed in Denmark ISBN: 978-87-93128-99-6
Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.
Tak Frida Tak Hans Otto Tak Freja og Karen Tak Kristine Tak Nis Tak Sidsel Og tak Adrien for breve og dagbogsuddrag
Peloponnes Adriens telt er en gullig katedral. Han vil ikke have hjælp til at slå det op. Han vimser omkring det som bierne vimser omkring de nikkende blomster i det høje græs. De stikker snablerne i blomsterne for at suge den søde nektar og flyver afsted med bagbenene tunge af pollen. Det er forår. Vi laver bål inde i en ruin, og jeg rækker ud efter Adriens hånd i det flakkende orange lys, føler på den for at blive fortrolig med fingrene, huden, skelettet. Forsikrer mig om at det her er rigtigt nok. * Luften sitrer, blå af frost. Vi slår lejr på den rå, stenede bjergside med udsigt til månen der stiger op over det grå landskab som en lanterne. Jeg går straks i gang med at hive grene ud af et krat med en iver der får Adrien til at grine: “Wild woman,” siger han. “Jeg ved hvordan det er at fryse!” siger jeg næsten vredt, og det synes han er endnu sjovere. Han ryger en cigaret der skærer tusmørket op med den orange glød, og slår teltet op. Jeg våger over Adrien om natten. Månen får teltkuplen til at hvælve sig storslået og gul over mig. Jeg kan ikke sove, lytter længe til hans raspende åndedræt. Han var syg med lungebetændelse sidste vinter, den ene lunge klappede sammen før han opsøgte hjælp, men der var 13
ingen læger i byen. Han blev lagt i seng på et hotel, det hotel hvor Iraks fodboldlandshold var indlogeret lige netop den dag, og de havde en læge med som undersøgte ham og gav ham penicillin. Adrien lå i sengen og tog et billede af lægen og alle fodboldspillerne der står omkring ham, som var de hans familie. Han fik en signeret landsholdstrøje til afsked dagen efter. Han lå i sengen i ti dage uden at kunne rejse sig, kunne ikke engang tænde lyset i værelset eller komme på toilettet uden hjælp. * Kalejdoskopiske syner. At bevæge sig gennem landskaberne så langsomt som vi gør det. Mønstre, farver, transformationen er en flydende overgang. At snurre en omgang om sig selv med rygsækken som tyngdepunkt, horisontlinjen er ikke en lige streg, et udstrakt forsvindingspunkt mellem himmel og hav. Her er horisontlinjen hvide bjerge, skarpt optegnet mod den blåfrosne himmel. En dag er lang, en dag er mættet. En dag er sølvglinsende støvregn i matgrønne olivenlunde og den røde jord. Solgule forårsblomster i frodige lysegrønne dale. En dag er både sne og appelsiner. Vi vandrer igennem en nøgen skov, det faldne løv ligger på jorden og rådner. Floden risler afsted med smeltevandet fra bjergene. Brunt og gråt. Det ligner mest af alt efteråret, som det ser ud, der hvor jeg kommer fra, det gør 14
mig sur. “Jeg er ikke kommet hele den lange vej, for at det skal ligne Danmark!” protesterer jeg og tager skoene af for at vade gennem floden. Adrien springer elegant fra sten til sten uden at falde. Mismodighed og træthed kommer og går, lykken er der hele tiden. Jeg kan ikke sove om natten på grund af mit hjerte. Det banker alt for hårdt og vokser i brystet. Vi taler ikke om det, man normalt taler om. Musiksmag, uddannelse, fremtidsplaner. Vi taler om det der findes lige her, et smukt træ, en stor sten. Jeg peger på en lang række larver der kryber hen over sneen som dækker jorden her. Vi er kommet længere op ad bjerget. “Hvorfor kryber de i lange rækker på den måde? Hvor kommer de fra?” “Jeg ved det ikke,” siger Adrien “De kommer fra fyrretræerne!” siger jeg. På grenene hænger kuglerunde, spindelvævslignende pupper. Jeg tror at larverne kryber i lange rækker på den måde for at ligne slanger, så fuglene ikke tør æde dem. * Jeg skal lære at gå. Mine fødder bryder igennem sneens skorpe, synker ned og bliver væk i det våde hvide; som fingre man begraver i dyrenes vinterpels. Jeg lærer at træde i Adriens fodspor og tage usandsynligt lange 15
skridt. Han finder en vandrestav til mig, den står lænet op ad vejkirken vi spiser frokost ved, det er en fin og kroget bøgestav. “Velkommen til vores vandrefamilie,” siger han. Adrien går forrest og jeg sætter fødderne i de huller han laver til mig, sådan lærer jeg at gå. Det er en puls der breder sig fra jorden op gennem fodsålerne og ud i hele kroppen. En energi der kommer nedefra, fra jorden under sneen. Sneen er ikke kold, men vandet der løber i bække under sneen, er iskoldt, og vores våde sko om morgenen er iskolde. Vi har sovet i en campingvogn, Adrien bryggede kaffe i brikien over et fyrfadslys, jeg vågnede langsomt. Det er utroligt at vi findes. Jeg ville sluge ham råt, dette bløde varme ansigt, så sexet og altoverskyggende. “Skoene bliver varme når vi har gået lidt tid,” sagde han. Vi går i ring i sneen mellem graner og fyrretræer, forladte sommerresidenser, campingvogne, vejkirker og klippevægge. Denne bjergside er kun befolket af os, og vi efterligner de nyklækkede larver: går på række, smyger os frem, er langsomme og andægtige. Hen på eftermiddagen finder vi endelig vores rute igen og følger de gule skilte med E4 nedad, fra træ til træ. På denne side af bjerget ligger sneen meget højere, og tyngdekraften sætter fart i os, benene fjedrer, frygten for at falde forsvinder i fart, nedad til der ikke er mere sne, vi springer videre på den bløde skovbund, det drypper fra trætoppene højt oppe hvor sneen ligger som et smeltende tag. Da vi kom16
mer ud af skoven, åbenbarer udsigten mod Sparti sig for os. Jeg peger ned mod byen og bjergene bagved i nord. “Vores vej snor sig uendeligt i den retning,” siger jeg. Der ligger et lille hus i rydningen på plateauet. “Vi kan også blive her. Slå os ned i dette hus. Få børn og ikke opdrage dem til at spise pænt, men lære dem at tænde bål.” Det bliver til en leg: “Der vil vi bo, der vil vi bo,” det er den dybeste alvor, der er ikke nogen forskel. * Solen skinner. Herfra hvor vi ligger, kan vi se hele Sparti og de store sneklædte bjerge, oplyste af sol. Adrien sover som en baby, og jeg elsker ham fordi han lever.
17
merhab ElĂŠna nasil gidiyor? mutluyormusun yurumak beninimle? hdi gurusuluzcok seni seviyorum Adrien
18
Det er så blødt og varmt at ligge i en seng igen efter mange nætter på jorden og på kirkegulve. Vi har tilbragt en lang dag i Sparti; på internetcafé og i butikker. Det blev mørkt og begyndte at regne inden vi nåede ud af byen. Vi stoppede ved et tilsyneladende forladt hus. Pillede ved låsen og ruskede i skodderne. Pludselig blev der åbnet. Fem glade rumænere bød os hjerteligt velkommen. Vi fik mad og øl, og der var fodbold i fjernsynet. Rumænien spillede, mod hvem? Vandt Rumænien? Det var festligt alligevel. Der var Gamle Bopa som alle grinede af, fordi det lykkedes dem at drikke ham så fuld. Og ham med det runde drengede ansigt viste Adrien og mig kaninerne i baggården. Han pegede på sin mund. “For eat!” sagde han grinende. Jeg fik lov at holde en kaninunge. Adrien holdt om mig og drengeansigtet tog et billede af os. Vi sover alle syv i samme rum, nogle på madrasser på gulvet, Adrien og jeg fik den største seng med rent sengetøj. Sikken et snorkekor og lyden af Adriens hvæsende åndedræt tæt på mit øre. * “Efharisto!” Jeg får smørblomster, margueritter og violet katost af nogle piger. Vi sidder på trappen der omkranser torvet i landsbyen som i et amfiteater. Nogle af blomsterne spiser jeg, andre sætter jeg i hårknolden. Pigerne griner og giver mig flere. Adrien spiller fodbold med en flok børn nede på torvet. Han har rullet bukserne op og taget 19
de tyrkiske badesandaler på, smidt vandrestøvlerne og rygsækken. Hans lægge er gyldenbrune, fødderne hvide. Jeg forbereder vores frokostmadder; store humpler hvidt brød med olivenolie, feta, tomat og blomster. Han ser op fra spillet, han ser på mig. Han smiler, spiller videre, bevæger sig hurtigt og smidigt uden rygsækken på, er høj og tynd. Vi vejede os på apoteket, vi vejer det samme med rygsækkene på: 90 kg. Han vejer mindre end mig, men hans rygsæk er tungere end min. Pigerne taler bedre engelsk end Adrien, de er fra Canada, han forstår ikke hvad de siger. Én spørger om vi er kærester. “No,” griner jeg. “We are strangers!” Pigerne fniser. “It’s like we are on vacation!” siger Adrien. Badesandaler, solskin, blomster i håret. “We are!” siger jeg og dasker til ham. * Jeg har Adriens badesandaler på. Forbereder et måltid mad ved et bord, under tag, hvilken luksus! Det har været en dag hvor jeg ikke har orket så meget. Rygsækken var tung, og himlen mørk og tæt. Jeg er træt, men det er okay, vi er hjemme nu. Vi lader som om det her er vores: det store nybyggede palæ. Vi har slået teltet op på græsplænen i den nyanlagte have. Jeg plukker urter fra et stensat bed. Rosmarin og timian til pastaen, sætter duftende lavendel bag øret, gnider mit bryst med mynte. 20
Vi overnattede i en kirke i går. Den lå i en dal hvor bevoksningen bestod af tætte buske og lave krogede træer. Vi vandrede forbi kirken og fulgte dyrenes sti der delte sig og samlede sig, bandt landskabet sammen som svampenes mycelium danner et underjordisk net. Vi var stiernes mærkelige frugtlegemer der pludselig skyder op efter regn. Vi blev væk fra hinanden. Jeg kunne høre Adrien fløjte, og som i en drøm kom lyden skiftevis tættere på og længere væk. Han hørte mig ikke kalde. Jeg gik tilbage mod kirken, jeg har lært af mine forældre at man skal gå tilbage til det sted hvor man så hinanden sidst. Det håbede jeg også han havde lært. Pludselig så jeg ham komme ud af buskadset længere oppe ad bjerget, vinkende og råbende. Han kunne se mig derfra. Vi gik tilbage til kirken for at sove der. Adrien sagde at han troede jeg havde forladt ham. Jeg er vant til at sove i kirkerne fra i vinter da Patrick og jeg vandrede på Kreta. Vi havde ikke noget telt. Patrick var en gøgler, en livsnyder. Han stjal og dansede med samme humør, altid munter og skælmsk. Han havde ét sæt tøj: naverbukser og vest, i vesten sad der fire forskellige, store knapper: i træ, metal, plast og glas, hjemmelavede og rustikke. På den ene side af hovedet var hans mørke hår trimmet, på den anden voksede det ud i små sammenfiltrede pølser. Hans øjne var mørke og glimtede drilsk. Hans mund trak ustandseligt op i et skævt grin. Når han røg sine små hjemmekrøl, rullede han tungen til et rør og pustede derefter røgen ud af venstre mundvig. 21
Han gik kun i hjemmestrikkede uldsokker i sine store militærstøvler uanset hvor varmt det var, ligesom man gør i ørkenen! Når vi var i bjergene, puttede han affald i lommerne og brændte det på bålet om aftenen, men når vi var i byerne, smed han det på gaden med en oprørsk mine og proklamerede at folk skal se hvor meget lorteaffald det her lortekapitalistiske samfund producerer! Hans oppakning var så besynderlig; han havde hverken regntøj, liggeunderlag eller noget andet praktisk. Han havde et mørkeblåt syntetisk flytæppe, en tynd sovepose og et redningstæppe i reflekterende folie. En 75 cl glasflaske til vand mod min 3 liters camel-bag, en sodsværtet briki, djævlepinde, mascara og værktøj. Stemmejern og mejsler. Det var den mest vanvittige måde Patrick og jeg mødte hinanden på. En ren og skær tilfældighed der førte til at vi kom til at spendere den efterfølgende halvanden måned sammen. Jeg var i Githio for at tage færgen til Kreta. Uden for byen, nede ved stranden, lå der et stort forladt hotel: en rund hovedbygning og flere små lejligheder. Det hele var smadret og overmalet med graffiti. Jeg gik ind i hovedbygningen der var fem etager høj. Hver etage havde et stort panoramavindue med udsigt til havet, men der var ingen ruder i. På tredje sal var gulvet beklædt med et tykt laksefarvet gulvtæppe, overstrøet med knust glas som glitrede i eftermiddagens solstråler. Mine fodaftryk blev siddende i gulvtæppet, som spor i 22
sne. Der var en kamin. Her ville jeg være. Jeg satte mine ting og gik ud for at samle brænde langs stranden. Der lå et stort rustent skibsvrag i vandkanten, og skyerne så ud som tunge blomkålshoveder. Solen skinnede gyldne striber ud af dem, som på et alterbillede. Det begyndte at regne og blev hurtigt mørkt. Da jeg kom tilbage til mit hotel tændte jeg op i kaminen og kogte en suppe med kål, to halve løg og lidt boghvede. Jeg blev melankolsk. Det var trist at spise alene. Jeg ønskede at dele mit måltid med nogen, at jeg skulle møde nogen som kunne forstå hvad jeg sagde, og hvad jeg havde gang i. Pludselig hørte jeg nogen nedenunder. Jeg vidste at hvem det end var, om det var politiet eller kriminelle, ville det være én og samme sag; de kunne gøre akkurat hvad de ville med mig hvis de fandt mig. Jeg nåede end ikke at slukke bålet før jeg hørte dette Hallooooo?, den overdrevne tyske accent, disse mennesker kunne ikke være farlige! De kom op ad trapperne. Tre unge rejsende. Med øl! De havde naverbukser på, Patricks havde det bredeste svaj. De var kommet i den grønne Volkswagen Egon som Marian og Phillip havde rejst fra Hamburg i. De boede og arbejdede midlertidigt i en tysk landsby nord for Githio og var stoppet ved mit hotel på deres søndagsudflugt. De så min rygsæk, tog den for et tegn på godhed og kørte ud for at købe øl. Halvanden uge senere tog jeg 23
til Kreta med Patrick. Færgen fra Githio sejlede ikke på grund af strejke, så vi blaffede til Athen og fik lov til at sove i et squat. Aktivisterne frygtede angreb på deres hus hver eneste nat og ville derfor ikke have gæster. Det var midt under Golden Dawn-krigen. En aktivist var for nylig blevet dræbt af politiet under en demonstration. Den efterfølgende dag tog Patrick og jeg færgen fra Piræus, Europas største industrihavn. Patrick og jeg sov i kirker, grotter og forladte campingvogne. Vi udforskede byernes slumkvarterer, følte os hjemme i anarkisters og immigranters squattede huse, stjal mad i supermarkeder, gøglede på gaden. Vi vandrede ad smalle bjergstier på Sydkreta uden andet selskab end hinanden og gedeflokke, firben, skildpadder og gribbe. At sove i kirken med Adrien var helt anderledes end det havde været med Patrick. Adrien talte om Jesus som var han en ven. Adrien sagde at Jesus ville have syntes det var okay at vi drak den vin vi fandt i kirken, sov der og fyldte vores flaske med olivenolie – en offergave fra en lokal bonde? Jeg er sikker på han har ret. Jesus er en del af vores vandrefamilie, han er forfaderen til os som vandrer, til os som elsker, til os som kæmper, og som vender den anden kind til. Vi tændte alle offerlysene og kogte mad over gasblusset på stengulvet foran alteret. Alt som kommer til os, er vores. Alt hvad vi har brug for, 24
skal komme til os. Som da jeg fandt en sæk med aflagt tøj og tre par nye strømper på Kretas nordvestligste odde i en sæsonlukket bar – efter i flere dage at have manglet netop strømper. At tro på dette: universets generøsitet. Menneskets godhed. Tilfældighedernes velvilje. Troen er et hav. Du kan flyde ovenpå, svømme eller træde vande. Dybet er sort og uhyggeligt under dig. Lad dig synke hvis du tør. I dybet vil de mest utrolige landskaber åbenbare sig for dig. Væsner og planter, et terræn du ikke engang kan forestille dig. Alting gløder af kærlighed. Da jeg var barn kunne jeg svømme 50 meter under vand. Jeg havde en luftboble under hagen som jeg kunne suge af, langsomt og forsigtigt, et par åndedrag. Det er et spørgsmål om at kæmpe og overgive sig på én gang. Kæmpe for at blive ved med at tro på at dette er muligt; jeg trak vejret under vandet. Jeg fik strømper da jeg manglede dem. Der er altid en eller anden der samler mig op. Og overgive sig, overgive sig til at det der sker, skal ske, at vi en dag skal dø, at vi er så små og mange og kortlivede i et stort hav. Vi er uanselige mennesker i skaberværket. Vi er plankton i universets strøm. Men hvad med lysten, hvad ville Jesus have sagt om den? Jeg lå vågen hele natten på det kolde stengulv med lystens orkan rasende indvendigt. Adriens åndedræt rungede i kirken; hvæsende, pibende. Kan man elske sin næste lige 25
så meget som man elsker sin elskede? Udvider kærligheden sig i et menneske, som landskabet der åbner sig for nomaden; man bærer det man allerede har passeret, med sig. Eller er kærligheden som et guldsmykke der bliver blankpoleret og smukt af slitage, men også tyndere, lettere? Jeg vil overgive mig til denne rejse. Jeg vil kæmpe for at få instinkterne tilbage, de har længe ligget hengemt i skyggen af mit tidligere livs påkrævede ignorance. Jeg har brug for dem nu, hvordan skal jeg ellers vide mig sikker blandt mennesker jeg ikke deler sprog med, i naturen som er så fremmedartet for mig? Jeg må glemme det jeg har lært gennem hele min småborgerlige opvækst. Glemme hvordan man sidder på stole og spiser med bestik. Glemme høflighedsfraser og sociale normer. Jeg har aldrig vidst hvorfor jeg fulgte alle disse regler. Hvad betyder det at opføre sig pænt? Du spilder dit gode hoved. Jeg vil bryde mit hoved mod virkelighedens bjerge og bølger. Jeg vil kende til lugten af min egen sved, ikke skjule den med showergel og deodorant. Jeg vil kende til lugten af rådnende kød så jeg kan genkende den når jeg en dag selv skal dø. Jeg vil rive hinden mellem mig og virkeligheden itu, og sådan skal jeg genfinde instinkterne, sådan skal jeg blive i stand til at lytte.
26