afstanden læseprøve

AFSTANDEN

Bind et og to i serien:

En vej ud af tågen (2022)

En tid med mirakler (2023)

Kristian Leth

Afstanden

© Kristian Leth og Gladiator 2024

1. udgave, 1. oplag

Redigeret af Jakob Sandvad og Hans Otto Jørgensen

Illustration af Tal R

Grafisk opsætning af Josefine Bøgh Lassen

Bogen er trykt hos Specialtrykkeriet Arco

Printed in Denmark 2024

ISBN: 978-87-7569-026-8

SØNNER

At huske noget

“Jeg prøver lige at huske noget,” siger jeg og sætter mig i solen og ser ud over vandet. Og er stille, jeg siger det for at vise, jeg ikke skal tales til.

Og det er vitterligt det, jeg prøver. At huske noget, huske et eller andet, det er ligesom en øvelse, tænker jeg. Jeg kan sætte mig ned og prøve at huske noget.

Vinden over bugten foran mig farver overfladen i mørkeblå striber og grå blonder og grønne lavvandede nuancer langs klipperne, der står ned i vandet. Og minderne kommer ikke dryppende. Ikke endnu.

Jeg husker ikke andet end de historier, jeg har skrevet ned, eller mere generelle beskrivelser. Men jeg ved, at nogle gange falder der noget med ud, som er det, et minde er. Jeg prøver at huske noget.

Hjemme hos William brugte vi meget tid på at tegne og bygge LEGO. Hvornår er det her? Det må være, før jeg blev tolv år, og vi flyttede til Norge. Vi tegnede og tegnede. William havde to ældre brødre. Der var tæpper på gulvet. Og en sort bulldog, der fik stykker af hakkebøf ved bordet, når vi spiste.

Jeg lægger notesbogen, går ind i huset og henter noget, taler med min søn og kommer tilbage til notesbogen, og jeg har stadig ikke noget minde at skrive ned.

Vi spiser frokost ved bordpladen, der er sat sammen af tre planker, vi får pasta og hvidvin, vi diskuterer forskellen på solidaritetsbegrebet i USA og i Danmark, vi går op på terrassen øverst oppe og spiser hjemmelavet is med jordbær, det er påske, vi er i Kroatien, bagefter går jeg ned igen til min plads med udsigt over bugten. Vandet er nu blåt på en grå måde, som kun havvand kan være det, bjergene ligger konkrete i disen inde på fastlandet, og jeg har stadig ikke noget at fortælle, intet minde. Tror jeg.

Da vi flyttede til Norge, sendte William mig breve og tegninger. Han skrev, at han savnede mig, og han fortalte om de andre i klassen, at de stadig var lige så idiotiske, som da jeg var der.

Jeg fik et brev med et tyggegummi klistret ind, men det var fladet helt ud under transporten, og hele brevet duftede af sukker. Jeg skrev også til ham nogle gange, tror jeg.

Jeg er blevet venner med William igen som voksen, og han ler på samme måde, som han gjorde dengang. Han siger, han bliver så glad, hver gang han ser en omtale af mig, så glad for, at jeg lykkes, fordi jeg virkelig fortjener det med alt det, der skete, da jeg var barn, og jeg ved ikke, hvad jeg skal svare.

Måske er det sværeste at huske de første år af mit liv. Tiden, hvor vi var venner. Men jeg ved, at vi var det. Han var min bedste ven. Og jeg hans.

Glemslen har gjort det nemmere at forlade ting. Hvad forlader man, hvis man ikke husker det?

Hans have var fyldt med buske og blomster, tror jeg. Om aftenen var der aftenkaffe, mens vi så tv, med kage og te i stuen, mens vi så en film eller et program. Det var fast rutine hver eneste gang.

Jeg kan stadig ikke huske den sommer, hvor min far bare ikke kom og hentede mig, det dukker ligesom ikke op, som om jeg ikke har

registreret det, men når jeg tænker på mit minde af de aftener foran tv’et i den mørke stue, før vi gik op i seng, så nærmer jeg mig den tid. Hvorfor ville jeg ellers huske, at det var en regel, et ritual.

Jeg kan ikke huske ovenpå. Jeg kan ikke huske, hvordan Williams værelse så ud. Jeg kan ikke huske andet end stuen og køkkenet.

Sidder jeg virkelig her og prøver at huske mit bedste venskab gennem hele min barndom?

Sidder jeg her og forsøger at tvinge minderne frem? At genkalde mig bare de mest sparsomme detaljer?

Hvem er jeg, hvis ikke jeg husker det?

Det blæser. Himlen er blevet lys grå. En mand bruger en elektrisk sav et sted ikke så langt væk. Både sejler ind og ud af bugten. Jeg har ikke mere end det.

Fald

Han er faldet igen.

Der var ingen til at hjælpe ham, og han kunne ikke selv komme op.

Tomas skulle hjælpe ham op ad trappen i opgangen den anden dag, eller også var det en drøm, jeg havde.

Nu er han blevet opereret i hjernen igen. Det skulle hjælpe ham. Det skulle gøre det bedre.

Jeg er i Kroatien, foråret er grønt, men lige lidt for koldt. Vandet er gennemsigtigt og mange forskellige slags blå. I forgårs spiste vi middag med nogle danske venner i Dumbo i Brooklyn. Jeg forsøger at ringe til ham, men han tager den ikke.

Et tomt pengeskab

Hullet opstår, idet man forstår, at man ikke kender dem, man elsker. Sådan som mine børn elsker mig, elskede jeg mine forældre. Men de er ikke dem, jeg elskede.

Jeg ligger i sengen og kan ikke sove, det er, som om jeg brænder op, fordi noget, et eller andet, må ske, skal ske. Jeg forsøger at skovle ud af min sjæl, jeg prøver at forbinde mig, at ankomme.

Frygten for, at jeg igen ikke skal kende dem, jeg elsker. At også de er nogle andre.

Hvad er det for en melankoli?

For nogle måneder siden gik jeg på Islands Brygge, det var vinter og eftermiddag, hvilket betyder aften i Danmark, men alle lader, som om det er eftermiddag. Som om solen ikke er gået ned. Og jeg så børnene i deres flyverdragter med deres røde kinder blive bugseret

ud af cykelsæderne, og jeg bliver overvældet af ensomhed.

Jeg husker min mors insisteren på, at det gav mening, at der var en grund til at fortsætte, at komme ind ad døren og tænde lyset i den mørke lejlighed, i det fremmede rum, og insistere på, at det var vores, at dette var et liv.

Eller også er det min egen ensomhed, jeg kan huske, da jeg som forælder var den, der hev og trak et barn ud af selen og op ad trappen og sagde alle ordene, der skulle siges, og gik et trin ad gangen med dem, og tændte lyset i opgangen igen, fordi det nåede at gå ud, før vi nåede til femte sal på Snorresgade. Og vi kom inden for døren, og hvis ikke jeg gav alle livstegnene, så var der ingen livstegn. For barnets lys kan ikke skinne stærkt nok selv. Og den viden tog pusten fra mig.

Og jeg ser de cykler og børn i vinteraftenen og deres ansigtsløse forældre, og nogle gange føles ensomheden kvælende som en kold mørk gas, der ligger i rendestenen og stiger op. Og det eneste, der er at gøre, er at give op. Og jeg ser det inde i København og i boligblokkene i Kokkedal og i parcelhuses haver i forstaden med deres efterladte legetøj, og jeg ser det, jeg ser det, jeg

ser det i det varme gullige skær fra deres vinduer om morgenen, før solen er stået op, fordi det er altid-nat. Og jeg tænker på, at de sidder derinde og spiser cornflakes og overtaler sig selv og deres børn til, at en ny dag nu er begyndt, og at den også vil give mening, mens kroppene bare vil sove eller måske dø.

Hvad er det for en melankoli?

Det er mig, der står og flagrer i mørket.

Jeg ligger i sengen og vil bare ankomme som en bygning i verden, stå der, lige til at gå ind i. Som en bygning, som et rumskib, der er landet på Rådhuspladsen, som et sjældent træ, der pludselig er skudt op af jorden, umiskendeligt.

Jeg anede ikke, hvem mine forældre var. Og det, jeg var mest bange for, var, at jeg ikke kunne kende dem.

Hver dag truer uvirkeligheden.

Det, at de vender sig bort fra mig.

Man mister dem, man holder af, lang tid før de dør.

Mine børn vil også opdage, at de ikke kender mig. At det er mig, der er en ukendt far.

Alle mine sange, alle mine bøger, hvem er det, der skrev dem?

Jeg ser lyset fra deres morgenvinduer ude fra gaden, hvor alt endnu er enten blåt eller lyst op af gadelygter. Og derude er der ingen mening. Jeg ser dem udefra og ser så klart, hvor skrøbeligt det er.

Det er noget, der rammer mig i Danmark. Jeg har ingen barndomsminder her i Brooklyn. Måske vil mine børn mærke samme melankoli her.

Måske er det barnets røntgensyn, der godt kan mærke forældrenes desperate indsats, der genkender stearinlyset og papirsjulekalenderen og sutskoen i vindueskarmen for det, det er: gestus, der helt kunstigt tilfører livet en form for historie.

Juletiden er så sørgelig, fordi den ikke lykkes med at dække over tomheden. Ironien er, at man som voksen opdager, at også julens historie kun er til i kraft af ens insisteren imod mørket og gabet, der står sort og tomt i ring rundt om huset eller lejligheden.

Hvilken melankoli er det, der sidder sådan i mig?

Tryllekunstnere vogter et tomt pengeskab.

Vodou

Det regner, og det minder mig om Haiti. Der er ikke så mange steder, jeg savner, som jeg savner Haiti.

Jeg kan huske en vodou-ceremoni for foden af et bjerg. Vi var kørt om natten gennem byen Limonade og videre ud på landet, indtil vi havde parkeret i vejsiden i en landsby. Vi gik væk fra vejen og gennem det, der i mørket uden nogen form for gadelygter eller elektrisk lys føltes som den dybeste jungle. Vi gik ad stier og vognspor, det var Frederik og Tubi og mig; Tubi kendte dem, vi skulle besøge, kendte vejen. Og følelsen af at gå der i mørket og joke for ikke at blive overrumplet af mørket, og hvordan lyden af trommerne startede som en svag mumlen og voksede sig skarpere, som vi gik, lang tid før vi så lyset fra deres peristile, elektrisk fra deres generator.

Der var ritualet i fuld gang med de lange og indviklede åbningsceremonier, cirkeldanse og koreograferede processioner, bønner til Gud og til guderne, kors og endeløse sange.

Der ved foden af bjerget tilbragte vi flere timer, mens ceremonien udviklede sig støt, trommerytmerne steg i intensitet og hastighed, en lang og stædig opbygning mod åndernes ankomst. Jeg hilste på en mand, der ikke boede i landet mere, han var på besøg i sit hjemland, og nu stod han ved siden af mig som en af de mange tilskuere, de fleste af dem landsbyens beboere, og tog billeder og film med sin telefon.

Vodou-ceremonier tager lang tid. Mange timer, ofte flere dage. De er hårdt arbejde. Trommen og dansen, indtil ånderne kommer. Man kan ikke lægge planer efter det. Det tager den tid, det tager. Man når at kede sig over de ustoppelige rytmer. Den messende sang. Trefire timer efter man er slået af deres voldsomme skønhed, begynder jeg at tvivle på, om ånderne mon kommer.

Indtil de pludselig gør, og alt åbner sig, og verden går af led. Forrykkes. Ånderne kommer.

De vrider sig på gulvet, de vender det hvide ud af øjnene, de ryster, kroppene ændrer karakter, ansigterne bliver forvandlet.

Jeg kan huske, da jeg var meget lille, måske kun et par år gammel, og jeg lå på første sal af et hus i Port-au-Prince og hørte karnevallet i gaderne. Min far og mor var væk, ude i natten for at opleve karnevallet. Jeg blev passet af nogen. Alt var fremmed, alle lydene og farverne.

Jeg kan også huske Hotel Oloffson, at vågne op før mine forældre og ud af bungalowen og op til hotellet og sætte mig ved bordet.

Jeg kan huske, at vi kørte gennem Haiti, og det havde regnet, ligesom det gør nu, og at vores bil sad fast, sad fast i mudderet. Midt i junglen.

Til ceremonien ved foden af bjerget hørte jeg et skrig bag mig. Jeg nåede ikke at vende mig om, før jeg så manden, der var på besøg i sit hjemland, springe forbi mig og over et hegn og ind på ceremonipladsen. Han var blevet besat. Ånden overtog hans krop og bevidsthed, og det smukkeste var næsten, hvordan præstinderne vendte sig om og tog imod ham. Der var ingen forbløffelse, ingen overraskelse, ånderne tager dem, de vil. De hjalp ham på med rekvisitterne, gav ånden dens regalier, dens relikvier.

Cousteau

Da jeg var barn, boede vi i nogle år hele familien i en villa. Min far havde optaget en film fra tv med Jacques Cousteau, der rejste op ad Amazonas-floden med sit mandskab på skibet Calypso. Mine brødre og jeg så den film så mange gange, at VHS-båndet blev helt slidt.

Jeg kunne mærke flodens vand mod den lyserøde delfins hud og lugte storkens angst, idet kaimanen greb den med sine kæber i flodkanten. Jeg var tryllebundet af Cousteaus møde med en medicinmand, der brugte myrer og røg til at helbrede en syg patient. Han sugede giften, ondskaben, ud af hans lår.

Tryllebundet. Det er det bedste ord.

Jeg har fundet musikken fra Amazonas-filmen på YouTube, og når jeg hører den, kan jeg mærke noget i kroppen, der stadig sidder der fra dengang, ligesom den gift, medicinmanden forsøgte at trække ud gennem huden.

VHS-båndet er en slags totem. Jeg forestiller mig det, selve den fysiske kassette som et magisk objekt, slidt, men med en aura eller en gylden glorie, ridset, håndteret, hemmelighedsfyldt.

Vi sad nede i kælderen i min fars mørke kontor og så eventyrene igen og igen, mine brødre og jeg.

Cousteau og hans mænd, der fodrer piratfiskene, men det er kameradykkeren, der ender med at blive bidt. Jeg husker, da de sejler rundt om natten i en sumpbåd for at jage kaimaner, de slanke og bulede alligatorer. Dyrets hvide, hvide kød, da jægeren skærer skindet af kroppen for at smide kadaveret tilbage i vandet.