ov e r s at a f s e l m a ro s e n f e l d t - o l s e n
Jeg skubbede bordet yderligere et stykke væk fra vinduet. Det, der blev glemt, lå i det mørke hjørne. Fritzi satte sig tavs ved siden af mig, hendes vækkeur havde kimet i timevis. Hendes hår strittede i alle retninger. Sammen betragtede vi i tavshed det, man kaldte himlen her, og det, der engang havde været landskabet under den, og som nu bare strakte sig udefter. Længere væk stod tre minetårne ubevægelige i landskabet. Stålkablerne løb stadig stramt udspændt hen over kabelskiverne og ned i jorden. Jernbaneskinner, der var sunket dybt ned i jorden, førte væk fra skaktene. Minetårnene var de eneste pejlemærker, landskabet bød øjet. (Og bakkerne? Og husene og gaderne?) Det nordlige kulminedistrikt huskede kun sig selv: Mændenes elevatorture ned i dybet, hvor de skrev deres egne tidsperioder ind i jorden. Under mine negle var der sort af kulstøv. Selv hvis området skulle ende med at blive forladt, ville jeg bære det med mig herfra. Fritzi fortalte forsigtigt om den uholdbare situation, landskabet befandt sig i: Længe, sagde hun, har jeg forsøgt at forstå landskabet her. Hun sagde, jeg betragter minetårnene, der rager op i himlen, og jeg betragter jernbaneskinnerne, der går stadig dybere ned i jorden, fordi de synker og synker, jeg betragter himlen, fordi himlen måske også er symptomatisk, også himlen hører med til dette landskab. Jeg tæller, sagde hun, jeg tæller farverne, mit ordforråd er allerede opbrugt efter brun, oliven og sort, og når jeg tænker over det, er det alle de farver, der er her. Jeg betragter de få huse, der ligger i landskabet i tilfældig afstand til hinanden. Urokkelige og alene opretholder de navnene på deres gader og har mistet enhver sammenhæng. Tidligere rækkehuse ligger langt væk på endeløse gader og bliver beskyttet mod at styrte sammen af høje murstensstabler på hver side. Hun sagde, området ligger på ryggen, det fungerer ikke længere. Landskabet er gået i stå, og ingen går ned i mineskaktene mere. Jeg forsøger at forestille mig dette landskab, sletten. Jeg
65