JOHANNE BILLE
ELASTIK ROMAN GLADIATOR
Elastik © Johanne Bille og Gladiator 2018 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Anna Sidsel Andersen, Hans Otto Jørgensen og Jakob Sandvad Omslag og sats: Clara Birgersson Bogen er sat med Garamond og trykt hos Livonia Print Printed in Latvia ISBN: 978-87-93658-02-8
Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.
Tak til Statens Kunstfond. Tak til Anton, Claus, Julie, Mads og Sidsel. En særlig tak til Asger – for det hele.
Jeg sidder i skrædderstilling i badet og iagttager mine kønslæber, trækker dem fra hinanden, så klitoris kommer til syne, og det er som at kigge på en anden end mig selv, som om jeg bør spørge om lov, før jeg må røre. Jeg opgiver at barbere mig, der er for mange folder dernede, og jeg kan ikke lide folderne. Alle disse folder er en forbandelse, og jeg har svært ved at forholde mig til dem og til at have et hul, der kan udfyldes af en penis. Jeg bryder mig ikke om det rosa kødgardin, der skal trækkes til side inden. Jeg drømmer om at være mandig, jeg drømmer om at omgås kvinder og være det modsatte af dem, at min stemme er mørk og fast på den der måde, der gør alle ord vigtige. I dag synes jeg, kusser er grimme.
5
Mathilde gav mig en plakat i fødselsdagsgave. Hun havde den i sin jakkelomme, og den faldt ned på fortovet, da hun steg af cyklen, jeg så det gennem caféens vindue: Hvordan hun bøjede sig en smule forover og rakte hånden ned mod fliserne uden at anstrenge sig, pludselig var plakatrullen i hendes hånd. Hun havde den stadig i hånden, da hun gav mig et kram og sagde tillykke, hun trykkede blidt det kraftige, sammenrullede papir mod min brystkasse, og jeg mærkede hendes knoer mod den, hvordan mine brystvorter blev stive og struttende. Mathilde bemærkede det vist ikke, hun sagde: Det er bare en lille ting fra mig til dig. Vi stod så tæt, vores næsespidser rørte næsten hinanden, og jeg måtte holde vejret for ikke at miste balancen, komme til at læne mig forover og trykke min næse mod hendes. Vi sad i den skarpe forårssol og drak kaffe, og jeg følte mig ung og smuk, mine solbriller passede perfekt 9
til min næseryg og fremhævede mine kindben på en flatterende måde – jeg vendte siden til hende så ofte som muligt. Simon ringede fra sit kontor i Hanoi og sagde, han ville ønske, han var der til at kysse mig på min fødselsdag: Du skal have kys på din fødselsdag. Det skal --- du! Forbindelsen var dårlig, hans stemme skrattede, og jeg fortalte ham ikke, at Mathildes bløde læber rørte mine to gange, at der var en lille tungespids mod min fortand tidligere den dag. Hendes solbriller klikkede mod mine, da den ramte.
10
Det er Alexander, der opdager såret på mit knæ. Jeg har ikke lagt mærke til såret før, og det undrer mig, for jeg plejer at bemærke mine sår, men denne gang kan jeg ikke huske, at det har gjort ondt; at jeg har stødt knæet mod noget. Har jeg et sår, spørger jeg. Alexander siger, at det har jeg, men at skorpen ikke er klar til at blive pillet af, at jeg hellere må lade det være. Vi har ikke sex den morgen, den vil ikke ordentligt op at stå, og jeg siger til ham, at det nok skyldes tømmermænd, og jeg siger det mest for, at han ikke gør mere ved det – ikke begynder at røre ved den og sådan. Jeg kan lide stadiet mellem stiv og slap, det stadie passer mig. Ikke på grund af den udfordring, der kan være i en halvstiv penis, men fordi den befinder sig mellem to ydertilstande, som en krusning på havets overflade. Simon sidder i køkkenet med avisen, da jeg låser mig ind, solbrændtheden sidder i flager på hans næse som en sidste rest af de douche solstråler i Hanoi. Jeg 13
tĂŚnder min computer og googler havets bevĂŚgelser, havoverfladens tilstand, men finder ikke nogen brugbar information, og det passer mig sĂĽdan set fint.
14
Det er blevet efterår, og jeg drikker alkoholfri øl, indtil det bliver mørkt udenfor. Det bliver det heldigvis tidligere og tidligere, snart behøver jeg kun drikke et par alkoholfri øl, før solen går ned, og jeg skifter til dem med alkohol. Mit store indtag af øl skyldes ikke, at jeg ønsker at være fuld, faktisk vil jeg helst være ædru, for jeg har det med at miste overblikket dette efterår, men for tiden kan jeg ingenting spise – mad smager mig ikke. Derfor begynder jeg med de alkoholfri øl, når jeg kommer hjem fra arbejde, men de er en sølle erstatning. Simon siger, at jeg lugter af værtshus, og så lyver jeg og siger, at jeg har drukket en enkelt alkoholfri øl. Forleden sagde han: Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente for tiden. Jeg sagde: Hvad mener du med det? I går græd du, så hele din krop rystede, og i dag er du euforisk, hysterisk grinende. Hvad er problemet i det? 15
Denne insisteren på at ville snakke om mit alkoholforbrug og mine humørsvingninger er først blevet en realitet, efter Simon kom hjem fra Hanoi, og vi flyttede til den store lejlighed. Det ene værelse står stadig tomt, for vi har ikke møbler at fylde i det, og Toke kan først flytte ind om en måned, og nu er det, som om det tomme værelse skal fyldes med al denne snakken, så stilheden ikke runger mellem væggene. Eller også er der tale om den omvendte sammenhæng: at Simons utilfredshed, hans følelse af at blive taget for givet, altid har været der, og nu er der endelig et sted, hvor der er plads til hans bekymringer. Du ser mig ikke i øjnene, siger han igen og igen, og jeg svarer: Vi har da øjenkontakt lige nu, har vi ikke? Døren til værelset kan ikke lukkes helt i, det er noget med palen, døren glider hele tiden op, og jeg bryder mig ikke om dette bagholdsangreb. Det er irriterende at bo i en lejlighed, der forråder mig på den måde, at fornemme, hvordan døren langsomt åbner sig, så snart jeg vender ryggen til. Gemte alle disse følelser sig, som møllene i gulvtæppet gemte sig, indtil vi lagde tæppet i stuen, og møllene myldrede frem i lyset? Deres vinger satte gråbrune støvpletter på væggene. Det skete ligesom bare fra den ene dag til den anden. Pludselig var de flaksen16
de kryb overalt, og Simon slog dem ned på gulvet med flad hånd én efter én, trådte på endnu et møl med sine bløde hjemmesko. Han måtte træde flere gange, før det lykkedes at slå det ihjel.
17