JOHANNE BILLE
ELASTIK ROMAN GLADIATOR
Elastik © Johanne Bille og Gladiator 2018 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Anna Sidsel Andersen, Hans Otto Jørgensen og Jakob Sandvad Omslag og sats: Clara Birgersson Bogen er sat med Garamond og trykt hos Livonia Print Printed in Latvia ISBN: 978-87-93658-02-8
Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.
Tak til Statens Kunstfond. Tak til Anton, Claus, Julie, Mads og Sidsel. En særlig tak til Asger – for det hele.
Der var ikke tale om en beslutning, jeg googlede ikke ordene menstruationskop og hormonspiral, jeg ringede ikke til min læge eller gynækolog. Måske skyldtes det Alexanders insisteren på at bruge kondom eller Simons rullen om på siden, når jeg prøvende tog fat om hans pik. Eller også havde jeg bare hovedet et andet sted, da jeg opdagede, hvordan spiralen hang fast i menstrationskoppen og bare rev til. Måske tænkte jeg på Mathilde. Det var et langt træk i koppen af naturlig medicinsk silikone, og det føltes, som om tid og rum blev opløst, der var kun denne ene bevægelse: at hive til. Badeværelsets hvide klinker forsvandt, og det var, som om hele min bevidsthed sank ned i skeden og lukkede for resten af min krops sanser: Mine fingre var en andens fingre, de nåede frem til livmoderhalsen og fandt det sted, hvor menstruationskoppen og hormonspiralen var filtret sammen, og det var, som om det ikke var min egen skede, der blev revet og flået i af hormonspiralens plastikarme. 134
Og så sad jeg der på toilettet med strømpebukserne nede om anklerne og menstruationskop og spiral i hænderne. Jeg kunne mærke sveden mellem brysterne, og det summede for ørerne, og mit underliv gjorde ondt på en anden måde, end da gynækologen satte spiralen op. Den er der vist ikke nogen grund til, at du skal se, sagde gynækologen, da jeg for to år siden satte mig på den sorte skalstol i klinikken. Gynækologen tog æsken op og smed posen med kvitteringen i stålskraldespanden: Tag dine bukser og trusser af og læg dem på stolen. Der var anbragt en plakat med dyr fra Zoologisk Have i loftet. Kig på plakaten og spred benene, sagde gynækologen, kan du komme lidt tættere på mig? Jeg fokuserede på en giraf med store tegneserieagtige øjne, mens gynækologen fumlede med æsken, lyden af en tynd plastikpose, der rives i stykker. Elefanten sprøjtede vand ud af sin snabel, og gynækologen bad mig presse begge hænder hårdt mod min mave. Det er et lille trick, jeg har udviklet, så det ikke gør ondt. Kan du hoste meget højt? Jeg hostede og gispede og kneb øjnene sammen, mens gynækologen førte et fremmedlegeme op i livmoderen, noget, som ikke hørte hjemme i en krop af blod og muskler og knogler og sekreter. Gynækologen bad mig tage bukser på igen og 135
forlod lokalet, og jeg fandt mine bukser og trusser på stolen, tog overtøj på. Vaklede ned på gaden og satte mig på en bænk og græd lidt, mens jeg tænkte på alle de samlejer, jeg nu skulle have. Alle de formålsløse, fornøjelige samlejer, der hver gang ville kulminere i sædceller, der forgæves forsøgte at trænge forbi den hormonelle mur i min livmoderhals. Jeg læser på internettet, at min hormonspiral indeholder gestagen, og at det er en meget sikker præventionsform. Hormonspiralen gør, at livmoderslimhinden bliver mindre modtagelig for et befrugtet æg, og den skaber ændringer i sekretet i livmoderhalsen, så sædcellernes passage er hæmmet. Den er god til unge kvinder, der ikke har født, står der, og den medfører ofte svagere menstruation og færre smerter. Alt sammen effekter, som den seksuelt aktive kvinde har gavn af. Og jeg mærker foldernes svulmen mellem mine ben, hvordan de trækkes til side af hans hænder, hvem han er, er uden betydning. Alle hænder føles alligevel ens i det øjeblik. Jeg elsker menstruationssmerterne, den murrende fornemmelse af, at noget bliver udløst – af at kroppen arbejder. Jeg hader dem også, menstruationssmerterne, men mest fordi jeg ikke tør sige, at jeg er lidt fraværende i dag, at min krop har det voldsomt, fordi der glider tykt, rødt slim ud af mig. 136
Lad mig nu bløde i fred. Hormonspiralen resulterede ikke i mindre menstruationsblødninger, men smerterne forandrede sig fra at være brede, tunge kramper til skærende stik, som om de havde fået et nyt epicenter: den plastiske miniatureudgave af en livmoder. Jeg kan mærke trådene, sagde Simon, når han stødte til, og jeg sagde, at det var der ikke noget at gøre ved. Der er heller ikke noget at gøre ved menstruationssmerterne og de uregelmæssige blødninger, sagde gynækologen, det er prisen, du må betale. Der er altid en pris at betale, er der ikke? Jeg tog mig god tid til at iagttage den ude på toilettet, jeg vendte og drejede staven med de to plastikarme mellem fingrene og hev i de smalle tråde, lukkede hånden om den og mærkede, at den ikke var blød og organisk at røre ved, mærkede varmen fra mig selv i den hvide plastik, en to år gammel varme i noget, jeg ikke havde set før, ikke måtte se, da gynækologen spændte tangen og bad mig om at hoste. Det er prisen, du skal betale. Du må ikke se din spiral, før den bliver en del af dig, du må ikke få viden om gestagenniveauer og risikoen for graviditeter uden for livmoderen. Bivirkningerne er der ikke noget at gøre ved, og det er alle enige om. Det er en farlig verden for dig, hvis du har 137
en livmoder, og du må beskytte dig med en hormonfyldt plastikbeholder i dit indre. Alternativet er værre, alternativet er piller med hormoner, der suser rundt i din krop og giver akne og firedobbelt risiko for blodpropper og spændinger i brysterne. Ingen nævner det allerværste af alternativerne, ingen nævner kondomer. Kondomerne er et fyord hos gynækologen, til seksualundervisningen, i samtaler med veninder. Mænd kan ikke lide kondomer, det ødelægger oplevelsen, gør deres orgasmer gummiagtigt svage. Og kondomer er også alt for svære at sætte på. Så gør man sådan her, sagde sundhedsplejersken til seksualundervisningen og trak kondomet om penisattrappen, men jeg fik ingen kondomer, jeg fik ingen attrap at øve mig på. Det var unødvendigt, for kondomet er en partykiller, der helst skal undgås. En hormonspiral er en partystarter, og du kan jo ikke gå til fest uden at have tømmermænd dagen efter, måske kaster du op efter lidt for mange øl. That’s life. Hormonspiralen er ren og hvid bortset fra en smule rødligt slim på den ene arm, og jeg vasker den i håndvasken, tørrer den med toiletpapir. Der er ingen lommer i min kjole og ingen lommer i min trøje. Langsomt snører jeg min støvle op og putter den derned, så den lille plastiklivmoder sidder i spænd mellem skoen 138
og min ankel. Menstruationskoppen står på vasken, og jeg sætter den op igen, vasker hænder og låser døren op til en præventionsfri dag, den første præventionsfri dag. Jeg husker p-pillerne, og hvordan jeg glemte dem, jeg husker de voldsomme migræneanfald og min læges udspilede øjne, da jeg fortalte, at jeg havde migræne. Jeg husker, hvordan lægen forurettet spurgte: Hvorfor fortalte du ikke det? Og jeg husker skiftet til en ny generation af p-piller i smart lyserød indpakning, jeg husker minipillerne i en helsegrøn æske. Jeg husker, hvordan det aldrig rigtig kom til at fungere, hvordan der altid var problemer og graviditetstests i badeværelsesskabet. Jeg troede, du havde styr på det, sagde Simon, når menstruationen udeblev, og jeg sagde, at det troede jeg også, men mærkede koldsveden pible frem på min pande og måtte igen forsøge at ramme den lille tip med min urin. Igen vente et par minutter og blive i tvivl om, hvor mange streger der betød liv. Hormonspiralen sad bedre i skoen end der, hvor den var før. For hvert skridt jeg tog, gled den længere ned i skoen, til sidst lå den under min fod og trykkede blidt mod fodballen. Måske den savnede min varme livmoderhals, måske jeg savnede dens kølige jag af smerte.
139