56 Hanna Sigga Madslund
Californien * Sommer 1968 Gerda bruger neglelak på tæerne og makeup, selvom det ikke er nødvendigt. Det ville moren og Alma sige. Åh, hvor er hendes fødder og hænder smukke, lange og lige som morens. Elegante. Mens hun, Louise, har arvet faderens lavstammethed, hans brede fødder og tvillingetæer. Dem plejer hun ellers at prale af, men her er sammenvoksede tæer, korte praktiske negle og lange lige øjenvipper som køernes tydeligvis ikke i samme høje kurs. Louise kan ikke få nok af Gerdas løssluppenhed, hendes humor, hendes lette gang på jord. Hun misunder hende, lillesøsteren, den forgudede efternøler, som har fået sådan en mand, sådan et liv. Opnået helt ved egen drift. Det begær, det mærker hun nu. Hun kan ikke få nok af Gerda og Jacks nybyggerhjem, som Jack selv har hamret sammen med sine bare næver. Cigarkassen, kalder Gerda det, ligger øverst på en bakke med en formidabel udsigt over de bølgende, gule bakker med højt afsvedet græs, blomstrende hårdføre planter. Det er ufatteligt, at Gerda bor her, hendes søster, som kommer af det samme som hende selv, præstegården, hvor pengene var små, og hvor det materielle ikke spillede en rolle, eller hvor folk med penge og ekstravagante vaner blev set på med den største mistro. De var usle og fortabte. Ikke at de var syndere. Ikke direkte. Mere at det var synd for dem, at de ikke havde andet at gå op i end ting og sager. Folk med åndelighed og deres meningers mod blev derimod sat op på en piedestal. Her er det lige omvendt, tænker Louise, her er alt stort og flot og overdådigt, mens ånden og troen og indsigten for længst er forduftet til fordel for det overfladiske, det florlette liv, hvor døden er fraværende. Louise kender