1 Hendes Lemmer var blanke og strømmende og lige foran var Disken. Trætheden var borte, kun Sulten levede og den var god nu for hun vilde faa Mad. Hun havde arbej det og tjent Penge og vilde faa Mad. Hun rakte Armene ud mod Disken og saá at de var blanke og uovervindelige, og Sulten lyste som en vild Triumf. * I det Øjeblik han saá Bilen og det anspændte Udtryk i Chaufførens Ansigt hævede en uhyre uhaandgribelig Magt sig fra Dagslyset, fra Husene overfor Fabrikken, fra Gaden, fra Trafikkens Brøl ude i Byen og slog ham i Sjælen. Det er en Drøm, tænkte han, mens han anstrengte sig for at gøre sig fri af det. Han følte hverken Frygt eller Overraskelse og denne mærkværdige Omstændighed for virrede ham. – Det er som i en Drøm, tænkte han. Uhyre Erindringsbilleder stormede gennem hans Hjerne. Revolverskud, Skrig, Ansigter, der var forvrænget af Ræd sel, to Mænd, der forfulgte ham.
7
Der var kun et svagt Skær af det svindende Dagslys in denfor. Han stod ganske stille og aandede tungt. Drøm og Virkelighed var nu uløseligt forbundne i hans Bevidsthed. Alligevel kunde han skelne enkelte Træk af Virkelighedens Verden. Den fugtige jordslaaede Lugt i Tilflugtsrummets stillestaaende Luft, det svage Dagslys, Larmen fra Byen. Og disse Enkeltheder var som tynde Traade, som hans Sanser fortvivlet forsøgte at gribe og fastholde. Han lod sit saarede Legeme glide ned paa Gulvet, mens han prø vede paa at holde Forstand og Vilje oppe ved Hjælp af de spinkle Straaler, som hans Sanser knugede sig til. Han holdt Øjnene vidtopspilede og gav ikke efter for den fryg telige Mathed, som fyldte hans Legeme. Han prøvede at kæmpe sig frem gennem Drømmens Taager … De var saa langsomme og klodsede. Tiden voksede som en truende Sky omkring dem, og han hørte Fabrikkens Alarmklokke begynde at kime skingert. Rædslen rørte ved ham. Den samlede sig til Angreb langs Randen af hans Tanker, den ventede og listede sig snigen de imod ham, som om den søgte efter en Svaghed i hans Vilje, hvor den kunde bryde sig Vej igennem og faa hele hans Bevidsthed i sin Magt. Men Rædslen var som en Traad der var kommet ind i hans Aarer og cirkulerede i hans Krops levende Væv. Han skælvede voldsomt over hele Kroppen, og selv efter at han havde sat sig i en Stol ved Ilden, løb der stadig nervøse 8
Kramper gennem hans Lemmer, og han havde stadig det sælsomme stirrende Blik som hos en Epileptiker, der er ved at komme til sig selv efter et langvarigt Anfald. Manden ved Døren lænede sig til Dørkarmen med bortvendt Ansigt, han aandede hørligt mellem slap pe Læber. Saa lod han sig glide ned i den lille Stol i Hjørnet ved Døren og sad med den ene Arm hængende slapt over Stoleryggen. Med den anden Haand tørrede han Spyttet væk, der sivede ud mellem hans Læber. Han sank noget som om han vilde tale. Paa det Tidspunkt var det helt mørkt. En voldsom Vind stormede gennem Natten og drev tunge Skyer frem over Himlen i voldsomme Stød, der bragte en Lugt af Havet med sig. Rædslen eksploderede i hans Hjerne og rundt omkring i hans Krop, og sprængte de svage Baand som bandt ham til Livet. Nu følte han sig alene, ensom, som et lille Stykke levende Væv overgivet til en Malstrøm af Rædsler, hvorfra der ikke var nogen Løsning. Med Fingerspidserne tog han en brun Kotelet fra Pakken, lagde den en Gang sammen og stoppede den i Munden. Mens han betragtede den, opløstes Freden i ham.
Spørgsmaal ramte Torbens Sind som en Strøm, der brus ede ind mellem de kaotiske Billeder fra hans Liv, hvirvlede 9
døde Haab i Vejret og løftede skønne Brudstykker et Øje blik, inden den fejede dem af Sted i en endnu vildere For virring hen over det øde Landskab for hans indre Blik. Saa sad han tavs og stivnet i Frygt for, at han skulde bukke under for det Savn, der stadig holdt sig skjult mellem Ruinerne. Tiden svulmede omkring ham, langsomt og tungt, hans Sanser blev ulideligt skarpe og opfangede Lyde og Dufte omkring ham og Smagen af den kolde Luft, Stanken af Benzin og Olie og Lugten fra Vognenes Metal og Polstring og alle disse Ting svejsede sig sammen og laa som en uhy re Vægt i hans Hjerne og svækkede ham. Hun gik ind mod den blanke Disk for at bestille noget Mad. Hvor var gamle Nielsen? Et rosa Skær svulmede op om hende og fejede Lokalet ud. Hun glippede fortumlet mod Lyset men fik saa Øje paa en Skikkelse i Nichen lige ved Siden af hende. Det var Palle der sad og spiste. Hun blev egentlig ikke bange eller særlig forbløffet, selv om hun havde hørt at han var død, for det var saa ligetil han sad her i „Hunden“ og spiste Biksemad. Det eneste fremmede var, at han havde anlagt sig Skæg, langt mud derfarvet Skæg, men Glimtet i de lyse Øjne og den uund gaaelige halvsnuskede hvide Sweater … Hun lo uvilkaarlig og han smilede tilbage, ligesom lidt genert, maaske over Skægget – det klædte ham heller ikke. Underansigtet blev alt for stort … – Naa, det var jo saa revnende ligegyldigt for der sad han. Men Glæden trængte ikke rigtig ind i hende. Der var ét 10
eller andet der standsede den som en Taage i Baghovedet, Hænder, der greb varsomt fat i hende. Hun vilde gaa helt hen til ham, men hendes Ben var samlede og saa langsomme og lette, at det var svært at styre dem. Det var vel Lyset, det stærke Lys der gjorde hende svimmel. Det maatte være Genskæret fra de røde Tage overfor, ja, saadan var det vist, hun havde tit undret sig over saa stærkt Solfaldslyset var, men hun mærkede Hæn derne løfte sig igen og gribe varsomt men fast om hende: Var han der slet ikke, var det et Syn, en Vision, skabt af Sollyset? Hun rystede sig utaalmodigt. Du gode, gik hun her og drømte ved højlys Dag. Eller levede han virkelig. Det blaf rede op som Flammer inden i hende: Levede han? Hænderne og Flammerne … Hvis jeg tar ham i Ærmet og mærker at der er noget i det, saa er han virkelig til! Hun strakte Haanden ud og greb ham i Armen. Den var haard og muskuløs som den plejede. – Det er underligt, for de har allesammen fortalt mig at du er død! Hendes Stemme sejlede bort fra hende som en Sky gen nem det rosa Lys; hun syntes hun kunde se den, følge den langt borte. – Død! Han slog en høj Latter op og standsede øjeblik kelig det glidende Lys. Lyden af hans Latter stod lodret som en Streg i Rummet og bragte alle Tingene paa Plads. Han slog ud med Haanden: – Bryd dig Fanden om hvad Folk siger og sæt dig ned. Hun vilde gerne være hurtig og munter ligesom han, 11
men hun følte sig træt og langsom. Hun kunde godt for staa at det maatte lyde taabeligt for ham, som han sad dér lyslevende, men hun syntes dog at hun vilde forklare ham, at det ikke var grebet helt ud af Luften naar hun havde troet paa hvad de sagde. Hun smilede undskyldende: – Jeg har nu ellers selv set dig ligge i en Kiste med Dannebrog og det hele. – Sludder og Vrøvl. Hvad Pokker skulde jeg ligge dér efter. Hør, er du rigtig klog. Du maa have drømt. – Drømt! … Begravelsen. Annoncen i Avisen. Kisten i den tom me, snavsede Køgevogn. Hans Forældre. Ansigter, der svulmede og svajede over hende … Havde hun drømt det hele? Stod det ikke netop som en Drøm for hende! Jamen, selvfølgelig, det maatte hun jo have gjort, for her sad han jo ved Siden af hende og lo ad hendes Langsom hed. Det var altsaa Begravelsen der var en Drøm – hun havde jo heller aldrig troet paa den – og dette her der var Virkelighed! Hun trak Vejret dybt og lettet. Alting var som det skulde være, normalt og klart. Og saa forstod hun det pludselig: Han levede, han var til! Hun foer ham om Halsen: – Aah, din store Idiot, hvor har det været forfærdeligt. – Hov, hov. Lad nu være med at begynde at tude, naar vi endelig render paa hinanden igen. Men hun kunde se, at han alligevel godt kunde lide det. Han trak sit Lommetørklæde frem: – Vil du laane det? Hun kiggede forbavset paa det, som om hun slet ikke 12
forstod, hvad hun skulde bruge det til. Hun ransagede sin Hjerne og dybt, dybt inde fandt hun Svaret og huskede at hun havde grædt for lidt siden. Han stak det tilbage i Lommen og hun fulgte alle hans Bevægelser mens det summede inde i hende, alt det, hun skulde fortælle ham og spørge ham om. Men han vidste det maaske allerede, hun kunde ikke finde Ordene. – Men hvis nu … hvis nu det sker en Dag … er du ikke bange? – Bange? Hans brede Læber krøllede sig sammen og han saá paa hende med et vantro Smil: Bange? Og i samme Øjeblik kunde hun godt høre at det lød dumt, skolepigeagtigt og det var jo heller ikke det, hun havde ment. – Hør Jane, sæt dig nu ned og vær lidt hyggelig. Men hun havde hele Tiden holdt ham i Armen og hun havde en Fornemmelse af at hun af én eller anden Grund ikke maatte give Slip. Hun blev staaende. Det var underligt igen at have én man kunde fortælle al ting til. Henrik forstod hende jo nok, men det saarede ham saa tit, at hun fortalte ham „alle hendes smaa Bekendelser og Kommentarer“, saa hun var holdt op med at fortælle ham noget. Det var noget helt andet med Palle. Det var blevet saadan nu, følte hun, der var sket noget mellem Pal le og hende som gjorde, at hun kunde sige alting til ham, alle de mærkelige Ting som skete. … Hun huskede pludselig hvad det var hun vilde have sagt før. Hun havde svøbt det ind, som om det havde været Henrik hun havde sagt det til … – Du, forleden … 13
Det var en Mand. Hun vilde fortælle ham om den vild fremmede Mand som hun kyssede forleden Dag. Det var i et Beskyttelsesrum, de var nede for anden Gang den Nat. Manden havde kigget paa hende og vilde saa kysse igen, men saa sagde han pludselig „Hvad er der?“ Hun var helt stiv og kunde ikke sige noget. „Hvad er du bange for, de kommer da ikke her!“ Hun saá pludselig sig selv og den vildfremmede Mand – men Døden kommer jo allevegne –. Man staar pludselig dér og – og er ved at dø. Hun var ved at glide væk og kunde ikke faa Vejret … Hun saá ned på Palle, forstod han det? Selvfølgelig for stod han det, det var jo ikke hende der var latterlig, men Manden, den fremmede. Palle smuldrede et Stykke Rugbrød mellem de lange Fingre og smilede lidt hen for sig: – Vi kan sgu ikke blive liggende her i Mosehullet. Jeg fryser ad Helvede til. Gaar de Idioter da ikke snart! Det gav et Ryk i hende. Hvorfor sagde han pludselig det? Men Forbavselsen trængte ikke til Bunds i hende. Hun mærkede bare Skyggerne af Hænderne. De greb ikke fat i hende. Alting var saa beroligende kendt, Stemmen, hvert Træk i hans Ansigt. Det var groft og tungt. Hagen var for stor til den flade Pande, og Øjnene overraskende lyse un der det buskede Haar. Det er mudderfarvet, havde hun saa tit tænkt. … Det tunge Hoved paa den hvide Pude. Det laa ube vægeligt, men Øjnene fulgte hvor hun gik og stod i Væ relset, fra Gasapparatet til Vasken, fra Skabet hen til Bor det. Blikket ledte og ledte over hendes Legeme for at finde Præget af sit eget. 14
– Ja, endnu har de Sataner da ikke faaet taget Livet af mig dernede! – Dernede? Hun saá forvirret paa ham: – Jamen, han havde da ikke siddet i Koncentrationslejr! Det var jo lige før Kapitulationen – Mosen – Henrik og han … en hel Dag, Soldaterne vogtede paa dem og de frøs forfærdeligt. Han havde sagt til Henrik: „Vi kan sgu ikke blive liggende her i Mosehullet, jeg fryser ad Helvede til …“ og om Man dagen var han død, Lungebetændelse … Det vil sige, han sad jo her … En tidløs iskold. Fornemmelse sneg sig ind over hende. Hænderne kastede sig ind mod hendes Strube. Hendes Bevidsthed lyste op som en Horisont, Solen løb hen over. – Palle! Palle! Hun hagede sig fast i hans Arm, men hun gled ned paa Gulvet. Kæmpestore Ansigter kom nærmere, faldt hen over hende, Ansigter forvredet i Rædsel, Smerte … Hvad er det der er sket? Men Tankerne glider ogsaa fra hende, sejler gennem Rummet ovenover hende og hun ligger urørlig rullet sam men paa Gulvet foran et Bord. Hun lod Blikket glide langsomt op langs Bordbenet, det var mørkebrunt, men slidt mange Steder saa det gule Træ lyste igennem – jamen dér – det var jo ham! Angsten stivnede, stod med tilbageholdt Aandedræt over hende, hun kunde jo se ham, saa længe hun kunde se ham … Hun holdt Øjnene vidt opspilede, tvang sine sid ste Kræfter ud gennem dem mod den bølgende Mathed der havde lammet hendes Legeme. Han sad der stadig, han lagde bare ikke Mærke til hende mere. Han havde saa travlt med sin Biksemad og rakte ud efter noget engelsk 15
Sovs. Men Hænderne blev ved at svaje truende over hen de. – Jamen hvorfor – der var jo ikke noget i Vejen med ham – det var hende, der var blevet daarlig. Han var bare sulten – hvordan kunde hun dog pludselig faa den Tanke at han var død? Hænderne løsnede langsomt Tag efter Tag i hende og en Bølge af utaalmodig Vrede skyllede op i hende. – Hvad var det dog for noget Vrøvl altsammen – han sad jo dér lige overfor hende ved Bordet … – Men hvorfor saá han ikke op paa hende, eller talte med hende – hvorfor hjalp han hende ikke op? Hænderne begyndte at røre paa sig igen, samlede sig til Angreb langs Horisonten, sneg sig ind paa hende fra nye Sider, prikkede, prikkede og jog pludselig igennem i hvirvlende Kramper. Hun stønnede og spændte Ryggen i en Bue, haardere og haardere – Han sad der jo! Hvis hun bare hørte hans Stemme. – Palle! Han svarede ikke og løftede ikke Hovedet fra Tallerke nen. Hun lyttede med stirrende Øjne, søgte afmægtigt at løfte dem op over sit hvilende Legeme. Hvirvlerne brødes i hende, stærkere, voldsommere, men de sank, sank, naae de Horisonten og sprængte den: – Han er død. – Palle! Hvirvlerne mødte ingen Modstand længere. Hun sank dybere og dybere ned gennem Mørket. Nede paa Bunden laa hun ganske stille. Han var altsaa død. Men hvis hun kunde faa aabnet Øjnene, saa kunde hun 16
i hvert Fald se ham. Det sitrede afmægtigt i Øjenlaagene. Jamen, hun maatte. – Palle! Hendes Øjne fyldtes pludselig af Mørket, det skælvede som en Nattehimmel over hende. Saa aabnede det sig langsomt og hun saá Omridset af hans Skikkelse og Ansigtet. – Jamen Panden – det var jo slet ikke hans Pande – var det da ikke ham – var det en fremmed, der havde siddet der hele Tiden? Smerten sprængtes inden i hende. Hun vilde rejse sig, men i det samme var der nogen, der greb fat om hende bagfra og skubbede til hende … Hun saá sig forvirret omkring, hun laa paa Gulvet foran Disken. – Du gode Gud, hun havde ligget her paa Gulvet. Hun hørte Tje nernes Stemmer løfte sig i et forbitret Kor, fordi de ikke kunde komme til for hende med alle deres Bakker og Fade. Hun stemmede Hælene haardt imod Gulvet og prøvede igen paa at rejse sig, men de greb hende bagfra om Arme ne og skubbede til hende, som naar de smed en fuld Mand ned ad Trapperne. − Jamen, jeg er ikke fuld, jeg er ikke fuld, skreg hun. Hjælp mig dog op, saa skal jeg nok gaa. Men hun maatte se ham inden, maatte vide hvem der sad dér ved Bordet. Var det en fremmed. − Palle! Hjælp mig dog! De rykkede nærmere. Gamle Nielsen stirrede paa hen de, hans Ansigt var altfor nær, det dirrede i det af Vrede – han løftede Haanden. – Palle! Palle! Saa stod han pludselig bøjet over hende. 17