M30 Afgangsantologi fra Det frie Gymnasium

Elevantologi Det frie Gymnasium 2022 Gladiator

M30

Elevantologi Det frie Gymnasium 2022

Elevantologi Det frie Gymnasium 2022

M30

© Det Fri Gymnasium og Gladiator 2022 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Freja Bøgh Lassen og Jakob Sandvad Sats af Josefine Bøgh Lassen Omslag af Josefine Bøgh Lassen Flap-illustration af Charlie Møller Nielsen Bogen er trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-7569-012-1

Forord

Elisabeth Risum Meier, Vi tramper hårdt nu

Gabriel Tobias Egholm Rasmussen, Det er helt vildt fedt at se så mange mennesker

Ada Black Ravn, “Hvem er du så?”

Aske Kai, Etude

Rio Daphne, Roly-Poly

Elvira la Cour Holten, Serdigigenspejlingenafregndråbernepåruden

Paula JJ, En fra holdet

Celia Johanna Bak-Thomsen, 5000 grader i august

Alberte Rosa Mengers, 111 er et engletal

Charlie Møller Nielsen, Jeg plejede at prøve Hud Stjernestøvsspor

Leonida Djekic Ørvad, Gudhvorvillejegønske,jegkunneværeen fløjte

Elea Maria Macdonald, Et vrid i en sviende sommer

Synnøve Marie Kjeldtoft, Tigt

Hea Mai Roesen, Essensen af offentlig pik

Planteliv

Du dig

Isolde Brynhild Bjørn Christiansen, Det største skridt er at tilgive Sara Idrissi Zougari, Saudade Lykken

Karla Irene Dantved Tondryk, Du ved, hvem hun er Anisa Naa Teiko Ofori, Besjæling

Nørrebro, 2022

I fire måneder har en gruppe af unge mennesker taget part i et sårbart fællesskab. Et fællesskab hvor der har været tid; tid til at lytte, tid til at spørge, til at forstå og tid til eftertanke.

M30 er en samling af denne tids tekster, tekster om vores længsler, lyster, inspirationer, styrker og mangler. Teksterne står uden relation til hinanden, de har ingen lineær forståelse eller faste tematikker, men alligevel har de én ting til fælles: fascinationen af sproget. En forfatter i antologien skrev: jeg tror jeg elsker livet mere end jeg holder af at være her, og netop dette beskriver så præcist forfatternes forhold til lyrikken, for når livet er svært og stort og hårdt, som det oftest er i ungdommen, kan teksten åbne op for en verden, hvor vi kan møde hinanden i det ubehagelige og i ensomheden, men også i det storslåede og i triumfen. Dette møde har krævet mod, for det kræver mod at dele.

Et mod til handling og aktion, et mod til samfundskritik og selvkritik, et mod til at sænke tempoet og et mod til fortsætte. Netop dette mod har spiret og inspireret i lokalet M30 på det frie gymnasium, hvor 18 unge forfatterspirere har delt deres tekster, på tværs af erfaringer og interesser, og sammen har vi skabt en antologi, som et vidnesbyrd for vores sammentid.

- Celia Johanna Bak-Thomsen

ELISABETH RISUM MEIER

Vi tramper hårdt nu

Vi tramper hårdt nu. Markederne venter på os. Vi tramper hårdt, så lysstofrørene ly ser på os. Højre, venstre vi skal holde kadencen. Et beat drøner i cirkler om ørene på os fra et sted, vi ikke ved, hvor er. Alt i rum met er plastic-fantastic. En mand taler til os. Der er for mange mænd. De stønner for meget. Vi må fortsætte. I morgen er der også en dag. Vi bestiger bjerget nu, vi rejser os op. Vi er bjergbestigere i Do lomitterne. Rummet er mørklagt, væggene er malet sorte, her ånder koldt af helligdom. Mikrofonens knitren tvinger os til konfust at ori entere os i lokalet op mod noget, der blinker. En blinkende tavle i forskellige farver fortæller om vores performance. Vi må tram pe videre, vi må holde hjulene i gang. Thomas råber fra et sted langt borte, at han snart ikke har flere kræfter tilbage, at benene er syret så meget til, at de om lidt falder af.

Louise tramper for det barn hun aldrig fik. For det barn hun fødte på arbejdspladsens toilet i uge 12. Hun gik ind og fortsatte arbejdet som IT-udviklingschef. Så fyrede hun sin medarbejder

Karsten, der senere på eftermiddagen ikke længere så meningen med det hele. Louises kæreste var ikke hjemme, da hun vendte hjem til lejligheden på Islands Brygge med sit udtømte underliv. Thomas tramper, fordi han har været sin kone utro, og kaster op ved synet af sit ligblege gennemsnitlige forræderiske ansigt. Han pruster i lokalet, mens han tænker på sin elskers øjne, og mens han tænker på sin kone, som han stadig elsker lidt. På vores motionscykler bliver vi frelst af Casper. Vi bades i vores eget frelste sved. Når vi træder i pedalerne, holder vi økonomi en i gang. Vi holder pædagogerne på arbejde: de trøster vores grædende børn, som for længst har glemt vores navne. Når vi tramper i pedalerne, udskyder vi den dommedag, der venter os forude. Casper fortæller om processerne. Aerobe og anaerobe. Blodet der pumpes rundt i lange rør. Vi er projektledere over vores egne kroppe. Vi udstikker en retning og vores uskyldige kroppe må tilpasse sig: vi udskyder dommedag. Det er mørkt nu. Efterhånden som timerne fortsætter, og væsker af alle slags flyder om os, og lysstofrørene blinker rødt, og vi tror, vi ikke kan mere, kigger Casper os dybt i øjnene, og han skriger fra et sted langt inde i ham og ud igennem mikrofonens knitren, og overdøver den høje musik: “Når du tror, du ikke kan mere, men fortsætter, så er du der, hvor du vælger at slutte bedre, end du startede!”

Og Louise tramper videre for at glemme den dag på arbejds

pladsen, hvor hun aborterede det barn, der skulle være centrum for hendes familie. Den familie der nu kæmper for ikke at druk ne hinanden i aftenens kvalmende gryderet. Og Casper råber, at verden er et smukt sted, men nede på gaden er en dames hjerte stoppet med at slå, og på grund af en administrativ fejl – som ingen i administrationen vil tage ansvar for – er der ikke nogen hjertestarter, der hvor hjertestarteren skulle have været. Og Lou ise tænker på, om det var fluorstofferne på hendes teflonpan de, der boede til evigheds leje i hendes krop, der i små aflejrede doser havde forgiftet den baby, hun skulle have født. Og i det moment tager Thomas en beslutning om ikke længere at se sin elsker på 24, for i stedet at gå i seng med den kone han ikke har knaldet i tre år, ikke lige siden hun fødte Paul-Vincent. Og vi fortsætter stigningen op af Dolomitterne, vi er i rød zone nu, vi har ikke langt igen, før vi cykler ind i uendeligheden. Vi sidder klæbet til motionscyklerne af sort plastik, vores fødder klikket fast til pedalerne. Vi må fortsætte, holde hjulene i gang på de liv, vi lever. Så længe vi tramper, tror vi på markedet, på Dolomitterne og på Casper, der bilder os ind, at verden er et smukt sted, at smerten er et smukt sted. Vi tramper alle ud over afgrunden, til pumpende popnumre, og næste tirsdag kl. 17 tramper vi igen!

GABRIEL TOBIAS EGHOLM RASMUSSEN

Det

er helt vildt fedt at se så mange menne

sker

Det er helt vildt fedt at se så mange mennesker

Så mange jeg ikke kender

Så mange jeg kender

Men det ændrer ikke Hvor fucking nervøs jeg er Jeg er fucking nervøs

Jeg var nervøs da jeg skrev den her tale

Ikke kun for at holde den Men fordi jeg er nervøs for mit liv

Jeg frygter for mit liv

Jeg frygter for hele kloden

Og jeg frygter for at der ingen fremtid er Det er derfor jeg står her i dag Det er derfor vi står her i dag Men jeg håber

Jeg håber at der sker noget

Noget godt for en gangs skyld Hvad som helst

At der er lys for enden af den her tunnel

At vi ikke behøver at stå her til næste valg

Og lad OS håbe

Lad os håbe at vi står her stadig sammen med dem vi elsker næste år

Og næste år igen

Og indtil at lys bliver til mørke og mørke bliver til lys Ligesom mørke er manglen på lys

Så er frygt manglen på håb

Det er derfor vi skal håbe

Lad os ikke tabe til frygt

Lad os stå sammen og lad os skabe et valg som er for klimaet

For vi vil have en grøn retfærdig fremtid

Feelings of love

Fickle of heart

Virtuos in spirit

Drowned in sorrow as all All is happiness just Balance by being and being Hundreds kind hundreds died

Past place playing porridge And music

To others a muse

To some amuse ment Mint chocolate cooperative

Likely damned to buy as we Humans are drowned in sorrow together with all All is me all is we Believe what we may Simply say not keep it as a token of just

ADA BLACK RAVN

“Hvem er du så?”

“hvem er du så?”

Hvem kan jeg være god nok som?

Jeg sidder i min trygge seng. Med min trygge kat oven på mine lune ben, der betryggende varmer min side og mine behårede arme. Og jeg befinder mig stadig i en utryg tilstand.

Mine knæ er kolde, og min bog ligger i mit skød.

Der har den ligget i 20 min, og kommer til at ligge der i 20 min mere. Før den bliver åbnet. Eller nok bare blir lagt væk.

Mine knæ er kolde.

Mine ben er foldet sammen, så bunden af mine lår maser sig sammen med starten af mine lægge.

Men mine tæer er varme under dynen.

Min hånd holder rundt om halen på den sammenkrøllede kat, og min tommelfinger er varm og fugtig efter at ae den våde snude.

Mit værelse ligner en kunstinstallation.

Mit værelse er en kunstinstallation. Hvis man siger ting med selvtillid, får man respekt fra folk.

Folk kan ikke se forskel på, om ens selvtillid er falsk eller ægte.

Så lige så godt fake det.

Jeg kan vælge det liv jeg vil ha Det er sindssygt

Jeg har magten Magten over liv og død Magten over dig over os

Jeg kan vælge alt All inclusive En buffet Fuld af tusinder Af muligheder af liv

Jeg kunne være en Succesfuld folkemusiker/DJ

En Gymnasielærer med 3 skilsmisser en Seriemorder Hollywood stjerne? En grim Politiker

En kvinde uden Kolde knæ Heroin afvænning med blåt hår BarfodsHippie? En queer Nazist. Uhjælpelig Sindssyg teenager.

Hvem vil du have mig til at være? Hvem ville være god nok? Jeg kan ændre mig Eller... jeg kan prøve

Jeg har prøvet før Mange gange.

Hele tiden. Men... jeg kunne jo prøve igen

En pige vågnede op efter sit selvmord i tide til, at hun kunne nå at gøre sig klar til begravelsen

Mine knæ er kolde, og min kaffe bliver det også nu. Og forbliver udrukket side om side med alle de andre kopper kaffe og kopper te med et lag muggen mælk, Der bunker sig sammen på mit værelse.

Hvis de væltede, ville mit værelse nok oversvømmes og blive til en slags earl Grey koffein akvarium. Så kan vi flyde væk sammen med vores forstand.

Mine knæ er kolde

Og jeg kan tage over verden hvis jeg ville Hvis jeg havde lyst Har jeg det? Jeg vil være alt Jeg vil være alle Vil jeg være?

Jeg tror jeg elsker livet mere end jeg holder af at være her Jeg respekterer jordens skønhed

Og beundrer måden af liv og kærlighed og måden det hele eksisterer og drejer og snurrer. Og mine knæ er kolde og min kat er varm Og utilregnelig og kunne vende sig om og bide mig hvert sekund

Det er det jeg elsker ved katte

mine knæ er kolde, og jeg skal pisse.

Men der er er for langt ned til den kolde kælder.

Klokken er 07:44. Jeg sover ikke mere.

Fordi der larmer om dagen, og mennesker eksisterer. Jeg beundrer mennesker, men kan ikke holde dem ud.

Men mine knæ er kolde

Og min kat er varm.

ASKE KAI Etude

Åbn linket eller scan QR-koden.

Afspil lydfilen.

Gå derefter til næste side.

https://on.soundcloud.com/AVais

(1) Jeg går ind i lokalet. Jeg sætter mig og åbner bogen.

(2) Jamen vi prøver jo først med vand, som kun går op til navlen. Men

(3) Der er kun l’art pour l’art.

(4) Jeg anbringer den i klaveret.

(5) Jamen vi prøver jo først med vand, som kun går op til navlen. Men

(6) Jeg går ind i lokalet. Jeg sætter mig og åbner bogen.

(7) Man kan nemt invalidere biler og lastbiler ved at bruge en pind til at skubbe en (8) stor rå kartoffel ind i udstødningsrøret og ude af syne. Dette vil forvirre selv (9) dygtige mekanikere, og når kartoflen er fjernet, vil bilen fungere igen. (10) I mine hænder hviler mikrofonen.

(11) Der er kun l’art pour l’art.

(12) Jeg anbringer den i klaveret.

(13) Jeg går ind i lokalet. Jeg sætter mig og åbner bogen.

(14) Jamen vi prøver jo først med vand, som kun går op til navlen. Men (15) Jeg anbringer den i klaveret.

(16) Der er kun l’art pour l’art.

(17) Jeg går ind i lokalet. Jeg sætter mig og åbner bogen.

(18) Jamen vi prøver jo først med vand, som kun går op til navlen. Men (19) Jeg går ind i lokalet. Jeg sætter mig og åbner bogen.

(20) Man kan nemt invalidere biler og lastbiler ved at bruge en pind til at skubbe en (21) stor rå kartoffel ind i udstødningsrøret og ude af syne. Dette vil forvirre selv (22) dygtige mekanikere, og når kartoflen er fjernet, vil bilen fungere igen. (23) I mine hænder hviler mikrofonen.

(24) Jeg går ind i lokalet. Jeg sætter mig og åbner bogen.

(25) Jamen vi prøver jo først med vand, som kun går op til navlen. Men (26) Der er kun l’art pour l’art. (27) Jeg anbringer den i klaveret. (28) Man kan nemt invalidere biler og lastbiler ved at bruge en pind til at skubbe en (29) stor rå kartoffel ind i udstødningsrøret og ude af syne. Dette vil forvirre selv (30) dygtige mekanikere, og når kartoflen er fjernet, vil bilen fungere igen. (31) I mine hænder hviler mikrofonen. (32) Jamen vi prøver jo først med vand, som kun går op til navlen. Men (33) Jeg går ind i lokalet. Jeg sætter mig og åbner bogen. (34) I mine hænder hviler mikrofonen. (35) Man kan nemt invalidere biler og lastbiler ved at bruge en pind til at skubbe en (36) stor rå kartoffel ind i udstødningsrøret og ude af syne. Dette vil forvirre selv (37) dygtige mekanikere, og når kartoflen er fjernet, vil bilen fungere igen. (38) Jeg forlader lokalet. (39) Døren åbnes. (40) Jeg er fuldstændig tilfreds med det. Jeg behøver ikke, at lyd taler til mig.

RIO DAPHNE Roly-Poly

My inner watch has worn out. I am walking backwards through an anti-street. Shadows fall in wrong directions. Nothing sounds. The only thing I can hear is my own breath. Time is on pause, oh what a relief. Time is on pause, but I am still in a hurry. I have to wake up.

The hair that detached from my head, has braided itself around my fingers. I desperately try to untangle and transfer the hair to another surface, but the thin strands tighten around my finger, like string cutting clay. The insects have invaded the bathroom and live ubiquitously in the hidden spaces. The eight-legged creature leaps, the one we all seem to fear.

Imagine your limbs extending 6 meters in front of you, carefully examining its surroundings before planting into what seems like air. The only thing holding you intact, is a thin elastic strand, holding you on to the tip of the world. Living in your home is a challenge itself, holes everywhere. Risking a free fall into infini ty for every step you take. What is a home?

I stand on the cold concrete floor, my toenails curl together, try ing to warm themselves, trying to escape the hard surface. My body is covered with goosebumps. I dry my face with wet towel, but quickly remove it again. I am afraid a demon might appear in front of me if I cover my eyes. Why does my sight comfort me? I can’t find trust in my other senses.

I feel vulnerable, and bare. I want to remove contact to all sur faces, then nothing can reach me, I want to remove myself. Be re mote from the world, live in my own spiderweb. I lift the shower mat, and hundreds of roly-polies rattle out from the dark, petrified. They crawl disordered around. I put the towel back down and Run to the living room. It is even colder in here; I feel the cold wind on my bare skin from the open window and observe the hair on my arms lifting itself once again. Steam quickly escapes the bathroom through the top of the door and evaporates into nothingness.

I now stand here, hopeless, in the middle of this concrete cage. Uncertain of my next move. The floor is forever tainted, I wipe the dirt from my feet onto my leg. Then wipe the dirt from my leg onto my hands. But what shall I do? The dirt won’t evapo

rate like the steam, it will always stay on me.

Why does everything feel cold ? Is this my home? I am lost in confusion, I am living in the hidden spaces, amongst the spi ders, they are crawling under my skin. I want to peel it off. My skin is split over the globe, my fingers try to connect the pieces, but my finger is injured, the one finger holding me onto the wall, keeping me close to the things I recall. Holding me, keeping me attached to time. Where is the string that is mine?

ELVIRA LA COUR HOLTEN

Ser

dig i genspejlingen af regndråberne på ruden

Ser dig i genspejlingen af regndråberne på ruden Ser dig konstant, for du styrer tankerne i mit hoved.

Cant concentrate

Cant anticipate Du i de dalende blade bag skyen af røg Mystisk alt andet end kynisk Verden gynger

Mine hænder ryster Hva fuck sker der?

Det her er en følelse helt ny for mig Føler mig svimmel men i dont know Det hele det dufter af dig

Mine venner vender øjne, når jeg bringer dig op Vægten på mine skuldre vejer vist mindst et ton Men shit

Jeg føler, jeg ku flyve Lette fra jorden når som helst Jeg vil tage dig hvor som helst Bare jeg er med dig

Ser gyldent

Ser sløret

Ser syner

Ser kun dig

Dit smil

Den måde du ser på verden, ser du på mig?

Efteråret er fandme så smukt med dig

Farverne er klarere end nogensinde før

1 2 3 dybe vejrtrækninger ude foran din dør

Så alt så tydeligt, da du flettede fingrene med mine

Trækker mig med rundt i byen for at se det hele

Ser det velkendte

Men mine steder er smukkere med dig

Vi går i et med jorden

Ser gyldent

Ser sløret

Ser syner

Ser kun dig

Men i dont know, for det hele det dufter af dig.

PAULA JJ En fra holdet

”Nikoline?”, råber Emil fra dørtærsklen.

Trykker håndtaget ned med albuen; armene optaget af en flyt tekasse.

Han lirker skoene af, klemmer sammen om kanten med tæerne og stiller dem under knagerækken, før han fortsætter ind.

Fra entreen til køkkenet hvor opvask er stablet op omkring vasken, gennem stuen hvor hendes ejendele ligger henslængt over stolerygge og ternede sofaer, der lagde baggrund til som merhusminder.

Til sidst soveværelset. ”Nicky?”, kalder han sagte – vil nødig forskrække hende.

På dynen, krøllet sammen til skikkelsen af en nedlagt isbjørn, er tøj lagt frem.

En langærmet kjole og et par blondetrusser med prismærke bev aret. Døren til badeværelset er på klem. Måske havde hun først forventet ham senere? Han tager et skridt frem, før han hører hende fra haven: ”Her”, gør hun opmærksom uden at anstrenge stemmen. Han bakker, stadig med papkassen trykket mod bry stet.

Da han trasker gennem det uslåede græs, løfter hun hånden til hilsen over staffeliet, hvor hun står skjult.

”Jeg har dine ting med.”

”Fedt – tak.”

Da ingen anvisninger kommer, aflæsser han på havebordet.

”Hvad arbejder du på?”

Hun vifter afvisende af ham.

”Bare mit eget projekt.”

Hun presser bagenden af penslen mod læberne, friske tand mærker glimter i træet.

”Må jeg se?”, spørger han, børster hænderne af i bukserne og nærmer sig nysgerrigt.

Hun ryster på hovedet uden at flytte fokus fra lærredet.

”Det her er ikke til holdet.”

Holdet – som om han ikke fortjente at blive regnet som mere end Emil fra tegnestuen.

Hun tager et skridt tilbage og betragter sit værk, ænser ikke hans skuffelse.

”Det er pænt af dine forældre – når de aldrig har mødt mig og sådan”.

”Det skal du ikke tænke på, jeg har jo fortalt dem om… jeg sagde jo, at du ikke havde noget sted at bo, så du kan blive så længe, du vil”.

Hun fnyser: ”det er bare midlertidigt,” og fisker en pakke

smøger frem fra forlommen på sine overalls, tænder en og tager et eftertænksomt sug.

På hver side af selerne breder mørke modermærker sig som en regn af meteorer, der brænder mod hendes bare skuldre.

”Jeg tror, jeg vil holde op,” funderer hun.

”Hvorfor dog?”, spørger han kækt.

”Det er jo ikke så fedt at kysse en, der ryger,” forklarer hun hen kastet, fletter græsstrå mellem sine fingre, og tvinger dem op med rødder i små ryk.

”Det varierer vel – personligt er jeg sgu ligeglad.”

Han banker på sine lommer, konkluderer, at der ikke er andet end bilnøglen at finde.

”Du Nicky.”

Pakken dingler allerede for enden af hendes udstrakte arm i luften mellem dem, som den tanketyder hun er. Emil tager imod den, sætter en mellem læberne med et smil; den tøs kender ham.

”Er tilbage om lidt,” meddeler Nikoline og forsvinder ind i som merhuset.

Græsset har ikke været slået i årevis. Hvis det havde været enhver anden pige, ville det genere ham – men med hende behøver han aldrig at bekymre sig om det overfladiske, bare alt andet. En vild markblomst i hans plæne.

Hun har kjolen på, da hun kommer tilbage - malingen pletter stadig hendes hænder.

”Der er kaffe.”

”Ja tak”.

”Skal du aflevere bilen tilbage et sted?”

”Næh…”

”Har du noget imod at blive?”

Imod? Som om han ikke var villig til hvad som helst for at få lov, bare lidt mere.

”Na-nej”, svarer han, før vindene vender, og hun lader sig bære væk.

Eventyrlysten glimter i hendes øjne – den er der ingen, der kan tæmme.

Hun stopper op lige foran ham, rækker ud. Som forhekset følger han hendes fingre.

Synet af bilnøglen bryder trancen.

Hun hanker op i skuldertasken, drejer nøgleringen om pegefin geren, så de rasler i hendes greb.

”Jeg troede… skulle vi ikke drikke kaffe?”, spørger han og vifter med den halvtomme pakke Blue kings.

”Behold dem,” råber hun og går mod hans forældres bil. Hun vinker til ham. ”Sig tak til dine forældre fra mig.”

Han vinker tilbage, svarer, at det skal han nok, men da har hun allerede vendt sig.

Han skodder cigaretten, ser sig omkring.

Han går mod huset, men ombestemmer sig – hun er her alligev

el ikke.

Hendes pensler er et rod, konkluderer han, da han stiller sig, hvor hun stod før, skuer mod lågen i den anden ende af matriklen.

Maleriet er bare en halvfærdig skitse – måske ikke noget særligt.

CELIA JOHANNA BAK-THOMSEN 5000 grader i august

Fredag den 26. august 2022

5000 grader i august holder mig hvileløst vågen i natten i kamp med udbrændtheden som allerede har indtruffet ligger jeg her alene i stadiet før søvn men efter døsigheden og grubler over svedproblemer min klimaangst og anger og mødet med en mand i Bukarest som fortalte mig at han aldrig havde set lyst og vilje flyde så åbenlyst ud gennem nogens øjne som han så det i mine.

Han sagde at jeg burde samle alt den skam og angst op som han så i mine blanke øjne og bære den med stolthed som en nybagt mor bærer sin spæde unge ved det ømme bryst hvor mælk og blod strømmer til ud af viljen der holder det pulserende liv i gang.

Jeg kigger ned på det barn som aldrig er født og som aldrig har oplevet den angst hvor tilværelsen føles så uendelig lang den angst hvor jeg er bange for at tiden går i stå bange for at livet aldrig vil passere mig angsten hvor både fortiden og fremtiden virker ude af virkelige proportioner så jeg knurrer det stille barn i min favn som er skabt af lyst og vilje men som kun minder mig om den tvang og lidelse som jeg har så svært ved at elske.

Tilbage i Bukarest

løb en tåre fra mit øje ned ad min kind og ind i min åbne mund og jeg slugte den salte væske som jeg kendte så godt den smagte af præstation og hudløs kontakt af fugtige lagner og mænd der river mig i håret.

Hvorfor er alle verdens voldsomste væsker egentlig altid så salte?

Det tænker jeg tit når jeg gør alt for at ligne en pige der nyder deres begær.

Jesus kaldte sine disciple jordens salt for jordens salt er uforgængelig, trofast og vis og vid ligesom jeg var i øjnene på manden fra Bukarest som så mig for mit begær, min lyst, min vilje og min søgen efter højere magter som jeg oftest leder efter i bekræftelsen fra mænd som nyder at gøre mig ondt så jeg kan inspicere

mine blodsprængte øjne og deres mørkeblå aftryk på krumningen af min ryg i spejlets morgenlys dagen efter.

For hensynsløs nærkontakt er vel bedre end slet ingen? Jeg hviler i mig selv for jeg har aldrig haft en kæreste men jeg søger også klubben igennem som en natteravn efter nye mennesker som vil give mig en tryghed som jeg bilder mig selv ind findes selvom jeg aldrig har mærket den på min egen krop.

Hvem er jeg i virkeligheden hvis jeg aldrig har mærket den kærlighed som jeg læser om i Sofies verden og som fylder mine veninders øjne med stjerneskud så de glemmer at ringe på min fødselsdag fordi de var midt i et skænderi med kæresten?

Snart er jeg faldet i søvn men der er stadig 5000 grader selvom vi er midt i august.

ALBERTE ROSA MENGERS 111 er et engletal

Mellem smaragder af små virkelighedsstumper, blinkende lysglimt og Vesterbro på en blæsende funklende forårsnat. Forbi det frivillige lyskryds, de forelskede eller meningssøgende kys sende og de tankeløse tempounderlagte travle individer der far er fortvivlet rundt, og gud fri mig vel har aaaaalt for travlt til den slags.

Enghave Plads vrimler med mange mystiske mennesker. De er ikke altid lette at forstå. Nogle er afhængige af indlevelse, andre er mariehøner, der tæller deres egne prikker.

Forsvinder du lidt væk fra den kaotiske midte, males violblå paralleller. Blæsten tumler det gamle bort. Følger du intuitionen gennem de flygtige gyder og endeløse gader. Ligger nummer 111 gemt bag en lille mørk port. Til venstre på hjørnet ligger en sushi biks. Til højre på den anden side af porten, en tvangslukket telefonsælger. I midten, et univers.

Beboerne møder man på trappen. Enten På vej op af de 187 ste jle trin mod foroven eller på vej ned hoppende ud i det fri. På anden sal til venstre, bag den toværelses lejligheds vægge bor Peter. Han er i færd med at riste en krydderbolle. Vinduet bliver let skudt op, lyden af liv og storbys summen vælter ind. Tik tak tiktak pheeew *bollen springer op. Rusten brødrister brænder krummerne, får dem til at lugte af ildebrand. Smør fra kærgården, jordbærmarmelade i et glas. En mundbid er mundgodt, og vejret er i top. Peter står og kigger ud på blom

Selvom han kun er på anden sal, er der langt langt ned. Hans sind summer af honning. Han bliver helt blød i knæene. Solen skinner ham lige i ansigtet. Huden er varm, og der lugter lidt af

Studerer nøje marmeladeglasset, og spejler det op mod solen. Det lyserøde lige skær vælter ind over ham, omfavner og kysser hans fregner frem. Han ligner en, der ville ønske, han kunne gemme solen og sig selv i glasset. Det er næsten tomt, og i et snedigt snuptag kaster han det op i luften, vender det, drejer det hurtigt, og løfter det op mod øjet, som var det en kikkert, og var han en sørøver eller en pirat. Spejder ud mod blomstergården med øjet mod glasset og siger “ai ai Hr kaptajn” for sig selv. Hans visse seriøsitet, som hans ansigt normalt bærer, forsvinder. Munden breder sig i et smil. Hans pupiller udvider sig, ændrer indstilling. Øjnene zoomer ind og fanger pludselig tre tøser i glasset. De sidder under æbletræet ude i den lille gårdhave. Den ene ler. Den andens røde kinder blusser op, og den tredje kigger lidt fortvivlet rundt. Vinden suser, græsset kilder og jorden ligger aftryk på deres bare hud. Aftrykkene er et minde om denne dag, et kortsigtet minde indtil næste gang de skal i bad, og bruserens stråler vil fjerne hvert et tegn og hver en følelse, naturen har efterladt sig på deres krop.

“Oi et englehår” siger pigen og fjerner en øjenvippe under den anden piges øjne, “du må ønske Signe!”, siger hun begejstret. Hun kaster den lille øjenvippe i trøjen, og holder hånden let ind mod hjertet. “Vidste I godt, at sjælen sidder i håret piger?”, siger Trine spørgende.

“Fuck af og det synes du er sjovt at sige, når jeg lige har barberet mig karse”, griner Therese.

“Jeg sværger, jeg mener, jeg har hørt det et sted, jeg tror også, det gælder ens drømme og viljestyrke. Det er derfor, du føler dig så t o m, når du lige er blevet klippet”, svarer hun tilbage.

“Ejnumådustoppe” siger Therese. ”Jah, ellers er det bare fordi, frisører ofte klipper så grimt og ødelægger din frisure.”

“Det har jeg altså også hørt eller læst før”, siger Magda.

“Jah, enten var det min yderst spirituelle moster, ellers var det en artikel fra facebook med en harvard studerende, der havde en både videnskabelig og menneskelig forklaring på, hvordan det nu kunne være. Det var altså temmelig legit, jeg vælger mine kilder med omhu”, siger Trine jokende.

Thereses ansigt ser fortvivlet ud, hun begynder at synes, at det ikke er spor morsomt mere, hendes diskrete irritation vokser lidt. Selvom det er fjollet, er hun lidt halv angst over for myter og skrøner. Hun var typen, som sendte kædebeskeder videre til alle sine 50 kontakter, da hun var lidt for gammel, for at undgå at momo kom efter hende eller for at undgå, at hun ville få uheld i 7 år..

Magda er optaget af noget andet. Hun tæller. Kigger op mod alle vinduerne. Ser overrasket ud, da hun får øje på en fyr med et marmeladeglas foran øjet. Han laver et skørt ansigt til hende. De har øjenkontakt i noget tid, men pludselig bliver glasset tabt, en lyserød sky fordufter ud af vinduet og fyren er pift væk. “SÅ I DET?!? ” udbryder Magda. Veninderne kigger gådefuldt på hinanden “hvad for noget?”. Hun peger. Men der er intet at se. Hvis ikke man skulle vide bedre, var Peters ønske måske gået i opfyldelse, for solen forsvandt og blev udbyttet med en akut regn bølge og tordenvejr i det øjeblik fyren forduftede. En evigheds fyldt stilhed fylder den to værelses lejlighed på an den sal til venstre i nummer 111 på Vesterbro. Ikke en ubehagelig stilhed, men en stilhed som fyldes i et rum når en hjerte melodi lige har spillet. Afhængig af indlevelse, eftertanke og smukke evigheder. Måske vi alle har brug for at forsvinde ind i et mar meladeglas for en stund.

CHARLIE MØLLER NIELSEN

Jeg plejede at prøve Hud Stjernestøvsspor

Jeg plejede at prøve, sådan virkelig prøve.

Du sagde: Der er ikke nogen, der kan li’ dig.

Jeg sagde: ikke noget.

Men jeres stilhed gjorde 1000 gange mere ondt.

Som I stod der, var det som om, I bekræftede, at det var sandt. Jeres stilhed var så skarp, den skar så dybt ind i mig, at jeg stod stivnet, forstenet.

Imens I gik videre, som om intet var sket.

Jeg tror, jeg gik itu.

Jeg lagde endnu en af dine bemærkninger ned til samlingen.

Jeg tog hjem og glemte det, og tog i skole næste dag. Et uendeligt loop.

Jeg længtes efter fællesskab.

Mine rødder voksede ud af beton.

Jeg håbede på, at efter sommerferien ville alt blive bedre.

Jeg overbeviste mig selv om, at det ville blive bedre.

Så jeg kunne holde ud.

Sidste dag inden sommerferien ville jeg fortælle alt, hvad jeg havde følt.

Jeg ville sige fra en gang for alle.

Men da jeg stod der overfor jer alle (du var der selvfølgelig ikke), ville min krop ikke udskille andet end et hæst pip.

Jeg stod forstenet igen.

Jeg satte mig på min plads (kend din plads) med en tåre trillen de ned ad min kind.

Jeg tænker over det ret tit, men jeg tror ikke nogen af jer skænker det en tanke.

Jeg løber op til jer, mens jeg efterlader spor af s t j e r n e s t ø v på vejen. Jeg :smiler) til jer Imens I nedbryder mig, som et lig i en kiste. og mine +*+* STJERNESTØVSSPOR *+*+

Mister deres funklende blålige skær, og forvandles til mørkegrå glasskår.

Som I træder på. Men I har hård hud under fødderne, så I mærker intet. Og du.

Du sørger for, at du for trådt ekstra hårdt. Og efterlader mig her på kunstgræsbanen.

Imens går jeg i forrådnelse og nedbrydes Indtil der kun er et sølle hylster af en krop tilbage.

Og alt det der var, aldrig kommer tilbage.

LEONIDA DJEKIC ØRVAD

Gud hvor ville jeg ønske, jeg kunne være en fløjte

Jeg hamrer mine fingre ned på knapperne, og jeg kan mærke adrenalinen pumpe ud i min krop. Jeg har taget en stram grøn kjole på, guldøreringe, og gud hvor ville jeg ønske, jeg kunne være en fløjte. De ser alle så yndige ud, men desværre så er de fleste lige så snobbede, som de resterende musikanter påstår. Vi er nu ved enden af D stykket, hvilket medvirker i, at vi alle begynder at spille kresento. Jeg kan mærke koldsveden mellem mine lår, og en kuldegysning finder sin vej op ad min rygrad. De sidste takter nærmer sig, og jeg kan høre Isaac begynde at spille legato. Celloen er et stramt instrument med en hæs brummen, som tilhører en lækker fyr i tyverne. Men hvert instrument og musiker har sin egen lyd, så det kan også være, dette kun er i Isaacs tilfælde. Jeg skal slutte stykket af med en c dur. Lyden runger i rummet, og jeg kan høre publikum juble. Lyset er let dæmpet, men yderst unødvendigt, da det er højsommer. Isaac og jeg får øjenkontakt for derefter at bukke til publikum. Isaac ser dog fem gange mere elegant ud end jeg, for harmonikaen er for tung til, at man kan bukke helt, og i forsøget rager den en smule af min kjole med sig. I takt følges vi ned til vores familier,

da hans estiske mor om min serbiske mormor finder hinandens selskab yderst behageligt. Som et fjernt skænderi, kan vi høre de tos heftige accenter blande sig sammen med min mors lettere danske accent. Min mor og mormor har begge deres telefoner i skødet, så jeg ved, at de nu begge har hver deres eksemplar af min optræden. Jeg tjekker min mobil på vejen ud af synagogen for så at se, at min mor allerede har postet det ene eksemplar af koncerten. Jeg klikker to gange på skærmen, får at få et bedre kig på mig selv. Min brystkasse er helt dækket af bælgen, og kjolen rynker under harmonikaen. Den ville have været mere passende, hvis jeg var en fløjte.

Elea Maria Macdonald

Et vrid i en sviende sommer

Det er mørkt, men ikke nat, måske ikke engang væsentligt.

For der er ingen måne og ingen skygger, kun individets scenelys illuminerer mig.

Jeg sidder på en strand op ad en stenbunke, og sandet siver hur tigt ind i min rustning, tiden en knap.

Ved min side er der et træ.

Rødderne springer ud af træets kød, og kødet svulmer med blå mærker.

På træet gror der citroner, og jeg føler en abrupt tørste kradse min hals.

Træet bukker en gren ned til min stadig løftende hånd.

Jeg plukker en citron, og under det glatte skind flyder den rundt som væske.

Jeg driver mine fingre ned i citronens indre, som vælter ud over min hånd i en dyb rød farve.

Jeg hælder den saft, som stadig er i den halvtomme kop, mellem mine læber; saften får mine mine tænder til at svie.

Der er så koldt på den her strand. Så koldt.

Så koldt at mit blod fryser og hugger i mit indre. Jeg vrider min krop på siden. Det gør mindre ondt og holder fluerne væk i lidt tid endnu.

Jeg er nu vendt ud mod havet foran mig.

Havet er rasende og brager i min retning i høje tårne. Fra dets dybe mørke rejser sig langsomt en skygge.

Havet stilner, og skyggen summer imod mig. Med et ynkeligt hvin flytter jeg min brik fremad, jeg udfordrer.

Skyggen sitrer i et kort øjeblik, før en lang, våd finger skubber min brik omkuld.

Jeg vil gerne stille brikken op, skyggen vil også have, at jeg still er brikken op. Jeg udfordres.

Men jeg er så frygtlig kold, og citron saften er nu i mit blod. Jeg må bukke under. Jeg sætter en hånd på min pande.

Pludselig ved jeg så lidt. Intet ved jeg. Skyggen er forsvundet ned i dybet igen, og havet kravler nu op ad stranden for at rense min rustning, for både sand og blod.

Synnøve Marie Kjeldtoft Tigt

Jeg hedder Hampus Gryn Gunulf

Sådan har min mor døbt mig

Hvorfor ikke bagekartoffel

Vis mig, hvis jeg gør

Jeg er alene,

Jeg har dræbt min lillesøster

Jeg har glemt det

Rystet. Røster

Jeg er en one trick pony

Kys mig hvis du tør

Og alligevel kan folk ikke stå for mig

Jeg varmer. Knæk mig

Espeløv

Jeg er brutal

Jeg elsker plastik

Vær med mig Pryl mig Jeg er en kuffert

Tung som en kuffert Sulten, og alligevel sulter Stir på mig

Hea Mai Roesen Essensen af offentlig pik Planteliv Du dig

Essensen af offentlig pik

Af klamme mænd der spørger, om jeg vil have deres øl: men hvis jeg siger ja, ved jeg, hans øl vil sprøjte, fordi han sik kert har rystet den, da han så mig komme gående. Han spørger, om jeg er sikker, når jeg siger nej til at smage hans klamme bitre øl, og det er jeg.

Af at man går en uskyldig vej gennem parken og ser en lyserød vandslange hænge og dingle henne ved et træ.

Af ham i bussen der kigger lidt for meget og lidt for voldsomt. Ham du ved, du skal holde øje med, fordi hans hænder nemt kan glide ned et sted, du ikke engang vil tænke på.

Essensen af offentlig pik:

Ænder og skuffer, svigter og stresser, stinker og skaber, slasker og stråler, sprøjter og råber,

Planteliv

Det er indelukket og mørkt.

Og det føles som om, jeg rådner indefra.

Som de planter du glemmer at tage dig af.

Men du bliver ved at købe nye af.

Selvom du aldrig er her til at vande dem.

Jeg sover ikke, før jeg ved, du er kommet hjem: jeg sovet slet ikke.

Du dig

Du. Hvem. Jeg. Alt det du er og har taget fra.

Du dig som er så dum og smålig. Du dig der prøver alt hvad du kan, men alligevel opnår ingenting.

Du dig som ikke tør prøve mere, men alligevel bliver ved.

Du dig som holder du dig vågen og plager dine venner med 1000 tanker.

Du dig som er et klamt ryger svin.

Du dig som siger du dig ikke kan snakke, fordi du dig er i fuld gang med at have ondt af dig selv.

Du dig der hører den samme sang på repeat i 23 dage,

fordi du dig ved den sang forbliver det samme.

Du dig der ignorerer dine venner, fordi du dig ved Du dig det sekund du dig ser dem der ikke har nosser nok til vil du dig presse dig selv, at fortælle hvem end at du dig til dit bedste. har det røv.

Du dig der ikke kan lave andet end og Du dig der troede kun drikker kaffe fordi det er en vane. du kunne redde verden så længe du dig ikke blev bange. Du dig der er bange. Du dig der skriver, Synger, tegner, Du dig der skyder skylden på dine forældre, selvom fordi nogens skyld skal det jo være. du dig intet håb har for din fremtid.

Du dig der Du dig som er doven. siger det er din mors gener og din fars opførsel.

Du dig som blev ved at gå i den halskæde du dig fik allergi af fordi looks var det eneste der kørte for du dig.

Du dig der synes folk er nogle klamme idioter, Du dig der fik og ikke gør noget(for det meste). klima angst som 9 årig men aldrig gjorde noget.

Du dig der kan lide ideen om stearinlys men aldrig får dem tændt.

Du dig der er en klam teenager.

Du dig der vidste for meget som lille.

Du dig der altid glemmer. Du dig der spilder tiden.

Du dig der altid undskylder

Du dig der har dårlig koncentrationsevne. men aldrig lærer.

Du dig der elsker at være alene af den ene grund at du dig kan være dig selv. Du dig der ikke vil være dig selv.

Du dig der zoomer ud i hver samtale du dig har med folk, fordi du dig kom til at ryge lige lidt for meget hash. Du dig der synes alle kroppe er smukke ud over lige din egen

Du dig der undviger for personlige ting med humor.

Du dig der starter på en ny hobby hver anden uge, og har prøvet på mindst tre instrumenter.

Du dig der måske Du dig der bare skulle tage noget ansvar troede folk og løse dine problemer selv. ikke ville lytte.

Du dig der blev så pikke lorte skuffet da du dig havde ret.

Du dig der er irriterende når du er fuld og små irriterende når du dig er ædru

Du dig der bruger lidt for mange penge og drikker lidt for lidt vand. Du Dig Jeg Mig Dig Du Os.

Isolde Brynhild Bjørn Christiansen Det største skridt er at tilgive

Det sidder som en hovedpine, der aldrig går væk. En hovedpine som fortæller dig det, din krop er forkert. Forkert, forkert bare fucking forkert. Hver nat jeg lukker øjnene er øjenvip perne som tykke smertefulde rustne søm. At lukke øjnene er som at komme tilbage. Tilbage til smerten. Smerten som ødelage alt. Ødelage min glæde. Hænderne, ansigtet, kroppen, pikken. Alle de kropsdele som var så rasende, dominerende, ligeglade. Ligeglade med mig. Ruuub Ruuub

Ruuub

Lyden. Lyden som fortæller, der er fare. Fare som signalerer nogen er gjord ondt. Det blålys udenfor mit vindue. Det blålys som lyste hele min stue op som om det var mig der havde gjort noget ubegribeligt. En så stor smerte inde i gør at jeg har lyst til at skrige. At skrige så højt at min stemme forsvinder. Forsvinder væk som om den aldrig har eksisteret. Men i stedet sidder jeg bare. Sidder bare som om der kun er mig uden hjerte. Helt kold, ligeglad vil bare væk. Væk

fra smerten. Væk fra familie der er kede af det. Væk fra krop pen. Vil se min sjæl bare flyve væk og videre. Videre og langt langt væk. Væk fra alt.

Måske er det bare mig, der er noget galt med lød mine tanker dag og nat. Det mig der er noget galt med, det er mig, der er noget galt med. Lige meget hvor mange gange folk sagde, det var ham, ikke mig, gik det aldrig væk, før jeg mødte min engel. Når jeg siger engel, mener jeg engel.

Det tidspunkt jeg mødte hende, var jeg kold. Kold som et menneske uden hjerte. Et menneske som var ligeglad med alle. Men alligevel så hun mig ikke sådan. Hun så min varme. Hun så den kærlighed jeg havde. Hun troede på mig. Troede på mig som ingen andre. Nu i dag når jeg ser op i den store sorte nattehimmel og tænker på, hvor glad jeg er for at være okay. Okay med det der er sket. Okay med mine fejl. Okay med det jeg gjorde mod mig selv. Det største skridt er at tilgive. Tilgive mig selv for at være så led mod mig selv. Men hvem er jeg. Den eneste jeg ved jeg ikke er, er hende fra dengang.

For hende har jeg tilgivet.

Sara Idrissi Zougari Saudade Lykken

Jeg sad og scrollede på tiktok, og fandt en ung kvinde. Jeg beundrede hendes digte og tog kontakt til hende. Vi skrev frem og tilbage, og hun introducerede mig for det portugisiske ord - saudade.

Det har inspireret mig til at skrive denne tekst. Men før du går i gang med at læse, får du lige en forklaring af ordet saudade.

Saudade er en følelsesmæssig tilstand af iøjnefaldende melankolsk eller dybt nostalgisk længsel efter noget eller nogen. Det er et ønske om nogen eller noget, vi husker med kærlighed, men sandsynligvis kun vil forblive i vores fortid. En dyb følelse, der er som en blanding af sorg med kærlighed. Det efterlader os med den bittersøde smag af noget, der aldrig kommer, selvom vi opretholder håbet.

sAUdaDe? eN fOrTiD eT sAvN En fremtid¿ dU gÅr Og GeMmEr oG jEg GåR oG lEdeR En LeG? Du BeGyNdEr At lØbE jEg LØbEr mEd dU sPurTer oG jeG sPuRteR mEd eN hÅrd LEg¿

dU fOrsÆttEr MeN sNuBler LiDt pÅ vEjeN

Du EnDeR mEd aT fALdE

oG jeG FaLdEr mEd vI lIgGeR nEd nU

JEg kAn MæRke aT JeG sKal PAsSe pÅ

jEg SkaAl vÆre FoRsigTig

JEg lUrer En FrYgt eN sKrøBeliGhEd eT mEnNeSke?

JEg mÆrkEr deN jeG MæRkeR dEn pÅ dIn kRop

BLidt¿

oG vÆlgeR aT tAge DeN tiL miG vI BEgge lÆre DeN bEdre aT kEnDe sAmmEn eN mÅnEd giK, dU rEjsTe diG oP oG jEg fOrbLev LiGgEnde FoRtiD bLeV dEt TiL EN sVæR ACcePt¿ iNgEn fRemTid MeN eN fOrtId, oG MåSke Er dEt OGså OkAy DEn eNdeLige acCePt?

….LYKKEN….

Hvad vil det sige at være lykkelig? Spejler vi os i hinandens lykke?

Er lykken ens for alle? Hvad gør lykken ved os?

Skal man tro på lykken? Og hvor pokker finder man den skide lykke henne? Min gamle dansklærer fortalte mig engang, at lykken er forskelligforskellig fra person til person. Og er noget, der er individuelt. Det kanjeggodtlide.Jegmenerdog,atlykkenerblevettildetherlille lortebegreb.Detersomom,manbareMÅhavelykkeisitliv,ellerser manheltfortabt.Detbliverromantiseretsåmeget,ogdetkanjegikke lide. Men hvad er lykken egentlig så?

Er det den, vi læser om i de tykke og lange bøger?

Er det den, vi ser i de klamme og TOTALT platte kærlighedsfilm?

Den vi hører om i musikverdenen?

Eller er det den vi spotter i gadebilledet?

Min lykke

Vi står ude på en mark, det støvregner lidt, og græsset er vådt. Er iført boksershorts og min Carlsberg trøje. Du har en hood ie og par joggingbukser på. Gonna be U and Me, spiller I bag grunden på højtaleren. Du holder den oppe over hovedet, og vi danser. Vi bekymrer os ikke om noget eller nogen, vi danser bare. Danser så skørt og gagget, som vi nu kan, da der alligevel ik´ er nogen. Ingen kan se eller høre os. Der er mørkt, og vi er omgivet af natur. Det er skønt. Vi lukker øjnene, og slipper os løs. Vi var frie og glade væsner. 2 uger senere sidder jeg nede i min kælder, og tænker tilbage på dette moment. Jeg tænker tilbage på, hvor lykkelig jeg egentlig var. Og det er det, der er så specielt ved lykken. Det går ikke op forén,atmanerlykkelig,førlykkenerborte-førdeterblevettil et minde. Jeg forbinder lykken med frihed, glæde og tilfredsstil lelse.At kunne hvile i det, man er, og der hvor man nu befinder sig. Jeg var så tryg. Jeg var fri og glad for der, hvor jeg befandt mig, og hvem jeg befandt mig med.

Men er lykken så et moment?

Et minde? Eller et mindset?

Er det i virkeligheden ikke en blanding af alle tre ting? Og er vi selv herre over, hvornår vi benytter os af lykken? For hvis vi lever i momentet, bliver det nemmere at danne minder, og har vi de minder, kan vi måske genskabe det som et mindset. For selvom verden er et komplekst sted, og livet er fuldt af sorg og lykke, er vi vores egen lykkesmed.

Sang: Gonna Be U and Me ft. Better Than Chocolate

Karla Irene Dantved Tondryk Du ved, hvem hun er

Du ved alt om hende. Du ved, hvornår hun er trist, glad, sur eller træt. Du ved, hvornår hun gider at høre på alt dit ligegyldige pis, som ingen giver en fuck om. Du ved, hvornår hun har fået nok. Hvornår hun har lov til at få nok.

Hun bliver holdt i en kort lænke. De klinger mod hinanden, når hun prøver at gøre modstand. Så kort en lænke at hun ikke kan trække vejret. Hun hiver desperat efter luft.

Men det er alligevel alt sammen lige meget.

Hun bliver kvalt i forventninger og regler, som er uopnåelige. Forventninger og regler lavet af dig.

Men det er alligevel alt sammen lige meget.

Fordi det dig. Alt kredser om dig. Dine tanker, dine fordomme, dine lyster. Det er det, hendes lænke består af.

Hun er som en vissen blomst. Det var meningen, du skulle vande den. Det var meningen, den skulle blomstre smukt i dit

selvskab. Men bare lad den visne. Den skal alligevel væk snart. Så kan man glemme alt om den. Så er det alligevel alt sammen lige meget.

Anisa Naa Teiko Ofori Besjæling

Du har ikke altid været det sted, jeg ville være.

Du er larmende, du lader folk gå på dig, bilerne køre på dig, børn falde på dig, folk du ikke kender bygge på dig, du bliver spyttet på, løbet på og trampet på.

En sidegade ned til cafeen de elsker så højt, du er hvad folk har brug for, men aldrig værdsætter.

En dag er det ikke dig, der er der mere, du er blevet byttet ud, du er blevet lavet om.

Du er ikke længere dig, du er mørk, kold og tom. Du er uden sjæl og følelser, du er der, men ikke til stede, du er stadig blot en sidegade ned til cafeen, de elsker.

Du larmer lige så meget, som du gjorde før, folk går stadig på dig som de vil, bilerne kører også, de små børn der plejede at falde er blevet unge, der nu asker på dig.

Du er blevet bygget så meget, at du ikke kan tage mere, du bliver stadig spyttet, løbet og trampet på.

Du

Du som er velvidende om min alder, men stadig kommer med lidt over grænsen. Kommentarer som jeg bare lader slide, fordi du på ingen måde er grim, jeg tillader det og føler ingen skam. Jeg lader dig fylde mit hoved med lort, som en dreng på min egen alder lige så godt kunne have gjort. Men der er et eller andet over den måde, du snakker på, din stemme er beroligende, dyb, venlig, kærlig. Den er alt det, jeg vil have, dine mørke brune øjne lyser op i den sidste eftermiddagssol. Du sidder og fortæller mig om alle de planer, du har om at rejse jorden rundt uden nogen bekymringer, jeg lytter ikke rigtig til et eneste ord, du siger. Jeg kan bare godt lide at have dig ved min side, også selv om jeg på en eller anden måde ved, at det er så forkert, jeg kan bare ikke give slip, uanset hvad jeg gør. Man kunne heller ikke rigtig sige, jeg havde brugt alt min energi på det, for den havde du taget.

Hvorfor er jeg sur?

Jeg blev ked af det ved tanken, men jeg snakkede uden om, henover, forbi, under alle de spørgsmål og taler om hende. Det var MIT liv og mine traumer, hvorfor må jeg ikke have ondt af mig selv, uden at nogen skulle finde på en løsning? Alle har da noget de har ondt i røven over, hvorfor skulle mit problem have en løsning, hvorfor var det så nemt at løse mit problem.

Jeg synes ikke, det var nemt, det kunne det nok blive, hvis jeg gav det lov til at blive løst, men så havde jeg jo ikke noget at være sur over, det er underligt.

Jeg vil ikke være sur, men hvad nu hvis jeg får lyst til at blive sur, så skal jeg jo have en god grund, men hvis jeg ikke har det, kan jeg jo ikke tillade mig at blive sur, eller kan jeg?

Jeg tror, jeg elsker livet mere end jeg holder af at være her Jeg respekterer jordens skønhed Og beundrer måden af liv og kærlighed og måden det hele eksisterer og drejer og snurrer