OLE SARVIG
Stenrosen
GLADIATOR
Stenrosen Udkom for første gang 1955 Gladiator 2018 Redigeret af Hans Otto Jørgensen Omslagsillustration: Halfdan Pisket Omslagslayout: Thomas Joakim Winther Bogen er sat med Baskerville og trykt hos Specialtrykkeriet Arco ISBN: 978-87-93658-18-9 Tak til Statens Kunstfond
3 Endré huskede meget tydeligt den aften. Det var, som om hans smerter, dem han havde kæmpet med i saa mange aar, og som nu, langt senere, kæmpede om ham som skarpe usynlige flammer, var begyndt den aften oppe i det nøddebrune klublokale oven over en af kunstnerrestauranterne ved Gedächtniskirche. De havde været en ti-femten stykker, som sad der i den fortids-skumring, som hvilede over alle caféerne i denne egn af Berlin. De sad der med fortidens, halvfemsernes og aarhundredskiftets, skikkelser paa væggene, som om lokalet var et mausolæum, der tilhørte de døde og de fjerne, og de selv var en fremmed skare, som stjal sig til korte besøg i lædersofaerne. Den aften havde været slutningen paa meget og begyndelsen til det, der siden var kommet. Hele aftenen havde han siddet med et brev, som brændte ham i lommen, og det var først, da Werner var gaaet, og Endré havde fulgt ham paa vej, fordi Werner skulde rejse næste dag, at han havde lagt det i postkassen. Der havde været nogle af hans kolleger fra de smaa tidsskrifter og fra bladene, hvor han nu i længere tid havde skrevet om teater og litteratur. Stemningen i byen var hektisk, ingen kunde sove, ingen vilde gaa hjem. Det var trykkende varmt, og der var aldrig blevet drukket saa meget øl i byen som den aften. Saa var 55
de gaaet her hen, andre var stødt til, de fleste rigtige journalister, som skulde op og arbejde paa deres redaktioner, naar de gik derfra, hvordan de saa vilde bære sig ad med det efter alt det, der blev drukket. Nogle af dem var i uniform og fortalte om andre af deres kolleger, der, ligeledes i uniform, var rejst op nordpaa til den polske grænse. Det var uniformerne, der førte ordet. De havde smilet overbærende ad de udenlandske aviser, som en af dem, der var ansat paa et pressebureau, havde taget med. – Nu er de bange, havde de sagt. – Nu skal de faa at mærke, hvem der er herrer i Europa. To-tre dage, saa er det overstaaet. Hvis de vil krig, saa skal de faa den. Man kan ikke spærre en stor nation ude fra havet. Saa sprænger den sig vej, saa tar den selv sin ret. Endré havde ladet sig rive med af deres argumenter. Alt var saa klart, en simpel fysisk proces, naar man saa paa et landkort. Han var paa deres side, havde selv baaret uniform med hagekors i Hitlerjugend og hørt det samme gentaget gang efter gang. Krigen var endnu kun parader, troppekoncentrationer, massemøder, øvelser, symbolske billeder paa magt. Og det vilde blive en lynkrig. Det, der havde ramt ham den aften, hvor han selv havde været tavs, var ikke en klar tanke, ikke et klart argument imod de andre, hverken sagt eller tænkt. Det var noget andet. Det havde noget at gøre med den frygt, der afspejledes i de udenlandske blade. En ydmyghed, forekom det ham, der saa paa krigen som en skæbne, som en katastrofe, der nu vilde bryde ind over landene, og som man maatte værge sig imod. Han havde set sig rundt i kredsen, set paa ansigterne og set, at de var fremmede, ganske simpelt af en anden 56
art end dem, der kiggede ud af de tunge brune rammer paa væggen, saa fremmede, at en samtale mellem disse unge uniformerede og de gamle sirligt skæggede og lidt lapsede bohemer vilde være en umulighed. Dengang havde verden været byer, pladser, gader, landskaber og modeller, som blev malet, bøger, som blev skrevet, udgivet – og diskuteret i disse sofaer, og lande, der nu og da blev ramt af en feber og hjemsøgt, netop hjemsøgt af krigen. Krigen fyldte ikke det hele dengang. Den angik alle – ligesom nu, men der var saa meget, som forblev uberørt af den. Nu, her, var krigen en livsform, havde allerede været det længe, hele hans skoletid igennem, tænkte Endré, – en form og et billede saa stort, at det ikke kunde ses, fordi de alle var med i det. En af de uniformerede, en bleg, lys, fanatisk fyr, havde taget et af bladene, trommet paa det med fingeren og sagt: – De er forvirrede. De ved ikke, hvad de skal gøre, eller hvem de er. Men vi ved, at de er vore fjender. Og vi ved, hvad vi selv er. Der var et øjeblik stille i kredsen og i det tilrøgede lokale. Alle ansigterne vendte sig i et glimt mod hverandre kredsen rundt og bagefter mod den, der havde talt. Endré følte pludselig en sær angst, en ukendt smerte dybt inde, ikke over krigen og ikke over den risiko, som de alle vilde løbe. Det var, som om han havde set dette ske engang før eller huskede det fra en drøm. Alle disse ansigter, der nu var vendt mod den, som havde talt, de saa’ jo ikke, saa ikke paa taleren og ikke paa hverandre. Det var, som om de lyttede efter noget, de ikke saa. Som om de ikke havde øjne. – De ved ikke, hvad de er, tænkte han. – De ved heller ikke, hvem de er. Men deres fjender kender dem. 57
Han havde aldrig før følt sig saa alene. Det var der ogsaa andre grunde for den aften. Men han havde heller aldrig før tænkt saa meget over tiden siden 1933. Han havde jo været dreng. Det, der var sket, var noget, som tilhørte de voksnes verden. Det stod i faderens aviser, og han var vokset lige ind i det uden at tænke paa, at det kunde være anderledes. Livet i ungdomsorganisationerne havde passet ham godt. Han var stor og kraftig og havde altid gerne villet lege med i omfattende og strategiske lege, som satte hans evner paa prøve. Den form, det saa havde taget i Hitlerjugend, fandt han sig i, ligesom han vilde have fundet sig i salmesang og bordbønner, hvis det havde været en kristelig spejdertrup. Han tænkte dengang, i fjortenaars-alderen, at alt det med flag og parader vel var noget, der altid fulgte med, naar de voksne arrangerede noget, noget uundgaaeligt ligesom naturbeskrivelserne i de bøger, han læste. Dog havde han engang, tidligt, fornemmet noget lignende som den aften i caféen ved Gedächtniskirche. Ogsaa dengang havde han følt sig som en vaagen blandt sovende, tænkte han, mens erindringsbilledet langsomt dukkede frem, først gult og mat, som blev det spejlet i de støvede messing-spyttebakker, der stod paa hver side af døren ind til klublokalet. Bagefter blev det klart, gennemlyst, nærværende, var lige foran ham, og han kunde se skikkelser bevæge sig og bannere og faner vaje inde i det gule lysende øl i kruset, som stod paa bordet. Det var i gymnastiksalen i hans skole, da han var ti aar gammel. Solen havde skinnet ind gennem vinduerne højt oppe og ned i den store sal, der var lutter lyst, gult træ, og der havde staaet 58
en mand paa en talerstol foran et mægtigt hagekorsflag og med skolens bannere ved siden af sig. Han havde talt om den nye tid, der var kommet for Tyskland, og der var blevet varmere og varmere i salen, hvor alle drengeskolens klasser var samlet. Endré havde følt sig svimmel. Der lugtede af sved og urin, for han stod lige ved døren ud til pissoiret. Og mens der blev talt om de helte, der var faldet paa ærens mark, og om dem, der nu voksede op og skulde gøre det samme, og mødet blev slut, og der lød taktfaste raab, og drengene begyndte at defilere ud gennem døren, ud i kælderen, hvor der var mørkt, en klasse ad gangen, – saa han klart, hvad meningen med det hele var, og hvordan de allesammen i dette lyse rum under bommene og loftets tove og galger med redskaber var viet til døden og engang vilde blive lukket ud i mørket til deres skæbne. Og han havde presset sig ind mellem de svedende og raabende kammerater, der allerede havde sat sig i bevægelse, og boret sig frem til pissoiret igen. Og der havde han staaet paa det sølede gulv i mørket bøjet over kloakken med kun en dør imellem sig og det lyse rum derude, som nu var ved at blive tømt for skridt og stemmer. Og han havde været elendig og prøvet paa at knække sig, men ikke kunnet, og prøvet igen uden held og drukket noget vand fra en hane, der plaskede paa gulvet og gjorde hans sko og strømper vaade, og hele tiden havde han tænkt, at det var, som om han stod i en kulisse, at saadan var der, saadan er urin- og karbolstank, saadan et kvalmende søle var der omme bag den store lyse sal med bannerne og flaget. Salen var helt tom med snavs og papir paa gulvet og smaa vaade søer efter de mindste drenge, der ikke havde 59
kunnet komme hen til pissoiret eller ikke havde turdet, da han kom ud igen og forsvandt i løb gennem kældergangen og op ad trapperne til sin klasse, op gennem skolehuset, hvor dørene smækkede, og det sidste bulder af drenge var ved at dø hen. Men det var kun en episode, som blev hurtigt og fuldstændigt glemt, i en barndom, der udspillede sig mange steder i og om den sælsomt grønne by, Berlin. Han var enebarn, og han havde boet sammen med moderen og faderen, der var ingeniør, ude i bedsteforældrenes ejendom ved Wannsee, den grønne park ved vandet, der strækker sig op mellem Grünewald og Gatow til Pichelswerder og Ruhleben, hvor det tredie riges kæmpemæssige sportsanlæg blev bygget, mens han endnu var dreng. Det var kun bedstemoderen, han kunde huske. Bedstefaderen, hans fars far, var død, mens Endré var ganske lille, og da faderen fik en stilling ovre vestpaa ved den franske grænse, blev huset solgt, og han og moderen flyttede til den lille lejlighed paa Glaser Platz for at afvente nærmere fra faderen. Saa var han begyndt at komme hos sin tante og onkel, Joannas forældre, som bedstemoderen nu boede hos i en stor lejlighed ved den vestlige ende af Tiergarten, og senere, da der blev bygget nye regeringsbygninger og eksproprieret en række ejendomme i den kant af byen, ude i huset med den høje gavl i Pankow, som bedstemoderen lige naaede at sætte sine penge i, før hun døde. Han havde været saa ofte derude, ogsaa sovet der, og i perioder tilbragt hele uger sammen med Joanna og Werner, at han havde syntes, at han boede der selv. Hvad han ikke vidste paa det tidspunkt, var, at der virkelig havde været tale om, 60
at han og moderen skulde flytte derud, men at moderen havde nægtet det og skrevet til hans far, at hun vilde blive boende i lejligheden, til han havde skaffet dem et sted at bo dér, hvor han selv var. Moderen havde været nervøs og oprevet i de dage, og det var ikke blevet bedre, da faderen pludselig dukkede op, lang, knoklet og skaldet i et sæt brunt tweed, der ikke klædte ham, og med bekymrede rynker i den store skaldepande, og havde talt længe med moderen bag lukkede døre. Faderen var iøvrigt oprigtig glad for at se ham ved den lejlighed. Han tog ham med i byen og købte tøj til ham og en luftbøsse, men om deres eventuelle rejse over vestpaa til Saar-omraadet, som familien stammede fra, sagde han kun det, at der var saa mange mennesker og ikke nær saa rart at bo som i Berlin, og at det desuden var meget svært at faa husly. Han, faderen, havde kun to smaa værelser i en villa, og han fortalte, at han tilbragte sin meste tid ved arbejdet paa tegnestuerne, ja sommetider ikke gik hjem om natten, men blot sov nogle timer derhenne paa en sofa, før han tog fat igen. Da faderen var rejst, spurgte Endré en dag sin mor: – Skal du skilles? Skal vi aldrig mere bo sammen med far? Moderen var blevet rød i hovedet, havde glattet sig over haaret og spurgt ham, hvad han mente. – Ja, havde han sagt, han mente, hvad han sagde, de havde jo begge to talt saa meget sammen, uden at han maatte høre det. Og de havde set bekymrede ud, og nu var faderen rejst igen. Saa havde moderen sagt noget om, at det var nok for hans, Endrés skyld, at de skulde blive, og at han nok vilde savne sine kammerater, hvis de rejste. Men lidt efter havde hun taget forklædet af og var gaaet ind i stuen og havde 61
rodet i et skrin med nogle gamle billeder og breve. Hun havde vist Endré et prospektkort fra den egn, hvor faderen boede. Det forestillede en almindelig lille by med villaer og en kirke og to høje fabriksskorstene i baggrunden. – Jamen kunde vi ikke bo i et af de huse? havde han spurgt. – Nej, havde moderen sagt, – for de er næsten væk allesammen, og lige dér – og hun pegede ind i billedet – ligger der nu en fabrik, og det er dér, din far arbejder. Hun havde tilføjet, at heller ingen af de andre ingeniører havde deres familie med, og at faderen boede indenfor fabriksomraadet, som var skarpt bevogtet, men at han maaske en dag fik en anden stilling, saa alting igen kunde blive godt og de atter kunde bo sammen. Faderen besøgte dem tit, somme tider tre, somme tider fire gange om aaret, men aaret før havde han kun været hjemme en enkelt gang, og det var først da, han havde sagt til Endré, at han vel nok var klar over, at det var vaaben, faderen beskæftigede sig med at konstruere, og at alle de, der arbejdede i fabrikken, boede indenfor dens omraade og var forpligtet til naarsomhelst at lade deres bopæl undersøge, ligesom de blev kropsvisiteret, naar de forlod eller ankom til fabrikomraadet, og ogsaa ofte blev skygget af civile detektiver. Faderen havde set alvorligt paa ham, mens han fortalte ham dette og tilføjet: Jeg maa ikke fortælle dig, hvad det er for vaaben, vi fremstiller, og jeg vilde heller ikke bryde mig om at fortælle dig det. – Saa havde han lidt efter sagt, at det var muligt, at han i nær fremtid vilde blive dekoreret for det arbejde, han havde udført, og at han kendte mange indflydelsesrige mennesker, og hvis der var nogen bestemt 62
vaabenart, Endré hellere vilde til end nogen anden, naar han nu blev indkaldt, saa skulde faderen sørge for, at han kom det. Saadan gik det til, at Endré kom til flyvetropperne. Det havde været et hastigt, spontant ønske hos ham. Han naaede ikke at tænke over det, før han havde faaet det sagt. Bagefter tænkte han paa, at det maaske var, fordi det havde været hans indtryk, at de frygtelige og hemmelighedsfulde vaaben, som faderen ikke kunde fortælle ham om, tilhørte landjorden, og maaske ogsaa, fordi man hver dag havde flyvemaskinerne for øje, og det var en udbredt antagelse hos alle, at Tyskland allerede var den førende nation paa dette omraade. Men da han opdagede, at han skulde have officersuddannelse for at blive pilot og en langvarig mekanikeruddannelse for overhovedet at komme til at høre til det flyvende personale, fik han, af hensyn til sine ungdommelige litterære sysler, indkaldelsen ændret til at gælde de nyoprettede faldskærmstropper. Han havde følt det som en prøve paa sit mod, da han skrev begæringen under. Det vilde blive et enten–eller. Et liv med dage fyldt af en ny sport, hvor man var sin egen herre, naar man først var sprunget. Han havde tit set opvisninger og talt med dem, der havde sprunget, og de havde alle fortalt, at det var en vidunderlig fornemmelse at svæve højt oppe og se landet under sig som et landkort, hvorpaa man selv udvalgte sig det sted, hvor man vilde lande, blot ved hjælp af nogle greb i snore og ved at beregne vind og afdrift. Kom krigen saa, vilde det for ham blive en beredskabslejr af samme karakter – eller et fantastisk intermezzo, hvor alting vilde være hurtigt overstaaet, og hvor 63
man sjældent vilde have større enheder eller svære vaaben at kæmpe imod. Saadan havde han tænkt, da han skrev under, og saadan haabede han endnu, halvandet aar efter, at han tænkte. For i den mellemliggende tid var hans skriverier kommet til at betyde mere og mere for ham, og han havde allerede faaet en slags fodfæste som kritiker. Og der var ogsaa sket forskellige andre ting, som betød, at han havde mere at miste, hvis det skulde mistes, og enten han kaldte den maade, han mistede det paa, for sport eller krig. Endré saa sig om i kredsen i det ulmende brune lokale, hvor de hvide glaskolber blændede mere og mere, efterhaanden som røgen blev tættere. Da han lagde mærke til, at Werner gjorde mine til at bryde op, rejste han sig ogsaa selv og fulgte Werner ned paa gaden. Og da han havde sagt farvel til Werner, stod han længe med det brev i haanden, som havde ligget i hans lomme hele aftenen, før han lod det dumpe ned i postkassen og hørte det falde med et lille bump. Saa gav han sig til at gaa i retning mod Tiergarten. Det var begyndt med, at Werner, Joanna og han gik i teatret sammen, og at han bagefter, naar han var kommet hjem om natten, gav sig til at udrede sine indtryk af forestillingen, dens karakter, dens præstationer og dens love, og skrive dem ned. Senere havde han gjort det samme med en generalprøve, som Werner havde skaffet ham adgang til, og næste dag havde han taget mod til sig og var gaaet op paa en mindre bladredaktion og havde tilbudt dem en anmeldelse af stykket, som havde premiere samme aften. Redaktøren havde brummet et eller andet, 64
men havde taget manuskriptet med ind paa sit kontor for at læse det. Lidt efter var han kommet ud igen og havde sendt Endré et drilsk og muntert blik. – Naa, hr. kritiker, havde han sagt, – hvad skal De saa have for Deres ulejlighed? Det blev et uhyre beskedent beløb, men det var de første penge, Endré havde tjent, saa han var lykkelig. Der var naturligvis blevet rettet et og andet i manuskriptet, og da avisen udkom næste dag, var anmeldelsen kun betegnet som „en kort omtale af gaarsdagens premiere”. Endré havde forstaaet, at grunden til, at hans artikel blev antaget, var den, at bladets faste teatermedarbejder var blevet indkaldt til militærtjeneste. Der blev heller ikke sagt noget om, at han skulde prøve igen en anden gang, men et par dage efter kom der et lille brev fra redaktøren med to premierebilletter til „Macbeth”, og redaktøren bad ham skrive udførligere denne gang, samle sig om forestillingen som helhed ved generalprøven og under selve premieren prøve paa kort og fyndigt at karakterisere skuespillernes opfattelse af rollerne. Det lykkedes ogsaa for ham, og han fik anerkendelse for artiklen af redaktøren, som atter havde sendt ham et drilsk blik over brillerne. Han havde arbejdet det meste af dagen og hele den foregaaende nat paa sin anmeldelse siden generalprøven dagen før. Udkastet var færdigt, der behøvedes kun nogle faa tilføjelser, og han var i sit bedste tøj gaaet ind gennem den parfumeduftende foyer og havde taget plads i det plydsrøde parket i bevidstheden om, at man havde anmodet ham om at komme til stede, og at han havde gjort et godt stykke arbejde for at blive klar over denne forestilling. Da lyset langsomt døde hen i den store prismekrone 65