Man vil så gerne elskes
Noveller Gladiator
7 Da min fætter skulle konfirmeres
35 Moderen
63 Rakel Remarque
85 Giraffen
101 Tak for dig
131 Hey ya!
169 Min søster
189 Pis i hovedet
Hey ya!
Ude bag ved byen – sådan kalder jeg det, for det er sådan, vi altid har set og talt om det, selvom jeg vel hellere skulle kalde det ude foran byen (hvis det havde været et udtryk), for i mange år har det været sådan, at jeg kommer sydfra, når jeg er på de kanter, og det er egentlig i den retning, jeg forsøger at pege: syd for byen: ude i det forblæste ingenting mellem brakmarker og motorvej – altså ligesom omme – i byens infrastrukturelle skrammeldynge eller kloakudløb eller endda, kan vi sige, sikringsskab: deromme, hvor alting knyttes sammen, og hvor det ikke er meningen, at nogen skal se hen; det er der ikke for at blive set på: ude bag ved byen – ligger transportcentret. En samling lagerbygninger tilhørende de store fragtselskaber, man ser repræsenteret på vejene i hele landet: Danske Fragtmænd, Frode Laursen – alle de hoveder. Lagerbygninger og tankstationer. Et net af nøgne veje, hvor chaufførerne kan parkere og gennemføre en søvnperiode i henhold til køre-hviletidsbestemmelserne. Vippende, prustende lastbiler med tonstunge sættevogne gods fra hele Europa: Scania Vabis, Volvo, DAF, Renault. Og en lille procentdel rejsende familier og kørende sælgere i biler så små, at de i det minde, jeg
beretter fra her, forsvinder mellem dækkene på de større dyr, for hvem dette er det naturlige habitat.
Og selvfølgelig – centrum: bistroen, motorvejscafeteriet Centerbistroen, et moderligt hjerte af fred og omsorg i dette dieselbrølende landskab af beton og hegn og asfalt. Det var her, truckerne spiste; her, de kom for at gøre grundigt kål på den appetit, de gerne havde sparet op af siden grænsen, eller længere – Holland, det kunne det sagtens være. Det var her, jeg arbejdede.
Kun et par gange dagligt så man almindelige mennesker så dybt inde i transportcentret, at de havnede i bistroen. Til familierne og andre travlt gennemrejsende havde man lagt en McDonald’s længere ude – ude ved rundkørslen, så de kun lige kom ind og strøg overfladen, inden de atter slyngedes ned ad tilkørselsramperne og på plads i den trafikale kranspulsåres effektivitet. Så kunne de sidde ved bordene i familierestauranten og betragte de blå og røde styrehuse i deres skubben og trækken sig ud og ind mellem hinanden og tænke, at derinde udspillede sig et liv, som de ikke forstod. Og når de, måske i uerkendt nysgerrighed på hvadsomhelst efter timer på E45, måske for at prøve noget mere autentisk, alligevel bevægede sig ind på savannen, var det altid med en vis ængstelse, de stoppede i døren til bistroen og iagttog klientellet: truckerne, i deres termojakker og støvler og arbejdsbukser, hængende ved bordene i små grupper med hvide kaffekrus og tallerkener med biksemad og dansk bøf.
Altid i gråt og blåt. Med en enkelt farverig udstikker
af og til, en Leif eller Hans i shorts og T–shirt, farverig, stribet T-shirt, en insisteren på farver og liv, et muntert gåpåmod i gangen med de stive ben og retvinklede arme ned gennem restaurantområdet til sin plads ved bordet. Også Leif eller Hans havde en plads ved disse borde.
Truckerne. Disse mænd, der havde viet deres liv til at sørge for varer på hylderne; varer, der tillod andre at leve det søde og bekymringsløse liv som forbruger i en verden, hvor alle varer bare er der. Hvem er man egentlig, når man står der som helt almindelig borger og fornøjelsestrafikant og ser truckeren, langt om længe bøjet over sin frokost?
Men børn ser ikke den slags. Ikke på samme måde, og – sandsynligvis hypnotiseret af synet af isfryseren, desertglassene med chokolademousse i montren og duften af friture (der, det må man indrømme, synes at tale til menneskets allerdybeste instinkter) – så man dem ofte løbe i front for delegationen ind i restauranten, fulgt af de tøvende, men villigt adlydende forældre.
Og mens børnene tumlede omkring langs montren, snart – efter at være blevet opmærksomme på dem også – snigende sig til blikke på flokkene af mænd ved bordene, fra hujende til stumt berusede i al denne fremmedartethed, tog forældrene opstilling ved kassen i håb om hurtig betjening. Og vejledning – for ofte var menuen, fremstillet i farverige billeder i en lyskasse over disken, dem så eksotisk, at de helt paf måtte høre, hvad der kunne anbefales til børn, og om der var noget, der på nogen måde var sundt.
Så kom Jonna ud inde fra køkkenet: tog imod dem med et hej med jer, med en stemme, der var så branket af cigaretter, at den ikke undgik at chokere de mest sarte, men også, med sin dybe og rå bas og den hjertelighed, hun førte den med, fik de fremmede til at overgive sig, indse den hjemlige varme, de her blev inviteret til at komme indenfor og tage del i.
En stemme, der personificerede føromtalte moderlige fred og omsorg; en stemme, der indbød voksne og barske mænd til at kaste sig i armene på hende og græde ud ved hendes bryst. En stemme vokset frem af Jonnas mange år som varetager af netop den rolle: Centerbistroens ansigt.
– Nej, vi har sgu ikk’ no’j, dar’ sund, ikk’ som så’rn, da. Det har vi sgu ikk’. Men asså, vi har da de der san’wich der.
På den måde var Jonna en eksemplarisk sælger at have ved denne disk. Denne ærlighed, hvormed hun var den sig selv, som hun var blevet.
Truckerne købte jo, hvad de købte, dagens eller en af de faste retter, og, var behovet der, en is eller dessert bagefter – til jul en af de risalamande, der erstattede moussen – mens de fremmede kunne gå helt i baglås over Jonna og bare ville have mere, mere af denne helhedsoplevelse: en ekstra gang pommes frites til deling, eller: far skal sgu også lige op og have en af de ristede med på vej ud ad døren, eller: hvad mon der gemmer sig i de baguetter der med kylling og bacon, skal vi ikke lige …?
I virkeligheden – uden for Centerbistroen – var Jonna mor til Rasmus, min klassekammerat på gymnasiet og bedste ven på det tidspunkt: det var Jonna, der i sin tid skaffede mig ind derude. I bilen, en rød Ford Escort på gule plader, en aften ude mellem Juelsminde og Hedensted, hvor hun havde hentet mig, efter jeg var strandet ved et halbal, hvor man ikke ville lukke mig ind på grund af mit lange hår – man kunne ikke garantere for min sikkerhed – havde hun pludselig taget det op: – Ko’ do ikk’ tænk’ dig at kam’ u’i til os og vask’ ap? Tjen’ no’n peng’, så do ka’ få til no’j tøj og no’j? Så ka do og’ ta’ en tarxa, hvis do havner i den sitwation igen? Det’ jo ikk’ sikker’ at jæ’ lig’ ka’ kom’ rend’n’ en and’n gang?
Jeg så på hende. Der måtte være noget, jeg havde misforstået. Mente hun …? Kunne verden være så gavmild? Over for mig? Jeg havde selvfølgelig hørt om andre, der kom i den situation – at nogen ligefrem kom og tilbød dem et arbejde … Jeg tænkte på klassekammerater i mærketøj … Deodoranter og voks og gele i håret … Mobiltelefoner, scootere, mountainbikes, pc’er og LAN–parties … Den evige snak om vagtbytte, den sanselige fornemmelse af mønter og sedler – penge mellem hænderne – jeg altid følte, når jeg hørte det ord. Alle jobs, jeg søgte, alle jobsamtaler, jeg kom til, strandede på, at folk, denne chef, som sad der på den anden side af bordet og spillede vigtig, nærede en tilsyneladende naturlig mistillid til min vilje til at ofre mig: jeg havde altså aldrig fået chancen for at vise den.
Et arbejde! Et rigtigt arbejde! Med timer og løn og overarbejdstimer og timesedler og … jeg skulle kraftedme, jeg skulle … jeg skulle flytte ind på den arbejdsplads! – Ja’ har spurgt Rasmus, fortsatte Jonna, men det ga’ han fand’me ikk’ at hør’ på – han rullet’ bar’ mæ’ æ øjn’ – han vi’ heller’ bar’ lig’ på si’ sofa, så kommer hi’ mor og foj’er ham. Men det’ sæ’fø’li’ og’ nemmer’.
Jeg blev vist an i mine funktioner af en høj, lettere kalveknæet ung mand, der hed Johannes. Karseklippet, rødsprængt i huden på de balleformede kinder, mut og fåmælt – jeg prøvede at se ham for mig nede i byen, en af de unge i gågaden, der drev deres tid væk med strøgere og kebabruller og en – for mig i hvert fald – sjældent synlig tvivl på deres personlige fremtid, visheden om et ansvar for at træffe de rigtige valg hvilende på deres skuldre. Det var umuligt – Johannes var simpelthen ikke en af dem; når han forlod transportcentret, var det for i al stilfærdighed at tage bussen hjem til sin lejlighed i en af forstæderne og sidde der og se fjernsyn, indtil han skulle møde igen, drikke Faxe Kondi, sådan som han hele vagten igennem gik og sugede Faxe Kondi af et papkrus med konfettimønstret sugerør, der stod i stærk kontrast til hans adfærd i øvrigt. Lukket om sig selv rullede han de mandshøje vogne med bakker frem og tilbage mellem opvasken og restaurantområdet, op gennem køkkenet uden så meget som at se på de kolleger, der stod der og anrettede møllehjul, klaskede en
dreng på en wienerschnitzel, hældte en øsefuld ærter op ved siden af, lagde salatblade på sandwichboller som kort i en kabale.
Han havde været der i fire år, og nu var det fandeme nok, mumlede han, nu skulle han ud at sejle. Sidste dag i dag. Heller ikke da var der et smil at spore, eller nogen reaktion overhovedet: jeg var mere begejstret for den udsigt, end han selv. Opvask, sagde han, da jeg spurgte, hvad han så skulle lave på båden. Da vagten var slut, forsvandt han med et ukunstlet tak for i aften, mens jeg gik sammen med Jonna og låste af. På vej ud til bilen så jeg ham stå i mørket med sin plastikpose og vente på bussen.
– Og det wa’ sa’ Jåhannes, sagde Jonna og smilede indforstået.
Jeg faldt hurtigt til derude. Man var overladt til sig selv, med sine vogne, sine bakker, tallerkener og glas; sit ansvarsområde. Man kunne selv sætte det i system og effektivisere, gøre det til en konkurrence med en selv, en leg. Nye måder at pakke bradepanderne på i maskinen, så der kunne være flere på samme tid – Johannes havde konsekvent kun kørt en ad gangen – og nye måder at fordele tallerkenerne i opvaskebakkerne på: først alle sammen ud af vognen og stablet i vasken, så fire op i hver hånd, klem i den ene side, og pres dem ned over tænderne i bakken, voilá, en bakke, to bakker, spul det hele på en gang, sjang-sjang-sjang, vandet står i alle ret-
ninger, det er en del af fornøjelsen, at man bliver plasket til, varmt vand, dam-dam, afsted ind i maskinen. Og så videre.
Og fordi jeg var så glad for det, kom Rasmus også snart ud og skulle se, hvad det var for noget. I begyndelsen noget tvunget i sin tilgang, hele tiden ud og ind ad svingdøren omme bagved, ud i det frie rum i foyeren, som de kaldte det, hvor luften var frisk og kølig, og man mærkede, når man kom inde fra køkkenets tranghed, hvor megen plads man havde omkring sig: han kunne bruge et kvarter på at tjekke, om nogen havde efterladt en tallerken eller en klat ketchup på et af bordene derude, stå og gnubbe med kluden i en evighed, hvis han fandt noget, og – det fortalte han mig senere – også hvis han ikke gjorde.
Moren havde åbenbart været efter ham, det mærkede jeg, der havde været en af de diskussioner imellem dem, som jeg kendte så godt – og denne her tilsyneladende af en intensitet, så den ikke helt var vejret af endnu. De talte ikke sammen, når han var på arbejde – i de tidslommer af kortere og længere varighed, hvor der ikke var nogen kunder at betjene, og Jonna kunne sidde omme ved os, ved det lille bord med en avis og en smøg og en kaffe, sank Rasmus helt ind i opvasken, arbejdede koncentreret, men fortsat uudholdeligt langsomt, med spuleren i hånden og nakken bøjet, mens Jonna kunne sidde på sin taburet og se på hans ryg med et opgivende og bebrejdende blik.
– Hvaffa’ ka’ do’ ikk’ vær’ lissom Jaggab? Prøw’a’se, hvor gla’j han gar til arbejdet!
Rasmus og Jonna havde haft den her ting – noget, jeg mente at have gennemskuet, at Rasmus havde fundet på allerede i de små klasser (en tidlig udfoldelse af hans senere så iøjnefaldende manipulative evner; et tidligt eksempel, kan man sige, på hvad han skulle vise sig at være i stand til) – hvor han havde sikret sig at være kronisk fritaget fra idræt på grund af en dårlig tå. Jeg havde mærket denne samme gnistren mellem dem, når tåen kom på tale, at moren ikke gad købe ind på den længere, men at han, omvendt, stod fast på sin ret til at kræve, at hun gjorde det. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der aldrig har været nogen dårlig tå. Det var denne magtkamp, der kom til syne, både i hans måde at tilgå arbejdet på, og i det, at han overhovedet var der.
Men da den første løn blev udbetalt, skete der et skred. Det var ikke, fordi han blev direkte engageret, men –man kan sige, at han overgav sig. Insisterede stadig, som jo selvfølgelig også jeg, på at gøre tingene på sin måde, i sit eget tempo, men nu med en tilgang, der lod freden indfinde sig mellem ham og moren. Det havde også noget at gøre med, fortalte hun mig en aften i den røde Escort, at hun havde sagt til ham, at truckerne havde spurgt hende, hvad fanden han da var for et pattebarn. Vi blev kolleger: der gik ikke længe, før vi begge var droppet ud af skolen og blevet fuldtid i opvasken. Og snart blev vi også lært op i kassen, og siden også køkken-
et, så vi kunne gå til hånde, hvor der var brug for det. Vi lærte at sidde med ved personalebordet med smøger og kaffe (vi lærte at ryge), holde øje ud af øjenkrogen med den lille sort-hvid-skærm oppe på hylden med dessertglas, om der dukkede nogen op, der skulle betjenes. Vi lærte at sidde der og sludre med vores kolleger om arbejdet og dagligdagen, nyhederne, der skraldede ud af højttaleren i hjørnet over vasken, og musikken, de spillede på The Voice, den uendelige repetition dagen lang af de samme hits, der uge for uge blev forældede og skiftet ud med nye hits, som værten beskrev med nøjagtigt de samme himmelhenrykte gloser. Og vi lærte vores kolleger at kende:
Der var Laila, der boede nede i Kolding med sine otte katte i en lille lejlighed, og i mere end et årti af sit unge liv havde taget turen op om morgenen med tog og bus; her havde hun fundet en ro, det ikke var nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved – en ramme, hvor tilværelsen kunne udspille sig uden videre risiko for udsving; Laila var altid glad, og undveg tappert enhver samtale, der var på vej til at bevæge sig ind på noget, der vedrørte menneskelige relationer eller andet, der kunne få den glæde til at vakle. Hun var sine muntre konstateringer: affærdigede enhver forstyrrelse i sin eller arbejdspladsens trummerum med en konstatering, der kunne sætte punktum for hvad som helst, og dirrede af den samme stædige livsglæde, som oppebar hende: hendes fingeraftryk. Jonna havde selvfølgelig kendt hende så længe, at
hun ikke havde kunnet undgå at se andre sider – været hjemme hos hende og set, hvordan kattene virkelig var en erstatning for den familie, hun ikke havde – hun elskede dem oprigtigt, forkælede dem og lod dem gøre, hvad de ville (kradse hende inklusive, når hun sov inklusive). Og hun havde også oplevet hende græde, engang de fik en øl efter arbejde.
– Det’ sgu no’j værre no’j, Jaggab, sagde Jonna, men så må hon krafte’me og’ bar’ ta’ sig sammen, asså … det ka’ da gadt vær’, hon er grim, eller hva’ fan’, man snar’ ska’ kald’ ‘et, ikk’å, men asså – det er vi anner’ sgu da og’. Hvis der er no’j, man gern’ vi’ ha’, så blyw’ man sgu da og’ nø’ til at gør’ no’j for at få’et. Al’ chafuffører’n, de jo krafte’me vild’ mæ’ hend’!
Og der var Jette, der kom ovre fra Middelfart, og havde en datter, der også var hos os en kort overgang, en trefireseks vagter, så vidt jeg husker, og havde farvet håret i samme falmet-orange farve som moren, klippet det i samme kortpjuskede frisure: den fynske udtale var velholdt og fuld af vendinger, som kun de to kendte og begreb meningen af. At gå og rydde borde i restauranten, mens man lyttede til Jette betjene en anden fynbo ved kassen, var noget, der kunne få en til at arbejde langsomt: satiren var en rus, man ikke ville misse et sekund af.
Og oppe fra Silkeborg og der – sådan beskrev både Jonna og hun selv det – havde vi Yvette med de slaviske træk og en stemme, der også bar præg af mange år uden
overvejelser angående mængden af cigaretter, den blev luftet med. Her var Jonnas dybe, drønende bas erstattet af en mere traditionel, hæs skærebrænder. Og hvor Jette, til eksempel, var evigt morsom i sine reaktioner og bemærkninger – uden man helt kunne bedømme, om hun var klar over, at hun var det – var Yvette alvorlig som graven med sit stenansigt. Yvette havde erfaring fra et liv, man ikke havde lyst til at spørge ind til: humor blev mødt med en skulen, morskab kunne man ikke spilde sin dyrebare tid med. Yvette ville have dybere, filosofiske spørgsmål på banen, hvis der skulle tales om andet end den konkrete opgave, der lå for hånden. Og – det lå der ligesom i den ro, hvormed hun arbejdede, måden, hun betragtede sine hænder og de redskaber, de betjente – også den konkrete opgave rummede dette dybere filosofiskes sandhed.
De blev karakterer i den sitcom, vi gjorde vores virkelighed til. Når vi havde fri og lå i solen på det let skrånende tag uden for mit badeværelsesvindue, beskrev vi små scener for hinanden, hvor de optrådte med de adfærdsmønstre, vi havde tillagt dem ud fra den brøkdel af deres person, vi havde fået lov at opleve i arbejdstiden. Én lang hån af deres vanvittige alvor, deres storslåede problematiseringer af de mindste situationer, deres bagtalerier og ærlige falskhed. Deres farverige buket af dialekter og lokalkolorit, som selvfølgelig måtte og skulle knyttes sammen der, ude i motorvejsnettets knudrede sløjfer; denne deres konstante opvisning for os af, hvad mennesket er for et væsen.
Det var åndssvagt. Vi var atten.
Og så var der Tania.
Hun var på vores alder, ikke meget ældre, enogtyve, og med en indgroet fortabthed – det var i hvert fald sådan, vi så hende – der udviskede de tre års modning og bragte hende i balance med os og vores udvikling. Vi var de kulturelt belevne attenårige drenge, der lå på gulvet hjemme på Rasmus’ værelse og græd til Eminem og The Doors, når pillerne og vodkaen opløste vores hummerskjold og gav musikken adgang i alle dens detaljer – og hun var partypigen, poptøsen fra Uldum med affarvet hår og ansigtet klattet til i mascara og eyeliner, der ikke gik op i noget som helst andet end det: at have det sjovt, og så selvfølgelig at tjene penge til at have det sjovt.
Ingen kunne sige tingene som Tania. Ingen kunne punktere en sorg eller en besættelse af en sandt at sige fuldkommen ligegyldig bekymring som Tania. Med en enkelt sætning, som hun ikke behøvede at tænke videre over – som hun slet ikke kendte muligheden for at tænke videre over – kunne hun spidde vores tåbelighed uden selv at være klar over, at hun gjorde det. Det var bare hendes natur. Visdommen lå i hendes gener.
Så kastede vi os for hendes fødder og takkede hende som en gud. Så forstod hun endnu en gang ikke, hvad det var, vi mente, hun havde sagt, og det var heller ikke til for os at forklare det. It simply is, var alt, vi kunne sige. Og med en grimasse, som kun Tania kunne anlægge, gjorde hun det klart, at hun godt nok syntes, vi var nogle underlige nogen.
Og selvom hun sørgede for at opretholde en facade af, at det var hende fuldstændig uden betydning, om det var en af os, eller en af de andre, hun skulle have vagt sammen med, mente vi (talte vi om ude på taget) nok at kunne mærke en oprigtighed neden under den opstyltede, nærmest ironiske begejstring, hun gengældte vores med, når vi så hende stå der ved kassen i den beige polo, som alle medarbejdere gik i, men som så så anderledes ud på hende.
Ja, det mente vi. Og vi talte mere og mere om Tania. Hvor modbydelig verden var mod hende – det var vi sikre på, og enige om. Tania var en ælling, en pindsvineunge, et dun, en valmue blandt mælkebøtter.
Hvem kunne finde på den mest ophøjende definition?
Ingen begreb begrebet Tania!
Og fordi vi var de unge derude, og tilbragte så meget tid sammen i bistroen, var det kun en naturlig udvikling, da vi begyndte at ses privat. Men for mig og Rasmus var det alligevel uvirkeligt, da hun en dag, vi nærmede os luk, kom og spurgte, hvad vi havde af planer efter fyraften.
De store, skinnende øjne plirrede drillende fra den ene til den anden.
Man så, at hun nok havde en idé om, hvordan det spørgsmål ville blive modtaget.
Og også det var der en velsignelse i.
– Jamen det var noget med noget vodka og noget, svarede vi i kor.
At feste, kaldte man det.
Jamen det var hun da klar på.
Hun havde forældrenes Mondeo.
Det var der, hun blev vores Tania. Det var mig og Rasmus og Tania. Vi kørte timer og halve nætter væk i Mondeoen, lod DJ’en på The Voice om at bestemme musikken – Usher feat. Ludacris & Lil Jon, Maroon 5, Nik & Jay, Kelis, T.I., Eamon, N.E.R.D., Britney Spears. Ud til stranden, sidde der i bilen og lade flasken gå rundt, mens månen voksede over fjorden, videre op i dyrehaven og stikke af i mørket mellem stammerne, blive væk fra hinanden, panikken melder sig, og blam: der sidder Tania i bilen og har slået fjernlyset til, så det slår langt ind i skoven – skovbundens vinterbrune løvfald, stammernes skinnende bark – omfavner vores kroppe og gør os til uidentificerbare humanoider, skikkelser på to ben, famlende os mod vort fartøj.
Tania ser på os fra bilen og ser to væsner, hun ikke forstår; det er selve legen.
Tania får os sikkert hjem.
Læsser os af ved min lejlighed og kører til Uldum.
Og endnu mere talte vi om hende. Det var en form for begær, som ikke egentlig var seksuelt, så meget som det var et spørgsmål om, at hun skulle udfylde rollen som ideal for det kvindelige i vores imaginære teater.
Det seksuelle, der dukkede op i vores samtaler, var kun endnu et udtryk for det.
At sætte hende op på en piedestal. Men en piedestal i det univers.
De andre karakterers intriger udspillede sig rundt om hende.
Kvalt i grin dystede vi om at overgå hinanden i langt ude fantasier: vores elskede, nuttede Tania.
Men hun var Dannys: vi havde aldrig mødt ham, men hun havde vist os et billede. Engang havde hun givet efter for vores plagen og ladet os få det at se – ellers holdt hun ham for sig selv – et polaroid, hun havde i sin pung, hvor han havde været i slåskamp og fået flækket læben: selvom det var i sort-hvid, så man tydeligt selvbruneren, og at håret var affarvet. Når hun ikke havde bilen, kom han og hentede hende i sin sølvgrå Corrado, holdt nede foran lejligheden i gadens stille rend af mennesker, der var på vej i byen, og brummede med anlægget, viste aldrig så meget som en kind i en bilrude, kom altid hen ad et-to stykker, inden det blev for sent, og inden nogen af os rigtig blev fulde, det var sådan, Tania ville have det, hun skulle fandeme ikke ligge og rode rundt på et eller andet gulv – som hun udtrykte det.
Det var en drøm, der gik i opfyldelse, med den vægtløshed og tyngde af drøm, der går i opfyldelse, når hun blev hos os til ud på morgenen: når hun og Danny var uvenner.
En enkelt gang fik vi faktisk en arm at se, og det var også med lidt af følelsen af en drøm, der går i opfyldelse: en dag Tania skulle hentes, og han holdt dernede – som altid var vi henne i vinduet og kigge, mens hun krydsede gaden i sine hullede jeans – og der: i det nedrullede bilvindue lå den: hans arm, Dannys arm, brun og med
et hvidt lysende sølvarmbånd ved håndleddet. Meget tyndere, det gik vi straks i gang med at snakke om, end vi havde troet – ikke den pumper, vi havde forestillet os.
Men så var det, alting ligesom begyndte at mutere.
Det er en lov, tør jeg sige nu, at det, der hviler, vil blive bragt til at vakle, så det kan blive noget andet; noget nyt kan tage dets sted.
Verden uden for transportcentret begyndte at blande sig.
Det startede en søvnig lørdag som så mange andre. I mangel af bedre gik jeg rundt med min klud og tørrede borde af: En klud har seksten sider, gik jeg og tænkte, det fik jeg altid tænkt mange gange, når jeg tørrede borde af – det var et mantra, Laila havde lært mig tilbage i begyndelsen, mens hun viste, hvordan hun foldede kluden på den ene og den anden led, foldede den ud og vendte den og foldede den igen og igen.
Men så: gennem ruderne ud til foyeren så jeg pludselig de sortklædte sikkerhedsvagter.
En – to – snart otte mand – rutineret gled de rundt derude og undersøgte stedet.
Så kom Jette farende.
– Det er prins Henrik, der er kommet på besøg, sagde hun.
Og jeg tænkte først, det måtte være en form for vittighed – en af de fynske talemåder. Jeg kom med en kort høflighedslatter.
Men så gik det op for mig: det var faktisk prins Henrik. På vej gennem landet i Krone 1 var de blevet nødt til at holde ind ved os, så han kunne låne toilettet.
Man havde vurderet den mindre overrendte centerbygning et mere sikkert, mindre udsat sted end den folkelige McDonald’s.
Og sandelig – nu kom han derude: høj, ene, i den kongeblå habit, ligesom famlende sig frem: sikkerhedsvagterne holdt sig på afstand, diskrete i deres dækning.
En tilværelse så tæt på almindelig som muligt.
Prinsgemalen.
Hele Centerbistroen holdt vejret.
Ude i køkkenet blev der kigget med på overvågningen.
Jeg tørrede borde af.
Majestæten forsvandt ind ad den hvide dør til toiletterne: med ét fremstod dens anonymitet urimelig –forandret. Aldrig skal jeg glemme det lille smæk, da den lukkede efter ham. En sikkerhedsvagt stod i døren til restauranten og holdt øje med os derinde – fordi det var weekend, var der kun få chauffører; en nede i hjørnet, der sad og så ud til at være faldet i søvn, og en anden, ved døren ud til terrassen, der ivrigt hviskede i sit headset.
Og dette hørte også med: en ældre, hjemløs mand nede fra byen var for nogle måneder siden begyndt at overnatte på vores toiletter. Alle vi medarbejdere var bevidste om den kvalmende stank af menneskeligt forfald, der havde sat sig i væggene derude, og som den kongelige ikke kunne undgå at blive konfronteret med.
Jeg så ham ikke gå igen. Jeg passede mit arbejde, var ude i opvasken med en vogn med bakker, og da jeg kom tilbage, var han væk. Jeg gik ud i foyeren og så ned gennem bygningen: ikke skyggen af sikkerhedsvagter. Og langsomt fandt alting ind i sin vante rytme igen. Laila bredte sine sandwichboller ud på bordet, dyppede dejskraberen i spanden med salatmayonnaise; Jette fløjtede, fyldte op med Ramlösa og Cocio i montren. Det var, som om han aldrig havde været der.
Men det var efter den dag, det hele begyndte at falde fra hinanden.
Og dermed ikke sagt, at det var prins Henrik, der gjorde udslaget. Han var bare det første symptom –som jeg fik øje på, i hvert fald. Årsagen – og her er der naturligvis tale om en efterrationalisering; min hukommelses nødvendige fiktion – årsagen var Rasmus.
Han havde igen været inde at ændre på rækkefølgen af livets kortspils spillekort: pakket dem.
Han havde udnyttet sin næsten magiske (eller i hvert fald hypnotiske) indflydelse på moren til at få det arrangeret sådan, at han altid havde vagt sammen med Tania; han, og ikke jeg – mig havde han samtidig fået rangeret ud på et sidespor. I starten tænkte jeg ikke videre over det, syntes bare, der begyndte at tegne sig et mønster af tilfældige nødvendigheder i Jonnas planlægning, men så – efter den dag med prins Henrik – var det, som om jeg vågnede op. Nu kunne jeg se, at Rasmus og jeg heller
ikke havde tilbragt så meget tid sammen, som vi plejede. Ikke nær så meget tid.
Og jeg tog mig sammen – jeg husker det som ganske nedværdigende for mig – og ringede og spurgte ham, hvad det var, der foregik. Men han forstod overhovedet ikke, hvad jeg talte om – sagde han – og sagde så, at han ikke havde tid til at snakke, og lagde på. Da han en dag mødte ind, mens jeg var på vej til at gå, og jeg insisterede på, at der foregik et eller andet, rystede han bare på hovedet og gik sin vej; omtrent samme attitude, som han havde haft over for moren i begyndelsen – syntes tydeligvis, jeg var åndssvag, måske endda paranoid. Eller ville – det var sådan, jeg oplevede det – i hvert fald gerne have mig til at tro, at han syntes det.
Og ikke længe efter prins Henriks besøg dukkede den nye Laila så op. Det måtte jo komme: balancen var skredet og ville nu hælde – som så meget andet – den Laila, vi allerede havde, ud af sin magelighed. Der var ingen vej udenom, at hun nu kom til at gå under navnet Gammel-Laila, mens den nye, der kom fra Hedensted og ganske rigtigt var et par år yngre, overtog det navn, der ellers altid havde peget på hende.
Den nye Laila sad for det meste ved personalebordet, hvor taburetten kun udgjorde et småt og ukomfortabelt støttepunkt for hendes krop; inde i køkkenet kunne hun knap komme rundt, og kom ofte til at støde til ting, når hun pressede sig igennem eller rakte op efter bøtter og
skåle på hylderne. Hendes bryske humor – som vist mest var et udslag af hendes forsøg på at passe ind – var malplaceret og blev ofte misforstået som ondskab; det blev hurtigt stiltiende vedtaget, at hun var en outsider, der aldrig ville vokse sammen med resten af flokken. Hun blev centrum for stedets bagtalerier, syndebuk, skraldespand for al fællesskabets vrede.
Truckerne fandt hurtigt ud af, at de syntes, hun var morsom – det kunne ikke være anderledes – en slags tegneseriefigur: den deformt oppustede bagdel til de smalle skuldre, det strittende hår og de kraftigtrammede sorte briller, der lå som en forbrydermaske i hendes ansigt. For truckerne var det kun en bonus, at den nye Laila var kommet – de sendte mange indforståede blikke og kommentarer, både til hinanden og os, og som servicemedarbejder har man jo ikke andet valg end at anerkende kundens henvendelser, imødekomme dem ved at forsøge at svare i samme dur.
Men Gammel-Laila syntes ikke, det var sjovt. GammelLaila hånede aldrig nogen eller noget. Hun forstod, at det lige så godt kunne have været hende, der blev til grin på den måde: det var det, man så i hendes ansigt, når nogen gik i gang. Men det, man så, var også det mørke, der havde samlet sig omkring hende, efter den nye Laila var kommet.
Og selvom den nye Laila var dum, forstod hun godt, at hun var nederst, og den bryske humor udviklede sig snart til den modbydelighed, man først havde taget den
for at være. Og fordi den var sand, og ikke blot den vedtagne kollektive indbildning, var den det mere hæslig, bastant, dyb, utilregnelig. Hun svinede samtlige kolleger til; den, der ikke var til stede, var den største idiot i verden – og truckerne skulle nærmest pines til at give op og gå deres vej igen, med den ventetid, hun mødte dem med, når en af dem dukkede op ved kassen, og hun stod de få meter væk inde i køkkenet og omhyggeligt gjorde sig færdig med at lægge peberrod og kapers på et fad drenge til schnitzler. Hun blev den Laila, man gjorde hende til.
Men når hendes familie kom og spiste, var hun en anden. Hun havde fire børn i alderen tre til otte, der lignede hinanden på en prik, og hver havde energi som en hel børnehaveklasse – krybende og springende, malede i ansigterne som tigre og kaniner, myldrede de ind ad døren til restauranten og var snart over hele gulvet. Faren var en bemærkelsesværdigt stille mand, karseklippet og almindelig af bygning, i stramtsiddende, koksgrå sweatshirt fra Carsten Din Tøjmand: en tidens typiske Hedenstedbo, der trods sin ydmyge fremtoning ikke undgik at provokere – i hvert fald mig – i sin nærmest forvænte tagen ejerskab over stedet.
Nu kom de her, og så skulle de fandeme have.
Uden så meget som at sige goddag gik han i gang med at rykke rundt på bordene, trække stole hen, gik op og fyldte favnen med remoulade- og senneps- og ketchupflasker – og bøtten med revet ost kunne han
også finde på at gøre krav på – mens de små drenge og piger knurrede og skreg ad os medarbejdere; tilsyneladende var vi i deres virkelighed en slags hyggeonkler og -tanter, der havde glædet sig lige så meget til deres besøg, som de havde glædet sig til at komme. Man fornemmede, at Laila havde været gavmild med de fantasifulde fortællinger om, hvad Centerbistroen var for et sted, og hvilken position hun indtog her. Liv og glade dage!
Nu talte hun til os i en pjattet og kammeratlig tone, en slags essens i dette højskolefællesskab, som altså skulle findes på vores arbejdsplads, og det med en oprigtighed så vedholdende, at nogle nok kunne være kommet i tvivl om, om det ikke faktisk var den atmosfære, der var den virkelige. Hun så på en med et blik, der slet ikke kendte til de realiteter, det trumfede. Det var smertefuldt at være i. Man fornemmede de evner, hun havde været nødt til at tillægge sig i det liv, der var blevet hendes.
Og egentlig var det også ganske hyggeligt i de timer: Laila var vitterligt en anden, et helt medgørligt og gennemsnitligt menneske, der som alle andre, der forsøgte at fungere i en kompleks social helhed, lagde til og trak fra af sig selv, gjorde plads, underordnede sig.
Men det var og blev et spil for galleriet – en improviseret forestilling, som hun med sin kammeratlighed tvang os andre til at spille med i. Og en dag vi sad om bordet og ventede på det store aftenryk, tog Jonna det op med hende – at der åbenbart havde været et møde, hvor
flere af kollegerne havde givet udtryk for, at de syntes, det var for meget, at Laila sådan inviterede hele flokken på besøg. Det forstyrrede, og hvad fanden var overhovedet idéen i det, hun var jo på arbejde, hun skulle …
Laila protesterede: Jonnas mand og Yvettes datter og alle mulige andre kom sgu da også forbi og åd pølser og spaghetti bolognaise – og engelsk bøf, og det var sgu da den dyreste af alle retterne, så stod Jette og stegte engelsk bøf til en eller anden filejs af en lastbilchauffør, der … uden at betale for det!
– Jam’ da’ bar’ ikk’ en ski’ a’ gør’ ve-et, sagde Jonna. Laila måtte respektere os andre, præcis som vi andre respekterede hende, og så var den ikke længere.
Efter det holdt Laila sin kæft. Med en påtaget alvor – der ikke kunne skjule hendes grundlæggende langsomhed, hendes uhjælpelige mangel på rutine, og ikke forhindrede de små udbrud, når hun kom til at pære noget på gulvet, brænde et hotdogbrød i risteren, glemme rødbeder på en tallerken dansk bøf – koncentrerede hun sig af alle kræfter om arbejdet, og så ikke engang op, når en af os fra opvasken kom rullende med en af vores vogne og skulle forbi.
Og man havde jo troet, at Gammel-Laila ville blive i pladsen til sin død – hvornår den end ville komme – men pludselig en dag lå hendes opsigelse inde på kontoret. På bordet, fint foldet sammen og i konvolut, da Jonna kom ind efter luk og skulle gøre kassen op. Som om det ingenting var.
Der blev stille. Der blev meget stille. Jeg undrede mig: Jonna sagde ikke et ord, før vi sad i Escorten i et af de tomme lyskryds på vej ind mod byen.
– Laila, hon ha’ sagt ap.
Hun kiggede på mig. Jeg kiggede tilbage. Hendes blik sagde det hele: det var fandeme ikke sådan, det skulle være. Lyset skiftede til grønt. Bilen satte i gang. Og det var det.
Dagen efter var det talk of the town ude på transportcentret: truckere spurgte ind til, om det virkelig kunne være sandt, og ude i køkkenet gik vi alle sammen og vidste ikke rigtig, hvad vi skulle sige. Men Gammel-Laila var livet op på en måde, man aldrig havde forestillet sig ville komme til at ske: hun åbnede sig, som hun sad der på taburetten med et kaffekrus hvilende på låret og fortalte, strålede af gåpåmod og vilje – et ungt menneske på vej til at tage den store rejse alene rundt i Asien eller Sydamerika; hun havde fået job som kustode på et museum i hjembyen.
Jonna stod lænet op ad muren ind til køkkenet og røg i stilhed – skulede til os, der ukritisk sad og lyttede til Gammel-Lailas gøren glansbilleder ud af en virkelighed, som i Jonnas øjne var forstemmende: sådan så fornægtelse ud, når man havde den lige foran sig.
I bilen om natten gav hun los for sine følelser omkring det.
– Hon kamma’ sgu da te’ og ke’ sa’ ihjel, Jaggab! Jam’ det gø’ hon da … sa’ ka’ hon sit’ der og sammel støv!
Og jeg så Laila for mig dernede på museet i Kolding, stadig i den beige polo, siddende på en stol i en tom og mørk gang.
Museet. Kustode. Det lød da som noget, der var henvist til en tilværelse i et kosteskab.
Men Jonna havde selvfølgelig stillet hende som garanti, at hun når som helst kunne vende tilbage, hvis hun fandt ud af, at det ikke var noget. Så ville der være en plads til hende, det skulle de nok sørge for. Og det lå mellem linjerne, at man ville tage straffen for at afskedige den nye Laila, hvis det var det, der skulle til.
Men Jonna sagde også, at det var hun sgu for stolt til – at overgive sig og komme flæbende.
– Hin’ fa’ vi sgu ikk’ og se igen, Jaggab. Det gø’ vi sgu ikk’. Hon a’ færdig … hel’ færdig.
Hun talte, som om hun vidste det. Og det gjorde hun nok. Jeg antager, Laila stadig sidder på museet i Kolding, hvis det findes endnu, og noget andet ikke er kommet forbi og har skubbet hende videre. For Jonna havde altid ret, det ved jeg den dag i dag, at i sidste ende har hun altid fået ret i, hvad hun har tænkt og sluttet ud fra den og den givne situation og skæbne, som hun har stået over for – de mange år i transportcentrets midte havde givet hende adgang til en dybere indsigt i så megen almenmenneskelighed, som man kun kan få, hvis man stiller sig det samme sted og betragter de samme mennesker og gerninger igen og igen, dag ud og dag ind; det kræver en vilje til overgivelse, samt evnen til at lade den sand-
hed trænge ind, at også her er alt det til stede, som det er muligt at forstå ved et menneske.
På Gammel-Lailas sidste dag holdt den nye Laila sig for sig selv. Heldigvis var der en del møder ovre i konferencerummene på den anden side af foyeren, som hun kunne dække op til og rydde af efter, og tage sig god tid med. En for en bar hun kasserne med drikkevarer ud fra lageret, og stod møjsommeligt bøjet over skålen med kaffefløder og tebreve og sorterede og rettede på det som en anden blomsterbuket. To gange så jeg hende standse halvvejs tilbage i restauranten og tage sig til hovedet, som for at signalere, at hun havde glemt noget, inden hun i en stor, bred bue fik vendt rullebordet med de overskydende tallerkener og langsomt begav sig tilbage mod konferencerummene for at råde bod på det forsømte.
Så var vagten forbi, og Gammel-Laila tog bussen, som Johannes i sin tid havde taget den, og var for evigt et overstået kapitel. Yvette hentede en spand kogte kartofler og hældte dem over i den store gryde på komfuret, jeg fyldte en bakke med bøffer og varmede dem i ovnen, og Jonna gik i gang med noget på kipstegeren – det var som med prins Henrik: som om hun aldrig havde været der.
Max Steiner, hed ham, der kom og skulle overtage hendes plads. En lille kraftig, rødhåret ung mand ude fra
Tørring, en festlig kollega, der altid havde en bunke røverhistorier i ærmet, altid kunne relatere situationer i køkkenet og meldinger i nyhederne til en eller anden gang, det hele var gået lidt over gevind ude i de små bondebyers scootermiljøer – glødende racist og hippiehader, men på en måde, hvor man forstod, at det bare var det, der var det almindelige der, hvor han kom fra. Det ville være for meget at sige, at han var god nok på bunden, men det, han havde dernede – på bunden – var grundlæggende set noget meget dansk: en aggressiv hygge, intens, kunne man sige, hans udgangspunkt var broderskabet.
Jeg havde mange vagter med Max Steiner, og prøvede flere gange at videreformidle hans morsomme karakter over for Rasmus, men han bed ikke på: Max Steiners kommentarer fungerede ikke godt over sms, og når jeg ringede op i stedet og gengav med dialekt og en stemmeføring, jeg regnede med ville illustrere hans kropssprog, var reaktionen altid slatten. Han havde mødt ham, det var alt, hvad han havde at sige. Og var der andet?
Hvorfor ringer du?
Og knap var Max Steiner kommet ind ad døren, før stedet blev opkøbt af Monarch og nu skulle til at være en del af deres kæde. Det betød i første omgang, at der blev sendt en konsulent ud for, rent symbolsk, at rykke os lidt i ørerne: få øje på de steder, hvor der kunne optimeres. Og det første, der mødte ham, da han kom gennem svingdøren til køkkenet, var selvfølgelig Max,
der spillede fodbold med en af de frosne bøffer – og som et udslag af hans evindelige trang til at underholde sparkede den hen for fødderne af den indtrædende og råbte ind over!
Så var det farvel til Max Steiner.
Alle kan altid gøre deres arbejde bedre – det var det mantra, konsulenten havde fået stukket i hånden at indpode os.
Og her var der tydeligvis rigelig grund til indgriben: episoden med Max Steiner farvede konsulentens oplevelse af stedet.
Til en slags mus-samtale inde på kontoret så han på mig og spurgte, talte, prøvede at finde frem til, hvordan jeg som opvasker kunne forbedre min indsats. Det blev noget besynderligt noget, som mere var en undskyldning til hans overordnede – han kunne krydse af i sit skema – end det var en egentlig optimering eller forandring overhovedet. Jeg skulle huske at smile, når jeg kom ud i restauranten til chaufførerne, jeg skulle … sådan nogle ting.
Og menukortet fik også en opsang. Monarch havde en idé om, at de skulle følge med tiden, og den dikterede, at der skulle salater og franskklingende delikatesser på bordet – sådan var det blevet i alle de andre restauranter, og sådan skulle det selvfølgelig også være her.
Og hvad – konsulenten kunne næsten ikke tro det –hvad … i alverden var det for noget med, at chaufførerne fik gratis kaffe?!
Det skulle i hvert fald stoppes, og det lige med det samme.
I løbet af nogle timer fik han gennemgået hele denne nye celle i organisationen – han fiskede et ark ud af sin mappe med nogle retningslinjer, der blev hængt op inde i personalerummet, og så sagde han hej og var ude ad svingdøren igen. Gennem vinduerne i restauranten så jeg ham i blæsten ude på parkeringspladsen, fumle med at få låst den hvide firmabil op, slipset, der flagrede, papirerne i mappen, han krammede ind til kroppen.
Så var Jonna på telefonen inde i personalerummet, havde fat i nogen fra koncernen og prøvede at tale dem til rette. Vi andre sad ved bordet i opvasken og lyttede med; hendes stemme rungede tydeligt gennem væggen:
– Hvis vi begynder a’ ænder’ på no’j herap’, så ka’ folk fam’e da lisså godt rend’ ove’ på McDannals!
Det var, som om hun besad en magt over dem, som de ikke var i stand til at håndtere; hun talte et sprog, der ikke kunne læres andre steder end her; hun vidste – det kunne de ikke nægte – bedre, end de nogensinde ville komme til, hvad der var bedst for denne forretning. Og det var vel – for fanden i hunde da – det, de var interesserede i?
Det blev en længere diskussion frem og tilbage gennem adskillige mellemled, der gerne ville vigte sig, men det endte da med, at truckerne fik lov at beholde kaffen. Bedre end det måtte det simpelthen ikke blive.
Og retningslinjerne på opslagstavlen blev efterhånden dækket af andre papirer, bestillingssedler til drikkevareleverandøren, skriftlige meddelelser om ferieønsker og så videre, og når konsulenten kom forbi for at se, hvordan det gik, satte han så en ny seddel op, magen til, på samme sted, oven i de andre.
Men som demonstration af den mere håndgribelige magt, koncernen besad, satte de en ny restaurantchef ind, Niels, han var uddannet kok og havde gået nogle år på dagpenge, men var nu blevet sparket i gang – og skubbet direkte i favnen på konsulenten fra Monarch, for hvem han, også med et skær af det skæbnebestemte, den vægtløshed og tyngde af drøm, der går i opfyldelse, måtte have manifesteret sig som en, der nok kunne sætte lidt skub i tingene, være innovativ og sådan. Et lys. Han havde sine egne knive med, som ikke kunne gå i maskinen, men skulle vaskes i hånden – og det var selvfølgelig ikke lige sådan til at forstå: Jette blev ved med at glemme det, og for Yvettes vedkommende var der skadefryd i hendes underspillede smil, når hun kørte bakken med knivene ind i det drabelige monstrum og med et brag lukkede den i, så den gik i gang med sit velkendte drøn.
Og mere end Niels skulle vise sig innovativ, forekom han medtaget af den lange periode uden for arbejdsmarkedet – han brød sig rent ud sagt ikke om at tage fat, og da slet ikke om at bestemme, det var tydeligt, bange for det endda, blev vi hurtigt enige om, og hele stedet, hele hans situation, at han nu var endt her, med den kar-
riere, han havde i bagagen, i Singapore og Thailand, skræmte ham også, og tog det sidste af hans arbejdsiver fra ham. Hans eneste glæde var knivene – at holde om dem, se på dem, mærke vægten af dem, og minderne, der lå i dem.
Det viste sig, at han havde haft en depression – det var derfor, han havde gået så længe uden at lave noget. Snart kom den første sygemelding. Og da han vendte tilbage fra den, gik der ikke længe, før Jonna fandt ham, krummet sammen og rystende på en spand bearnaisesovs ude i køleren:
– Han ligne’t fuldkammen en lill’ dreng, som han sat’ der og kigget’ ap på ma’, sagde hun senere i bilen.
*
Og nu. Nu står jeg der igen, på parkeringspladsen, hvor jeg så ofte har smidt mig i Jonnas Escort efter endnu en dag i dampen fra maskinen og stegeosen. Nu har man revet det ned, stedet, hele den store centerbygning, med foyer og konferencelokaler og minimarked og bistro. Det er der ikke mere: nu er der et andet sted: der, hvor det var, har man smurt til med asfalt og beton, ujævnt, hastigt, som salatmayonnaise i en sandwichbolle. Det ligner unægteligt et forsøg på at glemme.
Alt det, som har været her. Alt det, som er sket.
Gammel-Lailas brede mund, der former sit smil, som endnu en stamkunde udsynger sit halløj ved disken.
Den hjemløse mand parkerer sin knallert, overlæsset med fyldte plastikposer, og trasker ind gennem porten, sniger sig hen til toiletterne.
Jeg hælder en pose forkogt spaghetti i en dyb tallerken, en pose kødsovs udover, sætter den i mikroen og indstiller på to minutter og tyve sekunder.
Jeg var forbi for nogle år siden, da jeg havde et kort vikariat på et af fryselagrene; jeg skal indrømme, jeg tænkte, jeg måske kunne få en gratis frokost – hvad jeg også fik. Det viste sig, at Jonna havde overtaget bistroen, efter Monarch nærmest havde fået kørt stedet i sænk –nu var hun ejer, erhvervsdrivende, hvor hun ellers altid bare havde været souschef. Hun var i gang med at genskabe restauranten i sit eget billede: der var kommet potteplanter og indrammede fotografier af lastbiler på væggene. Det var en dagligstue.
– Sa’ ma’ vi se, am ja’ ka’ ret’ ap på al’ det lart de har lav’t.
Hun så ud ad vinduet med et blik, jeg først tog som opgivende – eller bebrejdende over for de udefrakommende kræfter, der var skyld i, at vi nu stod her. En længsel mod dengang, hun i det mindste ikke stod med det ansvar.
Men så fortalte hun, hvordan det var gået med Rasmus. Han var kommet ind i en slags forhold med Tania – eller var blevet vedhæng i hende og Dannys, det var uklart, det vidste Jonna sgu heller ikke – men han var i hvert
fald begyndt at køre rundt med Danny i Corradoen og lave bræk – ta’ na’ko og lav’ brajk, som Jonna formulerede det. Så var de blevet taget, og han havde fået en dom og siddet i arresten, og da han kom ud, var det hele blevet endnu værre.
Nu vidste hun ikke, hvor han var. Det vidste hun aldrig. Men han kom da, når det kneb, og han skulle bruge penge – hans misbrug åd en ikke ubetydelig del af overskuddet fra bistroen.
– Men asså heller’ det end a’ han ska’ u’j og gør’ anner’ folk fortræ’j, ikk’å, Jaggab.
Og jeg forstod, at det måske snarere var det, der lå i det blik, hun så ud på parkeringspladsen med: derude et sted befandt hendes søn sig, og han sad i lort til halsen, og var godt i gang med at grave sig dybere ned. Den overudstadsede oppyntning af bistroen blev et udtryk for hendes forsøg på at rette op på den situation, hun selv havde været med til at skabe, da hun fik ham ansat. Og – måske, måske ikke – havde ladet ham få sin vilje med hensyn til Tania og vagterne.
På det nye sted, jeg står og ser på nu, er der blevet smækket en lille diner op – sådan rigtigt i amerikansk imitation, en lille googie-futuristisk candyblå boble med røde sofabåse og creamsoda og burgers og ribs på menuen – hundedyrt, som Jonna ville have sagt.
Den fylder ingenting, som den ligger der, tilbagetrukket på pladsen, hvor den betongrå kolos plejede at
være – for den, som har haft kolossen i sin hverdag og kan sige, den altid har været der, fylder den ingenting.
Og hvor er chaufførerne?
Det er, som om de mærker det på mig, de meget unge mennesker, der arbejder derinde, da jeg går ind for at se, hvad det er for noget – at jeg er en tilbagevendende fra tiden med centret og bistroen, der kommer her helt chokeret og krænket over at de har bygget denne … dette forsøg her på det stykke asfalt, som jeg, uden at ville det, indser, at jeg har et om ikke religiøst, så dybt nostalgisk forhold til.