Jeg skal med til fuglenes fødselsdag er oversat fra tyrkisk efter Kuşların Doğum Gününde Olacağım udgivet første gang i 2005 Copyright © Yapı Kredi Kultur Sanat Yayıncılık Ticaret ve Sanayi A.Ş., 2013 På dansk ved Murat Alpar & Peter Laugesen Omslagsillustration: Zven Balslev Omslag: Thomas Joakim Winther Bogen er sat med Minion og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark 2018 ISBN 978-87-93658-04-2 Udgivelsen er støttet af:
EFTERSKRIFT İlhan Berk er en af de mest originale digtere i den moderne tyrkiske litteratur. Han sagde engang, “Hvis et digt er skrevet og sendt ud i verden, er noget i verden forandret.” Berks digte forandrede den moderne tyrkiske digtning i 70 år. Hans helt nye poetik skilte ham ud som en af de afgørende moderniserende kræfter i det 20. århundredes tyrkiske litteratur og skaffede ham ry som en litterær enfant terrible, endda en “ekstremist”. Og selv om han somme tider blev hånet for sine sproglige eksperimenter, som man mente måtte være en fransk renegats værk, ville kun nogle få digtere i Tyrkiet i dag bestride betydningen af hans poesi. Selv da han døde i en alder af 90 år, mere produktiv end nogensinde, var han stadig en kraft, man måtte tage i betragtning. İlhan Berk blev født i 1918 i den ægæiske by Manisa i Tyrkiet. Netop det år, hvor Første Verdenskrig blev afsluttet. I 1914 havde Det Osmanniske Rige underskrevet sin dødsdom ved at kaste sig ud i krigseventyret på Tysklands side, og i 1919 begyndte Den Tyrkiske Uaf-
115
hængighedskrig, eller Befrielseskrigen, som den hedder i de tyrkiske historiebøger. Befrielseskrigen var egentlig et oprør mod de nationer, England, Frankrig, Italien, Grækenland og Rusland, som havde delt landet mellem sig. Og efter blodige kampe mellem besætterne og de tyrkiske oprørere endte det hele med omstyrtelsen af Den Osmanniske Stat og oprettelsen af Den Tyrkiske Republik. Da Den Tyrkiske Republik i 1923 blev oprettet, var İlhan Berk fem år gammel. Han var altså et barn af republikken. Da han blev færdig med otte års skoleuddannelse i sin fødeby, læste han på lærerseminariet i byen Balıkesir, og efter to år som grundskolelærer kom han ind på Gazi-universitet i Ankara, hvor han studerede fransk. Bagefter arbejdede han i ti år som fransklærer på forskellige gymnasier. I 1956 blev han ansat som oversætter i den statsejede bank, Ziraat Bankası’s publikationsafdeling, hvor han blev indtil han i 1969 gik på pension. İlhan Berks første digte udkom i begyndelsen af 1930’erne i litteraturtidsskrifter som Varlık (Væren) og Uyanış (Opvågnen). Hans første bog Güneşi Yakanların Selamı (Solbrændernes hilsen), som blev udgivet i 1935, var stærkt påvirket af den verdensberømte tyrkiske digter Nâzım Hikmets digte. Men selv i 1930’erne var den tyrkiske digtning næppe kommet ud af den osmanniske poesis konventioner og tilsyneladende strandet i en postmodernistisk underverden. Nâzım Hikmet var dog kommet et godt stykke vej i retning af at modernisere den tyrkiske digtning. I mellem 1928 og 1938 blev Hikmet
116
arresteret og fængslet adskillige gange pga. sin politiske ideologi, og alligevel kunne han så godt som hvert år udgive en ny digtsamling eller et skuespil. Og meget af Hikmets revolutionære poetiske overbevisning, at “digtning bør henvende sig til almindelige menneskers sociale og politiske interesser på et sprog, som er fri for kunstgreb og intellektuelle prætentioner”, levede videre i det efterfølgende årti i Varlık, et tidsskrift, som Berk fortsat bidrog til ved siden af digteren Orhan Veli. Orhan Veli var debuteret i Varlık i 1936. Hans første digte var dog endnu holdt i den traditionelle tyrkiske digtnings former. Men med udgivelsen af digtsamlingen Garip i 1941 skete det for tyrkisk digtning skelsættende opgør med hele den klassiske lyrik. Garip indeholdt ikke kun digte af Orhan Veli, men også af hans to venner, Oktay Rifat og Melih Cevdet Anday. Disse tre havde følt sig så nært beslægtede, at de intet havde imod at udgive deres digte i samme bog. Det tyrkiske ord garip betyder “fremmedartet”, “mærkelig”, “sær”, “underlig”, men har også undertoner i retning af “vagabond” og “omstrejfer”. Orhan Veli levede i hvert fald både i sit liv og i sin senere digtning konsekvent op til titlen på denne digtsamling, mens hans to digtervenner Oktay Rifat og Melih Cevdet senere viste sig at være meget forskellige, og hver for sig meget originale lyrikere. Digtsamlingen Garip var et oprør, de tre digtervenner iværksatte, og ud over digte indeholdt den også et langt forord, som Orhan Veli havde skrevet. I forordet, som
117
lignede en programerklæring, hed det bl.a.: “Fortidens poesi nåede en grad af fuldkommenhed, som dens formål ingenlunde havde gjort sig fortjent til.” Fortidens værker var poesi for eliten, men nutidens digtere, hævdede de tre, må skrive for masserne: “Det vanskelige er ikke at påtage sig at forsvare folket, men at finde ud af hvilken art poesi, der appellerer til folket, og at give det netop den / poesi / … Digtekunsten må forandres fra grunden.” Ud over den chokerende enkelhed i digtene, som optrådte i samlingen Garip, benyttede de tre digtervenner ironien og parodien som et vigtigt middel til at distancere sig fra den klassiske lyrik. Og når man tænker på, at forbindelsen til udlandet på det tidspunkt var afskåret af krigshandlinger og besættelser, kan det forekomme underligt, at denne nye retning i tyrkisk digtning, “den første moderne bølge”, eller “den første nye”, som man kalder det på tyrkisk, slog så stærkt igennem, som den gjorde i de år. Pludselig optrådte og tænkte “den lille mand” i en digtning så godt som blottet for rim, faste versemål og kunstfærdige billeder. Som sagt havde Nâzım Hikmet udført forarbejdet med tyrkisk digtnings modernisering, men det var Veli, Rifat og Anday med bogen Garip og de digtsamlinger, de hver for sig udgav i dens kølvand gennem 1940’erne, som gjorde den “europæisk”, ikke blot til en digtning under indflydelse af først og fremmest den franske (fransk var de dannede klassers vigtigste fremmedsprog), men en digtning på højde med udviklingen i Europa. Og da de tre debuterede, var Hikmet politisk fange, og alt, hvad han havde
118
skrevet og skrev, forbudt: Han var i 1938 blevet dømt for politisk virksomhed og højforræderi ved en militærdomstol i Ankara, og fra da af og indtil 1950 sad han uden ophør i landets forskellige fængsler. Efter løsladelsen flygtede han efter dødstrusler til Sovjetunionen. Men da var Orhan Veli død og “en anden moderne bølge” på vej. Fra sin første digtsamling i 1935 og op til midt i 1950’erne havde İlhan Berk udgivet fire digtsamlinger: İstanbul (Istanbul, 1947), Günaydın Yeryüzü (Godmorgen Jord, 1952), Türkiye Şarkısı (Sangen om Tyrkiet, 1953) og Köroğlu (1955, opkaldt efter den tyrkiske folkehelt og vandrende trubadur, som levede i det 16. århundrede), og digtene i disse bøger var i høj grad afhængige af “den første nye bølge”s modernistiske strategier. Men Berk var sjældent, hvis nogensinde, drevet af ideologier. Det ambitiøse omfang af hans tidlige bøger, deres gådefulde, episke kvalitet og deres musikalske strukturer og rytmer foranledigede en kritiker til at kalde ham “Den tyrkiske Walt Whitman”. Men i 1953, altså to år før Köroğlu, den sidste og mest gennemførte digtsamling i hans “Whitman-periode”, udgav Berk i tidsskriftet Yenilik (Fornyelse) en digtcyklus med syv sammenhængende digte under titlen Saint-Antoine’ın Güvercinleri (Saint-Antoines duer), og denne digtcyklus var et overraskende og afgørende brud med hans poetik, signalerende et paradigmeskift i tyrkisk digtning, lige så dominerende og fundamental som “den første nye bølge”. Det var begyndelsen til en bevægelse, der senere kom til at blive kendt som “den anden nye”.
119
Af nogle kritikere blev denne nye digtning beskyldt for at være “abstrakt”, “absurd”, “blottet for mening”, “indadvendt” og “deformeret i form og indhold”. Oven i købet udstillede den en enestående optagethed af “individualisme” og “formalisme”. Desuden var det en digtning, som “vendte samfundet ryggen”, og i dette kunne kritikerne genkende et oprør, ikke mod tradition i sig selv, men mod en tradition af digtning-som-appel-til-folket. Den nye digtning, hævdede en kritiker senere, var en reaktion mod kortfattetheden og enkeltheden i Garip-bølgens digte. Garip-digterne havde forvandlet forestillingen om, hvad et digt kunne være på tyrkisk, og i et dybt affekteret og begrænsende kulturelt miljø var deres bedrift ikke mindre end revolutionær. Men mens den sociale optimisme i årene lige efter Uafhængighedskrigen fandt udtryk i Garip-digte, var optimisme for mange digtere i begyndelsen af 1950’erne blevet til modløshed. Efter slutningen af Anden Verdenskrig var den republikanske regerings reformistiske partiprogram begyndt at se værdiløst ud, og reformernes pinefuldt langsomme tempo sidst i 1940’erne førte til Tyrkiets første multipartivalg. Det var det demokratiske parti, der vandt valget, men den nye regerings tid blev langtfra en lys periode i Den Tyrkiske Republiks historie. Åbenheden i Garips demokratiske retorik så nu ud til at være farligt udsat i et mere og mere lukket samfund – et samfund, der svingede voldsomt mellem sociale reformer og konservatisme. Det var en tid, som var præget af regeringens brutale realpolitik, under hvilken digtere rutinemæssigt blev ar-
120
resteret og fængslet. İlhan Berks digtsamling “Sangen om Tyrkiet” fra 1953 bragte ham for den offentlige anklager med beskyldning for at fremme kommunisme, og kort efter frifindelsen fulgte hans skift til en mere abstrakt, sammensat og kosmopolitisk eksperimentalisme. Ikke kun Berk men mange andre digtere var begyndt at synes, at “den første nye”s naive, optimistiske lovprisninger af hverdagen, var tragisk malplacerede i en tid, hvor friheden til at tale om sociale problemer blev undertrykt så voldsomt. Det var ind i sådan et politisk klima, Berks berømte digtcyklus “Saint-Antoines duer” faldt med dens splittelse i mindre digte, dens nedbrudte grammatiske sidestillinger, dens seksuelt vovede og historisk indstillede retorik og dens radikale fornægtelse af “den første nye”s åbne hverdagssprog. Og hvad der begyndte med “Saint-Antoines duer”, var en digtning, hvor tidligere forudfattede forestillinger som jeget og identitet, autoritet og historie, sprog og frihed principielt blev anfægtet og draget i tvivl. Faktisk tog “den anden nye” intet for givet, ikke engang selve meningen. Hver eneste digtsamling Berk udgav efter 1953 var et nyt og overraskende – nogen gange endda chokerende – sprogligt eksperiment. Fra surrealisme til konkretisme prøvede han alt i modernismen. De franske surrealisters værker og deres samtidige europæiske avantgarde var inspirationskilder for Berk og de andre digtere i “den anden nye”. Deres poetiske grundprincip var at behandle et digt som et objekt af den dybeste subjektivitet og fremhæve
121
jeget, individet og det ubevidstes poetiske muligheder. Men i modsætning til digterne i Garip-bølgen havde “den anden nye”s digtere ingen fornemmelse af fælles mål, heller ingen programerklæring. Men Berk var ofte i centrum af offentlig debat og overtog rollen som uofficiel talsmand for den nye digtning. Digterne i “den anden nye” var fra begyndelsen af 1950’erne til slutningen af 1970’erne i allerforreste linje af den hurtigste og mest dynamiske fornyelse og forandring i tyrkisk digtning. De skabte noget af den mest fantasifulde, udfordrende og komplicerede digtning nogensinde skrevet, og den er lige så relevant for tyrkisk digtning i dag, som den har været før. İlhan Berks arbejde efter 1953 var encyklopædisk i omfang med intime, sanselige detaljer. Han var en magiker af det oversete, tryllende det almindelige ind i objekter med ualmindelig skønhed. “Jeg er imod de digte,” sagde han engang, “hvor man kan fortælle, hvad de handler om.” Berk var forfatter til mere end tredive digtsamlinger, samt litteraturkritiske skrifter og selvbiografier, og oversatte et udvalg af Ezra Pounds Cantos og Arthur Rimbauds digte til tyrkisk. Han var også en anerkendt billedkunstner. At skrive digte var en lidenskab for ham. Han sagde: “Jeg betragter verden som et sted at skrive, ikke et sted at leve.” Hans bøger var resultat af en proces af et stadigt og omhyggeligt raffinement, og selv om hans sprog aldrig holdt op med at ændre sig, forblev hans vision bemær-
122
kelsesværdigt klar. “Det vigtige,” sagde han, “er at leve poesiens liv; skrivningen kommer altid senere.” Murat Alpar København, september 2017