Texas Longhorn no. 9: Cecilie Lind

I sommerhus

i december Skal jeg lege far mor og børn: De sad omkring et bord. Ingen tog notits af hundens gøen.

Og ingen så på hinandens ansigter. Og alle så ned i tallerknerne mens de tyggede.

Forloren hare!

Far sagde: Se og læs fjernsyn og bøger du ikke siger til andre at du ser og læser Elsk Eller lad være Undgå stramme bukser, undgå hårde øjne, undgå højt belagt smørrebrød Bryd dig ikke om yoga men dyrk det Du er et træ Du er træt, hele tiden er du træt

66 Cecilie Lind

Segn! Sov! Drøm!

Lad ham sove Træk vejret Hed noget

Navnet er vuggen og vuggen er månen og månen er en boomerang Alt det lys der kommer tilbage til dig, hæg om det Gør dig mere lysende end sneen Vær i dit hjem som et spøgelse der hjemsøger sin søster er i søsterens hjem Alle er trætte af far

67 Tema: Det andet

Søn sagde: Du har ret far.

Datter sagde: Kroppen vil stoles på. Sneen faldt, virkeligheden hører op.

Kast blikket på fuglen der er død, den lå på stien. En kylling senere, der gjorde gal. Det tog for lang tid at tilberede rodfrugterne. Kontrollen der går fløjten når det ikke længere er en mulighed at smile sig nærmere udødeligheden. Spinaten mellem tænder, ukommenteret. Sig ikke til nogen hvad øjet blev givet til brønden i bytte for, hold tæt, rend ikke med sladder som en ravn. Iveren over hvilen gjorde mere skør.

Barnet findes. Se havet. Se den sten: helt vildt hjerteformet og så smuk. Mærk hånden i hånden. Håb på mindre blæst i morgen. Mindre kulde. Håb på rav. Eller sol. Sneen er for skingrende lys. Sneen kan ikke fotograferes. Apparatet giver fortabt. Et fodbad, en støvsuger. Det kommer ud på et. Kulden går i knoglerne. En æske med knappenåle blev tabt i sengen. Det bliver en spændende nat. Alle madonnaer ser med. Håber på smerten. Det onde bor ikke i knoglerne, men i huset, måske. Det onde er vildfarelsen: at der findes noget roligere end en elskets åndedræt. Men det gør der: en tomat tabt i sneen, så lysende rød. Plukveerne tager til. Der er blevet skreget for meget. Mens teen trækker, mens telefonen lader op. Arbejdet kalder. Fjender skal skaffes på halsen.

Men her er så øde. Stranden er kun til for sig selv.

68 Cecilie Lind

Alle elsker datterens lysende øjne Mor sagde: Hvorfor så kælen foran spejlet? Lod stå til og mistede min rankhed, mistede det bedste: fuglen i mine øjne. Hahaha.

Skiftede jakke, og jog et hjerte til blods med en pil, tyggede drøv på afvisningerne, led lidt, og lod vinduet stå åbent om vinteren om natten når jeg skulle sove, kunne kun sove i kulde, kunne kun håbe på: feberen, den der led mine tanker på afveje, at jeg døsede hen, og jeg kunne nå at hente drømmene ned og forstå dem, og glemme dem, og glemme at jeg skulle passe på mig selv, og glemme at jeg kendte mennesker, jeg elskede mit vindue, som var enormt, jeg levede på 8. etage, og jeg kunne se parkeringspladsen, og himlen, og andres vinduer. Jeg drak cola. Jeg trak vejret som en død.

Man kan slet ikke høre mine lungers arbejde. Man kunne næsten ikke se mig mere. Jeg var så hidsig i ensomheden, og så sky. Jeg skar mange agurker, jeg gjorde mig stor umage med at dossere mælken. Jeg havde ikke penge nok. Men jeg manglede ikke noget. Jeg ville eje skønheden, først og fremmest. Jeg ville eje mig selv. Være kapabel. Og stærk. Jeg ville hærde. Jeg ville være min neglelak, nærmest. Jeg ville sove alle morgner væk, sådan at der var mindre dag at se i øjnene, jeg ville ikke deltage i fælleskøkkenets fællesmiddag, jeg var den sære, hende der havde de onde øjne, eller måske var jeg bare staklen med det matte blik, jeg kan godt lide at tro mig omringet af fjender, jeg kan godt lide at hade alle for at hade mig, så er det lettere at gå rundt og slukke sin tørst i sit eget bistre savl. Det er lettere at føle sig ensom og suveræn, og højt hævet. Og jeg listede ind, ind i køkkenet, om natten, kogte grøntsager, kildede min hage med spidsen af en gulerod, sneg mig til lidt brød, lod mig ikke skæmme af spøgelset der gik igen på gangene, jeg hjemsøgte selv. Jeg tog metroen, og jeg gik til forelæsninger, jeg trak mine ærmer længere, og jeg gav intet for folks bekymringer, jeg tror at folk bekymrede sig, udtrykte bekymring, men jeg husker det ikke, måske sagde ingen noget, måske gjorde det mig helt ulykkelig, måske sejlede jeg i mit eget lille tårehav, som Alice, og håbede på at glide gennem et nøglehul, og håbede på at solen stod op, og på at hjertet slog, og at nogen ville opdage at jeg

var en død frøs døde sjæl, at nogen ville bemærke den dårlige ånde. Stadig så træls. Men jeg kan ikke lægge afstand. Jeg kan stadig farvelægge mine vipper som før, jeg kan stadig være et insekt med søstre, men jeg er ikke længere den standhaftige, jeg er steget på et tog, og jeg er hjemme igen, uvant med bestikkets klirren, klæder det det barn der er mit at skele til sin søsters krummer, jeg har ikke bedt om havet, eller stranden, til husbehov, men der er sket det at det blev mit, nu slipper jeg aldrig for det, bølgerne som mit blod, skum, fråde, og jeg spiller med terninger om muslingerne, Ingen ved hvem mor er Søn sagde: Jeg ved mere end man skulle tro.

69 Tema: Det andet

Datteren siger: Jeg holder tæt med hvad jeg så en sen aften da alle troede jeg sov sødt Far siger: Blege læber møver sig ind på mig, jeg ser så klart at mælkevejen kræver praktisk fodtøj, tal efter min mund, den siger gerne hvad der er vigtigt at sige, selv samme valmue som jeg så i drømme har nu manifesteret sig som et støn som kommer fra mors læber, lad hende blomstre, natten er ung, jeg venter ikke gæster, men enhver der sender negle i kuverter skal vide at de må melde sig mere mærkbart, et bank på døren går an, alle dådyr jeg har skudt skal tilberedes, mor vil stege kød til hun segner, datter, din spidse tunge skal slikke verden ren, rid stormen af, og øv dig på sangen jeg lærte dig da du var lille, mor bliver så rolig og smuk af at høre din stemme, blid og melodisk, mor skal snart sove, jeg skal ae hendes ryg.

Mælken er lunken, ingen har stillet den på plads, ingen gør sig umage med samtalen. ingen gider troppe op og gøre sig fri af min vrangforestilling.

Køkkenet sejler.