86 Nis A. Ovaska
Føljeton—1. Del
Real life reportage
Kornmod
Uddrag
87
Kornmod
Afrejse Ukraine Havet er gråt og tungt. Står ude på dækket med ansigtet op mod himlen. Solen er derude bag det sølvgrå tæppe. Overvejer om jeg kunne være en sejlertype, ligge og vugge rundt i en lille båd, grille og drikke øl, sejle sydpå og sårn. Spejder ind på stranden, Rostock ser ud til at være en dejlig by. Berlin–Bussen vugger os blidt. Den dufter af citron, klor og sure tæer. Anders virker fraværende, han knipser en serie fotos af mit yndlingskraftværk og tager sig endelig mod til at bryde isen. „Du Nis, ikke for at være kedelig vel, men man skal kende sig selv, det der Ukraine – tror altså alligevel ikke det er mig.“ Jeg ryster på hovedet, nikker og fremmaner et forstående smil. „Jeg forstår dig godt,“ siger jeg. Idiot, tænker jeg. Er vi ikke lige blevet venner, skal vi ikke ud og opleve alt muligt sammen, hvad har du gang i? „Jeg forstår dig godt, det gør ikke noget.“ „Jeg er ked af det Nis, men jeg savner allerede min familie.“ „Det er okay, du skal nyde at have dem. Tænker du så at blive i Berlin?“ „Ja, men det kunne også være spændende at tage til Warszawa, måske være der en dag eller to, og det kunne være spændende at se Beksinski museet – og så finde et billigt fly hjem.“ Kiev Warszawa toget buldrer gennem natten. Fumler ned ad gangen. En slank mørkhåret kvinde iklædt skridt stramme cowboybukser og en sort perleprydet vest, kommer mig i møde. Da vi passerer hinanden drejer hun hovedet, kigger på mig med hårde blå øjne. Gider ikke hendes kedelige øjne – for jeg savner dig. Vågner ved nasale lyde, mine egne, spørger min rejsefælle med den brune hund, om det er nu? Han mumler på russisk, hvad der kunne være et digt, nikker, drejer så hovedet og kigger træt ud på de beskidte forstæder. Jeg trækker
affaldssækken ud i det fri, rygsækken ned fra bagagehylden og forsøger at indstille mig på et gensyn med min gamle ven. Der er gået mindst to år siden sidst. Vi stimler sammen i gangen, tripper som sultne får. Dørene går op. Vi møver os ud. Vinden er fugtig og råkold og sjappet trænger straks igennem mine kondisko. Mike står i den anden ende af perronen. Jeg pifter, han vender sig i et ryk, så hans gråsprængte lange hår står ud til siderne. Jeg kan se han råber, han er ikke alene. Vi smiler og omfavner hinanden i to hurtige mandeknus. „Gamle ven-basse – velkommen til Kiev! Hvor er din ven kunstmaleren?“ „Tak Mike, jamen han fortrød og vendte om, desværre, du skal se hans malerier en dag..“ „Nå, godt du er kommet så, for satan da!“ Mike præsenterer mig for sin ven og tolk, som straks forelsker sig min rygsæk. „Really nice, where did you buy it, my name is Alexander, you may also call me Alex.“ „Hello my name is Nis.“ Lover at sende ham en mage til, når jeg kommer hjem, hvis han da ikke bare skal overtage min, når jeg rejser. „Fuck, her er koldt, Mike! Hva’ gør vi nu? Skal vi tage direkte ind på pladsen?“ „Vi kunne godt tage derind i aften, men jeg vil vise dig noget i et værksted ude i byen i morgen tidligt så jeg foreslår at vi venter til i morgen aften.“ Mike har lejet en bulet Skoda i dagens anledning. Jeg hopper ind på bagsædet og Mike rækker min rygsæk ind til mig, for bagagerummet er fyldt med dæk, metalplader og vandrør. „Tre millioner, måske mere, det er i hvert fald Europas ottende største by.“ „Ottende, er du sikker på det?“ „Ja sgu! 42–43 millioner i hele landet og tre i Kiev, måske fire, de har ikke styr på en skid her – men det er derfor vi er her.“ „For at hjælpe dem.“ „Præcis, min ven.“ Mike smiler bredt. Kan se, at han været ved tandlæge, for han har fået
88 Nis A. Ovaska
monteret mere guld i fortænderne. Hans sorte flyverjakke og kantede guldøreringe matcher Alexanders stofmærke og nitte prydede skindjakke. Brede boulevarder, vi kører mod centrum. Alex parallelparkerer foran et glashøjhus af dimensioner. Vi hopper ud. Mike svinger min rygsæk over skulderen. „Kom, følg efter min makker.“ Alex leder os via en gitterport ind i en slidt baggård op af en serie stejle trapper. Fire dumpe slag på ståldøren. Puslelyde bliver til metalliske smæld. En langskægget dværg i en nusset khakifarvet uniform nikker os ind i varmen. Lejligheden fungerer som en slags safe house. Den minder mest af alt om et bombet kollegieværelse. Mikes venner har sømmet en serie syntetiske tæpper fast i loftet og på flere af væggene, det lykkes dem således at holde dagslyset ude og kulden stangen. Tomme to liters plastikflasker flyder i forgangen. Mike forklarer at de skal bruges som petroleumsdunke og at grunden til at de ligger der, er at han og resten af gruppen kun benytter bagtrappen for at vække mindst mulig opmærksomhed. „Politiet holder helt sikkert øje med os, derfor bestræber vi os på at tage forskellige ruter ind i gården. Det er en politistat det her, men det er heller ikke sådan at du skal have noia hele tiden, du må gerne gå ud, men det er nok smartest at følges ad med os andre i starten.“ „Hvad med den anden lejlighed du beskrev i din mail?“ „Jamen, vi kunne ikke bruge den mere, den skulle istandsættes og noget.“ Mikes svar er undvigende. Jeg sætter min rygsæk og affaldsposen med min sovepose, finder en soveplads og breder mit uldtæppe udover mit liggeunderlag. „Og hvad sker der lige for revolutions-Mike?“ „Der sker ikke så meget, andet end det der sker – jeg er her nu og er med til at udrette noget.“ Mike løfter hovedet og skyder hagen frem. „I iskolde Kiev – in the middle of nowhere?“ „Det er vigtigt det som sker her … det er et-eller-andet-sted oss’ for at træne – til når kampene bryder ud hos os.“ „Og med hos, mener du?“ „When the shit hits the fan, når EU kollapser og verdensøkonomien bryder sammen og til de forestående etniske uroligheder.“
„Ja If, ikk?“ forsøger jeg. „When!“ fnyser Mike. „Og det er så sammen med hvad danske og flere udenlandske medier kalder både ultra nationalistiske og nynazistiske kampgrupper“ siger jeg med det ene øjenbryn løftet og det andet skudt frem, velvidende, at jeg ligner min far. Mike ryster på hovedet og slår ude med armene. „Sikkert det kan da godt være – siger Reuters som russerne gåse-fodrer med lunkent lort.“ „Men nogle psykopater, hooligans, er det ikke?“ „Måske nogle af dem jo, men hovedparten er helt almindelige gode folk, ja, de er nationalister, men de er sgu ikke nazister. Den holder simpelthen ikke.“ „Gør den ikke?“ „Niks, men nu kan du jo selv undersøge det – de er jo heller ikke alene – der er mindst et hundrede tusinde hr og fru Ukraine, helt almindelige borgere på Maidan hver eneste dag.“ Jeg svarer at det har han selvfølgelig ret, og at jeg godt kan høre, at jeg er fuld af fordomme, men at jeg tænker at dette show jo ikke finansierer sig selv og hvem vil gerne styrte Janukovitj, det vil amerikanerne så de kan få fingrene i jorden så de kan dyrke majs og fodre deres køer, så de kan producere billigt burgerkød. „Det er kvinder, børn og gamle damer som kommer med mad og som bliver inde i zonen og trommer.“ „Ja, sammen med en gruppe CIA dobbeltagenter med lommerne fulde af internationale kreditkort, tilknyttet hemmelige bankkonti i Bruxelles.“ Mike svarer at jeg udmærket godt ved, hvad han mener om nynazister og at jeg ikke skal tro på alt hvad jeg hører i medierne. „De kan fucke dem selv i røven, jeg kan ikke klare dem, ikke en skid, men det du ser her, det er nationalister, mænd som forsvarer deres land mod russisk tovtrækkeri fra kulissen, Moskvamanipulation, mænd der forsvarer deres land mod korruption, mænd med hjertet på rette sted, men den tager vi senere.“ „Hmm.“ „Og hvad sker der lige for Nissen i kirken, har du mødt Gud i spjældet eller hvad?“ Svarer at den tager vi lige senere, og at fængselspræsterne jo faktisk gør et godt arbejde. Mike siger, at han sgu nok skal få mig kureret, at jeg lider af Stokholmsyndromet.
89
Kornmod
„Først idømmer de dig fire års fængsel for at flytte rundt på lidt fniseurt, som magthaverne har bestemt er skadeligt for produktiviteten, så spærrer de dig inde i en tidligere tugt og forbedringslejer, og så går du Gudhjælpemig ud og begynder at arbejde for dem, for fanden da Nis?!“ “Ja, men jeg kunne jo for helvede ikke få job nogen steder vel, men jeg er glad for vi ses. Det er jo efterhånden længe siden.“ “Ja, det er oss’ rigtigt, kom lad os gå.“ Sover som en sten, drømmer om dig og om pigen fra toget. I er nøgne og danser ganske tæt, med hænderne på hofterne. I kysser inderligt, klemmer jeres brystvorter og savler ned ad hinanden. Du stopper, begynder at græde og drejer rundt og løber, jeg løber efter dig og råber, men du hører mig ikke. Drømmer også om kirken og fængslet og om et parti 2. verdenskrigsfeltspader, der blev leveret af en høj ranglet fangevogter i røde shorts, pakket i store trækasser, på vakkelvorne halvrådne paller, spader i tusindvis. Adam har sladret og politiet er ved at ransage min kammerats kælder. De har fundet kasserne med knoglerne, messingsamlenumrene og alter lysestagerne fra Dronning Dagmar, som jeg åbenbart også har stjålet. Vågner ved støjen fra hvad der må være en hær af kæmpe duer. Deres hakken og kurren minder mig om togets hvinende bremser, de danser og hopper rundt på karnappens zinktag. Jeg trækker i tøjet, men må opgive min plan om en spadseretur, da det går op for mig at døren er umulig at låse op. Mike sover tungt. Han ligger i fosterstilling med sine tatoverede hænder samlet under hagen. Overvejer om jeg skal tage et billede af ham, Valknuten og dannebrogsflaget på hans hænder, men beslutter mig for at lade være. Ville ikke selv bryde mig om at der var nogen der tog billeder af mig, mens jeg sov. Bestemmer mig for at lade ham sove en halv time mere. Maskeworkshop Det sner og blæser og vi skutter os. Muskelbilerne og de beskidte busser raser gennem gaderne, op og ned, rundt i et sving og over for rødt. Fortovene er hullede og glatte, enkel steder har nogle gadebørn fejet sneen væk og står tilbage og tigger travle forbipasserende om småpenge. Mørkklædte mænd med store hænder og hårde ansigter, stirrer ud på os, mens vi hopper og
springer til trommelyden af tykke blege fingre og brede våde dæk. Alexander køber en håndfuld poletter til undergrundsbanen. Skræmmende stejle rulletrapper fører os dybt ned under byen. „De er bygget så de kan modstå en atomkrig.“ „Okay, Metroen, intet mindre, kæft, de er stejle!“ „Der er efter sigende plads til mindst tre millioner mennesker.“ Vi diskuterer koldkrig, om Ukraine overhovedet har nogle bombeværdige mål og om Stalin i virkeligheden var jøde. Mike brokker sig over muslimerne, kender hans meninger og holdninger til mindste detalje, alligevel fortsætter han ubønhørligt. Alexander nikker og tilføjer: „Religion is like a dick, it’s nice to have one, it’s fine to be proud of it , but please don’t whip it out in public, and start waving it around, and don’t try to shove it down my children’s throats!“ „Ha.“ „Petrovka, det er her, kom, vi skal af.“ Jeg følger efter de andre op i den virkelige verden. Vi stopper ved en udpint madvogn udenfor metrostationen. Jeg bestiller det samme som Mike, en form for falafel i et tyndt durum agtigt brød. Glæder mig til at se hvad de mener med at de har en overraskelse til mig. Mike glæder sig tydeligvis til at afsløre den. Efter tyve minutters gang gennem hullede gader når vi til et misvedligeholdt, engang hvidkalket, etplanshus med skæve pastelgrønne træskodder. “Det er egentligt bare et almindeligt autoværksted, det tilhører Alexanders far og onkel. De er nogle stykker som går herude og bygger, kom med, vi skal ud bagved.“ Brun røg slår os i ansigtet, to voksne mænd i deres bedste alder står og varmer sig ved en sortsveden olietønde. Jeg trækker hænderne til mig ved synet af en lænkehund på størrelse med en bjørn. „Dog is okay, but don’t touch him – old but still strong.“ Alexander går i en bue udenom hunden. „Bare rolig, den er tam som et lam, eller bare lige lad den være.“ Bjørnen gør en serie dybe brøl så metalpladerne på garagen synger. Jeg stikker hænderne i jakkelommerne, stamper sne og sjap af støvlerne og Mike præsenterer mig for Alexanders onkel og en høj tynd, koparret mand. Hænder mødes,
90 Nis A. Ovaska
onklen smiler bredt til Alexander, mens den høje mand, skæver til mig med et brysk blik. „Okay, come on inside.“ Alex åbner døren til et baglokale og vinker os indenfor. „This is secret, very.“ Alexander fører fire fingre over sin hals. Jeg nikker og gør mit bedste for at se alvorlig ud. Lysstofrørene blinker. „We have working here in night for many months now – in general people living here don’t care – they just accept the terms.“ Mike tager over. „Det han prøver at sige Nis, det er, at de har arbejdet her dag og nat i flere måneder.“ Jeg nikker anerkendende til Alexander og den høje koppearrede mand. „Det er revolutionshærens våbenværksted.“ „Hvordan kan I holde det hemmeligt?“ „Det er kun vores folk som kommer her, men vi har også lavet udstyr til de andre grupper, det er tophemmeligt – classified.“ „Top secret.“ brummer Alexanders onkel. „Come, let me show you how we make the gear.“ Alexander viser mig rundt blandt stabile stålborde med bemærkelsesværdig god arbejdshøjde. Det flyder med opskårne, fladbankede olietønder. Disse skæres til brynjer som herefter bliver banket i form. Langs den ene væg står der femten tyve nymalede træ- og metalskjolde. „Cool ikk’ – det er lidt som da man var barn, vi skærer dem selv ud med save og vinkelslibere – svejser det der skal svejses og ellers popnitter vi dem sammen.“ Jeg nikker og smiler. „Cool no?“ „Yes very, like when you are kid.“ Onklen og den høje mand ønsker os en god aften. De skal begge tidligt op, så de vil hjem i seng. Mike klapper ham på skulderne, så hans kedeldragt støver og siger, at der hvor han kommer fra, der sover vi længe, for det om natten vi laver vores penge. Mike og Alexander forklarer i munden på hinanden om vigtigheden i dette arbejde. Politiet har siden revolutionens start i november brugt knipler og gummikugler i flæng. Men hvad værre er; de igennem de seneste uger skudt med både jagtgeværer og særlige sovjetproducerede riot guns ladet med sten, møtrikker og metalaffald og skudt med chokgranater direkte mod civile.
„We need to protect us from them, they are crazy people, evil humans, that actually wanna kill us.“ „Og han har jo ret.“ Mike stemmer i. „De lemlæster folk, skyder med gummikugler og jagtgeværer, indtil videre er der flere hundrede sårede – har fortalt Alex om dine hjelme, og vi har været på nettet og på DBA og kig, har vist ham dine kreationer, det var omkring jul, men der kunne du jo ikke få snøvlet din røv herned.“ „Okay, nej, det.“ Jeg kigger ned i gulvet. „Men Alexander og de andre, de kan rigtig godt lide dem.“ Jeg nikker og smiler og ifører mig en olietønde brynje. Uden tøven griber Mike et afkortet vandrør og hamrer mig resolut ind i den øvre maveregion. Metallet redder mig for det meste af smerten. Hoster og glæder mig til at slå Mike. „Det eneste vi rigtig mangler er hjelme – her kommer du ind i billedet, er du frisk på at bygge nogle, selvfølgelig er du det.“ Mike nikker og smiler. „You will make the helmets?“ „Of course, why not, but also I will like to go and see the Maidan.“ Alexander ser alvorlig ud. Mike puster sig op, smiler som en lille dreng. Hamrer ham resolut i brystkassen, han bukker sammen, hoster og sprutter, at det satme var et værre tøse slag. „We like your armour, it’s super cool stuff – Mike told me a lot about your techniques.“
Jeg nikker, soler mig i de rosende ord. Tænker jeg ikke vil ødelægge den gode stemning ved at fortælle Alexander, at jeg aldrig har lavet andet en paphjelme, hvilket Mike udmærket ved. „What kind of helmets do you use now?“ Spørger jeg. „All kind, soviet army helmets, motorcycle helmets, mineworker helmets.“ „I forhold til politiet – og jo fjender generelt, det er selvfølgelig fart og tempo, vedholdenhed,viljestyrke, men som du ved så handler al kamp også om intimidering.“ „Ja selvfølgelig.“ Mike fortæller om politiets aluminiumsskjolde og om hvordan demonstranterne har lavet deres af olietønder og træplader. „Vi bukker og svejser dem i metal, de har jo hjelme på og så kom jeg til at tænke på dine hjelme. De er helt skøre, især dem med lys – måske du kan lave nogle masker og hjelme med visirer som man kan sætte på en almindelig motorcykelhjelm – bare så’n designe dem – du må selv bestemme hvordan og hvorledes. Du kan få al den hjælp du vil fra smedene her.“ Alexander bliver og sover på værkstedet. På vejen tilbage til centrum køber Mike tre kolde øl i en slags kiosk ved nedgangen til metroen. „Nu drikker vi de her – og skål for Alex, han er en god fyr, en rigtig ven, og så tager vi ind forbi et sted jeg kender og ser hvad der sker.“ „På bar?“ „Ja nogle gange er der livemusik og så’n – og damer, men der er dog nok lidt stille i aften.“
„Okay, hvad med Maidan?“ „Vi bør vente til i morgen, vi skal undgå politiet – specielt os to alene, som udlændinge, i hvert fald når jeg har den her jakke på.“ „Hvorfor går du så rundt i den? Det er da ikke for smart at rende rundt i uniform, når det hele sejler.“ „Hold nu kæft med dit brok.“ Mike smiler og retter på sin camouflageparka. Mike forklarer at de plejer at mødes med en anden gruppe ved en plads, der ligger tæt på Maidan pladsen, tæt på en metrostation. „Så går vi af sted i samlet flok – og er klar til kamp hvis vi bliver antastet.“ „Af politiet?“ „Både det almindelige politi – eller i værste fald af Berkut“ „Berkut, uropolitiet, ikke?“ „Fucking psykopatsvin, de er skånselsløse, no mercy, de smadrer folk som de har lyst, kvinder, børn og gamle.“ Mike viser tænder og fortæller at hovedparten af styrken er rekrutteret fra Østukraine, at de er russere og at russere er ligeglade med liv. I sidste uge fandt man en af lederne for Auto Maidan i en skov syd for Kiev, langt væk, af helvede til ude i en skov. Korsfæstet, gennemtævet, blødende. Mike siger at det er russerne der har gjort det, Berkut, skåret ham over hele kroppen med knive. „Falder du først i hænderne på dem, er du færdig.“ „Det er sygt, Mike.“ „Yes Sir, og korsfæstet du – med knækkede tænder, brækkede hænder og så havde de sgu også lige skåret hans øre af.“ „Fuck.“ Mike fortæller hvordan Berkut, i de seneste måneder har bortført hundredvis af mennesker, kørt dem bort, østpå og fængslet dem i hemmelige fængsler. „Og ikke bare fængslet folk, men simpelthen dræbt og brændt folk.“ „Det var ham med bilerne ikke, hvor systemet sagde at han selv havde iscenesat sin egen kidnapning for at få opmærksomhed? “ „Præcis ja Auto Maidan, jeg kan ikke huske hvad han hedder, men han kom i nyhederne, deres påståede selviscenesatte tortur og forsvindingsnummer har været med til at medierne og vesten og amerikanerne nu har fået øjnene op.“ „Hvem er det så, at du mener, er de gode, dem man skal holde med nu og her?“
92 Nis A. Ovaska
„Patriot Ukraine, Right Sektor, Højre sektor – det er en ny gruppe. De blev formelt dannet her i oktober, november sidste år. Alex er i familie med Sashko Beliy også kaldet Sasha White, han er højre sektors leder i Vestukraine.“ „Okay.“ „De er spydspidsen, de forsvarer demonstranterne og kvinderne, de gamle koner, som kommer med maden, Babusjkaerne mod at blive smadret af Berkut – de er de sande helte.“ Jeg mumler noget om øget nationalisme og højredrejning i Europa og at det er skræmmende
eller i hvert fald bemærkelsesværdigt at så mange her har malet soltegn på deres hjelme og skjolde. „Hold nu op med det kritik-kritik-ævle-bævl, det er som at snakke med min far.“ Får lyst til at slå ham. „Det her handler ikke om soltegn og nationalisme det her – prøv sgu da for en gang skyld at hygge dig lidt, og slap lidt af, hvornår har du gjort det sidst?“ Jeg trækker på skulderne og nikker langsomt. “Nyd det nu mand, nyd eventyret, lev livet!“