Hjælp
62 Jacob Skyggebjerg
Uddrag
Håndjernene skærer mod knoglerne. Selvom de ikke er strammet så meget som betjentene nogle gange finder det fornøjeligt at gøre, kan det stadig mærkes at de er der. Hvor stift og ubevægeligt metallet er. Der er ikke noget at diskutere med. Hænderne kan ikke foretage sig noget, de kan ikke lægges i skødet, kæden trækker, man mindes hele tiden om dem. Man er blevet hentet mange gange nu. Mange gange den banken. Man har lært at kalde alt, hvad der har at gøre med politiet for pansersvin. Det ene pansersvins skaldede nakke, han drejer hovedet over mod det andet pansersvin, de taler fåmælt om ruten. Hvad der er nemmest. Vi er på vej til Viborg. Vi kører på en af de store jyske hovedveje, til begge sider ligger markerne, det er landbrugsland, et område, man kører igennem. Al kørsel her er praktisk. Det er det, folk i de andre biler kan se, når de ser den hvide patruljevogn: Fangetransport. Satan æde den virksomhed, der modificerer disse biler til tjenesten. Man har allergi over for Ford Mondeo. Man kender ikke dette sted. Denne by, man kender den kun for det kraftvarmeværk, der kan ses fra vejen, når man kører forbi, det indikerede i ens barndom at vi var ved at nærme os bedstemors hus, når man var på vej derop med mor i hendes bil. Man kender ikke parkeringspladsens grå SF-sten, det er en kommunal parkeringsplads som mange andre, og højhuset, som pansersvinene fører en hen til, er gråt som dem– en anonym og afvisende arkitektur. For nogle er det et hjem, for andre en arbejdsplads. Betjentene holder døren for en. Man kører med dem i en elevator, opad, efter lidt småsnak trykker den ene betjent på 4. En glad mand i V-hals-sweater kommer springende ud og tager imod. Han giver hånd, han præsenterer sig som Poul R. – han er afdelings sygeplejersken, lederen her. – Du må være Jacob. Han går forrest, man går bagved med en betjent på hver side, man føres ind på modtagestuen. Her slutter en mørkhåret kvinde sig til, også hun er vældig smilende. Hun præsenterer sig som Janni.
63 Hjælp
Velkommen, siger hun. Man får besked på at tage tøjet af. De skal tjekke om man har smuglet noget med ind, våben eller stoffer. Janni tjekker ens taske, tager computeren ud, åbner den, vender og ryster den. – Hvad så hvis jeg ikke vil tage tøjet af, siger man. – Så må vi jo tvinge dig, siger Poul R. fortsat lige smilende. Han står med hænderne i siden og venter. Betjentene lægger armene over kors. Bredstående stilling. – Gør det nu bare, siger Janni, du slipper ikke udenom. – Så tilkalder jeg bare nogle af mine kollegaer, siger Poul R. – Gør som der bliver sagt, siger den ene betjent. – Kom nu, gamle, siger Poul R. Han og Janni gennemroder tøjet, piller i alle lommer og kroge. Fortsat disse maniske smil, også mens Poul R. ifører sig hvide gummihandsker. – Så skal jeg lige have dig til at sprede ballerne en gang. Til sidst fortæller han lidt om afdelingen. De har sådan et fællesrum herude, som de er rigtig glade for. Det er altså lidt bedre end andre steder. Og køkkenet, man skal glæde sig til maden. Og så glæder de sig i det hele taget bare til at lære en at kende. De har en stue klar til en, der skal Janni lige ned og have sat et navneskilt op. – Det er da med c, er det ikke? Man får besked på at tage tøjet på igen, men man nægter. Nu har de lige fået en til at tage det af. Så efterlader de en alene på modtagestuen. Man kan komme ud og hilse på de andre dagen efter. På vejen ud får betjentene lige fyret af at man ikke skal begynde på noget. Poul R. vender sig om og smiler til en. – Endnu en gang velkommen. Man står i boksershorts og ser ud ad vinduet. Så skal vi til det igen. Farvel til den tilværelse, man har skabt ud af asken af den, de brændte sidst. Hvor længe skal der mon gå denne gang, før de slipper en ud. Man håber, man kan slippe for medicinering. Der er udsigt til en sø, en sti langs bredden med løbere og folk, der går tur, villaer og grønt på den anden side. Klar blå himmel. Det banker på døren, Poul R. stikker hovedet ind. – Hej igen, Jacob, det er bare lige lægen, der godt vil hilse på dig. Lægens navn er Mefisto, han er rødbrændt i huden, hans krop er lille og kantet, øjenbrynene er to totter vat i hans ansigt, de holder rynkerne fra at hænge ned i øjnene. De knoklede hænder holder om nogle papirer, som han bladrer lidt i, mens han taler, han ser nærmest ikke på en. Man spørger, hvad formålet er med at man skal være spærret inde, og han siger, de skal observere en, så de kan finde ud af, hvordan de kan hjælpe. Hans kittel er af isflager og i munden har han nåle. Han bløder fra læberne. – Hvorfor har han ikke noget tøj på? Poul R. forklarer at man ikke vil have tøj på, og lægen nikker. Det er noget, han kan forstå. Han snakker lidt med Poul R. om stuen, om den er klar, om hvad der står i papirerne om medicin, om det kan passe, man ikke får noget. – Han skal i hvert fald have det tilbudt, siger lægen. Nu kigger han kort på en, han tager lige bestik. Så forlader de stuen.
Deres banken, dak-dak-dak på døren. Døren i sin ramme, dørkarmen knirker. Her kommer de altså igen, det er blevet tid til endnu en smadring af alle dine tiltag. Nu er det nu, det ved du. Så blev det altså nu. Nu er det dit ansvar at følge med. Du har handlet galt, og må tage din retfærdige straf: Dit liv er intet. Din krop er intet. Du er intet. Find dig i alt. Lær det.
64 Jacob Skyggebjerg
Så skal du på hospitalet igen, du skal ind og acceptere det. Lige ind og vise dem, du ikke har noget at gøre derinde. Med mindre selvfølgelig det er blevet besluttet at der er behov for en længere indlæggelse. Det kommer an på hvad der står i journalen. Deres banken, du er Beethoven, de er kreditorerne ved døren, du kryber sammen ved flyglet. Alle politibetjente har lært den samme banken. Høflig, men bestemt. Det formelle niveau ved handlingen ses i udførelsen. Det er et skær, der ligger om den banken, der bliver sådan set bare banket for en god ordens skyld, de ved, man er derinde. Loven siger, man skal følge med. De må anvende magt om nødvendigt, uanset hvad må de altid anvende magt. Du skal ind og tages imod af en lille smilende sygeplejerske, der tager dig i hånden og ser dig ind i øjnene og siger: Så så, vi har en
plads til dig. Så tilbyder hun dig måske noget til at falde ned på, måske noget benzodiacepin, og hvis du afslår, siger sygeplejersken måske: Nå, det plejer i da ellers at være så vilde med. Bare ligge på stuen og slappe af. Rent sengetøj, stift, gummi på madrassen. Der er ikke nogen tid herinde, stuen er en kulisse hvor lyset ingen magt har. Her skal du ligge og tage den med ro, svare pænt hvis der kommer nogen og spørger. Det eneste, vi kan tale om, er hvordan du har det. Sådan psykisk. Vi kan tale om det, du har det svært med. Bare ikke indlæggelsen i sig selv. Ikke dommen. Pjat med dig. Nu må du lige være rimelig. Gamle jas. Op på hesten. Der skal da mere til at slå sådan en som dig ud.
65 Hjælp
Du kan ikke tale med nogen, du kan ikke fortælle nogen hvor du er, for så vil de blive bekymrede for, hvad der er hændt dig. Du er bare lige forsvundet lidt igen. Som du jo har for vane. Det er sådan noget, du gør. Du tager lige en af dine ture. Det må man tage med, når man har med dig at gøre.