Hjælp
62 Jacob Skyggebjerg
Uddrag
Håndjernene skærer mod knoglerne. Selvom de ikke er strammet så meget som betjentene nogle gange finder det fornøjeligt at gøre, kan det stadig mærkes at de er der. Hvor stift og ubevægeligt metallet er. Der er ikke noget at diskutere med. Hænderne kan ikke foretage sig noget, de kan ikke lægges i skødet, kæden trækker, man mindes hele tiden om dem. Man er blevet hentet mange gange nu. Mange gange den banken. Man har lært at kalde alt, hvad der har at gøre med politiet for pansersvin. Det ene pansersvins skaldede nakke, han drejer hovedet over mod det andet pansersvin, de taler fåmælt om ruten. Hvad der er nemmest. Vi er på vej til Viborg. Vi kører på en af de store jyske hovedveje, til begge sider ligger markerne, det er landbrugsland, et område, man kører igennem. Al kørsel her er praktisk. Det er det, folk i de andre biler kan se, når de ser den hvide patruljevogn: Fangetransport. Satan æde den virksomhed, der modificerer disse biler til tjenesten. Man har allergi over for Ford Mondeo. Man kender ikke dette sted. Denne by, man kender den kun for det kraftvarmeværk, der kan ses fra vejen, når man kører forbi, det indikerede i ens barndom at vi var ved at nærme os bedstemors hus, når man var på vej derop med mor i hendes bil. Man kender ikke parkeringspladsens grå SF-sten, det er en kommunal parkeringsplads som mange andre, og højhuset, som pansersvinene fører en hen til, er gråt som dem– en anonym og afvisende arkitektur. For nogle er det et hjem, for andre en arbejdsplads. Betjentene holder døren for en. Man kører med dem i en elevator, opad, efter lidt småsnak trykker den ene betjent på 4. En glad mand i V-hals-sweater kommer springende ud og tager imod. Han giver hånd, han præsenterer sig som Poul R. – han er afdelings sygeplejersken, lederen her. – Du må være Jacob. Han går forrest, man går bagved med en betjent på hver side, man føres ind på modtagestuen. Her slutter en mørkhåret kvinde sig til, også hun er vældig smilende. Hun præsenterer sig som Janni.