Texas Longhorn #8

NUMMER 8 – 2017

H E L E N E J O H A N N E C H R I ST E N S E N M A R I E LO U I S E LU N D H I L DA H I L ST LINE BROCHORST ANDERSEN S I L JA H E N D E R S O N F R E D E R I K DA N I E L S E N SIGRIDUR LARSEN H A L F DA N V E N LOV ILHAN BERK M U R AT A L PA R P E T E R L AU G ES E N A L E X A N D E R N I C O I N GV E R S E N GÜVEN TURAN L I N DA H A N S E N MAIKEN ABILDGAARD A N I TA F U R U G I T T E E LG A A R D N I E L S E N HILLEVI MELINDER M A N TÓ A R AVA N T I N O Ú T H EO P H A N I S M E L A S JAC O B S K YG G E B J E RG H JA LT E VO N AU G U S TO A B R A H A M S E N PERNILLE ØRBÆK LARSEN CHRISTIAN ORELLANA M AT H I A S E I S S C H U LT Z N I KO L A J TA N G E L A N G E DA N F R I S K P E T E R S E N C EC I L I E B Ø D K E R INANNA RICCARDI KITT JOHNSON P E R M O RT E N A B R A H A M S E N LEAN PEJTERSEN

TEXAS LONGHORN leder

læs

LÆS læs

LÆS

læs

læs

Blad nr. 8 © Texas Longhorn, forfatterne & kunstnerne 2017 Udgivet af Forlaget Gladiator Redigeret af Hans Otto Jørgensen Forsidefoto: Marie Louise Lund Trykt hos Mukusala Printed in Latvia 2017

LÆS LÆS

Læs

Texas Longhorn nr. 8 er lavet i samarbejde med Københavns Film- og Fotoskole.

Er du interesseret i at annoncere i Texas Longhorn? Kontakt: annonce@forlagetgladiator.dk Er du interesseret i at tegne abonnement til dit bibliotek eller uddannelsesinstitution? Kontakt: Anna Sidsel Andersen på sidsel@ forlagetgladiator.dk

Hele Nordens højskole ligger ved Göteborg

Vi tilbyder 6 og 9 måneders kurser.

Du arbejder ambitiøst med dit fag i 36 timer om ugen. Stimulerende nordisk højskolemiljø, som udvider dine sprogkundskaber, viden og muligheder i Norden. Målet er at du er kommet længere som menneske, og med et fag du brænder for.

Undervisningsprog, svensk, norsk, dansk.

Engelsk som introduktionssprog efter behov.

Pris 1200 SEK pr. uge. Danske, færøske, grønlandske og islandske elever kan søge halv friplads.

Start aug. 2017

• Dokfilm • Journalistisk håndværk • Teater/skuespiller • Text & Billede • Sang & Scentræning Start jan. 2018

• Kortfilm • Foto • Journalistisk reportage

www.nordiska.fhsk.se Nordiska folkhögskolan Olof Palmes väg 1 • 442 31 Kungälv, Sverige • info@nordiska.fhsk.se

KÆRE T E KST: H E L E N E J O H A N N E C H R I S T E N S E N FOTO : M A R I E LO U I S E L U N D

4

1. Hvordan kan din døde stemme være lyd, der spreder stilheden, være en hånd, der trækkes gennem vandet?

3. Hun sidder med en notesbog og en kuglepen i hånden. Sollyset får den mørkeblå regnjakke til at skifte farve ved hver bevægelse, solen hælder skygge i regnjakkens folder. Hun skriver hurtigt, standser op i ryk og ser med rynkede bryn og spændte kæber ud over havet, som har trukket himlens blå ind i sig og breder sig ud som et bølgende blågråt tæppe. Vi ved, hvem hun skriver til, han døde for længe siden, og alligevel disse forsøg på at nå ham, række en hånd, en tanke gennem tidens tætte masse, slynge en stemme langs med tidens rand. Er det på grund af stenene, de begge samler på, hans store kærlighed til naturens forunderligheder?

6. Kære Ole Worm. Jeg sidder her igen eller endnu, jeg er i tvivl. Som en statue sidder jeg og venter på, at morgenens lys skal komme og lægge sig om mig, tegne mit omrids. Der er længe til morgen, en nat, statuens tålmodighed en velsignelse. Himlens blå bliver til orange i dette øjeblik, skifter til rosa, så til kraftig pink omkranset af blå, et vidne om nattens indrejse. Og nu, nu slukkes lyset. Skumringstimens blå, den dybeste af alle, fortrænger dagens hvide og flytter ind i mig, fylder mig ud og lægger sig som en klar kulde om mine skuldre, får hårene på min krop til at rejse sig. Længslen trækker streger i sandet. Bølgerne visker stregerne ud og efterlader sandet genfødt, rent, som ubeskrevet papir. Jeg tegner nye streger, borer fingrene ned i det fugtige, ru sand, så sandkorn skubbes ind under mine negle. Havet visker også disse streger ud, og jeg tegner endnu engang på det blanke papir. Sådan fortsætter vi længe, havet og jeg.

5

7. Er ingen af mine sorger mine?

9. Jeg mærker, at jeg endnu er i tvivl om formen. Al den tid, alle disse år, du har mumlet i mig. Er det grunden til, at jeg nummererer skriften, skaber en orden, et system, jeg kan følge? Jeg ved ikke, hvilken forbindelse, der er mellem din mumlen og menneskets trang til at ordne, systematisere, kategorisere.

Det er noget af det, der sitrer 13. Jeg flytter hele tiden rundt på teksten, nr. 34 bliver til nr. 6, nr. 15 til nr. 17 16. Linnés orden er en anden end din. Det er den samme sommerfugl i utallige eksemplarer i glas og ramme, det er reglen, der bekræftes, igen og igen, det er verdens tydelige systematik og skønheden i det regelmæssige. Du udvælger en enkelt sommerfugl, den muterede, outrerede, mærkværdige sommerfugl.

Du interesserer dig for undtagelsen fra reglen, elsker outsideren, den smukke fejl. Om din samling læser jeg: “Der viser sig en orden baseret på sympati mellem den, der ordner, og det, der ordnes” 20. Kære Ole Worm. Selvom jeg ikke bryder mig om at tale om den forskel i tid, der adskiller os, vil jeg alligevel tale lidt om den, for det er gået op mig, at denne brevveksling ikke ville være mulig, hvis det ikke var for evolutionen; de tilfældigheder, der skabte menneskets bevidsthed. Det giver ikke mening for mig at tale om kroppen og sindet som adskilte, det giver ikke mening for mig at tale om dig og mig som adskilte. Du findes i mig som et virkeligt menneske, et vigtigt blik. Bevidstheden springer ud af materialiteten, den er materialitet, siger de, og jeg tror dem af hele mit hjerte. Jeg ser dig, som du sidder og læser dette brev eller et andet af mine breve til dig, i lyset fra en olielampe. Jeg ved ikke, hvad du tænker. Du er en lille verden, lukket. Jeg ser dit forpinte ansigt, dine tårer, som du sidder ved lille Annas dødsleje, dit skæg er tynget af tårer, som du samler i en kop og rækker til din kone i håb om, at de vil lindre hendes smerte over tabet. Sådan var du, det ved jeg.

6

23. tomhed substantiv, fælleskøn det at noget er tomt universet består af nogle få planeter og en masse tomhed fravær af betydning, dybde, substans, følelser el. lign. fx pga. savnet af noget eller nogen man har mistet 30. Det er længe siden, du forsvandt, så længe siden.

Jeg går ikke langs kysten, på stranden, der er ingen spor i sandet, jeg ser ingen spor, der er ingen, der hører min stemme, jeg kan ikke finde et spejl her, hvor er alle spejlene? Der er ingen historier, de forsvinder, jeg husker ikke dit navn, jeg husker ingen navne, ingen dage, jeg husker ikke et liv. Vi gik på stranden, vi satte spor i sandet, jeg ved det, fordi jeg har fortalt

7

det, jeg har beskrevet strandens sorte sand, men nu har jeg glemt det, det forsvinder så hurtigt. Ved du, at du er borte, ved du, at jeg græder over, at du ikke mere er her?

33. Når noget synker i dig, så lad det synke 38. Fra et ubestemmeligt punkt eller fra alle punkter på samme tid, den mørkeblå regnjakke er sprinklet med dråber af regnvand, hætten omkranser det blege vinteransigt og halstørklædet er viklet stramt rundt om halsen uden på hætten, så den ikke blæser af. Det er, som hun aldrig har forladt det sted, som hun stadig sidder på en af de kolde, fugtige sten på kysten i blæsevejr med støvlesnuderne i sandet et stykke fra vandkanten (et for blidt ord for det sted, hvor sort sand og brusende havvand mødes) 42. Og sådan, ved hjælp af forestillingsevnen, formindskes tidsforskellen mellem os til den til sidst viskes ud af bølgerne, som vores fodspor på stranden den dag for længe siden også blev det.

46. Kære. Hvordan kan din døde krop være en udspændt lunge af papir og perlemor?

8

9

d e n u a n s t æ n d i ge m a d a m D T E KS T: H I L DA H I L S T OV E R S AT A F L E A N P E J T E R S E N FOTO : L I N E B R O C H O R ST A N D E R S E N

hør nu her, Hillé, her i landsbyen, hører du efter Madam D? ja så hør lige her, her, i landsbyen spørger de efter dig hver dag, de ser mig hente mælk, kød, og blomsterne som jeg henter til dig, de vil gerne vide, hvorfor skodderne altid er lukkede, jeg forsøger at forklare, Madam D er lidt besværlig, men gør nu en dyd ud af at veksle et par ord med dem en gang imellem, hører du mig, Hillé? Jeg er dødtræt af al den hvisken, af hoveddøre, der står på klem, når jeg går op ad vejen her, dødtræt, hører du mig? Jeg elsker dig, Hillé, hører du efter? ja så hør her, din tillukkethed har meget med kroppen at gøre, man har brug for at kneppe, hører du efter, Hillé? Jeg elsker dig, hører du mig? plejede vi ikke at kneppe, Madam D, vi plejede at kneppe før du udvalgte dig det her forbandede aflukke under trappen? ja og du kunne lide det. Jeg husker aftener, hvor du lavede kaffe, den hvide morgenkåbe, du smøg dig i bagefter, dine bryster var synlige, dine bryster hang ikke, og hvad har du gang i nu, hva? Hør her, Ma-

dam D, jeg går ned ad trappen nu, stille og roligt, kan du høre mine fodtrin? ja okay så, jeg kommer ned, hør her, jeg kan sagtens kneppe i det tåbelige aflukke lad være med at komme, Ehud, jeg kan lave kaffe, og den hvide morgenkåbe er her, og mine bryster hænger ikke, hvilket næsten er skræmmende, men kom ikke, Ehud, jeg kan ikke skille mig af med noget, jeg ved ikke, jeg ved ikke, hvad er en krop og hænder, en mund, et køn, jeg ved ingenting om dig, Ehud, udover at du i dette øjeblik sidder på et trappetrin og siger ord til mig, jeg har aldrig vidst noget som helst, sådan er det, jeg vidste aldrig noget. du vidste ikke noget som helst, og alligevel gik du i seng med mig ja altid stillede du spørgsmål, men du gik i seng med mig ja hvilket betyder, at vi aldrig kommer til at knalde igen? jeg ved det ikke han går tilbage op ad trapperne, til soveværelset, han er meget rank, tynd, langlemmet, hans stride 10

øjenbryn, han klør sig på det blege kindben med pegefingeren, præcis samme bevægelse, som da han var barn, der er et rødligt mærke på dette lille sted, hans kind er bleg og mærket, en skramme. Ar. En kat. Og hvad betyder det for Ehud ikke længere at være? Hvad betyder det at være død? Mærket, den lillebitte skramme på den blege kind, den glød, har den flyttet sig til et andet ansigt? For at ophøre med at være. Hvis Ehud én gang fandtes, findes han endnu, hvis han aldrig fandtes, ER DET FOR EVIGT UMULIGT FOR HAM AT FINDES, men før han var Ehud, var han ikke, og han ville således have fandtes, uden at være? Timerne. Ekstase. Tørhed. Jeg brændte udenpå, jeg lappede luften i mig, farver, nuancer, og jeg holdt op med at trække vejret i mødet med bestemte okkerfarver, udvalgte blades årer, nogle små brune nogen, nogle fjer som dalede ned fra taget, hvidgrå, grå som sten, skinnende sølvgrå, og jeg, der har set, jeg, der har været, hvad jeg var, er jeg det her nu? Hvordan kan jeg have været Hillé, vidtstrakt, og med fingrene boret ned i verdens materie, hvordan kan jeg, der har været, have mistet hende, der var, og i dag været blevet hende, jeg er?

Hvem navngiver verden for mig? At være her på Jor11

den, at Jorden findes, at blive født, at dechifrere sig selv og lære de andres korrekte sprog, at have det godt jeg har det ikke godt, Ehud ingen har det godt, vi er alle døende før var der illusioner, var der ikke? Vi tog bolig i illusionerne.

Ehud, og hvis jeg syede masker af silke, efter mål, elegante, hvis, for eksempel, jeg var fredfyldt, ville jeg gå udenfor med den fredfyldte maske, let, et halvt smil, mange små penselstrøg, alle de fredfyldte mennesker ville bære den samme slags maske, hadets masker, utilgængelighedens masker, sørgemasker, uenighedsmasker, der ville ikke være nogen mening med at spørge, hvordan går det, fint, fint, etc., det hele ville være skrevet ind i ansigtet.

Jeg forliger mig ikke med folk, med verden, solen derude er ikke lavet af guld, jeg søger en vandring uden ende, og jeg leder efter dig, jeg kaster op, Grise-dreng, fra begyndelsen galoperer jeg bøffel pukkelokse giraf, pludselig styrter jeg, synker gispende i græsset, jeg er et stort dyr, fugtigt, gennemsigtigt, jeg bliver ved med at lede efter dig, nu artikulerer jeg ingenting, men jeg er heller ikke stum, nogle brøl, nogle vilde kraftfulde brøl lyder fra min strube, nu som bøffel dykker jeg, noget mørke.

Madam D, den levende mening med livet er, at tøjle hjertet. Lav mig en kop kaffe.

Og i mørket frygter jeg-bøffel ikke, jeg er min egen herre, jeg aner ikke, hvad mørke er, men jeg tilpasser mig, vandet stryger mine flanker, jeg glider ind i mig selv, det fortryllende ved en mule under vand, jeg lægger ikke mærke til dig, jeg spjætter med mine fire ben, jeg er herre over min egen krop, min store, hårde krop, kender jeg-bøffel døden? Forsøger jeg-bøffel at opsnuse uendeligheden? at tøjle hjertet, var det dét, du sagde? jeg bad dig også om en kop kaffe en dag blev jeg fortalt: Vi er ikke interesseret i dine metafysiske besættelser, Madam D, lad os tale om mennesket her og nu. Hvor intelligente er ikke disse personer, hvor moderne, den store forventningsfulde røv i sædet foran lydfilmene, knitrende friske nyheder, beskidte nyheder, to eller tre moderne typer styrer verden, guld flyder ind gennem lugtsanerede huller, en pulserende, moderne ordsalat, sikken adspredthed, benene over kors så oh så afslappet foran videoen, sjælen shhhh! døden shhhh!

Lad os tale om her og nu.

taler du med dig selv nu, Madam D? Ved du hvad, Hillé, du bliver nødt til at se nogle mennesker, du bliver nødt at kneppe med mig, og hvad med at gøre lidt ud af dit udseende, den anden dag så jeg en lang nederdel, ligesom dem du går med, men henrivende, røde kanter, stoffet lilla og smørgult, jeg gik ind i forretningen, jeg ville købe den til dig, den vil i sandhed klæde din kone, sagde ekspedienten, er hun tyk? tynd? Jeg sagde, sådan hverken meget tyk eller meget tynd, hun er blond, hun har fregner, jeg kunne ikke få mig selv til at nævne faste bryster, men jeg sagde, hun har en dejlig barm, åh, det sagde jeg, en helt og holdent overflødig bemærkning, når vi taler om en nederdel, men det sagde jeg, i så tilfælde Hr., hvis hun er blond, vil hun se yndig ud i denne sammensætning af farver, jeg var lige ved at købe den, da jeg lagde mærke til flere små slidmærker, jeg rørte ved stoffet, det var, som om den var blevet bleget af solen i udstillingsvinduet, den havde noget udtjent over sig, som om nederdelen allerede var blevet gået med, så derfor opgav jeg, men der må findes andre, hvad siger du, ville du ikke gerne have én?

Når jeg er pukkelokse bevæger jeg mig også i flok, 12

jeg er et trist syn, jeg mener, dine øjne ville ikke lyse op, hvis du så mig, jeg går omkring med hovedet mod jorden, altid optaget af at snuse mig vej til noget græs, hvis jeg løfter hovedet ligner jeg én, der ikke ser, jeg leder som én, der ikke leder, jeg løber, når de andre løber, ved lyden af mennesket, hopsasa, hopsasa, hvor rå og gruset er ikke menneskets stemme, sikken lugt, lugten af menneske, som giraf ser jeg alting højt oppefra, jeg knæler, lægger mig til rette, opfyldt af træthed, jeg krymper under trappen, sammenfoldet, som Giraf leder jeg efter dig tættere på, lidt slikkeri, er det tænkeligt for denne Hillé at være bøffel pukkelokse giraf, tænkeligt for nogen at være mange og samtidig ingenting, at se på verden, som en der ser det nye, det våde bræk, det koagulerede, og i dette syn stadig have øjne som er tågede, uforudsigelige, uigennemsigtige madam D, madam D, se her, to små boller til dig, jeg har selv bagt dem, det er mig, din nabo, husker du? Hør, madam D, du kan ikke bare låse dig inde på den her måde, døden er noget uhåndgribeligt noget, ikke, han ville blive ked af det, Hr. Ehud, hvis han så dig sådan her, han er ganske sikkert død, døden tager 13

os alle, alligevel kunne du godt samarbejde en smule med dine naboer her, kunne du ikke? Alle de grimasser, du laver, når du åbner et vindue, det skræmmer mine unger, åh åh! Madam D, hold op med det, det er en skamløs kvindes opførsel, ah! Hvad nu, madonna, viser du dine kønsdele frem nu, hey Antonia, hey Tunico, det eneste jeg gjorde var at bage lidt brød til hende, og se nu, hvordan hun gør sig til, hun er helt nøgen, oh Hellige Jomfru! Hun har en skrue løs, hun skulle udleveres til politiet, den kvinde hvem sendte dig, Luzia, ind i denne kvindes hus, hva, hvem sendte dig? Hvis hun smider alt tøjet her, så er hun dog i sit eget hjem, hjem med dig, kvinde, glem brødet, kan du ikke se djævlen har fået tag i hende her? So, ekshibitionistiske kælling, det er altid noget, at hun kun viser sine kønsdele frem i sin egen faldefærdige hytte det passer ikke, og den kæmpestore maske, hun udstiller i vinduet, hvem har ret til at skræmme verden på den måde? hehe, Luzia, din bagdel skræmmer også folk og dine røvballer, også din kusse din stinkende tandløse mund

jøsses, naboerne har mistet forstanden se på nonnen, der går forbi se lægen med sin dame se lægens dames store røv I landsbyens øjne, disse praktisk talt sammenføjede huse, midt blandt alle disse mennesker er jeg som en kæmpemæssig grånende so, for så mange, jeg har kendt, er jeg en lille rød so og spørgende lusker jeg rundt mellem bordene og i krogene, graver i kød og knogler i et forsøg på at nå det møre, det begravede, dit gnistrende hvide skelet, for min mor var jeg aldrig andet end et spørgsmål, hovmod, paradoks, mens Hillé i sin fars øjne altid var hemmeligheden, lydhørhed, en konkylie, hvad er lidenskab? hvad er skygge? jeg udspørger dig, og jeg tilbyder selv svaret: Lidenskab, Hillé, er pulsåren, der sprøjter vellystigt, og illusion, det er munden, der udsiger verden, en betændelse i dit yderste lag af følelser, dit liv indhyllet i skarlagen, lidenskab er den åbning i dit bryst, det er også din ørken. Og skygge, Hillé, er vores skridt, vores håbløse opstigning. Og for Ehud vil Hillé aldrig have været andet end ét bogstav, D, det første bogstav i Derrelição, en blød kurve der knuger en lodret stang, stangens vertikalitet til stadighed undertrykt, en låge, en haspe, en rusten hængelås.

Tekster, ord, og pludselig blokerer Grise-drengens hånd min mund, fylder den med jord, strå, småsten.

Jeg kvæles i denne afgrund, jeg voksede op søgende, jeg betragtede dyrenes øjne, de stirrede på solen, den gamle trappes trin, jeg stirrede, lænede mig op ad muren, mit øje i det øje, og jeg så spørgsmål flyde rundt i det der stive vand; andre, for længst døde, som bundfald i det øje, og jeg trådte ind i hestens krop, grisens, hvalpens, jeg lagde mit ansigt i hænderne og græd. hvad er der galt, Hillé? dyrenes øjne, mor hvad er der galt med dyrenes øjne? dyrenes øjne er et dødt spørgsmål Og senere så jeg mændenes øjne, raseri og pragt, og tusind livløse spørgsmål og duer, der kredser om et hulrum, og jeg så en lang tunnel tapetseret med øjne og vinger, jeg gik gennem mændenes øjne, et brøl fuld af rædsel og blodige kløer, der lukker sig om guld, atlasser over ingenting, kolde, isnende, en malstrøm af menneskekroppe, læberne tørre, ribbenene tydelige, og rundt om malstrømmen mænd med høje hatte og dekorerede frakkeskøder, fra deres hårde brystkasser lød ord, Løgn, Bedrag, Død, Hykleri, jeg så Grise-Drengen gyse af glæde ved synet af Det Hele, hans bløde små hænder rystede i det fedtede halvmørke, han rakte sine barnefingre så langt op, han kunne, hvem leder han efter? Sin tvillingebror, fastfrosset, øjnene blinde, hovedet hængende,

14

hagen mod brystet, kroppen en perlehvid udvækst.

Jeg er kommet, Madam D, på landsbyens opfordring, for at høre din bekendelse og give dig nadveren, vil du ikke gerne det? mit navn er hvor kommer Ondskaben fra, fader?

Misterium iniquitatis, Madam D, vi har kæmpet med det spørgsmål i tusindvis af år, godt og ondt, de lever sammen, ondskabens krop er adskilt fra det guddommelige hvem skabte Ondskabens krop?

Madam D, ondskaben blev ikke skabt, den skabte sig selv, den brænder som glødende jern, og når den vil køles ned, fryser den til is, sne, det onde har mange masker, og nu vi taler om masker, vil du ikke være sød at skille dig af med dine og lade freden sænke sig over landsbyen igen? og hvordan er Ondskabens krop? den er lavet af mørke og guld jeg har kun billige ting, brune fisk, tørrede frugter, lærredssække, rust, dyremøg og mit eget ler: kødet. hvorfor er dine skodder altid lukkede? og hvorfor skulle jeg åbne dem? og hvorfor skal du altid åbne dem med sådan en voldsomhed og skræmme folk og skrige? det er kroppen, der skriger, de her triste hulrum hvorfor nærer du ikke velvilligt din krop ved at tage imod andres venlighed?

15

fordi kroppen er død og sjælen? sjælen er Jordens gæst, den søger og ser dig i øjnene nu, og den ser dig, så fuld af spørgsmål jeg er en mand som en hvilken som helst anden, Madam D så skrid med dig, ud, af sted du mand som en hvilken som helst anden

T E KST: S I L JA H E N D E R S E N FOTO : F R E D E R I K DA N I E L S E N

3. februar “The snakes died in the heat, without any tree cover.

I sat down and wept over their lifeless forms.”

Jeg skal undskylde min melankoli, min manglende interesse for det lykkelige drengen siger til mig: jeg skyder dig med hjerter, så får du flere liv mørket er et lærred for lyset undskyld

16

12. februar

Nogen spørger hvordan det er at være mig, jeg slår en høj latter op, som spøgelser kan det.

Det er bare at se sig omkring?

Time and space all seem to be rushing and colliding into a kind of big bang of despair.

Nick Cave and the bad seeds

17

1. marts Ghostly Hvordan man står ud af sengen sea sick/ghostly let gennemsigtig som en drøm stavrer ned af trappens slidte trin hvordan man passer på ikke at falde (den konkrete vs. den ukonkrete angst) hvordan man drikker kaffe i køkkenet mens ørerne langsomt blomstrer til dagens lyde hvordan man tager tøj på langsomt, sonende (angsten som prækognition vs. erkendelse) hvordan man står der blafrende i døren som trækpapir/fortrydelse/let gennemsigtig som en drøm hvordan man bare går videre

Det antropocæne danser til The Sound of Silence

18

8. marts

Attendre Gespenstets skamfulde position: gespenstet som voyeur, som smagløst vidne at være tilstede i alting, uden handlekraft at drive smeltende gennem tiden som et isbjerg at tage farve af alting som smudspapir How to escape this ghostly position?

Til sidst bliver børnene også spøgelser må stampe og hyle for igen at blive til men det er jo for jeres skyld, råber jeg vader gennem den tynde grønlige hinde af vand som efterhånden dækker alting de forstår det hele og ingenting på første sal er der stadig tørt nous sommes ghostly ici 19

20

16. marts

I en støvet, fejende Festsal raver alle tavse mod VÌggene.

Johannes V Jensen

21

T E KST: S I G R I D U R L A R S E N FOTO : H A L F DA N V E N LOV

en dag på kontoret vi træder ind i fuglen midtergangen rullet ud som fnugget løber vi catwalker presser os forbi amorfe medusa-style mod lummer stirren man bringer på sit sølverne fad et ansigt flækket af hvide tænder forbi sparkende børn der sparker hul på endnu et par hudfarvede tights neglelak på såret før det løber hen ad læggen som flænset af skalpel muskler svinder ind i al den limbo ryghvirvler forskyder sig

ah naturligtvis skal vi løfte väskan din bowlingklot din värld det er helt naturligt blodet propper sig op i venerne på en god dag universet stråler vævet sluger sin daglige dosis stråling større end røntgen af thorax celler knepper som kaniner i brystvævet ansigtet lammet af smil der stråler op i tindingen kinder og kæber kramper på hoveder der vipper på stilke til charterhorden der småt begavet åler sig ind ordene pakkes ind som gaver børn overvægtige handicappede ældre og andre naturens vanskabninger det går desværre ikke at sådan nogle som jer blokerer nødudgangene forlát virkelig (men let røven uret tikker, hvert minut on the ground koster røven ud af firmabukserne) vi lader som om vi tæller passagererne

så det passer med passagerlisten under take-off sidder vi med hænderne under lårene i tilfælde af crash visdomstænder murrer i kødet på en god dag trommehinder sprænger som små beige balloner midt i kaffen ørerne sprøjter pletter væggene babyer skriger til den distinkte lyd af dong som når elevatordøre åbnes nu på øverste etage top of the world maskinen flyver vandret over skyerne selv om det ikke føles som om vi kommer nogen steder trolleys rulles gennem tid og rum morgen middag aften nat når lysene slukkes i kabinen tæpperne delt ud solbrændt maskehud klæber til tænderne 22

vi følger de gule linjer i mørket kvinder og børn og babyer og ældre og andre på andre måder defekte pardon: udfordrede vi kæmper som vi aldrig har kæmpet bruger negle tænder kuglepenne (men ikke på hinanden) de største hjælper de mindste de allermindste bæres ud på et tæppe af hænder som til rockkoncerter og så er vi ude i lyset allihop himmel og hav mødes i horisonten en fin sytråd adskiller dem vi sidder og chatter på vingen mens redningsbåden pustes op et sunkent cirkustelt der duver i det spejlblanke vand så sidder vi i koncentriske cirkler med benene flettede sammen omkring midterstangen der holder presenningen oppe deler vandflasker og tæpper ud synger under den hvide bro my bonnie og mere i den dur aldrig mol aldrig vem kan segla og når det bliver mørkt sender vi en raket op i stjernehimlen smukt som en rød dråbeformet ildtunge som stjernen over Betlehem i løbet af natten drømmer vi alle det samme på et tidspunkt i løbet af morgenen på en helt ny dag lytter vi til bølger der slår mod en strandbred kolibrier synger

23

i´m nobody who are you? krop er skyllet op på en øde ø typisk kvindepositur i underholdningsindustrien: nøgen, ubevægelig

kroppene glider i tætte baner hen ad samlebåndet til hurtige fingre der river dem fra hinanden på stadigt mere originalt underholdende måder krop er alle afskygninger af hipt stilleben: død nøgen krop venter på at blive fundet, investigeret, befamlet, åbnet lagt på bakker, i kasser, på krukke under lup, mikroskop død nøgen krop, comfort food for hjernen, perfekt til tv-dinner, spagettislubren, socialt samvær, familiens skød lemlæstet, dumpet i en affaldscontainer ligplettet, wrapped in plastic i fryseren, under syrenbusken, genbrugspladsen, grusgraven krop visner i sandet en nobody venter på nogen dig, måske, det er ved at være tid

24

luft under vingerne / fly me!

15. maj 1930, Chicagos lufthavn Ellen Church gør honnør til målløse jakkesæt øverst på trappen hun er skræddersyet til formålet, hun har skræddersyet stillingen til sig selv, som man bør hun er sygeplejerske med flyvercertifikat, pretty cool som sådan, men justement en kvinde uden vinger himlen er forbeholdt mænd hun må gå andre veje, hvis hun vil op i højderne og det gør hun, den gæve kvinde hun opfinder lige stillingsbetegnelsen stewardesse hvor det før var piloter eller stewarder der gik rundt og serverede kaffen skoldhed i skødet på neurotiske forretningsmænd der savnede deres moderlige og, eller, sexede sekretærer er der nu snarrådige Ellen Church iklædt grøn uld og kappe, klar, parat til evakuering, genoplivning, pilotpleje, passagerpleje hælde kaffen i en skøn, usvigelig sikker bue direkte ned i koppen snøre redningsvesten med et varmt, moderligt smil men verden forandrer sig, det pragmatiske går af mode århundredet bevæger sig hastigt henimod det mere tillokkende (coffee, tea or me?) efter krigen ryger de alle til hobe direkte ud i kulden, sygeplejerskerne en horde af nye, lækkert udseende piger (piger der er chik) blomstrer op i sejrherrernes lande bombefly, fra naturens side rummelige gøres endnu mere rummelige bliver ombygget til fragt af cargo og Blut (passagerer) med reguleret lufttryk i kabinen (praktisk)

25

de mere eller mindre begavede modeltyper indtager scenen, og senere, i takt med tiden (nedadgående spiral) sådan nogle som dig, eller mig flysikkerheden apropos hundrede procent byttet ud med sikker service For de unge kvinder var jobbet en mulighed for at få en karriere, der bød på oplevelser, som jordbundne kvinder kun kunne drømme om; adgangen til modetøj i Paris og smykker fra guldsmedene i Karachi var frynsegoder, der kunne gøre veninderne derhjemme grønne af misundelse. i halvtredserne glider hun frem og tilbage og manøvrerer 7 retters sølvbakkemad i skræddersyet militærkluns med konservativt snit (timeglas, nederdel ned over knæet, slips) i tresserne fashionabel wannabe-klon af Jackie Kennedy i sidsttresserne tripper hun kortkjolet, barhudet, poserende, sexet rundt med kildent blik og tittebø-brystvorter (kan lige anes gennem det tynde stof ) i halvfjerdserne topdesignet af Christian Dior (elegant, blå, moderlig, boring) i firserne med nationalt touch og – i Asien – eksotisk og kulørt tjenende ånd (why not) i halvfemserne og nullerne går der økonomi og lavkonjunktur i dresset lavprisselskabernes fokus på at klemme et ekstra flysæde ind på toiletterne møder elendigt produceret rædsel af syntetisk stof lappet sammen de forkerte steder af blinde kinabørn, så alt i alt i dag er jeg perfekt sammensmeltning af svundne tiders skønhedsidealer (hovedsageligt halvtredsernes USA) og fantasiløs lappeløsning (look at me) 2010-modellen jeg træder ind på scenen bær over med mig jeg sov så dårligt i nat nogen havde gemt en ært under min madras men anyway gennem g&t’s tåger, når adrenalin sprøjter og fingre fumler med knapper, pling, gardinet glider til side og jeg træder ind, pailletbesat, som in your dreams, baby perfekt timet og trimmet og groomet: kæk hat, fransk konkylieknold (eller i værste fald doughnut garnet viklet om skumgummiring med utallige hårnåle stukket ind i kraniet à la nålepude bare uden små fede kinesere på) men kun hvis symptombehandling i sidste øjeblik hårspraysfikseret, hvert et strå, voksblankt, som bonet træ, nul sjuskede antenner (very important for 26

flysikkerheden, kaffen i halsen, you get the picture) silkeimiteret tørklæde i firmaets farver (orange) kjole, der strammer de forkerte steder og kryber op uafbrudt hudfarvede nude sommerben-mikrofibertights elegante fra Wolford, der koster kassen (ideelt) eller 3 for 2 i REMA (praktisk, grelt) dræberstylter (udskiftet med granny-sko, når bremseklodserne bliver fjernet) perleøreringe, eller klassisk enkle af guld eller sølv (må ikke hænge, dingle, tiltrække opmærksomheden, være billige, være klistret til med zirkoniasten, eller, gud forbyde, plastik) eyeliner, flydende, Geisha-like, kun øjenlåget dådyrvipperne (lange, buede, nul klatter) øjenskygge i tre nuancer (giver dybde) øjenbrynene, plukkede som mågevinger (ikke ligne påklistrede haletudser) øjenomgivelserne (highligtede, fine rynker tilladt) fersken- eller cherryfarvet blush (her er Barbara Cartland-stilen tilladt, så det holder i længden) primer (et must), makeup (ditto), concealer (formerly known as dækkestift) highlighter (guds gave til kvinden) kvinder verden over foretrækker YSL Touche Éclat på det øverste af panden, over og under øjenbrynene, næseryggen, det øverste af kindbenene, amorbuen, ydersiden af læberne bronzer (kan bruges som sommerglød eller til at lave skygger med, indramme ansigtet, skabe en illusion af at, skal vi sige, næsen er mindre, end den er) pudder læbeblyant en tone lysere end læbestiften Chanel, what else? i en typisk Boeing 737-800 også kaldet 737-NG (next generation) med 189 passagererer findes jeg i fire versioner (nummereret: 1,2,3,4) i forhold til mine funktioner, of course ladies and gentlemen, welcome!

(Europe) Sprechstallmeisterinden bag forhænget supereffektiv med benene over kors konferencier der præsenterer de forskellige numre der driver maskinens flow af ydelser, underholdning, info, salgsfremstød der har fingeren på kassebeholdningen og pilotplejen (kaffe, flirt, food) der egentlig kaldes purser ordlyden minder lidt om perser man tænker lidt lunefuld kat eller noget mere tamt: kabinechef (hvis du kalder hende det, lystrer hun ikke 27

hun vil se lige igennem dig) Sprechstallmeisterinden charmepisker jer rundt i manegen, ladies and gentlemen, boys and girls and babies, and elderly and allergics, and WCP’s (wheelchair people) og så videre og så videre nr. 2 rabler noget komplet uforståeligt på forskellige sprog (fra en manual) styrer showet i bagenden med ansvar for distribuering af foliebakker og tax-free 3’eren, pretty up front ved dragens side, og 4’eren (nederst i hierarkiet, mulddyret, der tonser rundt men ikke behøver bekymre sin smukke hjerne med alt muligt andet) selvreguleret, velkoordineret, constantly alert døgndriftssikker, veltalende, assertiv assertiv det er netop lige dét, der giver hende den helt specielle aura uigennemtrængelighed uopnåelighed skudsikkerhed oxford dictionary skriver om assertive: adjective Having or showing a confident and forceful personality. ‘the job may call for assertive behaviour’ “selvsikker” “selvhævdende” “påståelig” “kraftfuld” “pågående” assertive ikke nødvendigvis betinget af arv og miljø man kan lære det med mindre man er en komplet dørmåtte, of course man lærer om det i stewardesseskolen det er forbudt at logre med halen være for sød eller for medfølende være rar de æder dig råt passagererne hvis du udstiller svaghederne på et sølvfad de vil ikke respektere dig de vil udnytte dig på det groveste til du falder om med ottehundrede km i timen håret strittende kinderne rødplettede tungen ud af halsen som en rød løber de kan træde på 28

lige lukt ind i din sjæl men også bien sûr deres egen Aladdins lampe. Tryk på knappen og luftfartens tjenende ånd står ved Deres side, parat til at betjene Dem hendes ynde, gode manérer og tankefulde opmærksomhed på sine passagerer tilfører umådeligt meget til deres komfort på rejsen also frk. rap-over-fingrene der høfligt men bestemt beder dig om at slukke din smøg ude på toiletterne før brandalarmen går i gang, og alt går i kage Florence Nightingale med sikker hånd om epipennen og iltmasken som ved alt om Angina Pectoris, blodpropper, hedeslag ældre menneskers foretrukne flylidelser (3 timers førstehjælpskursus på Amager (outsourcing)) hun ville endda, på en god dag tage imod din baby i maksimal operativ højde (41.000 fod) vha. en åben linje til akutlægecenteret i USA (Kansas) omsorgsfuld dagplejemor der kommer med farver og oppustede minifly og fugtige plastikglas til propfyldte smertende bittesmå ører og som skamroser dit afkoms nutte-faktor uden at blinke uanset hvilken madindsmurt gru stirrer op mod hende sikkerhedsvagt der kan lave håndjern af to plastikremme (bl.a. i tilfælde af en 75’er: mænd der af ubestemmelige grunde går bersærkergang på fly hvilket hænder forholdsvis ofte) desuden agerer hun sporhund sniffer rundt i det tomme fly for mistænkelige genstande, terroraktioner og slikpapir exactement spindende mis (purr purr) svedglinsende, akrobatisk gudinde der kaster pailletter ned til mængden smiler til dig prinsesse-like fra den høje hest mens hun forsikrer dig om, at det er helt ok at bestille endnu et glas Jägermeister eller Grand høvisk tvangsmodtager af lumre tilbud (in your dreams, douchebag) 29

homo sapiens ene halvdels samlede sexfantasiers foretrukne voldtægtsoffer (kulturens triumf ) naturligvis der uden at blinke ofrer sig for dig når lokummet brænder kommer halsende med brandslukkeren kvæler ilden med Bromotrifluoromethane (Halon 1301) der i løbet af få sekunder med mindre hun får sikkerhedsdragten på (fat chance) giver nerveskader ødelægger hendes lunger som cancer stage fire

30

uniform kan være et rum man kan træde ind i som til maskebal i Venedig, hvor stjernerne glitrer i det beskidte vand, O sole mio, man glider rundt i sit skrud med udslået vifte, forføreriske øjne, men også: dannet, veltalende, fiktiv, hvilende i sig selv som man bør, som kvinde, være grounded, tilfreds, slå sig til tåls, prise sig lykkelig, udstråle contentment uniform er netop ikke: flagrende, rastløs, febrilsk, anorektisk, hysterisk, ophidset, sarkastisk, misfornøjet, kynisk, bitter, flegmatisk, fokuseret, humoristisk, kritisk, indigneret, håbløs, krævende outdatede udtryk anyway uniform er et nyt lag hud, en brynje, en andens krop, en robotkrop, en kategori, en vifte af udtryk, udtryk for magt, særposition, tilhørsforhold, anderledeshed, privilegier, udvælgelse, uniform er fjern, uopnåelig, uniform er imødekommende, velvillig, billig, letkøbt, uniform er drag, uniform er grim, orange, uniform er opvartende, uniform er fuld, uniform går parade, på spejderære, udstrakt arm, heiler, uniform er blodplettet, i trevler, plamager af pis og lort, uniform er reglementeret, udsøgt, tryghedsskabende, angstprovokerende, det sidste, du ser (før du tager billetten), men mest af alt: uniform er hot og rigtig nok syntetiske beklædningsgenstande kan tillægges mange kvaliteter og motiver kan ligefrem blæses op til et symbol selv når det hænger helt slapt i vaskekælderen som stilleben af en vissen plante krop træder ned i det tørre knitrende stof krop bliver formelig, hofterne runder sig ud, ryggen bliver rank, numsen buer ud, høstakken bliver tyndere, mere tilforladelig, ansigt bliver udadtil alt lægger sig i rette folder, som blomsten fra et kirsebærtræ, der rammer fortovet med (udpræget sans for) naturlig ynde fingrene binder det syntetiske tørklæde med firmalogoet omkring halsen i en æstetisk løkke fødderne træder ned i stylterne, krops lange tæer presses sammen, blodårerne svulmer op stylterne klaprer ned af trapperne, syv etager ned, minikufferten klasker mod låret uniform er på stewardessen træder ud i en ganske almindelig eftermiddag, der grilles i baggårde, børn spiser is stewardessen går hen ad gaden, sidder i metroen, stikler gennem lufthavnen, trutmundet, aloof stewardessen træder ind i et aerodynamisk mysterium, en blikdåse på vinger, letter fra landjorden stewardessen er grænseoverskridende, hun krydser lige nogle landegrænser, marktableauer, floder, massive bjergkæder Middelhavet, Atlanterhavet solens stråler strømmer uafbrudt ind i kabinen, stewardessens hud suger dem til sig, d-vitaminerne der knaser i den støvede luft mens andre går rundt i dagligdagen, grå og trist stewardessens ansigt bades i månens flomme af sølv, der skyller ind af vinduet i natten mens andre sover i deres senge nede på jorden under skydækket, midt i lysforureningen, fabriksosen, med gardinerne helt trukket for det er jo egentlig ret cool, siger stewardessen til en veninde i mobilen, mens hun gnubber sine smadrede ballerinafødder, pakker tasken til næste dag, ekstrakjolen, to par tights, trusser, make-up, hårspray (under 100 ml), hudbestøver (rosenvand), høfeberpiller, panodil, aspirin, øjendråber, manualer, 31

huskelister, post-it’s, vaskeservietter, tyggegummi, druesukker, pas, licence (FAA certificate), adgangskort (i orange snor om halsen), hårnåle, elastikker, mobillader, flyvesko (Ecco, mindst 3 cm hæl påkrævet) tager jakken på, stikker vingerne i stoffet over brystet det er ikke som det ser ud på afstand en forstenet natsværmer klæbet fast på en lillebitte sikkerhedsnål for hvis du kommer helt tæt på, nærmest ånder mig mellem ribbenene så ser du luftvåbnets rovfugl uden krop, hvor de skarpe takkede vinger slår ud fra en mønt af fake guld nu tænker du nok, min kære, siger stewardessen i mobilen på vej til metroen med klikkende hæle, blasert stemme, at jeg tripper rundt i mit flyvekluns og er smækker døgnet rundt, men ærlig talt, siger stewardessen og suger cigaretten og ærlig talt, der er ingen i telefonen, men det gør at hun føler sig tryg, når hun går gennem byen hendes grå syntetiske kjole stinker allerede af sved og parfume den ekstra i tasken stinker endnu værre svedskjoldet og dækket af pletter af fedt og blod fra i går hvor en ældre dame med lilla hår fik en flaske Finlandia vodka i hovedet da bagagerummene blev flået op i Girona hun græd hjerteskærende mens blodet piblede ud fra en dyb flænge midt i den lilla rede af krøller og ud på hendes nye jakke af tyndt sommerstof

32

33

JEG SKAL MED TIL FUGLENES FØDSELSDAG T E KST: I L H A N B E R K OV E R S AT A F M U R AT A L PA R & P E T E R L AU G ES E N FOTO : A L E X A N D E R N I C O I N GV E R S E N

I Vær II Hvad vi end skriver skriver vi tiden (vi ser den derfra).

34

III Foster den store ceremoni.

IV Altid er der et væsen (at læse træerne, ådslerne, mosset, mudderet).

35

V Vinde siger du også vinde har sjæle (såvel som sperm).

VI Alle steder levede jeg med vandets vrimmel.

Vandet kender håbet.

36

VII Bogstavet er kilde til stemme og ord.

37

VIII Floder når floder vandrer står tiden stille.

IX

Åh dørmåtter, legetøjsvåben, elefanter og vandpistoler!

Og fyrre tusinde silkeskærme Og reb, tælleapparater, hængebroer Og I fodgængere: Stig ned med mig.

38

X I var lyd jeg vendte mig om for at se den.

XI I vindlĂŚsere...

XII Jeres latter var latteren af vande.

39

T E KST: G Ü V E N T U R A N OV E R S AT A F M U R AT A L PA R & P E T E R L AU G ES E N

Fire årstider i et album

III. Dagen bliver tildækket og vi kommer ud af vores tøj Lydløse lyn begynder at løbe rundt ved himlens fod mørkning Hver gang vores kroppe rører hinanden gør en tynd sved huden glat Dine øjnes grønne begynder at opløses gul og violet elektricitet i det bundløse blå Jo tungere luftens fugt bliver desto mere knitrende forenes vores læber

IV. Nøgen dag hjemløs berøring isblomster Stål i den ildfarvede himmel Kulden flækker læben

Byen er til Vi skaber foråret

40

IV. Støvet rosa omringer tretrådet havkvabbes gennemsigtige fregner grå hvilling sort bonit blå markel Farverne glider væk fra fiskehandlernes bakke mod skyerne Lige før den gyldne himmel falder fra vores hænder

XI. Disse uendeligt lange dage bliver kortere og kortere således opbruger de sommeren fuldstændigt Sporene tydelige valnødden slipper ud af sit grønne – vandmænd på stranden Jo mere moden sommeren bliver desto hurtigere går det med en ny årstids puppe kun en regn skiller august fra skjult forår

41

T E KST: M A I K E N A B I L D G A A R D FOTO : L I N DA H A N S E N

tror du, vi vĂĽgner i morgen?

Jeg er stadig bange for den robot, der gemmer sig under min seng om natten

42

Dine skrig efterlod en ny lyd i mig

Objekt #106: Fejl i fælleskøn og shmerzhaft dünn

43

De fandt mig under frossent kød og umodne bær fra haven

Du forkælede mig med en duft af kanel og smørbagte kiks

44

Jeg husker svagt, hvordan du plejede at rÌkke mig duften af alt for lidt søvn

45

Dit vrede ansigt er vokset så meget, at jeg næsten ikke kan være her længere

Jeg er ikke længere bange, for jeg har lært at sample deres lyde og danse IM TAKT 46

Gladiators efterårskatalog Sprog avler sprog til den personlige erfaring og den fælles historie.

Johanne Kirstine Fall Der er altid nogen at befri 10. august

Joakim Vilandt Cassandra 24. august

ANITA FURUs roman Mit halve liv er i den

togvogne. Stationer dukker op og for-

grad en god historie og en stor fortælling.

svinder som døre, der åbnes og lukkes.

Vi følger Ruth, fra hun i 1906 bliver foræl-

Det er helt sort udenfor, og vinduet

dreløs under jødeforfølgelserne i Rusland

spejler vores silhuetter; en familie, der

og adopteret af en velhavende dame i

haster gennem skove, over bjerge, langs

København, via ægteskab med en norsk

floder, forbi byer, på vej sydpå, mod Ge-

forretningsmand med base i San Sebastián

nova, hvorfra vi skal sejle hjem til den

i Spanien, til hun omkring 1950 er tilbage i

del af Spanien, der er befriet af Francos

København og endnu engang skal begynde

tropper. Jeg forestiller mig Europa som

på en frisk.

ANITA FURU

»Vi rejser gennem Tyskland i forseglede

Julie Mendel Relikvie 14. september

MIT A N I TA F U R U

Simon Glinvad Medskyldig 5. oktober

Om flugt og fortabelse.

Om at være en fremmed.

Om at leve livet med ar på sjælen.

En vigtig roman om en jødisk kvindeskæbne i det 20. århundrede.

Kirsten Thorup

en slette – udstrakt, ujævn, tåget – og os selv og vores medpassagerer som en Titlen Mit halve liv refererer til Ruths tab af

et langt, smalt rør. Jeg har ikke lyst til

familie og fortid. Hele livet igennem længes

at forestille mig det sådan, men jeg kan

hun efter sine søskende, og hele livet har

ikke få billedet ud af mit hoved. Jeg bli-

hun en fornemmelse af, at hendes mama i

ver ved med at se på vinduet, og spejlet

København har forhindret kontakten. Det

i ruden ser jeg, at Sigurd rejser sig. En

er en smerte, som der aldrig bliver plads til

mand er kommet ind i kupeen.«

at dele.

Der sker altid alt for meget.

Mit halve liv er ANITA FURUs debut.

Aleksandar Sajin IVAN BLANK 19. oktober

Elof Westergaard Min byzantinske notesbog 26. oktober

Charlotte Strandgaard Min tro, digte til kirkeåret med tegninger af Halfdan Pisket 23. november

Hans Hedegaard Andersen Fem dage for ROSE 30. november

MIT HALVE LIV

kolonne af myrer, der kryber gennem

R O M A N G L A D I AT O R

LIV Anita Furu Mit halve liv 7. november

Josefine Graakjær Johannes 16. november

KITT JOHNSON

IDOLA- T PLAK

Foto: Per Morten Abrahamsen

GLADIATOR ABONNEMENT DIN AKTIE I LITTERATUREN JULI DOROTHEE ELMIGER: Indbydelse til vovehalsene oversat af SELMA ROSENFELDT-OLSEN ♥♥♥♥♥ – Politiken JUNI MARIE BREGENDAHL: Tvillingeromanerne Blandt de unge & I fest og trængsler ♥♥♥♥♥ – Politiken

MAJ IDA MARIE HEDE: Bedårende ♥♥♥♥♥ – Politiken

AUGUST JOHANNE KIRSTINE FALL: Der er altid nogen at befri ★★★★★ – Weekendavisen

MARTS HANS OTTO JØRGENSEN: Revolutionær – En Andy Warhol-komposition ♥♥♥♥♥ – Politiken APRIL JACOB SKYGGEBJERG: Jalousi ★★★★★ – Berlingske

www.forlagetgladiator.dk

Sange fra den forgabte sjæl er en hyldest til poesien

Kragsbjergvej 22, 1. · 5000 Odense C Tlf. 65903642 / 23991943 · www.mellemgaard.dk

“På højskolen lærte jeg at skrive metonymiske kæder...”

Louise Randers elev 2015 vestjyllandshojskole.dk 6950 Ringkøbing

En tur til Biarritz – Sydeuropa 1924 T E KST: A N I TA F U R U FOTOT: G I T T E E LG A A R D N I E L S E N & HILLEVI MELINDER

Da vi kører over bjergene, er det aften. Bilens lygter søger fremad gennem mørket og fanger et stykke vej, en klippevæg, et træ, før lyskeglerne springer videre rundt i svinget. Chaufføren har den ene hånd på rattet og en cigaret i den anden. Persson sidder på forsædet, for det er ham, der har skaffet bil og chauffør for 120 pesetas.

Hansen har en rødhåret pige med, så vi er fem om at betale, men Persson deler prisen i tre, den slags tager han ikke så tungt. Indimellem vender han hovedet med pudsigt løftede bryn for at se, om alt er i orden deromme på bagsædet, hvor vi presser os sammen, Sigurd, mig og Hansen med pigen på skødet.

Persson lader sin lommelærke gå rundt. Jeg ryster på hovedet. Hansens pige lægger nakken tilbage og drikker, så hendes røde hår, der er sat op i en forpjusket knude, falder ned mod frakkekraven.

Hansen drikker efter pigen. Han skåler ud i luften.

– Tillykke med bursdagen, Sigurd.

For det er Sigurds fødselsdag, og den skal vi fejre. Selvfølgelig skal vi det og klart i Biarritz. Sigurd synes, jeg har været kedelig længe, nu skal vi more os. Derfor er vi på vej over bjergene til den franske del af Baskerlandet.

Det er efterår. Når vinduet i barneværelset står på klem, fyger vinden ind,

og selv når vinduet er lukket, trækker det forfærdeligt. Jeg tænker på, at Jane bliver kold. Jeg siger det til Sigurd, hvisker det i hans øre her i bilen.

– Hun er modstandsdygtig nu, hvisker han tilbage. – Hun får flaske.

Han gør sin stemme let, da han tilføjer: – Enriqueta er der.

Højt siger han: – Kender I den om Pepito og hans farmor? Pepitos far og mor er ude at rejse, og han bliver passet af sin farmor. Da forældrene kommer hjem, finder de Pepito i sengen hos farmor. Faren bliver vred.

Hvad laver du i seng med min mor? siger 52

han. Pues, siger Pepito, du går i seng med mi mamá, må jeg så ikke gå i seng med tu mamá?

Sigurd fortæller historien på spansk.

Spanske vittigheder skal fortælles på spansk, ellers bliver de for platte. Chaufføren siger: Den Pepito, den Pepito. Persson slår ham på skulderen. Der er mange Pepito-historier i omløb. De ligner hinanden.

I Biarritz holder vi foran Hotel du Palais.

Vores stambord er ledigt. Hansen bestiller champagne, og tjenerne er på pletten med travle bakker. Flasker står på bordet, glas er blevet fyldt, hvordan gik det til?

53

Tjenerne er allerede videre til det næste bord og det næste, til forventningsfulde gæster, der knipser med fingrene og klapper i hænderne. En flaske champagne, s'il vous plaît. Cigarer til herrerne. Vi skåler for Sigurd, tillykke, tillykke, jeg kysser hans kind.

Da orkesteret går på scenen, svanser Hansen og hans pige ud som første par.

Hun er højere end han. Ikke et ord har hun sagt, hvilket sprog taler hun? Hendes kjole har været vasket mange gange.

– Hvor har han fundet hende? spørger Sigurd.

Persson trækker på skulderen.

– Er hun spansk? spørger Sigurd.

– Ja ja, en rødhåret baskertøs fra San Sebastián.

– Så de fås også rødhårede.

– Hendes far er drager på banegården.

– Er han også rødhåret?

Frem og tilbage danser Hansen og pigen. Mine fingre trommer rytmen mod bordet.

– Din fru vil danse, Sigurd, siger Persson.

Sigurd suger på cigaren. Han danser ikke. Persson danser godt. Heldigvis er han grim, så Sigurd bliver ikke jaloux.

– Må jeg få æren? spørger Persson.

Jeg rejser mig lidt for hurtigt.

En langlemmet franskmand danser

forbi og strejfer os. Med en håndbevægelse undskylder han, men snart danser han forbi igen, og hans hånd rører min, og han blinker til mig.

Bagefter danser jeg med Hansen, mens Persson danser med Hansens pige. Han hvirvler hende rundt, så en hårtot går løs og hænger som en flamme efter hende.

Det hår, det er, som om det ikke passer ind på hotellet med de hvide duge og mænd i cremefarvede jakkesæt og mig i min perlemorsfarvede kjole med bare arme og det spanske sjal til at tage over mig, hvis det

senere skulle blive køligt. Det er broderet af nonnerne i Lekeitio. De beder bønner og broderer sjaler, hvilket trist liv. Hvor er mit liv meget bedre. Jeg sidder på et elegant hotel, Sigurd elsker mig, og jeg bliver feteret af Persson og også af Hansen, der kun har sin rødhårede baskerpige i mangel af bedre. Jeg er sikker på, at den langlemmede franskmand er i nærheden, at han ser på mine arme, min mund ser han på, og jeg ler.

Det spænder i brysterne. Mælken er ikke helt væk, men næsten. Sygeplejer-

skerne sagde, at min mælk var for fed, så den lille ikke kunne tåle den. De sagde, at hun skulle have flaske. Mine bryster svulmede af ubuden mælk, brystvorterne stod ud i luften som flaskepropper, det sprøjtede fra dem som champagne, der springer. Sygeplejerskerne masserede, gned og æltede, det var en mærkelige situation. Men brystbetændelse må for alt i verden undgås.

Natten er ved at få tag i os. Den sætter sig i os, Atlanterhavs-natten. Mændene 54

bøjer sig ind over bordet med øjne, der er blodskudte af røg og sprut. Sigurd fortæller vittigheder med hæs stemme. Han gentager den om Pepito og hans bedstemor, og Hansens pige ler, som om hun har glemt, at hun hørte den i bilen. Hendes latter er ung og hård. Hansen har sin arm om hende. Persson drikker whisky.

Den langlemmede franskmand er på vej mod os, Sigurd lægger armen om mig, og franskmanden ændrer sin kurs. Han slentrer forbi vores bord, netop som Sigurd hvisker i mit øre: 55

– Du ser godt ud i aften, Pus. I det øjeblik ser de alle sammen på mig.

Jeg ser i deres øjne, hvor særligt smuk jeg er i aften. Jeg holder af dem, lige nu, selv Hansens rødhårede baskerpige holder jeg af. Jeg føler glæde, en ligesom tilfældig glæde. Sidder jeg ikke her blandt fremmede og prøver at føle mig hjemme? Nu synes de, jeg er smuk og værd at elske. De kan også mene noget andet. Andre kan betragte mig, de kan danne sig andre meninger. De kan gå forbi mig, ligeglade og nok i deres eget.

Nu er de høflige, også baskerpigen.

Snart bliver de sjove, snart griner de meget, og mændene bestiller en hel flaske whisky og to glas likør til damerne. Så bliver de fjogede, så bliver de utilfredse, så bliver de trætte. Hansens rødhårede baskerpige drikker både whisky og likør og falder i søvn med hovedet på bordet.

Sigurd er gået i gang med Pepito-historien for tredje gang i aften. Den langlemmede franskmand står oppe ved baren.

Persson får fat i en tjener.

– En likør til fruen!

– Når du går i seng med din mor, må jeg gå i seng med min mor, siger Sigurd. Når du går i seng med min kone, må jeg...

– Nu er du på dybt vand, Sigurd, afbryder han sig selv. - Har du fået en likør, Pus? Du skal bunde!

Jeg lægger nakken tilbage. Det brænder i munden. Hansen læner sig ind mod Sigurd, som slår en latter op, og jeg er nødt til at gå ud og pudre min næse. Da jeg rejser mig, går franskmanden væk fra baren.

Jeg trænger til luft, samler sjalet om mig og går fra toilettet mod døren, som tjeneren åbner. Jeg trækker vejret dybt, hvilken havluft, det er derfor, jeg er gået ud. Stjerneklart. Skridt i gruset bag mig. Franskmanden tænder en cigaret og rækker den til mig. Jeg har aldrig røget i mit liv. Jeg suger forsigtigt og puster hurtigt ud igen.

Hvad skal jeg gøre med den? Han lægger sin hånd på min arm og flytter på mig, så jeg står med ryggen op ad huset. Cigaretten smider han på jorden, og hans fingre glider hen over min kind og min

hals. Når han ser på min krop, snurrer det i mit underliv. Jeg tænkte nok, et kys kunne være sådan! Han flytter mig rundt om huset, om bag et træ, og presser sine lange lemmer ind mod mig, og det føles farligt og rigtigt.

– Ruth!

Det er Persson.

– Ruth!

Franskmandens bevægelser stopper.

Jeg trækker mig væk, men begæret følger med, og det gør ondt. Jeg glatter hænderne over håret og marcherer væk. Med

56

sjalet stramt om kroppen spadserer jeg rundt om hjørnet.

– Jeg trængte til en mundfuld luft.

– De bliver så dumme, siger Persson. – Man kan i den grad trænge til luft.

Jeg tager ham under armen. Han kigger sig over skulderen. Vi går sammen ind til Hansen og Sigurd, der er fordybet i fuldemandssnak.

Chaufføren vågner, da Persson banker på bilens rude. Vi stopper i Irun for at vise pas. Natten er kold.

57

Persson ser på mig i bakspejlet. Sigurd læner sig ind mod mig med sin lugt af cigar og whisky, sådan er der nok mange mænd, der lugter. I bilens rude spejles vores trætte ansigter. Som vi sidder der i de svage stråler fra månen, der må hænge et sted højt over bilen og langt over bjergene, forekommer det mig, at hele mit liv er tilfældigheder. Hvordan er jeg endt her?

Og så rammer det mig som en hånd, der klemmer om struben, at jeg har været et andet sted og glemt, hvad der er vigtigt.

Jane ligger hjemme i vuggen. Tæppet

har hun sparket af sig, og hendes arme fægter i tomrummet over den lille seng.

Atlanterhavsvinden er lumsk, og lejligheden fuld af sprækker.

– Kører vi ikke forfærdeligt langsomt? siger jeg – Deprisa, deprisa siger Persson. – Hurtigere, den lille frue vil hjem i seng.

Jeg ser ud i natten. Vi kører gennem ingenting, og vi passerer dette ingenting ulideligt langsomt, mens Sigurd snorker som en bjørn, og Hansen kysser med pigen.

SKRIFT A T E KST: M A N TÓ A R AVA N T I N O Ú OV E R S AT A F T H EO P H A N I S M E L A S

Mantó Aravantinoú. Født 1923. Død 1998.

Poesi: Skrift A (1962), Skrift B (1964), Skrift C (1971), Skrift D og E (1983), Skrifter A, B, C, D, E, F (1998). Prosa: Transskription eller grænsers erfaring (1975), James Joyce´s græsk (1977), bl.a. Har oversat Dubliners, Giacomo Joyce, The cat and the devil, og fragmenter af Finnegans Wake, alle af James Joyce.

Erindringen om den dag er tydelig, det er fornemmelsen der forbliver utydelig, jeg besidder den ikke helt. Jeg besidder rummet.

Rummet er mit eget, kendte rum, meget lidt frit, farven på væggen er en brækket hvid, hele værelset var hvidt tror jeg. Eftermiddagen var, det husker jeg, trykkende og varm, de elskende personer var to, de havde boet i to uger i mit eget kendte hvide rum.

I erindringen udvider rummet sig, befrier bevægelsen, bliver bred i længden, strækker sig, røber sig lidt.

Resten forsvinder i lystens utydelige og vekslende tilbagevenden, i megen varme, i fugtighed, i følesansen.

Lyst er den fremherskende følelse.

Der er desuden en atmosfære af velvære; snarere en velværets overspændthed som kun dækker den ene, mens den anden forbliver for enden af cirklen, næppe, svagt belyst, imidlertid eksisterende, deltagende med denne del i deltagelsen; måske tøvende, klart værende bagud i forhold til den anden.

Jeg finder dem igen begge i den anden cirkels centrum, i den samme hårde belysning, i jævnbyrdig lidenskab, i kroppens mest totale indsigt, alt flettet perfekt sammen i deres rytmer.

De har måske en mistanke, måske er de overrasket. De forbliver i cirklens blændende belyste centrum, sanselige og afventende.

58

Dette vil ikke ændre sig; erindringen er tydelig.

Igen fornemmelsen der undslipper erindringen. Om kort tid vil jeg gå over til den tredje eller fjerde cirkel.

Jeg kræver den præcise fornemmelse. Jeg begynder på ny.

En varm eftermiddag, sommer, lyst, diskontinuerlig struktur, elskov. I sin tilbagevenden efterlader mindet en akut smerte.

Jeg behersker fornemmelsen. Erindring og kendsgerning er absolut identiske. Jeg indeholder den anden.

Jeg spærrer den anden inde i dennes fuldstændige accept. Dennes accept definerer fornemmelsen, dennes på forhånd uforbeholdne accept. I mistanken såvel som i nægtelsen, i tilbuddet og i bekræftelsen. Accept, sagde jeg, og jeg har udtrykt mig klart, ikke identifikation med en elsket, særdeles elsket person.

En bestemt og eksisterende persons accept.

En uklar, muligvis usikker, især forvrængende, men på forhånd accepteret og absolut fordelagtig mytologis accept.

Endeligt en elsket mytologi.

Af en særdeles elsket person.

Dette definerer erindringen. Dette definerer begyndelsen, ikke enden på historien.

59

Dette var rummet og personerne var to, og sproget imellem dem var til, vidt, nødvendigt, som det indskrives i et erotisk forhold, af lang varighed.

Begge troede de på det lige meget.

Den tredje cirkel tager mindre rum i erindringen. Præcis samme rum som én og opretstående person, der søger efter noget midt i værelset.

Jeg sagde, én person.

Mistanken om snittet som vil dele cirklen og erindringen sendes uden tøven bort, der er endnu ikke nogen særlig årsag.

Ud over vægtfylden i fornemmelsen, kan jeg ikke mærke at der findes et snit, et banalt udtryk, eller om så bare en kløft nogen steder. Vægtfylden i fornemmelsen forstyrrer opfattelsen af resten af tingene.

Jeg vender tilbage til den tredje mindre cirkel, besluttet på at efterprøve dens præcise dimensioner. Her besidder jeg helt erindringen og slet ikke fornemmelsen.

Jeg finder mit eget kendte frie rum igen, den brækkede hvide farve på væggene, den nøgne mand midt i værelset, iført en fyldig hvid paryk.

Jeg ser den tredje cirkel gennem et glasøje.

I cirklen er der en raffineret luft og der er ikke plads til spørgsmålstegn, tvivl eller dårlig samvittighed. I cirklen er der ingen luft, men der er overbevisning og total vished.

Mandens nøgne krop er dækket af flotte påfuglefjer.

Rummet er blevet større i omfang, men jeg har mistet mine virkelige dimensioner.

Manden vinder i distance, forfængelighed og arrogance. Han mister cirklens præcise mål, han dækker hele rummet, han spørger, svarer, kræver, forklarer, vender tilbage til det sidste ord, fordømmer, lærer, er ironisk. Han fjerner sig fra følelsescentret, han isolerer sig i cirklens centrum.

Den tredje cirkel er helt hans egen. Hvad resten angår har rytmen slet ikke ændret sig; kun mandens hænder har glemt deres første bevægelse. De har fået deres bevægelse igen.

60

Der er ingen kendsgerning. Hvis der er, har den intet punkt indskrevet i erindringen.

Kendsgerningen findes i fornemmelsen. Fornemmelsen er kendsgerningen. I denne finder jeg en fuldstændig og præcis signalering.

Den tredje cirkel blev ikke delt i to.

I den tredje cirkel er der en bredere åbning.

Jeg går nemmere over til den fjerde cirkel.

Den fjerde cirkel beherskes af frygt, af den andens fravær og af frygtens smag. Dens ene del er dækket af en tyk hvid kalklignende substans.

Cirklens anden del svulmer op af triumferende stormundethed og pompøs paranoia.

Den tvedelte fjerde cirkels triumferende del har kun en eneste kerne i centrum.

En cellekerne.

En celle med en anderledes substans.

Kun traditionelt eksisterende.

En celle som egentlig er en modstander.

Overdrevent accepteret.

En celle som tilraner sig magten.

En celle som ikke tillader anden virkeliggørelse end udelukkende sin egen.

En celle som på forhånd udelukker dialogen.

En celle som i århundreder har ernæret sig af mytens brogede sammensyningers overlegenhed og magt.

I erindringen er den nuværende smag blevet indfiltret i den daværende.

Hele mit rums område tegner sig utydeligt.

Masserne er blevet opløst; de findes muligvis ikke.

Larmen fra den elektriske ventilator ved papirets hjørne, som slipper væk, forstærker den noget tørre smag af metal omkring tænderne.

61

H o s h r. Ka n i n T E KST: C H R I S T I A N O R E L L A N A FOTO : M AT H I A S E I S S C H U LT Z

Jeg fulgte efter hr. Kanin, da han skyndte sig ned i hullet. Jeg sad nu sammenkrøbet i et lille værelse under jorden, der hed sladdder. ‘Sladdder’ stod der på et skilt, der hang over døren. “Hvad synes du om indretningen?” spurgte hr. Kanin. “Jeg elsker, hvad du har gjort ved det her sted” svarede jeg, mens jeg fjernede en rod der hang ned lige foran mit ansigt. “Sidst jeg var her, stod der rygter på skiltet.” “Ja, det er rigtigt,” svarede hr. Kanin.

“Jeg har udvidet forretningen lidt. På en måde er det mere interessant, altså Sladdder mener jeg, end Rygterr.” “Det forstår jeg ikke,” sagde jeg. “Mener du det er bedre at sladre, end at løbe med rygter?” spurgte jeg. “Du hører ikke efter,” svarede han. “Jeg sagde sladdder, ikke sladre.” Jeg kunne mærke snakken ikke rigtig førte nogen vegne, så jeg besluttede mig for at skifte emne. Jeg var ved at have lidt ondt i ryggen af at sidde så sammenkrøbet.

Min hals var lidt tør. “Giver du ikke en dåsecola?” spurgte jeg. “Selvfølgelig, straks, på vej,” svarede hr. Kanin. “Men først skal du svare mig på en lille gåde,” sagde han. “Hvad er det der er stort, stort, men meget, meget lille?” “Det er jo dig,” svarede jeg, da det var det eneste der faldt mig ind.

“Fuldstændig rigtigt,” sagde hr. Kanin, mens han grinede, så hans to lange, gule fortænder hoppede op og ned. “Det var heldigt du svarede rigtigt,” sagde han så. “Ellers havde jeg været nødt til, at bide dig kraftigt bagi. Og hvad skulle vi så have stillet op? Med blodet mener jeg. Og vi har jo heller 62

ikke udvidet forretningen til straff. Det havde været noget rigtig rod.” Min stakkels ryg tænkte jeg. Heldigvis havde han fundet en dåsecola frem. “Nå, fortæl mig så hvorfor du er her”, sagde hr. Kanin, mens han i én velkoordineret bevægelse knappede dåsecolaen op og rakte den frem imod mig.

“Pftt” sagde det. “Du er her jo ikke for at snakke om indretning.” “Mit problem er, at jeg ikke er tro mod mig selv,” sagde jeg. “Du må tale lidt højere”, sagde hr. Kanin. “Jeg kan ikke høre dig for den forbistrede stampen.”

“Jeg ser på alle disse billeder, og siger jeg kan lide dem, men i virkeligheden synes jeg de er grimme,” fortsatte jeg. “Det er helt normalt,” svarede han.

“Det ville jo ikke være godt, hvis man kunne stole på hvad folk sagde, slet ikke dig,” sagde han kryptisk, mens hans blodskudte øjne kiggede direkte på mig. “Tilllid er godt, men mistilllid er bedre, som vi siger,” sagde han.

“Altså for forretningen.” “Ah,” sagde jeg, “jeg forstår.” Jeg rykkede min bagdel lidt. Prøvede at strække det ene ben lidt ud. “Mener du jeg skal prøve at acceptere mit falske væsen?” “Nu ikke så dramatisk,” svarede hr. Kanin, – “selvom lidt dramatik også er godt for forretningen. Det giver mig sådan en frygtelig lyst til at bide dig bagi med mine lange fortænder,” sagde han så. “Men det går jo ikke. Hvad kunne det ikke føre til. Jeg har hørrt at nogle mennesker er begyndt at spise kaniner igen. Efter så mange år. Utroligt.

Vi spiser jo ikke mennesker. Ikke engang børn. Vi bider dem ikke engang, selvom mange af dem ser virkelig lækrre ud. Om natten har jeg af og til 63

en dejlig drøm, hvor jeg sætter tænderne i sådan et saftigt, veltilberedt pigelårr. Det er mine forfædres uvaner der kommer tilbage om natten som vellystige drømmmme.”

Hr. Kanins øjne var normalt lidt blodskudte, men nu jeg så efter, var de usædvanligt blodskudte i dag. Jeg vil beskrive dem som lettere neurotiske, røde kaninøjne med tydelige blodårer. “Det er et stykke tid siden, jeg har sovet godt,” sagde hr. Kanin som om han kunne regne ud, hvad jeg tænkte.

“Det er de forbandede Stampere. Kan du høre dem?” Og så var han væk.

Med en kraftig accelleration igangsat af hans bagben, var han spurtet ud af kaninhullet. En edderkop faldt ned i mit hår. Så var han tilbage. Blod dryppede fra Hr. Kanins gule fortænder. Hans tandkød var dårligt, eller måske var det bare den dårlige belysning. “Undskyld forstyrrrelsen. Der skulle være fred et stykke tid nu,“ sagde han. “Jeg må passe på forretningen.

Stamp, stamp, bank, bank, det går ikke, og de ved det godt.” “Jeg havde en lidt ubehagelig drøm for et par dage siden,“ sagde jeg. ”Aha, nu begynder vi at nærme os sagens kerne, kan jeg mærke,” returnerede Hr. kanin, mens hans ene øre drejede sig imod mig. Det andet hang sådan lidt slapt ned.

“Foraggt er virkelig in for tiden”, sagde han. “Ikke bare blandt kaniner, det er simpelthen lækkerrt, alle elsker det. Men jeg må fokusere.” Han slikkede sig om sin lille kaninmund med en lille spids tunge. “Lad mig høre mere.” “Jeg var barn igen, tilbage i Byen, dieselos i lungerne og det hele.”

“Fortsæt, fortsæt,” sagde hr. Kanin. Det hele gik på ham. De små poter, den lille hale, op og ned. Hr. Kanin var en opmærksom lytter. “Jeg havde taget en bus, en af de kulørte med drager og flammer malet på, kufferter

64

og høns på taget, du husker dem nok.” “Ja, ja, det bliver godt det her,” lød det ud af den lille kaninmund. “Pludselig skulle jeg af. Jeg maste mig forbi en kvinde med store bryster og en t-shirt med teksten ‘All this and brains too’ påtrykt”. “Godt hussket, godt hussket,” sagde hr. Kanin. “Så stod jeg på fortovet. Foran mig stod en dreng med en frysetaske i hånden, som solgte frosne bananer på pind overtrukket med chokolade.” “Pause, pause,” sagde hr. Kanin. Jeg kunne se han havde lidt svært ved at styre sit mundvand. “De forbandede Stampere,” sagde han. “Det er umuligt at få arbejdsro. Følg mig, vi må videre i systemet.” Hr. Kanin drejede sig, stak halen i vejret og gik på kaninvis, dvs. med vægten skiftevis på for- og bagpoter, direkte ind i et hul i hulevæggen, og fortsatte videre ind i systemet. “Følg med,” sagde han. “Du skal nok dukke dig lidt.”

Mine skuldre kunne lige komme igennem hullet, og gangen var ikke meget bredere. Jeg vrikkede mig fremad. Min skjorte blev selvfølgelig beskidt. Jeg fik jord i munden. Der var en kraftig lugt af kaninhule. Hr. Kanin var langt foran mig, forsvundet bag et sving i tunnellen. Til venstre for mig var et hul. Bag hullet var en dårligt oplyst lille hule, fuld af små knogler.

‘Gnav, Gnav’ stod der på et skilt over hullet. Jeg vrikkede videre. Endelig kom jeg til en større hule. Hr. Kanin ventede på mig. Der var højt til loftet efter gnaverstandarder. Jeg kunne enten sidde på knæ med rank ryg, eller stå op og bøje mig fremover. “Sæt dig ned,” sagde hr. Kanin. “Her kan vi arbejde i fred.” Midt i hulen sad otte kaniner omkring et blotlagt rodnet fra, hvad der måtte være, et stort træ, og gnavede løs i rødderne. “Det er et egetræ,” sagde hr. Kanin. “Dem bryderr vi os ikke om. Et par dage til, så har

65

vi vist hvem der er boss.” Så rømmede han sig, og henvendte sig til de otte gnavende kaniner. “Det her er hr. – ja, hvad er det nu du hedder?” “Krank,” hviskede jeg. “Det her er hr. Krank fra overfladen. I kender reglerne. Husk, I ikke må bide i ham.” Der lød lidt spredt mumlen – “Jaja. Den er god med dig. Typisk hr. Kanin.” Jeg satte mig til rette op ad hulevæggen. Hr. Kanin satte sig overfor mig. “Fortæl mere om din spændende drøm,” sagde han.

“Du købte vel en af de lækkre bananer, eller bed du i drengen? Nej, nej, fortæl selv.” “Nej,” sagde jeg. “For pludselig kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt min lille lædertaske på bagsædet i bussen. Med pas, pengepung og det hele.” “For pokker,” sagde hr. Kanin. Hans rødspængte øjne stirrede på mig. “Hvad gjorde du?” “Hvad skulle jeg gøre?” sagde jeg. “Bussen var på vej ud i trafikken. Du kender Byen. Jeg husker at jeg bare gik. Forbi et hus med en mintgrøn facade og tremmer for vinduerne. Så så jeg en lille lokal politistation med åben dør nede ad en sidegade. Grønt skilt, ‘Policía’.

Foran stod to betjente med deres knallerter og snakkede. ‘Kør efter bussen og stop den,’ bad jeg dem indtrængende. ‘traffico police, no authorization, sorry señor, no stop bus’, sagde de. I stedet tilbød de at udklæde mig som færdselsbetjent, og låne mig et køretøj. De ville endda gerne køre med mig, hvis bare det var mig, der stoppede bussen. ‘OK,’ sagde jeg.” Hr. Kanin næsten hoppede på stedet, mens begge hans ører stod lige op med deres tragtformede hulning vendt imod mig. “Nu bestillerr vi noget,” sagde han begejstret. “Nu kommer vi til bundss i dine sager. Fortsæt, fortsæt.”

Jeg fortsatte med at genkalde mig min ubehagelige drøm, der i hulen ved egetræets rødder.

“Betjentene gav mig en kasket på, og en besynderlig tynd nøgle i en kæde om halsen. Mit køretøj var en alt for lille, blå cykel. Den havde forlygte og bagagebærer og en skalformet skærm på den ene side. Det så ud som om hele cyklen var blevet malet blå ved at dyppe den i et bassin med 66

blå vægmaling. Dækkene var lidt flade. Jeg afprøvede den. Den havde ingen håndbremser, men kunne pedalbremse. Jeg fik den godt op i fart i den lille sidegade, prøvede at bremse. Så opdagede jeg, at jeg kunne sætte den ene fod ned, løfte forhjulet, læne mig lidt ned i en vending, hvorefter jeg sammen med cyklen roterede som en snurretop et par gange på baghjulet i en på samme tid effektiv og utroligt elegant opbremsning. Betjentene gav mig to opadvendte tommelfingre. ‘Trompo, trompo,’ sagde de. Jeg var helt klar mente de. ‘Señor, ahora, se hvordan du stopper bus driver.’ Når vi nærmede os bussen, skulle jeg holde min tynde nøgle op foran mig med den ene hånd, råbe chaufføren an, og stryge min skalformede cykelskærm med den anden hånd. ‘Gritàr, gritàr,’ sagde de. Men det vigtigste var, at når jeg først havde fået øjenkontakt med chaufføren, skulle jeg tage fat i bagagebæreren, spænde den, og lade den klappe i flere gange. Så skulle han nok stoppe den bus. Og så stoppede min drøm hr. Kanin. Jeg har prøvet at komme tilbage i den flere gange siden, for at få slutningen med. Får jeg min taske igen, med mit pas og det hele, eller sidder jeg fast i Byen?”

Hr. Kanin var faldet lidt til ro. Han så næsten tænksom ud. “Det er tunge sager,” sagde han. “Byen, politiet, blå cykel, chokoladebananer. Lækkerrt, lækkerrt, lækkerrt. Det smager og lugter af affmagt og tilbageholdt rasseri.

Det var godt vi kom herned. Væk fra kontoret og al larmen. Forretningen du ved. Her kan vi fokusere.” Hr. Kanins blik flakkede. “Du må tilbage i den drøm, det er alt jeg kan sige nu. Kom tilbage i næste uge, samme tid, samme sted.” Og så spurtede han afsted. Ind i et hul i hulevæggen. De 8 kaniner gnavede videre. Jeg kunne høre det knage og brage i egetræet.

67

Ford Sierra (1982-1993) T E KST: JAC O B S K YG G E B J E RG FOTO O G C O L L AG E : H JA LT E VO N AU G U STO A B R A H A M S E N & PERNILLE ØRBÆK LARSEN

Afløser for Taunusen, forløber for Mondeoen. Ikke så overset i den brede befolkning igen. De fleste med rødder i firserne vil kunne huske den. Og når jeg alligevel mener at have noget at sige om den, grunder det da også i personlige minder, som uvægerligt knytter sig til denne bilmodel. Og det siger noget om, hvor stærk indvirkning en interesse, som nu i mit tilfælde for biler, kan have for det menneske, der oplever verden gennem den. I den periode hvor interessen opstår, vil de minder, der lagres, og dermed former mennesket, i en af interessens styrke bestemt grad, fortrinsvis opstå som følge af denne – det, man sanser – det, man husker.

Jeg gik fra skolen og ned langs den buede asfaltindkørsel – man kørte ind fra Øster Snede-siden, ud igen ved Daka-siden – og kiggede som altid på bilerne. Jeg kendte lærernes biler, og de andre elevers forældres biler, jeg vidste, hvem der nu ville blive hentet eller bragt. Jeg så Dennis’ forældres solfalmede røde Ford Sierra. Jeg havde hørt om faren, men ikke set ham før, han var lastbilchauffør, og det var normalt moren, der kørte bilen. Men der sad han. Det var ham. Manden, der interesserede sig for rockere og fik sin søn til at gå i skolen og forherlige deres krig, mens alle andres mening var at de skulle sendes ud på en øde ø, og så kunne de ellers skyde hinanden. Der sad han. Det var ham. Med en næve på rattet og i netundertrøje, der lod vommen vælte ud til alle sider, jeg så ind i kabinen, og maven flød ud og ned mellem sæderne, gearstangen trykkede mod den. Jeg stirrede. Kabinen brun af nikotin. En blå kasket på farens hoved. Ekstra Bladet klasket op ad rattet. Han gassede op, han sad der og holdt motoren i gang mens han ventede.

Men jeg vil springe frem, eller tilbage, om man vil, til et nummer af Bilen, Motor & Sport fra 1983, som jeg får fingrene i vel engang i 1998 eller 1999. Her er Ford Sierra netop blevet kåret som årets bil i Danmark, og i magasinet breder en reportage sig ud over seks sider om det tyske vidunder. Man viser kabinen med det uopslidelige, stive sædebetræk, det to-egede rat med den røde havarikontakt ovenpå, og de ukomfortable plastiknakkestøtter, som op gennem den første del af firserne var del af 68

69

de europæisk producerede Fords varemærke. Artiklens første to sider er et stort billede af bilen i profil. Baggrunden er udtværet: Bilen er i fart. Årets bil i Danmark 1983, står der med hvidt over den. Sådan har jeg ikke set den før. Den kedelige spand, der altid er falmet og vaklende, altid sælges for mellem ti og tyve tusind kroner. Som noget nyt, som noget epokegørende.

Det er aerodynamikken, der har skaffet bilen dens titel. Den er revolutionær, den første almindelige personbil, der tager spørgsmålet om aerodynamik seriøst. Det ses på formen – bilen findes på det tidspunkt endnu kun i en femdørs combi-coupe coupé – og den ligner en fisk. Derfor bliver den også upopulær i USA, her er der på det tidspunkt en endnu mere udbredt lede mod miljøtossesnak, end der er det i dag.

En lærervikar: Kristin, sort kaserollefrisure, matgule plastikbriller, i midten af tyverne, rådspurgte sig ved mig angående bilkøb. Hun var gravid og de skulle bruge en bil med plads til barnevogn. Jeg fandt dem en Ford Sierra stationcar, grøn, til 15.800 ved B.B. Biler i Uldum. 200.000 kilometer, havde den gået, 1600-kubik med 60 heste. En motor af den gamle skole, ikke noget 16 valve eller DOHC. De købte den. Noget gammelt lort. Men B.B. gav mig en rundvisning på værkstedet.

70

71

72

Sierra – kommer fra spansk og kan oversættes til bjergkæde.

Mere præcist kan man beskrive denne bjergkæde (da man i modsætning til på dansk i det spanske sprog har haft behov for at udskille forskellige typer af bjergkæder): en savtakket, flad bjergkæde, benævnelsen afledt af artsbetegnelsen af en gruppe af makreller, der bærer det savtakkede mønster over ryggen. Begge dele – bjergkæden, der kan krydses i bil, naturens betingelser, der evnes forceret, og makrellens uhindrede flugt gennem vandet – peger på bilens særlige landvinding: Den for tiden sublime aerodynamik.

Fords Sierra løb i tre modelperioder: 1982-1986, 1987-1990 og 1990-1993, men ikke i tre generationer, som for eksempel Ford Escort løb i seks generationer, og Fiesta nu er på markedet i sin syvende generation - hele tiden i den samme, første generation, blot to gange underkastet facelifts: Mindre ændringer som ny kølergrill og modificeret interiør.

73

74

T E KST: N I KO L A J TA N G E L A N G E FOTO : DA N F R I S K P E T E R S E N

Livet er en fest og så dør man

Der er ingen succes på toilettet. Nikolaj kigger flakkende ned langs køen og spørger forsigtigt rundt på tysk og engelsk uden at henvende sig til nogen bestemt, om nogen eventuelt skulle have noget speed at sælge.

“Sorry,” lyder et par slukørede beklagelser. Ellers er der ingen reaktion.

Han går tilbage ned ad trappen og ud i haven. Han spejder omkring for at se om han kan finde nogen der plejer at sælge. Måske han bare skal give op for nu. Vejret er virkelig perfekt; det er tæt på 30 grader og solen skinner fra en skyfri himmel. Det gælder bare om at slappe af, nyde stemningen og ikke begynde at knokle løs på dansegulvet. Finder han noget så finder han noget, og hvis ikke er det også okay.

Der er mange der som ham først lige er ankommet. Man kan tydeligt genkende dem på de afslappede smil og håret der sidder som det skal. De ligner stadig spejlbillederne hjemmefra med velkomponerede tilfældigheder af shorts, flagrende undertrøjer, forvaskede T-shirts, kæder, kasketter og solbriller. De går stille og pænt omkring og hilser og spørger hinanden hvor længe de har været der, om de var ude i går og hvor de har tænkt sig at tage hen senere.

Så er der de andre; dem der har været der hele natten. Mange af dem er ude på dansegulvet midt i haven med store øjne og ekstatiske smil spændt stramt ud over kranierne. De fleste har smidt trøjen. Sveden løber ned over muskler der er trukket hårdt op som om hver eneste bevægelse bliver udført med overmenneskelig styrke. Nikolaj efterlod selv sin T-shirt i garderoben. Ellers mister han den bare.

Han sætter sig på en bænk i solen og ser på dem. Overalt er der tatoveringer, fuldskæg og behårede kroppe. På en måde passer de perfekt til den tilvoksede have og den udhulede industribygning der er blevet overmalet med graffiti og indrettet som klub så skrabet som overhovet muligt – bar, DJ pult, lamper og højttalere – og så kan man ikke forlange mere. Og så selvfølgelig dansegulvet midt i haven. Nikolaj har lyst til at kaste sig ind imellem dem, støde tilfældigt ind i deres opvarmede kroppe og fylde lungerne med duften af sved og solskin.

Ved siden af bænken står et halvfult plastikglas. Det ligner en caipirinha. Der er ingen i nærheden, så han snupper drinken. Det er vist mest bare smeltede isterninger, endnu ikke helt opvarmede af at stå i solen. Men når man drikker efterladte drinks, kan man ikke stille for store krav.

Udenfor er Joe på vej ind. Der er heldigvis ingen kø nu, så det går lynhurtigt. Han hilser på sikkerhedsvagterne og på Bernardo ved kassen. De kender ham alle sammen. De ved at han er på gæstelisten, og de ved at de ikke skal undersøge hans lommer eller bæltetasken.

Han går gennem klubben og ud i haven. Den første han får øje på er

75

76

Nikolaj. Han bliver altid i godt humør når han ser ham. Det er ikke tit de ser hinanden. Alligevel synes han stadig der er en slags bånd imellem dem.

Måske fordi han kender ham fra dengang de ikke var flove over at kalde sig selv for kunstnere. Nu står deres tatoveringer som de selv har designet, spredt ud over kroppen som et sidste signal om at de et eller andet sted stadig ser sig selv som kreative væsner.

Første gang de mødtes er cirka seks år siden. Joe var selv lige flyttet til Berlin fra Seattle for at starte på Universität Der Künste, og Nikolaj var tit i Berlin for at optræde med sin gamle performance gruppe Fags Kill. De var en gruppe på tre til fem skiftende medlemmer, men Nikolaj var altid med når de optrådte. De havde en punket energi som virkelig tændte ham. Han havde prøvet at fange noget af det samme med sin drag persona Heidi Hitler, selvom han godt kan forstå nu når han ser tilbage, hvorfor tyskerne ikke syntes det var skide sjovt at en amerikaner kom og lavede nazi-vittigheder.

Han råber efter Nikolaj “Hey schatzi, how are you doing?”

Nikolaj kommer ham i møde og de giver hinanden et kram.

“Good thanks, just chilling for now,” svarer han.

“Awesome, how long have you been here?”

“An hour, I guess.”

“Nice, going anywhere afterwards?”

“Gonna try and make it to Leah's show tonight. She's playing in Ä on Weserstraße. And you?”

Han skal helt sikkert i Berghain i nat, siger han. Hvordan går det ellers med Leah? Han har hørt at hun har underskrevet pladekontrakt og alt muligt.

Jo, svarer Nikolaj. Det er et eller andet lille uafhængigt selskab i Hamburg. De er vist ret cool. Og nej, det bliver uden band. Hun har fyret hver eneste musiker hun har prøvet at arbejde sammen med, siden hun kom til Berlin; nu spiller hun kun solo.

De står lidt og griner. Men så pludselig ser Nikolaj alvorlig ud, sænker stemmen og læner sig en smule frem.

“Sorry to be annoying, but do you happen to know anyone here selling speed?”

“You do?”

Nikolaj lyser straks op. Han vidste at Joe var god til at finde stoffer, men ikke at han var begyndt at sælge selv. Joe går op mod bygningen og vinker efter Nikolaj at han skal komme med. De går op ad trappen og ned ad gangen mod toiletterne. Der er stadig kø, men en af båsene er ledig.

“It's really gross in there,” lyder det fra køen.

“I'm sure it's fine,” svarer Joe og hiver ham med derind.

Gulvet er dækket af vådt papir og toilettet er fyldt op til kanten som er dekoreret med mudrede fodspor. Heldigvis skal de ikke bruge toilettet til noget. Joe tager to lasede cigaretpakker op af bæltetasken og spørger hvad det var han ville have.

“Speed,” svarer han. Måske to gram for en sikkerheds skyld. “And do you have pills?”

Joe finder en pose frem med en masse små lyseblå piller, hver i sin egen separate ziplockpose ikke større end hans tommelfingernegl. “They're super strong.” Han skal helt sikkert ikke tage mere end en halv ad gangen, advarer han; måske kun en tredjedel. De koster ti euro stykket, men han kan også få to for femten.

Han er vant til at dealere altid fortæller om hvor super stærke deres 77

piller er, selvom det sjældent passer. Alligevel bliver han irriteret over at Joe nu også gør det. Måske fordi det minder ham om hvordan han aldrig rigtig ved om han kan stole på noget som helst Joe siger. Engang plejede han at kalde sig for kunstner og referere til art school. Men Nikolaj har faktisk aldrig set ham lave noget som helst der kunne minde om kunst.

Joe er også bare altid lidt for fuld af gode historier. Om det så var privat efterfest med Lady Gaga eller dengang han snavede med Xavier Dolan, så havde han altid noget spændende at fortælle. Uanset hvilken kendt kunster du bringer op, vil Joe straks indskyde at han elsker hvor afslappet og nede på jorden han eller hun i virkeligheden er. Eller han vil nævne den gang han DJ'ede på en bar i London og de tilfældigvis kom forbi og var helt vilde med hans set. Til gengæld må han indrømme at flere af Joes mest utrolige historier faktisk er blevet bekræftet, så det er svært bare at afskrive ham som lystløgner. Men at han kan lide at prale og overdrive, er han heller ikke i tvivl om.

Nikolaj køber to gram speed og to ecstasy for 35 euro. Der skulle gerne være til næste weekend også. Mindst.

“But oh my God, it's so good to see you,” siger Joe. “You know, you were one of the first people I met in Berlin.”

Han nikker. Han husker udmærket da han første gang mødte Joe sammen med nogle selvfede kunstnervenner fra Canada. De svævede rundt sammen i en boble af kold luft i den svedige kælder hvor Fags Kill lige havde optrådt. Joe var den eneste i gruppen der lod til at have været begejstret for deres show. Det var til gengæld næsten for meget. Alligevel havde Nikolaj prøvet at kultivere en slags venskab med ham dengang han selv flyttede til Berlin for cirka fire år siden. Men det havde været så godt som umuligt. Joe havde arbejdet som bartender stort set hver dag, og Nikolaj 78

var øjensynligt ikke vigtig nok til at få tildelt en portion af hans sparsomme fritid. Joe blev optegnet i hans venneregister i kategorien af folk han af den ene eller den anden grund holdt af, men som han var holdt op med at have nogen som helst form for forventninger til. Han tog blot hvad han fik når deres veje tilfældigt krydsede. Og det er så også det. Alligevel kan han ikke undgå at blive en smule nostalgisk over at se ham nu.

“By the way, I love your hair,” siger Joe med et fjollet smil. Deres hår er faktisk påfaldende ens. De har begge to kort hår der er bleget inden for de sidste dage uden at vise tegn på udvoksninger. Han griner og gengælder komplimentet. Det slår ham at de faktisk godt kunne ligne hinanden en smule. Joe er tyndere og noget blegere, men de har samme højde, og med håret, tatoveringerne og fregnerne der ligger varmt over deres ansigter hele sommeren, er der nok mange der ville beskrive dem som samme type. Et signalement på den ene ville nok også passe på den anden.

Pludselig har han en enorm lyst til at hænge ud sammen med ham.

“Come let's go back down,” siger han.

Men på vej ud er der nogen der hiver fat i Joe og spørger om han har katamin, og så vender han om og følger efter dem tilbage ind på toilettet mens han råber efter Nikolaj.

“Really good to see you. Catch you later.”

Nikolaj har gemt stofferne i sin højre sok. Han har knæhøje fodboldstrømper på, så de ligger godt og sikkert der. Han mærker efter for en sikkerheds skyld. Jo, de er der endnu. Han har lyst til en streg speed med det samme, men orker ikke at vente på en toiletbås igen. Han går ind ved siden af til pissoirerne og stiller sig hen foran en ledig kumme. Han lægger telefonen med skærmen opad på den lille hylde foran sig.

79

Der er også to toiletbåse i rummet, men fra den ene brager en højlydt gruppesamtale om hvem der var ved at kollapse mest og længst tidligere, og fra den anden kan han høre stønnen der lyder som sex, selvom det er svært at høre i al larmen. Han hiver den ene pose op fra strømpen og hælder en smule ud på telefonen. I den anden strømpe finder han en ti-euroseddel som han hurtigt ruller sammen, sætter for næsen og bruger til at suge pulveret op.

“Is that speed?” spørger en fyr ved siden af ham.

“Yeah, but sorry, don't have that much left,” undskylder han, mens han hurtigt stopper posen tilbage i strømpen sammen med pengesedlen.

Han tjekker telefonen for nye beskeder. Klaus har skrevet til ham og spørger om han kommer forbi. Han mærker hvordan amfetamineffekten breder sig i kroppen mens han læser beskeden. Som en lurende vildskab i lemmerne. Han har lyst til at gå ned og overgive sig uforbeholdent til dansegulvet. Men sammen med vildskaben kommer også lysten til at have noget at rase imod; at møde modstand og blive tæmmet. Han har lyst til at nogen skal trække ham ned på gulvet og holde ham fast, give ham en knytnæve i brystet og kneppe ham hårdt og dybt og udfordre ham til at vise hvor meget han kan tage imod.

“Jetzt Party, später Konzert, aber vielleicht danach. Um 22 Uhr oder so,” svarer han Klaus.

Han forestiller sig et piskesmæld over balderne og de røde striber der brænder og sitrer efter mere. Men ikke endnu. Måske senere. Han lægger telefonen tilbage i lommen og går ned i haven, hvor han styrer direkte mod dansegulvet.

Han holder sig først i udkanten. Ved siden af ham danser en skaldet fyr med fregner over hele overkroppen. Han har stramme cowboybukser, lyse blå øjne og en lille korsørering der dingler fra det ene øre. Han tramper hårdt i brædderne som om han har marcheret hele natten og er klar til 80

at fortsætte længe endnu. Nikolaj smiler hurtigt til ham og fyren smiler tilbage og holder hans blik. Han smiler bredt på en sær overlegen – eller måske udfordrende måde. Han bliver ved med at kigge Nikolaj direkte i øjnene. De drejer deres kroppe så de vender mod hinanden og bevæger sig langsomt nærmere til deres hofter til sidst vugger imod hinanden.

Ikke endnu, tænker Nikolaj. Det er for tidligt. Han giver fyrens arm et klem og smiler inden han forsvinder i retningen af dansegulvets midte.

81

Paris T E KST: C EC I L I E B Ø D K E R FOTO : I N A N N A R I C C A R D I

Luna, er du sindssyg? Hvorfor vil du se Vincent igen? Luna, har du glemt hvor dårligt du havde det sammen med ham? Hvor meget du græd da han rejste?

Koret af fornuft i form af mine veninder. Jeg vil ikke lytte.

Jeg er ovre ham nu! Han er ikke rigtig en eks-kæreste, han er en elsker. I Paris!

Som jeg besøger! Tænk at have en elsker i Paris man kan besøge!

Luna, kan du huske at du gemte dig fra verdenen efter at han rejste? At du glemte hvordan man smilede. At du glemte hvad du brændte for. Du kunne ikke lave andet end at ligge i din sofa dag og nat og se alle sæsoner af Buffy The Vampire Slayer. Det var det eneste du lavede i næsten en måned. Du ville huske dig selv på at Buffy ikke lader mænd distrahere hende fra at være The Slayer og spidde vampyrer og redde verden igen og igen.

Hvad sagde I lige? Noget med Buffy? Er lige i gang med at pakke. Vi snakkes ved når jeg kommer hjem igen. Paris! Paris! Paris! * Vincent, bygget af fugleknogler; Vincent, gylden hud og sorte bløde krøller; Vincent med store alvorlige øjne, så mørke at man ikke kan se hvor pupillen slutter og irisen begynder; Vincent med sin snørklede accent og poetisk-rablende engelsk; Vincent, med sine blide hænder; Vincent altid pænt klædt på som en kostskoledreng; Vincent, den første mand der gav mig en orgasme.

Jeg har ikke set ham siden han rejste tilbage til Paris for 6 måneder siden. * Paris’ gader falmer i udkanten af øjenkrogen. Omverdenen forsvinder i takt med hvert kys. Jeg glemmer at vi nogensinde har været væk fra hinanden.

Vin! Jeg har savnet dig! Jeg knuger ham hårdt ind til mig.

82

Loulou, siger han, min smukke danske heks, han kysser mig igen og igen, knuger mig tæt.

Jeg kan mærke hans skelet alt for tydeligt gennem huden. Tydeligere end jeg husker.

Er du okay? Du er blevet endnu tyndere.

Jeg har festet lidt for meget på det sidste … Meget alkohol, mange stoffer … Jeg glemmer at sove, glemmer at spise. Undskyld Loulou, jeg ved at du ikke kan lide at jeg gør det. * Vi går på eventyr i Paris, hånd i hånd i gaderne. Vincent vil ikke hen til den kirkegård, hvor alle de berømte ligger begravet, han vil vise mig en hemmelig kirkegård, hvor han har hørt at vilde katte lever blandt gravstenene. På vejen derhen fortæller Vincent at han for en måned siden tog en udsultet kat ind i sin lejlighed – Cocaine kaldte han den – og gav den mad indtil den var klar til at gå ud i Paris. Han savner Cocaine nu. Jeg elsker at han gør sådanne ting. Den omsorg.

De fleste katte vi møder på kirkegården, kigger bare mistænksomt på os og forsvinder bag et gravkammer på lydløse poter. Vi finder langt om længe en sort-grå-stribet tyk kat der dovent ligger i en solplet og gerne vil aes af os. Vincents fingre i det bløde pels, han aer den så blidt, hans hænder er slanke, gyldne, jeg har altid nydt at se på dem, han bevægelser er så elegante, forfinede, som en elvers. Jeg ved ikke om det er solen, eller bare at sidde her med Vincent og katten, men jeg fyldes op af endeløs varme. * Vi taler om hvad duerne mon tænker på mens de går rundt og pirker i brostenene, Vincent siger at duer kan mere end hvad man tror, at et forskerhold har oplært duer i at diagnosticere kræft, at duer faktisk kan se kræftsvulster i menneskekroppe. Jeg ville ønske at jeg kunne se ind i 83

Vincent, som en due, lokalisere al smerte og fjerne det. Ikke kræft, men den smerte der gør at han har brug for stimulanser at dæmpe det med; den smerte der gør at han fjerner sig fra virkeligheden; fjerner sig fra mig. * Kolde dråber mod min hud, hånd i hånd løber vi igennem parken for at finde ly for regnen. En omfavnende trækrone beskytter os. Jeg knuger mig tættere ind til Vincent.

Vin, hvornår er du sådan lykkelig, virkelig lykkelig?

Han ser tænksomt ud i luften.

Det er jeg når jeg tager stoffer. MDMA for eksempel. I musik, til en koncert midt i et virkelig godt beat. Eller under sex, midt i orgasmen.

Jeg tøver. Jeg burde ikke sige det jeg tænker.

Jeg er lykkelig når jeg er sammen med dig. At gå med dig i gaderne, min hånd i din. At sidde ved siden af dig i metroen. At se dig ae en kat. Bare at stå her, lige her, med dig, i regnvejret, da er jeg lykkelig, virkelig lykkelig.

Han ser alvorligt på mig med sine mørke øjne, siger ikke noget.

Det vender tilbage. Alle følelserne jeg har forsøgt at begrave de sidste mange måneder. * Vincent ville ikke engang forsøge at have et lang-distance forhold, dengang han fik at vide, at han ikke kunne blive i København. Han mente det var dødsdømt fra starten. Jeg ville ønske at jeg kunne få ham til at ændre mening. Så langt er Paris og København da ikke fra hinanden? * Vi ligger i hans seng, jeg kunne smelte her mellem ham og rummet, blive til karamel, svøbe mig omkring hans spinkle krop, kærtegne knoglerne bag hans gyldne hud, krybe ind i hans mund, mærke ham fra indersiden, klistre hans hjerte til så det ikke kan banke for andre. Gå til grunde i ham. * Vi ligger i hans seng, han kigger ud i luften, ikke på mig. Han svæver væk i sine tanker. Jeg husker hvordan det føles hver gang han gjorde det. Jeg ligger nøgen ved siden af ham. Hvorfor kigger han ikke på mig? Hvorfor rører han ikke ved mig? Hvorfor spørger han mig ikke om noget, er han ikke nysgerrig på hvad der sker inden i mig? Hvorfor fortæller han mig ikke om hvad der sker inden i ham? Og jeg, jeg kan ikke lade ham være.

Jeg kan ikke lade være med at lade fingrene vikle sig ind i hans ravnsorte krøller, kysse ham langs kravebenet.

84

Vin, faktisk har jeg tænkt på at jeg gerne vil prøve at tage MDMA. Med dig.

Jeg er ikke så bange for stoffer længere.

Jeg er ikke den du forlod. Jeg er anderledes. Vildere. Jeg er ikke bange for noget. Det er hvad jeg vil have at han skal vide.

Han kigger på mig nu. Hvis du vil. Jeg har noget tilovers fra sidste weekend. * Jeg har hørt at MDMA er forelskelse i krystalform. Vincent sagde altid at han ikke kunne forelske sig. At han ikke kunne forelske sig i mig.

Der er det her … tomrum … det her grå tomrum mellem mig og verdenen, Luna. Tomrummet gør at jeg ikke kan forelske mig. Ikke i dig, ikke i nogen.

Jeg vil så gerne mærke hvordan det ville føles, hvis Vincent var forelsket i mig. Også bare en MDMA-induceret forelskelse.

At være den eneste der er forelsket er så ensomt. * Små blege krystaller, Vincent knuser dem til pulver, blander dem i vand.

Vi drikker det hurtigt, det efterlader en bitter smag i munden. Vi ligger os ved siden af hinanden i sengen og venter. Vincent sætter en sang på med Massive Attack, vi kigger på musikvideoen på hans iPhone. En sortklædt kvinde danser som i en trance i en forladt kælder, “Voodoo in my blood Voodoo in my blood” En stor svævende metalkugle materialiserer sig i luften foran hende. Metalkuglen åbner sig og sender et lang tynd nål direkte ind i hendes øje.

Det gør mig bange. * Mit bryst er så tungt, som om nogen har sat sig ovenpå mig, mine kinder er våde, jeg mærker efter med mine fingre, mine fingre er våde, våde af tårer, en hulken vælder op af halsen.

Vincent, hvorfor er livet så svært? alt er så fucking svært. det er svært at gå ud af døren det er svært at gøre ting alle ting at skabe at være et godt menneske leve op til krav andres krav mine egne alt er en kamp 85

det er svært at være glad Vincent, er der egentlig nogen der er glade?

Vincent, er det ikke meningen at MDMA skal gøre én glad? en falsk glæde det ved jeg godt jeg kan ikke engang blive falsk glad Vincent, jeg tror ikke der er nogen der er glade alle går rundt og er ulykkelige og søger glæde i falske ting i MDMA i alkohol i at købe ting i likes på Facebook og Instagram det er alt sammen falskt så falskt Vincent, hvorfor er kærlighed så svært? kærlighed Vincent det burde ikke være svært det burde være det nemmeste i verden Vincent, hvorfor er det så svært med os to?

Vincent, vil du ikke svare mig på det?

Vincents mørke øjne, han ser urolig ud, urolig men distanceret, Jeg har aldrig oplevet nogen der reagerer sådan her på MDMA, Luna hvorfor holder han ikke om mig, hvorfor beroliger han mig ikke, tårerne løber og løber, jeg er sorg Vincent, hvorfor svarer du ikke på det jeg spørger dig om? du svarer aldrig på noget aldrig på noget der er svært du lukker bare i jeg hader det jeg krøller mig sammen i fosterstilling og græder Vincent lader mig græde jeg er helt tom var det, dét? * Loulou, der er mere MDMA tilbage, vil du have mere? Måske du bare skulle græde ud… Jeg tager i hvert fald noget mere.

Ja, hvorfor ikke.... Det kan vel ikke blive værre...

Okay. Lad os gå ud i Paris, måske er det bedre at være udenfor i solen end herinde. *

86

87

jeg indser pludselig at denne lille park er den mest perfekte park nogensinde busken foran mig er den smukkeste busk, jeg nogensinde har set den skinner smaragdgrønt i solen jeg skinner i solen latteren bobler op inden i mig dette øjeblik er perfekt verden er så smuk jeg har aldrig set ordentligt på en busk før jeg har aldrig set ordentligt på verden før Paris er muligheder gaderne er åbne, uendelige vi kan gøre alt mig og Vincent * Vincent, se på bygningen, se hvordan naturen vokser ud gennem vinduerne, naturen overtager bygningen indefra, Vincent, hvor er det smukt * en kvinde og en mand går forbi hånd i hånd hendes kjole er hudfarvet den klæber til hendes krop, hendes svulmende bryster, hendes hofter åh, hofterne svinger for hvert skridt hun tager hun bevæger sig i slow-motion hun drypper af sex hun er den smukkeste kvinde jeg nogensinde har set * elevatoren tager os op mod himlen op til lejligheden du kysser mig jeg smelter ved dine læber jeg har aldrig kysset før * du efterlader kildrende gyldne spor på min hud jeg smelter under dine hænder smelter og smelter og jeg må have dig inden i mig nu ja åh ja jeg er karamel jeg er bølger jeg er flammer åh plump, slap, blød du er død 88

gået død inden i mig du undskylder vist mine kinder er våde mit bryst er tungt, så tungt nej mit bryst er fyldt op af brændende vrede det kvæler mig det må ud HVORDAN KUNNE DU SIGE TIL MIG AT DU BEDST KUNNE LIDE TYNDE PIGER AT MIN KROP IKKE VAR DEN SLAGS KROP DU EGENTLIG BEGÆRER MEN DER VAR SÅ MANGE ANDRE TING DU KUNNE LIDE VED MIG PÅ TRODS AF AT JEG IKKE ER TYND SOM DE PIGER DU PLEJER AT BEGÆRE HVORDAN TROR DU AT DET FØLTES FOR MIG AT HØRE SYNES DU SELV DET VAR FUCKING SMART TAK FOR DE FUCKING KOMPLEKSER AT BLIVE ELSKET PÅ TRODS FUCK MAND JEG SKULLE HAVE SMIDT DIG UD OG SAGT AT HVIS DU IKKE VÆRDSÆTTER HELE MIG SÅ KAN DU ALDRIG RØRE VED MIG IGEN DET FORTRYDER JEG OG JEG ER FAKTISK BARE NORMALVÆGTIG DET ER HELT FUCKED AT DU IKKE SYNES DET ER TYNDT NOK TIL AT BEGÆRE HVORFOR SIGER DU IKKE NOGET HVORFOR SIDDER DU BARE DER OG KIGGER PÅ MIG jeg råber nu, det strømmer fra mine lunger, varm flydende vrede hvor føles det godt at være vred jeg er kæmpemæssig jeg er magtfuld jeg er smuk al den energi der strømmer gennem mig jeg må være i bevægelse lejligheden er så lille, jeg fylder så meget du har gjort så ondt på mig det skal også gøre ondt på dig jeg vil kaste lamper, krus, tallerkener på dig det gør jeg HVORFOR ELSKEDE DU MIG IKKE MERE HVORFOR BEGÆREDE DU MIG IKKE MERE SVAR MIG VINCENT * blåbær smager sødere end sødt jeg har aldrig smagt blåbær før verdenen er et fantastisk sted et sted der har blåbær som disse

89

90

* Vincent, kys mig, kys mig, kys mig det føles så godt som aldrig før jeg bliver skør hvis du ikke kysser mig åh ja kys mig rør ved mig rør ved mig… HVORFOR RØRER DU IKKE VED MIG HVORFOR BEGÆRER DU MIG IKKE HVORFOR VAR DU KÆRESTER MED MIG JEG VENTEDE PÅ AT DU GENGÆLDTE MINE FØLELSER VENTEDE I ET ÅR MEN DET SKETE ALDRIG HVORFOR SLUTTEDE DU DET IKKE BARE MED MIG HVIS DU VIDSTE AT DU IKKE FØLTE DET SAMME SOM MIG HVORFOR LOD DU MIG GÅ IGENNEM DET DET VAR VEL NEMT AT VÆRE DIG HVA’ DET VAR VEL BELEJLIGT DU HAVDE EN DER VILLE ELSKE DIG OG PASSE PÅ DIG NÅR DU VAR NY OG ALENE I KØBENHAVN STAKKELS DEPRIMEREDE STOF-AFHÆNGIGE VINCENT JEG HADER DIG SVAR MIG VINCENT * Vincent, jeg elsker dig stadig Vincent, hvorfor elsker du ikke mig? * Bølgerne ebber ud. Han holder om mig hele resten af natten. Solskinnet vækker os, stråler over vores sammenfiltrede kroppe, solskinnet fylder mig med varme og ro.

Jeg forsøger at gennemgå natten i hovedet. Selvom jeg husker tårer og vrede, husker jeg også en gennemsyrende følelse af lykke. Det var lyksaligt at give alle følelserne inden i mig lov til at vælde ud. Det giver jeg normalt ikke mig selv lov til. Det var lyksaligt at mærke følelser så intenst. De højder, de dybder.

Det her kan jeg ikke gøre igen. Jeg kunne nemt gå hen og blive afhængig.

Jeg må finde denne slags eufori i livet.

Jeg skal med et fly senere i dag. Tilbage til København. Tilbage til mine veninder, og sige at jeg er klar til at være Buffy igen.

Jeg kan aldrig få det jeg ønsker af Vincent.

Måske er det okay.

91

DA N S E R / KO R EO G R A F: K I T T J O H N S O N FOTO : P E R M O RT E N A B R A H A M S E N

Forestilling: DRIFT, Københavns Musikteater, 2011 Produceret af Kitt Johnson X-act

92

Forestilling: Mellemrum Nørrebro, Nørrebro Hallen, København 2010 Produceret af Kitt Johnson X-act, www.mellemrum.info

93

Forestilling: Rankefod, Brøndsalen, København 2005 Produceret af Kitt Johnson X-act

94

Forestilling: Spejlet, Assistens Kirkegürds Kapel København 2002 Produceret af Kitt Johnson X-act

95

GLADIATORSKOLEN Gladiators skoler er for dig, der gerne vil arbejde seriøst med at skrive, lave tegneserie eller podcast – du har noget på hjerte, noget at vise verden, vi har faglighed og dygtige lærere

Gladiatorskolen i København, 3 måneder Den jyske forfatterskole i Århus, 6 måneder Ungdomsforfatterskolen i København, 3 måneder Podcastskolen i København, 3 måneder Skolen for tegneseriekunst i København, 6 måneder Gladiators forfatterskole på Jyderup Højskole 1-årsskole i København Oversætterskolen i København Lærere: Kristina Nya Glaffey, Helene Johanne Christensen, Andreas Pedersen, Mette Zingenberg, Ida Marie Hede, Andrea Aagard, Halfdan Pisket, Troels Hughes Hansen, Jakob Sandvad og Hans Otto Jørgensen Læs mere på www.forlagetgladiator.dk