Texas Longhorn #9 - Det andet

Nr. 9 februar 2018

Andreas Vedel Jensen Blaise Cendrars Cecilie Lind Dea Kudsk Dea Trier Mørch Eldrid Lunden Elof Westergaard Halfdan Pisket Hanna Sigga Madslund Harald Herdal Helene Johanne Christensen Jacob Skyggebjerg Joakim Vilandt Kamilla Jørgensen Kat Mukai Maj-Britt Boa Marie Nielsen Matthias Petersen-Ajbro Morten Elting Eilersen Nicholas Folkerman Knudsen Nis A. Ovaska Sebas Kiej Troels Hughes Hansen

Det andet

JACOB SKYGGEBJERG

VOR TIDS HELT

JALOUSI

HJÆLP

”SORT OG SUVERÆN”

”GENNEMFØRT OG VELSKREVET”

– Et vidnesbyrd fra velfærdsstaten





Berlingske Tidende

Kristeligt Dagblad

”HOLD DA HELT FOLKEFERIE”

”EN AF DE MEST INTENST VELSKRIVENDE PROSAISTER”

♥♥♥♥♥ Politiken



HJÆLP er fuldbyrdelsen af Jacob Skyggebjergs ”SKYGGE-TRILOGI”

Berlingske Tidende

”JA, SÅ GODT ER DET”

 Ekstra Bladet

♥♥♥♥ Politiken

www.forlagetgladiator.dk

HJÆLP er Jacob Skyggebjergs vidnesbyrd fra det bizarre forløb, han i perioden 2008-2013 var igennem med en behandlingsdom og det psykiatriske system, der forvalter sådan en. Det starter med en næsten uskyldig bytur i Vejle, og det slutter med udgivelsen af debutromanen Vor tids helt. Men HJÆLP er mere end et vidnesbyrd om turen gennem psykiatriens ofte umenneskeliggørende maskineri. Det er også et desperat råb om hjælp, et ungt menneskes insisteren på menneskelig forståelse fra et system, der insisterer på systemets forståelse.

Når kontrollen indskrænkes, tages fra individet, må jeg’et bruge enhver mulighed for at genskabe følelsen af at besidde den. Han griber til små og store provokationer og udnytter enhver chance for at udvise sin kløgt eller overlegenhed i små oprør.

Jakob Skyggebjerg har en særlig humor – demonstreret allerede i debutromanen Vor tids helt, videreført i Hvad mener du med vi og Jalousi – som egentlig ikke er morsom.

Det er bare en så rå, klar fremstilling af voksne menneskers barnlige forestillinger om sig selv og verden. En blotlægning af den store forbandede leg, som vi alle sammen tager del i, en kamp som vi tilsyneladende alle er tabere i.

HJÆLP er en fortælling om mennesker, om mennesker, der arbejder med mennesker, en fortælling om psykiatrien, og i sidste ende en fortælling om Danmark.

Indhold

4 Leder 5 Bønnen Elof Westergaard 6 Romersk port og facade Marie Nielsen 8 I anledning af Marx 200 årsdag Joakim Vilandt 12 juvenil overvejelse: at stave ornamenteret.

21 Kat Mukai Sebas Kiej 24 Fortidens visdom i nutiden Dea Kudsk 26 Den rosa tid Matthias Petersen-Ajbro 30 Tekstområder I–IV 30 Nicholas Folkerman Knudsen 36 Morten Elting Eilersen Eldrid Lunden 38 hård, blød Oversat af Helene Johanne Christensen Kamilla Jørgensen 41 Jammers minde Andreas Vedel Jensen 42 #1 Isaam Dea Trier Mørch 48 Idolplakat Karl Marx Harald Herdal 51 Man skal jo leve Hanna Sigga Madslund 56 Californien * Sommer 1968 Jacob Skyggebjerg 62 Hjælp Uddrag Cecilie Lind 66 I sommerhus i december Maj-Britt Boa 70 Harer ved nat Blaise Cendrars 76 Guldet Oversat af Troels Huges Hansen 80 Halfdan Pisket Nis A. Ovaska 86 Real life reportage Uddrag af Kornmod 94 Bidragsydere 95 Det nye Texas Longhorn

Texas Longhorn Blad Nr. 9 © Texas Longhorn, forfatterne og kunstnerne 2018 Udgivet af Forlaget Gladiator Redigeret af Hans Otto Jørgensen & Tilde Luna Mølgaard Grafisk design af Anders Gerning Omslagsbillede af Maj-Britt Boa Trykt hos Mükusala Printed in Latvia 2018 Er du interesseret i at annoncere i Texas Longhorn? Kontakt: annonce@forlagetgladiator.dk

4 Leder

Er du interesseret i at tegne abonnement til dit bibliotek eller uddannelsesinstitution? Kontakt: tlh@forlagetgladiator.dk

Nr. 9

Det andet. Hvad er Det andet. Vi havde Det onde som tema i Texas Longhorn Nr. 6. Det onde som noget ødelæggende – en kraft eller drift – som kommer indefra, som noget i høj grad er ­menneskeligt, som beskrevet af bl.a. Hannah Arendt. Det andet kommer udefra, kommer til os f.eks. som nådegave – eller: findes derude som en mulighed.

Som f.eks. muligheden for at give sig hen.

Eller som utopi. Eller naturen. I alle tilfælde er Det andet væsensforskelligt fra os og altså ­umenneskelig.

2018 markerer 200 året for den tyske filosof Karl Marxs fødsel, hvorfor vi bringer revolutionære Marie Nielsens introduktion til Marx fra for 100 år siden – lige frisk og brugbar i dag.

Dertil artikler – hvis man kan kalde dem det – af Andreas Vedel Jensen om brugen af LSD anno 2018 og colombianske Sebas Kiej om indianske myter og ritualer plus poetologiske overvejelser af Joakim Vilandt (i forlængelse af hans roman Cassandra fra 2017) og real life reportage af Nis A. Ovaska fra Ukraine.

Der er skønlitterære bidrag skrevet til temaet Det andet af Cecilie Lind, Dea Kudsk, Elof Westergaard, Maj-Britt Boa og Matthias Petersen-Ajbro og billedkunstneriske bidrag af Halfdan Pisket (linoleumstryk), Morten Elting Eilersen (fotos), Nicholas Folkerman Knudsen (­tegninger), Kamilla Jørgensen (konceptuelt) og Kat Mukai (maleri), så vi kommer rundt om temaet på mange forskellige måder.

Dertil romanuddrag af Hanna ­Sigga­­Madslund (work in progress) og Jacob ­Skyggebjerg (fra hans nye roman Hjælp der udkommer d. 13 marts) og – klassikeren – Harald Herdals Man skal jo leve fra 1934. Endelig oversættelser af schweiziske Blaise Cendrars og norske Eldrid Lunden.

Jo, der er en bøn. Som fast indhold fremover i Texas Longhorn en bøn. Til almindelig eftertænksomhed og meditation. – Og ikke at forglemme: Idolplakat!!!

Et sandt overflødighedshorn.

Fra og med Texas Longhorn nr. 10 kommer der ny redaktion og nyt format.

Glæd jer.

Tilde Luna Mølgaard & Hans Otto Jørgensen

Bønnen

Velsignelse Wakantanka, tunkashila, skaber afliv, skaber af forfædrenes lys og de kommende generationers håb, gør at denne nye familie hører din stemme i vinden. Velsign denne forening i ydmyghed, styrke og visdom.

Må de følge deres vej i skønhed, gavmildhed, sødme og harmoni med respekt for vores moder jord. Gør således at deres øjne ser og betænker daggryet, at solen hverdag bringer energi og fornyelse, at månen og morgenens stjerne bringer fred og forståelse, at regnen bringer renselse og at brisen bringer ny styrke i deres indre. Gør således at de må gå sammen i skønhed og med kærlighed.

5 Tema: Det andet

Bøn til livets vand, majsen, kødet, frugten Med dette livets vand sender jeg en velsignelse, en bøn om klarhed og renhed. Jeg beder til at der altid må være rent vand i jeres hjem og til alle jordens børn.

Med denne majs sender jeg en bøn for godt helbred, for gode følelser.

Med dette kød sender jeg en bøn for at I må gøre jeres bedste, den ene for den anden.

Med disse frugter sender jeg en bøn for velstand og inspiration på jeres vej sammen.

Velsignelse Lige før solen står op er der en stjernesol på himlen, den lyser skinnende i øst. Denne stjerne fortæller at solen er på vej, at morgenen er på vej. Owinja-stjernen repræsenterer alt det gode og smukke, der kommer til jorden fra universet, den er livets kontinuitet. Morgenens stjerne, der hvor solen står op, du, som besidder oplyst visdom, jeg beder til at de kommende generationer må se dette lys når de går ad den rette vej.

Romersk port

6 Elof Westergaard

og facade

Passo Carrabile Den verden, som gemmer sig inde bag porten, er hemmelig, skjult for det offentlige blik. Himmerige eller helvede vides ikke. Porten er lukket.

Men hvad betyder de 28 rektangulære firkanter i forskellig størrelser, som danner porten? Og hvad betyder de hvide pletter, ridserne i lakken og det fugtmærkede træ forneden? Betyder forbudskiltet med sætningen Passo C ­ arrabile andet og mere end, at jeg ikke har adgang med min bil?

7 Tema: Det andet

Er skiltet monstro nutidens kerub, som vifter mig væk fra paradis? Og hvad med de to lysende bokse, kaldeanlægget, hvor man kan ringe på og lukkes ind gennem porten? Det kan ikke være lige meget, hvor jeg sætter min finger, og hvem jeg beder lukke mig ind.

Romersk facade Maria afbildet på husfacaden melder så u ­ tvetydigt om tilstedeværelsen af det andet i verden. Glorien omkring hendes hoved lyser af himmel og minder mig om betydningen af det, som også er til stede i vinduerne og skodderne, i murstenene og pudset, på garagen med graffitien og i den grønne skraldspand, som står op ad muren: Et vindue er altid mere end et vindue, skodder mere end skodder. Vinduerne former en rytme, danner et mønster, en kode af åbent og lukket. Vinduerne fortæller om håndværkerne, som engang satte vinduet i, og gardinerne bærer konturerne af en gammel kone, som bebor dette hjem. Der skal heller ikke megen fantasi til for bag facaden at se et kommende hjem for en ung familie. Garageporten åbenbarer ligeledes mere end den bil, den formodentlig skjuler (eller er det kun en rød Vespa?).

Porten er fuld af tegn, graffiti, som melder slagord og profetier ud. Og skraldespanden er andet og mere end en container for sammensnørede plasticposer af rester og tom emballage.

Facaden vidner om livet, det tabte og om det, der kommer. Og det er lige her jeg leder efter et mønster, søger dette andet, som jeg endnu kun ser i en gåde.

8  Marie Nielsen

I anledning af

9 Tema: Det andet

Marx 200 årsdag

10  Marie Nielsen

11 Tema: Det andet

juvenil overvejelse: at stave ornamenteret. Æstetiske Nøgler : barnet ikaros

Som Kjødet gør opmærksomt paa seg sel i sit Saar, sin Ufuldkommenhed, hudplettende, saaledes vil den intentionelle fejlsprogningen skære i Øiet. Denne gjør opmærksom paa seg sel som enestaaende ud over det fortnuftsprægede, rationelt ordnede spraak. {…} Støjens Frø kvæcker i Sumpen, Dent Frø vil kaste seg over Danmarks bløende Nyheder og kværkers i Søerne. Forrives dens nye Dictes Glands. Klæebe Papiret tel jeres fingre Øjne og tabet tabte svovl ud i vandet. Det hejses ud i Hanerne med mine Ord, ov det skal Lukkes For for ikke at udbrede Bylderne ud over vor Indmad. Sprætte Ordende Op som det korrecte snarer end det forkjerte. Jajaja. {…} Der er noget i Mennesket, der ser Unnergangen i Øinene og Intet gjør. Dette er stærkere end alle andre Drifter.

12 Joakim Vilandt

{…} Vi har i Literaturen en mangfoldighed af værktøjer, hva jeg sel indrømmet har meget begrænst kendskab tel. Men jeg vil dog ydmygt fremlægge fragmenter af en Metode tel parsning af det gængse virkemiddel: At fejlsproge intentionelt, som betydningsdannende og/eller ornamentorisk element i texten. Mit udgangspunkt maa være essayistisk – ikke akademia – da jeg tænker mit arbejde juvenilt.

Og det er ganske kort. Ikke desto mindre: herfra forklares fragmenter af en personlig metodik, som gaar tel genmæle i flere af mine egne texter. {…}

Saa, hvorefor fejlsproge?

Ornamentation. Dansk sprog er ikke stavet for øjets behag. Jeg bryder meg ikke om et ‘skøn’-litterært dogme, der proklamerer at vi skal stave korrekt. Nej, sproget kan smykkes, og Ord burde kunne florere med ornamenteret stavning. Som reference maa man inddrage musikken. Den lille syver var en akkordudvidelse til visse funktionsharmoniske formaal, men var stadig for dissonant en klang til at være mere end en passage i et forløb. Den kunne ikke staa alene – Man kan sige, den blev indført som en ‘akkordkrydring’ oprindeligt. Den lille syver blev gjort tel en ‘naturlig’ akkordudvidelse af dem, der fandt det en saadan Akkordudvidelse naturlig, i særdeleshed hos bluesen og jazzen. Og siden er den lille syver blevet alment brugsgode. Og jeg spør: Hvorefor maa kun musikken saadan omforme seg? Undviger sproget sig intensitet paa en anden maade end musikken? Er uforstaaeligheten virkelig et argument, naar klangen er i højsædet – for siden hvornaar har musikken ikke undfanget seg forstaaelse? Før klangen inni sproget!

Tvetydighed. Literaturen har altid vært ambigious: den utroværdige førsteperson, billedsproget i eventyrerne. Saaledes har texten altid vært en forfærdelig skarnsunge, en vendekaabe, en løgnagtig leg med læseren. Læste du Lolita og fik sympati gennem den pædofiles sprog? Læste du Finnegan’s Wake og tænkte narrativet rablende, afvisende, usympatisk, antifortællende, løgnagtigt?

Tvetydigheden er Lars Frost skriver Mok i stedet for Nok eller Amok – og significkerer begge dele. Saaledes et Portmanteau. Tvetydigheden er (moderne nutidens) genoptryk af originalstavning – Hamsun, Kierkegaard, Shakespeare. Tvetydigheden er osse naar man simpelthen oppblander feilsprogning som Uregel-dogme i teksten.

13 Poetologiske overvejelser

Og hvis man skulle nedrakke den intentionelle fejlsprogning – Hvad er saa den legitime kritik? For uklarhed er ikke et argument for en texts manglende værdi: Husk i din Kritik af det uklare-tvetydige, at klarhed ikke nødvendigvis er et ideal. Alt er relativt unner Solen, Alt er lie unner Solen, Intet klædes uden Lys unner Solen.

Ov alt er for den Sags skyl uklart. Derrida derindeda. Og fortæl mig, du aldrig har læst en uklar passage i en bog, der ikke trossigt straalede ud til dig!

Støjens insisteren. Støjen træder i forsædet (og skiller sig ud i sin aparte natur), textens støj er sprogets lille syver. For fejlskrivningen gør særligt opmærksomt paa seg; vexlen mellem det korrekte og det fejlagtige forstyrrer forstaaelsen undervejs Læsningen.

Støjens sprog er et ømt, sårbart sprog, som på overfladen har en demonstrativ mangelfuldhed. Støjens sprog har mindre betydningsskabende magt end det fornuftige sprog. Støjen er som naar den vanvittige rabler en ufuldkommen mening. Det ufuldkomne sprog insisterer paa sin ufuldkommenhed. Læseren, den fornuftsprægede læser i et univers af sprog, der bruges fornuftigt, inviteres til et sprogligt anarki.

14 Joakim Vilandt

Samtidig med denne sårbarhed og mangelfuldhed – samtidig er det upersonliggørende og hermeneutisk uhåndgribeligt. Ambiguusly skubbes læseren væk gennem det upersonliggørende distancerende fejlsprog. Ambigiously inviteres læseren helt tæt paa i textens demonstrative mangelfuldhed og saarbarhed. Naar text og sprog bløder – Som en parringsdans, teksten spiller hermeneutisk kostbar, hermeneutisk lokkende. Ambugusly Satyr.

Xaos. Hvorefor la Spraaget være udelukkende Apollinsk? La dov xaos knurre skurre slibe væk rable i Satyrmasker. Naaja, naar Ekonomien ere Apollinsk, skik Følge, land Fly, fux da hva ku strømme gjennem Øienæplerne. Xaos pulserismer oftere. Gjerne lægger seg forkjert paa Alleaxler. Omsluttende/grynende mjørke. Dødens Opløsneng og Spraagets Opløsneng – Oplæsneng – er for radikal, Kassandra, Kassandra, Jeg vil blot kaste Forestillingen ut, afventende følgende Cirkus.

Dette delviise Greb aff/over Kaos er ikke blot Nitsje, men osse Zaratustras vaage som kommet ned fran Solen for at udslæte altet som ikke gribes over mennesket. Store och Smaa bogstaver Forekommer flere I sætnenger. Æd dog Mayamursten Støv Sten Døde Pyramider. Nej, I vil læese min Bog og savle for derefter at drukne i Kæften. {…}

For jeg maa postulere, juvenilt: Tekstens forvrængning har altid eksisteret – der findes altid støj mellem læser og afsender grundet sprogets ufuldkommenhed. Dette er et repræsentationsproblem, der er i højsædet hos eksempelvis den utroværdige førsteperson. Ellers findes det allesteder, allesteder. Den forvrængede teksts støjende sprog er simpelthen en specifik måde, man kan gøre opmærksom på sin teksts ufuldkommenhed, og metoden har en del andre effekter. Det ufuldkomne sprog fremhæver forfatterens begrænsede evne til at levere betydning. Afmakt.

Tekstforvrængning sætter sig selv aktivt i problematik og gør særligt opmærksom paa seg. Den er baade angstfuldt selverkendende i sin utilstrækkelighed af overlevering af betydning – hvad der er en personlig, intim indrømmelse – men også distancerende, og således også personligt fjern. Afgrundene mellem narrativer, fortællere og modtagere er således i tekstens højsæde.

15 Poetologiske overvejelser

{…}

Nøgler/manifest for Visioner. I rimelig vilkaarligt xaosfølge.

1 forvrængninger er intentionelle, og hvorvidt de er intensjonelle er for sin vis ligegyldigt, kjære Læser, Tekstens egen Form er dens Form eller manglende Form, naar denne ikke opnaar at glæde den Højes Dom om hvorvidt noget er paa dansk ov økonomisk beneficieltnyttigt ov desvidere. La Teksten florere som værende.

2 Sprogmaskerne er anakronistiske og laaner fran en masse forskellige elementer, men den grundlæggende æstetik er tyvstjaalet fra dansk (dansk: kierkegaardsk tid) og maaske endda før. Der er generel anvendelse af store bogstaver ii starten aa Navneord, aa i stedet for å, og en hyppi anvendelse af ”kj” i stedet for ”k”, som i ”kjære”, og ”eet” i stedet for ”et”, ”Øinene” i stedet for ”øjnene”, ”sjunge” i stedet for former af ”sange”, ”Vædske” i stedet for ”væske” osv. Denne anvendelse er selv f i k e konsekvent, dog… ja et sted anvender jeg ogsaa ”aff ” i stedet for ”af ”, der skulle gerne henføre til en tidligere stavning af ”af ”, endda før 1800-tallet. Enkelte gange anvendes simpelthen gamle ord, såsom ”Baune”.

2½ - En vigtig pointe er at det kun er ‘lånt’ af kierkegaardsk tid. Meget av Forvrængningen ere slet ikke fran 1800-Tals dansck. Noget låner af det uden at give mening inden for 1800-tals dansk logik, såsom ”Psom” side 77, dette minder om ”psalme”, men er brutalt anvendt til ordet ”som”.

3 Store Bogstaver Sker Flere Gange I Sætningen Til Forkerte Ordklasser. Ligesom Store bogstaver Findes Nu Pludselig Kun For ord, Der Ikke Er navneord. Ligesom ældre Litteraturs arbitrære forhold til Store Bogstavers Udformneng. Ogsaaledes udformes spraak fran en flerhovedet Blus Aff Ideer om Skjønhet. Først derefter, i fremtiden, vil Sproget Rationaliseres efter Nørresjællandsk/kjøbenhavnsk, saaledes at Makten kan Centreres saa korrekt som Muligt.

16 Joakim Vilandt

4 Ord som dobbelttydige Betydninger.

Skrives ”Lægeme” henvises baade til Medicinen ov Legemet. Finnes en deel Portmanteauer med udgangspunkt i saadanne Samsætnenger. ”Gift” blir baade Bryllup og Forgift. ”Kontinentalpladder” side 47 er baade Kontinentalplader & self Kontinentalpladder, ligesom Kassandras egen Pladder er Kontinentalpladder, saa at sie.

5 Tyske/græske/skandinavistiske/latine/engelske elementer, ja alle pseudoanvendelser jeg anvender en deel Foreignwerter malmstrømsk.

Tysk: ”Schrei” er et tilbagevendende Ord, Geist (s 40), Augn (s 41). ligesom ”Øjen”

s 46 låner af ”Augen” som flertal.

Græsk/oldgræsk: ”Styx” blandes med ”styks” et tidspunkt. Der skrives ”Daimon” i stedet for dæmon, foremost af betydningsmæssige (af )grunde. ”Skylos” refererer baade tel ”hund” og ”skyl os”/”Skyld os”. ”Koiné”. ’Skandinavistisk’: ”opp” i stedet for op, ”inni” i stedet for ”ind i”, ”uten” i stedet for ”uden”.

Latin: Solis, Furor, Engelsk: ”darke” (side 40), ”rabid” (s 45), ”Womb” (s 51), ”schall” (s 50 – ogsaa blandet med tysk…), ”belchede” side 41., ”Ditch” side 41. ”Polar” side 46, minsandten osse af danske, skægt som Spraak kjan bløde. ”Futur” side 63. ”Mallard” side 76.

Mange Wert Ord er kjun Pseudobetyninger ov er tvetydig.

6 Bogstaverstatnenger.

Der kan anvennes fx c/ck i stedet for k, g i stedet for k, c i stedet for g, b i stedet for p, v i stedet for f, e i stedet for i, ph i stedet for f, og omvendt. x kan erstatte k eller subblere k som støjxonsonant, x erstatter ogsaa s engelte steder.

To av de samme Vocaler efter hinanden ”Paradiis”

17 Poetologiske overvejelser

c, åh c. Dejligste glyph af vores alfabetiske symboler (og anvendes selvf ikke som min glædelice anvendelse foretagerc) --- Støjkonsonant rimelig tilforladeligt igennem Texten, den er bare en tom lyd i de henseende. Fx side 63 ”sckærm”.

Anden støjkonsonænt ka være fx anvendelsen af ”k” i ”slapk!” side 77, slap selvf laant fra engelsk.

Der anvendes enkelte gange dobbelte bogstaver i stedet for nd, såsom ”unner” s 47 i stedet for ”under” (tilsvarende skulle der selvf være nogle kvasikierkegaardske forvrængninger den anden Vej, fra ”kunne” til ”kunde”.)

7 Sammensatte Ord Enkelte gange skiller jeg sammen satte ord ad, andre gange sætter jeg flereord sammen til sammensatteord. Man kan maaske endda bilde sig indat sige, at sammene sætningerne er forvrængede? Der kan være tale om alle ordklasser.

Enkelte-Gange anvendes Binde-Streger tel Sammen-Bindinger.

8 Samtræknenger ”Verdner” i stedet for ”verdener”., ”polerend” i stedet for ”polerende”., ”Besætelse” i stedet for ”Besættelse”.

9 Dobbelte mellemrum , Saasom ”Bæstet paa” side 40 skaber en Deel Luft imellem Textens Tætthed.

Saaledes findes ogsaa de tommeste Sider, Mellemrum , mellem symboler , Linjebrud i de mere digtlign. Texter, Og Bog 5s Textbokse Flydende i Intethed.

10 Bygherren & andre versalord Disse Ord henviser alle tel Gud. Der er ingen andre Ord, der skriver Således midt i en sætning og ikke har den funktion. Gud kan selv være mange Ting, ogsaa Moder-Konen side 44.

Nogle gange fx 44: Dit Legeme er en Sætning omkring noget andet hæftet paa Gud; Teksten taler maaske-tvetydigheds baade til dig (en eller flere av de givne Læsere/Lyttere per kontexten), dig (et jegets Kjæreste) og Dig (Gud) 11 Nej, sprogmaskerne er ellers aldrig konsekvente.

Et element i Særsproget ( & hvorfor det ogsaa er svært for mig at scrive, udtømmende, om mine Sprogctræck ) – er at Disse Systemer jeg anvender hele Tiden bryder sammen i Sammenbrud. Bogen er ikke blot screvet i Sprogmasker, men mislykkes hele Tiden til at bruge sit Sprog korrectly. Der er altsaa tale om Fejl eller Støjelementer, sel i Spraagets egen Logik. Maaske-sandsynligvis Logick ere unner Opbrud, Hm-.

18 Joakim Vilandt

12 Grammatik/Dansck i det hele Taet Jamen der er selvf heller ikke anvendt konsekvent grammatisk, saa ere der gange, hvor dette tilbliver en anelse Kaos ligesaa Andre Poeter, fx allerede første Dicht side 9 paa den side, Helligelse, hvor der staar ”og dens er Rigets falme”, ja, intentionelt vil/skal falme staa dér og skvætsætte sig mellem Navneform Udsagnsord, og Navneordet desuden ogsaa. ”Regn itu fra Polar” side 46.

13 Absurde Sætnengskonstruksjoner FX Side 76 staar der ”Politiet tog Pels paa og rendte inni Vinduer paa allefire og flyvende.” Dette kan selvf ikke lade sig gøre, at de gør omtrentligt mindre og mere

end begge Deele. Netop Opløsnengen af logiske Rum er maaske et af Tekstens indehaver, der forsaavidt ikke kan staa fysisk paa et Papir, nu det staar der.

14 , Sætningsopbygning/tegnsætning/store Bogstaver , Side 40 slutter fx ”med Gløden,” før sidens Amen, kommaet befinder seg intentionelt, og det sker, mange steder at kommaer, punktummer, bindestreger får – funktioner, udover deres almindelige danske Funktioner. ; Næste side, 41, her indledes et Afsnit med ”, ja”, hva osse opløser seg, side 46 har et Afsnit, som indledes med ”:”. Digtet side 63 indleder Linjerne med ”,”, flere Gange ; . : reglen om at Sætninger bør indledes med store bogstaver forekommer skribenten ambivalens til ligegyldighed. som alt Andet. Digtet s 63 har baade ”see”, ”Se:” og ”se:” som Indledninger tel Linjer. , ja ., 15 Andre Exempler paa Forvræengnenger uden Ophav/bastarder ”og” skrives paa en hel Del forskellige maader, ov, och, ochque, og mellemting mellem disse. Fx ”ochq” og ”oq” side 76. ”ere” anvendes ofte i stedet for ”er”. Vi burde skrive og udtale det saadant i DK noglegange.

S 70: ”fór” og ”Hjan”. ”ble” ov ”sel” i Stedet for ”blev” og ”selv”. ”kja” side 63 fx er ”kan” der selvf baade er Kierkegaardsk kj og samme effekt som ”ble” & ”sel”. Enkelte vokaler forlænges ved fx at skrive ”Lyes” 16 Gjanske Had Vrænge 5 linjer pr korttekst s 130: ”Liv” flyder ud over Formen.

Som om Liv spilder ud over Bogen.

19 Poetologiske overvejelser

{…} Dent Frø vil kaste sig over Danmarks bløende Nyheder og kværkers i Søerne. Forrives dens nye Dictes Glands. Klæebe Papiret tel jeres fingre Øjne og tabet tabte svovl ud i vandet. Det hejses ud i Hanerne med mine Ord, ov det skal Lukkes For for ikke at udbrede Bylderne ud over vor Indmad. Sprætte Ordende Op som det korrecte snarer end det forkjerte. Hahaha. {…} Er Satyren en Støjrocker? {…} Jeg mærckede et Jordskelv. Ja, virkelig. Det var et Spøgelse, som track meg i Rycken. {…} Vi flyver saa tæt paa Solen.

Notér dig disse tre mikropoesier, først denne:

Gå ikke, jeg er her for evigt.

Gå ikke, jeg er her for evigt.

Du ved, jeg hører sammen.

Du ved. For evigt.

Og så denne:

Gå ikke, jeg er her for evigt.

Gå ikke, jeg er her for evigt.

– Du ve’, jeg samhører..

Du ved. For evigt.

Her vil tredje linje afgrænse seg sel som særli!

Og så denne.

Gaa inte, eg ere hier forevict.

Gaa inte, eg ere hier, forevict – thu thu vé, eg samhører?

Du ved. For evigt.

20 Joakim Vilandt

Her vil fjerde linje afgrænse seg sel som særli.

Satyrer unner Afgrunnen du haderske Fader

21  Kat Mukai

22  Kat Mukai

23 Tema: Det andet

Fortidens visdom

24  Sebas Kiej

i nutiden

25 Fortidens visdom i nutiden

Denne tekst er skrevet ud fra Sebas Kiejs ord, det er ikke en direkte oversættelse fra spansk. Sebas Kiej afholder traditionelle ceremonier

For planetens første folkeslag er der en klart anerkendelse af en livgivende energi, en stor kraft, et stort mysterium, en fælles oprindelse for alle væsner.

Ved at betragte og observere omgivelserne forstod disse folk at relationere sig med naturen, både den omkringliggende og den indre, på en harmonisk måde. Således at en vital forbindelse er umulig at overse. Når naturen betragtes, ikke blot som en ressource, men som alt fra læremester til broder eller søster, opstår et forhold, der ikke giver den ene part magten til at udnytte den anden. Således er det, at jorden ikke bare er en planet, men vores moder jord; hende der giver os alt.

Denne forståelse af verden bliver igen vigtig i vores tid. Gennem genopdagelsen, eller udbredelsen af det der aldrig har været glemt, får vi et sprog, der giver os forbindelsen tilbage. Der tales om at genhøre det enkelte territoriums sprog, at vække den lokale erindring, gennem ceremonier. Disse ceremonier kan komme langvejsfra, men med deres udførelse bringes det glemte op til overfladen.

I nogle traditioner fra, det der i dag kaldes Amerika, gøres der brug af medicinplanter, af trommer og sang og kraftfulde instrumenter. Til enhver ceremoni hører ganske specifikke elementer og objekter. Den ottekantede tromme har sin betydning. Raslen med hestehår har sin betydning. Vifterne af ørnefjer, falk, papegøje har deres betydning. Og så videre. Der er ikke noget tilfældigt.

Ceremonierne blev givet til jordens folk af Skaberen. Det hele er overleveret og i ceremonierne lever vores forfædre og alt hvad der kom før os.

Vi lever i en tid hvor traditioner og ceremonier cirkulerer friere end nogensinde, og hver og en bringer sin medicin med sig. Medicin forstået som altings helende egenskaber og visdom.

Ceremonierne overbringer en viden om at leve i harmoni, ikke bare med andre mennesker, men med dyr, planter, mineraler og naturkrafter. Således gives et sprog, en måde, hvorpå også nutidens problemer kan italesættes og håndteres.

Ved at synge sange, der bærer generationers visdom, håb og bønner, løftes stemmen og ånden. Ved at slå på trommen lyttes til det delte hjerteslag. Og ved at modtage planternes medicin opnås visioner, der gennemtrænger tid og rum.

26  Dea Kudsk

Den rosa tid

Det var ikke bare én gang det skete eller det var ikke bare én gang jeg haevede mig op over kontinenterne og pressede dem sammen. Engang var det hele samlet.

Myggene stikker og regnen har hun slugt Det er ikke mere end en uge siden to uger siden flere aar siden det er ikke mere end ti minutter siden en halv time siden at solen sad fast et sted langt over havet langt over skyerne. I dag har det ikke regnet. I gaar blev min gade til en flod. I dag er jeg rejst til kysten. I gaar var der boelger i gaderne. En bil kom sejlende og plastikposer og en hvid plastikstol. I morgen kom sejlende imod os. Et traeskib eller en kano. Og senere hvide blomster. Skumtoppene. Som nu har foldet sig sammen om tusind aars historie. Som harpiks om en myg. Og aarene aarene presset presset rullet og skubbet og to organismer bliver én. Naar solen er gaaet ned lyser ravklumperne. Oejnene.

Fiskenes og mine. Alene paa stranden. Og myggene. De levende stikker de levende.

Tiden er til at tage billeder af det der ellers vil blive glemt Jeg vidste det ikke dengang. At du kunne forsvinde. Tage din krop med dig til et andet sted. Jeg er ikke et barn laengere men jeg ved at den foerste stjerne der viser sig i aften har noget med dig at goere. Dengang sad jeg alene paa en strand og blev stukket af myggene og gjorde intet for at holde dem vaek. Jeg tog billeder af solnedgangen og sendte dem til et sted hvor solen var paa vej op. Paa vej op igen af det hav der havde slugt den smagt paa den eller det hav der havde holdt den vugget den og givet den bryst foer morgenen blev skabt.

27 Tema: Det andet

Selvlysende fisk Der er foelelser paa bunden af havet der er perler og moerke og selvlysende fisk. Der er meget der er og saa er der dig der ikke er. Eller du er du er paa en anden maade. Et aftryk. Noget der aendrer sig hver gang det tages frem for at blive kigget paa.

28  Dea Kudsk

Foedderne staar stille. Kroppen loeber ud i sandet Mere spiral end cirkel.

Den uendelighed der gemmer sig i dybet af hvert eneste spoergsmaal.

Efter klokken ti om aftenen kan man ikke vide hvilke dyr der kommer taet paa kysten.

Jeg kunne godt falde i soevn nu.

To uger senere er maanen sit tyndeste selv et sted mellem ferskentraets blade.

To uger kan gaelde som et liv. En draabe som et hav. Jeg har vaeret helt ude i hjertets fingerspidser. Har skrevet et postkort til de levende. Skrevet en linje i en bog uden sider. En selvlysende skrift trukket ud af nattens stof som en traad en selvlysende traad som en vej en selvlysende vej trukket ud af nattens skrift en skrift med to foedder og to haender en haand der plukker maanen bag fersknerne en mund der tager en bid og maanesaft der loeber ud i sandet.

29  Tema: Det andet 

En vilje til at se Tiden er til at forklare sig. Tiden vi taler om er to uger eller en aften og en anden nat. To uger er ikke tid nok til at forstaa forandringer. Men en forklaring. Et sorgskrift. En ravklump. Et aftryk. Og paa samme tid har jeg tegnet et kort. En labyrint og murene har haevet sig omkring mig og det rosa lys findes kun som en fastklemt stribe et par centimeter under havets overflade.

Fortaelling fra havet til bjergene Forklaringen fandt ikke sted. Jeg har glemt hvordan jeg udtrykker mig praecist og tydeligt. Det er ikke laengere ord der former mine tanker. Det er sand og konkylier fundet i bjergene langt fra havet. Der er en meget simpel maade at fortaelle historien paa. En maade der vil afsloere noget og tilsloere andet. Det vil aldrig blive den fulde historie. Der er ikke noget der kan spores tilbage til sin begyndelse. Ikke af mig. Maaske af gudinden der komme ud af skoven naar de sidste containerskibe er sunket. Men det er ikke endnu og I har ikke andre til at fortaelle historien end mig. Jeg var taget fra byen hvor jeg boede og til kysten. Det var en to timers rejse i bus. Bussen broed sammen lige uden for byen. Jeg drak kaffe med sukker og roeg cigaretter og ventede paa at en anden bus skulle komme. Jeg skulle skrive noget om droemme. Men jeg vaagnede hver morgen uden at kunne huske noget. Om aftenen saa jeg solen gaa ned. De hvide badehoteller stod som fyrtaarne langs kysten. Det var om mandagen du forsvandt. Og regnen forvandlede gader til floder. Og jeg floed forbi mig selv og mit hus. Tiden er smaa stoed. Jeg bliver skubbet frem og tilbage.

Tilbage til soendag frem til et helt andet aar. Og mandag er et navn vi har fundet paa fordi vi tror paa gentagelser. To uger senere droemte jeg selvom jeg var vaagen. Jeg sad ved et baal i bjergene og hoerte havets boelger og fuglenes morgensang og den rosa tid strakte sig ud som en trehovedet slange. Det er forklaringen.

I–IV

30 Tekst: Matthias Petersen-Ajbro / Billede: Nicholas Folkerman Knudsen

Tekstområder

Tekstområde I Neandertaleren lige der på tømmerflåden på syndfloden efter Noah helt-vildt-padlende. I skulle have set hans pulsårer. Hans efter-12-måneder-helt-vidt-hængende kæbeparti. Verdenshavets stemmebånd i pubertetslignende svingninger; derefter den blide udmattede moderlige hvad-skal-vi-dog-gøre-afdig-kom-her-lille-du...

Jeg falder og flækker hovedet på en hård erkendelse. Inde i ambulancen hører vi radiogenudsendelser fra stenalderen, lyden af snorkende mammutter, og Queens Greatest Hits 2. Vi er et sted mellem Islands Brygge og Malmö da David Bowie siger vi skal tisse og vi holder ved den næste tankstation vi ser (en Shell-tank). Chaufføren har allerede tisset og viser os plamagen på bukserne og det er ligesom at kigge på skyer om sommeren, vi ser skibe får køer konkylier Kristus og kønsorganer i det våde denim der klæber sig fast til Chaufførens inderlår. Kristus der står der med buket af kønsorganer, han tilgiver alt med det smil og de øjne. David Bowie kender tankstationsejerens søn og siger at vi kan hente ham på tilbagevejen, de har ting at tale om. Tilbage i ambulancen og hullet i mit hoved der udvider sig, der kommer ord ud "Jeg er din anden mund" siger det/jeg og jeg begynder at ane hvad det drejer sig om.

"Styr uden om de indianere" siger jeg i kor, Chaufføren er faldet i søvn, men er en glimrende søvnbilist, så det bliver sådan som jeg vil det. Radioen vil ikke mere. Det er godt det samme.

Ved første øjekast var han halvblind åh misforståelsen forstørrelsesglasset læsebriller er nødvendigt synsbedrag for visse tilfælde tandkødet spyt underarme indkøb intimitetsbehov evnen til at danse det hele så naturligt menneskeligt mens skønhedsplet ligtorn angsten krølhåretheden en art produktionsfejl fabrikken maskinerne samlebåndet der ikke nåedes stoppet i tide ingen ugens medarbejder den uge eller den næste

hvaler gør som de vil ikke som de får besked på jeg forstår nu hvad du mente da du sagde det var menneskeligt at tro mennesket var kongen af dyreriget engang var vi også i cirkus zoologisk have bur lænkerne ja os os alle os nej produktionsfejlene at kunne tale er hul i hovedet siger jeg bare vent til fortiden har indhentet os fortiden har indhentet os det skete i nuet men det var dengang nu er det for sent og

31 Tema: Det andet

Jorden er giftig på den gode måde som lakridspiberne øl den hellige røg alt dette slår dig langsomt lykkeligt ihjel hvem gider himlen der er altid tørvejr + elendig bredbåndsforbindelse wake-up call Ghostbusters Helligånden gør unoder igen mareridt foregår altid på hverdage helvedes forventninger kutymer normsindpasninger de ufrugtbare gentagelser af gentagelser skift masker kasketter ståsted på socialstatussignalerende trappetrin driver af vanvid drypper det gale ned i børnenes øjne vuggen den dag hun begyndte i børnehave var hun endelig sindssyg dog uvidende derom gøres krav på virkeligheden således også på jorden giv os i dagtimerne solstråling evigt som på tv i morgen atter et afsnit af Venner det kan du bande på fuck stigmatiseringen føler Newyorkere sig stødt sat i bås som excentriske klumpe-dumpe mennesker med tegnefilmsmimik eller

32 Tekst: Matthias Petersen-Ajbro / Billede: Nicholas Folkerman Knudsen

Tekstområde II Skitse til en vittighed: En hovedperson, Gravballemanden, Fidel Castro og en europæer går ind i/på en _____ (Bar? Legetøjsforretning? Rockerborg? Fiskehandel? Regeringsbygning? Telefonboks? McDonalds? Hipstercafé? Varmestue? Trappeopgang? Elevator? Svinestald? Kongelig porcelænsfabrik?

Sexshop? Rumstation? Finanskrise? Gældsperiode? Havnegrill? ). Den første siger til den anden hvad den fjerde overvejer at beskylde den anden for at have taget fra den tredje mens den første og den fjerde misrøgtede en fjern slægtning. Derefter går de ud for at ryge en cigaret. Hvem af dem blev ikke inviteret til Dronning Ingrids begravelse?

Jeg vil skubbes ud af TV2 NEWS helikopter stå stille i luften være guldsmed kolibri være hele verdens øjenvidne sende luftkys til åndssvagt smuk astmatiker tisse på offentlige toiletter fra flere kilometers højde skide på fuglene (Det-Er-På-Tide-De-Fik-Igen) denne verden denne abstrakte abstrakt forestillede verden hør 'verden' hvad ser du hvad ser du ser du noget det er ikke det han ser hun ser jeg ser højst kan vi være fælles om en tilsløret uendelighed og en følelse af overrumplende overrumpelthed hed hed (ekko) hed du/jeg noget før jeg/du kaldte gav vi dig/mig et navn gennem påkaldelsen som om det betyder noget gør det det Jah Jahve Jehovah sært skarn har mange navne ... "!@#%!>" shit mand gu vil jeg ej jeg vil skubbes ud af TV2 NEWS helikopter falde ned og blive landsdækkende ! mine hænder sprækker hudområder rykker langsomt fra hinanden kontinentalpladedrift

findes der dumt liv på andre planeter findes der der statistikker der påviser en overdødelighed blandt uønskede tilflyttere nyheder på tegnsprog rapporterer live håndgemæng i Odsherred valgnatten der svøber sig i måneskin sang sonater i det klare måneskin åh Luigi måneskin åh Gud se Sodoma og dø

døde vi ville der ikke være nogen fare og nød ville der ikke være nogen atomkrig sult klimaforandringer AIDS folkedrab smørkrise sindslidelser korstoge kræft kærestesorger kødklister heller ikke skønhed

er er der mere kaffe er er der mere stikheroin bliv bedøvende lige & glad har du talt med dit barn i dag har du tjekket din egen udløbsdato eller kørt magnetstriber gennem offentligheden har du ladet dig stikke af fobierne for at stjæle deres elendige honning har du selv noget at tilføje f.eks. en hemmelighed kærlighedserklæring syndsbekendelse et punktum: .

Hæld mig ud i den stearinplettede nat hvor androgyne tranemennesker i våddragter svæver over paddehatteskyen og sender håndkys til månen og de postsovjetiske rumsonder og kærtegner kilometerlange forlængerledninger de kilometerlange tusindbenbenede forlængerledninger bundet fast om deres ankler tilsluttet verdensnavlen og hæld mig ud i den stearinplettede nat hvor nålen har sat sig fast gentagende gentagende Liva Weel hvor loduret trygt tikker videre men gyngestolen nu er standset

33 Tema: Det andet

34  Tekst: Matthias Petersen-Ajbro / Billede: Nicholas Folkerman Knudsen

Tekstområde III Vi kan tale om vejret.

Vi kan altid tale om vejret.

Når jorden er ved at gå under og solen gået ud kan vi tale om solens manglende tilstedeværelse mens vi varmer vores kroppe på engangslightere og skovbrande.

Dagbogen skrives med retteblæk. Onsdag den 31. oktober 2212 væltede flasken ud over siden og dagbogen klappede sammen og datoen er blevet til et rorschachbillede, jeg synes det ligner et solsystem.

Abraham synes ikke det ligner noget som helst (jeg mistænker Abraham for at være hvid-hvid farveblind).

Jeg oplever at få en overdosis af tid og er lige ved at dø udover hele sommeren og efteråret og vinteren.

Tekstområde IV I fremtiden vil det regne med fekalier og alt hvad der lever vil være kødædende forvent ikke tremileøen tjernobyl fukushima forvent ikke pompeii eller græshoppesværmene forvent sletikkenoget anslag (så kan I forbløffes!) dyrene vil gå i døde menneskers klæder og menneskene i dyrenes

dette er svampens og de nye planters tid!

Planeten selv vil iklæde sig en puppe en dåbskjole af noget der er mere støv end støv og mere aske end aske Leviathanen vil vende tilbage vil sluge afrika asien europa amerika og inden i den vil industrien vokse & vokse & vokse & nå sin endelige udløsning

35 Tema: Det andet

sådan sker det...

36  Morten Elting Eilersen

37 Tema: Det andet

Uddrag af Eldrid Lunden: hard, mjuk (1976) Oversat fra norsk af Helene Johanne Christensen

hård, blød

38 Eldrid Lunden

* Tiden har et gammelt greb om det meste, nye bevægelser rejser sig brat og forsvinder.

* Nye lyde når hende vinter, mørke løsner pludselig i granerne og sætter en skræk i sneen.

* Pludselig en dag kan alle se hende og det er hendes skyld

* Lyset bliver for stærkt for vinden skoven og bjerget, sommeren og vinteren svinder og glider langsomt ned bag horisonten.

* Der sker noget med grænserne, der sker noget med hendes egen bløde krop som aldrig holder op.

* Hun vil skabe sig om til en bevægelse, hun bliver logisk set overalt.

39 hard, mjuk

* Hun strammer bæltet, indtil der ikke længere er en millimeter mellem hende og tøjet, hun samler armene og benene og sætter dem pænt fra sig i kroppen.

* Kvinderne omkring hende, engang har de stille trukket alle kropsgrænserne ind.

* Den første gang jeg hørte sang og hænderne, hænderne som ikke hører hjemme noget sted.

* Tiden har et gammelt greb om det meste, små lommer af glemsel åbner sig, tomrum i hende som vil presse nedad.

* Nogen står i ringen, lidt i baggrunden og har fat i hendes ryg, hun vender sig hurtigt for at slå blikket ned.

40 Eldrid Lunden

* Nogen griber hende hårdt, stivner i sit eget greb, hun bliver rolig, en slags menneske i opløsning omkring hende.

* Hun er allerede en dygtig knivkaster, hun har et blåt blik og et gråt, det grå er roligt, som en finslebet lille flamme i håndfladen.

41  Kamilla Jørgensen

Jammers minde

42 Andreas Vedel Jensen

#1 Isaam

Isaam er 29 år gammel og studerer på universitet. Han har libyske rødder, men har sammen med sin familie boet i Danmark i det meste af sit liv. Han har gået i dansk folkeskole og haft en ungdom, der ligner de fleste andre unge danskeres, med uddannelse, fester, højskole, alkohol og eksperimenter med at ryge hash. Han er opdraget i den muslimske tro og har i flere henseender i mange år, levet meningsfuldt i forhold til koranens forskrifter. Han blev udfordret på disse senere, da repetoiret af stoffer blev udvidet, specielt med hensyn til psykedeliske stoffer. Han var draget af rusen og var nysgerrig på denne nye dimension af den virkelighed han kendte. Forundringen og nysgerrigheden overfor stoffernes virkning og rusens verden, var i flere år det centrale omdrejningspunkt for Isaam og hans venner. Isaam mener, på trods af flere skræmmende oplevelser, at have fået noget positivt og meningsfuldt ud af at bruge stoffer.

Da jeg var nitten-tyve år, følte jeg, at jeg havde oplevet mere, end de gamle imamer havde. Dem der skulle hjælpe mig. Det var voldsomt. Det var så stort et ønske fra min mors side, at få mig tilbage. Det var frustrerende fordi, det imamerne gjorde og det min mor ønskede, egentlig repræsenterede alt, hvad jeg var vokset op og opdraget med: Koranen og Islam. Og det ville jeg væk fra. Jeg ville ikke være muslim mere. Det var frustrerende, fordi det var min mor, som jeg elskede – og stadig elsker. Jeg ville selvfølgelig helst gøre hende glad og stolt. Hun syntes jo, at jeg var fortabt.

Jeg havde et trip. Det var en hård psykedelisk oplevelse. Den sad fast i min krop og mine tanker i et halvt år efter selve rusen. Ofte havde jeg decideret angst. Angst er bedste ord jeg kan finde. Hvor jeg havde det dårligt.

Når jeg tænkte på døden, hvilket jeg ofte gjorde, begyndte jeg at få svedeture og min krop begyndte at ryste. Angsten sneg sig ind i min tilværelse, den omsluttede mig i mange situationer og var altoverskyggende. Men den var samtidig ekstrem relevant! For mig handlede dette trip om min tro og Islam og mit forhold til religion. Det her handlede om min eksistens. Jeg kommer jo fra den her muslimske familie og alt det jeg havde lært med, at bede fem gange om dagen og tro på Allah, at faste og følge koranens bud – det kunne jeg lige pludselig ikke bruge, det var blevet meningsløst.

Hverken under trippet eller i perioden bagefter, kunne jeg søge forklaring i det jeg kendte til og det jeg havde troet på. Det havde ingen kraft. I svam-

43 Tema: Det andet

perusen havde jeg oplevet dyb eksistentiel angst samtidig med, at jeg oplevede, at stå midt i et uendelige og vidstrakt liv. Det passede ikke ind i min muslimske forståelse af verden. Jeg var jo dengang stadigvæk troende, men min oplevelse i trippet gjorde det klart for mig, at Islam ikke var noget som jeg kunne bruge til noget! ´Når jeg endelig ligger og skal til at dø, så er det ikke den Allah, jeg vil tænke på´. Det gav ikke mening. Det kunne ikke give mig tryghed. Det var, som om der manglede nogle oplysninger og noget information. Jeg følte ikke, at denne oplevelse kunne blive formildet, gjort forståelig, eller at mine problemer kunne løses, indenfor en muslimsk ramme. Det virkede lidt som om, at Koranen bare var en fortalt historie, og det kunne jeg ikke bruge i mit virkelige liv!

Efter lang tid, måtte jeg se i øjnene, at jeg nok ikke var muslim. Og der startede min krise for alvor! Alt det jeg havde lært og troede på, gjorde sig ikke gældende mere. Det gav ikke mening at skulle bede flere gange om dagen. Det gav ikke mening at læse i Koranen. Versene synes ikke at afspejle mit virkelige liv. Specielt i forhold til min familie var det svært.

Det tog lang tid før jeg sagde noget, men det blev så uudholdeligt. At jeg ikke kunne fortælle om min tvivl og min eksistentielle angst. Jeg vidste, at min familie og specielt min mor, ikke ville forstå mig. Mit indre var uforklaret og i konflikt, men jeg måtte nu erkende, at min ydre kendte verden også skulle rekonstrueres og at jeg måtte redefinere hvad livet var og hvad døden var. Alt, hvad jeg troede på, skulle jeg gentænke og reformulere. Forfra, og jeg stod alene i verden med det, følte jeg.

Jeg er næsten 29 nu, så det er snart ti år siden. Jeg har ikke fortalt hende alt. Altså alt om, hvilke og hvor mange stoffer jeg har prøvet og taget. Men hun ved godt, at jeg har røget hash. Det fortalte jeg hende. At det giver mig nogle tanker og andre perspektiver på ting. At det er det, der har vækket min interesse for naturen og for den videnskabelige forskning. Første gang jeg røg hash var det egentlig i sig selv en ret ubehagelig oplevelse. Jeg følte mig forfulgt og så syner. Vi var ude i en skov og jeg fik hele tiden, i små glimt, billeder af Mussolini og Stalin og forskellige rovdyr, f.eks. en leopard der hoppede over en træstub. Det var skræmmende. Men det vækkede også noget i mig. Jeg var blevet overrasket over at Cannabis Sativa, en plante der bare vokser i naturen, kunne ændre så meget på min oplevelse af verden. Det var som om, at jeg under rusen kunne adskille min bevidsthed fra min krop. At jeg kunne vælge mellem at observere mine tanker og min krops handlinger eller gå dybt ind i oplevelserne og være helt til stede.

Det var som om mine sanser blev åbnet op og jeg fik adgang til et bredere spektrum af muligheder. Jeg var tiltrukket af denne helt nye verden, nærmest en anden dimension af, hvad jeg havde kendt til indtil da.

44 Andreas Vedel Jensen

Det var dengang. Jeg føler, at hun i dag forstår mig mere. Specielt efter jeg er begyndt at studere på universitet. Medicinalkemi. Det er mig hun kommer til, hvis der er noget hun har brug for hjælp til eller snakke om. Og hun kan godt se nu, at jeg ikke er helt fortabt. Hun prøver stadig at få mig tilbage til Islam engang imellem, og beder til Allah for mig. Men hun har på en måde accepteret mine valg og mit liv nu. Men jeg har det stadig sådan, at hvis jeg fulgte min families vej, altså hvis jeg stadig var troende muslim, så ville alt være nemmere. Det er som om, at jeg så ville være beskyttet. Altså ikke beskyttet, som i at Gud holder hånden over mig, men beskyttet som i at være en del af den samme historie. Det at kunne placere mine erfaringer og oplevelser i en kendt og genkendelig ramme. Jeg synes, at man er beskyttet, hvis man har en fælles historie. Når man er i en tryg ramme, hvor man kan tale og fortælle om sine tanker. Når man ved, at dem man taler med kan forstå det man siger. Og omvendt, så er man ubeskyttet når man pludselig ikke kan tage del i en fælles historie eller forstå sin verden ud fra de ord og begreber andre bruger. Når de ting man siger, ikke vækker genklang i andre. Jeg føler mig ubeskyttet og sårbar, når jeg ikke kan dele mine vigtigste oplevelser med andre, og specielt når det er min mor.

Mine oplevelser med psykedeliske stoffer, synes jeg på mange måder er ubeskyttede. Når jeg nogle gange alligevel forsøger at fortælle om disse oplevelser til nogen, der ikke har lignende erfaringer, så kan ordene miste betydning. Ikke selve min oplevelse, men min fortælling om den. Det er ikke fordi ordene direkte smuldrer væk mellem hænderne på mig. Man kan vel nærmest sammenligne det med at lave en oversættelse fra tongansk til kinesisk og så til dansk eller sådan noget. Der vil nok være forskellige forståelser af ordene, også selvom man vil kunne finde ord der umiddelbart kan oversættes. Begreber om tid og sted og om forståelsen af årsagssammenhænge er helt sikkert forskellige. Og det er svært at formidle. Dér går information tabt. Der, mellem afsenderen og modtageren. Det fælles sprog – de fælles ord og referencer vi kan bytte frem og tilbage er der ikke. Og det synes jeg også hænger sammen med, at kalde noget for en ubeskyttet oplevelse. Jeg kan ikke bruge de begreber vi plejer at bruge, for meningsfuldt at beskrive nogle af de oplevelser jeg har haft. Nogle gange kalder jeg den psykedeliske oplevelse, et svampetrip for eksempel, for ´en rejse´, bare for at kunne placere den med normale begreber. For det ér en slags rejse, væk fra de begreber vi kender og bruger. Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt, fordi man kan godt fortælle om oplevelserne og dermed bruge det sprog vi har til fælles. Men svampeoplevelsen er tit så sanselig og bevidstheden får et helt andet fokus, samtidig med at det tit giver en form for dyb mening.

Det synes jeg, gør det til en oplevelse, der er svær at dele med mennesker,

45 Tema: Det andet

der ikke har den samme erfaring. Der ikke deler den samme forståelsesramme. Og i det ligger også den der sårbarhed, der ligger i at stå alene med nogle livsomstændigheder, der giver dyb mening for mig. Jeg kan selv mærke det, ikke at kunne sætte præcise ord på oplevelserne eller diskutere dem med mine nærmeste. Der ikke er en ord-ramme til at forstå mine oplevelser. Der ikke er et sprog, der kan sætte ord på min oplevede verden.

Jeg kan savne en beskyttet ramme, eller et beskyttet rum: At kunne sætte mine oplevelser ind i en sammenhæng. Så jeg selv kan forstå det og så andre kan forstå mig, måske genkende sig selv i mine oplevelser.

I et af mine vigtigste svampetrips har jeg oplevet at dø. Der var det, der udløste den angst jeg oplevede. Ikke bare ´at dø´ som en tanke, men som en virkelig oplevelse af at dø. Jeg ikke bare tænkte eller troede, men oplevede at mine lunger ikke virkede, at mit hjerte ikke virkede og til sidste at mit ´jeg´ begyndte at forsvinde. Selvfølgelig er angst – angst. Den er ubehagelig! Jeg mærkede den indhylle mig. Jeg løb jeg ud på toilettet! Jeg kiggede mig selv i spejlet, fordi jeg bare havde brug for at se mig selv. Bekræfte min egen eksistens. Men jeg så kun omridset af min krop. Kroppen var begyndt at forsvinde. Jeg følte at indmaden var begyndt at diffundere ud i luften, stille og roligt. Jeg stod og så ind i spejlet, og så mig selv forsvinde. Og der blev jeg bekræftet i, at jeg netop var ved at dø. Så gik jeg først i panik! Jeg kunne mærke angsten omslutte mig. Nu havde jeg jo lige pludseligt et synligt bevis på, at jeg var ved at forsvinde fra denne her verden. Jeg mærkede, sansede og så hvordan mine organer var ved at flyde ud til atomer, mærkede afstanden øge. Jeg løb ind i stuen hvor jeg fandt og åbnede en bestemt bog, Kongens Fald. Fordi jeg kendte den bog. Jeg havde læst den mange gange.

Den var bekendt. Men ikke i trippet. Bogstaverne gav ingen mening, det var bare meningsløse symboler, volapyk. Det var bare tegninger.

Jeg ville slukke min computer, musikken kom derfra. Det var meget intenst at høre på. Alt påvirkede mine følelser og musikken ville trække mig med sig. Selv dét var svært. Jeg kunne fysisk mærke og sanse pilen på skærmen og det fik mig til at gå endnu mere i panik. Jeg lagde mig ind i sengen og kiggede på mit ur, et digitalt ur. Men tallene gav heller ingen mening – igen meningsforladte symboler og dansende volapyk. Det sidste jeg husker er, at jeg i fosterstilling ligger og omklamrer min dyne. Jeg lå virkelig og prøvede, at holde fast i det sidste jeg havde tilbage i den her verden. Min dyne! Den var fysisk, noget jeg kunne røre ved. Det kunne ligeså vel have været et træ, det kunne have været en person, det kunne have været radiator, hvis det var det jeg havde tæt på.

Der lå jeg! Jeg fik nu sådan en oplevelse af, at se evolutionen. Ikke kun evolution af en art, men af hele dyreriget. Jeg så det som en lang strøm. En

46 Andreas Vedel Jensen

ensartet strøm, som jeg var en del af. Jeg så og oplevede mig selv som en lille prik i den her kæmpe strøm, der strakte sig ind i uendeligheden. Jeg var som en lille del af et kæmpe elektrisk netværk af liv. Først var det faktisk ret ubehageligt, fordi det pludselig stod klart hvor lille og ubetydelig jeg var. Men da jeg fik beroliget mig selv, voksede ud en følelse af tryghed, ud fra angsten. Jeg følte mig omgivet af dunede fjer, bølgende søgræs og en slags farvede koraldyr. Det var meget meningsfuldt. Verden var ikke ved at gå under, min krop var intakt. Jeg levede og mit sind var i en krop, der på ny føltes som min.

Jeg begyndte senere at forstå Allah, som et symbol for den her alt-hed som man kan blive del af. Det her elektriske netværk, som jeg havde været tæt på – det er Allah! Det, at blive ét med alt, blive en del af alt, hvor du ikke kan skelne eller differentiere mellem dig og et træ eller dig og en anden person.

At være en del af den evige strøm af liv. Jeg oplevede at altheden, det er Allah, det er væren. Jeg føler, at jeg nu er mere beskyttet end før. Ikke af Allah, men af, at have et sprog til fælles. At dele og at kunne bruge begrebet Allah. At forstå ordene og dele dem med min mor. Jeg er ­beskyttet! På min egen måde.

Billedkunstlinjen Skrivelinjen Design / Arkitekturlinjen Filmmanuskriptlinjen Tekstillinjen Tegneserielinjen

Bøger fra www.mellemgaard.dk

Find vores blad online pĂĽ: instagram.com/litteraturbladet_texaslonghorn fb.me/litteraturbladettexaslonghorn forlagetgladiator.dk/pages/texas-longhorn

Idolplakat

Dea Trier Mørch

Karl Marx

Helene Johanne Christensens debut, digtsuiten Blå, er sensationel i sin insisteren på det enkle eller ligefrem bogstavelige. Blå afbilder ikke verden, men er verden – eller bedre: verden i sin tilbliven, en metamorfose.

Blå er en kærlighedshistorie, som – omkring frasen et nyt lys – insisterer på ikke at ville nøjes, insisterer på og længes efter en forandring af relationen mellem jeget og den elskede. Der er noget Inger Christensensk over dens måde at organisere stoffet på i en stadig gentagelse og variation af de samme få elementer: et værelse, havet, en åben plads, en statue, farven blå.

I og for sig er der tale om en ganske nøgtern undersøgelse af sproget, hvordan det er i glidningen mellem elementerne, betydningen opstår. Men det er også – samtidig med denne undersøgelse, og heri ligger digtenes stærke nødvendighed – et helt almindeligt menneskes desperate forsøg på at fastholde et håb om forløsning. Et forsøg på at nærme sig noget andet, noget nyt, lade et nyt lys kaste sig over relationerne, stederne og tiden. Meget civiliseret, men med en egen vildskab i det civiliserede.

Foto: Mads Holm

Vejl. pris: 239,95 kr.

ISBN: 9788793658011 100 sider Udg.dato: 22/03/18

Vejl. pris: 199,95 kr.

ISBN: 9788793128989 68 sider Udg.dato: 08/02/2017

1,7 TIPPING POINT SILJA E. K.

Foto: Sofie Amalie Klougart

HELENEHENDERSON JOHANNE CHRISTENSEN

Hybridværket 1,7 tipping point er en montage bestående af forfatterens egne digte, dagbogsblade og erindringsbrokker, readymades om verdens tilstand fra internettet og en dystopisk novelle i bedste science fiction-stil, der tematiserer menneskets nuværende tilstand: katastrofeafventende.

Igennem værkets utallige referencer fra alt fra videnskabelige artikler til twitter-opslag oversvømmes læseren af informationen. I en vekslen mellem det nære og hjemlige i dagbogsnotaterne og det truende apokalyptiske i faktaklip og statistikker skriver Henderson klimakrise, ulighedskrise og flygtningekrise sammen til én og samme problemstilling – og kæmper som menneske, intellektuel og som mor på den ene side med at erkende sin egen og samfundets apati, og på den anden side med at overskride den i det fælles og hudløse ‘vi’.

Henderson skriver sig ind i den kritiske tradition, der de seneste år har blomstret med danske forfattere såsom Lars Skinnebach og Theis Ørntoft, men også internationale kunstnere som Ai Wei Wei og økokritikkens teoretiske fader Timothy Morton.

www.forlagetgladiator.dk

Man skal jo leve

51 Harald Herdal

Uddrag

Man gik gennem en smal Gang fra Gaden og ind i Gaarden, der var Trapperne til Forhus og Baghus. Og en lille Gang, hvor den rødhaarede Karla, Fru Andersens Datter, altid stod med ham Kristian, en lille Splejs med stort krøllet Haar og dumme Øjne. Jensens Dreng Jørgen stod lidt oppe paa Trappen og lyttede. Han skulde op, Klokken var mange, og hans mor lavede altid saa meget Vrøvl, hvis han kom sent op. Hans Far sa ikke noget, for han var gerne gaaet i Seng. Klokken var heller ikke mer end ti og Ernst maatte da gerne være nede. Fra Baks Bagværelse kom et lille Lysskær, saa Jørgen næsten kunde se Karla og Kristian, der stod tæt sammen og hviskede. Men de kunde ikke se ham, og de vidste heller ikke, at han var der.

Kristian begyndte at kæle for Karla. Han tog paa hende, som man tar paa en Pige, man vil ha, og Karla lod sig ikke mærke med, om hun brød sig om det eller ikke. Hun lod til at være ligeglad. Kristian blev forstemt, skønt han ikke var vant til det og godt vidste, hvor død i Sværen hun var. Og mens han krammede hende og var glad, fordi han maatte, tænkte han alligevel mismodig, at der ikke var noet Fut i hende. Hun var ikke som de Piger andre fortalte om, naar de stod og pralede. Han var næsten sørgmodig, han hade let ved at blie det.. Men han maatte være glad til, det vidste han godt, at hun vilde ha noet med ham at gøre.

Karla tænkte paa den kønne Brødkusk, der kom med Brød til Mejeriet og hade et lille sort Overskæg og Øjne med Blink i. Et rigtig Mandfolk, ikke sådan et lille Skidt som Kristian. Men Brødkusken smilede bare til Pigen i Mejeriet og ikke til hende. Hun var for tyk. I Lysskæret fra Baks Vindu saa hun Kristians lille lyshaarede Ansigt med det bange Grin og de dumme, tiggende Øjne. Det gule Haar stod i Krøl om hans skvattede Ansigt. Hun var led ved ham. Han var lidderlig. Han stod og gloede paa hende. Hendes store, halvlukkede Øjne hade hverken Liv eller Blik.

Hendes Ansigt var mælkefarvet, livløst fedt og uden Udtryk. Hun var rødhaaret og uformelig tyk, hun tjattede hans Haand væk og flyttede sig lidt.

Laa vær, sa hun dvask.

Kristian mumlede. Hva vil du gøre, hvis du laver mig tyk en Da? spurte hun, og saa paa ham. Det var, som om hun grinede af ham.

Kristian blev hed i Ansigtet, kold og bange og sølle. Han undgik hendes lurende Øjne, hans blik flygtede bort i Mørket, noet om Alimentasjonsbidrag, sidde dem af, ødelagt Fremtid, fløj gennem hans skræmte Hjerne. Han svarede ikke.

Fru Jensen sukkede i Køknet. Jensen var gaaet i Seng. Hun gik ind i stuen. Lyset fra Køknet skinnede derind, hun kikkede ned i den halvskumle Gade. Kvinder. Mænd. Politibetjente. Unge Men-

52 Harald Herdal

nesker henne paa Hjørnet. Hvor var Jørgen? Klokken var over ti.

Det var nu snart hver Aften. Han hørte ikke paa, hvad hun sa. Og Jensen sa ikke noet. Fru Jensen sukkede. Hendes Sind var Bekymring. Hun gik atter ud i Køknet og skar Mad til Jensen og Jørgen.

Brødmaskinens Hak hørtes ned i Gaarden.

Noen gik gennem Gangen og over Gaarden og hen mod Trapperne. Strøg en Tændstik. Det var Typografen. I Gangen stod som sædvanligt den skeløjede Fru Andersens rødhaarede og tykke Tøs med ham hun gik med. Det gjorde de næsten hver Aften. Naa ja, hva Faen, tænkte Svendsen overbærende. Goaften, sa han. De svarede. Typografen famlede op ad Baghustrappen, strøg Tændstikker, snublede over Trinene, bandede og var fuld som sædvanligt, tænkte: hva Faen! og fik omsider lukket sig ind paa Kvisten og smækkede Døren i.

At det Menneske ikke ka la vær med og smække saadan med den Dør, tænkte Fru Andersen. Peter snorkede. Fru Andersen laa ved Siden af og kunde ikke falde i Søvn, skønt hun var træt nok.

Hver Aften smækkede han med den Dør. Men nu skulde hun nok ta og sie det til ham. Han ka vel nok ta Hensyn til andre Beboere i Huset. Karla var ikke kommet hjem endnu og stod vel nede i Gangen sammen med den lille Splejs, hun gik med. Gud ved, hvad hun vilde med ham?

Typografen følte paa Kakkelovnen. Den var kold. Det var den hver aften. Han hade aldrig haft Ild i den. Han skruede Petroleumslampen en Smule ned, den oste, og satte sig paa den uredte Seng, der aldrig blev redt, og saa sig om i den lille Stue, hvor der bare var en Seng, en Stol og et Bord og et Skab, grønt Tapet og en halvnøgen Pige paa Væggen. Paa Fredag vilde han op til den tykke Ludder. Han trængte til det. Han gabede, lidt efter sov han, med Tøjet paa. Som sædvanligt. Lampen brændte. Som sædvanligt.

Noen gik gennem Gangen og over Gaarden og hen mod Trapperne. Strøg en Tændstik. I Gangen stod som sædvanligt den rødhaarede Pige med ham hun gik med. Det gjorde de hver Aften.

Den arbejdsløse Bagersvend hilste og gik op af Trapperne og lukkede sig stille ind og tænkte, at han ikke vilde forstyrre Fru Lund.

Inde paa sit lille Værelse med blomstret Tapet undersøgte Christiansen, om der skulde være mere Petroleum paa den lille Petroleumsovn? Nej. Lampen var det osse smaat med. Det var koldt. Han fik ikke Understøttelse før Paa Onsdag. To Dage endnu. En Gang hade han osse haft en Kæreste og staaet med hende i mørke Kroge lisom dem derned, før hun gik med op paa hans Værelse. Men hende vilde han ikke tænke paa. Nej. Alligevel sad han og blev ensom og tænkte paa hende. Han hade aldrig Raad til en Ludder.

Hva Faen sku det ende med? Han hade ved Munden en underlig

Man skal jo leve 53

Grimasse, det saa ud, som om han altid var ved at fnise. Den arbejdsløse Bagersvend sad med Frakken paa i det kolde Værelse og frøs. Ensom.

Fru Jensen var færdig med Maden og la de to Pakker under en Skaal og kom til at tænke på Fru Lund, hvis Mand næsten aldrig var hjemme. Han var saa slem til at gaa ud og spille Biljar, sa Fru Lund. Men hvem tror paa den? sa Fru Andersen til Fru Jensen, og vel osse til andre. For hun snakkede jo med alle og enhver. Fru Lund syede og saa altid ked ud af det. Stakkels hende. Der var det ved Jensen, at han næsten aldrig sa noet. Men han var dog hjemme. Gud ved, hvor den Dreng blev af ?

Karla, bad Kristian næsten bønligt, ta nu og vær lidt sød, hva?

Hans stemme mindede om den lille Drengs, naar han er ved at græde, fordi han ikke maa faa sin Vilje. Karla var ligeglad. Bare der ikke kom noen. Kristian var ivrig.

Noen kom gennem Gangen og over Gaarden og ind. Karla tog sit Tøj ned. En Haand ramte hendes Ansigt. Hun skreg. En stemme sa: Undskyld, undskyld. Karla greb Kristians Haand, og Kristian mandede sig op og sa: Hvem er det? Stemmen sa: Undskyld, De har vel ikke en Tændstik?

Fru Andersen tænkte: Det var Karla. Saa staar de dernede. Hva mon hun skreg for?

Kristian strøg en Tændstik, Manden takkede og gik hen til Trappen til Baghuset og op. De kendte ham ikke. De hørte han famlede op ad Trappen.

De staar dog altid i den Gang, tænkte Fru Jensen, at de ikke skammer sig. Og skriger saadan op! Det er Fru Andersens Datter.

Gudved, hvor Jørgen blir af ?

Jørgen tænkte: Hvem var nu det? Og var ærgerlig. Der var lige ved og ske noet. Han kunde høre det. Han stirrede gennem Mørket, hed og spændt.

Kristian var ærgerlig, fordi de blev afbrudt.

Oppe paa Kvisten, foran den Dør, der stod Hansen paa og som førte ind til et lille Kvistkammer, hvor han engang hade boet og haft det godt og haft en Kæreste, stod Manden, der kom til at ramme Karla i Ansigtet med den Haand, han følte sig frem med.

Han stod meget stille og tænkte paa Matilde, og naar han sad indenfor og lyttede efter hendes Trin på Trappen. Et Par Gange blev hun hos ham hele Natten, de drak Kaffe sammen om Morgnen, Matilde lavede den paa Primussen, mens han gik ned og hentede Brød i Ismejeriet. Pigen i Ismejeriet saa altid paa ham, det syntes han, naar han skulde ha mere Brød, end han plejede. Nu hade Matilde en anden Kæreste, som hun maaske blev hos om Natten og lavede Kaffe til. Nede i Gangen stod et Kærestepar og kram-

54 Harald Herdal

mede hinanden i Mørket. Hva ragede det ham? Lidt tilhøjre for Døren der nu stod Hansen paa, sad en Krog. Til hvad? Men den sad der. Han vidste det. Og forleden, eller igaar, saa han pludselig den Krog tydeligt for sig. Et Fingerpeg, en Anvisning, ikke! Saadan maa det da forstaas. En Udvej. Den eneste. Naar der ikke er andre. Han halede resolut Rebet op af Lommen, gjorde den ene Ende fast i Krogen, prøvede om den holdt og gjorde det meget forsigtigt og stille.

Men Verden er kaotisk forvirret. Det er Pengene, der regerer.

Det er det eneste sikre og sande. Alt andet er usikkert, foranderligt.

Den politiske, økonomiske Situasjon ændres og forværres fra Avis til Avis. Og kan man tro paa Aviserne? Nej, det er derfor yderst vanskeligt at skrive en aktuel Bog om Tiden, en historisk korrekt Roman. Hansen bøjede sig over sit Manuskript, over sine Papirer, sine Notater, sine Avisudklip. Han glødede, han arbejdede, han skrev, saa han ikke vidste, hvor han var. Inspirasjonen var over ham. Han skrev. Han skrev. Store Bogstaver paa smaa Ark Papir.

Nede i Gangens Mørke stod Kristian og Karla. Og Jørgen. Kristian tiggede og var paatrængende. Det ka jo komme noen, sa Karla tvært. Kristian famlede under hendes Tøj. Den Høje Mand med det altfor lille, løjerligt gamle Drengehode med store, inderligt gode og taabede Øjne stod lidt og tøvede. Ængstet, bange, tvivlraadig? Aldeles ikke. For første Gang i sit Liv følte han Evne og Vilje til at føre noet igennem. Han trak bare Været. Han forhastede sig ikke. Han var grundig. Han var Urmarsvend, et meget upræcist Menneske med noenlunde Sans for store og smaa Hjul og Mekanismer. Han udregnede nøjagtigt Muligheden for sit Forehavende, indsaa at han maatte la sig glide udover det lille Gelænder, saa han fik Fald. Saa gaar det hurtigere. Det hade han hørt. Han prøvede Rebet omhyggeligt. Det maatte ikke briste. Hans mester sa, at han aldrig kunde lave noet ordenligt. Han overvejede, han handlede.

Og for en Gangs Skyld blev hans Forhaabninger opfyldte. Det ga et lille bump i Gelænderet, det knagede.

Matilde tabte et stykke Sjokolade af en fin Æske paa Gulvet.

Det ga et lille Bump. Hun hade faaet den af ham. Han redte sit Haar, fin omhyggelig Skilning. Briliantine. Matilde bøjede sig ned efter Sjokoladestykket og stødte Hodet mod Bordkanten. Det ga et lille Bump og det gjorde lidt ondt. Hun blev alvorlig.

Snoren strammede godt og hurtigt om Urmarsvend Herbert Jespersens tynde Hals.

Matilde sa: Av, og anglede efter Medlidenhed og Kærtegn. Men Skilningen var ikke helt færdig og hendes velklædte og kønne Kæreste sa bare: Slog du dig? Og mærkede et par Haar på den gale Side. Matilde tog til sit Hode.

Man skal jo leve 55

Karla hørte den underlige Lyd oppe fra Trappen. Gelænderet knagede. Manden! Den fremmede! Var han deroppe? De hade heller ikke hørt ham gaa ind! Kristian hade ikke hørt noget. Karla greb ham i Armen.

Sludder, sa han ærgerligt.

Der er noet, hviskede Karla. Følg mig op …

Vil du op? spurte Kristian skuffet.

Stryg en Tændstik, sa Karla.

Han hade Lyset til at indvende noet, men lystrede.

Gaa foran, sa Karla.

Kristian strøg Tændstikker.

Saa maa han være oppe paa Kvisten, sa Karla.

Jørgen stod nede paa Trappen og lyttede. Hvorfor gik de op?

Hvor vilde de hen?

Kristian strøg en Tændstik. Nedover Gelænderet fra Kvisten saa de begge i det flakkende og svage Lys fra Tændstikken en Mand, der hang udover Trappen. Tændstikken gik ud. Karla hvinede og greb i Kristian, der var ved at falde ved hendes voldsomme Greb.

Fru Andersen fór op og fik tændt Køkkenlampen og fór ud paa Trappen.

Der er en, der har hængt sig, skreg Karla.

Fru Lund kom ud nedenunder, med Køkkenlampen i Haanden.

Hun saa op på de andre. Nedefra kom den tykke Fru Jørgensen med Besvær op ad Trappen og sa med forpustet Stemme: Hvad er der dog? … Hun rystede.

Tre Køkkenlamper, tre almindelige Køkkenlamper med grønne Beholdere og blanke Plader og høje Glas, oplyste den hængte Mand. Ud af sin Dør kom Hansen, forsigtigt, skræmt, forvirret.

Han saa et stramt reb fra en Krog ved hans Dør og en Skikkelse, der hang udover Gelænderet. Han saa forskrækket ud. Ud kom den søvndrukne Typograf og mumlede: Hva Faen er der ivejen? Han hade den svagt lysende Lampe i Haanden og svingede med den, saa den oste. Det var en Bordlampe med bronseret Fod, Glasbeholder og skaaret, hvid Kuppel. Den lyste osse ved den Hængte. Der hade aldrig været saa meget Lys paa een Gang paa Trappen. Og først var der ingen, der sa noet, de saa bare, de maabede. Saa blev der sagt en Mængde. Fru Andersen foretog sig noet fornuftigt: Er der ikke en, der ka faa fat i en Betjent?

Trappen var fuld af Husbeboere og fremmede. Der var en der løb efter Politi. Og de vilde alle sammen se den Hængte.

Den Hængtes Øjne stod vidtaabne, stadig taabede. Hans lille og underligt ældede Drengehode var allerede besynderligt ækelt. Det var væmmeligt at se. Konerne gyste.

56 Hanna Sigga Madslund

Californien * Sommer 1968 Gerda bruger neglelak på tæerne og make­­up, selvom det ikke er nød­ven­digt.

Det ville moren og Alma sige. Åh, hvor er hendes fødder og hænder smukke, lange og lige som morens. Ele­­gante.

Mens hun, Louise, har arvet faderens lavstammethed, hans brede fødder og tvillingetæer. Dem plejer hun ellers at prale af, men her er sam­men­voksede tæer, korte praktiske negle og lange lige øjenvipper som køernes tydeligvis ikke i samme høje kurs. Louise kan ikke få nok af Gerdas løssluppenhed, hendes humor, hendes lette gang på jord. Hun misunder hende, lillesøsteren, den forgudede efternøler, som har fået sådan en mand, sådan et liv. Opnået helt ved egen drift. Det begær, det mærker hun nu.

Hun kan ikke få nok af Gerda og Jacks nybyggerhjem, som Jack selv har hamret sammen med sine bare næver. Cigarkassen, kalder Gerda det, ligger øverst på en bakke med en formidabel udsigt over de bølgende, gule bakker med højt afsvedet græs, blomstrende hårdføre planter. Det er ufatteligt, at Gerda bor her, hendes søster, som kommer af det samme som hende selv, præstegården, hvor pengene var små, og hvor det materielle ikke spillede en rolle, eller hvor folk med penge og ekstravagante vaner blev set på med den største mistro. De var usle og fortabte. Ikke at de var syndere. Ikke direkte. Mere at det var synd for dem, at de ikke havde andet at gå op i end ting og sager. Folk med åndelighed og deres meningers mod blev derimod sat op på en piedestal. Her er det lige omvendt, tænker Louise, her er alt stort og flot og overdådigt, mens ånden og troen og indsigten for længst er forduftet til fordel for det overfladiske, det florlette liv, hvor døden er fraværende. Louise kender

57 Californien * Sommer 1968

det godt, det kick, man får ved at eje en smuk kjole, ved at tage sig godt ud, blive lagt mærke til. Det er hun ved at få smag for.

Louise kan heller ikke få nok af Jack. Hans mandighed skinner hende i øjnene fra hun står op, til hun går i seng. Hun følger ham med blikket, når han går gennem huset, når han leger med drengene, når han stiller sig på kanten af poolen og frygtløs hopper på hovedet i. Det lette plask, det giver, selvom han er en tung mand, de faste balder i de blå badebukser, og så er han oppe igen, ryster håret og kigger på hende med de lysende blå øjne. Hun glemmer helt at tænke på Lars derhjemme. Men han er jo også på ferie med kone og børn, et faktum hun distancerer sig fra, selvom hun kan føle en svidende jalousi, når hun tænker på det. Derfor lader hun det ligge. Hun har selv valgt at indlade sig med gifte mænd for ikke at ødelægge sit stabile liv med Alma og døtrene, der kører som smurt i smør, og fordi gifte mænd er nemme at få fat i, sultne som de er, efter sex uden børn i sengen, efter at bryde gamle vaner og uheldige mønstre med konen derhjemme, hustruen, som de enten ikke elsker, eller som ikke forstår dem. Alle de undskyldninger, hun har hørt. Jack vinker fra den anden ende af bassinet.

Hun kan ikke få nok af swimmingpoolen. Hun stiller sig på kanten, overvejer hvordan det er at springe i. Det tør hun ikke. Hun sætter sig ned på kanten, hun mærker med tæerne, vandet er turkisblåt og blankt, hun rejser sig og går hen til den hårde ståltrappe, går forsigtigt baglæns ned, hun svømmer ikke særlig godt, er egentlig bange for vand, hun tvinger sig ned under vandskorpen for ikke at være til grin for Jack. Han er lige bag hende. Han plasker vand på hende. Hun hviner. Hun kaster sig frygtløst fremover, som om det falder hende naturligt, tager nogle svømme­ tag langs kanten, så hun nemt kan få fat. Jack følger efter. Han siger, de skal svømme om kap. Hun kan på ingen måde følge med. Hun giver op, smutter op på kanten igen. Vandet driver af hendes krop. Hun tørrer sig, vrider badedragten og skifter til bikini. Lægger sig i liggestolen på terrassen. Hun vil gerne være brun over det hele, på hver en centimeter af kroppen, men at smide bh’en, som de unge provoer gør, det tør hun alligevel ikke. * De første dage er gået hurtigt. I går var tågen kommet ind, bedst som de vandrede på stranden ude ved stillehavskysten og kiggede efter søpindsvin og søstjerner og tykskallede muslinger. I dag er det bagende varmt igen, mindst 30 grader i skyggen. Alligevel ligger hun midt i solen og steger. Hun flytter sig rundt efter solen dagen lang. Huden er allerede begyndt at skalle af på skuldrene og lidt på ryggen.

– Du skal passe på solen, siger Gerda, den kan give kræft, det tænker du ikke på, kan jeg se, siger hun, da hun træder ud på terrassen, iført stråhat og bikini.

– Jeg har smurt mig ind, siger Louise og viser solcremen frem.

– Du skal også tage at barbere dig grundigere under armene, og dine ben, har jeg lagt mærke til, er ikke altid glatte. Det dur ikke at ligne en lodden abekat her hos os. Folk er snerpede, de kan ikke rumme, at kvinder er naturlige, vi skal se ud som unge piger inden puberteten, og husk endelig deodoranten, at lugte er det værste, folk ved. Bortset fra mandesved, som kommer fra hårdt arbejde, er udsondringer forbudt. Louise indvender, at det jo ligger til familien at være behårede. Hun føler sig flov og irettesat.

– Skal man også barbere sig forneden, provokerer hun.

Men Gerda griner bare og tager det slet ikke så tungt, kan hun se.

De unge tager det da mere afslappet, fremfører Louise vredt og henviser til de langhårede hippier af begge køn, som efterhånden dukker op i aviser og blade og bliver anset for provokatører og uheldige for den offentlige ro og orden.

– Ja, men vil du gerne se sådan ud? siger Gerda, det skulle jeg ikke nyde noget af. Det var ikke ondt ment, Louise. Bare et godt råd.

58 Hanna Sigga Madslund

* The Golden Tour har Jack døbt udflugten, som indebærer en rundtur i San Franciscos berømte, stejle gader, videre over Golden Gate Bridge og op på bjergtoppen på den anden side af bugten. Hun sidder foran ved siden af Jack, mens Gerda og drengene indtager bagsædet med bøger og snacks til at aflede drengenes opmærksomhed, når de bliver utålmodige. Jack har taget kalechen af. Louise mærker vinden i håret, farten, de bevæger sig med, fornemmer Jacks fod på speederen.

Hun ser de modkørende biler, den ene mere skinnende end den anden, som om der ikke findes fattigdom på disse breddegrader, siger hun til Jack. Han siger, at hun tager fejl og inviterer hende på sightseeing i de sorte kvarterer med udbrændte huse og knuste vinduer eller blandt de fattige hvides blikskure på afsidesliggende steder, hvor hun ville ønske, hun ikke havde sat sin fod, når hun først er der. Hun siger nej tak, at hun har det fint med bare at høre om det og lægger hovedet tilbage og kigger op gennem den åbne kaleche, op i himlen, indtager synet af de imponerende røde jernkonstruktioner, der strækker sig højt over dem, i store grådige mundfulde, lytter til Herb Albert i højtalerne.

Der kunne hun køre til evig tid, ind i et Utopia, som pludselig tegner sig for hendes indre blik og gør hende hed og tung i kroppen.

Hun ignorer det iskolde vand langt nede, som Jack gør opmærksom på ser så smukt og forførerende ud på overfladen, men slet

59 Californien * Sommer 1968

ikke er varmt nok til at svømme i. Derfor var Alcatraz så velegnet som fængselsø, indtil for fem år siden, ingen kunne hoppe i vandet og slippe derfra med livet i behold. Hun betragter ham fra siden.

De stærke hænder på rattet.

– Nu kører du vel ikke for stærkt, siger hun, pludselig bange for sit liv.

Han kigger på hende, ler og sætter farten op, peger på krigsskibene på vej ind i bugten som for at skræmme hende endnu mere.

Louise gyser ved tanken om krig, Vietnamkrigens rædsler, de blodige demonstrationer, ufreden der lægger alting øde, i de nære relationer og i den store sammenhæng.

Så er de kommet over broen og be­væger sig op af sneglede veje op ad bjerget. Tågen har holdt sig væk, og de kan nyde synet af den rødskinnende bro og byens skyline fra oven. Et syn for guder, synes Louise. Men så er drengene sultne. De kører tilbage over Golden Gate, fortsætter mod Fisherman’s Wharf, og der på hjørnet, peger Jack, ligger en god burgerbar. De spiser hamburgere med smeltet ost, masser af ketchup og syltede agurker, hvilket får Gerda og Louise til at mindes deres sommerjob som servitricer på den amerikanske base i Keflavik. Dengang, efter farens tragiske død, præstefaren, som var udødelig, men som alligevel døde, alt for tidligt, midt i en prædiken, var han faldet ned af prædikestolen, som om Gud pludselig straffede ham for at gå sine egne veje. I den forstand havde han udødeliggjort sig selv. Gamle folk glemte ikke den historie, slet ikke hans modstandere fra Indre Mission, som mente, at han havde fået, hvad han fortjente. Gerda var nybagt student og boede hjemme, og fordi alt var faldet sammen om hovedet på hende, havde Louise og Sverre og Sverres mor, Solrún, inviteret Gerda med på en sommertur til Reykjavik. For ikke at drukne i sorgen sammen med moren. Det var den sommer, hvor Sverre, den klodsmajor, var faldet og havde brækket benet og derfor, midt i ulykken, havde sikret dem et ophold i Island på seks måneder i stedet for seks uger. Gerda klukker af morskab, da hun kommer i tanke om sin lysegrønne nylonuniform med hvid kyse til, som hun slet ikke havde brudt sig om, men som alle de unge soldater roste hende til skyerne for. Louise husker det godt. Især alle soldaterne. De havde stået i kø ved Louises kasseapparat og feteret hende fra morgen til aften, mens Sverre sad hjemme i den lejede lejlighed i Reykjavik med sin mor. Stik modsat hans ønske om at være så langt væk fra moren så muligt.

– Åh, stakkels Sverre, siger Gerda pludselig medfølende og ser på Louise.

– Han har ikke haft det let, din sølle eksmand. *

60 Hanna Sigga Madslund

De går en tur gennem byen for at få brændt krudtet af, som Jack siger, med et blik på drengene, der hopper af sted foran dem som urolige gummibolde. Forbi den ene butik efter den anden, forbi barer og restauranter, op af de stejle gader og ned igen. Mod sædvane er det bagende varmt i byen.

– Skyerne holder fridag, ler Gerda.

Louises sandaler gnaver hendes hæle.

Jack siger noget, Louise ikke forstår. Gerda griner og nikker. De går lidt endnu, drejer om et hjørne. Haight, Ashbury står der på to krydsende gadeskilte over deres hoveder. Gerda tager et fast greb i drengene. Louise får øje på huse i lyserøde og lilla farver, en flok unge på bare fødder på de glohede fortove, klædt i flagrende gevandter med psykedeliske mønstre, som Gerda kalder det. En ung mand sidder på gaden og spiller guitar.

Der står en kødrand omkring ham af unge, afslappede mennesker, som ikke ligner de unge mennesker, Louise kender hjemme fra Danmark. De har alle sammen langt filtret hår, både mændene og kvinderne. Med hårbånd omkring. Eller hatte af filt. De står og rocker til musikken. Den unge musiker synger med en rusten, melodisk stemme, som vækker en udefinerbar længsel i Louises hjerte. The Times They Are a-Changing, synger han. Rytmen er æggende, slæbende, lidende. Louise kan slet ikke løsrive sig fra stemningen omkring dem. Hun maser sig frem. Den unge mands henførte blik tryllebinder. Men så må de videre. Joe og Jerry plager om en is i varmen.

De passerer et par unge piger med udslukte øjne og slidte, hullede jeans. Kvindernes sandaler er flade som konvolutter, med smalle læderremme snoet op om læggene, bemærker Louise.

– De unge ser ud, som om de har det dårligt, de slæber sig af sted, måske er de på stoffer, siger Gerda. Hun har fået nok for i dag og vil gerne hjem med drengene, som hiver i hende. De kommer forbi en åben plads. Der er en scene stillet op, og et band af unge sorte musikere sætter strøm til deres guitarer og trommesæt og begynder at spille. Det drøner i Louises øre. Folk stimler sammen, nogle sætter sig på fortovet og ser ud, som om de har masser af tid.

– Summer of love, råber Jack til Louise.

– Freedom, freedom, skriger forsangeren i mikrofonen.

– Hippieoprøret brød ud sidste år, i det område, vi lige gik rundt i, forklarer Jack, da de sidder i bilen på vej tilbage, ud med racismen, ind med den frigjorte, selv på gadehjørnerne. Louise føler sig pludselig godt gammeldags provokeret, selvom hun gerne vil være frisindet. Den skødesløshed, de unge lægger for dagen, den provokerende attitude, deres larmende musik, det generer hende, får hendes selvbillede til at dirre, som om alt det, hun er opdraget til og har lært i sit liv, er under opløsning. Hun prøver at skjule det bag sin smilende facade.

ELASTIK

JOHANNE BILLE

Allerede på første side i Nikolaj Tange Langes debut er scenen sat: En technoklub i Berlin, der damper og sveder under en tre uger lang hedebølge. Folk daser i skyggen på hullede lædersofaer og tungekysser i krogene. Og de sniffer, sluger og sælger. En ecstasy-hangover kureres med speed: Jagten på den næste rus er allestedsnærværende.

I Livet er en fest og så dør man følger vi Nikolaj, en 29-årig homoseksuel mand med forfatterdrømme, hvis liv kredser om technoklubber, stoffer og hård, eksperimenterende sex. Vi er med hele vejen: Til festerne, hvor den ene nat glider over i den næste, i Nikolajs slidte lejlighed, når han vågner alene med telefonen som eneste selskab og i playroomet hos Nikolajs elsker, Klaus.

Tange Langes debutroman er meget mere end en roman om hårde stoffer og hård sex. Det er også en roman om den ukuelige søgen efter nogen at holde af. Og om den eufori, der findes i forelskelsen. Dette farvestrålende, hvileløse liv i Berlin er ikke uden konsekvenser. Her festes med livet som indsats.

www.forlagetgladiator.dk

Elastik er en roman om at være kvinde. Om at være kvinde mellem kvinder, mellem mænd og om at være alene med sin kvindekrop. Alice bryder sig ikke om at være kvinde. Hun føler sig fremmed i sin krop, med sit køn.

På samme tid er Elastik også en moderne, høvisk kærlighedshistorie. Om Alices fortiede, men stormfulde forelskelse i den enigmatiske Mathilde. En forelskelse, der ikke findes plads til hverken i Alices forhold til kæresten Simon, til Mathildes mand Alexander eller i Alice selv. Johanne Bille har et nænsomt og nuanceret blik, når hun skriver denne forelskelse frem, men i beskrivelsen af, hvordan de to mænd bliver trofæagtige værktøjer i relationen mellem de to kvinder og i skildringen af det pompøse, grænsesøgende livs skyggesider er hun skånselsløs.

Elastik handler om ikke at ville nøjes med at finde sig til rette – i parforholdet, i samfundet og i sig selv. Om at ville kærligheden og fællesskabet, men ikke kunne løsrive sig fra sin egen egoism eog narcissisme. Hvordan kan vi være sammen? Det spørgsmål bliver i Elastik til: hvordan bruger vi hinanden?

Elastik er Johanne Billes anden roman.

Foto: Mads Holm

LIVET ER EN FEST OG SÅ DØR MAN

Vejl. pris: 279,95 kr.

ISBN: 9788793128972 213 sider Udg.dato: 25/01/18

NIKOLAJ TANGE LANGE

Vejl. pris: 279,95 kr.

ISBN: 9788793658028 170 sider Udg.dato: 05/04/18

Hjælp

62 Jacob Skyggebjerg

Uddrag

Håndjernene skærer mod knoglerne. Selvom de ikke er strammet så meget som betjentene nogle gange finder det fornøjeligt at gøre, kan det stadig mærkes at de er der. Hvor stift og ubevægeligt metallet er. Der er ikke noget at diskutere med. Hænderne kan ikke foretage sig noget, de kan ikke lægges i skødet, kæden trækker, man mindes hele tiden om dem. Man er blevet hentet mange gange nu. Mange gange den banken. Man har lært at kalde alt, hvad der har at gøre med politiet for pansersvin. Det ene pansersvins skaldede nakke, han drejer hovedet over mod det andet pansersvin, de taler fåmælt om ruten. Hvad der er nemmest.

Vi er på vej til Viborg. Vi kører på en af de store jyske hovedveje, til begge sider ligger markerne, det er landbrugsland, et område, man kører igennem. Al kørsel her er praktisk. Det er det, folk i de andre biler kan se, når de ser den hvide patruljevogn: Fangetransport. Satan æde den virksomhed, der modificerer disse biler til tjenesten. Man har allergi over for Ford Mondeo.

Man kender ikke dette sted. Denne by, man kender den kun for det kraftvarmeværk, der kan ses fra vejen, når man kører forbi, det indikerede i ens barndom at vi var ved at nærme os bedstemors hus, når man var på vej derop med mor i hendes bil. Man kender ikke parkeringspladsens grå SF-sten, det er en kommunal parkeringsplads som mange andre, og højhuset, som pansersvinene fører en hen til, er gråt som dem– en anonym og afvisende arkitektur. For nogle er det et hjem, for andre en arbejdsplads.

Betjentene holder døren for en. Man kører med dem i en elevator, opad, efter lidt småsnak trykker den ene betjent på 4. En glad mand i V-hals-sweater kommer springende ud og tager imod. Han giver hånd, han præsenterer sig som Poul R. – han er afdelings­ sygeplejersken, lederen her.

– Du må være Jacob.

Han går forrest, man går bagved med en betjent på hver side, man føres ind på modtagestuen. Her slutter en mørkhåret kvinde sig til, også hun er vældig smilende. Hun præsenterer sig som Janni.

63 Hjælp

Velkommen, siger hun.

Man får besked på at tage tøjet af. De skal tjekke om man har smuglet noget med ind, våben eller stoffer. Janni tjekker ens ­taske, tager computeren ud, åbner den, vender og ryster den.

– Hvad så hvis jeg ikke vil tage tøjet af, siger man.

– Så må vi jo tvinge dig, siger Poul R. fortsat lige smilende.

Han står med hænderne i siden og venter. Betjentene lægger armene over kors. Bredstående stilling.

– Gør det nu bare, siger Janni, du slipper ikke udenom.

– Så tilkalder jeg bare nogle af mine kollegaer, siger Poul R. – Gør som der bliver sagt, siger den ene betjent.

– Kom nu, gamle, siger Poul R. Han og Janni gennemroder tøjet, piller i alle lommer og kroge.

Fortsat disse maniske smil, også mens Poul R. ifører sig hvide gummihandsker.

– Så skal jeg lige have dig til at sprede ballerne en gang.

Til sidst fortæller han lidt om afdelingen. De har sådan et fællesrum herude, som de er rigtig glade for. Det er altså lidt bedre end andre steder. Og køkkenet, man skal glæde sig til maden. Og så glæder de sig i det hele taget bare til at lære en at kende. De har en stue klar til en, der skal Janni lige ned og have sat et navneskilt op.

– Det er da med c, er det ikke?

Man får besked på at tage tøjet på igen, men man nægter. Nu har de lige fået en til at tage det af. Så efterlader de en alene på modtagestuen. Man kan komme ud og hilse på de andre dagen efter.

På vejen ud får betjentene lige fyret af at man ikke skal begynde på noget. Poul R. vender sig om og smiler til en.

– Endnu en gang velkommen.

Man står i boksershorts og ser ud ad vinduet. Så skal vi til det igen. Farvel til den tilværelse, man har skabt ud af asken af den, de brændte sidst. Hvor længe skal der mon gå denne gang, før de slipper en ud. Man håber, man kan slippe for medicinering. Der er udsigt til en sø, en sti langs bredden med løbere og folk, der går tur, villaer og grønt på den anden side. Klar blå himmel. Det banker på døren, Poul R. stikker hovedet ind.

– Hej igen, Jacob, det er bare lige lægen, der godt vil hilse på dig.

Lægens navn er Mefisto, han er rødbrændt i huden, hans krop er lille og kantet, øjenbrynene er to totter vat i hans ansigt, de holder rynkerne fra at hænge ned i øjnene. De knoklede hænder holder om nogle papirer, som han bladrer lidt i, mens han taler, han ser nærmest ikke på en. Man spørger, hvad formålet er med at man skal være spærret inde, og han siger, de skal observere en, så de kan finde ud af, hvordan de kan hjælpe. Hans kittel er af isflager og i munden har han nåle. Han bløder fra læberne.

– Hvorfor har han ikke noget tøj på?

Poul R. forklarer at man ikke vil have tøj på, og lægen nikker. Det er noget, han kan forstå. Han snakker lidt med Poul R. om stuen, om den er klar, om hvad der står i papirerne om medicin, om det kan passe, man ikke får noget.

– Han skal i hvert fald have det tilbudt, siger lægen.

Nu kigger han kort på en, han tager lige bestik. Så forlader de stuen.

Deres banken, dak-dak-dak på døren. Døren i sin ramme, dørkarmen knirker. Her kommer de altså igen, det er blevet tid til endnu en smadring af alle dine tiltag. Nu er det nu, det ved du.

Så blev det altså nu.

Nu er det dit ansvar at følge med. Du har handlet galt, og må tage din retfærdige straf: Dit liv er intet.

Din krop er intet.

Du er intet.

Find dig i alt.

Lær det.

64 Jacob Skyggebjerg

Så skal du på hospitalet igen, du skal ind og acceptere det. Lige ind og vise dem, du ikke har noget at gøre derinde. Med mindre selvfølgelig det er blevet besluttet at der er behov for en længere indlæggelse. Det kommer an på hvad der står i journalen.

Deres banken, du er Beethoven, de er kreditorerne ved døren, du kryber sammen ved flyglet. Alle politibetjente har lært den samme banken. Høflig, men bestemt. Det formelle niveau ved handlingen ses i udførelsen. Det er et skær, der ligger om den banken, der bliver sådan set bare banket for en god ordens skyld, de ved, man er derinde. Loven siger, man skal følge med. De må anvende magt om nødvendigt, uanset hvad må de altid anvende magt.

Du skal ind og tages imod af en lille smilende sygeplejerske, der tager dig i hånden og ser dig ind i øjnene og siger: Så så, vi har en

plads til dig. Så tilbyder hun dig måske noget til at falde ned på, måske noget benzodiacepin, og hvis du afslår, siger sygeplejersken måske: Nå, det plejer i da ellers at være så vilde med.

Bare ligge på stuen og slappe af. Rent sengetøj, stift, gummi på madrassen. Der er ikke nogen tid herinde, stuen er en kulisse hvor lyset ingen magt har. Her skal du ligge og tage den med ro, svare pænt hvis der kommer nogen og spørger.

Det eneste, vi kan tale om, er hvordan du har det.

Sådan psykisk.

Vi kan tale om det, du har det svært med.

Bare ikke indlæggelsen i sig selv.

Ikke dommen.

Pjat med dig.

Nu må du lige være rimelig.

Gamle jas.

Op på hesten.

Der skal da mere til at slå sådan en som dig ud.

65 Hjælp

Du kan ikke tale med nogen, du kan ikke fortælle nogen hvor du er, for så vil de blive bekymrede for, hvad der er hændt dig. Du er bare lige forsvundet lidt igen. Som du jo har for vane. Det er sådan noget, du gør. Du tager lige en af dine ture. Det må man tage med, når man har med dig at gøre.

I sommerhus

i december Skal jeg lege far mor og børn: De sad omkring et bord. Ingen tog notits af hundens gøen.

Og ingen så på hinandens ansigter. Og alle så ned i tallerknerne mens de tyggede.

Forloren hare!

Far sagde: Se og læs fjernsyn og bøger du ikke siger til andre at du ser og læser Elsk Eller lad være Undgå stramme bukser, undgå hårde øjne, undgå højt belagt smørrebrød Bryd dig ikke om yoga men dyrk det Du er et træ Du er træt, hele tiden er du træt

66 Cecilie Lind

Segn! Sov! Drøm!

Lad ham sove Træk vejret Hed noget

Navnet er vuggen og vuggen er månen og månen er en boomerang Alt det lys der kommer tilbage til dig, hæg om det Gør dig mere lysende end sneen Vær i dit hjem som et spøgelse der hjemsøger sin søster er i søsterens hjem Alle er trætte af far

67 Tema: Det andet

Søn sagde: Du har ret far.

Datter sagde: Kroppen vil stoles på. Sneen faldt, virkeligheden hører op.

Kast blikket på fuglen der er død, den lå på stien. En kylling senere, der gjorde gal. Det tog for lang tid at tilberede rodfrugterne. Kontrollen der går fløjten når det ikke længere er en mulighed at smile sig nærmere udødeligheden. Spinaten mellem tænder, ukommenteret. Sig ikke til nogen hvad øjet blev givet til brønden i bytte for, hold tæt, rend ikke med sladder som en ravn. Iveren over hvilen gjorde mere skør.

Barnet findes. Se havet. Se den sten: helt vildt hjerteformet og så smuk. Mærk hånden i hånden. Håb på mindre blæst i morgen. Mindre kulde. Håb på rav. Eller sol. Sneen er for skingrende lys. Sneen kan ikke fotograferes. Apparatet giver fortabt. Et fodbad, en støvsuger. Det kommer ud på et. Kulden går i knoglerne. En æske med knappenåle blev tabt i sengen. Det bliver en spændende nat. Alle madonnaer ser med. Håber på smerten. Det onde bor ikke i knoglerne, men i huset, måske. Det onde er vildfarelsen: at der findes noget roligere end en elskets åndedræt. Men det gør der: en tomat tabt i sneen, så lysende rød. Plukveerne tager til. Der er blevet skreget for meget. Mens teen trækker, mens telefonen lader op. Arbejdet kalder. Fjender skal skaffes på halsen.

Men her er så øde. Stranden er kun til for sig selv.

68 Cecilie Lind

Alle elsker datterens lysende øjne Mor sagde: Hvorfor så kælen foran spejlet? Lod stå til og mistede min rankhed, mistede det bedste: fuglen i mine øjne. Hahaha.

Skiftede jakke, og jog et hjerte til blods med en pil, tyggede drøv på afvisningerne, led lidt, og lod vinduet stå åbent om vinteren om natten når jeg skulle sove, kunne kun sove i kulde, kunne kun håbe på: feberen, den der led mine tanker på afveje, at jeg døsede hen, og jeg kunne nå at hente drømmene ned og forstå dem, og glemme dem, og glemme at jeg skulle passe på mig selv, og glemme at jeg kendte mennesker, jeg elskede mit vindue, som var enormt, jeg levede på 8. etage, og jeg kunne se parkeringspladsen, og himlen, og andres vinduer. Jeg drak cola. Jeg trak vejret som en død.

Man kan slet ikke høre mine lungers arbejde. Man kunne næsten ikke se mig mere. Jeg var så hidsig i ensomheden, og så sky. Jeg skar mange agurker, jeg gjorde mig stor umage med at dossere mælken. Jeg havde ikke penge nok. Men jeg manglede ikke noget. Jeg ville eje skønheden, først og fremmest. Jeg ville eje mig selv. Være kapabel. Og stærk. Jeg ville hærde. Jeg ville være min neglelak, nærmest. Jeg ville sove alle morgner væk, sådan at der var mindre dag at se i øjnene, jeg ville ikke deltage i fælleskøkkenets fællesmiddag, jeg var den sære, hende der havde de onde øjne, eller måske var jeg bare staklen med det matte blik, jeg kan godt lide at tro mig omringet af fjender, jeg kan godt lide at hade alle for at hade mig, så er det lettere at gå rundt og slukke sin tørst i sit eget bistre savl. Det er lettere at føle sig ensom og suveræn, og højt hævet. Og jeg listede ind, ind i køkkenet, om natten, kogte grøntsager, kildede min hage med spidsen af en gulerod, sneg mig til lidt brød, lod mig ikke skæmme af spøgelset der gik igen på gangene, jeg hjemsøgte selv. Jeg tog metroen, og jeg gik til forelæsninger, jeg trak mine ærmer længere, og jeg gav intet for folks bekymringer, jeg tror at folk bekymrede sig, udtrykte bekymring, men jeg husker det ikke, måske sagde ingen noget, måske gjorde det mig helt ulykkelig, måske sejlede jeg i mit eget lille tårehav, som Alice, og håbede på at glide gennem et nøglehul, og håbede på at solen stod op, og på at hjertet slog, og at nogen ville opdage at jeg

var en død frøs døde sjæl, at nogen ville bemærke den dårlige ånde. Stadig så træls. Men jeg kan ikke lægge afstand. Jeg kan stadig farvelægge mine vipper som før, jeg kan stadig være et insekt med søstre, men jeg er ikke længere den standhaftige, jeg er steget på et tog, og jeg er hjemme igen, uvant med bestikkets klirren, klæder det det barn der er mit at skele til sin søsters krummer, jeg har ikke bedt om havet, eller stranden, til husbehov, men der er sket det at det blev mit, nu slipper jeg aldrig for det, bølgerne som mit blod, skum, fråde, og jeg spiller med terninger om muslingerne, Ingen ved hvem mor er Søn sagde: Jeg ved mere end man skulle tro.

69 Tema: Det andet

Datteren siger: Jeg holder tæt med hvad jeg så en sen aften da alle troede jeg sov sødt Far siger: Blege læber møver sig ind på mig, jeg ser så klart at mælkevejen kræver praktisk fodtøj, tal efter min mund, den siger gerne hvad der er vigtigt at sige, selv samme valmue som jeg så i drømme har nu manifesteret sig som et støn som kommer fra mors læber, lad hende blomstre, natten er ung, jeg venter ikke gæster, men enhver der sender negle i kuverter skal vide at de må melde sig mere mærkbart, et bank på døren går an, alle dådyr jeg har skudt skal tilberedes, mor vil stege kød til hun segner, datter, din spidse tunge skal slikke verden ren, rid stormen af, og øv dig på sangen jeg lærte dig da du var lille, mor bliver så rolig og smuk af at høre din stemme, blid og melodisk, mor skal snart sove, jeg skal ae hendes ryg.

Mælken er lunken, ingen har stillet den på plads, ingen gør sig umage med samtalen. ingen gider troppe op og gøre sig fri af min vrangforestilling.

Køkkenet sejler.

70  Maj-Britt Boa

Harer ved nat

71 Tema: Det andet

Kameraet står rigtigt placeret på det trebenede stativ, så linsen peger ud over den lige landevej.

Noget rører på sig ude i rabatten, uden at jeg kan se, hvad det er. Min ene fod rammer stativet, ikke hårdt, men lyden får med det samme dyret til at forsvinde, tilbage ind i mørket. Jeg står helt stille med fingeren på udløseren. Selvom dyret er væk, ved jeg nu, efter al ventetiden i græsset, at de er her igen. Harerne.

Jeg så dem første gang, et stykke tid før kornet blev høstet. Det var da jeg sejlede med min bror fra København til Hven. Vi lagde til kaj en stille sommeraften og spiste ombord. Senere den aften gik jeg en tur alene op til kirken. Der er en stejl stigning fra havnen hele vejen op til kirkepladsen. Undervejs, der hvor vejen retter sig ud efter det skarpe sving, sad de: syv harer, med afstand mellem sig på asfalten, et par stykker af dem forsvandt næsten i mørket mellem to gadelamper. Jeg stod stille og så på dem så længe, at jeg begyndte at svaje. De var på deres side lige så ubevægelige, som om øen var deres nu, og de sad der og sugede af det sidste menneskeskabte lys, inden lamperne ville gå i sort, og vi tobenede ville forsvinde ud i glemsel.

Jeg er ikke helt klar over, hvorfor det er så vigtigt at fotografere dem i det gule lys under lygterne.

Min bror er også med, vi er på den femte tur sammen nu. Det er blevet koldere, og for hver gang vi er sejlet over, har der været færre både i havnen.

Nu er det kun vores, der ligger fortøjret, udover fiskekutterne, der hører til her, og vi er begyndt at hilse på de lokale, der holder til i havnen.

Det pusler igen i mørket. Selvom øjnene har væn­net sig til det, ligger det meste af landskabet omkring mig gemt i det sorte. Enkelte steder er der små lysende prikker fra huse, hvor folk endnu er vågne, men de fleste på øen går tidligt til ro. Så der er sjældent nogen på vejene så sent efter at turistsæsonen er slut. Jeg stirrer over stubmarkerne langs vejen, op mod kirken og den oplyste plads foran. De hvidmalede parkeringsbåse glider ud af fokus og blander sig med danskekystens lys i det fjerne. Det hele flimrer sammen ind over kirkens gavl, der er oplyst af et spot nede fra gruset.

Et sted mellem lysene ovre fra danskekysten og den oplyste kirkegavl på Hven ligger min mor.

Eller de rester der blev tilbage efter kremeringen.

Jeg bilder mig ind, at jeg i mørket kan skimte

stedet ude på vandet. Det svenske har altid fyldt meget i familien, hun kom fra Hven, selvom hun flyttede herfra, da hun mødte min far. Vi strøede asken ud fra båden en blæsende dag forrige sommer. Siden da har min far ikke været ombord. Vi gjorde os umage for at ramme der hvor søkortet viser grænsen, selvom vi nok havde forestillet os en mere højtidelig stemning, at der blev sagt et par ord, eller at vi var stille sammen, men da det kom til stykket skulle det bare overstås.

Der er kommet en uventet lun brise i det kølige.

Den forstærker lugten af jord og halm fra stubmarkerne og læhegnets graner længere mod vandet. Harerne kommer ikke, måske har de fornemmet, at jeg er der på grund af dem. Selvom jeg stirrer intenst ud i den retning, hvor jeg tror de er, får jeg kun øje på et hus der ligger et stykke ude ad vejen. Fra stuevinduet falder et blåligt skær ud over et par æbletræer som et morsesystem, der pulser hen over frugterne et helt andet sted fra.

Pludselig er de her. Først en. Den bevæger sig undersøgende ind i lyset. Sidder med bagkroppen tungt mod vejen, mens den tøvende flytter et forben ad gangen. Så kommer der flere. De bevæger sig på samme måde. Harekroppene strækker sig, de bliver lange frygtsomme linier, inden de så igen samler sig med et enkelt hop fra de lange bagben.

72 Maj-Britt Boa

Vinden er løjet helt af, ikke et blad rører sig nu.

Jeg sætter forsigtigt fingeren op på kameraets udløser. Nogle trykker sig mod vejen, andre hopper ind i lyset og sidder med rejste øre. Mellem mig og flokken falder lyset hen over et kloakdæksel, der ligger trykket ned i asfalten som en mat fuldmåne. De ser mig ikke, sidder bare og lytter, som om jeg er blevet usynlig af at stå her så længe.

Jeg tager en del billeder, jeg fornemmer, at nogle måske vil fungere, selvom jeg ikke er sikker på, hvordan jeg kommer til at bruge dem. Efter en tid er harerne væk igen, en efter en forsvinder de ud i mørket, så ligger vejen atter øde under lygterne. Jeg pakker mine ting sammen, går ned mod havnen med stativet over skulderen. Tænker på min mor og de gange, vi har gået her sammen.

Min mor, der sidste forår lå stille og hensygnet i en seng, mens hun sendte os blikke fra et ubestemmeligt sted. Jeg kunne dårligt forstå, hvad

hun sagde. Vi holdt i hånd, mens vi bare ventede.

Holdt fast i hinanden så længe, at vi måtte lade hænder være i hænder og tænke på noget andet.

Hendes hånd, hvor alt andet end knogler og hud var tæret væk, og min, fuld af kød og blod. Jeg så i hendes blik alle de levede år forsvinde. Som skatte man må kaste fra sig, fordi de er for tunge at bære med op ad bjerget.

Klokken er næsten tre om natten, da jeg er tilbage på båden. Jeg lægger stativet i cockpittet under presenningen, inden jeg går ned i kahytten. Der lugter af fugtigt sengetøj og gas fra ovnen, der lyser orange længst inde i mørket. Min bror ligger og sover på den ene køje med det meste af tøjet på. Næsten bevidstløs og ude af stand til at færdiggøre en handling på grund af den medicin, han tager nu. Jeg hiver hans lange bukser af, og lægger ham under vattæppet i den side, hvor vores far plejede at sove under navigationsbordet med søkort.

Jeg sætter mig overfor og slår klappen i det smalle bord mellem køjerne ud, laver en kop kaffe så lydløst, jeg kan og installerer mig med computer og kamera for at loade billederne ind.

De er bedre, end jeg har regnet med og anderledes, flere af billederne fanger mig. En hare, der er hoppet ind og ud af motivet under eksponeringen. Den sidder med siden til som et gennemsigtigt spøgelse på vejen med asfaltens revner gennem kroppen.

Morgenluften er kold og klar. De første blade er faldet af træerne, ligger som krøllet papiraffald rundt på jorden. Om kort tid tager kulden livet af det meste. Men henne ved det røde skur, hvor vandhanen stikker ud af gavlen, kan jeg mærke solens stråler, der stadig har magt. De varmer og hiver tjærelugten frem af broen, der ligger neden for skuret. Jeg fylder kedlen med vand til morgenkaffe.

Min bror kan også lide billederne. Han er vågen nu, sidder ved siden af mig på køjen og ser med.

Der dufter af kaffe fra vores kopper. Mens vi gennemgår hvert enkelt foto, tænker jeg på, hvor forskelligt det samme kan fremstå om natten og så i dagslys. Som to verdner, der adskiller det vågne liv fra søvnen og virkeligheden fra drømmene. ”Harer ved nat" tænker jeg, at serien måske skal hedde.

73 Tema: Det andet

I dag vil jeg cykle rundt på øen. Forsøge at finde en vej ind i landskabet, der viser, at mennesker også bor her. Vi har taget cykler med fra Danmark, bundet dem fast nede i kahytten under sejladsen.

Min bror cykler med, vi stopper indimellem op, så jeg kan fotografere de store sten, der ligger i vandet lidt ud for kysten og senere en traktor, der med harven trækker et bølget mønster ud foran fyret. Men jeg har ingen kontakt med det, jeg ser igennem kameraet, det fungerer ikke.

Om eftermiddagen er vi tilbage i båden. Vejrmeldingen siger hård kuling inden for et døgn, så vi skal sejle tilbage næste morgen. Jeg er træt og lægger mig på køjen. Vågner et par timer senere af min brors telefon, der bliver ved med at ringe.

Han sidder ude i cockpittet uden at tage den.

Lyset er anderledes, den klare middagssol har lagt sig så lavt og orange, at alt, den rammer, bliver til langstrakte sortbrune skygger på jorden. Om kort tid er den væk bag kirkebakken. Jeg går op til min bror, han sidder på ruftaget med benene dinglende under sig. Trukket ind i sig selv uden rigtig at være klar over det. Jeg siger, at jeg gerne vil en sidste tur ud i landskabet, tilbyder at købe noget med, men han afslår distræt, siger, at han laver mad til os senere.

74 Maj-Britt Boa

Jeg finder den samme sti, som vi kørte ad tidligere på dagen. Gennem et stykke skov, hvor stien bliver smal og ujævn, og lommer af kold tåge rammer

mig i ansigtet. Stien fortsætter over en åben mark med får, der græsser bag et pigtrådshegn. Der er plamager af mirabelblommer på jorden under et tæt blommehegn langs stien, der et stykke dækker for udsigten til havet. Lidt fremme er der sat en grov stige hen over hegnet. Tre trin op og ned igen på den anden side så man kan komme ind på marken til fårene. Jeg stiller cyklen og kravler over. Dyrene har trådt et net af små stier i græsset. Den samme rute ned mod vandet og op mellem grupper af hvidtjørn, der er gnavet til et knudret, uigennemtrængeligt virvar. Jeg får øje på en død hare, der hænger fast i et foderhegn på marken. Det kan ikke være mange dage siden, den har kæmpet for at få bagkroppen med sig gennem to brædder i hegnet. Forkroppen er sunket sammen i en lav vækst af små grønne bregner, bagkroppen hænger lidt oppe på den anden side af det lave hegn. Jeg lægger mig på maven for enden af hegnet og tager nogle billeder. Der lugter af jord, og vinden bærer et strejf af våd fedtet pels med fra haren. Hegnspælen skærer billedfladen op i to, med haren på begge sider, midt i sit spring væk fra noget.

Ude på den anden side af øen, hvor svenskekysten ligger tættest overfor, når jeg et hus, vi har passeret tidligere på dagen. Det ligger langt inde på grunden, omgivet af træer og en lav hæk Jeg stiller cyklen fra mig, den læner sig ind i hækken, og åbner forsigtigt havelågen. Alt er stille,

der er højt græs i en krans rundt om stentrappen op mod hoveddøren. Den er låst, men gardinerne er ikke trukket for. Jeg går fra vindue til vindue, trykker ansigtet tæt ind mod det kolde glas, så der kommer matte plamager af dug fra min ånde og varme fra huden, og skærmer med hænderne for landskabets refleksion. Indtil for nylig har det været nogens hjem. Alt står, som er nogen bare på et ærinde hos købmanden. Møblerne er gamle, men nogen har passet på dem i en menneskealder. Der ligger et par åbnede kuverter på skrivebordet og en aflang plastikæske med rum til piller. På væggen modsat vinduet står en reol, der er kun få bøger, men der er sat en del indrammede billeder skråt ind på hylderne. Et bryllupsbillede, børn i forskellige aldre, en ung mand i soldateruniform.

75 Tema: Det andet

En bil nærmer sig i det fjerne. Jeg skynder mig at gemme cyklen, så den ikke kan ses fra vejen, og sætter mig på hug tæt inde mod hækken. Jeg kan høre min egen vejrtrækning, der gradvist bliver overdøvet af bilens motor og dækkene mod gruset, da den kører tæt forbi. Det er en gammel jeep, forlygterne sender lyskegler i et virvar gennem hækken. Det må være en nabo, én der kender huset og de mennesker, der har boet her. Jeg holder vejret længe. Først da den er langt ude ad vejen, med motorlarm og en lugt af diesel trukket efter sig gennem luften, rejser jeg mig igen. Husets vinduer er lysende blå nu, som himlen, de spejler med det sidste skær fra solen.

En tynd gren vipper op og ned i vinden, dens skygge falder ind i vinduesrammens øverste del.

Pløjemarken på den anden side af hækken står skarpt aftegnet i glasset, over den sejler et rødt tankskib langsomt forbi.

Jeg finder kameraet frem og sætter det fast på stativet, inden lyset forsvinder. Hvis jeg går ned i knæ, kan jeg fange sammenfaldet i ruden foran mig uden selv at blive en del af billedet. Lyset falder hurtigt, jeg må hele tiden justere på kameraets lukkertid, til sidst er det næsten mørkt, og jeg pakker udstyret sammen. Det er koldt, jeg fryser nu og kommer i tanke om min bror, der sikkert for længst har spist.

Han har åbnet vin, da jeg kommer tilbage. Hældt op i det ene af to glas, der er stillet frem ude i cockpittet. Han er glad for at se mig, og vi spiser en fisk, han har tilberedt. Om natten blæser det

op. Riggen hamrer ind i masten i hurtige smæld og båden ligger uroligt. Flere gange er vi oppe og tjekke fortøjningerne, inden vi begge falder i søvn. Jeg vågner ved et særligt hårdt vindstød, der har kastet båden ind mod betonkajen. Min bror er oppe allerede, rælingen er smadret, og en stor fender har revet sig løs og er forsvundet ned i havnen. Vi flytter rundt på de andre fendere, så de beskytter båden bedst muligt. Jeg kan ikke sove efter skaden, ligger og lytter til blæsten, der farer forbi udenfor, mens båden hugger i fortøjningerne.

Vi fandt en blå kjole frem, som hun havde haft med hjemmefra. Det var svært at få den over hendes hoved og de slappe arme ind gennem ærmerne. Vi måtte sætte hende op i sengen. Hun lignede et barn, der halvt i søvne lod sig klæde på, indtil hun bøjede unaturligt forover med stiv ryg. Jeg husker, at kisten kom med det samme, men der var nok gået noget tid. Den fyldte meget, da den blev installeret midt på gulvet på tre bukke, hvid med tre håndtag nederst på hver side. Min far tændte et lys, mens hun blev lagt ned i kistens polstrede rum. Vi foldede et hvidt lommetørklæde ud over hendes ansigt. Jeg syntes, brystkassen blev ved med at bevæge sig, men lommetørklædet lå helt stille. Først da vi stod samlet på kirkegården omkring den lille keramiske krukke, forstod jeg, at hun ikke mere var i nogen krop. At hun var blevet til aske, som vi kort efter skulle kaste ud over havet og måske ane svagt, når det dalede ned gennem ålegræsset og opløstes på havbunden.

Min mor er blevet en prik i det fjerne, jeg stadig sejler bort fra. Hun forsvinder, ligesom hendes uforbeholdne blik, der var, som når nogen skubber bagpå, og cyklen får en uventet fart, der et øjeblik overvinder al modstand.

Det er blevet vinter. Jeg har ikke været på Hven siden. Vi sejlede hjem i hårdt vejr, søerne stod ind over os, og alt lå i et virvar i kahytten, da vi nåede danskekysten. Vores far stod på kajen og tog imod os, selvom blæsten var bidende kold.

Fotografierne har jeg fremkaldt på trykplader, har sværtet pladerne med blåsort farve og kørt dem sammen med papir gennem valserne i en trykpresse med håndsving. Teknikken har noget langsomhed i sig, jeg godt kan lide.

Havnen.

Havnen i New York.

1834.

Her landsættes alle den gamle verdens skibbrudne. De skib­ brudne, de ulykkelige, de misfornøjede. De frie mænd, de stridige. De, som er stødt på modgang; de, som har sat alt på ét bræt; de, som er blevet kastet omkuld af en romantisk lidenskab. De første tyske socialister, de første russiske mystikere. Ideologerne, som jages af Europas politi, de af reaktionen fordrevne. De små håndværkere, den gryende storindustris første ofre. De franske fourierister, carbonarierne, Skt. Mortens sidste disciple, den ukendte filosof og skotter. Højsindede sjæle, spilravende gale. Calabriske landevejsrøvere, hellenske patrioter. Bønderne fra Irland og Skandinavien. Individer og folkeslag, der var blevet klemt i Napoleonskrigene og ofret af diplomatiets kongresser. Karlisterne, polakkerne, de ungarske partisaner. Sværmerne fra alle 1830-revolutionerne og de sidste liberale, som forlod deres fædreland for at slutte sig til den store Republik, arbejdere, soldater, købmænd, bankierer fra alle verdens lande, selv fra Sydamerika, Bolivars kumpaner. Ikke siden Den Franske Revolution, ikke siden Uafhængighedserklæringen (syvogtyve år før Lincoln vælges som præsident), har New York i sin rivende udvikling, i sin bragende udfoldelse, set sine kajer så vedholdende invaderet. Emigranter sættes i land dag og nat, og på hver eneste båd, i hver eneste menneskelast, findes mindst én repræsentant for eventyrernes barske race.

Johann August Suter går i land den 7. juli, en tirsdag. Han har aflagt et løfte. Da skibet er ført til kaj, springer han ned på jorden, støder hårdt til militsens soldater, omfatter med et enkelt blik den vældige horisont ude over havet, trækker en flaske rhinskvin op og tømmer den i ét drag, kaster den tom-

76 Blaise Cendrars

– Ser du, gamle ven, sagde Paul Haberposch til Johann August Suter, jeg tilbyder dig et ben, og du får kost, logi, vask. Jeg kan endda klæde dig på. Her har jeg en gammel garrick med syv kraver, som nok skal blænde de irske emigranter. Ingen steder vil du finde så gode forhold som hos mig; især, mellem os sagt, nu da du ikke taler sproget; og det er præcis derfor, en garrick vil gøre underværker, for med irerne, de forbandede karle, sønner af satan nøgenfaldne fra paradis hver som en, skal du bare lukke ørerne op, for at de smutter derind med deres skvatpulede lortesprog, der aldrig lader kæften i ro. Jeg lover dig, at inden en uge vil du have hørt mere end rigeligt til at bede mig om at sende dig i kloster. En irer kan ikke holde kæft, men mens han krænger sit inderste ud, vil jeg bede dig prikke lidt til hans bylt for at se, om han ikke skulle have dobbeltmave som husaraberne, eller om han ikke skulle være forstoppet som en gammel kone. Jeg forærer dig altså min garrick, en gallon Bay-Rom (for man skal altid huske at skåle med en irer, der går i land, det er en måde at byde velkommen blandt landsmænd) og en lille kniv, jeg selv har opfundet, den går op til din albue og har bøjeligt blad som lemmet på en eunuk. Se godt på den fjeder, tryk på den, ikke, se så, tre små tænder springer frem fra bladet. Sådan, det er rigtigt, ja. Så mens du taler med ham om O’Connor eller om Unionsakten, som netop er blevet vedtaget i Parlamentet, vil mit lille værktøj vise dig om din klient har hul i røven eller tilsleben prop.

me flaske ind blandt negerbesætningen på en bermudarig. Så bryder han ud i latter og løber ind i den ukendte by, som om han har travlt og nogen venter på ham.

Guldet

Oversat af Troels Huges Hansen

Guldet

Du skal bare bide i den for at finde ud af om hans røvhul er af guld eller bly. Har du forstået? jaså, nå, det var godt, også på høje tid! Det er naturligvis min egen opfindelse; da jeg sejlede med Les Échelles var der en fandens til fransk kirurg om bord, som kaldte den et termometer. Så jeg overdrager dig hermed termometeret, og så ingen numre, vel? For jeg kan godt lide dig, knægt, Deres mor har ikke kedet sig, da hun lavede Dem. Glem frem for alt ikke at pudse knapperne på din garrick, det er vigtigt, at de skinner som skiltet på et godt værtshus, derefter viser du flasken med rom, for som ordsproget lyder: ædelt blod fornægter sig ikke, og med dit ræddikehår, min garrick, knapperne der skinner som dollars vundet i terningspil vil de tro, du er kusk for ærkebispen i Dublin på Forsoningsdagen, og med deres europæiske begreber vil de følge efter dig herhen uden at kny. Men pas på, ikke, du skal ikke køre dødt løb, du skal ikke lade den satans hollænder overfor snuppe dine kunder; se dig for! Endnu en lille ting. Når du nu har bragt mig en af dine ulykkelige irere herhen, så sørg for aldrig i livet at løbe ind i ham igen, ikke om hundrede år! Det er det eneste, jeg ønsker for dig. Og skrid så, vi er klar.

– Der findes fiduser, som er gode; der findes fiduser, som er noget klyt. Jeg skal vise dig, hvordan man får en god og fed lille grisebasse på gaflen.

Det er Hagelström, som taler, opfinderen af stormtændstikken. Johann August Suter er bud, pakker og bogholder hos ham. Der er gået tre måneder. Johann August Suter har forladt havnens nærmeste omgivelser og bevæget sig længere fremad i byen. Som hele den amerikanske civilisation flytter han sig langsomt mod vest. Siden han stødte ind i den gamle korsar Haberposch, har han allerede begivet sig af med to, tre forskellige leveveje. Han trænger længere og længere ind

77 i byen. Han arbejder hos en klædehandler, hos en drogist, i en viktualiehandel. Han slutter sig sammen med en rumæner og går fra dør til dør som sælger. Han er staldkarl i et cirkus.

Derefter hovsmed, tandlæge, møbelstopper, han sælger jerikoroser fra en guldfarvet vogn, nedsætter sig som dameskrædder, arbejder på et savværk, bokser mod en kæmpe neger og vinder en slave samt en pengepræmie på hundrede guineas, sidder hårdt i det på ny, underviser i matematik hos lazaristerne, lærer engelsk, fransk, ungarsk, portugisisk, Louisianas gebrokne negerfransk, sioux, comanche, slang, spansk, bevæger sig længere mod vest, når tværs gennem byen, krydser vandet, drager ud i forstæderne, åbner et værtshus i et yderkvarter. I Fordham blandt hans klientel af bryske kuske, som sidder og spytter i øllet, mens de overdrager hinanden tusind nyheder fra landets indre, indfinder sig fra tid til anden en ensom og tavs dranker, Edgar Allan Poe. Der er gået to år. Alt hvad Suter har hørt, set, lært, fået fortalt, er indprentet i hans hukommelse. Han kender New York, de gamle smalle gader med hollandske navne og de brede nye færdselsårer, der er ved at tage form og senere vil få numre; han ved hvilken slags forretninger, der drives, han ved på hvilket fundament byens umådelige rigdom hviler; hvordan man holder sig underrettet om de langsomme karavaner af prærievogne, der ruller frem over de store græsklædte sletter i the Middle West; i hvilke miljøer der forberedes erobringstogter og ekspeditioner, som regeringen endnu ikke aner noget om. Han har drukket så meget whisky, brandy, gin, brændevin, rom, caninha, pulque, aguardiente med alle de fortabte børn, der er vendt hjem fra landets indre, at han er en af de bedst informerede mænd om de sagnomspundne territorier mod vest.

Han har mere end en enkelt rute i hovedet, han har færten

Staten Missouri er lige så stor som det halve af Frankrig. Den eneste færdselsåre er den gigantiske Mississippi. Fra denne stat får den sine betydeligste bifloder, først Missouri-flodens storslåede vande, ad hvilke de store dampdrevne færgebåde med skovlhjul bagtil sejler atten hundrede mil, og hvis vand er så rent, at man stadig atten mil efter deres sammenløb kan skelne det fra Mississippis mudrede, grumsede, jordede, vissengule vand; og derefter den anden flod, som ganske givet er lige så stor, og hvis vand er lige så rent, «den smukke flod», Ohiofloden. Mellem lave skovklædte bredder flyder disse tre floder majestætisk hinanden i møde.

De voksende og febrilsk forjagede befolkninger i staterne mod øst og syd sættes gennem disse kæmpemæssige trafikårer i kontakt med de ukendte territorier, som strækker sig i det uendelige mod nord og vest. Flere end otte hundrede dampbåde lægger hvert år til i Saint-Louis.

Det er lidt oven for hovedstaden, i det frodige knæk, som dannes, hvor Missouri-floden og Mississippi løber sammen,

af flere guldgruber, han er den eneste der kender til visse afsondrede stier. To, tre gange satser han penge på fjerne ekspeditioner eller gør en indsats på en given bandeleders hoved.

Han kender jøderne, som finansierer det hele, der fungerer som den form for virksomheds skibsredere. Han kender også de funktionærer, som kan købes.

Og han handler.

Først forsigtigt.

Han slutter sig, og kun for rejsen, til en gruppe af tyske købmænd og tager til Saint-Louis, hovedstaden i Missouri.

78 Blaise Cendrars nærmere bestemt i Saint-Charles, at Johann August Suter opkøber jord og nedsætter sig som landmand.

Landet er smukt og frodigt. Majs, bomuld og tobak gror glimrende, og det samme gør hvede, især lidt længere mod nord. Alle disse produkter flyder ned ad floden mod de varmere stater for hver uge at blive vekslet til negere, som arbejder på sukkerrørsplantagerne. Det er alt sammen ganske ­indbringende.

Men det, som frem for alt interesserer Suter ved denne trafik, er det levende ord fra de rejsende, som sejler op og ned ad floderne. Hans hjem står åbent for alle, og hans bord er altid dækket. En bevæbnet skude med en besætning af sorte slaver visiterer de forbipasserende både og leder dem ind til estakaden. Det er så varm en velkomst, at huset aldrig er tomt; eventyrere, nybyggere, pelsjægere, som er på vej ned ad floden læsset med udbytte eller elendige, men alle som en lige lykkelige over at komme til kræfter efter vildmarkens og sletternes anstrengelser; lykkejægere, vovehalse, galninge, som er på vej op ad floden med feberdrømmene lysende mystisk, hemmeligt i øjnene.

Suter er utrættelig, han trakterer dem alle, bruger hele nætter på druk, forhører umætteligt sit selskab.

Inde i hovedet stiller han alle disse fortællinger op mod hinanden, ordner dem, sammenligner dem. Han husker det hele og glemmer ikke et navn, pas, flod, bjerg eller lokal betegnelse: det Tørre Træ, de Tre Horn, det Dårlige Vadested.

En dag får han en åbenbaring. Alle uden undtagelse, alle de rejsende der er defileret forbi hos ham, løgnerne, snakkehovederne, pralhalsene, ordgyderne, og selv de mest tavse iblandt dem, alle brugte de tre mageløse ord, som lader en fuldendt storhed skinne over deres fortællinger. Dem der siger for me-

Guldet

get såvel som dem, der siger for lidt, skryderne, krysterne, jægerne, the outlaws, smuglerne, nybyggerne, pelsjægerne, alle, alle, alle, alle taler om Landet i vest, taler kort sagt ikke om andet end Landet i vest.

Landet i vest.

Mystiske ord.

Hvad er Landet i vest?

Dette er den forestilling, han har gjort sig.

Fra Mississippi-dalen og hinsides de kæmpemæssige bjerge og langt borte, langt borte, langt før Landet i vest breder sig vældige territorier, frodige jorder i det uendelige, golde stepper i det uendelige. Prærien. Hjemsted for utallige stammer af rødhuder og store bisonflokke, der driver frem og tilbage som havstrømme.

Men bagefter, men bagved?

Der fortælles om indianere, som taler om et fortryllet land, byer af guld, kvinder med kun ét bryst. Selv pelsjægerne, der kommer ned fra nord med deres pelsladning, har på disse høje breddegrader hørt tale om de forunderlige lande mod vest, hvor de siger, at frugterne er lavet af guld og af sølv.

Landet i vest? Hvad er det? Hvad findes der derovre? Hvorfor drager så mange mænd derover for aldrig at vende tilbage?

De bliver slået ihjel af rødhuderne; men hvad med ham, der slipper igennem? Han dør af tørst; men hvad med ham, der krydser ørkenen? Han bliver stoppet af bjergene, men hvad med ham, der når over passet? Hvor er han? Hvad har han set?

Hvorfor er der så mange af dem, der kommer her forbi, som stikker direkte mod nord, for så blot, så snart de er alene, brat at skrå over mod vest?

Størstedelen tager til Santa Fe, den fremskudte mexicanske koloni i Rocky Mountains, men de er blot vulgære køb-

79

Han er besat.

mænd, som tiltrækkes af den hurtige gevinst, og som aldrig beskæftiger sig med det, der ligger længere væk.

Johann August Suter er en handlingens mand.

Han sælger sin gård for en slik og afsætter al sin ejendom.

Han køber tre overdækkede vogne, fylder dem med handelsvarer, stiger selv til hest bevæbnet med en dobbeltløbet riffel.

Han støder til et selskab på femogtredive købmand, der skal til Santa Fe, over 800 mil væk. Men det var et dårligt iværksat foretagende, lemfældigt organiseret, og hans følgesvende viser sig at være en samling løjsere, som hurtigt spredes for alle vinde. Suter ville have tabt det hele, for sæsonen var alt for fremskreden, hvis ikke han havde slået sig ned som tuskhandler og smugler blandt territoriets indianere på den yderste kant af den civiliserede verden.

Og det er her blandt disse indianere, at han hører tale om et andet land, der breder sig endog længere mod vest, langt borte på den anden side af Rocky Mountains, hinsides de vidtstrakte sandørkener.

Endelig kender han navnet.

Californien.

Men for at komme til dette land er han nødt til at vende tilbage til Missouri.

80  Halfdan Pisket

81  Tema: Det andet

82  Halfdan Pisket

84  Halfdan Pisket

85  Tema: Det andet

86 Nis A. Ovaska

Føljeton—1. Del

Real life reportage

Kornmod

Uddrag

87

Kornmod

Afrejse Ukraine Havet er gråt og tungt. Står ude på dækket med ansigtet op mod himlen. Solen er derude bag det sølvgrå tæppe. Overvejer om jeg kunne være en sejlertype, ligge og vugge rundt i en lille båd, grille og drikke øl, sejle sydpå og sårn.

Spejder ind på stranden, Rostock ser ud til at være en dejlig by.

Berlin–Bussen vugger os blidt. Den dufter af citron, klor og sure tæer. Anders virker fraværende, han knipser en serie fotos af mit yndlingskraftværk og tager sig endelig mod til at bryde isen. „Du Nis, ikke for at være kedelig vel, men man skal kende sig selv, det der Ukraine – tror altså alligevel ikke det er mig.“ Jeg ryster på hovedet, nikker og fremmaner et forstående smil. „Jeg forstår dig godt,“ siger jeg. Idiot, tænker jeg. Er vi ikke lige blevet venner, skal vi ikke ud og opleve alt muligt sammen, hvad har du gang i? „Jeg forstår dig godt, det gør ikke noget.“ „Jeg er ked af det Nis, men jeg savner allerede min familie.“ „Det er okay, du skal nyde at have dem. Tænker du så at blive i Berlin?“ „Ja, men det kunne også være spændende at tage til Warszawa, måske være der en dag eller to, og det kunne være spændende at se Beksinski museet – og så finde et billigt fly hjem.“ Kiev Warszawa toget buldrer gennem natten. Fumler ned ad gangen. En slank mørkhåret kvinde iklædt skridt stramme cowboybukser og en sort perleprydet vest, kommer mig i møde. Da vi passerer hinanden drejer hun hovedet, kigger på mig med hårde blå øjne. Gider ikke hendes kedelige øjne – for jeg savner dig.

Vågner ved nasale lyde, mine egne, spørger min rejsefælle med den brune hund, om det er nu? Han mumler på russisk, hvad der kunne være et digt, nikker, drejer så hovedet og kigger træt ud på de beskidte forstæder. Jeg trækker

affaldssækken ud i det fri, rygsækken ned fra bagagehylden og forsøger at indstille mig på et gensyn med min gamle ven. Der er gået mindst to år siden sidst.

Vi stimler sammen i gangen, tripper som sultne får. Dørene går op. Vi møver os ud.

Vinden er fugtig og råkold og sjappet trænger straks igennem mine kondisko.

Mike står i den anden ende af perronen.

Jeg pifter, han vender sig i et ryk, så hans gråsprængte lange hår står ud til siderne. Jeg kan se han råber, han er ikke alene. Vi smiler og omfavner hinanden i to hurtige mandeknus. „Gamle ven-basse – velkommen til Kiev!

Hvor er din ven kunstmaleren?“ „Tak Mike, jamen han fortrød og vendte om, desværre, du skal se hans malerier en dag..“ „Nå, godt du er kommet så, for satan da!“ Mike præsenterer mig for sin ven og tolk, som straks forelsker sig min rygsæk. „Really nice, where did you buy it, my name is Alexander, you may also call me Alex.“ „Hello my name is Nis.“ Lover at sende ham en mage til, når jeg kommer hjem, hvis han da ikke bare skal overtage min, når jeg rejser. „Fuck, her er koldt, Mike! Hva’ gør vi nu?

Skal vi tage direkte ind på pladsen?“ „Vi kunne godt tage derind i aften, men jeg vil vise dig noget i et værksted ude i byen i morgen tidligt så jeg foreslår at vi venter til i morgen aften.“ Mike har lejet en bulet Skoda i dagens anledning. Jeg hopper ind på bagsædet og Mike rækker min rygsæk ind til mig, for bagagerummet er fyldt med dæk, metalplader og vandrør. „Tre millioner, måske mere, det er i hvert fald Europas ottende største by.“ „Ottende, er du sikker på det?“ „Ja sgu! 42–43 millioner i hele landet og tre i Kiev, måske fire, de har ikke styr på en skid her – men det er derfor vi er her.“ „For at hjælpe dem.“ „Præcis, min ven.“ Mike smiler bredt. Kan se, at han været ved tandlæge, for han har fået

88 Nis A. Ovaska

monteret mere guld i fortænderne. Hans sorte flyverjakke og kantede guldøreringe matcher Alexanders stofmærke og nitte prydede skindjakke.

Brede boulevarder, vi kører mod centrum.

Alex parallelparkerer foran et glashøjhus af dimensioner.

Vi hopper ud. Mike svinger min rygsæk over skulderen. „Kom, følg efter min makker.“ Alex leder os via en gitterport ind i en slidt baggård op af en serie stejle trapper. Fire dumpe slag på ståldøren. Puslelyde bliver til metalliske smæld. En langskægget dværg i en nusset khakifarvet uniform nikker os ind i varmen.

Lejligheden fungerer som en slags safe house.

Den minder mest af alt om et bombet kollegieværelse. Mikes venner har sømmet en serie syntetiske tæpper fast i loftet og på flere af væggene, det lykkes dem således at holde dagslyset ude og kulden stangen.

Tomme to liters plastikflasker flyder i forgangen. Mike forklarer at de skal bruges som petroleumsdunke og at grunden til at de ligger der, er at han og resten af gruppen kun benytter bagtrappen for at vække mindst mulig opmærksomhed. „Politiet holder helt sikkert øje med os, derfor bestræber vi os på at tage forskellige ruter ind i gården. Det er en politistat det her, men det er heller ikke sådan at du skal have noia hele tiden, du må gerne gå ud, men det er nok smartest at følges ad med os andre i starten.“ „Hvad med den anden lejlighed du beskrev i din mail?“ „Jamen, vi kunne ikke bruge den mere, den skulle istandsættes og noget.“ Mikes svar er undvigende.

Jeg sætter min rygsæk og affaldsposen med min sovepose, finder en soveplads og breder mit uldtæppe udover mit liggeunderlag. „Og hvad sker der lige for revolutions-Mike?“ „Der sker ikke så meget, andet end det der sker – jeg er her nu og er med til at udrette noget.“ Mike løfter hovedet og skyder hagen frem. „I iskolde Kiev – in the middle of nowhere?“ „Det er vigtigt det som sker her … det er et-eller-andet-sted oss’ for at træne – til når kampene bryder ud hos os.“ „Og med hos, mener du?“ „When the shit hits the fan, når EU kollapser og verdensøkonomien bryder sammen og til de forestående etniske uroligheder.“

„Ja If, ikk?“ forsøger jeg. „When!“ fnyser Mike. „Og det er så sammen med hvad danske og flere udenlandske medier kalder både ultra nationalistiske og nynazistiske kampgrupper“ siger jeg med det ene øjenbryn løftet og det andet skudt frem, velvidende, at jeg ligner min far.

Mike ryster på hovedet og slår ude med armene. „Sikkert det kan da godt være – siger Reuters som russerne gåse-fodrer med lunkent lort.“ „Men nogle psykopater, hooligans, er det ikke?“ „Måske nogle af dem jo, men hovedparten er helt almindelige gode folk, ja, de er nationalister, men de er sgu ikke nazister. Den holder simpelthen ikke.“ „Gør den ikke?“ „Niks, men nu kan du jo selv undersøge det – de er jo heller ikke alene – der er mindst et hundrede tusinde hr og fru Ukraine, helt almindelige borgere på Maidan hver eneste dag.“ Jeg svarer at det har han selvfølgelig ret, og at jeg godt kan høre, at jeg er fuld af fordomme, men at jeg tænker at dette show jo ikke finansierer sig selv og hvem vil gerne styrte Janukovitj, det vil amerikanerne så de kan få fingrene i jorden så de kan dyrke majs og fodre deres køer, så de kan producere billigt burgerkød. „Det er kvinder, børn og gamle damer som kommer med mad og som bliver inde i zonen og trommer.“ „Ja, sammen med en gruppe CIA dobbeltagenter med lommerne fulde af internationale kreditkort, tilknyttet hemmelige bankkonti i Bruxelles.“ Mike svarer at jeg udmærket godt ved, hvad han mener om nynazister og at jeg ikke skal tro på alt hvad jeg hører i medierne. „De kan fucke dem selv i røven, jeg kan ikke klare dem, ikke en skid, men det du ser her, det er nationalister, mænd som forsvarer deres land mod russisk tovtrækkeri fra kulissen, Moskvamanipulation, mænd der forsvarer deres land mod korruption, mænd med hjertet på rette sted, men den tager vi senere.“ „Hmm.“ „Og hvad sker der lige for Nissen i kirken, har du mødt Gud i spjældet eller hvad?“ Svarer at den tager vi lige senere, og at fængselspræsterne jo faktisk gør et godt arbejde.

Mike siger, at han sgu nok skal få mig kureret, at jeg lider af Stokholmsyndromet.

89

Kornmod

„Først idømmer de dig fire års fængsel for at flytte rundt på lidt fniseurt, som magthaverne har bestemt er skadeligt for produktiviteten, så spærrer de dig inde i en tidligere tugt og forbedringslejer, og så går du Gudhjælpemig ud og begynder at arbejde for dem, for fanden da Nis?!“ “Ja, men jeg kunne jo for helvede ikke få job nogen steder vel, men jeg er glad for vi ses. Det er jo efterhånden længe siden.“ “Ja, det er oss’ rigtigt, kom lad os gå.“ Sover som en sten, drømmer om dig og om pigen fra toget. I er nøgne og danser ganske tæt, med hænderne på hofterne. I kysser inderligt, klemmer jeres brystvorter og savler ned ad hinanden.

Du stopper, begynder at græde og drejer rundt og løber, jeg løber efter dig og råber, men du hører mig ikke. Drømmer også om kirken og fængslet og om et parti 2. verdenskrigsfeltspader, der blev leveret af en høj ranglet fangevogter i røde shorts, pakket i store trækasser, på vakkelvorne halvrådne paller, spader i tusindvis.

Adam har sladret og politiet er ved at ransage min kammerats kælder. De har fundet kasserne med knoglerne, messingsamlenumrene og alter lysestagerne fra Dronning Dagmar, som jeg åbenbart også har stjålet.

Vågner ved støjen fra hvad der må være en hær af kæmpe duer. Deres hakken og kurren minder mig om togets hvinende bremser, de danser og hopper rundt på karnappens zinktag.

Jeg trækker i tøjet, men må opgive min plan om en spadseretur, da det går op for mig at døren er umulig at låse op. Mike sover tungt. Han ligger i fosterstilling med sine tatoverede hænder samlet under hagen. Overvejer om jeg skal tage et billede af ham, Valknuten og dannebrogsflaget på hans hænder, men beslutter mig for at lade være. Ville ikke selv bryde mig om at der var nogen der tog billeder af mig, mens jeg sov.

Bestemmer mig for at lade ham sove en halv time mere.

Maskeworkshop Det sner og blæser og vi skutter os. Muskelbilerne og de beskidte busser raser gennem gaderne, op og ned, rundt i et sving og over for rødt.

Fortovene er hullede og glatte, enkel steder har nogle gadebørn fejet sneen væk og står tilbage og tigger travle forbipasserende om småpenge.

Mørkklædte mænd med store hænder og hårde ansigter, stirrer ud på os, mens vi hopper og

springer til trommelyden af tykke blege fingre og brede våde dæk.

Alexander køber en håndfuld poletter til undergrundsbanen. Skræmmende stejle rulletrapper fører os dybt ned under byen. „De er bygget så de kan modstå en atomkrig.“ „Okay, Metroen, intet mindre, kæft, de er stejle!“ „Der er efter sigende plads til mindst tre millioner mennesker.“ Vi diskuterer koldkrig, om Ukraine overhovedet har nogle bombeværdige mål og om Stalin i virkeligheden var jøde. Mike brokker sig over muslimerne, kender hans meninger og holdninger til mindste detalje, alligevel fortsætter han ubønhørligt.

Alexander nikker og tilføjer: „Religion is like a dick, it’s nice to have one, it’s fine to be proud of it , but please don’t whip it out in public, and start waving it around, and don’t try to shove it down my children’s throats!“ „Ha.“ „Petrovka, det er her, kom, vi skal af.“ Jeg følger efter de andre op i den virkelige verden. Vi stopper ved en udpint madvogn udenfor metrostationen. Jeg bestiller det samme som Mike, en form for falafel i et tyndt durum­ agtigt brød. Glæder mig til at se hvad de mener med at de har en overraskelse til mig. Mike glæder sig tydeligvis til at afsløre den. Efter tyve minutters gang gennem hullede gader når vi til et misvedligeholdt, engang hvidkalket, etplanshus med skæve pastelgrønne træskodder.

“Det er egentligt bare et almindeligt autoværksted, det tilhører Alexanders far og onkel.

De er nogle stykker som går herude og bygger, kom med, vi skal ud bagved.“ Brun røg slår os i ansigtet, to voksne mænd i deres bedste alder står og varmer sig ved en sortsveden olietønde. Jeg trækker hænderne til mig ved synet af en lænkehund på størrelse med en bjørn. „Dog is okay, but don’t touch him – old but still strong.“ Alexander går i en bue udenom hunden. „Bare rolig, den er tam som et lam, eller bare lige lad den være.“ Bjørnen gør en serie dybe brøl så metalpladerne på garagen synger. Jeg stikker hænderne i jakkelommerne, stamper sne og sjap af støvlerne og Mike præsenterer mig for Alexanders onkel og en høj tynd, koparret mand. Hænder mødes,

90 Nis A. Ovaska

onklen smiler bredt til Alexander, mens den høje mand, skæver til mig med et brysk blik. „Okay, come on inside.“ Alex åbner døren til et baglokale og vinker os indenfor. „This is secret, very.“ Alexander fører fire fingre over sin hals. Jeg nikker og gør mit bedste for at se alvorlig ud. Lysstofrørene blinker. „We have working here in night for many months now – in general people living here don’t care – they just accept the terms.“ Mike tager over. „Det han prøver at sige Nis, det er, at de har arbejdet her dag og nat i flere måneder.“ Jeg nikker anerkendende til Alexander og den høje koppearrede mand. „Det er revolutionshærens våbenværksted.“ „Hvordan kan I holde det hemmeligt?“ „Det er kun vores folk som kommer her, men vi har også lavet udstyr til de andre grupper, det er tophemmeligt – classified.“ „Top secret.“ brummer Alexanders onkel. „Come, let me show you how we make the gear.“ Alexander viser mig rundt blandt stabile stålborde med bemærkelsesværdig god arbejdshøjde. Det flyder med opskårne, fladbankede olietønder. Disse skæres til brynjer som herefter bliver banket i form.

Langs den ene væg står der femten tyve nymalede træ- og metalskjolde. „Cool ikk’ – det er lidt som da man var barn, vi skærer dem selv ud med save og vinkelslibere – svejser det der skal svejses og ellers popnitter vi dem sammen.“ Jeg nikker og smiler. „Cool no?“ „Yes very, like when you are kid.“ Onklen og den høje mand ønsker os en god aften. De skal begge tidligt op, så de vil hjem i seng.

Mike klapper ham på skulderne, så hans kedeldragt støver og siger, at der hvor han kommer fra, der sover vi længe, for det om natten vi laver vores penge.

Mike og Alexander forklarer i munden på hinanden om vigtigheden i dette arbejde. Politiet har siden revolutionens start i november brugt knipler og gummikugler i flæng. Men hvad værre er; de igennem de seneste uger skudt med både jagtgeværer og særlige sovjetproducerede riot guns ladet med sten, møtrikker og metalaffald og skudt med chokgranater direkte mod civile.

„We need to protect us from them, they are crazy people, evil humans, that actually wanna kill us.“ „Og han har jo ret.“ Mike stemmer i. „De lemlæster folk, skyder med gummikugler og jagtgeværer, indtil videre er der flere hundrede sårede – har fortalt Alex om dine hjelme, og vi har været på nettet og på DBA og kig, har vist ham dine kreationer, det var omkring jul, men der kunne du jo ikke få snøvlet din røv herned.“ „Okay, nej, det.“ Jeg kigger ned i gulvet. „Men Alexander og de andre, de kan rigtig godt lide dem.“ Jeg nikker og smiler og ifører mig en olietønde brynje. Uden tøven griber Mike et afkortet vandrør og hamrer mig resolut ind i den øvre maveregion. Metallet redder mig for det meste af smerten.

Hoster og glæder mig til at slå Mike. „Det eneste vi rigtig mangler er hjelme – her kommer du ind i billedet, er du frisk på at bygge nogle, selvfølgelig er du det.“ Mike nikker og smiler. „You will make the helmets?“ „Of course, why not, but also I will like to go and see the Maidan.“ Alexander ser alvorlig ud.

Mike puster sig op, smiler som en lille dreng.

Hamrer ham resolut i brystkassen, han bukker sammen, hoster og sprutter, at det satme var et værre tøse slag. „We like your armour, it’s super cool stuff – Mike told me a lot about your techniques.“

Jeg nikker, soler mig i de rosende ord. Tænker jeg ikke vil ødelægge den gode stemning ved at fortælle Alexander, at jeg aldrig har lavet andet en paphjelme, hvilket Mike udmærket ved. „What kind of helmets do you use now?“ Spørger jeg. „All kind, soviet army helmets, motorcycle helmets, mineworker helmets.“ „I forhold til politiet – og jo fjender generelt, det er selvfølgelig fart og tempo, vedholdenhed,viljestyrke, men som du ved så handler al kamp også om intimidering.“ „Ja selvfølgelig.“ Mike fortæller om politiets aluminiumsskjolde og om hvordan demonstranterne har lavet deres af olietønder og træplader. „Vi bukker og svejser dem i metal, de har jo hjelme på og så kom jeg til at tænke på dine hjelme. De er helt skøre, især dem med lys – måske du kan lave nogle masker og hjelme med visirer som man kan sætte på en almindelig motorcykelhjelm – bare så’n designe dem – du må selv bestemme hvordan og hvorledes. Du kan få al den hjælp du vil fra smedene her.“ Alexander bliver og sover på værkstedet.

På vejen tilbage til centrum køber Mike tre kolde øl i en slags kiosk ved nedgangen til metroen. „Nu drikker vi de her – og skål for Alex, han er en god fyr, en rigtig ven, og så tager vi ind forbi et sted jeg kender og ser hvad der sker.“ „På bar?“ „Ja nogle gange er der livemusik og så’n – og damer, men der er dog nok lidt stille i aften.“

„Okay, hvad med Maidan?“ „Vi bør vente til i morgen, vi skal undgå politiet – specielt os to alene, som udlændinge, i hvert fald når jeg har den her jakke på.“ „Hvorfor går du så rundt i den? Det er da ikke for smart at rende rundt i uniform, når det hele sejler.“ „Hold nu kæft med dit brok.“ Mike smiler og retter på sin camouflageparka.

Mike forklarer at de plejer at mødes med en anden gruppe ved en plads, der ligger tæt på Maidan pladsen, tæt på en metrostation. „Så går vi af sted i samlet flok – og er klar til kamp hvis vi bliver antastet.“ „Af politiet?“ „Både det almindelige politi – eller i værste fald af Berkut“ „Berkut, uropolitiet, ikke?“ „Fucking psykopatsvin, de er skånselsløse, no mercy, de smadrer folk som de har lyst, kvinder, børn og gamle.“ Mike viser tænder og fortæller at hovedparten af styrken er rekrutteret fra Østukraine, at de er russere og at russere er ligeglade med liv. I sidste uge fandt man en af lederne for Auto Maidan i en skov syd for Kiev, langt væk, af helvede til ude i en skov. Korsfæstet, gennemtævet, blødende.

Mike siger at det er russerne der har gjort det, Berkut, skåret ham over hele kroppen med knive. „Falder du først i hænderne på dem, er du færdig.“ „Det er sygt, Mike.“ „Yes Sir, og korsfæstet du – med knækkede tænder, brækkede hænder og så havde de sgu også lige skåret hans øre af.“ „Fuck.“ Mike fortæller hvordan Berkut, i de seneste måneder har bortført hundredvis af mennesker, kørt dem bort, østpå og fængslet dem i hemmelige fængsler. „Og ikke bare fængslet folk, men simpelthen dræbt og brændt folk.“ „Det var ham med bilerne ikke, hvor systemet sagde at han selv havde iscenesat sin egen kidnapning for at få opmærksomhed? “ „Præcis ja Auto Maidan, jeg kan ikke huske hvad han hedder, men han kom i nyhederne, deres påståede selviscenesatte tortur og forsvindingsnummer har været med til at medierne og vesten og amerikanerne nu har fået øjnene op.“ „Hvem er det så, at du mener, er de gode, dem man skal holde med nu og her?“

92 Nis A. Ovaska

„Patriot Ukraine, Right Sektor, Højre sektor – det er en ny gruppe. De blev formelt dannet her i oktober, november sidste år. Alex er i familie med Sashko Beliy også kaldet Sasha White, han er højre sektors leder i Vestukraine.“ „Okay.“ „De er spydspidsen, de forsvarer demonstranterne og kvinderne, de gamle koner, som kommer med maden, Babusjkaerne mod at blive smadret af Berkut – de er de sande helte.“ Jeg mumler noget om øget nationalisme og højredrejning i Europa og at det er ­skræmmende

eller i hvert fald bemærkelsesværdigt at så mange her har malet soltegn på deres hjelme og skjolde. „Hold nu op med det kritik-kritik-ævle-bævl, det er som at snakke med min far.“ Får lyst til at slå ham. „Det her handler ikke om soltegn og nationalisme det her – prøv sgu da for en gang skyld at hygge dig lidt, og slap lidt af, hvornår har du gjort det sidst?“ Jeg trækker på skulderne og nikker langsomt.

“Nyd det nu mand, nyd eventyret, lev livet!“

Foto: Mads Holm

Vejl. pris: 229,95 kr.

ISBN: 9788793128996 150 sider Udg.dato: 22/02/18

ADRIEN er en roman om at være undervejs, om at sætte den ene fod foran den anden. Elena møder den sælsomme og smukke Adrien på en færge på vej til Githio, og de beslutter sig for at vandre sammen.

JAN KROGSGAARD

ADRIEN

HELENA THAU RESPONSE TO IMPACT

Foto: Liam Morgan

Under sit arbejde med to større filmprojekter, det ene i Cambodia med bl.a. optagelser af monologer med tidligere lavt-rangerende Khmer Rouge-soldater, som blev til museumsværket Voices of Khmer Rouge, og et andet projekt i Burma, som blev til den Oscarnominerede dokumentarfilm om undergrundsjournalistik med titlen Burma VJ –Reporting From a Closed Country, opholdt Krogsgaard sig oftest i en øde bugt på en ø i Vietnam. Herfra påbegyndte han sit arbejde med det, der er blevet til bogen Response to Impact.

ADRIEN er en kærlighedserklæring til livet, en historie om kærlighed. Kærligheden til naturen, til vejene, til den gavmildhed, den rejsende her møder fra de lokale. Men først og fremmest er det en historie om Elenas hovedkuldse forelskelse i Adrien og alt det, han står for. Helena Thau skriver med en sensibilitet og poetisk sans, der er helt vild. Hun sanser verden, hun ser den. Når den er smuk og sakral, men også når den er fuldstændig affortryllet. For pludselig vil Adrien ikke længere følges. Why, why, why, vrænger Elena, da han forlader hende første gang. Og det er spørgsmålet, der banker som en puls gennem bogen.

Og titlen er meget sigende, for det er netop det denne bog er: refleksioner over og reaktioner på det voldsomme miljø, som Krogsgaard skildrede i sine film. Response to impact er et selvstændigt værk, der reflekterer over det tab af sprog, som krigen medfører.

Han skriver et nyt sprog frem, et sprog der nødvendigvis vil opstå

De længste veje tilbyder de smukkeste gaver, skriver Adrien i en af sine sparsomme e-mails til Elena. Og det er på denne lange rejse, først gennem Grækenland, Albanien og Makedonien og senere på cykel med veninden Frida gennem Tyskland, at vi med Elena lærer, hvad det vil sige at drømme, at tro, at forelske sig og sidenhen overleve denne forelskelse.

på ruinerne af den gamle erfaringsverden fra før volden, fra før mødet med krigen. I sin vedvarende og insisterende beskrivelse af krigserfaringerne lykkes det Krogsgaard at give et nuanceret billede af krigens væsen.

Vejl. pris: 279,95 kr.

ISBN: 9788793128965 300 sider Udg.dato: 11/01/18 www.forlagetgladiator.dk

Bidragsydere Andreas Vedel Jensen (f. 1981) Uddannet cand.scient.anth og arbejder som oversætter og anmelder.

Blaise Cendrars (1887–1961) Fransk forfatter, debuterede med digtet Les Pâques à New York (1921). Andre udgivelser af Cendrars: Moravagine (1926), Bourlinguer (1948) og Emméne-moi au bout du monde (1955).

Cecilie Lind (f. 1991) Forfatter og uddannet fra Forfatterskolen. Debuterede med digtsamlingen Ulven åd min eyeliner (2010). Senere har Lind udgivet værkerne Dughærget pupil accelerer tusmørke (2012), Strunk (2015) og Til en engels forsvar (2017).

Dea Sofie Kudsk (f. 1990) Forfatter. Debuterede med romanen Bogotana 2017 og har bidraget til tidskrifterne Slagtryk og Hvedekorn med kortprosatekster.

Dea Trier Mørch (1941–2001) Dansk grafiker og forfatter. Hun blev uddannet på Kunstakademiets malerskole. Hun debuterede med sin første udstilling på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1961. Derudover har Mørch også udgivet værkerne: Sorgmunter Socialisme (1968), Vinterbørn (1976) og Hvideløgne (1995).

94

Texas Longhorn Nr. 9

Eldrid Lunden (f. 1940) Norsk digter og professor i skrive­kunst.

Hun skriver på nynorsk. Debuterede med digtsamlingen F.eks. juli (1968) og den seneste er Flokken og skuggen (2005).

Elof Westergaard (f. 1962) Biskop over Ribe Stift og har været præst siden 1991. Westergaard har udgivet en række bønner til kirkeåret, samt udgivet flere bønnebøger og skrevet og redigeret en lang række artikler i aviser, bøger og tidsskrifter. I 2017 udkom Elof Westergaard med Min byzantinske Notesbog, betragtninger.

Halfdan Pisket (f. 1985) Dansk tegneserietegner og graphic novel-forfatter. Han blev uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi

i 2009. Pisket har udgivet en række tegne­serier: Vold (2009), Låsesmeds filerne (2012) og en grafisk roman-triologi ­Dansker-trilogien (2017).

Hanna Sigga Madslund (f. 1957) Uddannet Cand. scient. og arbejder som forskningsformidler og videnskabs­ journalist. Debuterer med Californien * Sommer 1968 i Texas Longhorn Nr. 9.

Harald Herdal (1900–1978) Dansk forfatter. Debuterede med digtsamlingen Nyt sind i 1926 og har derudovet udgivet samtlige værker såsom Man kan jo leve (1934).

Helene Johanne Christensen (f. 1989) Forfatter og cand.mag i litteraturvidenskab og museologi. Debuterer med digtsamlingen BLÅ på Forlaget Gladiator 8. februar 2018. Har tidligere bidraget med lyrik, prosa, essays og artikler til diverse nordiske tidsskrifter.

Jacob Skyggebjerg (f. 1985) Forfatter. Debuterede med romanen Vor tids helt (2013). Senere udkom Hvad mener du med vi (2016) og Jalousi (2017). Hjælp er Jacob Skyggebjergs kommende roman der udkommer d. 13 marts 2018.

Joakim Vilandt, (f. 1991) Forfatter og uddanner sig indenfor musikvidenskab. Debuterede med ­Cassandra i 2017 og har bidraget i samtlige tidskrifter Mosaik og Hvedekorn.

Kamila Jørgensen (f. 1969) Uddannet fra Århus Kunstakademi: skulpturlinjen og har en bachelor indenfor Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Jørgensen har fået udstillet samtlige af sine kunstværker, blandt andet hos Den frie udstillingsbygning og Nordkraftudstillingen.

Kat Mukai (f. 1989) Uddannet ved BFA Pratt I­ nstitute og arbejder som illustrator.

Maj-Britt Boa (f. 1963) Læst teologi på Københavns Universitet og arbejder som billedkunstner. Udstil-

lingsdebut var Kunstnernes Efterårs­ udstilling i 1985.

Marie Nielsen (1875–1951) Dansk socialistisk politiker, kendt for hendes politiske arbejde i Socialdemokratiet og den danske kommunistiske bevægelse.

Matthias Petersen-Ajbro (f. 1989) Morten Elting Eilersen (f. 1986) Uddannet kunstfotograf fra Købehavn Film og Fotoskole og arbejder som kunstner.

Nicholas Folkerman Knudsen (f. 1980) Kunstner og har blandt andet udstillet ved Helleruplund Kunstforening i 2010 og Gyldendals kunstforening 2014.

Nis. A Ovaska (f. 1977) Forfatter og har udgivet værkerne Die Wölf Von Ziguinchor (2011) og Dødens pølse (2013).

Sebas Kiej (f. 1982) Uddannet indenfor traditionel læring hos medicinmænd og afholder ceremonier og workshops.

Troels Hughes Hansen (f. 1985) Uddannet ph.d i fransk litteratur.

Debuterede i 2015 med oversættelse af Louis-Ferdinand Célines Samtaler med ­professor Y. Har senere udgivet andre oversættelser af blandt andet Blaise ­Cendrars Moravagine (2016). Kommende udgivelser: Blaise C ­ endrars Guldet, Emmanuel Boves Forudanelsen og Annie Ernauxs Det ydres dagbog.

Det nye Texas Longhorn findes…

Litteratur og kunst er ikke bundet af logik, fornuft og orden. Dér er tænkningen fri. I mødet med det kunstneriske udtryk giver vi slip på vores behov for at kategorisere og ordne og lader det ukendte-kendte lære os andet og mere om verden.

Det sker i Texas Longhorn!

Litteratur og kunst er essentiel for det gode samfund.

Litteratur og kunst kan rykke ved vores forståelse og oplevelse af verden ved at opløse strukturer og grænser, ved at udsætte os for ellers umulige erfaringer, ved at formulere det uformulerbare og på den måde forandre forholdet mellem os og verden.

Det sker i Texas Longhorn!

Med det nye Texas Longhorn er vores vision at skabe et levende og uordentligt rum for den kunstneriske erfaring. Vi åbner dørene til den gode litteratur og billedkunst for alle der vil, fordi den udvikler os som mennesker. I den nye temasektion undersøges evigt aktuelle emner som grådighed, kærlighed og menneskerettigheder fra mange forskellige perspektiver. Med vores open call ønsker vi at invitere uetablerede og etablerede forfattere og kunstnere til at tænke sammen med os, med hinanden og med læseren. I sektionen Real Life rapporteres direkte fra livet. Texas Longhorns høje kunstneriske kvalitet er den samme, og mødet mellem tekst og billede er stadig i fokus, fordi der i ethvert møde kan opstå noget nyt, fordi verden dér kan vise sig på ny.

Velkommen til det nye Texas Longhorn!

…snart!

Den 1. maj udkommer første nummer af det nye Texas Longhorn.

Det handler om Grådighed.

Men när natten blir lång Brukar vi sjunga en sång Som dom som styr oss kan höra i vinden Om ett folk som levde en gång Som ville bygga ett torn Som skulle räcka ända upp till himlen Men ju högre man kom Ju mera skilde sej dom Som bodde där uppe ifrån dom andra Och till sist blev tornet så högt Att dom där uppe och nere Inte längre förstod varandra Och då rasade tornet samman

—Keops pyramid, Hoola Bandoola Band, 1972

I 2009, under den globale finanskrise, rejste Khalifa-tårnet sig mod himlen i Dubai. Med sine 828 meter er tårnet den højeste menneskeskabte konstruktion nogensinde. Parallellen til den bibelske fortælling om Babelstårnet, urfortællingen om menneskets grådighed, er ikke til at overse. Mennesket lider af en vil-have-mere-syge og har skabt et samfund bygget på et grådigt system, som fører til ulighed og utryghed for de mange og overflod for de få, og som ødelægger livsgrundlaget på Jorden. Mennesker mister deres hjem og må flygte, havene flyder med plastik, skraldet hober sig op og dyrearter uddør hver dag. Grådighed er en af middelalderens syv dødssynder og ikke et nyt fænomen, men når Gud er død, og grådighed bliver målestok for moralen, er der ingen til at sætte grænser for den uhæmmede trang til mere og mere og mere. Eller er der?

I Texas Longhorn nr. 10 har vi samlet nye og gamle kloge og vilde tekster og billeder, der forholder sig til Grådighed. Du kan glæde dig til at læse essays og skønlitteratur af bl.a. Ursula Andkjær Olsen, Italo Calvino, Jacob Skyggebjerg, Helga Johansen, til billedkunst af bl.a. Lena Svedberg og Storm P. og ikke mindst til helt nye stemmer som Sigridur L ­ arsen og Anna-Lill Marker.

Velkommen til Grådigheden!