Texas Longhorn # 10 - Grådighed by Forlaget Gladiator

GRÅDIGHED Nr. 10 maj 2018

Adam Oskar Albert Elm Anna Sidsel Andersen Anna Ørberg Christine Bosse Duncan Wiese François Rabelais Freja Hougaard Bagge Helga Johansen Ib Monrad Hansen Jacob Skyggebjerg Jeppe Mørch Johanne Bille Katinka Askehave Lea Cathrine Clausen Luca Engberg Talamona Lærke Jessen Maj-Britt Willumsen Mia Dall Mia Granhøj Morblod Nis A. Ovaska Peter Larsen Poul Lynggaard Damgaard Rasmus Nielsen Sigríður Larsen Silja E.K. Henderson Susan Simonsen Ursula Andkjær Olsen Veronika Vidø

Tidsskrift Nr. 10 © Texas Longhorn, forfatterne og kunstnerne 2018 Udgivet af Forlaget Gladiator Oplag: 3000 ISSN: 2445–7280 Redigeret af: Silja E.K. Henderson, Helene Johanne Christensen, Luca Engberg Talamona, Tilde Luna Mølgaard, Anders Gerning & Emma Marie Bruun Grafisk design af: Anders Gerning Omslagsbillede af: Ib Monrad Hansen Trykt hos Mükusala: Printed in Latvia 2018 Er du interesseret i at tegne abonnement til dit bibliotek eller din uddannelsesinstitution? Kontakt os på: tlh@forlagetgladiator.dk

Leder

Bønnen

Mia Granhøj

Jacob Skyggebjerg Succes $kyggebjergs hjørne

François Rabelais Gargantua Oversat af C.E. Falbe-Hansen

Albert Elm

Christine Bosse

Anna Ørberg Sun Down

Maj-Britt Willumsen Triptykon

Susan Simonsen Diktatoren

Freja Hougaard Bagge

Katinka Askehave

Johanne Bille Elastik

Anna Sidsel Andersen Claes

Ursula Andkjær Olsen Pandora happy meal

Lea Cathrine Clausen Dybfrost

Indhold

Lærke Jessen Noget man nærmer sig med stor varsomhed

Morblod

Ib Monrad Hansen Help yourself. Another tower of babel.

Peter Larsen Idolplakat

Konen i muddergrøften

Rasmus Nielsen

Duncan Wiese Den gyldne alder

Jeppe Mørch Klanton kan kun se mennesker i halvtotal

Mia Dall Madames poetik

Veronika Vidø

Luca Engberg Talamona Lampedusa

Adam Oskar

Sigríður Larsen døde sjæle

Silja E.K. Henderson

Helga Johansen Tve-tale

Nis A. Ovaska Real life reportage – 2. del

Poul Lynggaard Damgaard Minimal diktat

Bidragsydere

Næste nr. – Kærlighed

Texas Longhorn

4 Leder

I dette nummer af litteratur- og billedkunsttidskriftet Texas Longhorn vokser GRÅDIGHEDEN vildt som en skov af blomstrende kaktus. Texas Longhorn har fået ny redaktion – og vi har glædet os til at dele dette fabelagtige temanummer med jer. Men hvad er grådighed egentlig? Et naturligt resultat af menneskets biologiske overlevelsesinstinkt eller snarere et udtryk for moralsk fordærv? Er grådigheden rundet af en mangeltilstand, et savn, eller vil den altid eksistere, selv når vi har i overflod? Har vi indrettet et samfund som hylder grådigheden, med forbruget som sin gral, og er der mon en anden vej? Er sanselighed også en form for grådighed – er kærlighed? I dette nummer udforsker både etablerede og debuterende forfattere og billedkunstnere grådighedens mange ansigter. På forsiden brillerer Ib Monrad Hansen med det tankevækkende værk Help yourself. Another tower of Babel, for nyligt udstillet på Den Frie Udstillingsbygning. I tidsskriftet finder man endvidere Ib Monrad Hansens tekst, som kredser om “Historiens” sammenbrud, om tab af mening og dikotomien mellem civilisation og natur. Vi har det med at forbinde grådighed med mad, og denne association går da også igen i flere af temanummerets tekster og værker. François Rabelais’ Gargantua (oprindeligt 1534, her et uddrag i oversættelse af C.E. Falbe- Hansen, 1945) er en fortælling om en frådsende kæmpe, men også et åndeligt forbillede, der suger lærdom til sig. I den smukke og grumme billedserie af billedkunstner Veronika Vidø er maden og madlavningens værktøjer også tilstede, næsten som en form for tvang. Ursula Andkjær Olsens tekst Pandora Happy Meal kredser spørgende om liberalismens afskrivning af almissen, her i symbolsk form af en burger.

Vil den sultende, som tror, at almisser korrumperer mennesket, takke nej til en burger og dø af sult, men mæt af ideologi? I Luca Talamonas tekst støder sult og trang til overlevelse og flugt sammen med nødhjælps organisationers indtog og smitsomme sygdomme, mens magtens spyt driver ned af væggene, og slikker op ad gardinerne som ild i Susan Simonsens tekst om diktatoren. Ilden finder vi også i tidsskriftets stærke idolplakat tegnet af Peter Larsen med inspiration fra Gargantua og grådighedstemaet. I Jacob Skyggebjergs hjørne er det både den strukturelle grådighed, magten, og begæret efter lykke, som korrumperer mennesket. Grådigheden efter mere bliver nærmest en slags afhængighed, på samme måde som i det gamle folkeeventyr Konen i muddergrøften (gengivet i Grimms eventyr), hvor begæret efter mere og mere jordisk gods bringer hende helt til rigdommens og magtens tinder, kun for at sætte hende tilbage i muddergrøften igen. I tidsskriftet finder I også uddrag af Johanne Billes seneste roman, Elastik og smukke Open Call bidrag af bl.a. Lea Cathrine Clausen, Anna Ørberg og Poul Lynggaard Damgaard. Glæd jer til også stærke værker af bl.a. Kunstnerduoen Morblod og billedkunstner Rasmus Nielsen, foruroligende fotografier af Albert Elm og grafiske noveller af hhv. Adam Oskar og Anna Sidsel Andersen og meget, meget mere. Gør grådigheden os ensomme, eller knytter den os sammen som almenmenneskeligt vilkår? Kan vi formå at finde en vej ud ad grådigheden eller er vi, som på Ib Monrad Hansens maleri og i tidsskriftets indianske bøn, langsomt ved at fortære hele grundlaget for vores egen eksistens? Vi håber, at I vil kaste jer grådigt over dette nummer af Texas Longhorn! Silja E.K. Henderson og redaktionen

Nr. 10

BĂ¸nnen

When all the trees have been cut down, when all the animals have been hunted, when all the waters are polluted, when all the air is unsafe to breathe, only then will you discover you cannot eat money.

5â&#x20AC;&#x192; Texas Longhorn Nr. 10

cree prophecy

6 Mia Granhøj

7 Jacob Skyggebjerg

$kyggebjergs hjørne

Succes

Vi prøvede at hælde øl i den vandskål, vi havde stillet frem til en hund, der kom løbende da vi camperede ved søen. Hunden drak øllet. Så fik den vand, og ville ikke drikke. Den gloede utålmodigt, den ville have mere øl. Den gloede, fattede vi ingenting? Så fik den en sjat øl i vandet, kun nogle dråber. Så drak den af skålen, så det sjaskede ud omkring den, skålen tippede og væltede rundt, hunden gloede igen. Hunden blev vred, den ville have mere. Det starter med en dråbe. Velsignelse. Man må have mere. Et skvæt. Man er statsministeren, der danser med fruen til fiskekongens fest og logrer og springer for en tur i hans sommerhus. Man får et klap på skulderen af selveste præsidenten. Åh, nu fester man med de store drenge. Man lader bomberne regne. Det er afhængighed. Det er stoffet, man må have mere. Man lader sine fingre amputere. Man bliver et produkt af sin afhængighed, sin grådighed. Man puger millionerne sammen under sig, 450 millioner i aktier, og ens afkom kommer aldrig til at vide, hvad kærlighed er. Lykken bliver utilgængelig, lykken bliver mere og mere kortvarig, der må mere og mere til. Det handler ikke engang om lykke længere, man mærker ikke tilfredsstillelsen, den indtræffer ikke, man er allerede på vej mod det næste fix. Man lader sig tatovere, man fylder sine fingre med ringe, kæder om halsen. Mennesker bliver noget, man anvender for at få sit fix, mennesker bliver redskaber. Man drømmer ikke længere, når man sover, man drømmer hele tiden, når man er vågen. Man klatrer op ad en stige, der hele tiden bliver længere. Man bliver træt i armene, benene, ryggen, man hænger, man vejer flere tons. Men man er der næsten. Et trin mere. Et trin mere. Man er ved at falde. Man får lyst til at opgive. Man indser, hvad det er for en situation, man står i. Man beslutter sig for, at man vil ned igen. Men der er ikke noget, der hedder ned igen. Stigen er forsvundet under en. Hver gang, et nyt trin er dukket frem over en, er et forsvundet under. Det er videre eller falde. Man overvejer. Så fortsætter stigen, trinene forsvinder, man står på det nederste, man når akkurat at komme op på det næste, før det forsvinder. Man skynder sig herfra op på det næste. Og det næste. Man vil væk fra det nederste trin. Efterhånden begynder trinene at forsvinde hurtigere. Hurtigere. Jo hurtigere, man klatrer, jo hurtigere forsvinder de. Det er sådan, det er: Sådan er grådigheden – en afhængighed. Den er ikke noget at være stolt af, den er et handikap, den styrer en. Man er ikke sig selv, man er sin afhængighed. Metervare, noget, som alle kan blive, noget, som alle vil blive, hvis de får den første dråbe af stoffet. Man er Fauli i mariehøne-kostumet, man ligger på gulvet og skriger på chokolade, det vil man have respekt for, anerkendelse, oprejsning. Nu går det så stærkt, at man aldrig forlader stigens nederste trin. Man har ikke lyst til at spise, ikke tid til det, hvad skal det nytte at spise, at drikke, man krymper sig sammen og tørrer ud, verden og menneskene omkring en, man danner en skal omkring sig, så verden og menneskene fortoner sig og bliver til lyde, mere og mere dumpe. The club downstairs. Man hader dem, menneskene, og alle deres spørgsmål, deres blanden sig, de forstyrrer, de larmer, deres ansigter er blege og hader en tilbage. Man hader solen, den er holdt op med at lokke med en, lokke en ud, nu er den bare en provokerende gigant, der hænger på himlen og håner en. Man har kun de få kortere og kortere øjeblikke, hvor behovet tilfredsstilles og roen buldrer gennem en, man vrider sig i eufori, går i bro, strækker kroppen helt ud, og så kalder det igen, så kratter dæmonerne, stemmerne, der begynder som en hvisken, stressen, man må have mere, der er ikke tid til at ånde.

8 François Rabelais

· 25 ·

Derefter faldt de i snak på stedet og pratede løs ved gildet, hvor de sad: – Træk op! – Giv hid! – Fyld i! – Bland vand i! – Skænk i til mig, men uden vand! Sådan, min ven! – Tøm mig det glas til bunds på lystig vis! – Før mig klaretten frem som vidne! Et glas til bredfuldt mål. – Nu holder tørsten våbenstilstand. – Du falske febertørst, ha, væk med dig! – På ære, mutter, jeg kan ikke drikke så hurtigt, som jeg gerne ville. – Er du ked af det, mutter? – Javist. – Ved den hellige Qenets mave! Lad os tale om vor drik! – Jeg drikker kun til bestemte tider ligesom pavens mulæsel – eller hans tøffel.

5. kapitel. Drukkenboltenes passiar

Uddrag Oversat af C.E. Falbe-Hansen, årstal 1534

Gargantua

· 26 ·

– Vi uskyldige drikker kun alt for meget uden tørst. – Nej, jeg synder drikker ikke uden tørst; thi er den ikke til stede, drikker jeg i det mindste for kommende tørst; jeg forebygger den, kan I nok forstå. Jeg drikker for fremtidens tørst. Derfor drikker jeg uophørligt. En evighed af drik. – Lad os synge, lad os drikke! Stem op med en vise til glasset. – Hvor er mit glas? – Hvad er den af ? Jeg drikker kun pr. fuldmagt. Ingen fylder mit glas. – Væder I ganen, for at den kan tørre, eller lader I den tørre, for at I kan væde den? – Jeg forstår mig ikke på teori; jeg klarer mig nogenlunde med praksis. – Nu rask! – Jeg fugter, jeg væder, jeg drikker, alt af frygt for at dø. – Drik altid, så dør I aldrig. – Dersom jeg ikke drikker, løber jeg tør, og så er jeg død. Min sjæl vil fly til frøernes kær. Sjælen bor aldrig på det tørre.

Faecundi calices quem non fecere dissertum (Hvem har de rigelige bægre ikke gjort veltalende).

– Jeg drikker kun af min bønnebogsflaske som en god klosterforstander. – Hvad eksisterede først, drik eller tørst? Texas Longhorn Nr. 10 – Tørsten; for hvem ville have drukket uden tørst i uskyldighedstilstanden? – Nej, drik; thi privatio praesupponit habitum (savn forudsætter vane). Jeg er en lærd mand.

· 27 ·

– Kældermestre, I skabere af nye logiske former, gør mig fra ikke-drikkende til drikkende! – En evindelig vædelse af disse nervesvage og tørre tarme. – Den, der ikke nyder drikken, drikker forgæves. – Den der trænger ind i årerne, den kommer ikke ud. – Jeg ville gerne drikke den kalvs maveindhold, som jeg lavede til i morges. – Jeg har plejet min mave godt. – Dersom papiret i mine veksler drak lige så meget, som jeg gør, ville der ikke blive skrifttegn tilbage på dem, og mine kreditorer ville ikke få en døjt, når de kom for at protestere dem. – Din hånd spolerer din næses farve, fordi du løfter den for tit. – Ak, hvor mange andre vil ikke komme deri, før denne her kommer ud. – Når man drikker ved så lavvandet et vandingssted, risikerer man at knuse sin bringe. – Dette her kaldes lokkefangst med flasker. – Hvad forskel er der mellem flaske og flakon? – En meget stor; for flasken er lukket med den lille prop, og flakonen med den lille tap. – På en frisk! – Vore fædre drak godt og tømte deres kander. – Det var en herlig skidesang. Lad os drikke! – Denne hér kan rense tarmene. Vil I have noget af bækken? – Jeg drikker ikke mere end en svamp. – Jeg drikker som en tempelherre. – Og jeg tanquam sponsus (som en brudgom). – Og jeg sicut terra sine aqua (som tørstig jord).

· 28 ·

– Må jeg få et synonym til skinke? – Det er en tørstefremmer, det vil sige en tøndeslisk; ved hjælp af slisken kommer vinen ned i kælderen; ved hjælp af skinken ned i maven. – Halløj! Giv os noget at drikke! Vinen er ikke plumret. Respice personam! Pone pro duos! Bus non est in usu! (Tag hensyn til, hvem du skænker for! Skænk i for to! Her siger vi ikke: jeg drak; men: jeg drikker). – Dersom jeg steg op, som jeg lader løbe ned, ville jeg for længst være højt til vejrs. – På denne vis blev Jacques Coeur skam rig. – For udyrket skov er den nytterig. – Således tog Bacchus Indiens land. – Og lærdom Melindes paradisstrand. – Lille regn slår stærk vind ned. Lang drik gør ende på torden. – Dersom mine testikler destillerede en sådan urin, ville I så gerne labbe den i jer? – Jeg reserverer mig næste plads. – Page, giv hid! Jeg indskriver mig til næste omgang. – Drik løs, Guillot! Der er en kande endnu. – Jeg nedlægger klage imod tørst; det er myndighedsmisbrug. Page, tag min klage op til behandling. – De kødrester dér? – I gamle dage plejede jeg at drikke alting op. Nu levner jeg ingenting. – Lad os ikke forhaste os, men tage alting med. – Her er indmad, værd at sætte ind, og touraineske studemaver at byde over med. Å, for Guds skyld, skrab fadet rent til bunden! – Drik, eller jeg skal ... – Nej, nej!

10 François Rabelais

· 29 ·

– Drik, om jeg må bede! – Spurvene spiser ikke, uden man klapper deres hale; jeg drikker ikke, uden man klapper mig. – Lagona edatera (kammerater, drikkevarer hid!). Der er et væmmeligt hul i min krop, hvor vinen her ikke snuser efter tørst. – Denne her pisker tørsten godt op. – Denne her skal nok få den bandlyst. – Blæs nu ud på trompet til kanders og flaskers klang: at den, der har mistet sin tørst, ikke skal søge den herinde. Lange drikkeklysterer har drevet den på porten. – Vor Herre lavede planeterne; vi gør fadene rene. – Jeg har Guds ord i munden: Sitio (jeg tørster). – Den sten, der kaldes asbestos, er ikke mer uslukkelig end min faderligheds tørst. – Appetitten kommer, mens man spiser, siger ærkebisp Hangest af Mans; tørsten forsvinder, mens man drikker. – Et middel mod tørst? – Det er lige det modsatte af det, der bruges mod hundebid: Løb altid efter hunden, så vil den aldrig bide dig; drik altid før tørsten, så vil den aldrig nå dig. – Jeg griber jer i at sove, jeg vækker jer. Du evige kældermester, vogt på os alle, at vi ikke sover. Argus havde hundrede øjne at se med; en kældermester må have hundrede hænder ligesom Briareos for ustandseligt at skænke. – Lad os væde ganen; det er dejligt at tørre. – Hvid vin! Skænk alt! Skænk i djævelens skind og ben! Skænk heri til bredfuldt mål! Huden er ved at skalle af min tunge.

· 30 ·

– Kammerater, drik nu! – Skål, min ven; og vær lystig og glad! – Så, så, så! Du æder som en tærsker. Texas Longhorn Nr. 10 – O, Lachryma Christi! – Den er fra Dévinière, Grandgousiers vingård! Det er landvin. – Ak, den dejlige hvide vin. – Min sjæl, det er en vin så blød som taft. – Hej, hej! Den er en herlig drik som dejlig klæde og god uld. – Mod, kammerat! – I det spil bliver vi ikke storeslem, jeg har taget et stik hjem. Ex hoc in hoc (fra bæger til mund). Keine Hexerei. Enhver af jer har set det. – O svirebrødre! O tørstige sjæle! – Page, min ven, fyld i hér, så vinen strømmer over! Kom nu! – Sæt den røde kardinalhat på glasset! – Natura abhorret vacuum. (Naturen skyr det tomme rum). – Tror I nu, der er nok til, at en flue kan drikke deraf ? – På Bretagnervis! – Drik ud! Tøm drikken til bunds. – Ned med det! Det er dekokt for maven.

12 Albert Elm

Fra serien Norden Nuuk fjord, Grønland, September 2017

13 Texas Longhorn Nr. 10

Fra serien Norden Umeå, Sverige, Februar 2017

Grådighed eller griskhed er en af de 7 dødssynder og måske de andres moder. Når vi fødes, er grådigheden efter mad et overlevelsesinstinkt. Hvis vi bliver gamle, kan grådighed blive en kilde til ensomhed, tristhed og anger. Hele livet handler om balancer. Fra vi dannes som unge, til vi skal dø. Balancen mellem arbejdsliv og familieliv. Balancen mellem parforholdets bånd og den frihed, vi også længes efter. Balancen mellem vores egne behov og fællesskabets. Uanset hvad vi beskæftiger os med, involverer det en balancering. Og det er svært. Vi bliver let grådige. Det ligger indlejret i os fra spædbørn som en overlevelseskraft, og det er et instinkt, vi også deler med dyrene. Dermed bliver en væsentlig del af den menneskelige dannelse også at lære at tøjle vores behov gennem omtanke og selvbeherskelse.

14 Christine Bosse

Da jeg for nylig skulle tage afsked med en veninde gennem 50 år, talte vi om døden. Om det faktum, at døden er det mest ensomme, vi kan komme i tanke om og samtidig det største fællesskab. Vi skal alle dø. Og i døden ophører enhver grådighed. Alt efterlades, både det jordiske gods, men også vore tanker, ideer og holdninger til ret og vrang. Vi ved ingenting. Indimellem er der livet. Vi køber bolig og bil, eller vi tager på rejser, vi akkumulerer ting. Men er det grådighed? Det mener jeg ikke. Grådighed er, når vi lader os styre udelukkende af vore egne behov, når vi på en kynisk måde bruger andre mennesker som instrumenter til at pleje vores egne interesser, og når vi mister blikket for den lidelse, vi i jagten påfører dem. På den modsatte side står næstekærlighedsbuddet, som vi kender fra kristendommen, og som i forskellige udgaver kan genfindes i alle religioner. Det handler om at behandle andre, som vi gerne vil, at de skal behandle os – at elske næsten som man elsker sig selv. Det lyder enkelt, men kan i praksis være svært.

Den nordiske samfundsmodel, som vi har opbygget gennem generationer, bygger på en idé om at vi alle, gennem en omfordeling af vores ressourcer, bidrager til fællesskabet. Til gengæld får vi alle adgang til uddannelse, daginstitutioner og sygevæsen. Vi tager os af hinanden. Omvendt fritager det ikke individet for at bekæmpe griskhed og udøve omsorg for hinanden. Både over for vores nærmeste, naboer, familie og venner – men også over for mennesker længere væk. Jo større overskud, des større forpligtelse. Et land som Danmark skal også bidrage til at afhjælpe verdens kriser. Vi kan ikke gøre det alene, men når vi står sammen på tværs af nationale grænser, kan vi opnå meget. Det er f.eks. det Det Europæiske forpligtende fællesskab kan hjælpe os med. Et sammenhold, der både kan omfordele imellem os i Europa, og når det går bedst, også samle os til at gøre en forskel i resten af verden.

15 Texas Longhorn Nr. 10

Grådighed handler ikke bare om jordisk gods. Det handler også om magt. Både i vores egen nutid og historisk set, kan vi finde utallige eksempler på, hvordan magt også kan blive til grådighed. Når politiske ledere i begæret efter magt, mister blikket for konsekvenserne af deres politik, eller når virksomhedsledere, drevet af en cocktail af magt og udsigten til store bonusordninger, overser at varetage både de ansattes, befolkningernes og klimaets interesser såvel som virksomhedens egen langsigtede overlevelse også om 10–20 år. Ifølge undersøgelser vil 70% af Nordamerikanerne, efter de har set, hvad de har fået, ikke stemme på Trump. Hans præsidentskab har udstillet en ultimativ grådighed og i kølvandet på den, en lind strøm af andre dødssynder som hovmod, misundelse, nydelsessyge, fråseri og vrede. Vi bliver intuitivt forskrækkede og urolige. Og det er måske sundt. Den mest synlige grådighed er ofte den, vi forarges mest over. Måske fordi vi ikke selv har været i nærheden af den eller måske, fordi vi gennemskuer dens ulykkelige konsekvenser for så mange andre.

16 Anna Ørberg

Sun Down Fælles for alle misbrugerne i Simones kreds er kedsomheden. Kedsomhed eksisterer i mange former, og hun har bemærket, at blandt folk uden for misbrugsmiljøet betegnes den ofte som tomhed. Tomhed lyder mere eksistentielt end kedsomhed, men hun antager, at der er tale om samme sindstilstand. Hun har også bemærket, at nogen snakker om passionskasser, der skal fyldes op, andre om tomrum, der skal fyldes ud, og selvom alles tomme kasser og rum har forskellige størrelser og former, så skal de fyldes. Det kedelige og det tomme er lige smertefuldt og vil tilsyneladende altid gerne erstattes af det sjove og det meningsfulde. Det er nok de færreste, der forbinder det sjove og det meningsfulde med at få kontakt til en gruppe heroinleverandører i Pakistan, der kan facilitere en jævnlig færd mellem Islamabad og København via Istanbul. For Bobo var det svaret på hans bønner, et stort karrierefremstød og i øvrigt et nyt stof, der kunne erstatte den tjald, hvis nyhedsværdi altid får en ende. Heroin, dope, voksenhash. Brun, hvid, gul Paki. Nu bor Bobo hos Steen, og allerede da Simone træder ind af døren til den lille stuelejlighed et sted i udkantskøbenhavns almene boligbyggeri, fornemmer hun, at noget er forandret. Sidst hun besøgte Steen, havde det været en fest. En sjov aften. Steen holder af at tegne, og den aften havde han ivrigt og koncentreret lavet nogle blyantstegninger, der lå og flød over det hele.

17 Texas Longhorn Nr. 10

“Er det dig, der har lavet dem?”, havde Simone spurgt. Det var det. “De er fede”, fortsatte hun, for de var egentlig ret fede, syntes hun, men i en kynisk, ironisk forstand med deres postmodernistiske amatørisme, der eksperimenterer med grænserne for, hvad kunst kan være, og bla bla bla. Hans kat var altid med på tegningerne, den tykke, sorte kat ved navn Sussi. “Altså, fed på den go’e måde, eller hva?”. Han skulle jo spørge. Og hun havde ikke lyst til at sidde i hans eget hjem og gøre nar af ham. Så hun svarede ja. Man kunne nemt tro, at Steen var en mand i midt- eller sluttresserne. Han har gråt hår, og så har han rynker. Han spiser ikke meget og har mistet det bløde, der fylder hudens kanaler ud. Det er selvsagt også knapt med motion hos de fleste junkier, så helbredet halter. Og cigaretter selvfølgelig, for når alle andre kilder til påvirkning er udtømt, er der i det mindste nikotinen. Men det kan nu mest ses på tænderne. Steen er kun lige fyldt fyrre. Den altafgørende ældningsfaktor er mere inderlig. Ifølge Carsten, en nogenlunde troværdig kilde, skulle Steen have sagt: “Jeg har ikke nogen grund til at blive clean, for hva’ fanden sku’ jeg så lave?”. Og det kunne Simone kun anerkende, omend det lød en smule modløst. For hvis Steen ikke har lyst til at få et job, eller værre endnu, en karriere, hvis han ikke kan finde glæde ved familielivet eller ved at foretage sig noget af det, der betegnes som meningsfuldt, så er der ikke nogen oplagt grund til at opgive det eneste, han holder af. Simone forsøger helst at holde sin middelklasselogik ude af sine vurderinger. På den måde slipper hun også selv lidt lettere. Men i aften er der ingen tegninger og ingen kat. Umiddelbart heller ingen Steen, indtil Simone opdager, at personen med sår rundt om munden, der ligger i den slidte, sorte lædersofa er Steen. Da hun genkender ham, bliver hun trist til mode. Han er gået fuldstændig dødskold, og var det ikke for de lejlighedsvise bjæf, der kom som sølle livstegn fra ham, skulle man tro, at han faktisk var død. “Hva’ sker der med Steen?”. Hun spørger, selvom hun ved, at det kan fortolkes som en omsorg, der ikke hører til her. “Nårh, han har såmænd bare slugt nogle rivotriler, og så har han ikke sovet i et par døgn, så nu har han sgu’ brug for lige at hvile øjnene lidt”, klukker Bobo, så hele hans store, fede korpus klasker fra side til side, og man kan høre røg-slimet i hans luftveje. Simone kigger på ham med en afsky, hun ikke før har følt. Han kom ud af fængslet i går, og alligevel er hans hår så fedtet som flæsk. Han kunne godt have taget et bad. Der kommer endnu et livstegn fra den indsunkne Steen ovre i hjørnet. Det er en høj, langstrakt lyd som fra et dyr, der lider. Simone forstår ikke, at der ikke er nogen, der reagerer. Han må jo have det dårligt, men da han ikke er ved bevidsthed, har han ikke mulighed for at give udtryk for, at noget er galt. Men ingen siger eller gør noget, og lyden stopper igen. Det er stilheden, opdager hun nu, der er ny. Det er den, der er anderledes, og det er derfor, hun føler sig ubekvem. Hendes ærinde er jo ikke bare at købe dope, hun kan godt lide at høre

18 Anna Ørberg

historier, og her er der tydeligvis ingen, der vil dele noget. De sidder fire personer i rummet. Hende, Bobo, Steen og en gammel mand, hun har set før, men som hun ikke kender navnet på. Manden er tyk, har langt fedtet hår og stikmærker på hånden. Sikkert også på armene, men de er dækket af en joggingtrøje med indtørrede blodpletter på. Lyset er også iøjnefaldende. Fordi det er der. Normalt er gardinerne trukket for døgnet rundt, men af en eller anden grund er de trukket fra i dag. Solen hænger lavt på eftermiddagshimlen, og dens fingre rækker ind i rummet og rører ved gulvets overflade, så støvet kommet til syne. Det sidder fast som små hår på det fedtede gulv. Der ligger skrald over det hele, ubestemmeligt skrald og sammenkrøllede kvitteringer, bunker af reklamer og toiletpapir med pletter af alskens art. Solens tunge hånd har fundet vej ind i denne hule og oplyser alt det, hun ikke før har bemærket. Reolen med sin halvhjertede orden af tilsyneladende tilfældige objekter. Her står deodoranter, hun antager er blevet modtaget som betaling for stoffer. Der står dvd’er i emballage, sikkert også en form for valuta, ligesom der ligger spritnye kondisko spredt rundt på gulvet. Det er alt sammen ting, der er lette at stjæle og har en værdi, der kan omsættes til dope. Hendes blik rammer et indrammet sort-hvid fotografi på reolen. Det forestiller en lille dreng, cirka 6–7 år, i islandsk sweater, med nyfriseret hår. Det kan kun være Steen. Ikke fordi hun kan genkende den indsunkne mand i den velfriserede dreng, men fordi hun ikke kan komme i tanke om, hvem han ellers skulle have rammet ind og sat dér på hylden. Han har også været en dreng engang, måske endda elsket af nogen. Det virker forstemmende på Simone, som overvældes af en tyngde, som også har med eftermiddagssolens nedgang at gøre. Den forstemmende og tunge følelse kaldes sundowning. Det ved hun, fordi hendes demente morfar blev ramt af netop denne sindsstemning hver eftermiddag, når solens dyk varslede dagens afslutning. Så bliver man mindet om, at man skal dø, hvis man skulle have glemt det. Ikke kun demente, måske alle, og i hvert fald Simone. Hun bliver revet ud af sine tanker, da Bobo begynder at snakke. “Hva, ka’ du ik’ lige ta’ og prikke til ham Steen dér, han ser mig sgu’ lidt bleg og klatøjet ud”. Han vifter hen mod den gamle med joggingtrøjen. Manden puffer til Steen, der nu ligger helt lænet op af sofaens armlæn med ryggen til. Manden brummer noget vagt og uklart og forsøger med et hårdere puf, der heller ikke medfører nogen reaktion. “Haaallo”, siger manden, hans første klare ytring, og så gi’r han Steen et voldsomt puf, der får ham til at glide ned fra sofaen og lande på gulvet med et klonk! Det giver et sæt i dem alle, Simone rejser sig og tager sig til munden med begge hænder. Hvis hun nu holder vejret, så går tiden måske i stå. Bobo rejser sig forsøgsvis, men opgiver sit tunge læs halvvejs. “Altså, han er da ikke,” begynder Bobo, og i samme øjeblik går det op for Simone. Død? Jo, det var han.

19 Maj-Britt Willumsen

Se det i øjnene ansigtet revet op med rode brutalt ædt af tiden huden som kardus øjne klart grønne skudt kulsorte langt tilbage i deres huler set fra venstre dominerer næseryggen som et højdedrag plettet af rust frontalt strengt taget ikke nødvendigt at dække halsen dorisk to furer fra næsen lyser metallisk trækker mundvigene ned uanset smil tænderne misfarvede stadig med lidt bid højre kind interessant et rødligt ar vibrerer rolig jeg er herinde

Triptykon

20â&#x20AC;&#x192; Tekst: Susan Simonsen / Illustration: Freja Hougaard Bagge

21 Texas Longhorn Nr. 10

D I K TAT O R E N Han går hen ad den røde løber: Diktatoren. To enorme porte beklædt med guld åbner sig. Han går igennem. I en hurtig bevægelse sætter han ild til noget sort stof, der lig ger på et bord: en tryllekunst; en ilddekoration. Han slikker sig selv op og ned ad hænderne så spyttet driver af dem. Om lidt skal han ses med præsidenten fra øst. Om lidt skal han ringe til præsidenten fra vest. Han føler sig uovervindelig, han er en af de vigtigste statsledere på kloden. Han lever i illusionen om, at det er ham, der bestem mer, hvad der sker i hans land. Han går videre: hen ad den røde løber, ind på et præg tigt kontor. Han stiller sig foran et fem meter højt vindue; spredte ben og hænderne på ryggen. Det drypper stadig fra hænderne. Ned på det bordeauxrøde tæppe. Væsken lægger sig som en slimet klat på den uldne overflade, suges ikke ned i tæppet, men bliver liggende ovenpå, glinser. Han spytter på væggen. Han bliver ved, spytter igen og igen, indtil der er en stor våd plet, indtil han ikke kan mere. Han er utilfreds med resultatet. Han ville gerne gøre hele væggen våd, men han orker ikke mere. Han forsøger at abstrahere fra væggen, kigger sig nervøst over skulderen; er der nogen der ser på ham nu? Så kniber han øjnene sammen og retter sin opmærk somhed mod vinduet. Hans blik er hårdt. Pupillerne bliver grå som støvet metal. Han kan ikke lade være med at grine, forsøger at holde det tilbage uden held og hoster så; for at skjule gri net. Han godter sig over denne evne, denne forvandling af sit blik. Her fra dette vindue og med dette blik kan han se hele sit land. Som et enormt landkort folder det sig ud foran ham. Kun det. Efter landegrænsen er der sort. Det her

22 Tekst: Susan Simonsen / Illustration: Freja Hougaard Bagge

er hans land, hans verden, som en selvstændig planet, et kæmpe landkort, der svæver i en bane rundt om solen. Det er sådan han ved, at han er uovervindelig, en uomgængelig regent. Han ringer op til præsidenten fra vest. Der er optaget. Han lytter efter dørklokken, men der er stille. En rung ende stilhed i det store palads. Han undrer sig over, hvor de er blevet af, dem der tog imod ham lige før, rækkerne af sortklædte mænd, der stod ude i hallen, da han gik forbi. Så de ikke hans entré? Ilddekorationen han tændte på det lange bord. Flammerne, der slikkede loftet. Han lugter efter, snøfter et par gange med næsen: der lugter ikke brændt. Han vender sig i et ryk mod vinduet. Begejstres så endnu engang over sit land. Røgskyerne stiger fra byerne: halve huse, murbrokker og støv, og derimellem halve arme og ben, afrevne hænder, en finger, et spædbarn, der ligger med hovedet kvast. Han flækker et solsikkefrø mellem sine kindtænder, sutter saltet af de sort-hvide skaller og spytter dem ud på vinduet. Skallerne glider langsomt ned ad glasset, efterla der en tynd stribe savl. Der hænger en enkelt flig af skallen tilbage: den rører sig ikke. Han spiser en halv pose af sol sikkefrøene og spytter det nederste af vinduet til. Irriteret kaster han posen til siden. Hvor fanden er de henne? Hans børn, hans vagter, hans kone. Er det ikke meningen, at de skal holde ham med selskab? Hvor fanden bliver de af ? Han ringer til præsidenten fra øst, og de aftaler hurtigt at mødes. Han ringer fra en telefon med kappet ledning. Han taler med præsidenten fra øst, han taler med sig selv, agerer både sin egen og præsidentens stemme. De har en FANTASTISK samtale. Så lægger han røret på. Han begynder at marchere op og ned ad gangene i paladset. Han leder ikke efter nogen, går sådan i timevis, med lange skridt og let bøjede knæ. Skridtenes taktfaste op og ned.

23â&#x20AC;&#x192; Texas Longhorn Nr. 10

29/12/17 Jeg kender godt de røde kinder Jeg har oplevet dem De var aldrig mine Inden chancen passerer må vi stå op for os selv og for de kinder, som kulden har ramt De som hviler i sig selv må forblive fæstnet til jorden Vi fortabelser må stryge gennem solsystemet og gennem tankerne flere årtusinder endnu

24 Katinka Askehave

Lad os ikke falde til jord Lad os strande på land flyde på hav synke til bunds

Elastik

25 Johanne Bille

Uddrag

Jeg har arvet min fars grådighed, den sidder i mine bryster og min mave og min kusse. I mellemrummet mellem mine fortænder, det er blevet mindre med alderen, men det er stadig stort nok til, at jeg kan klemme en spaghetti derind. Grådigheden er umulig at komme af med, den griner spottende til mig i spejlet. Du kan forsøge at være så og så dydig, siger den, men jeg er inde i dig ligesom den genmutation, der kan give bryst- og livmoderhalskræft. Angelina Jolie havde den genmutation, hun fik fjernet brysterne og livmoderen ved det, der kaldes risicireducerende operationer, men jeg kan ikke forhindre konsekvenserne, grådigheden sidder der bare og ødelægger. Grådighed og kedsomhed hænger sammen, det hænger i hvert fald sammen i mig, og som teenager opdagede jeg, at det mindskede både grådigheden og kedsomheden at blive afhængig af noget, alkohol lå lige for. Hvor var det fedt at være fuld første gang, min verden blev vendt på hovedet, og jeg var i frit fald. Som 16-årig blev jeg så fuld, at jeg tissede i bukserne foran hoveddøren til mit barndomshjem, og det var en vidunderlig følelse af kontroltab at høre urinen plaske mod fortovet og være helt alene med den lyd og den varme fornemmelse mellem benene, op over ballerne. Efter den aften var der ingen vej tilbage, jeg levede for de fulde nætter, igen og igen stod jeg i kø til en natklub med mit fake ID og løj med alkoholhungrende øjne om min alder, mit stjernetegn, min læge. Alt kunne lade sig gøre, ingen opdagede denne spirende afhængighed, eller også var de ligeglade. Var afhængigheden af alkohol et valg? Afhængigheden af Mathilde var ikke et valg.

26 Johanne Bille

Alexander ligner ikke sig selv, MDMA’en har trukket hans ansigt i nye retninger, det er, som om dets karaktertræk er forsvundet. Han smækker døren til baren op og hæver armene over hovedet, han svinger jakken omkring sig, som er den hans kappe og han Sirius Black, han hyler i mit øre, hiver mig op af stolen og snurrer mig rundt: Jeg vil knalde med dig lige her! Han siger det igen og igen. Jeg kysser ham grådigt, der er ikke andet at gøre. Jeg skrev til Mathilde tidligere, men hun svarede ikke, og jeg fandt den røde læbestift i bunden af min taske og tog bussen til Det Rene Glas, satte mig ved bordet tæt på døren, det gav et sæt i mig, hver gang den gik op eller i. Jeg forsøgte at sætte mig med ryggen til døren, men det hjalp

27 Texas Longhorn Nr. 10

ikke, hendes ansigt var overalt: Så sad hun på bænken nede bagved og fiskede en cigaret op af den krøllede pakke, så sad hun i baren og drak shots med en af stamgæsterne. På toilettet havde en kvinde i køen hendes hage, hun bad mig arrigt se mig for, da jeg stødte ind i hende, og jeg gav op, fandt Mathildes nummer på telefonen. Telefonsvareren var automatisk og sønderrivende, jeg kunne ikke høre den til ende. Er du sammen med Mathilde, skrev jeg til Alexander, jeg sidder på Det Rene Glas. Han svarede med tre tindrende blå diamanter, og pludselig var han der – uden hende. Rusen fortager sig i hans krop, eller det er, som om vores kys har overført rusen til mig, nu er det mig, der er ustoppelig. Jeg kan ikke lade være med at røre og slikke og erobre Alexander, og jeg skriver til Simon, at jeg ikke sover hjemme. Hvor sover du, svarer han med det samme, og jeg skriver, at jeg sover hos Mathilde og Alexander. Hans tavshed efter den besked er nok, nu er der ingen vej tilbage, og Alexander finder sin cykel væltet på fortovet. Vi cykler gennem natten, og det dunker mellem mine ben, måske er jeg liderlig, eller også er det, fordi bagagebæreren presser mod min klitoris. Dit hår dufter af kaffe, siger Alexander og lader en hårtot glide mellem fingrene, forsøger at filtre knuderne i den ud. Må jeg klippe det af ? Jeg ligger med hovedet i hans højre lyske, hans slappe penis føles blød mod mit øre. Du ser sultent på mit hår, ligesom Mathilde gør, griner jeg, og han tager igen fat i en hårtot med pegeog langfinger, skiftevis samler og spreder dem, som var hans fingre en saks. Jeg kan mærke pikken mod min kind, men jeg flytter ikke hovedet, jeg siger: Du må ikke klippe det af. Hvad skal du bruge alt det hår til?

Jeg når ikke at svare ham, pludselig står hun der, foran sengen, hun har overtøj på, et tyndt halstørklæde bundet stramt om halsen. Cigaretten i hendes hånd er røget helt i bund, men alligevel sidder den stadig mellem hendes fingre og oser. Alexander skubbede askebægeret ind under sengen i nat, han blev ved med at skvatte over det. Godmorgen.

28 Johanne Bille

Hun tager et hvæs, men der kommer ingen røg ned i hendes lunger, der er ikke mere tobak tilbage, og hun smider skoddet i et halvtomt vinglas. Vi skal på arbejde, Alice. Mit tøj ligger spredt på gulvet, og jeg trækker dynen om mig, finder først bukserne, så min bodystocking. Hun står længe i døråbningen og kysser Alex ander farvel, og jeg småløber ned ad trappen, kan ikke få mig selv til at vente på hende.

32 Ursula Andkjær Olsen

Pandora happy meal Jeg er på bar og taler med Zulu og en af hendes venner om liberalisme (økonomisk liberalisme), han, Zulus ven, siger: –Locke gør det jo ordentligt, han siger, egenkærlighed udtrykt gennem ejendom, det er sagen, der er intet andet, siger han, at Locke siger, –Han lyver ligesom ikke om, at alle former for moral derefter må falde, siger vennen. –Men det kan vel i sig selv være en form for moral, spørger Zulu, det nye er godt! –Men det er det, de andre siger, alle de senere liberalister hævder at deres standpunkt er for det fælles bedste, deri ligger deres blødsødenhed, siger vennen, deres egenkærlighed skal være det nye gode, det nye fælles bedste. –Det gode er det, alting stræber efter …, siger Zulu. –Men altså, Lars Sejer, vil han f.eks. mene, at det lille barn med oppustet mave har ret til den 20. af hans 20 burgere?, spørger vennen. –Øh?, siger Zulu. –Altså, siger Zulus ven, Lars Sejer har 20 burgere. –Det virker realistisk, siger jeg. –Han kan kun spise de 19, siger han. –Ok, du siger “kun”, siger jeg, 19 burgere er ret meget? –Det er ikke vigtigt, han kan spise de 19, han har én til overs, og nu er spørgsmålet, om han vil give den til det sultende barn, eller om han må sige til sig selv: Pga. mit moralske standpunkt er det vigtigt, at jeg ikke giver dette sultende barn denne (i øvrigt nederen & ikke specielt ernæringsrigtige (ernæringsmæssigt korrekte)) burger, fordi hvis jeg giver barnet denne burger, så vil det blive et slapt og dovent barn. –Ja! siger jeg, pga. denne kapitalistiske burgers elendige næringsværdi! –Hvis det nu var Lars Sejer, ikke, siger vennen, han ligger nu med oppustet mave i rendestenen, den slags sker, og så står barnet der med 20 burgere, hvoraf det ikke kan spise den sidste, fortsætter han. –Eller en af de andre, siger jeg nævenyttigt. –Ja, eller en anden burger. –Hvor har barnet i øvrigt fået de burgere fra?, spørger jeg. –Hvis det fik Lars Seiers burger fra før, så er det jo blevet slapt og dovent og ville derfor næppe have råd til at købe 20 burgere, og hvis det ikke fik Lars Sejers burger dengang, så var det dødt af sult, siger jeg. –Måske har det stjålet dem?, spørger Zulu. –Barnet brugte sine allersidste kræfter på at arbejde og tjene nogle således ærligt tjente penge, siger jeg. –Godt, så er I fremme, siger vennen, og Lars ligger i rendestenen, hvorfra

33 Texas Longhorn Nr. 10

han kan se barnet med de 20 burgere, og så er spørgsmålet, i denne situation, kan han så IKKE-ønske at modtage den 20. burger, i henhold til Kants kategoriske imperativ, hvis man er ved at dø af sult, kan man vel ikke IKKE-ønske, at andre skal give én en burger?, siger Zulus ven. –Eller fordi dette scenarie rammer ham så sent i livet, at han er vænnet til ikke at ville have den burger, fordi viljen til ikke at ville modtage burgere i almisse er blevet indgroet hos ham?, foreslår Zulu. –Jeg kan sagtens forestille mig, at der er bestemte mennesker, jeg ikke vil modtage burgere fra, siger jeg, eller måske, altså, hvis det virkelig var et spørgsmål om liv eller død ville jeg vel nok tage den burger, men det jeg mener er, der er folk jeg ikke ønsker at modtage hjælp fra, der er folk hvis medfølelse vækker mit had, forstår I hvad jeg mener, hvis, jeg ved ikke, hvis en som jeg er vred på, står her med sin medlidenhed og vifter med en burger, så er det nok den sidste burger, jeg vil tage, forstår I hvad jeg mener? –Det ved jeg ikke, siger Zulu. –Enhver principfasthed indebærer visse afkald, siger jeg, om det nu er afkaldet på den 20. burger, man giver til det sultende barn, fordi man ikke kan ville, at andre ikke skulle give én en burger, hvis man selv sultede, eller om det er afkaldet på den burger, som ville få en til at overleve, når man ellers lå med oppustet mave i rendestenen, som man så altså giver afkald på, fordi det vil gøre en til et slapt og dovent menneske at modtage burgere i almisse, siger jeg. –Det hele startede med, at Locke samlede et æble op, pludselig var han derefter blevet rig og berømt, siger Zulus ven. –Ligesom onkel Joakim, siger Zulu. –Men problemet er, at begge disse principper kan universaliseres, siger jeg. –Hvilke principper, spørger Zulu. – Altså, nummer et, at ALDRIG give en burger til en sultende og samtidig aldrig ønske at modtage en burger i almisse, fordi dette vil være ødelæggende for vedkommende hhv. én selv. Og nummer to, at ALTID give en burger til en sultende, fordi man selv ville ønske, at andre ville give én en burger, hvis man sultede selv, siger jeg. –Hold da op, siger Zulu. –Hmm, siger vennen. –Det skyldes, at vi lever i et univers omgivet af et utal af andre universer, dvs. et multivers, derfor afløser dette nye multiversaliseringsprincip det gamle universaliseringsprincip, siger jeg. –They are not gonna like this, siger vennen. –Hvem? spøger Zulu. –Rigtig mange vil ikke kunne lide dette, siger han.

Dybfrost

34 Lea Cathrine Clausen

I sekundet når dråberne slipper risten i badet og falder mod mørket i afløbet, ligner de øjne. I deres fald fanger de det allersidste lys fra lysstofrøret i loftet. Dybsorte pupiller omringet af gule iriser. Som barn forestillede hun sig, hvordan øjnene var kloakrotters, der fór frem og tilbage lige under risten. Hun synes, at hun kan høre myld eret af utallige skarpe klør som et ekko fra afløbet den morgen. Hun ved, at øjnene er dråbernes sfærer, der spejler lyset fra oven, men hun mærker, hvordan det gibber i hende ved tanken om de sygdomsbefængte gnavere under hende. Inden hun når at opfatte det, har hun flyttet sig ud af brusehovedets stråler, væk fra risten. Hun samler sit våde hår, så det lægger sig over ryggen. Hun trækker vejret dybt og knytter sine hænder. Vand slipper hårstråene og løber ned ad hendes ryg, det er på få sekunder blevet koldt. I trods træder hun under strålerne igen og placerer sin ene fod på risten som for at bevise for sig selv, at der intet er at frygte. Det er naturligt, tænker hun, at lade sig påvirke på netop denne dag, hvor hjertet slår hurtigt af forventning, og kroppen sitrer af spænding. Hun skal ikke have kittel på, det er foreskrevet, at man møder i eget tøj på psykiatrisk afdeling. Hun tager jeans og en hvid skjorte på, hendes mor har ofte sagt, at hun ser mild ud i hvidt. De havde altid hvidt på, mor og hende, når de besøgte hendes far på afdelingen, så genkendte han sine engle. Inden hun træder ud af døren, får hun øje på sit stetoskop, der ligger på skrivebordet. Hun fører de to øreoliven til sine ører og lægger klokken mod sit bryst. Det kolde stål føles svalende mod hendes hud, og hjertets lyde når ørerne. De første slag lyder næsten som en gøen. En dyb rungende lyd hun genkender i mindet om sin onkels blodhund, når han bad den om at give hals. Hun havde altid frygtet den hund, og hun husker, at hun ramtes af en sagte glæde, da hendes onkel meddelte, at den var død. Hun tager sin rygsæk af og lægger stetoskopet i, selvom hun ved, at det ikke er nødvendigt. Da hun når frem til morgenkonferencen, er hun den første læge, der tager plads. Hun har deltaget i morgenkonferencer på mange afdelinger de sidste seks studieår. Hun er hver gang blevet mødt af jævnaldrende sygeplejerskers håbefulde blikke, der hungrer efter en aflaster. Men hun har aldrig taget plads ved den stol, der er blevet trukket ud. Hun vil sidde så nær overlægen, som hun kan. Hun tænker, at de unge sygeplejersker ved det tabte håb, forandrede sig til katte. De smyger sig omkring væggene og bevæger sig lydløst, som for at fange hende i uføre. Et øjeblik synes hun, at hun hører et hvæs fra den ende af bordet, hvor tre sygeplejersker sidder samlet denne morgen. Overlægen er høj og bred. Han har en mørk manke, som han stryger tilbage fra sit ansigt, da han rækker en stor hånd med fremstående vener frem mod hende for at hilse. Hun rejser sig og læner sig over bordet. “Klara,” siger hun højt og tydeligt. Han gentager hendes navn, siger velkommen. Hans håndtryk er fast, og han dufter varmt. Hun ser et sekund et rovdyrs blik i hans øjne, som om han ved, hvad hun tænker på. Men han angriber ikke, han slipper hendes hånd og henviser hende til en yngre læge. De går stuegang. Hun går bag ham. Han er skaldet, men hun kan se, at det er et valg. Hun kan ane, hvor der er hårvækst, og på toppen af hovedet er der et stort rundt bart felt. Hun har set ham til forelæsninger, han er ikke meget ældre end hende. Han stammer, når han

35 Texas Longhorn Nr. 10

taler med patienterne. Hun bliver utålmodig. Men hun ser, at han på ingen måde fornemmer hendes irritation, han smiler venligt, varmt. Han lægger hovedet på skrå, blotlægger halsen, hun ser ham blive et byttedyr. Hans forhåbning om, at hun vil fortære ham, er ynkelig. Der findes så mange af hans slags. Unge læger, der, uden ambition, uden mål, søger hen, hvor der er plads, og plads er der altid i psykiatrien. Spild, tænker hun. Hun er her for at gøre store landvindinger. Han præsenterer sine teser om psykofarmakas unødvendighed, mens de bevæger sig ad gangene. Hun er stille. Han taler om sindssygen som er den et perspektiv, de syge får i tilgift. Hun opponerer ikke. Han er ikke diskussionen værd. Hun vil helbrede, lade kemien slå skizofrenien, manien, depressionen ihjel, befri sin patient for symptomer. Milligram er alt, der er tale om. Alarmen lyder. De slutter sig til to plejepersonaler i løb. Ved hovedindgangen står en ældre kvinde, og overlægen står midt på gangen, overfor hende. Hun ser aparte ud. Hun har en stor lilla regnjakke på, måske stor, fordi hun er lille. Hun har bare ben under en gul kort kjole. Hendes hud er bleg. Hun lugter af urin. Den ene fod er bar, til den anden klæber en våd tennissok. Hendes ansigt er mørklagt, hætten fra jakken er trukket helt ned over panden. I sin ene hånd holder hun en hammer, hun har rettet den mod overlægen, hun knurrer af ham. I den anden hånd holder hun en plastpose. Overlægen taler til kvinden. Roligt og afdæmpet. Men da han nærmer sig, slår hun med hammeren ud efter ham. Plejepersonalet griber hende og fører hende mod en stue. En af dem krænger plastposen ud af den psykoseramte kvindes hånd og rækker den frem mod Klara med ordre om at smide den ud. De forsvinder ind på stuen med kvinden i fuldstændig stilhed. Gennem det hvide plastik kan hun skimte indholdets blå farver. Den er kold og fugtig, som kom den direkte fra en fryser. Hun flår i knuden, men den giver sig ikke. En negl bryder gennem posen, og hun laver et større hul. Op på hende stirrer et lille dybsort øje. Hun gisper. Hun står alene tilbage på gangen. Omkring øjet er fjerene hvide, over ryggen er de sorte og hvide. Vingerne er blå. Under øjet er et lille gult næb. Benene er grå. Der ligger seks frosne undulater i posen. Hun samler posen om hullet og binder en ny knude. Midt på gangen stopper hun foran skraldespanden, hun holder posen i strakt arm. Men hun giver ikke slip. “Hun er læge”, siger en sygeplejerske til Klara, da de sammen går mod stuen. Kvindens første psykose fandt sted under hendes specialeuddannelse for tredive år siden. Hendes journal er omfangsrig. Utallige vrangforestillinger og hallucinationer. Hun har ved alle indlæggelser krævet sit hjerte undersøgt. Det er hendes første forespørgsel, efter hun er blevet ordineret 30 milligram olanzapin, rapporterer den unge læge, han har svedt under processen med tvangsmedicineringen, det gør hans skaldede isse glinsende. Klara tager lange skridt mod konferencelokalet. Overlægen er med lige så hastige skridt på vej i den anden retning, hun kan høre, hvordan den unge læge afgiver rapport på ny. Hun griber sit stetoskop og holder det i strakt arm, da hun går forbi forsamlingen på gangen. Hun retter blikket mod overlægen, og han nikker. Hun bevæger sig alene hen mod stuen. Kvinden ligger på sengen. Begge fødder er bare

36 Lea Cathrine Clausen

nu. Regnjakkens hætte dækker ikke længere hendes ansigt. Hun har kraftige mørke øjenbryn. Hår på hagen også, som skæg. Hun ligner en mand mere, end hun ligner en kvinde. Hun ser på Klara. Øjnene er lyseblå, omkring pupillen er en gullig ring. Deres øjne mødes og fastholder hinanden i flere sekunder. “En engel”, siger kvinden. Hun rejser sig fra sengen. Det gibber i Klara, hun burde ikke kunne rejse sig med den mængde beroligende medicin i omløb. Kvinden stiller sig mod væggen bag sengen. Hun hviler den ene hånd på den et par sekunder. Så bevæger hun fingrene, lader neglene galoppere over væggen. “Kan du også høre dem?” spørger hun Klara, uden at rette blikket mod hende. “Nej”, svarer hun. “De farer frem og tilbage… lige derinde bagved,” siger kvinden. Lige så pludseligt som hun rejste sig, sætter hun sig igen på sengen. Hun åbner nogle knapper i kjolen, blotlægger sit bryst. Hun må have bemærket stetoskopet, tænker Klara. Hun sætter de to øreoliven til sine ører og knuger klokken i sine hænder, til hun mærker stålet blive varmere. Hun lægger det mod kvindens brystkasse. Hun har vendt ansigtet bort. Hun mumler noget, som Klara ikke kan høre. Hjertelyden er svag, måske er det hendes stetoskop, der er problemet. Hun flytter stålet rundt. Hun ser op. Kvinden stirrer på hende. Hun blotter sine tænder, knurrer. Klara tager stetoskopet af, hænger det om halsen, rykker tilbage i stuen. Kvinden gør dybt og højt. Det kastes mod de bare vægge, og hele stuen runger af gøen. “Det er sådan, det lyder, ikke?” spørger kvinden og gør igen. Klaras hænder holder om stålklokken. Kvinden ser på hende, som om hun forventer et svar. “Jo,” hvisker Klara. En sygeplejerske kommer ind på stuen, hun må have hørt kvinden galpe. Kvindens gøen begynder på ny, men højere, mere intenst. Hun kigger ikke på Klara, men på sygeplejersken. Hun farer op fra sin plads på sengen, bider arrigt ud i luften og blotter sine tænder på ny. Sygeplejersken ser på sin nærmeste læge for hjælp. Klara vifter hende ud. Sygeplejersken smyger sig om døren, bevæger sig lydløst væk. Efter et par sekunder lader kvinden læberne samles over tænderne. “Man må rejse børster”, siger hun. Klara nikker sagte, inden hun også bevæger sig mod døren. “Nu husker du vel at få dem med dig, ikke?” spørger kvinden. Overlægen smiler til Klara, som hun forlader konferencelokalet. Han løfter sin hånd i et lille vink. Ønsker hende en fortsat god dag og siger tak for dagens indsats. Hun mærker kulden mod sit bryst. Hun holder tæt om sin jakke, knuger posen mod sig, så den ikke skal falde mod gulvet. Hun havde lagt den i personalekøleskabets fryser. Nu gør den hendes hvide skjorte våd. Hun placerer posen i fryseren, da hun når hjem. Hun lægger sig i sin seng, lukker øjnene. Milligram er alt, der er tale om, så kan hun sove. Hun husker ikke at have hentet dem. Hun knuger en fugl i hver af sine hænder. Hun ser ind i deres små dybsorte øjne. Aer deres halefjer, lægger dem mod sine kinder. De tør og optør. Hele sengen er våd.

37 Lærke Jessen

Noget man nærmer sig med stor varsomhed Børnenes naturlige selviskhed havde frastødt hende fra de var helt små. Den måde de trak ned i blusens udskæring, ikke kun når de var sultne, men hver gang de sad ved hende. Lå ved hende. Den måde de havde ret til hende, ikke behøvede at spørge om lov. Han kunne ikke sætte sig ind i det. Eller ville ikke. Hun var ikke den mor, han havde ønsket sig i en kvinde. Det vidste hun godt. Det kom aldrig naturligt til hende, selvom mælken løb til med det samme, Mikkel blev lagt ved hendes bryst. Han grinede stupidt, når hun lagde barnet fra sig og gik. Hun kunne ikke fortælle ham om, hvor tit hun måtte holde sig tilbage for ikke at bide Mikkel i hænderne, når han nev hende i brystvorten. Hun kunne ikke fortælle ham, hvor ofte hun drømte om evnen til spontant at ændre sin overflade temperatur til 140 grader celsius, som en stegepande med kogende fedtstof, at være noget man nærmer sig med stor varsomhed. Han ville gå i stykker.

38â&#x20AC;&#x192;Morblod

39â&#x20AC;&#x192; Texas Longhorn Nr. 10

40â&#x20AC;&#x192;Morblod

41â&#x20AC;&#x192; Texas Longhorn Nr. 10

42â&#x20AC;&#x192;Morblod

43â&#x20AC;&#x192; Texas Longhorn Nr. 10

44 Ib Monrad Hansen

Help yourself.

Another tower of babel.

Da man i midt-firserne erklærede de store fortællinger for døde, fordi drømmen om det socialist iske paradis syntes at være blevet lige så nedslidt af det 20 århundrede og lige så luftig og fjern som forestillingen om et evigt idyllisk efterliv i edens have, glemte man at sætte en anden fortælling i stedet. Derved mistede verden en retningsbestemthed, som hurtigt spredte sig til alles hjerner. I opgøret med den lineære tænkning opstod en slags kogende svamp i stedet, hvor kapital og forbrug blev det eneste, der var tilbage. Det er det, man kalder neoliberalismen. Kapitalen jublede (hvis en kapital kan sådan noget). Nu skulle dens amøbiske DNA (den er jo hverken god eller ond, men blot umættelig) ikke længere udfordres og forstyrres af menneskelige mål, ideer og drømme. Det skulle da lige være drømmen om en uforstyrret kapital. På det niveau gik Historien i stå, da vi ikke længere ville den noget. Samtidig gik den amok, og globalisering af pengesystemet og revolutionering af kommunikationsteknologierne udfoldede sig omkring os som noget uantasteligt, nærmest magisk, der kom til os fra oven. Og det gjorde det også i den forstand, at Historien fortsatte, men hen over hovederne på os. Og det i en grad så det i dag ikke er universiteterne, viden, forskning og kritisk tænkning, altså hele demokratiets kritiske oplysningsgrundlag, der bedømmer kvaliteten af dette og hint, og fup eller fakta blandt verdens fremkomster, men en flok privatansatte i et firma, der i princippet kan sælges til hvem som helst, som kun er til for penge, og hvis dømmende instans er folkedomstolen. For kunstens vedkommende medførte denne udkobling af Historien et “anything goes”, og summen af det tyvende århundredes mange kunstneriske strategier, som ellers var faldet som perler på en snor af en årsag, endte nu i samme skrin, alle lige lidt/meget værd, alene afhængig, af hvorvidt de betalte sig. Nu kunne strategier, der ellers var strandet på Historiens kyst, genoptages som trends, hvis alle blot var enige om, at det hele var grundigt tømt for betydning og spil for galleriet, og kunsten mistede derved forbindelse, ja endog især håbet om en sådan, til de almene fortløbende erkendelsesprocesser, og blev en proces i sig selv, som så meget andet. Dette kollektive narrative sammenbrud, det at stå uden fortælling, uddrevet af sin egen historie, det at man ikke længere kunne sige, som man siger til barnet: “Vi er kommet hertil i historien, nu går vi videre, “skabte en tiltagende relativering og

45 Texas Longhorn Nr. 10

Help yourself. Another tower of Babel. Olie på lærred, 280�225cm.

46 Ib Monrad Hansen

dermed betydningstømning af alle handlinger. Før og efter bliver væk, når fortællingen går i stå, kun nuet står tilbage. På det sociopsykologiske plan skabte det babelsk forvirring, fordi identiteten, her forstået som både den individuelle og den kollektive selvforståelse i høj grad defineres af, hvor man er kommet til, og hvor man prøver at komme hen. Nuet legitimeres af fortiden og opstemmer fremtiden. Uden en narrativ struktur med et før og et efter, der forhindrer øjeblikkets absolutte tomhed, er det tomheden, og dagligdagens populistiske pseudoproblematiske sladder, der udfylder den, vi skal leve med. Kan mennesket det? Jeg skal være den sidste til at foreslå en plat tilbagevenden til linearitetstænkningen. Omvendt kaster procestænkningen, som har sat sig massivt igennem, kun erkendelse af sig, hvis den står i forhold til en målrettethed. Ellers ender al tænkning og handling med, som det er tilfældet med kapitalen, ikke at interessere sig for substans, men alene for processens omdrejningshastighed. Som vandringskvinden siger: “Det er ikke målet i sig selv, men vejen derhen, der er fornøjelsen”. Nuvel Ja, – men hvert eneste skridt i vandringsprocessen, har dog den prægnans, som netop det udvalgte mål forlener den med. Og det er den dobbelthed i forholdet mellem mål og proces og mellem retning og bevægelse, vi må forstå. Vi skal hverken marchere mod et idealiseret mål, som det 20. århundrede startede, eller tåge retningsløse rundt uden mål og med, som det endte. Til alt monstrøst held vælter klimaproblemer, ressourcekriser, overbefolkning, flygtningeproblematikker ind i Historien; ikke at det kommer som en nyhed, almindelig fremskrivning har peget i den retning i tres år; vores politiske systemer har blot ikke været i stand til at gennemtrumfe en langsigtet tænkning over for en kapital, som fungerer bedst i sin nu-kult og sin formløse processuelle svampevækst. Opkomsten af dette store katastrofiske fortællingskompleks med mennesket som den ene hovedrolleindehaver vil, hvor smertefuldt det end er og bliver, nødvendigvis tvinge mennesket til en tænkning, der beregner konsekvenserne af de processer, det sætter i gang, og derved re-installere en form for målrettethed, der forlener alle handlinger med et rumligt og tidsligt perspektiv. Mit maleri Help yourself. Another tower of Babel, som pryder dette grådighedstemas forside, handler netop om denne civilisatoriske omvæltning, og i særdeleshed om omvendingen af den indbyggede

dikotomi, som altid har eksisteret mellem civilisationen og det naturgrundlag den både hvilede på og var truet af. I den gamle bibelske babelsfortælling (her vil læseren gøre sig selv en tjeneste ved at finde et af billedkunstens og Breughels den Ældres hovedværker: Tower of babel (som også er med i denne udgave af Texas Longhorn s. 72) er det som bekendt det civilisatoriske og urbane projekt, der desintegrerer i sprogkaos, og folk går hver til sit. I den ideelle konstruktions konfrontation med naturens uomtvistelige realiteter bremser guds hånd byggeriet. En sky glider for konklusionen. I mit værk er denne fortælling omvendt. I dag er det for første gang i 10.000 år ikke naturen, der presser civilisationen, men civilisationen, der får naturen til at desintegrere. Menneskets hånd og værktøj har fået naturkraftens dimensioner. Civilisationen står for første gang over for en endelighed, nemlig klodens begrænsning; og denne nye tilstand burde indlejre sig i ethvert individ, enhver kultur og i enhver handling som en genindskrivning i en fælles fortælling. Civilisation er at hæve sig ud af naturens tvang, men denne gang med selv samme natur som en integreret følgesvend, hvor den også filosofisk nødvendigvis må høre hjemme. Over for grådigheden står et nyt 100 års-projekt for mennesket: Med mindst mulig smerte fysisk som åndeligt at overkomme denne omvæltning og integrere i stedet for at udgrænse naturen i civilisationsbygningen. Den ny menneskeret og pligt er ikke at svine mere, end det kan rydde op. Help yourself!

Find dette overflødighedshorn af udfordrende indhold online på:

fb.com/tidsskriftet-texaslonghorn instagram.com/tidsskriftet_texaslonghorn forlagetgladiator.dk/pages/texas-longhorn

Deadline 1. Aug

Open Call

I næste udgave af Texas Longhorn vil vi udforske kærligheden gennem billedkunst og litteratur. Har du lyst til at være med, så send dit bidrag (tekst, tegning, maleri, foto, collage mv.), som på den ene eller anden måde berører emnet kærlighed på tlh@forlagetgladiator.dk Sender du flere tekststykker eller billedfiler, så beder vi dig om at samle det hele i én pdf. Vi tager stilling til hver enkelt bidrag og giver dig direkte besked. Kærlig hilsen Helene, Luca, Anders, Silja, Tilde & Emma

Peter Larsen

Idol plakat

BĂ¸ger fra www.mellemgaard.dk

an n i D

he e c n o

Er du interesseret i at annoncere i Texas Longhorn? Kontakt os pĂĽ: tlh@forlagetgladiator.dk Priser fra 1500 kr Forlaget mellemgaard, Kragsbjergvej 22, 1.DK-5000 Odense C

Der var engang en fisker, som boede med sin kone i en muddergrøft tæt ved havet, og han gik hver dag derhen for at fange fisk. En dag sad han dernede og fiskede, mens han stirrede og stirrede ned i det blanke vand. Pludselig gik flåddet til bunds, og da han halede snøren op, så han, at han havde fanget en stor flynder. Den begyndte at tale og sagde til ham: “Du må endelig lade mig leve, kære fisker, for jeg er ingen flynder, men en fortryllet prins. Selv om du slår mig ihjel, vil jeg dog ikke smage dig rigtig. Sæt mig ud i vandet igen.” – “Nå, ja,” sagde manden, “du behøver ikke at tage sådan på vej. En flynder, der kan tale, ville jeg dog ikke gøre noget.” Derpå kastede han den ud igen, og den gik til bunds, og der var en lang stribe blod efter den på vandet. Men fiskeren gik hjem til sin kone i muddergrøften.

Konen i muddergrøften

51 Texas Longhorn Nr. 10

”Har du ikke fanget noget,” spurgte konen, da han kom hjem. “Nej,” svarede han, “jeg fik nok fat i en flynder, men den sagde, at den var en fortryllet prins, og så lod jeg den svømme igen.” – “Har du da ikke bedt den om noget?” spurgte konen. “Hvad i al verden skulle jeg dog bede den om?” spurgte manden forbavset. “Du kunne da gerne have bedt om en lille hytte,” sagde konen, “det er slet ikke rart at bo i sådan en muddergrøft, her lugter så ækelt. Gå hen og kald på den og bed om en lille hytte, så får du den nok.” – “Hvorfor skulle jeg dog gøre det?” sagde manden. “Gå nu bare derhen,” sagde hun, “du har fanget den og givet den lov til at beholde livet, den gør det såmænd nok.” Manden havde ikke meget lyst til det, men han ville også nødig gøre sin kone imod, og så gik han tilbage. Da han kom ned til havet, svulmede det gult og grønt og var slet ikke blankt som før. Han stillede sig imidlertid på bredden og sagde: ”Flynder lille, flynder god, stig op til mig af havets flod, for min hustru Isabil vil meget mere, end jeg vil.” Flynderen kom også op og spurgte: “Hvad vil hun da?” – “Min kone siger, at da jeg nu har skænket dig livet, skal jeg også bede dig om noget.

Hun er så ked af at bo i muddergrøften og ville så gerne have en lille hytte.” – “Gå du kun hjem,” sagde flynderen, “hun sidder allerede i hytten.” Manden gik nu hjem og fandt sin kone siddende på bænken udenfor en lille hytte. Hun tog ham i hånden og sagde: “Kom ind, så skal du bare se, hvor pænt her er.” Han gik så ind med hende. Der var en rar forstue og en nydelig dagligstue og et lille værelse med to senge. Køkkenet og spisekammeret var hvidt og pænt, og der stod blanke tinkrus og messingkar. Bag ved huset var der en lille gård med høns og ænder og en lille have med grøntsager og frugt. “Er her ikke nydeligt?” spurgte hun. “Jo,” svarede han, “nu kan vi rigtignok få det godt. “ – “Ja, nu kan vi jo se, hvordan det går,” sagde konen. Så satte de sig til at spise, og derpå gik de i seng. Da der var gået en fjortendagestid sagde konen: “Hør, lille mand, jeg synes alligevel her er alt for lidt plads. Gården og haven er også forfærdelig små. Flynderen kunne da også gerne have givet os et større hus. Jeg kunne nok have lyst til at bo på et stort slot. Gå hen og bed flynderen om det.” – “Herregud, lille kone,” sagde manden, “hvad skal vi med det, hytten er jo god nok.” – “Du kan da gerne spørge om det,” sagde konen. “Nej,” svarede han, “nu har den jo givet os huset her. Den kunne

52 Efter Brd. Grimm

gerne blive gal i hovedet, når jeg nu kommer igen.” Men konen blev ved at plage ham, og til sidst gik han også, skønt han var meget ked af det. Da han kom ned til havet var det ikke mere grønt og gult, men helt mørkt og grumset. Der var dog ingen videre bølgegang, og han stillede sig igen på bredden og sagde: ”Flynder lille, flynder god, stig op til mig af havets flod, for min hustru Isabil vil meget mere, end jeg vil.” ”Hvad vil hun da nu?” spurgte flynderen og stak hovedet op af vandet. “Hun vil bo på et slot,” svarede manden bedrøvet. “Gå du kun hjem,” sagde flynderen, “hun sidder allerede på slottet.” Manden gik hjem, og da han kom til det sted, hvor huset havde ligget, så han, at der stod et stort slot. Hans kone stod udenfor på trappen og tog ham i hånden, og han gik med hende ind på slottet. Der var mange tjenere, der lukkede dørene op og i for dem, væggene var skinnende blanke, der stod forgyldte borde og stole, og på alle gulvene lå der bløde tæpper. Bagved slottet var der en stor gård med heste- og kostalde, og en dejlig have med blomster og træer. Lidt længere borte lå en stor skov, og derinde sprang harer og hjorte lystig omkring. “Er her ikke dejligt,”

Den næste morgen vågnede konen først og satte sig op i sengen og kiggede ud på det dejlige frugtbare landskab. Manden lå endnu og sov, men konen gav ham et puf, så han vågnede, og sagde: “Jeg kunne nok have lyst til at herske over hele landet. Gå hen og sig til flynderen, at du vil være konge.” – “Jeg har slet ikke lyst til at være konge,” klynkede manden. “Vil du ikke, så vil jeg,” sagde hun, “gå hen og sig til flynderen, “at jeg vil være konge.” – “Nej, det gør jeg ikke,” sagde manden, men han gjorde det alligevel til sidst. Han gik ned til havet, der var kulsort, og sagde: ”Flynder lille, flynder god, stig op til mig af havets flod, for min hustru Isabil vil meget mere, end jeg vil.” ”Hvad vil hun nu,” spurgte flynderen. “Hun vil være konge,” sagde manden bedrøvet. “Gå du kun hjem, hun er det allerede,” sagde flynderen og dykkede ned igen. Manden gik hjem, og da han kom til slottet så han, at det var blevet meget større. Foran stod en skildvagt, og det vrimlede med soldater.

spurgte konen. “Jo,” sagde manden, “men nu vil vi da også slå os til ro her.” – “Lad os først sove på det,” sagde konen, og så gik de i seng.

53 Texas Longhorn Nr. 10

Da han kom ind på slottet så han, at det var helt af marmor og guld, og der hang røde fløjlsforhæng med store guldkvaster. Han gik nu ind i den store sal, hvor hele hoffet var forsamlet, og hans kone sad på en trone af guld og ædelstene med krone på hovedet og scepter og rigsæble i hånden. På hver side af hende stod seks jomfruer, den ene et hoved mindre end den anden. “Er du nu konge?” spurgte han. “Ja, det er jeg,” svarede hun. Han stod i nogen tid ganske fortabt og så på hende, så sagde han: “Nu kan du da heller ikke forlange mere.” Hans kone blev helt urolig. “Jeg kan ikke holde det ud,” sagde hun, “gå ned til flynderen og sig, jeg vil være kejser.” – “Nej det gør jeg ikke,” sagde manden, “for det kan han ikke gøre dig til.” – “Hvad for noget?” sagde konen, “vil du gøre, som jeg siger. Jeg er konge, og du er bare min mand. Han kan akkurat lige så godt gøre mig til kejser som til konge.” Manden måtte til sidst af sted, men han var meget bange og tænkte, at flynderen ville sikkert blive vred. Havet svulmede vredt og sort, men manden stillede sig op på bredden og sagde: ”Flynder lille, flynder god, stig op til mig af havets flod, for min hustru Isabil vil meget mere, end jeg vil.”

”Hvad er der nu i vejen,” spurgte flynderen. “Min kone vil være kejser,” svarede manden og så meget ulykkelig ud. “Gå du kun hjem,” svarede flynderen, “hun er det allerede.” Da manden kom hjem, var slottet blevet endnu større og pragtfuldere. Soldater march erede frem og tilbage og blæste i trompeter og slog på tromme. Da han kom ind i salen, sad hans kone på en vældig høj trone med en stor guldkrone på og scepter og rigsæble i hånden. På begge sider af tronen stod drabanter, og den største var så høj som en kæmpe og den mindste ikke større end en lillefinger. Foran tronen stod mange fornemme folk forsamlede. Manden gik frem mellem dem og spurgte: “Er du nu kejser?” Han stod længe og befragtede hende, så sagde han: “Hvor det klæder dig at være kejser.” – “Hvad står du der og glor for,” sagde konen, “er jeg kejser vil jeg også være pave. Gå ned og sig det til flynderen.” – “Det kan da ikke være din mening,” sagde manden, “der er jo kun en pave i hele verden.” – “Men jeg vil være pave,” sagde konen, “jeg vil være pave allerede i dag. Skynd dig til flynderen.” Manden ville nødig. “Gør du vrøvl?” sagde konen, “Se til, at du kommer af sted. Husk på, jeg er kejser, og du er bare min mand.” Han begav sig da også på vej, men han var så bange, at hans knæ rystede

54 Efter Brd. Grimm

under ham. Vinden jog skyerne hen over himlen og susede gennem træerne, og langt ude kunne han se skibe, der blev kastet frem og tilbage på bølgerne. Lige i midten var himlen en lille smule blå, men imod syd trak der er mægtigt uvejr op. Mandens stemme skælvede, da han stod nede på bredden og sagde: “Flynder lille, flynder god, stig op til mig af havets flod, for min hustru Isabil vil meget mere end jeg vil.” ”Hvad vil hun da nu“, spurgte flynderen. “Hun vil være pave,” sagde manden rystende af angst. “Gå du kun hjem, hun er det allerede,” sagde flynderen. Da han kom hjem, lå der en stor kirke omgivet af prægtige slotte. Folk trængte sig henimod kirken, hvor hans kone sad på en endnu højere trone i gyldne klæder. Lange rækker lys stod ved siden af hende, det største så stort som det højeste tårn og det mindste ikke større end et lillebitte vokslys. Præster og munke stod rundt om tronen, og konger og kejsere knælede ned og kyssede spidsen af hendes tøffel. “Er du nu pave,” sagde manden. “Ja,” sagde konen og nikkede. Manden gik rundt og så på hende og blev så blændet af al den pragt, som når man ser ind i solen. “Hvor du dog er

Manden var træt og sov trygt og godt, men konen kunne slet ikke falde i søvn. Hun smed sig fra den ene side af sengen til den anden og tænkte på, hvad hun dog kunne blive, som var endnu mere end pave. Da solen stod op, og hele himlen rødmede, satte hun sig over ende i sengen og tænkte: “Bare jeg også kunne få solen og månen til at stå op.” Hun gav så sin mand et vældigt puf, så han vågnede. “Skynd dig lidt at stå op,” sagde hun, “du skal gå ned til flynderen og sige, at jeg vil være Vorherre.” Manden blev så forskrækket, at han faldt ud af sengen. Han troede, han havde hørt galt, og spærrede øjnene vidt op og sagde: “Hvad er det dog, du siger?” – “Jeg kan ikke holde ud at gå her og se på, at solen og månen går op og ned, uden at jeg har noget at skulle have sagt,” råbte hun, “jeg får aldrig nogen rolig time mere. Gå ned til flynderen og sig, at jeg vil være Vorherre.” Manden faldt på knæ og rakte hænderne op imod hende. “Det kan han ikke gøre,” sagde han, “vær dog nu fornøjet med at være pave.” Da blev konen ude af sig selv, håret fløj vildt om hovedet

smuk som pave,” sagde han så. Hun svarede ikke, og han sagde da: “Nu kan du da ikke blive noget større. “Lad os sove på det,” sagde konen, og så gik de i seng.

55 Texas Longhorn Nr. 10

på hende, og hun gav ham et spark. Så skyndte han sig at stikke i tøjet og løb, som gjaldt det livet. Udenfor rasede stormen, så han næsten ikke kunne stå på benene, træerne blev revet op med rod, bjergene skælvede, og store klippestykker blev slynget ud i havet. Himlen var kulsort, og det tordnede og lynede. Bølgerne gik så højt som kirketårne, og det hvide skum sprøjtede op i luften. Manden råbte så højt, han kunne, men kunne ikke engang høre, hvad han selv sagde: ”Flynder lille, flynder god, stig op til mig af havets flod, for min hustru Isabil vil meget mere end jeg vil.” ”Hvad er der nu i vejen?” spurgte flynderen. “Hun vil være Vorherre,” sagde manden, og tænderne klaprede i munden på ham. “Gå hjem,” sagde flynderen. “Hun sidder igen i muddergrøften.” Og der sidder hun endnu den dag i dag.

56 Rasmus Nielsen

Diamonds are forever Blandform på papir, 29,7 � 21 cm

57 Texas Longhorn Nr. 10

Diamonds are forever Blandform på papir, 29,7 � 21 cm

58 Duncan Wiese

De stumme landbrugsmaskiner i horisonten har et lille bål i deres indre ligesom alle dyr mennesker og biler de venter i store haller hele vinteren i skyggen står de drypper og knager de bytter aldrig plads

Vejen her er bagscenen til det store landbrugsteater solen der vedholdende synger for sine børn de vokser og bliver gule den lange hede sommer indtil høsten hvor mennesket som døden kører skramlende hen over marken

Tityrus løber langsomt som en gammel mand på stikkelsbærben og med en kugle som mave han løber inde i nøddehegnet der er vokset sammen over vejen en tunnel af træer en gang imellem rammer solen Tityrus og han springer med spændt kæbe forbi sin skygge

Spidsen af solstrålen rammer den hvide sok der ligger i vindueskarmen den er foldet i en hvælving der vender mod lyset og natten før havde han tørret sæden af sin mave og smidt den der og nu ligger den og stråler som en lille skål med lys

59 Texas Longhorn Nr. 10

Den gyldne alder

Tityrus står ude på marken han spænder alle sine muskler han sitrer og sveden sprøjter fra panden hans tanker slider hans tanker: de vigtige formularer så lyser himlen op

Han drømte at han boede i et stort hus af røde sten det havde kun et rum som en kirke han boede sammen med kammeraterne krigen var slut alligevel faldt huset sammen over dem i deres søvn et bombeattentat det var de unge kvinder tænkte Tityrus de kom efter branden og sagde at de ikke kunne være kærester med ham længere ikke med den fare han udgjorde var det pigerne tænkte han var det dem der havde gjort det de satte sig på kostene og rejste væk

Smerten forsvinder fra hans mave og op ad bakken sætter han farten op han har taget en konditest han er på niveau nul alligevel har han soldaterdrømme

60 Jeppe Mørch

Klanton kan kun se mennesker i halvtotal

Efter seks års studier på universitetet kan Klanton nu kun se menneskene i halvtotal, og han over vejer det nye bliks begrænsninger. Folket er altid i nærheden, og aldrig er et individ tæt på ham, men halvtotalens distance kunne måske ændres ved at give sig hen til tidens lege. Ved at nærme sig et centrum løsnes skruerne i et andet. Han kan ikke finde arbejde, og efter dagpengesystemets kollaps rumler det konstant i maven, der bulner af blegt brød og hjemmeost. På en seddel på en lygtepæl

61 Texas Longhorn Nr. 10

ved Halmtorvet, hvor de lurvede igen har sejret, står, at man kan sælge hår til de mange nye kræftpatienter. Sundhedssektoren er ude af drift, så der kan tjenes godt på det hår, Klanton har groet ude på KUA. Han opsøger frisør-Amin fra Iran. Men saksen kan ikke nå fra halvtotalen af frisør-Amin og hen til Klanton. Amin kaster saksen gennem billedet, og så må Klanton selv klare arbejdet. Lokkerne i medbragt pose af transparent plastik, der tager farve af de frikadellebrune krøller. De bliver nødt til at vinke farvel. Klanton kender en læge fra en fredagsbar. Over telefon fortæller lægen, at man skal møde op i Søndermarken sidste søndag i måneden med sit hår, så kan man gøre en fornuftig forretning, og de siger farvel. Han bliver god til at kaste og gribe. Han onanerer og fabrikerer ost med den ene hånd, han har. På den anden arm sidder et rør af kød, og for enden af det rør har Klanton bandageret afskæringssåret med store mængder transparent tape, der tager farve af blod, snavs og pus. Sådan en tapekugle kan man også gribe med. Som barndommens kaste-velcro-legetøj. Det bimler fra et vækkeur, sådan bliver det søndag, og Klanton står op og fikser kaffe i det tøj, han sov i. Bukserne var hvide. Trøjen er sort. Han ser genboen betragte sig, og vikler hurtigt den sorte sæk ned for vinduet. Posen i hånden og så af sted. Søndermarken har fået status som byens mest skræmmende park, det er et godt sted for organiserede slagsmål. Klanton skal lige lære, hvordan det egentlig foregår. Alt, der før var grønt, er nu beige eller brunt – de grusbelagte sti-

62 Jeppe Mørch

systemer flyder sammen som bristede arterier af mudder. Klanton tygger på en medbragt cheddar, han selv har syrnet i sokker, og ser lægen vinke. Egentlig skal reglementet hviskes, men i dag, en uskarp novembersøndag, må lægen tale henover afstanden. “Godt, det er sådan her, og det kan ikke være på andre måder. Du har en hel posefuld, og det er meget, så her er meget på spil. De cancerramte vil gerne have til en paryk, men de er samtidig ligeglade med, om de overlever. For så skal de leve videre i det her, ikke? Så om et kvarter kommer de ud af krattet, og så slås de med kæppe og sten, indtil kun to er tilbage. De to får så lov at byde på din pose, og du vælger det tilbud, du bedst kan lide. Såre simpelt. Jeg må videre, du styrer det fra nu af.” Lægen søger væk, men forbliver samme størrelse. Først bag buske forsvinder han. Klanton klør sig på issen, og i det samme siver det ud med afkræftede mennesker. De er skaldede og syge, men kampklare som myrer. Klanton har ostevalle om munden, der står åben, hans hjerne har svært ved at bearbejde billederne af de mere end hundrede mennesker, som vil slås. Som skal slås. De svageste sorteres hurtigt fra med gok i hovedet og hidsige kæppe, og marken får et nyt underlag af trætte menneskers nederlag. Han ser dem falde og tager chokeret tapekuglen op til munden, men den har en sviende dunst, så han sænker armen igen. Har man først tilkæmpet sig én af de sjældne kemobehandlinger, så flytter man kampklar til Søndermarken for at sikre sig hår. Hug, hak! Og lige der

63 Texas Longhorn Nr. 10

genkender Klanton en af slagsbrødrene som skuespilleren Kim Bodnia, der ligner sig selv her midt i Sønd ermarken. Kim Bodnia kæmper, som i en rus, og det tynder efterhånden gevaldigt ud i feltet. Klanton ser alt, men får ikke blodstænk på sig. Tre tilbage. Én får en kæp i tindingen, den anden får en klejn bautasten i baghovedet, og Kim Bodnias øjne lyser iltert, mens han råber triumferende lyde – han er alene tilbage. Han får øje på Klanton, der forvirres af regelbruddet. To skulle jo byde på posen. Med hvad de end havde. Al den hidtidige orden ophører, da Kim Bodnia pludselig hopper gennem distancen for at æde Klantons ost, Klantons tapekugle og Klantons ansigt. Klanton ser blod på Kim Bodnias tænder i et vidunderligt nær billede.

Madames poetik

Jeg ligger i en strandstol og slikker flødeskum af en valnøddekerne, mens jeg tænker på døden. Jeg har taget en bredskygget stråhat på og et par store sorte solbriller, for at lege: Madame ligger i en blå og hvidstribet strandstol ved Vesterhavet og tænker på døden. Jeg læner mig tilbage i stolen og lukker øjne og lægger en hånd på min udspilede lagkagemave, mens jeg knaser valnøddekernen. “Jeg kan ikke være alene,” fortæller jeg med lukkede øjne til brisen og havet, “det er fordi, jeg ikke stoler på mig selv, har jeg altid sagt, men i virkeligheden er det, fordi ensomheden minder mig om døden. Min forestilling om døden, selvfølgelig.” “Selvfølgelig,” nikker jeg, som Madame, der lytter og bekræfter sig selv. “Ikke at være født er alt, jeg ved om døden,” fortsætter jeg og folder det ene ærme på min hvide skjorte op. Vesterhavet ligger afventende foran mig.

64 Tekst: Mia Dall / Foto: Veronika Vidø

“Vesterhavet venter ikke,” afbryder Madame. “Det er tilfældigt, at det ikke blæser i dag, hvor jeg vil tale om døden.” Med et knæk i håndleddet og en langsom cirkelbevægelse med hånden signalerer Madame, at jeg hellere må starte forfra på min fortælling, og denne gang gøre det til en fortælling, ikke bare kendsgerninger. “Jeg sagde til min veninde: Ikke at være født, er alt jeg ved om døden. Vi sad på en almuegrøn bænk på Assistens Kirkegård; Nørrebros største rekreative område. “Det er ikke det samme,” insisterede min veninde, “der er forskel på, når der har været liv, og når der ikke har været liv.” Det lød, som om hun havde behov for at overbevise mig om, at det gør en forskel, at vi har levet, at vores liv sætter et mærke på verden. Jeg måtte rationalisere mig frem til, at når jeg så begyndte at sammenligne det ingenting, der er før fødslen, med det ingenting, der er efter døden, skræmte

65â&#x20AC;&#x192; Texas Longhorn Nr. 10

66 Tekst: Mia Dall / Foto: Veronika Vidø

det hende, fordi hendes mulighed for at gøre en forskel så forsvandt, og med den forsvandt den eksistensberettigelse hun havde stillet sig på for tiden. Jeg havde svært ved at forstå, at hun ikke kunne se, at det var ligegyldigt for den døde, at der havde været liv. Ikke for de levende, måske ikke engang for verden, men for den døde. At meningen med livet ikke findes for den døde.

67 Texas Longhorn Nr. 10

Det var blevet umuligt for mig at leve med uvisheden om, hvad der ville ske, når jeg døde, så jeg havde brug for, at min veninde forstod, at det er det samme at være død som ikke at være blevet født. Men min veninde insisterede lige så kraftigt på sin holdning som jeg. Jeg tolkede det, som om hun også var bange. Hun lænede sig frem mod mig på bænken. Det støvregnede i hendes brune hår, og den metalblå make-up under hendes øjne glimtede og fremhævede hendes blå blod årer, hun så ud, som om hun frøs. Jeg fik lyst til at give hende ret, give hende et kram og aldrig sige hende imod igen, men jeg blev siddende og rørte hende ikke. Hendes nervesystem var som regel i højt beredskab, så pludselige bevægelser sendte en sitren op gennem hendes krop. Den kunne anes under frakken, når vi mødtes og skiltes og gav hinanden et kort kram. Jeg var heller ikke god til at reagere på impulser, der bød mig at røre ved andres kroppe. Hun spærrede øjnene lidt op og talte i et blødt toneleje, det var vigtigt for hende at virke anerkendende, hvis jeg følte mig anerkendt, ville jeg måske føle mig tilfredsstillet og holde min kæft.” “Du glider over i din venindes bevidsthed,” afbrød Madame. “Det er mere korrekt og respektfuldt, hvis du holder dig i dit eget selv.” “Min veninde og jeg kunne ikke nå hinanden der på bænken i støvregnen, fordi, tror jeg, vi begge var bange, men bange på hver sin måde. Jeg tror, at hun havde brug for at vide, at hendes eksistens havde betydning og værdi for andre. Jeg havde brug for at vide, at følelsen af at have

et altoverskyggende ego ikke udelukkede en slutning. Jeg havde brug for at vide, at den altoverskyggende bevidsthed ikke ville eksistere for evigt alene, svævende rundt i universet, at egoet ikke vil ende for evigt alene og bevidst om sin egen ensomhed.” Jeg begynder at blive lidt svimmel og river den store stråhat af hovedet og kaster den hen langs stranden. Jeg rejser mig og går med bare tæer i sandet ned mod havet. Mine knoklede fødder titter frem under det lange hvide skørt, før de begraver sig i sandet. Jeg sætter mig. Det hvide skørt puffer sig op som en skumboble omkring mig, idet jeg sænker mig ned. “De abstrakte tanker overtager dig, så du får svært ved at fokusere på rummet,” siger Madame og stryger en svedig tot hår væk fra min pande. “Jeg har svært ved at eksistere som andet end en indre bevidsthed,” svarer jeg. “Min venindes lange nederdel var lilla med et mønster i en mørkere tone, der slyngede sig som et krat,” fortsætter jeg. “Mønsteret var en reproduktion af det tilfældige, som aldrig helt bliver tilfældig nok. Jeg leder altid efter den ensformighed i mønstre, som afslører den menneskelige skaber. I fagsprog hedder det et “repeat”, det er billigere at printe mønstre på lange stofbaner på den måde. Selv i en dyr og intenderet tilfældighed uden et “repeat” afslører mennesket sig selv og sit begær efter at være tilfældig og organisk. Det menneske, der mimer det organiske, har glemt, at det selv er organisk, så forsøget på at mime det organiske er forgæves, og det hviler på en forfejlet præmis om, at mennesket er noget andet end det organiske. Det menneskeskabte organiske er derfor altid skabt med en desperation, der gør det ubehageligt at se på, der gør de bløde og intenderede tilfældige, snørklede former triste som deprimerede manifestationer af menneskets desperate forsøg på at blive noget, det allerede er. Mennesket taber en kamp mod dæmoner, det selv fodrer. Nederdelens desperate kamp mod sine egne dæmoner

klæbede sig til min veninde, og jeg troede, hun var deprimeret som sin nederdel, fordi det var hende, der havde valgt den, valgt den som det signal, hun ville sende til dem, der så hende.” Jeg lader hånden glide ned i sandet, tager en håndfuld og lader det løbe ud af min knyttede næve, mens Madame kurrer “rum, rum, rum” ved min side. “Assistensens krat kan min hjerne slappe af over for, der er ikke nogen fare for at regne dét ud.”

68 Tekst: Mia Dall / Foto: Veronika Vidø

“Netop,” hvisker Madame, “ligesom Vesterhavet.” Jeg sænker min tomme næve og tager fat om håndleddet på den anden arm. “Assistensen var grøn, vi sad i den gamle del, i hjørnet ud mod Jagtvej og Nørrebro Park skolen. Træerne var store og overladt til sin egen vækst i det hjørne. Det var en lille lomme vi sad i, der afskærmede os fra Nørrebros lyde og de andre københavnere, der var ude for at gå tur. De små grønne lommer mellem gravsten og træer, det er det sted på Nørrebro, hvor man kan komme væk fra Nørrebro. Man kan sidde længe på en bænk og sutte på låget til sin kaffe, man kan gå så langt ind i bevoksningen, at man ikke kan høre bilerne længere, man kan sidde under et stort træ og synes, at det burde være mere idyllisk end det er, fordi et træ i virkeligheden ikke er specielt komfortabelt at sidde op af. Man kan cykle forbi kirkegården langs de gule mure og dufte træerne, når det har regnet. Jeg rynkede panden, fordi jeg ville have min veninde til at forstå eller måske bare have hende til at tie stille. Samtalen var på vej for langt ind i min angst, den rodede rundt med saksehænder i mine tarme. Jeg fik sværere ved at trække vejret gennem regnen, og bænkens kulde begyndte at sætte sig fast i mine hofter. Jeg ville rejse mig og gå. Jeg ville have hende til at læne sig tilbage, tale på en indelukket og uengageret måde i stedet for at strømme mod mig med anerkendelse og forståelse. Hvis hun havde opført sig urimeligt, ville jeg nemmere have kunnet afvise hendes syns-

punkter. Hendes velformulerede modsvar gjorde mig svimmel og bange, fordi de bekræftede min frygt for, at døden er anderledes end hvad alle mine erfaringer til sammen kan overskue, min frygt for at døden kan mærkes. Jeg tror ikke, de døde omkring os påvirkede samtalen, de var der som en stiltiende del af hverdagen i denne grønneste mulighed på Nørrebro. De døde omkring os interesserede mig ikke, de kendte allerede svaret, men kunne ikke længere formulere det i et sprog, jeg kunne forstå. Jeg mener ikke, at en kirkegård er et særligt sted, ud over den kulturelle ladning. Jeg ved stadig ikke, om døde kroppes overskydende energi kan gøre noget særligt ved den jord, de ligger og rådner i. Jeg ved bare, at vi ikke må blive begravet hvor som helst, fordi vores kroppe er som gift for jorden. Tandfyldninger og ophobning af kemikalier har gjort os til et problem i jorden, i hvert fald et problem, hvis vi vil opretholde den balance, der er i jorden, som vi kender den i dag. Den kemiske sammensætning i den jord, vi er skabt af, og som sandsynligvis er allermest gunstig for os, har vi udfordret. Det er ikke længere så meget indviet jord, vi bliver begravet i, som det er inddæmmet jord. Kirkegården er blevet en samling af skadelige kroppe, der ikke må ligge og rådne sine kemikalier ud i den jord vi dyrker, den mad vi spiser. Kirkegårdens mure er et sølle forsøg på at inddæmme alt det, der ikke kender til grænser, som det plastik, der heller ikke kender til grænser, og som vi smider i verdenshavene og får tilbage via fiskene. Vi smider vores plastik i havet, fordi det er det eneste sted, vi efterhånden kan komme af med noget som helst, det er efterhånden det eneste sted, hvor vi ikke kan se det, vi smider ud, det sted hvor vi kan lukke øjnene og glemme, men fiskene er begyndt at arbejde affaldet tilbage, arbejde plastik og tungmetaller tilbage i vores kroppe og arbejde sig selv tilbage som vanskabninger, ikke som de var skabt til at begynde med af det vand vi kender, med den kemiske sammensætning, vi kender, men skabt af det vand, vi har skabt, med en ubevidst skaben af affald. Vi registrerer en haj med to hoveder og bylder. Vi fanger fisk med

69â&#x20AC;&#x192; Texas Longhorn Nr. 10

70 Tekst: Mia Dall / Foto: Veronika Vidø

71 Texas Longhorn Nr. 10

“Det er den vestlige individualisme, der giver store udposninger på steder, der ikke normalt dig forståelsen af dig selv som et isoleret væsen,” har udposninger. Den økologiske katastrofe er en forandringskatastrofe. Det begynder at se an- fortsætter hun, “derfor kan du blive bange for at være en isoleret bevidsthed, der svæver rundt i derledes ud omkring os, og vi ved ikke, om det universet.” er en anderledeshed, der kan rumme os, som vi er, og som vi har vænnet os til at være i en sådan Jeg forsøger at smile mod havet. grad, at det er det, vi allermest elsker at være, vi elsker det af vane og af opdragelse, det vi kender, “Ensomheden som du kender og frygter, eksi det vi har lært er smukt, og det er ikke hajer sterer ikke for atomer.” Jeg aer mit håndled med store gevækster over øjnene og udposning med tommelfingeren. “Det er et menneskeliget er og klumper, som ikke er aerodynamiske på gudekompleks at overføre sin forståelse og sine den måde vi er vant til, at en haj skal være det. begreber på andet og andre. Din frygt er skabt af Hvis intet nogensinde forsvinder, selvom vi ikke dit sprog.” kan se det, hvis ingen lillebitte kemikaliepartikel, hvis intet atom forsvinder, hvis alt kommer “Ja,” gentager jeg, “min frygt et defineret af mit sprog.” tilbage og viser sig som foruroligende vanskabninger, hvad så med min bevidsthed? Hvad så “Du kan heller ikke være sikker på alt det, du med min slutning? Jeg kunne ikke forklare min antager om din veninde. Du må give dit ego veninde dér på bænken i regnvejr, at det var nogle begrænsninger. Det er en form for tortur derfor, det var en beroligende tanke for mig at at forlange så meget forståelse af ét stakkels ego,” tænke tilbage til før fødslen, fordi der ikke er siger Madame. Jeg forventer næsten, at havet vil noget at tænke tilbage på, fordi jeg ikke rummer rejse sig som Madame og komme hen og kysse en bevidsthed om en bevidsthed før fødslen. Jeg mig på kinden med sine tynde, hårde læber. Jeg kunne ikke forklare min veninde, at det var det, får lyst til at græde, men kan ikke. Jeg lukker en jeg havde behov for at hun ikke betvivlede: Min knurrende lyd ud af struben, der ender som et mulighed for ikke at skulle eksistere i en evighed som en ensom mutation af min bevidsthed.” pibende suk, idet den bliver presset op i mundhulen og ud mellem læberne. Mine øjne begynder at søge fikspunkter. “Det er okay.” Jeg lader håndfladerne glide ned Anstrengelserne og den filosofiske ophidselse over kinderne. “Forløsningen er kroppens gør mig svimmel. “Dine bevidstheds grænsers domæne, ikke viljens. Den kommer pludseligt, rykken på sig, gør din hjerne omtåget, idet den som af sig selv.” Jeg ser ned langs stranden, så begynder at svæve rundt i en ukendt frekvens,” rejser jeg mig og går ud for at mærke bølgerne siger Madame, selvom jeg synes, det lyder mod mine fødder. usandsynligt eller i det mindste fortænkt.

72 Luca Engberg Talamona

Babelstårnet Pieter Bruegel den Ældre, ca. 1563 Olie på træ, 114 × 155 cm

LAMPEDUSA Et sted ikke langt fra Lampedusa lægger skummet sig som en hvid hinde i strandkanten. De døde fisk, de døde børn, vandet vasker kroppene, skummet tilslører dem. Et sted, halvrådne kuttere på vej til Lampedusa Byen overtages af flygtningelejre, nødhjælpsorganisationer, mænd og kvinder i røde selvlysende neonveste med lommelygter, med plastikbøtter, indeholder dåsemad: spinat, bønner, små bøffer, nudler. Mangel på vand. Sygdomme strømmer til: kolera, lungebetændelser, miltbrand, blodforgiftning. Sovende frysende mennesker på gaden, i soveposer på papkasser ved vejkanten. Kvinder føder børn i parkeringshuse på gennemhullede madrasser, børnenes skingre skrig. Børn skvulper rundt i bunden af gummibåde i en tyk blanding af dieselolie og havvand. Et sted i Lampedusa, sovende familier i orange telte, mærker hinandens kroppe, lugten af sved, sod, friske brandsår på armene, på benene. Ude foran teltene, på pladsen et mylder af udmattede sultende kroppe, der griber fat i hinanden. De sparker hinanden i maven, i hovedet, river hinanden i armene, mens sand støv og småsten hvirvles op, en knitrende hvirvelvind i den flimrende hede. Trangen til at udslette, til at flygte, til at blive hørt, vokser. Et sted i Lampedusa, stumme mennesker med hallucinerende øjne. De ser slørede farver; rød violet, grå blå, de vakler ud af oversvømmede kælderlokaler.

73 Texas Longhorn Nr. 10

Himlen er grå, skyerne er tunge, vinden er kraftig. De holder sig oprejst i vinden, de må ikke stoppe op, ikke stoppe op. Sollyset flår skyerne op, et blågråt sølvagtigt skær spreder sig. De bliver sølvagtige i ansigterne. De går med deres børn i hænderne, gående mekanisk fremad, den robotagtige overlevelsesstrategi, de må have, ikke se sig over skulderen, ikke høre ekkoet af de hæse skrig i gaderne, i de små orange telte, der står langs vejkanten, i klynger, et lysende glimt af godhed, en kortvarig tryghed. De passerer de udstrakte arme, de brændende øjne, de skællende ansigter. De stirrer lige frem for sig, går med hurtige skridt langs den hullede vej

74â&#x20AC;&#x192; AdamOskar

75â&#x20AC;&#x192; Texas Longhorn Nr. 10

76â&#x20AC;&#x192; AdamOskar

78â&#x20AC;&#x192; Adam Oskar

døde sjæle Uddrag

80 Tekst: Sigríður Larsen / Foto: Silja E.K. Henderson

støj på linjen: … angst i slugevenlige kapsler! køb den i nærmeste Lidl! … (knitr, knitr) … so you think you can tell … heaven from hell … blue skies from pain … (bang! bang!) suspense; lad os starte med Charlie: OneAir ejer fem passagerfly med base i Billund, Kastrup, Göteborg og Malmö: Alfa, Beta, Delta, Charlie og Ekko (pisse originalt); Alfa, Beta, Delta og Ekko er om ikke andet så nogle helt tilforladelige flyvemaskiner, høflige (klassiske pleasertyper), velopdragne, gør hvad de får besked på, letter til tiden, for det meste, flyver som de skal, fremad, strømlinede, determinerede, som på skinner, lander som de skal uden at gå i brand, nyder en times tiltrængt pause/ pit-stop (optankning, rengøring, opfyldning), og så op på vingerne igen, døgnet rundt, for som vi alle ved: hvert lille minut en flyvemaskine dovner den på jorden er lig med tusindvis af bevingede dollars, der som unaturligt firkantede insekter letter ud af firmaets kiste; Alfa, Beta, Delta og Ekko er, bemærk, eller se bort fra, if you like it hot, navne man helt naturligt forbinder med kvindekroppe; Charlie, derimod, er en sygeligt selvoptaget maskine, i tidligere liv atomer spredt lidt lemfældigt ud over kloden, men for størstedelens vedkommende stykket sammen som pels og nakkemuskler i og på et totået dovendyr i den nordlige del af Sydamerika, dels indmaden, de vitale dele, i forfængelig Jaguar – jeg forestiller mig rød, skinnende – der ikke er til at rokke ud af parkeringskælderen på Upper East Side, Manhattan, New York, New York en iskold vintermorgen i slutningen af 60’erne – bag det stive rat en sammenbidt habitmand, en big shot executive i reklamebrancen, der virkelig når uanede dybder i løbet af årtiet, der skulle have været til møde med sit kreative team for ti minutter siden for at sætte sidste touch på en kampagne for Love Cosmetics: Love is Baby Soft. Because innocence is sexier than you think

modellen, en trutmundet sekstenårig, der ligner en tolvårig poserer foran kameraet med snehvid teddy bear sensuelt presset mod babyfedtet/de runde sexede kinder, og hun er på timeløn, uret tikker; Charlies atomer opfører sig ikke nævneværdigt anderledes i nuværende form, for at sige det mildt, håbløst hypokondrisk ud over det sædvanlige, hvilket er ret meget, hele tiden på nippet til at gå op i sømmene eller ned med stress, og vi ved jo alle hvad det ned betyder; Charlie, mandagsflyveren, som piloterne non-kærligt kalder den med en hovedrysten, som om det bare er en bloody Skoda eller en anden knudebil masseproduceret bag jerntæppet i halvfjerdserne, jeg mener, burde de ikke være rædselsslagne, nejnej – “det gamle skrog vil overleve os alle” – right – som om de ikke helt mener det, eller endnu værre, mener det bogstaveligt (crash i havet), man kunne spørge: har I fået noget i øjet, en skyklap, perhaps, men det er sådan det er, Charlie er kommet for at blive, købt og underbetalt på det sorte marked, velsagtens, flyvemaskiner er ikke just billige, ikke noget firmaet kan skifte ud efter forgodtbefindende

81 Texas Longhorn Nr. 10

do not be afraid; our fate / Cannot be taken from us; it is a gift oh, shut up, old fart – og nu for at gøre det hele lidt værre: hvis de højere magter i firmaets åbent-landskab-designede korridorer nu af ubeskrivelige – eller direkte åndssløve – grunde vælger kombinationen Charlie plus Kjell (= styrt) – jeg mener, overlevelseschancerne formindskes med lysets hastighed til forsvindende tiny – nu kunne man vælge at skrue lidt ned for psykoserne og hævde, at Kjell er en gammel rotte i faget, en cowboy, at han kører på autopilot, at den kvalmt søde aura af alkoholodeur der omringer Kjells bevingede uniform ikke på nogen måde kan, eller bør, sættes i forbindelse med hans evner som kaptajn for et passagerfly med 189 sjæle ombord, at mænd til alle tider har varetaget krævende funktioner med diffuse mængder alkohol indenbords, at det globale samfund ikke er helt kollapset af den grund, hysteriske spade, det kunne man, og det gør man, man værende crew til alle tider alias Krop (don´t wear it out, baby): Krop sidder med maven trukket ind, som man bør, ved baren på hotellet i Göteborg aftenen før Krop skal tilbringe livets sidste timer i selskab med Kjell og Charlie og ville ønske det var navnet

82 Tekst: Sigríður Larsen / Foto: Silja E.K. Henderson

på en cosy børnebog og ikke en bloody Molotov cocktail (finnerne igen, de går også med knive og drikker sig hammerstive i vodka i mælkeglas i 80 graders svedehytte, mens de flagellanterer sig selv med spændstige forårsgrønne birkegrene); Charlie sover nok rusen ud på en eller anden landingsbane med rødøjede askegrå flymekanikere i kedeldragter kravlende over og inde i kadaveret med hammer og mejsel i hånd: Kjell klemmer opsvulmede over-og underlåg sammen, bunder endnu en gin & tonic, ansigtshuden gullig, hærget, vindblæst som har han fløjet halvdelen af sit liv uden rude i cockpittet (og anden halvdel under the bridge downtown) – jeg mener, hvem har brug for nervesystem i det åndsforladte job, simple udregninger, tryk på knapper, og så læne sig tilbage i sædet og nyde udsigten, the ride – konsonanterne hamrer mod hinanden med en blikagtig lyd, og Krop nipper lidt til sin halvtørre Pinot Grigio, mens hjernehalvdelene skurrer mod hinanden, tænderskærende – hjerneceller, koordinationsevne, overblik, totalt overvurderet, hvis du spørger mig, sådan kværner det rundt uafbrudt, mens Kjell bestiller endnu en gin og tonic, hvert glas en ekstra hvirvel ned i spiraltågen, de syv helvedescirkler (og hvem er Krop, Beatrice?), og så: dødsstødet: Kjell – med smerteligt forvredent ansigt – bestiller en Whisky on the rocks, rock bottom, hjernesplat på klippegrund, hans sjæl lutres i inderste cirkels flammer, vi er nået ind til Babuskaens allerinderste, svøbelsesbarnet, det lille myr, den miniskule organiske klat baby, der vræler og vrider sig i underbevidsthedens sorteste gravkammer, hvor alt er vendt på hovedet, eller i hovedet, eller til siden, eller skråner over afgrunden, det, om muligt (oh yes), endnu sortere hul: trapper, bygninger, stilladser, tomter, sprog, spejle, magma, oceaner, det rene sammensurium af modsatvendthed & kaos (lhvgælisdujnclæ) & roser er blå: alle kontraster der findes, og ikke findes, finder sammen som brunstige elskende, bestialsk kælderfugtig bull dog fight, og skaber nyt, grotesk afkom: ansigter, fugle, der vender vrangen ud, vræler hjerteskærende formummet, en infernalsk lyd på standby; som ukrainske og hviderussiske spædbørn flået ud af deres mødres arme og smidt levende ind i flammerne midt på Kolkhoz’ens torv ved hjælp af kommandosoldaternes bajonetter (boys will be boys), også den lyd; eller som Apollinaire sang: Ah Dieu! Que la guerre est jolie! – all hope abandon, ye who enter here

men så er det heller ikke værre: Kjell kommer op til overfladen igen, virrer med hovedet som en ko der vifter en flue væk; der er rift om pladserne i pilotbranchen, middelklassefædrene punger ud med 700.000 kr. til en privat uddannelse i Miami, USA, de unge knægte vover skindet i årevis i suspekte flyselskaber i Asien for at samle flytimer i FAA´s kurv, forkælede prettyboys, snøvler Kjell, og taber halvdelen af ansigtet ned i sin håndflade når jeg ser på dig nu, her i lyset fra de små pærer i baren, tænker jeg: Barsebäck gone wrong – jeg mener, du skal sidde i cockpittet om seks timer, jeg mener: åh, Kjell, baby, save some of them brain cells, will ya Kjell griner hjerteligt, eller, det var vist det, der var meningen, i realiteten et ekko fra helvedes dyb, lægger en tung arm over Krops skuldre, siger: Nu går du op på værelset, unge dame, og lægger dig på din ært, og lukker øjnene i det lille kønne hoved, og så er det natty-natty – hahaha, hahahah, come on: det er det rene piece of cake, darling, en middelbegavet orangutang ville kunne flyve et passagerfly, jeg mener, how hard can it be, let it be, let it be, to be, or not to be; tutilu; kværne, kværne … this is your captain speaking – we´re going down, I repeat: my head is exploding, I repeat: down, ladies & gentlemen, I repeat: left part of brain is gone, it is totally gone … og så står man og glor på Krop i spejlet på det gulgrønne hotelværelse, tv’et hænger i hjørnet over fodenden af sengen – potentiale for brækkede lægknogler (lyspunkt: lægeattest), eller som et løsrevet øje fra en stor mekanisk bille; man glor på Krop fra tilpas lang afstand – et velkomment kick for selvbilledet, de nærsynede øjne – og de røde læber smiler til sig selv, siger, som de altid siger til spejlet, robotagtigt: what do you want, altid det samme: what do you want, og der har aldrig været noget svar, spørgsmålet er ikke et spørgsmål per se, men en granskning, eller en attitude, et værn mod selve det der ligger i spørgsmålet, og som spørgsmålet hvirvler op, what do you want, og i aften, en halv snes timer før du skal dø, svarer de kirsebærrøde læber: jeg vil leve,

84 Tekst: Sigríður Larsen / Foto: Silja E.K. Henderson

I wanna live, og hvis dette var en Hollywoodfilm, så ville lige netop denne scene udgøre klimaks, point of no return, eller en åbenbaring ud over det sædvanlige, men dette er bare virkeligheden, som den udspiller sig, helt jævnt, man tager tøjet af, vasker ansigtet, smører det ind i serum og creme, tisser, vasker tight’s i håndvasken og hænger dem slattent overskrævs på brusehovedet, stiller uret, dækker kroppen til med det bleggule sengetæppe og stirrer op i loftet indtil man falder i en urolig døs, som ikke er søvn, mere en slags eskalering af Krops symptomer på forgængelighed, kroppen lades ikke op, vågner klokken fire, sharp, endnu mere udpint, down under, grå og søvnig, end da den gik i seng for fire timer siden; tænderne skrubbes, stængerne barberes med pink engangsskraber, ligklæderne smækkes på, vingerne på brystet over ynkelig b-skål, masken på, smilet, høet forsøges formet, en så net feminin knude som muligt (lost cause) – voks, masser af voks – og der sprayes og sprayes, som en gal skadedyrsbekæmper, med den lille blanke L’Oréal-dåse, det er tillladt at lade glide gennem sikkerhedskontrollen Is this a one woman show, because I have not bought a ticket! men lad os lige for et kort øjeblik, mens Krops angsttørre mundhule forsøger sig med nogle croissanter og bizart udskårne melonskiver i morgenmadssalonen til lyden af Kjells højlydte kaffeslubren og smasken af bacon og nikotingul æggerøre, vende tilbage til natten, den sovende krop, alt kan foregå i en sovende Krop: lyden af blafrende vinger der nærmer sig i det blommefingrede gry arméer af ravnefugle der skygger for en opadstig ende sol – som torden, den blafren, den rumlen af indignation? asfalt der optrevles, drømmetapet der rriiits rrriiitss systemer der braser sammen som stilladser, kvind erne (og heste, vold skal der til) skingre, grøntandede, brølende, sortøjede okser de rundt i industrierne, brancherne, bomulds

markerne, pudderplantagerne, mascaratræerne, cremefrugterne, øjenskyggeminerne, læbestiftplatformene, shampooreservaterne, cities of pumps and red, red rivers danser Cancan så kønslæberne blafrer læner sig frem Marilyn-style så bomberne presses sammen og eksploderer mod linsen ud på banen, cheerleaders, shake it, shake it all river og bider med fingre og filede tænder, flår alt i stykker, propper alt i munden, sluger alt, til der intet er tilbage at sluge (come on babe we’re gonna brush the sky) og i den anden ende af drømmenes uudtømmelige reservoir: fortiden, med alle dens trivialiteter, platheder, traumer, øjeblikke af fryd, ekstase, joy, klarsynethed, hjernevridende angst, melankoli, hengivenhed: nutiden, et hav, der æder sig læng ere og længere ind i landet; på samme måde med systemerne, der systematisk erobrer hver snert af kroppen til der ikke længere er noget sted at være, man må afsondre, udstøde, forlade den som en ham i vejkanten blandt ådsler og slikpapir; man må hudflette, skære, stikke, brænde den til aske i mikrobølgeovnen i håb om en ny, og bedre; man stiger op af den op, op

85 Texas Longhorn Nr. 10

som Venus trådte op af havet med bløde toner i gryet, Botticellis Venus med de lange, smukke tæer – de lange, gyldne, bølgende hårlokker – man klipper også dem af og skyller dem ud i toilettet; det skal være så enkelt death: a name I call myself turn off the red light og lige før opvågnen, mere en følelse end et billede, men dog et billede, omend uklart, krakeleret: sorte æg på kanten af afgrunden til det brølende hav, blommer der sprænger deres form, vinger der bryder gennem skallen, den trods, ensomheden, og håbet og alarmen but the dawn is breaking’ it’s early morn the taxi’s waitin’ he´s blowin’ his horn already I’m so lonesome I could die

of course you could, dickhead bid mærke i det sidste, I could die: hvad har ensomhed med død at gøre, Mr. Denver, hvad er det for en elendig sammenkædning: ensomhed = død – med mindre det slet ikke var ment sådan, men netop som to adskilte ytringer, ligeværdige (jeg er så ensom)#(jeg kunne dø), ikke lummert forbundne af fremadrettet kausalitet, eller også skal det forstås baglæns (som Kierkegaard): tanken om den forestående død som en slags eletrificeret magnifier (forstærker) af ensomhedstilstanden eller netop flyskræk: den absolutte og mest rene form for ensomhed ensomhed fordi: i døden, i dødens klambrustne øjne, når du forsøger at spejle dig i dem, John, er du altid alene, mutters alene, løsrevet fra alt, der på et eller andet plan ville kunne give mening, whatever mening er, noget der bliver givet, som en gave, en belønning fra universet, I think not

86 Tekst: Sigríður Larsen / Foto: Silja E.K. Henderson

Oh ye glorious instant gratification, Oh, my heart belongs to moneymoneymoney moneymoneymoney at vi ikke er alene i det store rum, at vi ikke er intet, som vi er, det meste af tiden, hvis ikke noget helt andet: fest for mikrober, larver, insekter, bakterier, you name it, regnorme, bænkebidere – begge nedbrydere, husk det, næste gang du lige får lyst til at mase én under din fod (din fod, ikke Johns, der er død); uden nedbrydere ville lig og døde vækster dynge sig op og ud gennem atmosfæren som et toppet landskab af babeltårne – for fanden: hvordan kan man skrive sådan en sang, og så gå hen og styrte ned fra 500 meters højde i en soloulykke ud fra kysten ved Point Pinos, Californien? Kan man tillade sig det, John; det bliver jo komisk

138

Bedst, som jeg stod i min Have, fik jeg mig en Forskrækkelse. “Hvad?” tænkte jeg, “det er jo Stjerne Stjernesøn! Stjerne Stjernesøn lyslevende, der kommer ind der ad Laagen!”… “Nu om lidt er den store Mand her i Gangen, hvorhen skal jeg dog fly?” Hvor medynksfuld han saa ud – slet ikke vred over min store Forlegenhed. Hvor storslaaet venlig han udstrakte sin Haand – udstrakte den næsten for to. “Altsaa her bor I! Her bor I Stakler paa den flade Mark, som jeg endnu ikke har faaet Stunder til

Tve-tale

88 Helga Johansen

139

at løfte. Græs og intet uden Græs! Hvad lever I af ? Hvad ser I paa? Aa, hvor I dog har trængt til, at jeg skulde komme!” Saadan omtrent talte han, og hvad skulde jeg svare? Jeg, som var gaaet ud i Haven, fordi der var saa meget, at se paa, – saa meget, at det var vanskeligt at faa nippet lidt til hver Herlighed. Skulde jeg vise ham Ærterne, der stod i Geled som bitte ranke Soldater, Bønnerne, der havde krummet deres smaa Livs Triumfbuer op over Jorden, Primulaernes røde Skov, som var stor og mægtig, blot man fandt Punktet at se fra. Jeg saá op paa ham. Hans Blik var stort, det tog mit med sig, – mit ikke hans. Ja vist, det var Græs altsammen. “Her er ensformigt, fladt, men…” “Men det skal blive anderledes.

140

89 Texas Longhorn Tro mig,Nr. det 10 skal blive anderledes. Naar nu Oplysning og Fremskridt kommer, da skal ogsaa I fattige Mennesker lære Livet at kende.” “Ja, men – men – Oplysning mangler her ikke. Her er Sol, megen Sol, – og se, se Skyerne!” “Skyerne?” “De skrider, de viger, de skygger, de klarer, de truer, de leger — alt, hvad der hører til i et Liv. Skyerne, de er vore, hele Himlen rundt!” “Vær kun ikke frygtsom! – Tal! Udtal trygt, hvad De har at beklage Dem over, og vi skal skaffe Dem Retfærd. Ja, Skyerne! de hænger tungt over dette Land, Hvad maa I dog mangle, I som gaar her nedtrykte til Jorden!” “Mangle? Men her mangler kun… Ja, endnu mangler her Roser i Haven og saa maaske Grus i Gangene…” 141

“Ja, ikke sandt Som jeg anede. Lykkens Roser mangler her og Sandhedens Grund under Fødderne. Jeg svarer ikke mer — — ser blot paa Stjerne Stjernesøn, som han staar der med sin brede Favn fuld af gode Gaver til Menneskene, ser paa hans store Armbevægelser, paa Munden, der kan de store Ord, og jeg bliver undselig over, at her ikke er et bedre, især et talrigere Selskab til at paaskønne dem…

90 Nis A. Ovaska

Føljeton—2. del

Real life reportage

Kornmod

Uddrag

91 Texas Longhorn Nr. 10

Tordenskjold, Lillebror & Peter Vi sidder udenfor på bænken op af sydgavlen og kigger ud på den nyanlagte kirkehave. Græsset er fladt og livløst. De unge ahorntræer og planterne i de jernindrammede bede bærer stadig præg af det store anlægsarbejde. Frej er blevet klippet, og Peter har lavet en aftale med en frisørstudine og har, for næsten ingen penge, fået sat lyse extentions i sit hår. Han skjuler overgangen mellem sit eget tynde og det nye lange blonde nakkehår med en sort bandana. “Kæft, hvor klamt!” udbryder Peter, som jeg ellers altid har opfattet som en haveelsker. Jeg giver ham ret i, at det er lidt begrænset og fortæller, at jeg faktisk var med til at plante alle taksbuskene sidste år, da jeg var i praktik på kirkegården. “Var du det?” spørger Frej og tager et hvæs af en hjemmerullet smøg. Jeg nikker og siger at de bare ville have gratis arbejdskraft, at taksbuskene har kostet hundrede kroner stykket, og at det har kostet en halv million at anlægge haven. Penge har de fået fra Maersk og noget der hedder Augustinus Fonden. Frej og Peter nikker. De synes også, at det er en skøn tanke, at der er fyldt med skeletter under hele græsplænen, skeletter i hundredevis, lag på lag. Jeg fortæller dem om, hvordan vi under gravearbejdet fandt både tænder, pandeskaller, glas og potteskår. “Optur! Har du gemt dem så?” Peter klapper begejstret og åbner endnu en øl. Jeg fortæller, at vi skam har samlet det hele i en kasse, som vi har stående oppe på loftet. Den er fyldt med ryghvirvler og lårbens knogler. Peter jubler på syngende fynsk, han synes, at jeg skal lave jointrør ud af dem. Han er sikker på, at det kunne blive et monsterhit. Jeg kalder på kragerne, efterligner Adam, min kollegas, træge fløjt. Kragerne elsker den nye have, her kan de relativt ubekymret hoppe rundt og rode i folks affald. Kragemor, Kragefar og deres to unger kommer svævende fra nationalbanken, lige akkurat hen over gitteret. Kragefar lander på den

smukke gamle lygte over Urtegårdsindgangen, drejer rundt og er lige ved at falde ned af bare iver. Frej og Peter gør store øje. Resten af familien indtager deres vante pladser i ahorntræet over fodrepladsen. Ungerne kigger ned på os og smiler. Jeg vinker op til den yngste. Fortæller drengene, hvordan den kom svævende, den anden dag, da jeg havde fri, satte sig på styret af min cykel og fortalte, at den havde nyt fra fængslet. Jeg troede ikke mine egne øjne, men måtte alligevel tage dens detaljerige beretning for gode varer. Der er som sædvanligt drama i fængslet, flere er åbenbart døde af overdosis, og inspektøren er blevet fyret efter at være blevet afsløret i et eller andet seksuelt, og sådan blev den ved. “Hold nu kæft man!” “Nej sgu.” Jeg takkede den for historien og fik den til at love mig, at den nok skulle lave sine lektier og lade være med at flyve rundt ude på Christiania. Jeg kigger Frej i øjnene, han slår blikket ned. “De er så søde, og kloge, de er et par med to unger. De bor oppe i træet der, vi sætter vand ud til dem hver dag, Katrine, det er mor-kragen, vi ved ikke helt, hvad vi skal kalde far-kragen.” “Åh hvor skønt, hvad med Bjarne?” foreslår Peter. Jeg henter rester i køkkenet. Et stykke dagsgammelt smørrebrød fra provstikonventet og otte skiver rugbrød med grissenutella. Peter jubler, og kragerne flyver af sted i alle retninger, med hver deres rugbrødsmad. Frej kravler frem på knæene, vi sniger os efter dem, ser at de gemmer maden i tagrenderne og bag buskene, for så at flyve tilbage efter mere. Det begynder at regne, så vi går ind i kirken og sætter os i de antikke armstole under det enorme alter. Vi drikker pulverkaffe, spiser daggamle direktørsnegle, som Frej har fået af en veninde, der arbejder i Lagkagehuset på Christianshavn. “Uhmm, der er godt nok flot herinde, fantastisk skulptur,” mumler Peter med munden fuld af kage, mens han viser os en serie af nye tegninger. Jeg roser ham, siger at det er skønt, at han

92 Nis A. Ovaska

igen har fået lyst til at tegne, og at det er det gode ved at være arbejdsløs, at man har al tid i verden. Peter nikker, skyller efter med en slurk guldøl og mumler, at han nu savner sine kollegaer, de er også blevet fyret sammen med tusind andre, alene fra den danske sektor. En enkelt fra Peters gruppe er allerede blevet skilt, andre har sat huset til salg. Alt sammen på grund af faldende oliepriser. Peter stirrer tomt ned på en musegrå mule pose han har fået fra sit gamle firma. Den har firmaets logo trykt med rødt på den ene side. Slidmærkerne og skidtet i hankene, vidner om at Peter har været stolt af at kunne skilte med, at han var i arbejde. Jeg fortæller, at altertavlen er skåret af Abel Schrøder i 1661, eller nok nærmere af hans svende. Man fandt et krøllet brev i en konvolut, stukket ind i en revne for nogle år siden, et brev skrevet til Christian d. 4, hvor Abel nådigst bad om at få betalingen for arbejdet, der på det tidspunkt havde stået på i tre år, uden at svendene havde fået løn. Jeg fortæller også om Tordenskjold, om hans alt for tidlige død. “Tordenskjold var jo kriger, men så sluttede man fred med svenskerne, og så gik han hjemme i København og kedede sig, måske ville han gerne stifte familie, i hvert fald var han taget på scoretur sydpå med to kammerater, ligesom man ville gøre det i dag, til Sunny Beach.” “Eller til Ibiza,” griner Peter og siger at det er præcis det hans kunst handler om, om at tage ud at score. “Ha, fedt Peter! Lidt diskret med øllen, okay?” Peter nikker og stiller flasken ned i mule posen og smiler. “Nå, men de nåede kun til Hannover. Mener det var i 1720. Her røg han i totterne på en tysk officer på grund af en dame, som de begge var klar på at knalde. Tordenskjold udfordrede ham til en sværdduel, men desværre mødte tyskeren op med en lang dragonsabel.” “Ej, svin!” Frej rynker øjenbrynene. “Kæmpe svin, og her ville enhver anden have trukket sin pistol, spændt hanen og skudt tyskeren i hovedet eller måske bare trukket sig og undskyldt, men i stedet røg Tordenskjold sgu på ham med sin korte marinehuggert, og så blev han dræbt, kun 29 år gammel, en kold novemberdag.” “Åh, trist.” Frej ser fortvivlet på mig.

Jeg viser drengene, hvordan Tordenskjold først blev ramt på venstre arm for til sidst at modtage det dræbende stik i brystet. Frej klapper og smiler bredt. Jeg kan se, at han har røget og får lyst til at slå ham. “Der findes et maleri af dødsscenen, hvor Tordenskjold ligger på ryggen i sneen, hårdt såret, med blodet og livet sivende ud af sig omgivet af sine venner.” “Åh, trist.” siger Frej igen. Peter nikker, han har engang, sammen med en kollega, brugt to dage på at køre til Hannover, blot for at hente en arbejdsstige. “De har måske skammet sig. Tordenskjolds venner. For der gik næsten måneder, før de fik ham transporteret hjem til København, men så var der ingen, der ville ingen begrave ham.” “Nå, fuck.” siger Peter. Jeg nikker, fortæller om biskoppens forbud mod at give ham den sidste nadver. Han havde opført sig ukristeligt, fornærmet kongen og eliten, som heller ikke dengang var nogen, man fuckede med. Til sidst forbarmede kirketjenerne i Holmens kirke sig over Tordenskjolds venner. Dér fandt de en trang plads i kælderen og murede ham inde i hemmelighed. “Under os?” Peter og stamper i marmor fliserne. “Ja, der er en lem bag alteret til en stejl trappe ned i kælderen.” “Er det rigtigt?” “Ja sgu, vi skal derned, men strømmen virker ikke, og vi har ikke lige nogen ordentlig lygte.” Jeg fortæller om, hvordan man i 1819 efter englændernes bombning af København, mangledeen nationalhelt og derfor i stedet for slog hul i muren og hev Tordenskjold op af kælderen og lagde ham i en sarkofag oppe i det store kapel. “Hvor?” Siger Peter. “Lige der.” siger jeg og peger og tager min telefon frem og viser ham et billede af en stor humlebi, der var fløjet ind til mig i kælderen og havde lagt sig til at dø ved min hovedpude. “Bag glasdørene der, han ligger deroppe, først for, til venstre, sammen med søofficer Niels Juel og nogle grever og baroner, der senere har købt sig en plads deroppe. Hver september afholder vi klassiske koncerter med forskellige kammerorkestre deroppe.” “Sammen med de døde?” “Ja, og så fyrer de den af på cembaloen og på

93 Texas Longhorn Nr. 10

tværfløjter og millionkroner dyre celloer. “Jeg vil lægge den ned til Tordenskjold.” “Bien?” “Ja, jeg skal bare have en hånd med kistelåget. Det er pisse tungt.” Jeg fortæller dem også om et andet job, jeg har på hånden. “Der er jo knald på byggebranchen og langt bedre løn end her, hvis jeg overhovedet bliver ansat, måske det også kunne være noget for dig?” Frej gider ikke byggebranchen. Han siger, at jeg selvfølgelig skal tage det, hvis jeg mangler penge, men at jeg efter hans mening hellere bør koncentrere mig om at få malet nogle malerier. Drengene har stiftet en kunstgruppe, den hedder Smask. De vil have mig med i den, og så vil de have mig til at love dem, at de må sove

nede i kælderen sammen med skeletterne. Jeg siger, at det kan vi måske godt finde ud af, men at jeg lige skal sove på det. Jeg er ligesom ikke interesseret i at miste mit job, som jeg godt nok ikke har fået endnu. Frej slår blikket ned. Peter ryster muleposen. Jeg siger, at så bliver det noget med at pisse i en spand og ikke noget med at komme væltende op og ud bag alteret midt under en gudstjeneste. Frej smiler bredt. Vi går ud i menighedshuset og sætter en vask over. Frej har ikke fået vasket sit tøj, siden han var i Kolding. Peter mixer endnu en vodkadrink og jeg minder ham om, at det er midt på dagen, og at alkohol rent faktisk er et opløsningsmiddel.

Minimal diktat 94 Poul Lynggaard Damgaard

En dåseåbner fjerner låget til logik. Nu er det nok. En murs fjernede vinduer. Mit hemmelige blik mod byens kant cirkulerer som afbrudthed i en forladt park. Jeg vil gerne snakke om mit fravær som en forskelligartet skov, hvor der trods alt vokser birketræer. Jeg får en solnedgang kastet i nakken. Du kan da godt kalde mig natur.

Bidragsydere Adam Oskar, f. 1976 i København, bosat på Frederiksberg, arbejder som tegner. Albert Elm, f. 1990, bosat i København, arbejder som fotograf. Anna Sidsel Andersen, f. 1989 i Odense, bosat i København, tegner og redaktør. Anna Ørberg, f. 1988 i København, bosat i København, arbejder som billedkunstner. C.E. Falbe-Hansen, f. 1875 i Holstebro, lektor. Christine Bosse, f. 1960 i Gilleleje, bosat i Helsingør, arbejder som bestyrelsesmedlem. Duncan Wiese, f. 1991 i landsbyen Dons uden for Kolding, bosat i Skovlunde, skriver pastoraler og er medstifter af og manuskriptforfatter i filmkollektivet Van Horn. François Rabelais, f. 1494 Chinon, Frankrig, forfatter. Freja Hougaard Bagge, f. 1985 i København, bosat på Nørrebro, arbejder som kunstner/trappevasker. Helga Johansen, f. 1852 I København, forfatter. Ib Monrad Hansen, f. 1963 i Skelskør, bosat på Ærø, arbejder som billedkunstner og kunstteoretiker. Jacob Skyggebjerg, f. 1985 i Egtved, bosat i København, arbejder som forfatter. Jeppe Mørch, f. 1991 i Tårs i Vendsyssel, bosat i København, arbejder som digital redaktør. Johanne Bille, f. 1993 på Frederiksberg, bosat i København, forfatter. Katinka Askehave, f. 1998 i Aarhus, opvokset i Nibe, bosat på Islands Brygge, arbejder som piccoline på en tegnestue. Luca Engberg Talamona, f. 1993 i København, bosat på Amager, arbejder som forfatter, debuterede med digtsamlingen Alcatraz på Forlaget Gladiator i 2017. Lærke Jessen, f. 1997 i Aarhus, bosat i Aarhus, går på Skrivekunstskolen. Maj-Britt Willumsen, f. 1949 på Frederiksberg, bosat i København, arbejder som forfatter. Mia Dall, f. 1987 i Torup i Nordsjælland, bosat i København, forfatter, redaktør og Cand.mag. i litteraturvidenskab. Mia Granhøj, f. 1986 i Odense, bosat i København, arbejder som kunstner. Morblod, en kunstnerduo bestående af Ida Lunden f. 1985 og Carina Lin Sixten f. 1986, bor og arbejder begge i København. Nis A. Ovaska, f. 1977 i Randers, bosat i København, arbejder som forfatter og billedkunstner. Peter Larsen, f. 1984 i Glostrup, bor og arbejder i København. Poul Lynggaard Damgaard, f. 1977 i Randers, bosat i Aarhus, digter. Rasmus Nielsen, f. 1984 i Lyngby Taarbæk, bosat i København, arbejder som billedkunstner, debuterede i 2005 med første soloudstilling. Sigríður Larsen, f. 1978 i Akureyri i Island, bosat i Odense, underviser på Den Fynske Forfatterskole. Silja E.K. Henderson, f. 1981 i København, bosat i Roskilde, arbejder som forfatter, cand.psych. Susan Simonsen, f. 1987 i Thisted, bor i København, forfatter og underviser. Ursula Andkjær Olsen, f. 1970 i København og bosat i København, arbejder som forfatter. Veronika Vidø, f. 1994 i København, bosat i Amsterdam, studerer på Gerrit Rietveld Academie.

Et hastigt møde, sitrende hænder. Omfavnelsens tryghed. En mors hår der fejer over barnets ansigt. Et venskab der fortsætter livet igennem.

Næste Nr.

I næste nummer af litteratur- og billedkunsttidsskriftet Texas Longhorn er temaet KÆRLIGHED. Vi fascineres af kærligheden, vi drømmer og vi længes. Men hvad er kærlighed egentlig? En længsel efter at forstå os selv gennem andre? Et biologisk behov – trangen til reproduktion? Eller er kærligheden mest af alt en kulturel konstruktion? I billedkunsten er kærligheden gengivet i alt fra hulemalerier til fotografier og tegneserier. Inde i pyramiderne findes utallige billeder af den egyptiske kærligheds- og livsgenererende gudinde Hathor, med de to horn og solskiven i mellem. Botticelli har malet det berømte billede af kærlighedsguden Venus’ fødsel.

Kærlighed

Historisk set hænger kærlighed og frugtbarhed ofte sammen i billedkunsten, men kærligheden er vel ikke altid smuk og billedskøn? I Dantes Den guddommelige komedie åndeliggøres kærligheden gennem nedstigningen til helvede, gennem skærsilden og op i paradiset. For Dante er Beatrice en engel, hvorigennem Guds tilstedeværelse åbenbares. Er kroppen(e) blevet kærlighedens forankring i den nyere billedkunst og litteratur? Og hvordan vil kærligheden mutere i fremtidens teknologiorienterede samfund, hvor kroppens dele kan udskiftes og optimeres? Vil man kunne uploade sin elskedes bevidsthed til en altid tilgængeligt server? Vil kunstig intelligens og virtuel virkelighed byde på nye ”kunstige” kærlighedsformer?