4 minute read

Hvad er den sortmundede kutling for en fisk?

Den sortmundede kutling er en aggressiv grovæder, der kan leve næsten overalt, og det gør den til en sand vinder.

Tekst: Rikke Bolander Foto: Henrik Carl, Statens Naturhistoriske Museum

Advertisement

Hvis du fisker i kystvandene i den sydøstligste del af Danmark, har du med stor sandsynlighed stødt på den sortmundede kutling. Første gang, den invasive fisk blev registreret herhjemme, var ud for Bornholm i 2008, og året efter blev et eksemplar fanget i Guldborgsund. Siden er den vokset voldsomt i antal omkring Lolland, Falster, Sydfyn og Sydsjælland, og den spreder sig ligeså langsomt længere nord og vest på. Men hvad er det for en fisk? Og hvorfor klarer den sig så meget bedre end vores hjemmehørende arter?

Den største kutling

I de danske kystvande lever der ifølge fiskepleje.dk i forvejen seks arter af kutling, hvoraf den mest almindelige er toplettet kutling. Ligesom andre kutlingearter er den sortmundede kutling kendetegnet ved at have et bredt hoved og store brystfinner, som den bruger som støtte, når den ligger på bunden. Af udseende ligner den især vores egen sortkutling, men man kan kende forskel på dem ved, at den sortmundede kutling har en tydelig mørk plet bagerst på første rygfinne, mens sortkutlingen har en plet forrest på første rygfinne.

Den sortmundede kutling er grålig og sandfarvet med sorte og brune aftegninger, men det er ret forskelligt fra fisk til fisk. I gydetiden er hannen helt sort. De fisk, der bliver fanget, er normalt mellem 10-20 centimeter, men den kan ifølge fiskepleje.dk blive helt op til 25 centimeter og er dermed den største kutling herhjemme. Det er endnu en måde, den adskiller sig fra sin fætter sortkutlingen på.

Omstillingsparat

Den sortmundede kutling er altså en fin fisk, og den smager tilmed godt. Problemet er bare, at den er invasiv, og derfor skaber den stor frustration og bekymring blandt fiskere, forskere og naturelskere. I Den Danske Ordbog er definitionen på en invasiv art, at den er “indført et sted, hvor den ikke er naturligt hjemmehørende, og hvor den spreder sig aggressivt med fare for at forstyrre den økologiske balance”. Og det er netop, hvad den sortmundede kutling gør, fortæller Jane Behrens, der er seniorforsker ved DTU Aqua.

“Invasive arter klarer sig typisk godt ved bred vifte af temperaturer og saltholdighed.”

Faktisk kan den sortmundede kutling klare sig i helt fra -1°C. til +30°C, men ifølge Jane Behrens er den især glad for de høje temperaturer.

“Det giver god mening, for den kommer fra Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Den er altså ikke generet af de stigende havtemperaturer, og der har den

Den sortmundede kutling lever på bunden, hvor den graver huller og æder alt, den kan komme i nærheden af.

måske en konkurrencefordel modsat f.eks. torsken.”

Den kan desuden leve både i ferske søer og åer og i brakvandsområder som Østersøen. Undersøgelser har dog vist, at den vokser bedst i brakvand.

Ændrer bunden

Om vinteren trækker den sortmundede kutling ud på dybere vand, hvor det er knap så koldt, men ellers opholder den sig gerne kystnært. Den lever på bunden, hvor den spiser hvirvelløse dyr som orme, snegle, krabber og muslinger, og det kan ses på bunden, fortæller Jane Behrens.

“Bundfaunaen ændrer sig i områder med mange sortmundede kutlinger. De spiser dyr, der har deres egne roller i økosystem. Muslinger renser f.eks. vandet, og det sortmundede kutlinger kan fjerne rigtig mange muslinger.”

Det bekræfter Peter Rask Møller, der er lektor ved Naturhistorisk Museum på Københavns Universitet.

“Vi har en formodning om, at de simpelthen spiser op. De støvsuger bunden for snegle og muslinger,” siger han.

Vinder altid

Den ser ikke ud af meget, den sortmundede kutling, men den formår alligevel at skubbe mange andre arter af pinden, fortæller Peter Rask Møller .

“De har dokumenteret negativ effekt på skrubber, og de er også et problem for rejer. Der er lavet forsøg, hvor vi kan se, at de kæmper om pladsen med sortkutlingen, og den sortmundede kutling vinder altid. Den bliver meget tit den dominerende fisk,” fortæller han.

Ud over at være en grovæder, der næsten kan leve overalt, er den meget territorial, fortæller Peter Rask Møller.

“De er isære meget aggressive, når de skal forsvare reder med æg. De kan også finde på at angribe andre fisk i ruser. Selv ål og andre sejlivede fisk. Man har set eksempler hvor ål er helt skælløse, efter at have været i karambolage med en sortmundet kutling,” fortæller han. Kampen mod den sortmundede kutling er dog ikke helt tabt. Som du kan læse mere om på side 24, er der tiltag i gang, der allerede nu er med til at få has på den invasive lille fisk.

This article is from: