3 minute read

Nyt fra lokalforeninger og kredse

KREDS 2 Hornfiskekonkurrence i Gershøj

Af Niels Winther

Advertisement

Gershøj Fritidsfiskerforening og Gershøj Jagtforening har været værter for en stor hornfiskekonkurrence på Roskilde Fjord. Der var 99 betalende gæster i det fine vejr, og der blev fanget masser af hornfisk heraf flest på silkesnor. Bedste båd fangede 45 styks på de små tre timer, der var afsat. Vi startede kl. 9, og alle skulle være i havn til indvejning inden kl. 12.

Der blev delt hornfisk ud til højre og venstre til de glade tilskuere som havde læst om arrangementet i lokalaviserne. Stor tak til alle vores venlige sponsorer, der sørgede for flotte præmier til både fiskerne og det efterfølgende lotteri.

Her fra foreningen skal der også lyde en stor tak til alle deltagerne, som sluttede op om vores arrangement. Til slut vil jeg lige bemærke, at vores landsformand Jesper Simonsen havde lavet en lille medlemshvervning, som gav 10 nye medlemmer på dagen.

Vi ses igen til næste år!

Hornfiskekonkurrence i Frederikssund

Af Nikita Turunen

Frederikssund Fritidsfiskerforening har afholdt og gennemført den årlige hornfiskekonkurrence. På trods af køligt og overskyet vejr fra morgenstunden, kom det gode vejr alligevel og hilste på os.

Konkurrencen bød på rigtig mange deltagere fra den lokale by, hvilket må siges at være en succes. Derfor håber vi også på at kunne gentage dette arrangement næste år.

Børnerækken blev vundet af Zascha Jensen med en hornfisk på 423 g. ud af fem deltagende børn. Anden- og tredjepladsen kunne desværre ikke uddeles, da der ikke blev indvejet fisk fra de fire andre tilmeldte børn.

Voksenrækken blev vundet af Shaquira Rosales med en hornfisk på 719 g. Andenpladsen gik til Kasper Jensen med en hornfisk på 630 g. og Martin Krause tog sig af tredjepladsen med en hornfisk på 559 g.

Foreningen takker for det fine fremmøde, og måske ses vi næste år.

På besøg i (måske) ny forening

Af Niels Winther

Vores landsformand, Jesper Simonsen, har atter været på charmeoffensiv. Denne gang var han inviteret til Veddelev Havn ved Roskilde, hvor en lille gruppe fritidsfiskere er i gang med at lave en fiskeriforening. Jesper blev bedt om at fortælle om, hvordan man driver en forening som for eksempel Gershøj. Der var mødt 22 interesserede personer op i Veddelev Strands Sejlklub. De lyttede til Jespers foredrag og så lidt lysbilleder. Hvordan udfaldet af mødet bliver, vides på nuværende tidspunkt ikke.

KREDS 3 Årlig hornfiskekonkurrence vender tilbage

Af Louis Jubelsky

Lørdag d. 7. maj afholdt DAFF Lolland/Falster - efter 2 års corona-pause - den årlige “Hornfiskekonkurrence på Nordlolland” i Blans Havn

Der var tilmelding fra kl. 9.00, og starten gik præcis kl. 10.00. I dagens anledning var det gratis at benytte havnens slæbested.

Der var 71 tilmeldte, som alle fiskede fra joller. Kl. 13.00 var der opmåling og den største fisk, der målte 78 cm, vandt førstepræmien på 750 kr.

KREDS 9

Vejle på Vesterhavet

Af Henning Fredberg

Lørdag den 2. april havde Vejle Amatørfiskerforening lejet det gode skib ”Mågen” af Nørre Vorupør, og 12 medlemmer var på en fantastisk fisketur på Vesterhavet med flot vejr og masser af fisk - særligt torsk.

På billedet til venstre ses tre glade fiskere: Kenneth Gravesen, Thomas Holm Pedersen og Henning Fredberg.

Det er lidt specielt, når båden trækkes op på land, fortæller Henning. Foto: Slaunger, WikiCommons

Generalforsamling i Vejle Amatørfiskerforening

Søndag den 20. marts blev der afholdt generalforsamling i Vejle Amatørfiskerforening. En hyggelig formiddag for de 20 fremmødte medlemmer med bl.a. amerikansk lotteri med fine gevinster fra Daconet m.fl. Til bestyrelsen blev genvalgt Henning Fredberg, Svenn Vølker og Lasse Mikkelsen, og den samlede bestyrelse består herefter af: Henning Fredberg, formand, Benny Villadsen, kasserer, Lasse Mikkelsen, Svenn Vølker og Claus Svejstrup.

Motorkursus i Vejle Amatørfiskerforening

Af Henning Fredberg

Den 7. april blev der afholdt motorkursus i Vejle Amatørfiskerforening.

Kredsformand Kurt Asmussen gennemgik og servicerede en påhængsmotor og en Buch Indenbådsmotor for de 15 fremmødte medlemmer.

En rigtig god og lærerig aften, hvor alle fik gode tips til den kommende sæsonstart.

This article is from: