Dansk ekspeditionshistorie bind 1 by Gads Forlag

I kongens og oplysningens tjeneste

1600-1850

DANSK EKSPEDITIONS HISTORIE

DANSK EKSPEDITIONSHISTORIE I kongens og oplysningens tjeneste 1600-1850 © 2021 Forfatterne og Gads Forlag Fagredaktion: Anne Haslund Hansen og Michael Harbsmeier Projektledelse: Henrik Sebro Forlagsredaktion: Rikke Kensinger Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Le bureau Sat med: Core Sans og De Archie Repro: Narayana Press Tryk og indbinding: PnB Printed in Latvia ISBN: 978-87-12-06587-6 Dette binds ISBN: 978-87-12-06827-3 Kopiering fra denne bog må kunne finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPYDAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. Forsidebillede: Tegning fra en dansk skibsjournal, 1720’erne, Det Kgl. Bibliotek. www.gad.dk Bogen er udgivet med støtte fra Augustinus Fonden og i samarbejde med Nationalmuseet samt Det Kongelige Danske Geografiske Selskab.

DANSK EKSPEDITIONS HISTORIE I kongens og oplysningens tjeneste 1600-1850

Redigeret af Anne Haslund Hansen og Michael Harbsmeier

Gads Forlag

INDHOLD FORORD Danske videnskabelige ekspeditioner Fra 1600-tallet til i dag KAPITEL 1 Carsten Niebuhrs arabiske rejse En dansk ekspeditionshistorie Anne Haslund Hansen og Michael Harbsmeier KAPITEL 2 På jagt efter nordboer, sølv og søvejen til Østen Ekspeditioner til Arktis under Christian 4. Peter Andreas Toft KAPITEL 3 Fra sømandsgarn til videnskab Danskere på ostindiske ekspeditioner i 1600-tallet

Michael Harbsmeier KAPITEL 4 Berings transsibiriske felttog 1700-tallets russiske ekspeditioner Morten Hahn-Pedersen KAPITEL 5 Tegneren Frederik Ludvig Nordens 100 dage på Nilen 1737-1738 Paul John Frandsen og Anne Haslund Hansen KAPITEL 6 Islændinge på en dansk ekspedition Kortlægning af Island 1752-1757 Christina Folke Ax

DANSK EKSPEDITIONSHISTORIE / 1600-1850

106

142

176

KAPITEL 7 Morten Thrane Brünnich En naturforsker i Dalmatien Anne Haslund Hansen KAPITEL 8 En videnskabelig ekspedition til verdens ende Venuspassagen i 1769 Helge Kragh KAPITEL 9 Sproggranskeren på feltarbejde Rasmus Rask hører stemmer i Serampore Michael Harbsmeier

204

238

266

KAPITEL 10 Christian Tuxen Falbe i Nordafrika Diplomat, kartograf, arkæolog, spion og pionerfotograf John Lund og Anne Haslund Hansen KAPITEL 11 Botanik i borgerkrigenes skygge Frederik Liebmanns ekspedition til Mexico 1840-1843 Mille Gabriel KAPITEL 12 Den sidste ekspedition i kongens tjeneste Korvetten Galatheas jordomsejling 1845-1847 Kristian Hvidtfelt Nielsen og Bente Wolff Noter Litteratur Personregister Stedregister Om forfatterne

298

324

358

394 406 426 432 440

Indhold

FORORD

DANSKE VIDENSKABELIGE EKSPEDITIONER FRA 1600-TALLET TIL I DAG

At rejse ud og opdage, at kortlægge og bringe nyt hjem har dannet vores verdensbillede, præget vores nationale selvopfattelse, ført til politiske beslutninger og til berømmelse og død. Danske ekspeditioner har banet vej for kolonisering og været en vigtig brik i dansk udenrigspolitik. De har ført til videnskabelige landvindinger og skabt grundlag for museer, der har formidlet verden for generationer. Videnskabelige ekspeditioner har været med til at forme Danmark. Flere af dem har også sat deres præg på den verden, de rejste til – ligesom den har præget dem. De ofte årelange ekspeditioner har været skelsættende for mange af deltagerne, som blev presset til det yderste af deres formåen og erkendelse. Fortællingen om tilsyneladende uovervindelige udfordringer, ekstreme forhold og heroi-

ske handlinger har givet flere ekspeditioner og ekspeditionsdeltagere noget nær mytologisk status. Danske videnskabelige ekspeditioner er derfor heller ikke et ubeskrevet kapitel. En del ekspeditionsdeltagere har selv bidraget til fortællingen med dramatiske rejsebeskrivelser fulde af eventyr og eksotiske møder, og fagfolk har i biografiske og faghistoriske værker taget rejserne, deltagerne og deres betydning under videnskabelig behandling og genfortælling. I Dansk ekspeditionshistorie samler vi for første gang dansk ekspeditionshistorie under ét som en fortløbende fortælling fra 1600-tallet til i dag. Vi undersøger danske eller danskledede ekspeditioner i en større sammenhæng, og vi både krydser og sammenfletter videnskab, teknologi,

DANSK EKSPEDITIONSHISTORIE / 1600-1850

Forrige opslag. C.W. Eckersberg, Korvetten Galathea i en storm i Nordsøen, 1839, Statens Museum for Kunst. Modsatte side. Den danske rejsende F.L. Norden tegnede i 1737 disse to ægyptiske obelisker i Alexandria. I dag står de henholdsvis i London og New York. Fra Rejse i Egypten og Nubien, Forlaget Vandkunsten.

atur, kultur, økonomi og geopolitik. I tre n bind trækker vi glemte og kendte ekspeditioner frem, og vores ambition er at fortælle ekspeditionernes historier med nye perspektiver, nye hovedpersoner og nye indfaldsvinkler. En del af værkets forfattere har derfor også selv været på miniekspeditioner ind i hidtil oversete arkiver og kilder.

I UKENDT TERRÆN Begrebet ekspedition kommer fra den militære verden, men bruges typisk – og også i dette værk – til at betegne længere civile eller videnskabelige rejser til uudforskede områder. Med et spænd på mange hundrede år er ekspeditioner i dag et noget andet fænomen, end de var tidligere. Landkortene har fået andre farver, det faglige arbejde har ændret sig, og deltagerne er sjældent helt afskåret fra dem derhjemme. Men ekspeditioner udfordrer og udvider stadig vores forståelse af verden. Mange ekspeditioner har været rent danske – organiseret af danskere, med nationale formål, danske deltagere og for danske penge. Men i lange perioder har ekspeditioner været internationale foretagender med deltagere fra flere lande og kulturer, og i dag er mange ekspeditioner store tværgående konsortier. Alligevel holder vi fast i, at vi fortæller dansk ekspeditionshistorie. Det gør vi, fordi ekspeditioner tidligere hang stærkt sammen med national prestige, endog hævdelse af territorial, kolonial suverænitet. Det er tydeligst i bind 2, mens bogværket også omfatter ekspeditioner, hvor det danske islæt er mindre fremtrædende, og enkelte, hvor kun få danskere deltog. De ekspe-

ditioner var til gengæld finansieret eller iværksat af eksempelvis det danske kongehus, Nationalmuseet, Carlsbergfondet eller Det Kongelige Danske Geografiske Selskab. Udvalget af ekspeditionerne i værket har redaktionen nøje sammensat efter samtaler og diskussioner med forfatterne og fagfolk. Vi kunne have taget andre ekspeditioner med og har foretaget mange svære til- og fravalg. Dem kan man altid diskutere. Frem for alt har vi ønsket at vise dansk ekspeditionshistories meget store spændvidde kronologisk, videnskabeligt og tematisk, og vi har bestræbt os på en både geografisk og tidslig spredning. Små, individuelt initierede ekspeditioner er præsenteret side om side med enorme udstyrsstykker, semividenskabelige ekspeditioner side om side med videnskabeligt banebrydende ekspeditioner og kulturvidenskabelige ved siden af naturvidenskabelige. Carsten Niebuhrs legendariske arabiske rejse er medtaget – han var tysk, men udsendt af den danske konge. Den danske flådeofficer Vitus Berings ekspeditioner har også fået en naturlig plads i værket, selv om Bering arbejdede i den russiske zars tjeneste. Begge ekspeditionerne var skelsættende og fik stor betydning for eftertiden.

AT BEGRIBE OG FORSTÅ I Dansk ekspeditionshistorie viser 25 fagfolk, hvordan ekspeditioner i århundreder har præget og selv er blevet præget af videnskaberne – fra de tidligste ekspeditioners søgen efter bibelske steder og det, der for dem var ukendt land, til de seneste ekspeditioners karakter af dialogisk feltarbejde, genbesøg, undersøgelser og

DANSK EKSPEDITIONSHISTORIE / 1600-1850

eksperimenter. Deltagerne har hjembragt store mængder data – beretninger, observationer, opmålinger, fysiske prøver og kulturhistoriske genstande. Deres resultater er publiceret gennem videnskabelige kanaler, de er drøftet i internationale videnskabelige samfund og formidlet bredt i form af reportager, udstillinger, rejseberetninger og meget mere. Ekspeditionerne har altid været i dialog med de videnskabelige paradigmer og diskurser i tiden, og de har banet vej for viden, forståelser og nybrud. Nogle gange fremstår den videnskabelige ambition dog snarere som et alibi for motiver af personlig, økonomisk eller politisk karakter. I notesbøger, breve og artikler er det tydeligt, at ekspeditionsdeltagernes møde med fremmede personer, livsvilkår og tænkning har præget deres liv. For dem handler ekspeditioner om udsyn, livsmuligheder og prestige – og om rastløshed, eventyrlyst og nysgerrighed. Trangen til at udforske bag de blå bjerge kaster derfor også lys over temaer som køn, offentlighed, kommunikation og globalisering. Grundlæggende handler ekspeditioner om at tage ud for at forstå og begribe det anderledes. Det sker gennem det repertoire af begreber og forestillinger, man har til rådighed, og som skifter i tid og rum. I en betydelig periode prægede racetænkning og racisme den videnskabelige og folkelige opfattelse af verdens folk og kulturer. Ekspeditionsdeltagerne var, som alle andre, formet af deres tid, og ofte var de engagerede i kulturmøder, forskede i fremmede kulturer og gik ind i racetænkningens teoretiske diskussioner. Deres sprogbrug og holdninger er typisk anderledes end nutidens og kan fremstå stødende og nedladende. Bogværkets ambition er at tage afstand ved at forsø-

ge at forstå aktørerne i deres historiske kontekst – at forstå rationalet, se nuancerne og lade citaterne stå. Racismen og de asymmetriske magtforhold, der stadig i dag gør sig gældende imellem vestlige lande og tidligere koloniserede samfund, er en af vor tids store udfordringer. Dansk ekspeditionshistorie er en væsentlig kilde ikke kun til andre kulturer, men også til indsigt i, hvordan danskeres syn på og omgang med mennesker fra andre kulturer og med anden hudfarve har forandret sig. Et kolonialt menneskesyn har præget den traditionelle historieskrivning om ekspeditionerne. Ofte fremstilles de som alene drevet af europæiske forskere, der kæmper med naturen, dyr og vilde mennesker. I dette værk flytter vi derfor hvor muligt fokus mod det tværkulturelle samarbejde, som ekspeditionerne også kunne være. De lokale aktørers viden, deres færdigheder og teknologier var ofte af helt afgørende betydning for ekspeditionernes succes og videnskabelige resultater. Deres stemme er et nødvendigt korrektiv til den europæiske fortælling, for selv om danske ekspeditioner havde succes med at indsamle genstande fra mange forskellige steder i verden, levnede de ikke deres værtsfolk mange muligheder for selv at komme til orde. De fremstod typisk som genstand for en eksotiserende nysgerrighed.

VÆRKETS OPBYGNING Bogværket er opbygget kronologisk. De enkelte bind – og kapitler – kan læses uafhængigt af hinanden, som man lyster, men de kan også læses i en lang linje fra Christian 4.s tidligste udsendte til

Forord

astronauten Andreas Mogensens rejse ud i rummet – fra begyndelsen på indsamlingen af viden om andre kulturer til, hvordan denne viden i dag kan bruges også af dem, ekspeditionerne besøgte. Bind 1, I kongens og oplysningens tjeneste 1600-1850, lægger ud med at bruge Carsten Niebuhrs Arabiske Rejse 1761 til 1767 til at vise, hvad der forstås ved en videnskabelig ekspedition. I lyset af den fremstår de tidlige arktiske og ostindiske ekspeditioner i 1600-tallet som rejser, der tjente andre formål end de videnskabelige og kun i begrænset omfang førte til nye erkendelser og videnskabelige resultater. I 1700-tallet er Den Arabiske Rejse langtfra det eneste eksempel på den enevældige kongemagts ønske om at fremme oplysningen ved at støtte tværvidenskabelige ekspeditioner til så forskellige destinationer som Ægypten og Sibirien, Island og Dalmatien, Indien og Nordafrika, Nordnorge og Mexico. Efterhånden spillede mere veldefinerede faglige discipliner som astronomi, sprogvidenskab, arkæologi og botanik en mere fremtrædende rolle for ekspeditionerne, mens Galathea-ekspeditionens jordomrejse i midten af 1800-tallet genforenede fagområderne under nationale ambitioner om at sikre Danmark en plads blandt de europæiske magters koloniale verdensherredømme. Bind 2, For fremskridtet og nationen i imperiernes tid 1850-1945, tager afsæt i en periode præget af dlesvigske krige, hvor få danske ekspeditioner satte ud. Men fra 1880’erne tog det fart. Berlinkonferencen i 1884-1885 markerede kolonialismens og imperialismens kulmination, der også blev de videnskabelige ekspeditioners

guldalder. Flere af ekspeditionerne udspillede sig i intens konkurrence mellem de europæiske stormagter, der alle arbejdede for at kortlægge og underlægge sig omverdenen. Samtidig indsamlede ekspeditionerne værdifulde naturhistoriske og etnografiske samlinger til de nye nationale museer, der skød op overalt i Europa. Udforskningen af Grønland gjorde Danmark til en kolonimagt om ikke i størrelse så dog på linje med andre, og som neutral småstat fik Danmark rig mulighed for at rejse ud i og udforske områder, der var kontrolleret af de imperiale stormagter. Det førte danskerne ud i det meste af verden. Videnskabelige interesser kom dog i stigende grad til at stå i skyggen af nationale ambitioner ved, at der oftest kun var danskere med på ekspeditionerne. Den videnskabelige metode og rejsens transportmidler ændrede sig også, i takt med at periodens teknologiske gennembrud – telegrafen, dampskibet, jernbanen, fotografiapparatet – vandt indpas. Heller ikke kolonierne stod uforandrede under den vestlige påvirkning, og et hovedformål for mange ekspeditioner blev at redde og sikre vidnesbyrd om de livsformer og kulturer, der var ved at bukke under og forsvinde. Bind 3, Kold krig, afkolonisering og nye horisonter 1945-2020, omhandler perioden efter 2. Verdenskrig, hvor de store imperier gik i opløsning, og kolonierne i større eller mindre grad blev selvstændige nationer. Fortidens racistiske verdensbilleder blev udfordret eller forandrede sig, ligesom selve grundlaget for videnskabelige ekspeditioner. Især blev der sat spørgsmålstegn ved ekspeditioner med et kulturvidenskabeligt sigte, da forskere i højere grad søgte at

DANSK EKSPEDITIONSHISTORIE / 1600-1850

forstå fremmede kulturer på deres egne præmisser. Ekspeditioner blev af samme grund kritiseret for ikke at leve op til et moderne forskningsideal baseret på fordybelse og indlevelse. Hertil var det stationære feltarbejde mere egnet, og det vandt indpas som videnskabelig standard. Når ekspeditionen alligevel har overlevet som videnskabelig praksis, skyldes det videreudviklingen af nye teknikker og metoder i felten. I de tidlige efterkrigsår havde mange ekspeditioner et udpræget nationalt præg, men i løbet af perioden blev ekspeditioner til internationale foretagender eller konsortier, specielt på de naturvidenskabelige områder. I dag bliver den internationale dimension understreget af, at videnskabelige og politiske udfordringer er globale. Vi håber, at Dansk ekspeditionshistorie vil give læseren perspektiver på den

store verden, dens historie, mennesker og natur. Vi håber også, at værket vil inspirere til at læse mere om danske ekspeditioner, til måske selv at rejse i nogle af ekspeditionernes fodspor og til at finde frem til nogle af de mange hjembragte genstande, der befinder sig på danske museer og samlinger og ikke mindst i de forskellige afdelinger af Nationalmuseet. Netop Nationalmuseet har dannet ramme om værkets tilblivelse, og det er takket være Det Kongelige Danske Geografiske Selskab og Augustinus Fonden, at planerne kunne blive til virkelighed.

REDAKTIONEN, AUGUST 2021 Michael Harbsmeier, Anne Haslund Hansen, Jesper Kurt-Nielsen, Christian Sune Pedersen, Peter A. Toft og Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Forord

KAPITEL

CARSTEN NIEBUHRS ARABISKE REJSE EN DANSK EKSPEDITIONSHISTORIE

ANNE HASLUND HANSEN MICHAEL HARBSMEIER

Den Arabiske Rejse 1761-1767 Videnskabeligt formål: Bibelkritiske, oldtidshistoriske og naturhistoriske studier Geografisk mål: Den Arabiske Halvø og omkringliggende lande Ledende deltagere: Frederik Christian von Haven, Peter Forsskål, Carsten Niebuhr, Georg Wilhelm Baurenfeind og Christian Carl Kramer

Det var for penge og med instrukser fra den danske konge, at Carsten Niebuhr i januar 1761 sammen med fire andre lærde mænd drog afsted på en stort anlagt ekspedition til Mellemøsten. Ekspeditionen er siden blevet kendt både for betydelige videnskabelige resultater og for dramatiske hændelser og dødsfald, som betød, at Niebuhr var den eneste, der syv år senere vendte hjem. Ekspeditionens forberedelser, rejsens forløb, deltagernes forhold til hinanden og til de mange ”morgenlændinge”, som de kaldte dem, de mødte, er lige så velbelyste i kilderne som ekspeditionens hjembringelser og forskningsresultater. Derfor er netop denne ekspedition velegnet til at kaste lys over de aspekter og perspektiver, der kendetegner denne og mange andre videnskabelige ekspeditioner.

EN VIDENSKABELIG EKSPEDITION Carsten Niebuhrs arabiske rejse tillader et enestående indblik i alle aspekter af en videnskabelig ekspedition: Den er veldokumenteret, når det gælder de omfattende forberedelser forud for rejsen, selve rejsens dramatiske forløb, og hvad angår de mange resultater, ekspeditionen førte med sig.1 At Den Arabiske Rejse ydermere er en af de mest veludforskede ekspeditioner i det hele taget giver rige muligheder for at gå i dybden med mange af de perspektiver, der alle dage har fascineret de mange, der har fulgt eventyret fra afrejsen til hjemkomsten. Fortællinger om ekspeditioner er ikke blot umiddelbart spændende som beret-

ninger om sejre og heltegerninger, slagsmål og konflikter, konfrontationer og dødsfald. De peger også på udviklingen af de videnskabelige teorier og discipliner, der indgår i forberedelserne og spiller hovedrollen i udnyttelsen af de hjembragte resultater. Selv om fokus nok så meget er på videnskab og forskning også ude i felten, er ekspeditioner tillige en fremragende kulturhistorisk kilde ved at fortælle om, hvilke interesser sponsorerne havde i at finansiere projektet, og hvordan offentligheden blev delagtiggjort og tog del i det hele både før, under og efter rejsen. Vi skal her tage afsæt i Den Arabiske Rejse for at kaste mere generelt lys over, hvad man i dag kan få ud af at sætte sig ind i tidligere tiders mange former for rejsebaseret vidensproduktion. Fremstillin-

DANSK EKSPEDITIONSHISTORIE / 1600-1850

Forrige opslag. Udsnit fra G.W. Baurenfeinds tegning side 32. Modsatte side. Hjemme i København poserede Niebuhr for dette billede, som skal vise en fornem yemenitisk arabers beklædning – og måske samtidig ham selv på arbejde i felten. Fra Niebuhrs Rejsebeskrivelse, Forlaget Vandkunsten.

gen følger den mere udførlige indledning til den danske oversættelse af første bind af Carsten Niebuhrs Rejsebeskrivelse, der udkom på Forlaget Vandkunsten i 2003 for derudfra at udvide perspektiverne.2

FØR REJSEN Tanken om den rejse, der siden skulle knyttes uløseligt til navnet Carsten Niebuhr, blev for første gang fremført offentligt i en tale på latin ved årsfesten for Videnskabernes Akademi ved universitetet i Göttingen lørdag den 10. november 1753. Talen blev holdt af selskabets sekretær, bibelforskeren og orientalisten Johann David Michaelis og drejede sig om, ”hvor mange spørgsmål der stadig findes om orientens geografi, oldsager og naturhistorie, som især bibelforskere gerne vil have afklaret, men som ikke kan besvares på anden måde end af en, der gennemrejser Palæstina og Arabien grundigere, end det hidtil er sket”.3 Universitetet i Göttingen var et ungt og progressivt lærdomssted, grundlagt i 1737, og videnskabsakademiet var i 1753 kun to år gammelt. Karakteristisk for dem begge var bestræbelserne på en mere virkelighedsnær og empirisk form for videnskab og forskning end den skolastiske stuelærdom, som universiteterne var blevet kritiseret for gennem de forudgående årtier. Mange af professorerne havde en tværfaglig tilgang og nye indsamlingsmetoder stod stærkt. Ekskursioner til det nærliggende Harzen var således allerede fra 1738 et tilbagevendende tilbud til de studerende, mens fjernere rejsemål først og fremmest blev dyrket gennem bibliotekets omfattende beholdning af de nyeste britiske, franske, hollandske, svenske og russiske ekspeditionsberetninger. De udgjorde også hovedindholdet for de omfangsrige

anmeldelser, oversættelser og samlinger af rejsebeskrivelser, som nogle af professorerne i Göttingen tog initiativ til at lade trykke. Da Michaelis fremsatte sit forslag om en rejse til Arabien, var den første forskningsrejsende, der blev udsendt fra Göttingen, allerede taget afsted på vej til Nordamerika på initiativ af præsidenten for akademiet, Albrecht von Haller. Han havde i øvrigt også iværksat de første botaniske og mineralogiske ekskursioner til Harzen. Finansieringsmetoden for rejsen til Nordamerika var den samme, som Michaelis nu foreslog, nemlig at lade interesserede lærde i hele Europa skyde penge i projektet i en form for subskriptionsordning. Til gengæld skulle de hver især få andel i udformningen af de vigtige videnskabelige spørgsmål, som den rejsende forsker skulle besvare undervejs. Albrecht von Haller havde imidlertid ringe held med sit foretagende. Den unge og lovende Christlob Mylius, som han havde udset til rejsen til Nordamerika, var på det tidspunkt kun kommet til London, hvor han tilsyneladende fejrede sin kommende forskningsrejse så eftertrykkeligt, at de fleste af de indskudte penge allerede var blevet soldet op i efteråret 1753. Da efterretningerne om Christlob Mylius’ død i marts 1754 i et af Londons fattigste kvarterer nåede frem til Göttingen, var tiden ikke længere inde til endnu en enmandsekspedition finansieret per sammenskudsgilde af lærde interessenter.4 Men Michaelis gav ikke op så let. Allerede to år senere, i 1756, begyndte han igen at arbejde for projektet om en arabisk rejse. Denne gang ville han dog prøve at skaffe de fornødne midler på en anden måde. Tilskyndet måske af efterretninger om den danske konges fremsynede og bredtfavnende kulturpolitik5 skrev han til Fre-

DANSK EKSPEDITIONSHISTORIE / 1600-1850

derik 5. gennem den danske udenrigsminister, Johan Hartvig Ernst Bernstorff, der straks viste stor interesse for projektet. Brevvekslingen mellem Michaelis og Bernstorff førte til yderligere planer for deltagere og rejserute. Ud af flere kandidater valgte man i første omgang filologen Frederik Christian von Haven (f. 1727), der kom fra Danmark og havde studeret orientalske sprog hos Michaelis, ligesom der skulle findes en botaniker. Michaelis pegede på Peter Forsskål (f. 1732), der havde fulgt forelæsninger hos Carl von Linné i Uppsala og indskrevet sig hos Michaelis i 1753. Efter ønske fra von Haven, der allerede nu så omfanget af ekspeditionens mål og fagligheder svulme, fandt man, igen ved Michaelis’ hjælp omsider fysiker og matematiker Carsten Niebuhr (f. 1733), som han havde fået anbefalet af sin kollega Abraham Gotthelf Kästner.6 Fra dansk side udnævntes yderligere Georg Wilhelm Baurenfeind (f. 1728) som tegner, Christian Carl Kramer (f. 1732) som læge samt den tidligere svenske soldat Lars Berggren som tjener for holdet. Efter yderligere forberedelse i form af sprogstudier i Rom for von Havens vedkommende, grundig oplæring hos den berømte matematiker og astronom Tobias Mayer for Carsten Niebuhrs og udfærdigelsen af en udførlig instruks i 43 paragraffer7 kunne de seks mænd endelig afrejse fra København den 4. januar 1761. Der var nu gået lidt over syv år, siden Michaelis i november 1753 holdt sin tale i Göttingen.

FORBEREDELSER Ekspeditioner begynder således ikke ved afrejsen, men med en lang række forberedelser. Nogle gange, som i Niebuhrs tilfælde, er det slet ikke de rejsende selv,

der sætter det hele i gang. Og ofte involverer forberedelserne mange institutioner som for eksempel universiteter og videnskabelige akademier, men også de sponsorer og finansieringskilder, der er i stand til at betale. I Niebuhrs tilfælde det danske kongehus. I praksis drejer det sig om transportmidler, såsom de skibe, der mange gange endda lægger navn til hele ekspeditionen. Det drejer sig også om de videnskabelige instrumenter, som for eksempel det astrolabium, som Niebuhr blev oplært i at bruge. Og mens der allerede fulgte en maler med på Den Arabiske Rejse, gjorde senere ekspeditioner udstrakt brug af de mest avancerede instrumenter og apparater til indsamling af billeder og lyde og for at måle, veje, registrere og hjembringe alskens andre slags data. Videnskabelige ekspeditioners historie er således også fortællingen om transport- og kommunikationsteknologiernes historie. Først og fremmest drejer forberedelserne sig dog om udformningen af de spørgsmål, som ekspeditionsdeltagerne skal søge at finde svar på, og det drejer sig om præciseringen af de opgaver, de hver især skal påtage sig. Niebuhrs arabiske rejse udmærker sig ved, at der foreligger et omfattende kildemateriale om netop denne del af rejseforberedelserne. Michaelis’ tale indeholdt allerede en lang række spørgsmål, som han gerne ville have besvaret, men i takt med at forehavendet voksede, inddrog Michaelis også andre lærde fra ind- og udland til at udforme et meget omfattende katalog af spørgsmål. Kataloget udkom endog på tryk både på tysk og på fransk, året efter at ekspeditionen var kommet afsted. Med denne publikation opnåede Den Arabi-

K apitel 1

DANSK EKSPEDITIONSHISTORIE / 1600-1850

Mange af de dyr og planter, som blev indsamlet under rejsen, findes endnu bevaret på Statens Naturhistoriske Museum. Torben Eskerod, Forlaget Vandkunsten.

K apitel 1

ske Rejse næsten lige så stor anerkendelse og opmærksomhed blandt de lærde i oplysningstidens Europa, som da resultaterne efterhånden blev offentliggjort, da Carsten Niebuhr vendte hjem seks år senere. Det er ikke mange ekspeditioner, der var så velforberedte som Den Arabiske Rejse med instruksens 43 paragraffer og bogværket med de 100 lærde spørgsmål. I mange andre tilfælde foreligger der kun instrukser, som aldrig er blevet offentliggjort eller ligefrem er hemmeligholdt, og ofte har de rejsende måttet nøjes med de mere generelle anvisninger og anbefalinger. Dem kunne de læse sig frem til i nogle af de mange såkaldt apodemiske tekster, der siden renæssancen instruerede de pilgrimme, dannelsesrejsende og turister i, hvordan de skulle føre dagbog, hvad de især skulle lægge mærke til undervejs, og hvilke midler og remedier de skulle sørge for at have med i bagagen.8 Mere præcise anvisninger udstedte den svenske naturforsker Carl von Linné i midten af 1700-tallet, da han fra Uppsala sendte elever og stipendiater på langstrakte rejser og ekspeditioner i alle Jordens retninger for at identificere endnu ukendte arter og underarter af planter og dyr efter det klassifikationssystem, han selv havde grundlagt og var blevet berømt og anerkendt for i hele Europa.9 Linné-eleven på Den Arabiske Rejse, Peter Forsskål, delte skæbne med nogle af de øvrige af Linnés apostle ved at miste livet i felten, men fulgte med sine naturhistoriske optegnelser og indsamlinger både Linnés mere generelle anvisninger og de detaljerede instrukser og spørgsmål, der var blevet udarbejdet for Den Arabiske Rejse.

Heller ikke de store oversøiske opdagelsesrejser, som oplysningens tidsalder i øvrigt huskes for, begyndte med afrejsen. Men den verdensomsejling, som videnskabsmanden og officeren Louis Antoine de Bougainville satte sejl til, året før Carsten Niebuhr vendte hjem i 1767, eller kaptajn James Cooks første opdagelsesrejse til Stillehavet med afrejse året efter Niebuhrs hjemkomst, er ikke kendt for forberedelserne og instrukserne. De er derimod kendt for de spektakulære resultater. Ikke mindst Linné-apostlene Daniel Solander, der tog del i Cooks første rejse 1768-1771, og Anders Sparrmann, der deltog i Cooks anden rejse 1772-1775 sammen med blandt andre naturforskeren Johann Reinhold Forster og hans søn Georg Forster, opnåede berømmelse og anerkendelse for deres rejseberetninger, som de fik publiceret efter hjemkomsten. Det er selvfølgelig ikke så mærkeligt, at forberedelserne har vejet mindre, når destinationerne endnu ikke var kendte, men først kunne udforskes, når man var kommet frem. Men den ekspedition, som måske bedst kan sammenlignes med Den Arabiske Rejse, kaptajn Frederik Ludvig Nordens rejse til Ægypten i årene 17371738, der i øvrigt også var støttet og organiseret af det danske kongehus, er heller ikke kendt for de forudgående udredninger og forberedelser. Det, selv om den ligesom Niebuhrs ekspedition førte til en del af verden, der var ganske velkendt i forvejen på grund af de mange generationer af pilgrimme, dannelsesrejsende og turister, der havde beskrevet den. Også Nordens rejse blev kendt for de hjembragte resultater, det statelige tobindsværk, som Videnskabernes Selskab fik udgivet på fransk i 1755, snarere end det fejlslagne projekt om direkte handelsfor-

DANSK EKSPEDITIONSHISTORIE / 1600-1850

100 lærde spørgsmål til de rejsende Michaelis’ omfattende Spørgsmål til et selskab af lærde mænd, som på befaling af Deres majestæt, kongen af Danmark, rejser til Arabien udkom på tysk i 1762. I denne bog fremlagde Michaelis ekspeditionens mange videnskabelige opgaver i form af 100 spørgsmål af meget varierende karakter og omfang. Den trykte udgave fra 1762 er på mere end 300 sider. Mange spørgsmål kredser om bestemte hebraiske eller arabiske gloser. Andre omhandler emner som geografi, lokale skikke og sygdomme. Hvert spørgsmål er ledsaget af en uddybende forklaring, som tydeligt viser, hvordan Michaelis trak på en række skriftlige kilder. Enkelte steder efterspørger Michaelis botaniske eller zoologiske prøver. Som årstallet også antyder, lå bogen med spørgsmålene ikke endeligt klar ved ekspeditionens afrejse. Den trykte version kom først Niebuhr i hænde, da han befandt sig i Bombay. Dog blev i hvert fald væsentlige dele af spørgsmålene tilsendt deltagerne undervejs på rejseruten. En af de første serier af spørgsmål drejer sig om ebbe og flod i den del af Det Røde Hav, som israelitterne ifølge Anden Mosebog har krydset, mens de sidste og klart mest omfattende spørgsmål vedrører de ”urene fugle”, der også er nævnt i Bibelen. Og hvad enten spørgsmålene drejer sig om redskaber eller sygdomme, flyvende slanger eller tobenede mus, græshopper eller flyvende fisk og alskens andre naturfænomener – eller omskæring og kastration, mødomstegn og samkvem under menstruation og andre ”etnografiske” spørgsmål, ville Michaelis og hans lærde medforfattere gerne have at vide, hvad tingene, der oftest var kendt fra Bibelen og antikke kilder, blev kaldt på nutidens sprog, og om mange andre rejsendes iagttagelser mon kunne bekræftes. På Vitus Berings langt mere vidtfavnende ekspeditioner blev tilsvarende og endnu mere omfattende kataloger af spørgsmål udarbejdet af nogle af de medrejsende lærde professorer. Historikeren Gerhard Friedrich Müller formulerede således under sit ophold i byen Surgut i Sibirien i sommeren 1740 en liste over ikke færre end 1.228 nummererede spørgsmål under overskriften ”Instruktionen om hvad der behøves for en historisk og geografisk beskrivelse af Sibirien”.

K apitel 1

bindelser med Etiopien, som den ellers begyndte med. At forberede sig på ekspeditioner ved at studere og læse sig til alt, hvad andre og tidligere rejsende kan fortælle og har skrevet om, er til gengæld noget, der vel i almindelighed adskiller vidensproducerende ekspeditioner fra andre slags rejser. Niebuhrs arabiske rejse udmærker sig ved at have gjort så umanerlig meget ud af netop den del af sagen. Forberedelserne afspejler også det forhold, at langtfra alle ekspeditioner er båret af en utvetydig national eller ligefrem nationalistisk agenda: Den Arabiske Rejse begyndte i tyske Göttingen, men endte med at blive set som en dansk ekspedition på grund af sponsorstøtten fra det danske kongehus. Niebuhr selv var født og opvokset i Tyskland og var mindst lige så meget tysk, som han var dansk. Den Arabiske Rejse er ikke den eneste ekspedition, der bedst forstås ved også at holde øje med den internationale kontekst, hvad enten det nu drejer sig om forberedelserne, bemandingen eller publiceringen af resultaterne. Nogle gange var det kun lederen, der var dansk, mens hele ekspeditionen i øvrigt blev forberedt, udført og beskrevet af andre nationaliteter – i Vitus Berings tilfælde af russiske og tyske deltagere. Andre gange var det omvendt danske instanser og interessenter, der lod udenlandske eksperter om at udføre opgaverne som for eksempel på mange af de arktiske ekspeditioner.

PÅ REJSEN Von Haven og Forsskål fik begge titel af professsor inden afrejsen. Der blev afsat det samme beløb til de to som til Nie-

buhr, mens de øvrige, Baurenfeind og Kramer, i egenskab af at være assistenter, fik mindre. Selv om det i instruksens syvende paragraf udtrykkeligt hed, at ”de rejsende lærde er fuldstændig lige i forhold til hinanden”, og at ”ingen af dem kan – ligegyldigt under hvilket foregivende – tiltage sig nogen autoritet eller overlegenhed overfor de andre”, brød uenighederne imellem professorerne allerede ud, da de på skibet Grønland i januar 1761 forlod Helsingør havn. Og selv om det videre hed i instruksen, at ”deres opmærksomhed ... til stadighed [skal] være rettet imod den uforstyrrede opretholdelse af samdrægtighed og fred, og det skal med yderste omhu ... til stadighed være dem magtpåliggende at undgå al splid, tvist og stridighed”,10 så kunne filologen von Haven – der som dansker med titel af professor lod til at mene, at han havde en slags overordnet ansvar for holdet – og under påberåbelse af søsyge, ikke affinde sig med at skulle sejle hele vejen. De blev derfor enige om, at han kunne tage turen over land via Paris for igen at støde til resten af gruppen i Marseille. Værre blev det i Konstantinopel, hvor holdet opholdt sig fra juni til september 1761, og hvor rivaliseringen og konflikterne nåede nye højder. Under et besøg på et apotek ledsaget af lægen, skaffede von Haven en større mængde arsenik, som dengang var et gængst universalmiddel. Det betændte miljø i selskabet ledte von Havens medrejsende til at frygte, at han ville forgifte dem. Alle fortsatte desuagtet via Alexandria til Kairo, mens tiden fortsat gik med indbyrdes stridigheder og uoverensstemmelser. Men også med undersøgelser og opdagelser, som det ses af deltagernes flittige noter.

DANSK EKSPEDITIONSHISTORIE / 1600-1850

De botaniserende apostle fra Uppsala Den svenske Peter Forsskål var af de mange, der i 1700-tallet rejste fra Sverige ud i verden for at indsamle naturhistoriske oplysninger. Han og andre videnskabsmænd var blevet undervist af Carl von Linné, der var professor i Uppsala. Med sine grundlæggende principper for at klassificere og navngive dyr og planter blev Linné allerede i sin samtid anerkendt og berømt i hele Europa. Linnés botaniserende apostle drev deres egne studier og indsamlinger på rejser og ekspeditioner, der havde alt andet end videnskabelige formål og snarere tjente handelsmæssige, økonomiske, politiske og militære ambitioner. Navnet ”apostle” gjorde de sig ikke kun fortjent til i kraft af at være cirka 12, men også fordi så mange af dem endte deres dage på rejsen. Ud over Forsskål kender vi især Anders Sparrman (1748-1820), der som den eneste nåede hele vejen rundt om Jorden og Carl Peter Thunberg (1743-1828), der blev kendt for sin omfattende beskrivelse af Japan. Han efterfulgte Linné som professor i Uppsala. Peter Forsskål, cirka 1760, da han netop havde skrevet et kritisk oplysningsskrift, der blev forbudt af de svenske myndigheder. En dansk rejse til Arabien åbnede nye muligheder for den talentfulde forsker. Gustavianum, Mikael Wallerstedt,Uppsala Universitetsmuseum.

K apitel 1

I slutningen af august 1762 rejste de med en karavane mod Suez. Herfra benyttede von Haven og Niebuhr lejligheden til en afstikker til Sinaihalvøen, men de kom dog ikke ind i det kloster, hvor de ellers havde håbet at få adgang til nogle af de håndskrifter, som især von Haven havde til opgave at finde frem til. Det lykkedes dem heller ikke at opspore de sagnomspundne indskrifter fra isralitterne, som Michaelis havde særlige forhåbninger om. I december afsejlede hele holdet fra Suez til havnebyen Jedda ved Det Røde Hav. To måneder senere sejlede de vide-

re til Luhayya i Yemen. Med opholdet i Yemen og rejserne til forskellige yemenitiske byer nåede Den Arabiske Rejse sit højdepunkt og endemål i mere end én forstand. Efter to års træning både i sprog og i omgangen med de lokale kunne især Niebuhr og Forsskål nu drage langt større udbytte af ekspeditionens bevægelser gennem landskabet. Samtidig var det også i Yemen, at sygdom for alvor begyndte at hjemsøge de rejsende. Von Haven og Forsskål bukkede under som de første. Von Haven døde, formentlig af malaria, den 25. maj 1763 i Mocha, Forsskål den 11.

DANSK EKSPEDITIONSHISTORIE / 1600-1850

Kort over Den Arabiske Rejse. Tegnet af Per Jørgensen.

Da det danske rejseselskab i juli 1763 var til audiens hos imamen i Sanaa i Yemen, blev de også selv genstand for intens opmærksomhed. Fra Niebuhrs Rejsebeskrivelse, Forlaget Vandkunsten.

juli i Jerîm. Heller ikke de øvrige gik fri. I forsøget på at undgå den truende skæbne besluttede de sig for at rejse fra Sanaa for

at begive sig med et britisk skib til Bombay. Baurenfeind og Berggren døde allerede på overfarten i slutningen af august,

K apitel 1

Instrumenter kom til at spille en stadig større rolle i videnskabelige ekspeditioner. Hos Niebuhr var det astrolabium, som han angiveligt selv havde bekostet, uvurderligt for hans vished om, hvor præcis på kloden han til hver en tid befandt sig. Dithmarscher Landesmuseum.

og med lægen Kramers død i Bombay den 17. februar 1764 stod den sygdomssvækkede Carsten Niebuhr tilbage som eneste overlevende ekspeditionsdeltager. I første omgang ville Niebuhr nu vente på lejlighed til at sejle direkte hjem til Europa på et af det britiske handelskompagnis skibe. Men efter en afstikker til Surat nord for Bombay og efter at have sørget for at sende de vigtigste papirer og manuskripter hjem besluttede Niebuhr sig i efteråret 1764 alligevel til at rejse hjem over land for bl.a. at kunne besvare flere af de spørgsmål, som i mellemtiden var nået frem til ham i den trykte form. Tidligt i 1765 begyndte Niebuhr således

hjemrejsen via Oman og Persien, hvor opholdet i Persepolis gav ham lejlighed til at udfærdige langt mere præcise beskrivelser af de ruiner og indskrifter, som også havde gjort et dybt indtryk på tidligere europæiske rejsende. Den videre hjemrejse førte gennem Irak, Syrien og Palæstina og endnu en gang til Konstantinopel, hvor Niebuhr foretog nogle af de opmålinger og observationer, som han på grund af sygdom og manglende erfaring ikke nåede under sit første ophold i byen. Også vejen hjem fra Konstantinopel til København tilbagelagde Niebuhr til lands gennem Balkan og Polen til først Göttingen, dernæst føde-

DANSK EKSPEDITIONSHISTORIE / 1600-1850

Af Niebuhrs regnskabshæfte fremgår, at opholdet i felten også drejede sig om at skaffe mad og drikke til eget brug – og ovenikøbet pligtskyldigt aflægge skriftlig regnskab for udgifterne. Rigsarkivet.

egnen Hadeln og endelig København, hvor han ankom den 20. november 1767, knap syv år efter afrejsen.

SAMARBEJDE OG KONFLIKTER Når det gælder udviklingen i relationerne mellem ekspeditionsdeltagerne, kan Den Arabiske Rejse også tjene som billede på, hvordan netop især videnskabelige ekspeditioner ofte er præget ikke bare af deltagernes kemi, men også uoverensstemmelser mellem deltagernes forskellige fag og discipliner. Det gælder ikke mindst

mellem dem, der per embede eller i egen indbildning mener at have retten til at bestemme over de øvrige. Den Arabiske Rejse adskiller sig fra andre ekspeditioner på grund af misforholdet mellem, hvad der skete i praksis, og instruksens naive forestilling om, at der ikke kan være uoverensstemmelser mellem deltagerne, når de kun er forpligtede på sandheden og rejsens rent videnskabelige formål. Ekspeditionen adskiller sig også ved det, at gruppen netop ikke var underlagt nogen kommandoorden. Det er ellers karakteristisk for ikke mindst samtidens oversøiske opdagelsesrejser, der ikke uden

K apitel 1

DANSK EKSPEDITIONSHISTORIE / 1600-1850

grund ofte var opkaldt efter skibets kaptajn. Han havde kommandoen på skibet, og de lærde måtte underordne sig ham. De mange dødsfald på Niebuhrs ekspedition har også deres paralleller i mange andre opdagelsesrejser. Mange ekspeditioner huskes for netop de ekstreme farer, udfordringer, sygdomme og skibsforlis og for den hede og kulde, som de rejsende overlevede eller blev ofre for. Ikke mindst i mange af 1800-tallets arktiske ekspeditioner har de dramatiske konfrontationer med isen og kulden fascineret både samtiden og eftertiden i en grad, der for bestandig har fået ekspeditioner til at dreje sig om sygdom, død og overlevelse – altså til historier om heroiske bedrifter. Næsten endnu større betydning for Den Arabiske Rejse såvel som for næsten alle andre ekspeditioner har dog relationerne til de mange indfødte og værtsfolk, som deltagerne kom i kontakt med undervejs. Det er ved at se nærmere på den serie af kulturmøder, som Carsten Niebuhr så udførligt har beskrevet i sin rejsebeskrivelse, at man kan få indblik i, hvad videnskabelige ekspeditioner til beboede områder går ud på i praksis og i felten.

I FELTEN

Portræt af Carsten Niebuhr, cirka 1773, hjemvendt fra Arabien og nygift med Christiane Sophie Blumenberg. Maleriet er i slægtens eje. Forlaget Vandkunsten.

Den Arabiske Rejses instruks påbød ikke kun askese og afholdenhed i forholdet mellem de rejsende. Den stillede tilsvarende krav i omgangen med de indfødte. I paragraf 10 hedder det: Samtlige rejsende skal beflitte sig på den største høflighed over for Arabiens indbyggere. De må ikke gøre indsigelser mod deres religion, og endnu

mindre må de – selv indirekte – give til kende, at de foragter den; de skal afholde sig fra det, som er Arabiens indbyggere vederstyggeligt. Også sådanne dele af deres beskæftigelse skal de foretage på den mindst opsigtsvækkende måde og indhylle så tiltalende som muligt, som kunne fremkalde mistanke hos de uvidende muhamedanere om, at man ville udgrave skatte, drive trolddom eller spionere til skade for landet. De må aldrig opildne til den for dette folk uudslukkelige skinsyge eller hævngerrighed ved europæiske friheder over for kvinden eller ved intriger med samme. Så lidt som det er hensigten med denne instruks at indskærpe dem moralens almindelige pligter, så forbydes det dem at kaste nogen form for uretmæssig kærlighed på sådanne gifte eller ugifte personer, som kunne vække den orientalske hævngerrighed. De må aldrig, ejheller dersom de tirres nok så meget, udbryde i skældsord eller dér, hvor de er under den borgerlige øvrigheds beskyttelse, forsvare sig ved håndgribeligheder. Erfaringen viser, hvor farligt dette er i lande, hvor den muhamedanske religion hersker, og hvor man hævner fornærmelsen af en muselmand med injuriantens død.11 Citatet, som muligvis bygger på anvisninger og råd fra de erfaringer, som den danske rejsende Frederik Ludvig Norden havde gjort sig i Ægypten i 1737-1738, kunne glimrende bruges til at dokumentere forfatternes og samtidens fordomme om Orienten og orientalerne, men det peger også på tidens modsatrettede bestræbelse på at overvinde fordomme og gammel forhåndsviden gennem en mere systema-

K apitel 1

tisk og metodisk undersøgelse af, hvordan det forholdt sig i virkeligheden.12 Også i forhold til de indfødte og informanterne blev de rejsende altså pålagt en overordentlig streng, ja nærmest drakonisk form for afholdenhed og askese. Det, som gør Carsten Niebuhrs store rejseberetning til en begivenhed i det afsnit i videnskabshistorien, man kunne kalde for feltarbejdets tilblivelseshistorie, er hans systematiske bestræbelser på at leve op til sin helt egen omtolkning af de instrukser, ekspeditionen var blevet sendt afsted med. At Niebuhr havde fundet frem til sin helt egen tolkning, fremgår tydeligst af

forordet til hans første publikation efter hjemkomsten, den Beskrivelse af Arabien, der mere end den senere Rejsebeskrivelse prøver at besvare nogle af Michaelis’ mange spørgsmål. Her hedder det nemlig i lodret strid med de højtidelige instrukser om, at alle deltagere skal gøre optegnelser hver især:

DANSK EKSPEDITIONSHISTORIE / 1600-1850

Det var også først efter mine venners død at jeg gik i gang med at lave optegnelser over arabernes levevis, sæder og skikke og brug iblandt dem. Førhen forlod jeg mig heri på de to ældste blandt mine rejsefæller, fornemmelig da jeg fandt, at andre rejsende

En dansetrup af ”sigøjnere”, der mod betaling dansede i Kairos gader, var også til glæde for de danske rejsende. Baurenfeinds tegning minder om senere tiders orientalistiske fantasier. Fra Niebuhrs Rejsebeskrivelse, Forlaget Vandkunsten.

allerede havde noteret meget om disse ting. Nu kunne jeg have ønsket, at jeg straks var begyndt at optegne alt det hvori jeg fandt morgenlændingenes sæder forskellige fra europæernes. Jeg blev senere så vant til deres levemåde, at jeg ikke tillagde mangen en ting som ville forekomme en nyankommen europæer særdeles fremmedartet, nogen særlig betydning.13 Det var altså først efter, at Niebuhrs rejsekammerater var døde, at Niebuhr for alvor begyndte at gøre systematiske optegnelser om skik og brug hos araberne og morgenlændingene. Niebuhrs nysgerrighed var således først blevet vakt, efter at det, efter hans eget udsagn, var for sent. Dengang han endnu havde den nyankomne europæers opmærksomhed i behold, overlod Niebuhr det til de andre at gøre optegnelser. Det var først, da han var ved helt at glemme de medbragte europæiske forestillinger og forventninger for i stedet at have lært sig at rejse og færdes på morgenlændingenes måde og betingelser, at Niebuhr for alvor kom i gang med at udfolde den undersøgende opmærksomhed på en langt bredere vifte af naturhistoriske, etnografiske, antikhistoriske og geografiske forhold og iagttagelser end ekspeditionens instrukser og Michaelis’ spørgsmål havde lagt op til. Niebuhrs metode bestod ikke bare i at følge instrukserne og besvare spørgsmålene. Og Niebuhr nøjedes heller ikke med den nærmest daglige opmåling af sin nøjagtige placering på de landkort, han indsamlede data til. Hans metode og overlevelse byggede på at indleve sig så meget i de lokale vilkår og betingelser, at de end ikke forekom ham bemærkel-

sesværdige længere. Og det videnskabshistorisk fascinerende er netop, at og hvordan der alligevel kunne komme en – videnskabelig – rejseberetning ud af netop den konstellation. Niebuhr fulgte ikke nogen færdigudviklet opskrift på sin rejse, men udviklede sin egen metode ved at følge tre tilsyneladende selvfølgelige grundregler: at vænne sig af med europæernes frygt og fordomme, at tilpasse sig skik og brug hos de lokale, og sidst, men ikke mindst ikke på forhånd at lægge sig fast på en bestemt identitet, men lade navnet, tiltalen og herkomsten af den rejsende selv afhænge af situationen og omstændighederne. Det er de væsentligste ingredienser ikke bare i Niebuhrs egen, men på en måde en forudsætning for videnskabelige ekspeditioner i det hele taget. Niebuhr udviklede således sin helt egen metode under ekspeditionen og sit ophold i felten. Men hvis vi definerer ekspeditioner som rejser, der skal indsamle og skabe ny viden, peger netop hans metode også meget præcist på en af forudsætningerne for enhver bare nogenlunde vellykket ekspedition – nemlig, at den rejsende er nødt til at tilegne sig og indlade sig på den viden og den ekspertise, som allerede findes på stedet. Niebuhr var en af de første til så højt og tydeligt at pege på denne evne til indlevelse og til at indtage andre standpunkter end sit eget som selve forudsætningen for at vende klogere hjem. De fleste tidligere ekspeditionsdeltagere og mange af de senere gjorde ofte mere for at skjule og forbigå informanternes og de indfødtes bidrag til den viden, som ekspeditionsdeltagerne gerne selv ville tage æren for. Det blev først med antropologernes opdagelse af det

K apitel 1

DANSK EKSPEDITIONSHISTORIE / 1600-1850

etnografiske feltarbejde og deltagerobservationen i begyndelsen af det 20. århundrede, at det blev moderne og en videnskab at prøve at se verden ”from the natives point of view”, som det hedder hos antropologen Bronislaw Malinowski. At ekspeditioner i praksis under alle omstændigheder var tvunget til at forlade sig på de indfødtes og deres værters viden, vejledning og gæstfrihed i langt højere grad, end de ofte ville indrømme, kan man få bekræftet ved at se lidt nærmere og kritisk på deres beretninger. Når det gælder de mange danske ekspeditioner til Grønland, som for eksempel Knud Rasmussens, skal der dog ikke ledes længe efter spor af inuits altafgørende bidrag til forskningen i felten. Og nogle af 1700-tallets ekspeditioner til Island blev da også overladt ganske og aldeles til islandske aktører.

HJEMKOMST, HJEMBRING ELSER OG UDGIVELSER Det var ikke just nogen heltemodtagelse, der ventede Carsten Niebuhr, da han ankom til København i november 1767. Ekspeditionen blev knap nok omtalt i aviserne. Heller ikke de mange botaniske og zoologiske genstande, som Forsskål havde indsamlet og præpareret, og som var blevet sendt hjem i forvejen, vakte umiddelbart større opsigt. Til gengæld sørgede Carsten Niebuhr som noget af det I Loheia i Yemen mødte ekspeditionen stor velvilje fra den lokale emir. Han ses her midt i billedet til hest under krigsøvelser. Tre af de rejsende i ”tyrkisk klædning” ser på, nederst midtfor. Fra Niebuhrs Beskrivelse af Arabien, Forlaget Vandkunsten.

K apitel 1

første for at få publiceret Forsskåls optegnelser om især planter, fisk og bløddyr. De alene ville have sørget for, at Den Arabiske Rejse ikke skulle gå i glemmebogen hos de naturhistorisk interesserede lærde.14 Også en del af de håndskrifter og kopier af indskrifter, som det først og fremmest havde været von Havens opgave at hjemskaffe, skal regnes for nogle af de væsentligste resultater af rejsen. Sprogene hebraisk og arabisk var kernefelter i ekspeditionens målsætning, og Michae-

lis havde udtrykkelig efterspurgt nye og ukendte manuskripter og bedt de rejsende om også at notere sig det talte sprog. Instruksen om at indsamle håndskrifter havde von Haven til fulde udført. Ud over de bøger og håndskrifter, som von Haven havde købt og hjemsendt fra Konstantinopel og Kairo, var det især israelitiske indskrifter på Sinaihalvøen, der havde Michaelis’ interesse. Han var da også skuffet over, at det ikke var lykkedes von Haven og Niebuhr at få adgang til det græskkatolske Skt. Katharina Kloster,

DANSK EKSPEDITIONSHISTORIE / 1600-1850

På Niebuhrs gengivelse fra Persepolis ses folkeslag, der bringer tribut til Dareios I, 550-486 f.Kr. I hjørnet hans forsøg på et kileskriftalfabet. Der var blandt de tidlige rejsende stor interesse for fremmede skriftsystemer. Fra Niebuhrs Rejsebeskrivelse Forlaget, Vandkunsten.

En skrøbelig gople i stik efter tegning af Baurenfeind. Fra Forsskåls Icones Rerum Naturalium, som Niebuhr udgav i 1776. Aftegning af dyr og planter i felten var en del af ekspeditionens opgaver. Det Kgl. Bibliotek.

K apitel 1

Ekspeditionen indsamlede både ægyptiske mumier, lokale genstande og sjældne håndskrifter, som i dag befinder sig på Nationalmuseet og Det Kgl. Bibliotek, Torben Eskerod, Forlaget Vandkunsten.

DANSK EKSPEDITIONSHISTORIE / 1600-1850

K apitel 1

der også dengang var særlig kendt for sin beholdning af gamle håndskrifter. Niebuhr indrømmede i flere breve, at hans arbejde med hieroglyfferne i Ægypten ikke faldt strengt inden for de opgaver, han og ekspeditionen skulle løse. Men ventetiden i Kairo måtte udnyttes, og måske var der opdagelser at gøre i de gamle skrifttegn, og som kunne levere tydningsmateriale til de europæiske lærde. På trods af en række interessante tiltag fik Niebuhrs arbejde med hieroglyfferne dog ikke nogen direkte betydning. Hans systematiske tilgang og forståelse af tegnene som tekst og ikke som allegoriske billeder peger dog i så høj grad fremad, at man med rette kan regne ham blandt pionererne i tydningen af den oldægyptiske skrift. Det endelige gennembrud kom dog først med franskmanden Jean-François Champollion, der knækkede koden til hieroglyfferne i 1822, bl.a. ved hjælp af Rosettastenen, hvor den samme tekst stod skrevet på to sprog, oldægyptisk og græsk, og med tre skriftsystemer, hieroglyffer, demotisk og græsk. Langt større betydning fik det, at Niebuhr under sit ophold i ruinbyen Persepolis i Iran i foråret 1765 gav sig til at kopiere en hel serie af skrifttegn, som en række tidligere rejsende også havde brugt kræfter på at gengive. Først Niebuhr formåede at kopiere dem så nøjagtigt, at det lykkedes hans lærde læsere i de første årtier af det 19. århundrede at dechifrere den oldpersiske kileskrift. Niebuhr bragte mange typer genstande hjem. Orienten var et gammelt rejsemål, som europæiske rejsende og ikke mindst pilgrimmene til Det Hellige Land havde opsøgt og beskrevet i århundreder. Mange af de samme lokaliteter, som ekspeditionen rejste gennem, var også blevet besøgt af pilgrimmenes antikvarisk

interesserede efterfølgere, der også havde for vane at hjembringe relikvier og souvenirs. Det gælder for eksempel den stensamling, som Niebuhr erhvervede på flere hellige steder, og som er nærmest identisk med dem, der kendes fra tidligere rejsende. Ekspeditionens køb af ægyptiske oldsager er på samme måde en slags vanehandling skabt ud fra andre rejsendes køb og interesser. Niebuhr indsamlede også mønter, og de skriver sig også ind i bredere antikvariske indsamlingsmønstre, som var fremherskende i tiden. De genstande, Niebuhr hjembragte fra rejsen, er også vidnesbyrd om hans levende interesse for morgenlændingenes dagligliv og husgeråd, klædedragt og redskaber, forvaltning og retsvæsen, underholdning og tidsfordriv. Det er en interesse, man netop i hans tid begyndte at kalde for ”etnografisk”.15 Hjembringelser fra Den Arabiske Rejse spænder således over næsten alle de genstandsområder, som andre, tidligere såvel som senere ekspeditioner, også har dækket. Niebuhrs observationer og genstande afspejler på den måde den almindelige såvel som den lærde nysgerrighed, der var karakteristisk for datiden. I det 17. århundrede og frem til Niebuhrs tid blev der for det meste indsamlet alt af potentiel interesse for de kuriositetskabinetter og kunstkamre, der spændte over hele spektret fra de mineralogiske, botaniske og zoologiske genstande til de antikvariske og etnografiske. Senere specialiseringer, helt frem til ekspeditioner, der udelukkende sigtede på for eksempel jagttrofæer eller afrikanske kunstværker, fulgte i Den Arabiske Rejses fodspor ved at fokusere stadig mere præcist på kategorier af genstande, der havde sær-

DANSK EKSPEDITIONSHISTORIE / 1600-1850

lig interesse for bestemte videnskabelige fag og discipliner og mere veldefinerede samlinger, museer og sågar udstillinger. Den Arabiske Rejse fik dog betydelig større opmærksomhed gennem de bøger, Niebuhr skrev og udgav. Som nævnt publicerede han Peter Forsskåls zoologiske, botaniske og øvrige naturhistoriske resultater – og det i tre digre bind med billeder og tegninger af blandt andre tegneren Baurenfeind. Med deres latinske tekster henvendte de sig først og fremmest til specialisterne. Større udbredelse nåede Niebuhr med sit forsøg på at besvare bare nogle af de 100 spørgsmål, Michaelis og hans kolleger havde stillet i Spørgsmål til et selskab af lærde mænd. Niebuhrs Beskrivelse af Arabien udkom allerede i 1772 og fremstår nærmest som en slags systematisk opslagsværk: en første del om ”Arabien i det hele taget” med afsnit om grænser og provinser, vejr og vind, slægt og stammer, sekter og religioner, straffe og opdragelse, renlighed, jomfrudom og flerkoneri etc. Og en lige så omfattende anden del om de enkelte landskaber et efter et. Endnu større genklang i form af anmeldelser og oversættelser opnåede Niebuhr dog med den store Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande, hvis første to bind udkom i henholdsvis 1774 og 1778 og blev efterfulgt af et tredje og sidste bind om hjemrejsen, der først blev trykt posthumt i 1837. Også denne rejsebeskrivelse rummer et righoldigt antal observationer og iagttagelser på tværs af alle fag og discipliner samt talrige billeder og illustrationer. Denne gang er de anbragt som perler på en snor, der nøje følger rejsens forløb trin for trin fra afsejlingen fra København i 1761 til hjemkomsten i 1767.

Det er frem for alt denne monumentale rejsebeskrivelse, der på over 1.200 sider gør Niebuhrs arabiske rejse til det kapitel i danske ekspeditioners historie, som mange tidligere ekspeditioner kan ses som forløbere til, og som senere danske ekspeditioner – ofte forgæves – lader til at have forsøgt at efterligne. Det er karakteristisk for især videnskabelige ekspeditioner, at de ofte resulterer i to meget forskellige slags publikationer: monografier og artikler om ekspeditionens resultater henvendt til et videnskabeligt publikum, og så en bredere fortælling om rejsen med eventyrlige forløb, forviklinger, konfrontationer og andet dramatisk som en slags ophæng for at præsentere nogle af resultaterne for et bredere publikum. Hos Niebuhr og i 1700-tallet var det – som hos mange af hans forgængere – endnu muligt at gøre begge dele på én gang. Senere ekspeditioner havde stadig større vanskeligheder med at forene forskning og formidling. Netop dette er en udfordring, når der, som i dette værk, skal skrives om danske ekspeditioners historie. Og når ekspeditionsdeltagere som for eksempel Morten Thrane Brünnich eller Frederik Michael Liebmann ikke selv skrev en rejseberetning, må andre gøre det for dem i stedet. Ligesom det også er historikeren, der må gøre rede for resultaterne, når den rejsende kun har efterladt en beretning om rejsen.

EFTERMÆLET Fundamentet til Carsten Niebuhrs eftermæle blev oprindelig støbt af sønnen Barthold Georg Niebuhr i form af en levnedsbeskrivelse, som han offentliggjor-

K apitel 1

de i 1816, året efter faderens død. Den har været forbillede og ledetråd for næsten alle senere fremstillinger af Carsten Niebuhr og Den Arabiske Rejse.16 Barthold Georg Niebuhr, der blev i født i 1776, havde en veludviklet sans for Den Arabiske Rejses uomtvistelige videnskabshistoriske betydning. Han påbegyndte en stejlt opstigende karriere som diplomat og finansmand, men opnåede endnu større anerkendelse som foregangsmand for den moderne kildekritiske historievidenskab med forelæsninger om Roms historie. I sin forskerbiografi om Niebuhr lagde han naturligt nok mest vægt på rejsens forhistorie og omstændighederne omkring offentliggørelsen af resultaterne efter hjemkomsten. Thorkild Hansen, der med dokumentarromanen Det lykkelige Arabien. En dansk ekspedition 1761 til 1767, som oprindelig udkom i 1962 og siden er genudgivet og genoptrykt utallige gange,17 gjorde Carsten Niebuhr til noget nær en dansk folkehelt. På samme måde gjorde han også søofficeren Jens Munk og hans arktiske ekspedition kendt. Thorkild Hansen rettede især sin opmærksomhed på Niebuhrs særlige evner og karakter, de øvrige medrejsendes tragiske skæbne og de utaknemmelige omstændigheder ved hjemkomsten, der aldrig tillod Carsten Niebuhr at nyde den velfortjente anerkendelse, som han burde have opnået. Hos Thorkild Hansen er det Niebuhrs enestående bedrifter snarere end ekspeditionens metoder, mål og resultater, der tæller. Omvendt er det i de udstillinger om Den Arabiske Rejse, der blev vist i København og i Kiel i 1980’erne.18 Det samme gælder det store værk Den Arabiske Rejse 1761-67, som Stig T. Rasmussen har redigeret med undertitlen En dansk ekspedi-

tion set i videnskabshistorisk perspektiv. Den udkom i 1990. Helt i modsætning til Thorkild Hansen spiller billederne og illustrationerne fra Carsten Niebuhrs og Forsskåls værker her for første gang lige så stor en rolle, som de må formodes at have gjort, da bøgerne oprindelig blev udgivet. Ekspeditionen vurderes her hverken ud fra et biografisk perspektiv eller hændelsesforløbet på selve rejsen, men på basis af det, som ekspeditionen har hjembragt i form af genstande, billeder og tekster. Interessen for Niebuhr og Den Arabiske Rejse har i nogle år haft en slags højkonjunktur. I globalhistorikeren Jürgen Osterhammels ambitiøse og veloplagte syntese om udviklingen af europæernes syn på Asien og Orienten fra 1998 er der et helt – lille – afsnit, der hedder ”Niebuhrs Affe”.19 Afsnittet er opkaldt efter den abe, der ifølge Niebuhr blev vist frem i europæisk forklædning i Kairo, fordi den med sin hale lignede en europæisk soldat med sabel. Osterhammel roser dermed Niebuhr for, sammen med andre europæiske rejsende fra oplysningstiden, en usædvanlig indfølingsevne, dialogisk tilgang til det fremmede og spillet om skiftende standpunkter og perspektiver, som vi også i denne artikel har lagt vægt på. Osterhammel og mange andre af de forskere, der for nylig har beskæftiget sig med Niebuhr, mener at kunne finde forhåbning og inspiration hos de europæiske rejsende, der forud for imperialismens, kolonialismens, orientalismens, nationalismens og eurocentrismens tidsalder endnu nærede tilpas respekt for fremmede civilisationer og de store asiatiske riger.20 Afkolonialiseringen efter 2. Verdenskrig, genopdagelsen af Europa som blot et af flere kontinen-

DANSK EKSPEDITIONSHISTORIE / 1600-1850

ter eller provinser, tilsat, måske, postmoderne sympatier for mangfoldigheden af standpunkter og ståsteder, har hver især haft deres andel i at fremme Carsten Niebuhrs anseelse. Når det kommer til stykket, er det måske forskeren og forfatteren Edward Said, der, med sin banebrydende kritik af europæernes fordomsfulde nedvurdering af Orienten, og Vestens hegemoni over resten af verden, i bogen Orientalism fra 1978 har haft den største betydning for Carsten Niebuhrs omdømme siden. Carsten Niebuhr rejste i og skrev om Orienten på et tidspunkt, hvor de religiøse kriterier for vurderingen af fremmede livsformer var ved at løsne deres greb. Men de var endnu ikke erstattet af de evolutionistiske og eurocentriske paradigmer, der skulle karakterisere det 19. århundrede. Niebuhr var tilpas sent ude til at nære en mistanke om, at der fandtes en oldtid, som stod til at blive opdaget for videnskaben. Tilpas tidligt var han ude i forhold til de orientalistiske fremgangsmåder, der fra og med Napoleons ægyptiske felttog i 1798 gjorde brug af oldtiden og udforskningen af den som et led i nedvurderingen og kolonialiseringen af samtidens orientalske lande og orientalere. Ifølge islamforskeren

Stephan Conermann rummer Niebuhrs rejsebeskrivelser ”et orientalistisk potentiale” – interessant er han for os, netop fordi der kun er tale om et potentiale.21 Selv var Carsten Niebuhr overbevist om, at det aldrig nogensinde ville lykkes for Napoleon at gennemføre sit ægyptiske felttog, fordi han, Napoleon altså, ikke kendte nok til forholdene på stedet.22 Både i Danmark og i den internationale forskning hersker der fortsat stor interesse i Carsten Niebuhr og Den Arabiske Rejse. På det seneste er især Michaelis kommet i det kritiske søgelys på grund af sin polemik mod historikeren Christian Wilhelm von Dohms forsvar for jødernes borgerrettigheder og hans forståelse af jødernes historie som en races historie.23 Men det har ikke forhindret den levende interesse for Niebuhr i at komme til udtryk i et utal af danske rejser i hans fodspor24 og i nyere litterære omarbejdelser af Niebuhrs rejser.25 Mindet om Den Arabiske Rejse lever videre i både forskernes skeptiske kritik og offentlighedens til tider entusiastiske værdsættelse af landvindinger, eventyr og heltebedrifter. Tidligere såvel som senere ekspeditioner deler også på dette punkt skæbne med Carsten Niebuhr og hans arabiske rejse.

K apitel 1