Nagieb Khaja

Fra fjendens side

Krigskorrespondent Nagieb Khaja i Charkh i det østlige Afghanistan, hvor han optog to reportager til Al Jazeera America. Nagieb var “embedded” hos Taliban og kunne helt sensationelt dække krigen fra deres side.

Det var 2013. Jeg havde fået den unikke mulighed som journalist at dække Afghanistan krigen fra fjendens side. Jeg var blevet “embedded” med Taliban, hvilket betyder, at jeg havde fået tilladelse til at følge dem, og under deres beskyttelse tilbragte jeg seks dage med dem i det afghanske Charkh distriktet i Logar provinsen.

Jeg gik med en gruppe på ca. 30 Taliban krigere og var i mine egne tanker, da Leesan pludseligt kom hen imod mig. “Nagieb, du går med Adel, når vi iværksætter vores offensiv,” sagde han.

Adel var den alvorlige. Jeg nikkede bekræftende til den venlige, men bestemte ordre. Efter 30 minutters gang i mørket nåede vi frem til en moské, hvor talibanerne var samlet. Her skulle vi opholde os indtil kort før solopgang. Der var endnu flere talibanere i bygningen, ca. 50. Den store bygning lignede en typisk afghansk landsbymoské. Ét stort rum dækket med et kæmpestort rødt tæppe og fyldt med håndklædestore bedetæpper og koraner i forskellige størrelser. Nogle af talibanerne lå ned og hvilede sig, andre sad i små grupper og talte sammen, mens en anden flok læste i Koranen. De fleste af dem havde åbenbart hørt om mig. De var ikke overraskede over min tilstedeværelse eller mit kamera. De fleste kom hen og hilste pænt og venligt og spurgte, om jeg var journalisten, som var på besøg hos dem.

Tre talibanere stod op ad en væg. En af dem var meget lav, i hvert fald under 1,60. Han havde camouflagejakke og elefanthue på. Normalt ville beklædningen gøre ham rædselsindgydende, men hans lille størrelse udlignede effekten og gav ham et småkomisk skær.

“Hvor ser du farlig ud,” sagde en af talibanerne med en ironi i stemmen.

To andre kunne ikke længere holde masken og brød ud i latter. Den lille talibaner kiggede opgivende på dem. Det var tydeligt, at han var vant til deres drillerier. Jeg lagde mig på gulvet. Brugte min kamerataske som hovedpude og forsøgte at få sovet en smule. Efter et par timers ventetid sagde en af talibanerne, at vi skulle afsted igen. Adel kom hen til os og sagde, jeg skulle følge med ham og hans lille deling. På vej ud af moskéen trak Hasibullah mig hen i et hjørne med et vantro blik.

“Hvor skal du hen, Nagieb?” spurgte han med opspilede øjne.

“Med Adel,” svarede jeg.

“Er du klar over, hvad Adels rolle er i dette angreb?”

Jeg lignede et stort spørgsmålstegn.

“Han skal op på bjerget og affyre RPG’en [skulderbåret raketstyr],” sagde Hasibullah.

Nu gik situationen op for mig. Adel og Leesan havde tiltænkt mig en rolle, hvor jeg skulle filme angrebet fra et bjerg, hvor mulighederne for at gemme sig for fjendtligt artilleri var minimale.

“Der er vel ikke noget at gøre,” svarede jeg opgivende, fordi jeg ikke anede, hvordan jeg skulle bakke ud. “Fortæl dem, at du har dårligt knæ, og at du er for langsom,” sagde Hasibullah. “De, der tager op på bjerget, skal være hurtige, for når der kommer forstærkninger som f.eks. tanks, skal man hurtigt ned derfra. Du kan umuligt komme hurtigt ned derfra med et dårligt knæ, forstår du mig?” hviskede han.

Jeg nikkede og gik ud i mørket til Adel, som stod sammen med en gruppe mænd, der åbenbart var en del af bjergteamet. “Adel jan. Der er opstået et problem,” sagde jeg. “Jeg var ikke klar over, hvor stejlt bjerget var. Jeg har et dårligt knæ og kan ikke gå derop. Mit knæ må ikke overbelastes, og jeg kan derfor ikke tage med derop.”

Jeg forsøgte at lyde så overbevisende som muligt. Adel affejede min anmodning og sagde, at det nok skulle gå. Jeg gentog smådesperat, hvad jeg lige havde sagt, og tilføjede, at jeg ydermere ville blive til besvær for deres krigere på bjerget, fordi de i værste fald ville blive nødt til at bære mig ned derfra, hvilket jeg vidste var nærmest umuligt i den situation. Adel så skuffet ud og spurgte, om jeg var sikker på, at jeg ikke magtede det. Jeg sagde, at jeg var sikker. Han gik ind i moskéen og kom ud med Leesan.

“Du kan følge med mig i stedet for,” sagde Leesan til min store lettelse. Hasibullah og jeg smilede diskret til hinanden.

Det var forbudt at tænde lommelygter og anden form for lys, men krigerne virkede hverken nervøse eller bange, og i mørket smittede deres humør af på mig. Jeg begyndte at slappe af. Min forventning havde været, at vi skulle snige os ind til området, hvor de ville angribe fra, men turen foregik i et raskt tempo. Leesan, som førte an, standsede efter en times gang.

“Så er vi der,” sagde han.

Leesan pegede mod en kvadratisk bygning med et kuppelformet tag, som lå ca. 500 meter længere fremme på vejen. Det var målet, sagde Leesan: en base tilhørende den afghanske hær.

“Vi angriber basen herfra, mens vores brødre med RPG’erne klatrer op på bjerget og affyrer granater mod dem. Samtidig er der en tredje gruppe, som angriber dem fra broen, der ligger foran basen,” sagde Leesan og pegede mod en lille lyseblå bro, der førte over en kanal.

“Dér er vores mænd.” Han pegede nu mod et nærliggende bjerg, som lå til venstre for en lille kanal. Det var sent efterår, og bjerget var helt tørt og nøgent. Det eneste, talibanerne kunne gemme sig bag, var sten og klipper. Jeg kneb øjnene sammen og kiggede på bjerget.

Det lykkedes mig at skimte tre små skikkelser, som bevægede sig langsomt frem mod nogle klipper, der virkede oplagt som dække. Jeg var sikker på, Adel var en af dem. Hvis ikke jeg var blevet advaret, havde jeg om et øjeblik siddet deroppe, mens hans mænd gjorde klar til at affyre deres RPG. Det var underligt at have kendskab til et angreb, før det gik i gang. Jeg vidste, at mennesker ville komme til skade. Alligevel håbede og bad jeg til, at alle slap uskadte fra operationen, både oprørerne og regeringsstyrkerne. Jeg havde en ubehagelig følelse af at kigge ind i en krystalkugle. Jeg forestillede mig, hvordan unge mænd, som af tilfældige årsager befandt sig på den anden side, blev såret og i værste fald sprængt i stykker, når talibanerne bombarderede deres mål.

Jeg så for mig, hvordan de afghanske sikkerhedsstyrker ville kæmpe for deres liv, og at deres reaktion kunne blive døden for de mænd, der sad ved siden af mig. Ja, deres reaktion kunne også betyde, at jeg blev såret eller dræbt. Det her var dødsens alvor.

Nagieb i Char Dara distriktet i det nordlige Kunduz. Han bliver fulgt af en gruppe lokale talibanere, som viste ham, hvor meget territorium, de kontrollerer. Nagieb var ankommet til Kunduz, som er Afghanistans fjerdestørste by, dagen efter en Taliban offensiv.

Nagieb Khaja (f. 1979)

En af Danmarks mest frygtløse journalister. I stedet for at dække krigszoner fra sikre områder eller i følge med danske soldater går han andre og langt mere risikable veje. Det har kostet ham en kidnapning af Taleban og tæsk af tyrkiske grænsevagter. Men Nagieb Khaja bliver ved med at producere dokumentarer til blandt andet DR og Al Jazeera, fordi han mener, at det er vigtigt, at krigenes konsekvenser i Afghanistan og Syrien bliver dækket fra alle perspektiver, så konflikterne ikke bliver glemt.