Charlie Uldahl

Til fods fra Esbjerg til Nigeria

Charlie Uldahl Christensen med sin barnevogn følges på vej af sin gode samaritaner, Joseph, 2016.

Febernat. Jeg klamrer mig til den slanke båd, lader mig trække gennem det sorte vand. Kræfterne ebber ud. Omkring mig flyder blege kroppe, roligt, betagende roligt. Slipper jeg, bliver jeg som dem.

Jeg vågner af min feberdrøm, rystende af kulde, badet i sved. Cikaderne synger. En hund gør langt borte. Jeg er her endnu. Jeg griber efter amuletten om min arm, knuger den i min hånd. “Det var godt, du kom til mig, ellers ville du have været død inden længe, men nu har du åndernes beskyttelse.” Sådan havde marabouten, den traditionelle præst i Sierra Leone, sagt. Det var ham, der havde givet mig amuletten. Gælder dens beskyttelse mon stadig? Er der udløb på den slags? Har jeg udført ritualerne korrekt?

Jeg åbner lynlåsen til myggenettet i min hængekøje. Pandelampen hænger om min hals. Jeg tænder den og retter den røde lysstråle ud i mørket imellem de tætte palmer, uden at gøre den unødvendige anstrengelse at sætte elastikken fast om mit hoved. Tallerkenen med suppe står på jorden. Tanken om mad får min mave til at vende sig. Jeg brækker mig i munden og sluger den konsistensløse væske, inden den ender i køjen. “Du skal spise for at få kræfterne igen,” havde Joseph insisteret. Jeg ved, han har ret, men jeg kan ikke få noget ned. Det er min sjette malariakur i år. Jeg kun skind og ben.

Fire dage er der gået nu, siden jeg krydsede grænsen fra Elfenbenskysten og ankom til Elubo i det sydvestlige Ghana. Fire dage i køjen bag Josephs hus, med feberanfald og svindende kræfter. Sidst jeg var syg, havde jeg svoret for mig selv, at jeg havde fået nok af kemiske kure. Jeg ved snart ikke, hvad der gør mest skade længere, virussen eller kemien. Denne gang har jeg taget chancen med naturmedicin i stedet. Den har jeg været på i tre dage nu. tre dage med ildelugtende miksturer kogt på beske blade, tre gange dagligt. Tre dage, hvor udmattelsen og feberanfaldende kun er tiltaget. Det værste er, når malariaen og tyfussen rammer samtidig, det har jeg kun prøvet én gang før – indtil nu.

“Du skal lade være med at drikke vandet i landsbyerne,” havde lægen sagt. “Det er det, der giver dig tyfus.” Det er det samme hver gang. Jeg ved, hvad han tænker. At jeg ikke kan tåle det, fordi jeg er oriyibo, en hvid mand. Han skulle bare vide. Jeg er ikke turist. Jeg er en bushman. Mere end nogen anden, jeg har mødt. Hvorfor skulle jeg ikke kunne holde til det samme som enhver afrikaner?

Josephs mor laver mad over åben ild under stjernerne. Her varmer hun også vand til mig, så jeg kan vaske mig, hvis jeg magter at komme af køjen. Hans far er gammel og blind, fra solopgang til solnedgang dag ud og dag ind sidder han tavs og sammensunken på en gul palmeoliedunk ved siden af døren til den lerklinede hytte, de bor i. Det er Joseph, der forsørger familien, selvom han ikke er andet end

en stor dreng. Han har aldrig været længere væk end Accra, hans livret er banku, disse store kogte boller af fermenteret majsmel, og hans største ønske er sin egen cykel.

Han havde ikke tøvet et sekund med at invitere mig hjem, da han først så mig i regnen slæbende efter min barnevogn med hundebamsen som galionsfigur, min snavsede djellaba klæbende til kroppen og feberen lysende ud af øjnene. Jeg havde måtte være yderst insisterende for at få lov at sætte min køje op i skoven bag huset. Stod det til ham, skulle jeg have haft hans seng, imens han selv sov på jorden. Findes der mon nogen der, hvor jeg kommer fra, som ville invitere en fremmed ind fra gaden og byde ham sin seng for selv at sove på jorden?

Josephs familie er fattig. De drikker vand fra åen og besørger i skoven. Jeg gør det samme.

For dem er det et vilkår, de helst var foruden. For mig er det et valg, truffet på baggrund af et privilegie, som ingen af os tilnærmelsesvis fatter omfanget af. Et privilegie med et ufatteligt potentiale for at ændre noget for nogen, hvis bare jeg bruger det rigtigt.

Se mig nu, ynkelig, svag og svedig. Hvordan fanden endte jeg her? Da jeg tog afsted i sin tid, var det med et mål om at gøre en forskel for dem, der var svagere stillet. Nu er jeg med mine illusioner om den hvide mands byrde og mit selvretfærdige, egocentriske junglemandstrip blevet blot endnu et læs på en sort mands skuldrer.

Jeg sætter mig op i køjen. Rækker ud efter suppen. I morgen skal jeg på apoteket. I morgen skal jeg give mere, end jeg tager.

På sin vandring gennem Afrika overnatter Charlie fortrinsvis i sin hængekøje i bushen, 2016.

Charlie Uldahl Christensen (f. 1988)

Bæredygtig iværksætter, forhenværende soldat og sømand. Boede seks måneder blandt masaier i Tanzania i 2013 og startede på baggrund af den oplevelse NGO’en Walking for Water, som rejser penge til offentlige vandforsyninger i Afrika, i 2015. Han påbegyndte samme år en filantropisk pilgrimsfærd til fods ned igennem Europa og Afrika, hvor han fortrinsvis overnattede hos lokale eller campede i bushen. Rejsen strakte sig over mere end fire år, 20 lande og 12.200 kilometer, inden den blev afbrudt i august 2019, hvor han blev deporteret fra Nigeria.