Charlie Uldahl Christensen
Til fods fra Esbjerg til Nigeria
Febernat. Jeg klamrer mig til den slanke båd, lader mig trække gennem det sorte vand. Kræfterne ebber ud. Omkring mig flyder blege kroppe, roligt, betagende roligt. Slipper jeg, bliver jeg som dem. Jeg vågner af min feberdrøm, rystende af kulde, badet i sved. Cikaderne synger. En hund gør langt borte. Jeg er her endnu. Jeg griber efter amuletten om min arm, knuger den i min hånd. “Det var godt, du kom til mig, ellers ville du have været død inden længe, men nu har du åndernes beskyttelse.” Sådan havde marabouten, den traditionelle præst i Sierra Leone, sagt. Det var ham, der havde givet mig amuletten. Gæl der dens beskyttelse mon stadig? Er der udløb på den slags? Har jeg udført ritualerne korrekt? Jeg åbner lynlåsen til myggenettet i min hængekøje. Pandelampen hænger om min hals. Jeg tænder den og retter den røde lysstråle ud i mørket imellem de tætte palmer, uden at gøre den unødvendige anstrengelse at sætte elastik ken fast om mit hoved. Tallerkenen med suppe står på jorden. Tanken om mad får min mave til at vende sig. Jeg brækker mig i munden og slu ger den konsistensløse væske, inden den ender i køjen. “Du skal spise for at få kræfterne igen,” havde Joseph insisteret. Jeg ved, han har ret, men jeg kan ikke få noget ned. Det er min sjette malariakur i år. Jeg kun skind og ben. Fire dage er der gået nu, siden jeg kryd sede grænsen fra Elfenbenskysten og ankom til
18
Charlie Uldahl Christensen med sin barnevogn følges på vej af sin gode samaritaner, Joseph, 2016.
Elubo i det sydvestlige Ghana. Fire dage i køjen bag Josephs hus, med feberanfald og svindende kræfter. Sidst jeg var syg, havde jeg svoret for mig selv, at jeg havde fået nok af kemiske kure. Jeg ved snart ikke, hvad der gør mest skade længere, virussen eller kemien. Denne gang har jeg taget chancen med naturmedicin i stedet. Den har jeg været på i tre dage nu. tre dage med ildelugtende miksturer kogt på beske blade, tre gange dagligt. Tre dage, hvor udmattelsen og feberanfaldende kun er tiltaget. Det værste er, når malariaen og tyfussen rammer samtidig, det har jeg kun prøvet én gang før – indtil nu. “Du skal lade være med at drikke vandet i landsbyerne,” havde lægen sagt. “Det er det, der giver dig tyfus.” Det er det samme hver gang. Jeg ved, hvad han tænker. At jeg ikke kan tåle det, fordi jeg er oriyibo, en hvid mand. Han skulle bare vide. Jeg er ikke turist. Jeg er en bushman. Mere end nogen anden, jeg har mødt. Hvorfor skulle jeg ikke kunne holde til det samme som enhver afrikaner? Josephs mor laver mad over åben ild under stjernerne. Her varmer hun også vand til mig, så jeg kan vaske mig, hvis jeg magter at komme af køjen. Hans far er gammel og blind, fra solopgang til solnedgang dag ud og dag ind sidder han tavs og sammensunken på en gul palmeoliedunk ved siden af døren til den ler klinede hytte, de bor i. Det er Joseph, der for sørger familien, selvom han ikke er andet end
