Den Yderste Grænse by Gads Forlag

Bogen samler historien om en række mænd og kvinder, som gik til den yderste grænse og nogle gange ud over den. Nogle drog ud for fædrelandet eller videnskaben, andre for berømmelsen og eller for at udfordre sig selv, men de ligner også hinanden: De brød med, hvad folk troede var muligt. De gjorde det på deres egne måder og tegnede selv stregerne på kortet. I bogen følger vi de første, som krydsede Indlandsisen på ski, vi er på hest fra Mongoliet til Danmark og ulovligt i luftballon over Moskva. Vi er med tømmerflåde over Stillehavet, med inuit- kvinden Arnarulunnquaq på verdens længste slæderejse og meget, meget mere. Bjørn Harvig, som er tidligere formand for Eventyrernes Klub har samlet bogens historier, som bliver fortalt af museumsinspek tører fra Nationalmuseet, journalister, videnskabsfolk, forfattere og eventyrere. Bogen bygger på podcasten af samme navn, der har Bjørn Harvig som vært og blev tildelt Ritzau Prisen 2021.

V O RES

978–87–12–06887–7

DEN YDERSTE GRÆNSE

Den Yderste Grænse handler om de mest fascinerende danske og udenlandske opdagelsesrejsende og eventyrere.

Vilde pionerer, opdagelsesrejsende og ekspeditioner

Gads Forlag

DEN YDERSTE GRÆNSE

Bjørn Harvig (red.)

Indhold 5

Bjørn Harvig

Forord

Simone Aaberg Kærn

Lars Christian Erbou Kræmmer

Armstrong & Gagarin

Rumkapløbet

Syv uger i en kasse

Nagieb Khaja

Fra fjendens side

Helge Engstad

Ni til fire-livet var et fængsel 62

Charlie Uldahl Christensen

Til fods fra Esbjerg til Nigeria 22

Bjerggorillaernes passionerede beskytter

Lewis & Clark

Den Nye Verden blev først opdaget, da Lewis & Clark rejste ud Stoubæk & Jørgensen

Bikepacking i bjerggudens rige

Alexandra David-Néel

Frigør dig. Lev dit liv. Følg dine instinkter.

82 38

Roald Amundsen

Først på Sydpolen 86

Jens Bjerre

Verdensmanden, der ikke tog nej for nej

Heinrich Harrer

Flugten til den forbudte by Palle Huld

101

Gertrude Margaret Lowthian Bell

104

Thor F. Jensen

108

Da Danmarks Palle blev til verdens Tintin

Fra engelsk lady til ørkendronning

Dian Fossey

70 26

58 14

Himlen skal være fri, fri ligesom havet …

Verdens første rund- sejlads af øen Ny Guinea med en traditionel udriggerkano

Minik Rosing

Tidsrejse i umiak Ernest Shackleton

Efterladt på drivende havis i Sydhavet Alexander Selkirk

Alle kender Robinson Crusoe, men hvem er Alexander Selkirk? Annie Londonderry

Jorden rundt på cykel: Annie Londonderrys fantasifulde færd Anders Bilgram

Nordpolen rundt i åben båd

Ole Olufsen

På dødens flod

112

Adolf Erik Nordenskiöld

116

Jacob Holdt

Med Vega gennem Nordøstpassagen

Salomon August Andrée

Den dødsdømte ballonekspedition

Den eventyrlige fjerde dimension

Nina Rasmussen

Alene i Albanien

120

Amelia Earhart

Piloten, der forsvandt

Knud Rasmussen

Den store fortryller

124

Emilie Demant Hatt

En dansk kunstner hos samerne

128

Hiram Bingham

Hiram Bingham og Machu Picchu Hugh Glass

Glass blev flået halvt ihjel, forrådt af sine egne, men rejste sig

130

134

138

142

146

150

154

158

162

Morten Kirckhoff

Jagten på forladte steder

170

174

178

182

Charlotte Haslund- Christensen

234

Linsen rettet mod “os selv” 190

Galathea & Hakon Mielche

Med Galathea- ekspeditionen på det dybeste hav

Henny Harald Hansen

Henny Harald Hansen og de muslimske kvinder

Umberto Nobile

Luftskibet, der styrtede i Polhavet

238

Thor Heyerdahl

242

Ada Blackjack

En anti-eventyrer

Mary Henrietta Kingsley

Den frygtløse kvinde

194

Eventyret er virkeligt

Ludvig Mylius-Erichsen

Grænseløse Mylius

200

Joe Simpson

Dinglende i reb over afgrunden

204

Klavs Becker-Larsen

Besat af tanken om at være første menneske på Mount Everest

210

Ejnar Mikkelsen

212

Den golde isørken Himlen over stepperne

Henning HaslundChristensen

Burton & Speke

Jagten på Den Hvide Nils kilde

214

217

220

244

224

250

Isabelle Eberhardt

254

Oprør

258

Hjalte Tin

230

På fri fod i Sovjet Arnarulunnguaq

Det lille kvindemenneske

Johan Peter Koch

Skal vi krepere her som dyr? Erik B. Jørgensen

Far og datter i ødemarken

Aron Ralston

Det umulige valg

262

Peter Freuchen

Rævepelse i Thule

Henry Morton Stanley

Stanley, formoder jeg?

266

Leonhard Seppala

Iskoldt kapløb med døden i Alaskas vildmark

270

Estrid Ott

Kvinden, der ville ændre verden 274

226

Troels Kløvedal

Stjernerne og Stillehavet

Carsten Niebuhr

Carsten Niebuhr og Den Arabiske Rejse 1761‑1767

Jette Bang

Den første til at fotografere hverdagsliv i Grønland

Helle Løvevild Golman

Med kærlighed og kamera

Fridtjof Nansen

Som de første over indlandsisen

Reinhold Messner

Nanga Parbat – En overlevelseshistorie

Henri Mouhot

Verdens største genopdager

Rane Willerslev

På flugt i Sibiriens vildmark

Lene Rishede Hansen

Forbandelsen 166

186

Kai & Toni Paamand

Ballonpirater over Moskva

278

Jakob Urth

Den Turkise Gudinde

Lene Frøslev

Krig og kaos efter Saddams fald Alexander von Humboldt

Universalgeniet, der advarede mod menneskets destruktive omgang med naturen Hans Erik Rasmussen

Gæst i huset, Gud i huset Andreas Mogensen

Første dansker i rummet

282

Ilustrationer

284

Tak

Bjørn Harvig

Forord Siden jeg var en stor knægt, har jeg læst om de gamle opdagelsesrejsende og de store danske eventyrere. Gennem deres beretninger var jeg med på tur. De åbnede verden og viste mig, at livet kan leves meget anderledes, end hvad jeg troede var muligt. De fik mig til at drømme om at leve et liv, som de havde gjort – og da jeg blev gammel nok, stak jeg afsted. Den Yderste Grænse er lavet på baggrund af en podcast af samme navn fra 24syv og Vores Tid, som er et medie med base på National museet. Den handler om danske og udenland ske opdagelsesrejsende. Historiske og nu levende. Eventyrere, hvis nysgerrighed fortsat overvinder de værst tænkelige farer. Om dem der – ikke sjældent – tog ud på strabadserende ekspeditioner til verdens ende. Nogle af dem drog ud for fædrelandet eller for egen berøm melse, nogle for videnskaben og andre for at udvide de menneskelige perspektiver på til værelsen. De er ret så forskellige. Men de ligner hinanden på visse punkter: De brød med, hvad folk troede var muligt i deres samtid, de var originale og tegnede selv stregerne på kortet. Mange af dem gik til den yderste grænse og flere bevægede sig ud over den. Bogen en fyldt med historier om møder med fremmede, som måske ikke er så frem mede endda, og om oplevelser, der ender med at forandre de rejsende, og giver dem nye ind sigter i de uendeligt mange måder, mennesker kan leve på. Jeg har valgt at sætte ordet frit, så bogen bliver fortalt gennem de eksperter, historikere, videnskabsfolk, og nulevende eventyrere, som har været mine fantastiske kilder i podcast studiet. Kilderne har selv måttet bestemme, hvilken historie de synes er bedst, mest levende og allervigtigst. På den måde bliver kapitlerne ligeså forskelligartede, som podcasten er det. Ekspeditionerne og hovedpersonerne er ikke opdelt i kategorier – de er i stedet blandet godt

sammen, så de forhåbentlig overrasker: En ny verden, en ny vild historie, udspiller sig, hver gang du bladrer i bogen. Det, der har overrasket mig mest med at redigere bogen, er, at begrebet eventyr hele tiden ændrer sig. Folk skubber konstant til opfattelsen af, hvad andre mener er muligt. Derfor bliver jeg dagligt imponeret og begej stret, når jeg hører om de nulevende danskere, der på hver deres måde tænker tilværelsen anderledes end jeg selv. Mit håb med bogen er, at de gamle histo rier ikke bliver glemt. Men også at tydeliggøre, at der fortsat i dag i Danmark lever folk, som jeg synes går mod strømmen, er originale og dybt inspirerende. Håber, I vil gå på opdagelse og med ud helt til den yderste grænse. God rejse – og læselyst. Bjørn Harvig

Bjørn Harvig

Har selv rejst verden rundt til fods og på cykel. Han er tidligere formand for Eventyrernes Klub. Har medvirket i to prisvindende rejse-dokumentarfilm og er redaktør og forfatter til flere bøger, senest Bosniske Brødre, en rejse til fods. I 2021 modtog podcasten Den Yderste Grænse Ritzau Prisen.

Armstrong & Gagarin

Neil Armstrong, 1969.

Rumkapløbet

Af Cecilie Sand Nørholm

Vi befinder os ombord på Apollo 11. Vi er kun få minutter fra et skelsættende øjeblik i men neskets historie. Rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen er måske ved af nå sin afslutning. De to amerikanske astronauter Neil Arm strong og Edwin “Buzz” Aldrin opdager, at der under dem er fyldt med dybe kraterhuller på Månens overflade. De er så tæt på, at de kan se rumfartøjets skygge i den grå og støvede over flade. Men kan de lande? Kan de som ønsket skrive verdenshistorie? De opdager samtidigt, at de er ved at løbe tør for brændstof. Arm strong overtager styringen af Apollo manuelt, og Aldrin kalder Houston. Kalenderen siger den 20. juli 1969. Fra Jor den overvåger NASAs kontrolcenter i Houston alle bevægelser ned til mindste detalje, og på verdensplan følger flere hundrede millioner mennesker med i de tre rumrejsendes færd. Bare fire dage forinden blev Michael Collins, Aldrin og Armstrong sendt afsted fra Jordens overflade, siddende i et mikroskopisk modul sammenlignet med den Saturn V-raket, der havde til opgave at løfte dem fri af Jordens tyngdekraft. En raket så kraftig, at der stadig den dag i dag ikke findes større.

Rumkapløbet og månerejsens begyndelse Hele rejsen begynder dog noget længere tilbage. Den Kolde Krig efterlader USA med

en bekymring omkring nationens militære og tekniske kunnen sammenlignet med datidens anden stormagt, Sovjetunionen. En bekymring, som John F. Kennedy deler og har fokus på i den kampagne, der får ham valgt ind som præsident i 1960. Her lover han blandt andet det amerikanske folk overlegenhed over Sovjetunionen, ikke bare inden for militæret, men også i rummet. Måne landingen i 1969 stod dog ikke skrevet i kortene fra start, og især NASAs budget til en bemandet månemission skulle efter sigende have vakt skep sis hos den nyvalgte præsident. Den skepsis bli ver dog hurtigt lagt på hylden, da sovjetiske Yuri Gagarin, som det første menneske nogensinde, sendes i kredsløb om Jorden den 12. april 1961. Opsendelsen af Gagarin og Vostok 1 resulterer i forundring og begejstring ver den over, men er også brænde på bålet for den amerikanske frygt for at sakke bagud. Med opsendelsen af Sputnik 1, en sonde på Månen og nu altså også en mand i kredsløb om Jorden, fører sovjetrusserne rumkapløbet 3‑0. Selvom den første amerikanske astronaut, Alan Shepard, sendes i rummet blot få uger efter Gagarin, er mellemrummet mellem de to nationer stadig ikke udlignet. Den amerikanske reaktion på rumkap løbets udvikling bliver det mest ambitiøse rumprogram til dato; Apollo-programmet skal ikke bare slå bro over kløften mellem USA og Sovjetunionen, men stadfæste USA’s position

som verdens førende nation inden for både militærteknologi og rumfart. Men de har travlt. I 1961 har USA stadig til gode at sende en astronaut i kredsløb, men sigter nu efter at sende en bemandet mission til Månen – længere ud i verdensrummet, end nogen nation har gjort tidligere. Og det inden for det næste årti. Hvis projektet skal lykkes, må der gang i den teknologiske udvikling hurtigst muligt – og det kommer der. NASAs finansiering består, på sit højeste, af 1 % af USA’s nationalbudget, og mandskabet tæller 400.000 personer, heri blandt de førende raketforskere fra det forhen værende Nazityskland. På blot få år udvikles Saturn V-raketten og de moduler, der skal lede USA mod Månens overflade.

The Eagle has landed

Og nu er vi her så, på den skæbnesvangre dag i 1969, kulminationen på flere års intens for beredelse. Aldrin og Armstrong har taget afsked med Collins og er nu på vej mod Månens over flade i landingsmodulet Eagle. Ingen ved på forhånd, hvad der præcis møder dem på overfladen, men da de to astro nauter kommer den nærmere, opdager de, at den er spækket med klippestykker – ikke just den optimale landingsbane. Medmindre de vil risikere at blive revet i stykker af den ujævne overflade, må Armstrong selv tage styringen. Jag ten på et bedre landingssted sætter ind, alt imens brændstofbeholdningen nærmer sig bunden. Endelig er der fladt land i sigte. Folkene i Houston er pressede og frygter det værste. Men med bare 30 sekunders brændstof tilbage, lan der Buzz Aldrin og Neil Armstrong på Månen. Knap 7 timer efter touchdown træder Armstrong ud af landingsmodulet og ned på den støvede overflade, med de berømte ord: “That’s one small step for a man, one giant leap for mankind.”

Fremtidens månemissioner: mænd af rette støbning

Armstrong og hele Apollo 11-holdet bliver hyldet verden over, og månelandingen skriver sig ind i historiebøgerne sammen med Gaga rins første rumfærd blot otte år tidligere.

I virkeligheden er de ikke så forskellige de to, Gagarin og Armstrong. Astronauter af den gamle skole, militærmænd af ære. Armstrong holder hovedet koldt i pressede situationer og befinder sig helst uden for rampelyset. Gagarin er lynende intelligent og har fødderne plantet solidt i jorden. Begge må siges at være mænd af den rette støbning. Den rette støbning har dog ændret sig siden rumkapløbet. Fra at være selvstændige, modige jagerpiloter med koldt vand i blodet til i dag at være mænd og kvinder med flair for samarbejde og med forskellige videnskabelige baggrunde. Skiftet vidner om en tid, hvor vi ikke længere i samme grad sender mennesker i rummet med livet som indsats, men hvor der i stedet er fokus på videnskabeligt arbejde og forberedelser til fremtidens rummissioner. Uan set om det bliver på en rumstation, en måne base eller en flere måneder lang rejse til Mars.

Neil Alden Armstrong

(5. august 1930 – 25. august 2012) Pilot i flyvevåbnet under Korea krigen. Uddanner sig efterfølgende til luftfartsingeniør. Armstrong udtages i 1962 til NASAs astronautkorps som en af de første astronauter uden militær uddannelse. Armstrong flyver på to missioner: Gemini 8 og Apollo 11. Han tildeles, blandt mange andre priser, Presidential Medal of Freedom sammen med Apollo 11-mandskabet. Kort efter månelandingen trækker han sig fra NASA og mediernes søgelys.

Jurij Alexsejevitj Gagarin

(9. marts 1934 – 27. marts 1968.) Foretog d. 12. april 1961 fra Bajkonur Cosmodrom ved Aralsøen i Sovjet unionen med Vostok 1 den første rumfart Jorden rundt og landede ved Leninska Put i nærheden af Smelovka. Gagarin omkom i en flyveulykke i 1968, og hans aske er indsat i Kremls mur ved Den Røde Plads i Moskva.

Cecilie Sand Nørholm

Cand.scient. i astrofysik fra Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet. Til dagligt ansat som astrofysiker i Planetarium. Cecilies absolutte favo ritgenstand i Planetarium er deres eget klenodie fra Apollo-programmet: en månesten fra Apollo 17-missionen.

Buzz Aldrin på månen. Mens Armstrong og Aldrin foretog månelandingen, fortsatte Michael Collins i servicemodulet Columbia i kredsløb.

Jurij Gagarin til festmiddag i Eventyrernes Klub. Han optages som æresmedlem, og Ida Davidsen serverer sit berømte “stjerneskud”, som hun har opfundet til lejligheden. Formand for Eventyrernes Klub Johannes Konnild til venstre. Sø pavillonen, København 8. september 1962.

Nagieb Khaja

Fra fjendens side

Det var 2013. Jeg havde fået den unikke mulighed som journalist at dække Afghanistan- krigen fra fjendens side. Jeg var blevet “embedded” med Taliban, hvilket betyder, at jeg havde fået tilladelse til at følge dem, og under deres beskyttelse tilbragte jeg seks dage med dem i det afghanske Charkh distriktet i Logar-provinsen. Jeg gik med en gruppe på ca. 30 Taliban-krigere og var i mine egne tanker, da Leesan pludseligt kom hen imod mig. “Nagieb, du går med Adel, når vi iværksætter vores offensiv,” sagde han. Adel var den alvorlige. Jeg nikkede bekræftende til den venlige, men bestemte ordre. Efter 30 minutters gang i mørket nåede vi frem til en moské, hvor talibanerne var samlet. Her skulle vi opholde os indtil kort før solopgang. Der var endnu flere talibanere i bygningen, ca. 50. Den store bygning lignede en typisk afghansk landsbymoské. Ét stort rum dækket med et kæmpestort rødt tæppe og fyldt med håndklædestore bedetæpper og koraner i forskellige størrelser. Nogle af talibanerne lå ned og hvilede sig, andre sad i små grupper og talte sammen, mens en anden flok læste i Kora nen. De fleste af dem havde åbenbart hørt om mig. De var ikke overraskede over min tilstede værelse eller mit kamera. De fleste kom hen og hilste pænt og venligt og spurgte, om jeg var journalisten, som var på besøg hos dem.

Krigskorrespondent Nagieb Khaja i Charkh i det østlige Afghanistan, hvor han optog to reportager til Al Jazeera America. Nagieb var “embedded” hos Taliban og kunne helt sensationelt dække krigen fra deres side.

Tre talibanere stod op ad en væg. En af dem var meget lav, i hvert fald under 1,60. Han havde camouflagejakke og elefanthue på. Normalt ville beklædningen gøre ham rædsels indgydende, men hans lille størrelse udlignede effekten og gav ham et småkomisk skær. “Hvor ser du farlig ud,” sagde en af tali banerne med en ironi i stemmen. To andre kunne ikke længere holde masken og brød ud i latter. Den lille talibaner kiggede opgivende på dem. Det var tydeligt, at han var vant til deres drillerier. Jeg lagde mig på gulvet. Brugte min kamerataske som hoved pude og forsøgte at få sovet en smule. Efter et par timers ventetid sagde en af talibanerne, at vi skulle afsted igen. Adel kom hen til os og sagde, jeg skulle følge med ham og hans lille deling. På vej ud af moskéen trak Hasibullah mig hen i et hjørne med et vantro blik. “Hvor skal du hen, Nagieb?” spurgte han med opspilede øjne. “Med Adel,” svarede jeg. “Er du klar over, hvad Adels rolle er i dette angreb?” Jeg lignede et stort spørgsmålstegn. “Han skal op på bjerget og affyre RPG’en [skulderbåret raketstyr],” sagde Hasibullah. Nu gik situationen op for mig. Adel og Leesan havde tiltænkt mig en rolle, hvor jeg skulle filme angrebet fra et bjerg, hvor mulighederne for at gemme sig for fjendtligt artilleri var minimale.

“Der er vel ikke noget at gøre,” svarede jeg opgivende, fordi jeg ikke anede, hvordan jeg skulle bakke ud. “Fortæl dem, at du har dårligt knæ, og at du er for langsom,” sagde Hasibul lah. “De, der tager op på bjerget, skal være hurtige, for når der kommer forstærkninger som f.eks. tanks, skal man hurtigt ned derfra. Du kan umuligt komme hurtigt ned derfra med et dårligt knæ, forstår du mig?” hviskede han. Jeg nikkede og gik ud i mørket til Adel, som stod sammen med en gruppe mænd, der åben bart var en del af bjergteamet. “Adel jan. Der er opstået et problem,” sagde jeg. “Jeg var ikke klar over, hvor stejlt bjerget var. Jeg har et dårligt knæ og kan ikke gå derop. Mit knæ må ikke overbe lastes, og jeg kan derfor ikke tage med derop.” Jeg forsøgte at lyde så overbevisende som muligt. Adel affejede min anmodning og sagde, at det nok skulle gå. Jeg gentog småde sperat, hvad jeg lige havde sagt, og tilføjede, at jeg ydermere ville blive til besvær for deres krigere på bjerget, fordi de i værste fald ville blive nødt til at bære mig ned derfra, hvilket jeg vidste var nærmest umuligt i den situation. Adel så skuffet ud og spurgte, om jeg var sikker på, at jeg ikke magtede det. Jeg sagde, at jeg var sikker. Han gik ind i moskéen og kom ud med Leesan.

“Du kan følge med mig i stedet for,” sagde Leesan til min store lettelse. Hasibullah og jeg smilede diskret til hinanden. Det var forbudt at tænde lommelygter og anden form for lys, men krigerne virkede hverken nervøse eller bange, og i mørket smittede deres humør af på mig. Jeg begyndte at slappe af. Min forventning havde været, at vi skulle snige os ind til området, hvor de ville angribe fra, men turen foregik i et raskt tempo. Leesan, som førte an, standsede efter en times gang. “Så er vi der,” sagde han. Leesan pegede mod en kvadratisk bygning med et kuppelformet tag, som lå ca. 500 meter længere fremme på vejen. Det var målet, sagde Leesan: en base tilhørende den afghanske hær. “Vi angriber basen herfra, mens vores brødre med RPG’erne klatrer op på bjerget og affyrer granater mod dem. Samtidig er der en tredje gruppe, som angriber dem fra broen, der ligger foran basen,” sagde Leesan og pegede mod en lille lyseblå bro, der førte over en kanal. “Dér er vores mænd.” Han pegede nu mod et nærliggende bjerg, som lå til venstre for en lille kanal. Det var sent efterår, og bjerget var helt tørt og nøgent. Det eneste, talibanerne kunne gemme sig bag, var sten og klipper. Jeg kneb øjnene sammen og kiggede på bjerget.

Det lykkedes mig at skimte tre små skikkelser, som bevægede sig langsomt frem mod nogle klipper, der virkede oplagt som dække. Jeg var sikker på, Adel var en af dem. Hvis ikke jeg var blevet advaret, havde jeg om et øjeblik siddet deroppe, mens hans mænd gjorde klar til at affyre deres RPG. Det var underligt at have kendskab til et angreb, før det gik i gang. Jeg vidste, at mennesker ville komme til skade. Al ligevel håbede og bad jeg til, at alle slap uskadte fra operationen, både oprørerne og regerings styrkerne. Jeg havde en ubehagelig følelse af at kigge ind i en krystalkugle. Jeg forestillede mig, hvordan unge mænd, som af tilfældige årsager befandt sig på den anden side, blev såret og i værste fald sprængt i stykker, når talibanerne bombarderede deres mål.

Jeg så for mig, hvordan de afghanske sikkerhedsstyrker ville kæmpe for deres liv, og at deres reaktion kunne blive døden for de mænd, der sad ved siden af mig. Ja, deres reak tion kunne også betyde, at jeg blev såret eller dræbt. Det her var dødsens alvor.

Nagieb i Char Dara-distriktet i det nordlige Kunduz. Han bliver fulgt af en gruppe lokale talibanere, som viste ham, hvor meget territorium, de kontrollerer. Nagieb var ankommet til Kunduz, som er Afghanistans fjerdestørste by, dagen efter en Taliban- offensiv.

Nagieb Khaja (f. 1979)

En af Danmarks mest frygtløse jour nalister. I stedet for at dække krigs zoner fra sikre områder eller i følge med danske soldater går han andre og langt mere risikable veje. Det har kostet ham en kidnapning af Taleban og tæsk af tyrkiske grænsevagter. Men Nagieb Khaja bliver ved med at producere dokumentarer til blandt andet DR og Al Jazeera, fordi han mener, at det er vigtigt, at krigenes konsekvenser i Afghanistan og Syrien bliver dækket fra alle perspektiver, så konflikterne ikke bliver glemt.

Helge Engstad

Helge Ingstad, 1932.

Ni til fire-livet var et fængsel

Af Eske Willerslev

Den vigtigste bog, jeg har læst i mit liv, er Helge Ingstads Pelsjægerliv i Canada. Jeg var 16 år gammel, da jeg læste den og slugte den råt. Den ramte mig som et lyn. Med ét blev jeg grebet af kærligheden til ødemarken og “det simple liv”. Det inspirerede mig enormt, og jeg fandt ud af, at selvom jeg ikke var født til at leve i vildmarken, så kunne det lade sig gøre. Ingstad viste mig vejen! Over flere omgange boede Ingstad hos indianerne og indlandsinuitterne i Nordame rika. På en måde kan man sige, at han er den norske Knud Rasmussen. Ingstad kom hverken først til Nord- eller Sydpolen eller krydsede ind landsisen først, hurtigst eller mest spektakulært. Han rejste derimod ud for at finde det væsent ligste: den storslåede natur og menneskene. Han lyttede til deres fortællinger og skrev bøger om dem. Han boede hos de oprindelige folk, som han havde stor respekt for, og hvis liv han beskrev på en meget fin måde. Det mener jeg er vigtigere og væsentligere for eftertiden end de ligegyldige sportspræstationer, som mange af samtidens eventyrere havde fokus på. Helge Ingstad var uddannet jurist fra Levanger i Norge. Han var dygtig og tjente masser af penge som advokat. Han gjorde det så godt, at han fik klaustrofobi. Det er hans egne ord. Han skriver i bogen:

“Tænk, hvis succes er alt hvad jeg skal opleve? Tænk, hvis jeg ikke skal få mere ud af mit liv end dette?” Og så stak han afsted. Han ville ud. Væk. Være fri. I 1926 tog han til det nordlige Canadas vildmark med sin læremester Hjalmar Dale. Med kanoer, hunde, våben og ammunition drog de afsted ud i den canadiske vildmark. Planen var simpel: Der var ingen rigtig plan! De skulle være pelsjægere, jage ulv, ræv og bæver og sælge skindet på små handelsstationer, som også de oprindelige folk, indianerne, gjorde. Ellers skulle de blot leve af landet. De to byg gede en primitiv træhytte, som var en kummer lig affære, men den gav læ for vejret, her kunne de holde sig varme, hvilket er det vigtigste i ødemarken. De bestemte selv dagens rytme og spiste, når de var sultne, og sov, når de var trætte. Ingstad drømte om at leve i ét med natu ren, og han udlevede drømmen til fulde. Ingstad beskriver de fire år i vildmarken som de lykkeligste i sit liv. Og han savnede ikke den trivielle hverdag på advokatkontoret. Han skriver i bogen at “ni til fire-livet var et fæng sel”. Jeg elsker det citat! Og pengene savnede han heller ikke. Fra vildmarken skrev han:

affyre sit gevær fra hoften, og ulven dør. Først da opdager han, at den er syg med hundegal skab, og at det formentlig havde været lig med døden, hvis den havde bidt ham. Efter opholdet i Canada drog han tilbage til Nordamerika og Mexico og besøgte apache indianerne. Senere boede han i et år sammen med nunamiutterne, indlandsinuitterne i Alaska, ligesom han blev berømt, da han fandt spor efter vikingerne i “Vinland” i det nordligste Canada. Ingstad, min barndomshelt, står fortsat i dag som en af mine største inspirationskilder. Jeg vil gå så langt som at sige, at han med sine histo rier og sin person viser os andre vejen til lykke.

“Her er min kano, mine garn, min bøsse og mine hunde. Skovene og vandene står til min rådighed. Jeg sidder i skjorteærmer foran teltet og føler mig som en millionær.” Efter et år rejste hans kammerat hjem. Ingstad blev og rykkede senere sin lejr op på tundraen. Her slog han sig telt op. Det var et brutalt sted at bo. Den nådesløse vind for over landet, og der var intet sted at søge skjul eller læ. Nogle eventyrere ville have fokuseret på, at livet i øde marken er barskt og til tider farligt. Det var ikke noget, Ingstad dvælede særlig meget ved. Og det var så befriende at læse som ung mand. Det tydeligste i bogen er netop Ingstads beskrivel ser af den storslåede natur. Han boede jo i en ødemark, som kun var delvis kortlagt, og hvor indianerne fortsat levede deres gamle liv. Men nogle dramatiske scener er der dog i bogen. Jeg husker særligt en historie, som gjorde stort indtryk. Ingstad ligger i sit telt på tundraen og vågner en nat ved, at hans hunde hyler og virker nervøse. Da han går ud for at se til dem, bliver han overrasket over et par lysende øjne, der stirrer på ham. Han undrer sig, for han har bundet hundene et andet sted end der, hvor øjnene nu stirrer fra. Pludselig angriber dyret. Det er en stor ulv. Ingstad når at

Helge Marcus Ingstad

(30. december 1899 – 29. marts 2001) Uddannet jurist. Forfatter til en lang række bøger, blandt andet Pelsjægerliv i Canada, som omhandler hans fire år i ødemarken. Fungerede som amtmand i Østgrønland 1930‑1933 og på Svalbard 1933‑35. Talrige rejser til oprindelige folk i Nord- og Mellem amerika. Efter krigen rejste han i Vin land – langs Canadas nordlige kyst – i jagt på spor efter vikingerne. Ingstad blev tildelt diverse ordner og titler og var desuden æresmedlem i The Explorer’s Club i New York. Iñupiat- stammen nunamiutterne opkaldte et bjerg i Alaska efter Ingstad i taknem melig for, hvad han gjorde for dem.

Eske Willerslev

Biolog, DNA-forsker og professor på Cambridge University. Medlem af Eventyrernes Klub. Eske har flere gange og over længere perioder boet den i sibiriske ødemark og været på talrige ekspeditioner i Grønland, Nordcanada og Alaska.

Helge Ingstad i vinteren 1929, som han tilbragte alene som pelsjæger på tun draen. Fotografiet er taget af en tilfældigt forbipasseren de indianer.

Charlie Uldahl Christensen

Til fods fra Esbjerg til Nigeria

Febernat. Jeg klamrer mig til den slanke båd, lader mig trække gennem det sorte vand. Kræfterne ebber ud. Omkring mig flyder blege kroppe, roligt, betagende roligt. Slipper jeg, bliver jeg som dem. Jeg vågner af min feberdrøm, rystende af kulde, badet i sved. Cikaderne synger. En hund gør langt borte. Jeg er her endnu. Jeg griber efter amuletten om min arm, knuger den i min hånd. “Det var godt, du kom til mig, ellers ville du have været død inden længe, men nu har du åndernes beskyttelse.” Sådan havde marabouten, den traditionelle præst i Sierra Leone, sagt. Det var ham, der havde givet mig amuletten. Gæl der dens beskyttelse mon stadig? Er der udløb på den slags? Har jeg udført ritualerne korrekt? Jeg åbner lynlåsen til myggenettet i min hængekøje. Pandelampen hænger om min hals. Jeg tænder den og retter den røde lysstråle ud i mørket imellem de tætte palmer, uden at gøre den unødvendige anstrengelse at sætte elastik ken fast om mit hoved. Tallerkenen med suppe står på jorden. Tanken om mad får min mave til at vende sig. Jeg brækker mig i munden og slu ger den konsistensløse væske, inden den ender i køjen. “Du skal spise for at få kræfterne igen,” havde Joseph insisteret. Jeg ved, han har ret, men jeg kan ikke få noget ned. Det er min sjette malariakur i år. Jeg kun skind og ben. Fire dage er der gået nu, siden jeg kryd sede grænsen fra Elfenbenskysten og ankom til

Charlie Uldahl Christensen med sin barnevogn følges på vej af sin gode samaritaner, Joseph, 2016.

Elubo i det sydvestlige Ghana. Fire dage i køjen bag Josephs hus, med feberanfald og svindende kræfter. Sidst jeg var syg, havde jeg svoret for mig selv, at jeg havde fået nok af kemiske kure. Jeg ved snart ikke, hvad der gør mest skade længere, virussen eller kemien. Denne gang har jeg taget chancen med naturmedicin i stedet. Den har jeg været på i tre dage nu. tre dage med ildelugtende miksturer kogt på beske blade, tre gange dagligt. Tre dage, hvor udmattelsen og feberanfaldende kun er tiltaget. Det værste er, når malariaen og tyfussen rammer samtidig, det har jeg kun prøvet én gang før – indtil nu. “Du skal lade være med at drikke vandet i landsbyerne,” havde lægen sagt. “Det er det, der giver dig tyfus.” Det er det samme hver gang. Jeg ved, hvad han tænker. At jeg ikke kan tåle det, fordi jeg er oriyibo, en hvid mand. Han skulle bare vide. Jeg er ikke turist. Jeg er en bushman. Mere end nogen anden, jeg har mødt. Hvorfor skulle jeg ikke kunne holde til det samme som enhver afrikaner? Josephs mor laver mad over åben ild under stjernerne. Her varmer hun også vand til mig, så jeg kan vaske mig, hvis jeg magter at komme af køjen. Hans far er gammel og blind, fra solopgang til solnedgang dag ud og dag ind sidder han tavs og sammensunken på en gul palmeoliedunk ved siden af døren til den ler klinede hytte, de bor i. Det er Joseph, der for sørger familien, selvom han ikke er andet end

en stor dreng. Han har aldrig været længere væk end Accra, hans livret er banku, disse store kogte boller af fermenteret majsmel, og hans største ønske er sin egen cykel. Han havde ikke tøvet et sekund med at invitere mig hjem, da han først så mig i regnen slæbende efter min barnevogn med hunde bamsen som galionsfigur, min snavsede djellaba klæbende til kroppen og feberen lysende ud af øjnene. Jeg havde måtte være yderst insiste rende for at få lov at sætte min køje op i skoven bag huset. Stod det til ham, skulle jeg have haft hans seng, imens han selv sov på jorden. Findes der mon nogen der, hvor jeg kommer fra, som ville invitere en fremmed ind fra gaden og byde ham sin seng for selv at sove på jorden? Josephs familie er fattig. De drikker vand fra åen og besørger i skoven. Jeg gør det samme. For dem er det et vilkår, de helst var foruden. For mig er det et valg, truffet på bag grund af et privilegie, som ingen af os tilnær melsesvis fatter omfanget af. Et privilegie med et ufatteligt potentiale for at ændre noget for nogen, hvis bare jeg bruger det rigtigt. Se mig nu, ynkelig, svag og svedig. Hvordan fanden endte jeg her? Da jeg tog afsted i sin tid, var det med et mål om at gøre en forskel for dem, der var svagere stillet. Nu er jeg med mine illusioner om den hvide mands byrde og mit selvretfærdige, egocentriske jungle mandstrip blevet blot endnu et læs på en sort mands skuldrer. Jeg sætter mig op i køjen. Rækker ud efter suppen. I morgen skal jeg på apoteket. I mor gen skal jeg give mere, end jeg tager. På sin vandring gennem Afrika overnatter Charlie fortrinsvis i sin hængekøje i bushen, 2016.

Charlie Uldahl Christensen (f. 1988)

Bæredygtig iværksætter, forhen værende soldat og sømand. Boede seks måneder blandt masaier i Tanzania i 2013 og startede på baggrund af den oplevelse NGO’en Walking for Water, som rejser penge til offentlige vand forsyninger i Afrika, i 2015. Han på begyndte samme år en filantropisk pil grimsfærd til fods ned igennem Europa og Afrika, hvor han fortrinsvis overnat tede hos lokale eller campede i bushen. Rejsen strakte sig over mere end fire år, 20 lande og 12.200 kilometer, inden den blev afbrudt i august 2019, hvor han blev deporteret fra Nigeria.

Dian Fossey

Bjerggorillaernes passionerede beskytter

Dian Fossey fik et meget nært forhold til gorillaerne og tog konfiskerede gorilla unger til sig som sine egne børn. Rwanda 1969.

Af Bengt Holst

Regnen drypper fra træerne, og i skovbunden, halvt skjult af det tætte buskads, sidder en sorthåret kvinde midt i trediverne og stirrer intenst foran sig. Hun sidder helt stille og tør knap nok trække vejret. Få meter fra hende står en imponerende bjerggorillahan og stirrer lige så intenst på hende – eller rettere sagt, de stirrer begge en smule til siden som for at undgå den andens blik. Det er tydeligt, at de ser hinanden an, og luften emmer af spænding. Den prægtige gorilla ser imponerende ud, som han står der på alle fire, men med hovedet rejst og tydeligvis klar til at kæmpe, hvis det skulle blive nødvendigt. Men den spinkle kvinde kan næppe true ham, og langsomt nærmer han sig, drevet af sin nysgerrighed og inderst inde også af sit sociale væsen. Kvinden bliver siddende, vender hovedet lidt bort for ikke at virke truende og rækker forsigtigt hånden frem, samtidig med at hun udstøder nogle gryntende lyde, som man ellers kun hører fra gorillaerne. Og så sker det utrolige – gorillaen svarer med nogle lignende grynt, bevæger sig langsomt helt hen til kvinden og rækker ud efter hendes hånd. Lige så forsigtigt strækker han de lange fingre ud og så sker det. I et kort øjeblik rører de to hænder hinanden som i Michelangelos billede i Det Sixtinske Kapel, hvor Gud rækker hånden ud mod Adam. Stedet er Virungabjer gene i Rwanda, og kvinden er Dian Fossey, den kendte gorillaforsker, der viede sit liv til studiet

og beskyttelsen af de sjældne bjerggorillaer. Og billedet er blevet ikonisk for Dian Fosseys virke og for studiet af menneskeaber generelt. Starten på dette unikke møde finder vi i San Francisco helt tilbage i 1932, hvor Dian Fossey blev født. Hendes forældre blev skilt seks år senere, og så startede et liv med en hård stedfar, der ikke gav plads til følelser og sammen med moderen gjorde, hvad de kunne for at forhindre kontakten til Dians biologiske far. Dian Fossey vendte sig derfor mod dyrene og besluttede sig tidligt i livet til at ville arbejde med og for dyr. Og i 1961 tog hun en vigtig beslutning. Hun lånte penge for at kunne rejse til Afrika, og det blev starten på et nyt liv. På rejsen mødte hun den kendte palæontolog og arkæolog Louis Leakey, som er faderen til teorien om menneskets oprindelse i Afrika, og som nogle år forinden havde hjulpet chim panseforskeren Jane Goodall i gang med sine banebrydende chimpansestudier i Tanzania. Mødet med Leakey gav Dian Fossey blod på tanden, og senere samme år så hun sine første bjerggorillaer i Virungabjergene i Uganda. Og så var hun solgt. I 1966 flyttede hun til DR Congo for at studere bjerggorillaerne i de tætte skove på samme måde, som Jane Goodall havde studeret chimpanser i Tanzania. Hun flyttede simpelthen ind, oprettede en lejr og opsøgte de sjældne bjerggorillaer på deres præmisser. På mindre end et år lykkedes det

hende at finde seks grupper af bjerggorillaer, som hun kunne komme tæt nok på til at kunne notere deres levevis i yderste detalje. Koden til denne succes var en engels tålmodighed og at imitere gorillaernes sociale adfærd. Hun lærte deres lyde at kende, benyttede sig af deres pacificeringssignaler, så de ikke angreb hende, og opførte sig i det hele taget langt hen ad vejen som en underdanig bjerggorilla. Det har været et ret spektakulært syn at se Dian Fossey gå knogang hen imod gruppen, klø sig i håret og på kroppen, som gorillaerne gør for at signalere “fred og ingen fare”, og ikke mindst at høre hende grynte, som gorillaerne gør, når de skal berolige hinanden. Men adfærden bar frugt. Gorillaerne accepterede hendes tilstede værelse, og hun kunne udføre sine unikke studier af gorillaernes adfærd – studier, som endnu i dag er de grundigste, der er foretaget af bjerggorillaers liv i naturen. Det fantastiske ved Dian Fossey var hendes passion, hendes gå-på-mod og hendes ihærdighed. Ingen skulle forhindre hende i hendes forehavende, og hun formåede imod alle odds at leve alene i lange perioder dybt inde i først DR Congos og siden Rwandas skove i en form for samhørighed med bjerg gorillaerne for at lære dem bedre at kende. Og som så ofte ved sådan et tæt samliv opstod der hurtigt mere end en forskningsmæssig interesse for gorillaerne. De blev til hendes familie, og hun satte alt ind på at beskytte dem – både generelt og specifikt mod krybskytter og andre lokale, der efterstræbte dem. Og med tiden blev denne beskyttertrang til mere end ren beskyttelse. Det udviklede sig til en krig mellem hende og det omgivende samfund, hvor begge parter greb til selvtægt for at genere modstanderne. Til trods for denne krig forblev Dian Fossey i sin lejr for at beskytte gorillaerne. Men da hendes yndlingsgorilla gennem mange år, Digit, i 1977 blev dræbt af krybskytter, var det, som om filmen knækkede for Dian Fossey. Hun begyndte at opføre sig meget mærkeligt, blev mere menneskesky og jagede lokale væk ved at spille heks. Til sidst gik det galt. 27. december 1985 finder man hende myrdet i den lille hytte i bjergene, dræbt af et machetehug tværs over ansigtet. Mordet er aldrig blevet opklaret, men en del tyder på, at der har været større ting

på spil end blot drillerier. Dian Fossey var ved at samle dokumentation for højtstående folks medvirken til slagtning af bjerggorillaer og bortførsel af gorillaunger til private zoos og er dermed kommet på kant med stærkere kræfter, end hun kunne klare. Om der er noget i den udlægning, er der ingen, der ved. Men sikkert er det, at hun var oppe imod stærke kræfter, og at hun for nogle lokale politikere var en sten i skoen for de udviklingsplaner, der skulle gøre dem rige. Og sikkert er det også, at Dian Fossey har reddet bjerggorillaerne fra at uddø. Hun fik tiltrukket verdens opmærksomhed til deres stærkt truede situation på grænsen mellem de politisk ustabile lande DR Congo, Uganda og Rwanda, og hun skabte grundlaget for den viden, vi i dag har om bjerggorillaernes levevis, og som har været essentiel for vores forståelse af disse helt unikke menneskeaber – og som har resulteret i den beskyttelse, de i dag nyder i hele deres udbredelsesområde. Dian Fossey var en ener, en passioneret forsker, der satte alt på ét bræt for at beskytte bjerggorillaerne, og som i sidste ende betalte den ultimative pris i en alder af kun 53 år.

Dian Fossey med gorillaerne Coco og Pucker. Rwanda 1969.

Dian Fossey

(16. januar 1932 – ca. 26. december 1985) Født i San Francisco. Uddannet som ergoterapeut i 1954, men skiftede til adfærdsbiologi og primatologi på grund af en glødende interesse for bjerggorillaer. Udgav i 1983 det kendte værk Gorillas in the mist, som var bane brydende i forhold til vores viden om bjerggorillaernes levevis, og oprettede i 1977 The Digit Fund, senere omdøbt til Dian Fossey Gorilla Foundation Inter national, som rejser penge til bevarel sen af bjerggorillaer i Centralafrika.

Bengt Holst

Uddannet zoolog og ansat i Zoologisk Have, København, i 37 år. Først som videnskabelig assistent og chef for dyreafdelingen og sidst som videnska belig direktør. Har arbejdet med tru ede dyrearter i hele perioden og har udviklet forsknings- og naturbevarel sesprojekter i Sydøstasien, Sydafrika, Brasilien og Danmark. I dag formand for Den Danske Naturfond og med lem af Eventyrernes Klub.

Den Yderste Grænse

Articles inside

Bjørn Harvig

Armstrong & Gagarin

Helge Engstad

Nagieb Khaja

Dian Fossey

Charlie Uldahl