Helge Engstad

Ni til fire-livet var et fængsel

Af Eske Willerslev

Den vigtigste bog, jeg har læst i mit liv, er Helge Ingstads Pelsjægerliv i Canada. Jeg var 16 år gammel, da jeg læste den og slugte den råt. Den ramte mig som et lyn. Med ét blev jeg grebet af kærligheden til ødemarken og “det simple liv”. Det inspirerede mig enormt, og jeg fandt ud af, at selvom jeg ikke var født til at leve i vildmarken, så kunne det lade sig gøre. Ingstad viste mig vejen!

Over flere omgange boede Ingstad hos indianerne og indlandsinuitterne i Nordamerika. På en måde kan man sige, at han er den norske Knud Rasmussen. Ingstad kom hverken først til Nord eller Sydpolen eller krydsede indlandsisen først, hurtigst eller mest spektakulært. Han rejste derimod ud for at finde det væsentligste: den storslåede natur og menneskene. Han lyttede til deres fortællinger og skrev bøger om dem. Han boede hos de oprindelige folk, som han havde stor respekt for, og hvis liv han beskrev på en meget fin måde. Det mener jeg er vigtigere og væsentligere for eftertiden end de ligegyldige sportspræstationer, som mange af samtidens eventyrere havde fokus på.

Helge Ingstad var uddannet jurist fra Levanger i Norge. Han var dygtig og tjente masser af penge som advokat. Han gjorde det så godt, at han fik klaustrofobi. Det er hans egne ord. Han skriver i bogen: “Tænk, hvis succes er alt hvad jeg skal opleve? Tænk, hvis jeg ikke skal få mere ud af mit liv end dette?”

Og så stak han afsted. Han ville ud. Væk. Være fri.

I 1926 tog han til det nordlige Canadas vildmark med sin læremester Hjalmar Dale. Med kanoer, hunde, våben og ammunition drog de afsted ud i den canadiske vildmark. Planen var simpel: Der var ingen rigtig plan! De skulle være pelsjægere, jage ulv, ræv og bæver og sælge skindet på små handelsstationer, som også de oprindelige folk, indianerne, gjorde. Ellers skulle de blot leve af landet. De to byggede en primitiv træhytte, som var en kummerlig affære, men den gav læ for vejret, her kunne de holde sig varme, hvilket er det vigtigste i ødemarken. De bestemte selv dagens rytme og spiste, når de var sultne, og sov, når de var trætte. Ingstad drømte om at leve i ét med naturen, og han udlevede drømmen til fulde.

Ingstad beskriver de fire år i vildmarken som de lykkeligste i sit liv. Og han savnede ikke den trivielle hverdag på advokatkontoret. Han skriver i bogen at “ni til fire livet var et fængsel”. Jeg elsker det citat! Og pengene savnede han heller ikke. Fra vildmarken skrev han:

affyre sit gevær fra hoften, og ulven dør. Først da opdager han, at den er syg med hundegalskab, og at det formentlig havde været lig med døden, hvis den havde bidt ham.

Efter opholdet i Canada drog han tilbage til Nordamerika og Mexico og besøgte apacheindianerne. Senere boede han i et år sammen med nunamiutterne, indlandsinuitterne i Alaska, ligesom han blev berømt, da han fandt spor efter vikingerne i “Vinland” i det nordligste Canada.

Ingstad, min barndomshelt, står fortsat i dag som en af mine største inspirationskilder. Jeg vil gå så langt som at sige, at han med sine historier og sin person viser os andre vejen til lykke.

“Her er min kano, mine garn, min bøsse og mine hunde. Skovene og vandene står til min rådighed. Jeg sidder i skjorteærmer foran teltet og føler mig som en millionær.”

Efter et år rejste hans kammerat hjem. Ingstad blev og rykkede senere sin lejr op på tundraen. Her slog han sig telt op. Det var et brutalt sted at bo. Den nådesløse vind for over landet, og der var intet sted at søge skjul eller læ. Nogle eventyrere ville have fokuseret på, at livet i ødemarken er barskt og til tider farligt. Det var ikke noget, Ingstad dvælede særlig meget ved. Og det var så befriende at læse som ung mand. Det tydeligste i bogen er netop Ingstads beskrivelser af den storslåede natur. Han boede jo i en ødemark, som kun var delvis kortlagt, og hvor indianerne fortsat levede deres gamle liv.

Men nogle dramatiske scener er der dog i bogen. Jeg husker særligt en historie, som gjorde stort indtryk. Ingstad ligger i sit telt på tundraen og vågner en nat ved, at hans hunde hyler og virker nervøse. Da han går ud for at se til dem, bliver han overrasket over et par lysende øjne, der stirrer på ham. Han undrer sig, for han har bundet hundene et andet sted end der, hvor øjnene nu stirrer fra. Pludselig angriber dyret. Det er en stor ulv. Ingstad når at

Helge Marcus Ingstad

(30. december 1899 – 29. marts 2001) Uddannet jurist. Forfatter til en lang række bøger, blandt andet Pelsjægerliv i Canada, som omhandler hans fire år i ødemarken. Fungerede som amtmand i Østgrønland 19301933 og på Svalbard 193335. Talrige rejser til oprindelige folk i Nord og Mellemamerika. Efter krigen rejste han i Vinland – langs Canadas nordlige kyst – i jagt på spor efter vikingerne. Ingstad blev tildelt diverse ordner og titler og var desuden æresmedlem i The Explorer’s Club i New York. Iñupiat stammen nunamiutterne opkaldte et bjerg i Alaska efter Ingstad i taknemmelig for, hvad han gjorde for dem.

Eske Willerslev

Biolog, DNA forsker og professor på Cambridge University. Medlem af Eventyrernes Klub. Eske har flere gange og over længere perioder boet den i sibiriske ødemark og været på talrige ekspeditioner i Grønland, Nordcanada og Alaska.

Helge Ingstad i vinteren 1929, som han tilbragte alene som pelsjæger på tundraen. Fotografiet er taget af en tilfældigt forbipasserende indianer.