Helge Engstad
Helge Ingstad, 1932.
Ni til fire-livet var et fængsel
Af Eske Willerslev
Den vigtigste bog, jeg har læst i mit liv, er Helge Ingstads Pelsjægerliv i Canada. Jeg var 16 år gammel, da jeg læste den og slugte den råt. Den ramte mig som et lyn. Med ét blev jeg grebet af kærligheden til ødemarken og “det simple liv”. Det inspirerede mig enormt, og jeg fandt ud af, at selvom jeg ikke var født til at leve i vildmarken, så kunne det lade sig gøre. Ingstad viste mig vejen! Over flere omgange boede Ingstad hos indianerne og indlandsinuitterne i Nordame rika. På en måde kan man sige, at han er den norske Knud Rasmussen. Ingstad kom hverken først til Nord- eller Sydpolen eller krydsede ind landsisen først, hurtigst eller mest spektakulært. Han rejste derimod ud for at finde det væsent ligste: den storslåede natur og menneskene. Han lyttede til deres fortællinger og skrev bøger om dem. Han boede hos de oprindelige folk, som han havde stor respekt for, og hvis liv han beskrev på en meget fin måde. Det mener jeg er vigtigere og væsentligere for eftertiden end de ligegyldige sportspræstationer, som mange af samtidens eventyrere havde fokus på. Helge Ingstad var uddannet jurist fra Levanger i Norge. Han var dygtig og tjente masser af penge som advokat. Han gjorde det så godt, at han fik klaustrofobi. Det er hans egne ord. Han skriver i bogen:
14
“Tænk, hvis succes er alt hvad jeg skal opleve? Tænk, hvis jeg ikke skal få mere ud af mit liv end dette?” Og så stak han afsted. Han ville ud. Væk. Være fri. I 1926 tog han til det nordlige Canadas vildmark med sin læremester Hjalmar Dale. Med kanoer, hunde, våben og ammunition drog de afsted ud i den canadiske vildmark. Planen var simpel: Der var ingen rigtig plan! De skulle være pelsjægere, jage ulv, ræv og bæver og sælge skindet på små handelsstationer, som også de oprindelige folk, indianerne, gjorde. Ellers skulle de blot leve af landet. De to byg gede en primitiv træhytte, som var en kummer lig affære, men den gav læ for vejret, her kunne de holde sig varme, hvilket er det vigtigste i ødemarken. De bestemte selv dagens rytme og spiste, når de var sultne, og sov, når de var trætte. Ingstad drømte om at leve i ét med natu ren, og han udlevede drømmen til fulde. Ingstad beskriver de fire år i vildmarken som de lykkeligste i sit liv. Og han savnede ikke den trivielle hverdag på advokatkontoret. Han skriver i bogen at “ni til fire-livet var et fæng sel”. Jeg elsker det citat! Og pengene savnede han heller ikke. Fra vildmarken skrev han:
