Armstrong & Gagarin

Rumkapløbet

Af Cecilie Sand Nørholm

Vi befinder os ombord på Apollo 11. Vi er kun få minutter fra et skelsættende øjeblik i menneskets historie. Rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen er måske ved af nå sin afslutning.

De to amerikanske astronauter Neil Armstrong og Edwin “Buzz” Aldrin opdager, at der under dem er fyldt med dybe kraterhuller på Månens overflade. De er så tæt på, at de kan se rumfartøjets skygge i den grå og støvede overflade. Men kan de lande? Kan de som ønsket skrive verdenshistorie? De opdager samtidigt, at de er ved at løbe tør for brændstof. Armstrong overtager styringen af Apollo manuelt, og Aldrin kalder Houston.

Kalenderen siger den 20. juli 1969. Fra Jorden overvåger NASAs kontrolcenter i Houston alle bevægelser ned til mindste detalje, og på verdensplan følger flere hundrede millioner mennesker med i de tre rumrejsendes færd.

Bare fire dage forinden blev Michael Collins, Aldrin og Armstrong sendt afsted fra Jordens overflade, siddende i et mikroskopisk modul sammenlignet med den Saturn V raket, der havde til opgave at løfte dem fri af Jordens tyngdekraft. En raket så kraftig, at der stadig den dag i dag ikke findes større.

Rumkapløbet og månerejsens begyndelse

Hele rejsen begynder dog noget længere tilbage. Den Kolde Krig efterlader USA med en bekymring omkring nationens militære og tekniske kunnen sammenlignet med datidens anden stormagt, Sovjetunionen. En bekymring, som John F. Kennedy deler og har fokus på i den kampagne, der får ham valgt ind som præsident i 1960. Her lover han blandt andet det amerikanske folk overlegenhed over Sovjetunionen, ikke bare inden for militæret, men også i rummet. Månelandingen i 1969 stod dog ikke skrevet i kortene fra start, og især NASAs budget til en bemandet månemission skulle efter sigende have vakt skepsis hos den nyvalgte præsident. Den skepsis bliver dog hurtigt lagt på hylden, da sovjetiske Yuri Gagarin, som det første menneske nogensinde, sendes i kredsløb om Jorden den 12. april 1961.

Opsendelsen af Gagarin og Vostok 1 resulterer i forundring og begejstring verden over, men er også brænde på bålet for den amerikanske frygt for at sakke bagud. Med opsendelsen af Sputnik 1, en sonde på Månen og nu altså også en mand i kredsløb om Jorden, fører sovjetrusserne rumkapløbet 30. Selvom den første amerikanske astronaut, Alan Shepard, sendes i rummet blot få uger efter Gagarin, er mellemrummet mellem de to nationer stadig ikke udlignet.

Den amerikanske reaktion på rumkapløbets udvikling bliver det mest ambitiøse rumprogram til dato; Apollo programmet skal ikke bare slå bro over kløften mellem USA og Sovjetunionen, men stadfæste USA’s position

som verdens førende nation inden for både militærteknologi og rumfart.

Men de har travlt. I 1961 har USA stadig til gode at sende en astronaut i kredsløb, men sigter nu efter at sende en bemandet mission til Månen – længere ud i verdensrummet, end nogen nation har gjort tidligere. Og det inden for det næste årti.

Hvis projektet skal lykkes, må der gang i den teknologiske udvikling hurtigst muligt – og det kommer der. NASAs finansiering består, på sit højeste, af 1 % af USA’s nationalbudget, og mandskabet tæller 400.000 personer, heriblandt de førende raketforskere fra det forhenværende Nazityskland. På blot få år udvikles Saturn V raketten og de moduler, der skal lede USA mod Månens overflade.

The Eagle has landed

Og nu er vi her så, på den skæbnesvangre dag i 1969, kulminationen på flere års intens forberedelse. Aldrin og Armstrong har taget afsked med Collins og er nu på vej mod Månens overflade i landingsmodulet Eagle.

Ingen ved på forhånd, hvad der præcis møder dem på overfladen, men da de to astronauter kommer den nærmere, opdager de, at den er spækket med klippestykker – ikke just den optimale landingsbane. Medmindre de vil risikere at blive revet i stykker af den ujævne overflade, må Armstrong selv tage styringen. Jagten på et bedre landingssted sætter ind, alt imens brændstofbeholdningen nærmer sig bunden.

Endelig er der fladt land i sigte. Folkene i Houston er pressede og frygter det værste. Men med bare 30 sekunders brændstof tilbage, lander Buzz Aldrin og Neil Armstrong på Månen.

Knap 7 timer efter touchdown træder Armstrong ud af landingsmodulet og ned på den støvede overflade, med de berømte ord: “That’s one small step for a man, one giant leap for mankind.”

Fremtidens månemissioner: mænd af rette støbning

Armstrong og hele Apollo 11holdet bliver hyldet verden over, og månelandingen skriver sig ind i historiebøgerne sammen med Gagarins første rumfærd blot otte år tidligere.

I virkeligheden er de ikke så forskellige de to, Gagarin og Armstrong. Astronauter af den gamle skole, militærmænd af ære. Armstrong holder hovedet koldt i pressede situationer og befinder sig helst uden for rampelyset. Gagarin er lynende intelligent og har fødderne plantet solidt i jorden. Begge må siges at være mænd af den rette støbning.

Den rette støbning har dog ændret sig siden rumkapløbet. Fra at være selvstændige, modige jagerpiloter med koldt vand i blodet til i dag at være mænd og kvinder med flair for samarbejde og med forskellige videnskabelige baggrunde. Skiftet vidner om en tid, hvor vi ikke længere i samme grad sender mennesker i rummet med livet som indsats, men hvor der i stedet er fokus på videnskabeligt arbejde og forberedelser til fremtidens rummissioner. Uanset om det bliver på en rumstation, en månebase eller en flere måneder lang rejse til Mars.

Neil Alden Armstrong

(5. august 1930 – 25. august 2012) Pilot i flyvevåbnet under Koreakrigen. Uddanner sig efterfølgende til luftfartsingeniør.

Armstrong udtages i 1962 til NASAs astronautkorps som en af de første astronauter uden militær uddannelse. Armstrong flyver på to missioner: Gemini 8 og Apollo 11. Han tildeles, blandt mange andre priser, Presidential Medal of Freedom sammen med Apollo 11mandskabet. Kort efter månelandingen trækker han sig fra NASA og mediernes søgelys.

Jurij Alexsejevitj Gagarin

(9. marts 1934 – 27. marts 1968.) Foretog d. 12. april 1961 fra Bajkonur Cosmodrom ved Aralsøen i Sovjetunionen med Vostok 1 den første rumfart Jorden rundt og landede ved Leninska Put i nærheden af Smelovka. Gagarin omkom i en flyveulykke i 1968, og hans aske er indsat i Kremls mur ved Den Røde Plads i Moskva.

Cecilie Sand Nørholm

Cand.scient. i astrofysik fra Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet. Til dagligt ansat som astrofysiker i Planetarium. Cecilies absolutte favoritgenstand i Planetarium er deres eget klenodie fra Apollo programmet: en månesten fra Apollo 17missionen.

Buzz Aldrin på månen. Mens Armstrong og Aldrin foretog månelandingen, fortsatte Michael Collins i servicemodulet Columbia i kredsløb.

Jurij Gagarin til festmiddag i Eventyrernes Klub. Han optages som æresmedlem, og Ida Davidsen serverer sit berømte “stjerneskud”, som hun har opfundet til lejligheden. Formand for Eventyrernes Klub Johannes Konnild til venstre. Søpavillonen, København 8. september 1962.