Ministeriet for Kulturelle Anliggender

Også i det nye socialdemokratiske principprogram var der forslag om en kulturkommission, men Kampmann ville ikke nøjes med en kommission, han ville have et særligt ministerium til kulturen. Der var dog den vanskelighed, at undervisningsministeren var den radikale leder Jørgen Jørgensen, der ikke ville være med til at afgive noget af sit ministeriums område, som han havde fået ved regeringsdannelsen i 1957. Efter valget i efteråret 1960 aftalte de radikale med Kampmann, at Jørgen Jørgensen efter et langt liv i politik sammen med den anden radikale veteran, økonomiministeren Bertel Dahlgaard, op til Folketingets åbning i oktober 1961 skulle træde ud af regeringen for at give plads til yngre kræfter. Kampmann havde i forvejen nedsat et Administrationsudvalg, der skulle komme med forslag til modernisering af statsadministrationen, og han bad udvalget om som det første særligt at se på Undervisningsministeriets opgaver. Udvalget anbefalede, at de mange erhvervsuddannelser, der efterhånden var vokset frem i de forskellige fagministerier, blev samlet under undervisningsministeren for at styrke uddannelsespolitikken – derved ville Undervisningsministeriet blive så stort, at der ville være grund at flytte ”visse kulturelle opgaver” over i et ministerium for sig sammen med administrationen vedrørende teatre, film og biografer, som lå i Justitsministeriet. 7

Ministeriet for Kulturelle Anliggender

Den 7. september 1961 fandt den planlagte regeringsomdannelse sted. Den radikale Kristen Helveg Petersen afløste partifællen Jørgen Jørgensen som undervisningsminister, og Undervisningsministeriets kulturopgaver blev overdraget til et nyt Ministerium for Kulturelle Anliggender med Bomholt som minister og Det Kongelige Teaters direktør Henning Rohde som departementschef. Det var imidlertid lige ved ikke at blive til noget. Bomholt havde en stærk ambition om at stå i spidsen for et ministerium for åndslivet, forstået som kunst og videnskab, der skulle tage sig af både kulturinstitutionerne og universiteterne. Og han havde – sandsynligvis berettiget – fået indtrykket af, at Kampmann ville det samme. Men det ville den kommende nye

undervisningsminister Helveg Petersen ikke være med til, og det ville også stride mod anbefalingen fra statsministerens administrationsudvalg, som ville samle alle uddannelserne under den samme minister. Bomholt nægtede i første omgang at blive kulturminister på de vilkår, og Kulturministeriet var tilsyneladende ved at blive opgivet. På et møde i den socialdemokratiske folketingsgruppe kort før regeringsomdannelsen skulle gøres færdig, blev Bomholt dog overtalt til at tage posten uden at få universiteterne med.8 Han havde dog ikke opgivet at blive minister for både kunst og videnskab. Da det skulle aftales, hvilke konkrete opgaver der skulle overføres til det nye ministerium, måtte Kampmann som et beskedent plaster på såret give ham Statens Almindelige Videnskabsfond og Rask-Ørsted Fondet (Danmarks internationale videnskabelige fond) fra Undervisningsministeriet og Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd fra Statsministeriet. Da det ikke stillede Bomholt tilfreds, fik han også naturfredningen, der ligeledes havde hørt under Statsministeriet. Så sagde Bomholt endelig ja tak til at blive minister for kulturelle anliggender.9

Kulturministeren fik ansvaret for de kulturelle anliggender, som embedsmændene i Administrationsudvalget havde ment var hensigtsmæssige at flytte væk fra Undervisningsministeriet. Det var stort set statens støtte til de forskellige kunstarter, arkiverne, biblioteksvæsenet, museerne samt bevaringen og formidlingen af kulturarven. Film- og teatersager havde hidtil ligget i Justitsministeriet, hvorfra det blev flyttet under Bomholt. Dertil kom de bonusopgaver, som Kampmann lagde oveni for at få sin nye kulturminister med på vognen. Folkeoplysningen og højskolerne forblev imidlertid – ligesom videnskabspolitikken – i Undervisningsministeriet.

En stor del af det nye ministeriums bevillinger gik til driften af de store nationale kulturinstitutioner i København: Det Kongelige Teater, Det Kongelige Bibliotek, Rigsarkivet, Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst og Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster. Det Kongelige Teater var den dyreste kulturinstitution på finansloven, og spørgsmålet om nationalscenens bygninger og økonomi havde gennem mange år været et tilbagevendende emne i den politiske debat.

Der var ikke enighed om, hvor mange penge det var rimeligt at bruge på teatret, og samtidig var der behov for, at de fysiske rammer blev indrettet på en måde, der bedre tilgodeså de kunstneriske behov. Det Kongelige Danske Kunstakademi havde uddannet malere, billedhuggere og arkitekter siden midten af 1700-tallet og havde blandt andet skabt grundlaget for det, der er blevet kendt som guldalderen i dansk billedkunst.

Disse institutioner var alle skabt under enevælden. De repræsenterede en væsentlig del af nationalstatens hukommelse, og de forventedes at præstere det ypperste i landet inden for deres respektive fagområder. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var de blevet udbygget med nye bygninger, og statens arkivvæsen var blevet udvidet med fire landsarkiver. Der blev også oprettet et statsbibliotek i Aarhus, men ellers havde staten været tilbageholdende med at oprette nye kulturinstitutioner.

Ved siden af statens kulturinstitutioner, der (bortset fra landsarkiverne og statsbiblioteket) hovedsageligt lå i hovedstaden, blev der givet statstilskud til driften af et større antal museer, biblioteker, ensembler, musikkonservatorier og teatre, som var oprettet på lokalt initiativ, ofte i et samarbejde mellem civilsamfund og kommune. Disse institutioner udgjorde en broget mangfoldighed med hensyn til størrelse, organisationsform og grad af professionalisme, der ofte blev begrænset af en spinkel økonomi. De statstilskud, som de lokale institutioner gennem årene efterhånden havde fået tilkæmpet sig, blev ledsaget af øgede statslige krav til den faglige standard.

Det nye ministerium fik en forbeholden modtagelse i pressen, der var mere optaget af, at den radikale Hilmar Baunsgaard var blevet handelsminister, og af hvordan Helveg Petersen ville klare et Undervisningsministerium udvidet med erhvervsuddannelserne. Dagbladet Politiken så både fordele og ulemper ved, at kulturen fik sit eget ministerium, og mente, at det var for tidligt at afgøre, om det var et fremskridt.10 Jyllands-Postens synspunkt var, at Kulturministeriet var overflødigt, og at kulturen i øvrigt var bedst tjent med, at staten blandede sig så lidt som muligt. Bomholts udnævnelse blev kommenteret med