Kulturoffensiven 1961-1972

Da Viggo Kampmann (S) som leder af den socialdemokratisk-radikale mindretalsregering i 1961 oprettede et kulturministerium med partifællen Julius Bomholt som den første kulturminister, var det startskuddet til en kulturoffensiv, som længe havde været undervejs.

Bomholt havde først i 1930’erne med bogen Arbejderkultur forsøgt at formulere et bud på en kulturpolitik, der skulle skabe det socialistiske menneske, men ifølge den socialdemokratiske partihistorie stod bogen for en ideologi, der var ved at ebbe ud, allerede da den udkom.1 Partiet, der sad på statsministerposten fra 1929 til 1942, valgte en anden kurs, som kom til udtryk i bogen Kulturen for folket, som Socialdemokratiets oplysningsforbund AOF udsendte i 1938. Bomholt bekendtgjorde kursskiftet i forordet: “Vi talte i 1930 om arbejderkultur. Vi arbejder i dag under mottoet: Kulturen for folket”.2 Der skulle ikke være tvivl om, at partiets leder, Thorvald Stauning, ikke var statsminister kun for arbejderne, men for hele befolkningen.

I 1945 vedtog Socialdemokratiet med partiprogrammet Fremtidens Danmark, at formålet med den økonomiske politik var “at skabe Muligheder for en Udvikling og en Uddybning af Folkets kulturelle Liv”, og dette blev uddybet i en række krav til det offentliges støtte til kunst og videnskab og til at give den brede befolkning adgang til kunst og kultur.3

Bomholt blev fortaler for en kulturpolitik, der skulle støtte de skabende kunstnere og udbrede kunsten som en integreret del af velfærdsprojektet. Det var dengang Undervisningsministeriet, der havde

Kulturminister Bomholt byder velkommen til de cirka 40 medarbejdere i det nye ministerium den 20. september 1961 i midlertidige lokaler i Forligsinstitutionens bygning på Skt. Annæ Plads i København. Foto: ABA, fotograf ukendt

ansvaret for de fleste kulturpolitiske opgaver, og Bomholt fik som undervisningsminister i de socialdemokratiske regeringer i 1953-57 gennemført en lovgivning, der forbedrede statsstøtten til billedkunstnerne.

Da H.C. Hansen efter valget i 1957 skulle danne regering med Det Radikale Venstre og Retsforbundet, insisterede de radikale på at få Undervisningsministerposten. Bomholt havde håbet, at Undervisningsministeriet kunne blive opdelt, så han kunne fortsætte som minister for kultur og videnskab, men det ville de radikale ikke være med til. Bomholt blev i stedet socialminister, og den post beholdt han, da Viggo Kampmann, der efter H.C. Hansens død var blevet statsminister, i 1960 dannede regering med de radikale.4

I 1958 var den internationale højkonjunktur kommet til Danmark med økonomisk vækst, voksende velstand og stigende offentlige udgifter, som forsatte frem til begyndelsen af 1970’erne. Spørgsmålet

om kulturpolitikkens rolle i velfærdsstaten trængte sig på, ikke kun i Danmark, men også ude i Europa. Frankrig var det første vesteuropæiske land, der efter Anden Verdenskrig oprettede et kulturministerium, da præsident Charles de Gaulle i 1959 udnævnte den karismatiske forfatter, kulturpersonlighed og tidligere modstandsmand André Malraux som kulturminister. I Sverige fremlagde den socialdemokratiske regerings minister for uddannelse, kirke og kultur Ragnar Edenman samme år et oplæg til en kulturpolitik, hvor staten som et modspil til den kommercielle massekultur skulle støtte kunstnerne uden at blande sig i indholdet.5

Herhjemme vedtog Socialdemokratiets kongres i juni 1961 at erstatte partiets principprogram fra 1913 med et nyt – Vejen Frem – der blandt andet gjorde det til en samfundsopgave, at “skabe grundlaget for et rigere kulturliv, således at kulturgoderne bliver et naturligt led i hverdagen”. Kunsten skulle sikres uafhængighed, og ’den eksperimenterende kunst’ skulle sikres gode arbejdsmuligheder. Principprogrammet blev ledsaget af arbejdsprogrammet Idé og hverdag, der krævede billigere adgang til musik og teater, og der skulle oprettes kulturcentre og sognegårde med bibliotek, foreningslokaler og udstillingslokaler. Til “bedre udnyttelse af fritiden” skulle naturfredningen sikre frie arealer ved skov og strand, der skulle anlægges campingpladser og kolonihaver, og sport og idræt skulle kunne dyrkes af alle.

Kampmann fortalte i et berømt interview med journalisten Eivind Larsen i Information i sommeren 1960 om sit engagerede forhold til den moderne litteratur og efterlyste til sidst en ”kærlig og forstående” rådgivning fra kultureliten. “De kan naturligvis trække sig tilbage, men må så være klar over, at regeret bliver der alligevel”, sagde statsministeren.6 Det førte til et møde på Krogerup Højskole, hvor Kampmann og andre politikere mødtes med forfattere og andre kulturpersonligheder, og året efter indbød Kampmann repræsentanter for kulturlivet til en konference på Christiansborg om kulturpolitikken, hvor Louisianas stifter, mæcenen Knud W. Jensen, kom med et forslag om, at en særlig kommission skulle skabe overblik over kulturlivets økonomiske behov.