De skabende kunstnere

kulturen, og han sluttede med at sige: “Hvad gør vi i Danmark? Vi sikrer gris på gaflen, præfabrikerede sommerhuse, militær – og holder os en kulturpause”. Information gav interviewet overskriften “Skulle vi holde en lille kulturpause?”. Dermed var et nyt begreb introduceret, og det slog an. I de følgende måneder dukkede kulturpausen med stigende hyppighed op i medierne. Mange var forargede, men der var også dem, der syntes, at det var helt fint med en kulturpause.

I september 1962 måtte den sygdomsramte Viggo Kampmann træde tilbage og overlade statsministerposten til Jens Otto Krag, der ved Folketingets åbning i oktober måtte forsikre om, at der ikke var nogen kulturpause, at det ikke var ham, der havde opfundet begrebet, og at han aldrig havde brugt ordet.25 Efterfølgende bedyrede han i Aktuelt, at der var “intet der kunne berettige det skrækkelige udtryk ”kulturpause”, for bevillingerne til kulturen ville fortsat vokse.26 Det gjorde de da også. Kulturpausen blev i praksis dementeret med det omfattende og stærkt udgiftskrævende lovprogram, som Krags regering med Bomholt som lokomotiv fik gennemført i de følgende to folketingsår.

Til at rådgive regeringen om alt dette nedsatte Krag i slutningen af 1962 et rådgivende kulturudvalg, der “skulle holde Kulturministeriet underrettet om sit syn på vilkårene for den skabende kunst og udøvende kunst, for udbredelsen af kendskabet til vor litteratur, tonekunst og anden kunst og til vor kulturs forudsætninger og værdier.”27

De skabende kunstnere

Øverst på Bomholts dagsorden stod de skabende kunstneres vilkår.

Skabende kunstnere som billedkunstnere, forfattere og komponister var henvist til at leve af indtægterne fra slaget af deres værker suppleret med de legater, de evt. kunne få, i modsætninger til udøvende kunstnere som musikere og skuespillere, der kunne få lønnet ansættelse i orkestre og på teatre.

Der var en lang tradition for, at staten støttede skabende kunstnere. Billedkunstnere, senere også forfattere og komponister, var blevet støttet siden midten af 1700-tallet, ofte med rejselegater, så

yngre kunstnere kunne videreuddanne sig i udlandet. Faste livsvarige ydelser til fremtrædende kunstnere blev indført fra 1838 med forfatterne H.C. Andersen og Christian Winther som de første modtagere. Denne form for støtte til kunstnerne blev videreført under folkestyret, men pengene blev færre. Fra 1870’erne bevilgede Folketinget på finansloven livsvarige hædersgaver til almindeligt anerkendte kunstnere eller videnskabsmænd, og livsvarige faste understøttelser til knapt så fremtrædende kunstnere, som fik et lavere beløb. Ved siden af de livsvarige ydelser var der forskellige legater af kortere varighed.

I 1953 mens Bomholt var undervisningsminister, var billedkunstnernes organisationer gået i demonstration til Christiansborg for at gøre opmærksom på deres dårlige vilkår. Kunstnerydelserne på finansloven havde ikke fulgt med prisudviklingen, og der var ret få ydelser til malere og billedhuggere. De fleste var reserveret til forfatterne, som ovenikøbet også fik bibliotekspenge. Billedkunstnerne var utilfredse, og Bomholt lovede forandringer, og i 1956 blev der oprettet to fonde til støtte for billedkunsten. Den vigtigste var den ældste Statens Kunstfond (ikke at forveksle med den nuværende Statens Kunstfond, der først kom til verden i 1964), der skulle støtte billedkunstnerisk udsmykning af offentlige bygninger. Den anden fond, Eckersberg-Thorvaldsenfondet, der fik meget små midler at arbejde med, kunne støtte dels ældre fortjenstfulde billedkunstnere og deres efterladte, dels yngre talentfulde kunstnere.28 Ved Folketingets behandling af lovforslaget var der bred enighed om, at kunsten var vigtig for samfundet, og at billedkunstnernes vilkår burde være bedre. Venstre og Det Konservative Folkeparti mente imidlertid, at kunsten kun kunne trives uden indblanding fra statens side og undlod derfor at stemme for loven.

Et af Bomholts første initiativer som kulturminister blev at få forøget de meget små bevillinger til de to kunstfonde. I mellemtiden var de to borgerlige partier blevet meget mere positive. De erkendte, at fondene havde gjort et godt arbejde og kunne nu stemme for lovforslaget om forøgelse af bevillingerne.29 Næste skridt for Bomholt var at få mere samling på kunstnerstøtten. Ved Folketingets åbningsde-