Forord

Kultur er et elastisk begreb med mange mulige betydninger. Det giver problemer, når man arbejder med kulturpolitik, for det er uklart, hvad den egentlig handler om. Det opdagede jeg hurtigt, da jeg i foråret 1993, kort tid efter at Jytte Hilden var blevet kulturminister i Poul Nyrup Rasmussens første regering, blev ansat som afdelingschef i Kulturministeriets departement. Medierne havde spurgt den nytiltrådte kulturminister om, hvad hun forstod ved kultur, og med en række relativt bramfri eksempler på kulturens mangfoldighed skabte Jytte Hilden opstandelse hos finkulturens venner og fjender. At Kulturministeriet kun støtter en meget begrænset del af alt det, man kan kalde kultur, blev overset i farten.

Jeg skulle være en af de to afdelingschefer, der sammen med departementschefen udgjorde den administrative ledelse i ministeriet, og flyttede ind i et fint kontor på første sal i det gamle assistenshus i Nybrogade med udsigt til Thorvaldsens Museum og Christiansborg. Længere nede ad gangen var ministersekretariatet og det store hjørnekontor, hvor samtlige kulturministre har siddet. Efter mange år i det meget store Undervisningsministerium i Frederiksholms Kanal, hvor der var otte forskellige direktorater og afdelinger, forekom min nye arbejdsplads mig tiltalende overskuelig.

Der var dengang stadig medarbejdere i Kulturministeriet, der havde været med siden oprettelsen i 1961, og der var i huset en stærk bevidsthed om den rolle, ministeriet havde spillet som forkæmper for kunst af høj kvalitet – og om det ansvar, ministeriet havde for udbredelse af kunst og kultur til alle i hele landet. Denne kamp var langtfra slut, for det havde fra begyndelsen været en udfordring for enhver

kulturminister at få regeringstoppen til at prioritere kulturpolitikken, som gennem tiden ikke har udgjort meget mere end én procent af finansloven, og typisk ikke har haft synderlig betydning for meningsmålingerne, når der skulle være valg.

Kulturministeriets departement var min daglige arbejdsplads i ti år. Derefter var jeg direktør for Kunststyrelsen i de ni år, den eksisterede, og til slut områdedirektør i Kulturstyrelsen, indtil jeg i 2015 som 67-årig trak mig tilbage i god ro og orden.

Under mine i alt 22 gode år i Kulturministeriets tjeneste blev meget forandret. Digitaliseringen ændrede drastisk vores måde at arbejde på og forandrede vilkårene for væsentlige dele af kultursektoren, især for medierne. Gentagne ændringer af administrative og politiske strukturer førte til en tiltagende centralisering af opgaverne i stadig større institutioner.

Men der var også meget, der lignede sig selv. Gennem alle årene var ministeriet en arbejdsplads, hvor medarbejderne var dybt engagerede i at fremme vilkårene for de mange forskellige kulturområder, vi havde ansvaret for. Vi administrerede en omfattende infrastruktur af institutioner og støtteordninger, som var resultatet af mange års investeringer, og som skulle skabe gode vilkår for fremtidens kunst og kultur.

Grundlæggende spørgsmål som forståelsen af armslængdeprincippet og afvejningen mellem finkulturen og det bredere kulturliv var lige så påtrængende, da jeg holdt op, som de havde været, da jeg begyndte i 1993, og de havde været på dagsordenen, så længe ministeriet havde eksisteret. Det var for længst gået op for mig, at hvis man vil forstå kulturpolitikken, må man have det langsigtede perspektiv med. Derfor denne bog.

Mens jeg gjorde manuskriptet færdigt, havde coronapandemien i sjælden grad synliggjort kulturlivets betydning og – næsten – alle de politiske partier stod sammen om, at staten skal støtte kulturen. Men hvad skal vi forstå ved ’kulturen’? Det spørgsmål er endnu en gang aktuelt. Er det finkulturen, vi taler om, eller er det den brede mangfoldighed af kulturaktiviteter, som involverer det meste af befolkningen?

Det handler bogen om. Blandt andet.

Poul Bache Valby, 23. maj 2021