11
Forord
Kultur er et elastisk begreb med mange mulige betydninger. Det giver problemer, når man arbejder med kulturpolitik, for det er uklart, hvad den egentlig handler om. Det opdagede jeg hurtigt, da jeg i foråret 1993, kort tid efter at Jytte Hilden var blevet kulturminister i Poul Nyrup Rasmussens første regering, blev ansat som afdelingschef i Kulturministeriets departement. Medierne havde spurgt den nytiltrådte kulturminister om, hvad hun forstod ved kultur, og med en række relativt bramfri eksempler på kulturens mangfoldighed skabte Jytte Hilden opstandelse hos finkulturens venner og fjender. At Kulturministeriet kun støtter en meget begrænset del af alt det, man kan kalde kultur, blev overset i farten. Jeg skulle være en af de to afdelingschefer, der sammen med departementschefen udgjorde den administrative ledelse i ministeriet, og flyttede ind i et fint kontor på første sal i det gamle assistenshus i Nybrogade med udsigt til Thorvaldsens Museum og Christiansborg. Længere nede ad gangen var ministersekretariatet og det store hjørnekontor, hvor samtlige kulturministre har siddet. Efter mange år i det meget store Undervisningsministerium i Frederiksholms Kanal, hvor der var otte forskellige direktorater og afdelinger, forekom min nye arbejdsplads mig tiltalende overskuelig. Der var dengang stadig medarbejdere i Kulturministeriet, der havde været med siden oprettelsen i 1961, og der var i huset en stærk bevidsthed om den rolle, ministeriet havde spillet som forkæmper for kunst af høj kvalitet – og om det ansvar, ministeriet havde for udbredelse af kunst og kultur til alle i hele landet. Denne kamp var langtfra slut, for det havde fra begyndelsen været en udfordring for enhver
Finkultur og mangfoldighed.indd 11
13.07.2021 13.09
