Regeringens kulturudvalg

bat i oktober 1963 sagde Bomholt, at regeringens kulturudvalg, som Krag havde nedsat i 1962, arbejdede med et forslag til en samlet støtteordning for skabende kunstnere, som han håbede ville kunne vinde almindelig politisk tilslutning.

Regeringens kulturudvalg

Regeringens kulturudvalg havde fået 19 medlemmer, hvoraf de fem udgjorde et koordinerende arbejdsudvalg. De fire landsdækkende oplysningsforbund havde hver fået en repræsentant, mens de øvrige 15 medlemmer var udpeget “alene ud fra deres personlige kompetencer og placering i kulturlivet”. En af dem var Aage Damgaard, tekstilfabrikant og kunstmæcen fra Herning, der blev udnævnt til formand. I sin erindringsbog fortæller Damgaard, at det ikke var noget ”stramt program”, der var lagt op til, da Bomholt sammen med departementschefen Henning Rohde præsenterede ham for opgaven. Bomholt og Rohde ønskede, at vilkårene for skabende og udøvende kunst i alle former blev kortlagt, og at frie drøftelser i udvalget skulle fremkalde ideer og forslag, der kunne bringe ”kunst og kultur ud til alle befolkningsgrene”.30 Pressen mente imidlertid, at udvalgets sammensætning var for smal, for finkulturel og for københavnsk.31 Kritikken var ikke uberettiget. Bortset fra formanden og de fire repræsentanter for oplysningsforbundene kom medlemmerne fra kunsteliten og de store kulturinstitutioner, og på nær to var de alle københavnere.

I januar 1963 holdt udvalget sit første lange møde, der foregik over en weekend på Herning Højskole. Medlemmerne præsenterede hver deres forslag til opgaver, som udvalget burde tage op, og der blev nedsat arbejdsgrupper til at tage sig af de opgaver, som var mest påtrængende.

Den første, der fik ordet, var filosoffen K.E. Løgstrup. Han foreslog, at staten oprettede tidsbegrænsede stipendier, som kunne give yngre kunstnere arbejdsro til at udvikle deres talent over en længere periode uden at være under økonomisk pres. Stipendierne skulle skabe optimale betingelser for fortsat produktion. Formålet var at skabe ny kunst, men fejlinvesteringer ville være uundgåelige, mente

Løgstrup. Han sammenlignede det med den støtte, staten var begyndt at give i form af kandidatstipendier til unge videnskabsmænd, hvor risikoen for fejlinvesteringer var lige så stor.

De livsvarige ydelser på finansloven havde som formål at belønne en moden kunstner for en fremragende indsats, så hvis en kunstner ikke får lavet noget efter at være kommet på finansloven, er der ikke noget at fortryde ved det, fastslog Løgstrup. Stipendier og livsvarige ydelser burde ifølge Løgstrup suppleres med en fond til køb af de skabende kunstneres værker som den, der allerede fandtes for billedkunstnerne. Løgstrup afviste samtidig, at statslig finansiering af kunsten ville være ensbetydende med statslig kontrol. Det havde været de borgerlige partiers begrundelse for ikke at stemme for Bomholts love om støtte til billedkunstnerne i 1956. Løgstrup henviste til den danske demokratiske tradition for, at staten støtter for eksempel folkeoplysningsorganisationerne og højskolerne uden at blande sig i indholdet. Støtte til kunstnere skulle gives efter kvalitet, men for at kvalitetskravet ikke skulle blive et dække for meningscensur, måtte udvælgelsen foretages af upolitiske organer, hvis medlemmer ikke blev udnævnt af politiske instanser.32 Hvis der ikke i forvejen fandtes uafhængige, sagkyndige organer, der kunne anvendes til formålet, burde der oprettes nye, der kunne leve op til krav om uafhængighed og sagkundskab.

Louisianas skaber Knud W. Jensen havde også fået plads i udvalget, og han foreslog det nye kulturudvalg at nedsætte to arbejdsgrupper. Den ene skulle se på, hvordan støtten til de skabende kunstnere kunne forbedres, eventuelt efter de retningslinjer, Løgstrup havde foreslået. Den anden skulle arbejde med forslag til kulturcentre, “som de kulturelle miljøer folkestyret skaber i fritidens epoke”. Disse to opgaver svarede til de to mål for Bomholts kulturoffensiv: at styrke den skabende kunst og at udbrede kulturen til flest muligt.33 På et møde i marts oprettede kulturudvalget de to arbejdsgrupper, som Knud W. Jensen havde foreslået.34 Deres arbejde blev grundlaget for en væsentlig del af de følgende års kulturpolitiske debat. Otte måneder senere, den 11. november 1963, sendte kulturudvalget dets