Bogen er udgivet med støtte fra
POLITIKEN-FONDEN VELUX Fonden
Politiken-F_logo.indd 1
Finkultur og mangfoldighed.indd 2
11/02/14 12.01
13.07.2021 13.09
Poul Bache
Finkultur og mangfoldighed 60 års dansk kulturpolitik
GADS FORLAG
Finkultur og mangfoldighed.indd 3
13.07.2021 13.09
Finkultur og mangfoldighed 60 års dansk kulturpolitik © Poul Bache og Gads Forlag A/S, 2021 Forlagsredaktion: Henrik Sebro Tekstredaktion: Nina Trige Andersen Design af omslag samt omslagsfoto: Carl-H.K. Zakrisson Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Repro: Narayana Press, Gylling Tryk og indbinding: PNB Print 978-87-12-06495-4 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2021 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. For enkelte illustrationers vedkommende har det ikke været muligt at finde frem til den retmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket utilsigtet. Retmæssige krav vil blive honoreret af forlaget, som hvis der var indgået en aftale i forvejen.
www.gad.dk
Finkultur og mangfoldighed.indd 4
13.07.2021 13.09
5
Indhold
Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Staten, kunsten og kulturen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Kulturoffensiven 1961-1972. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 Ministeriet for Kulturelle Anliggender. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Bomholts program. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Fra kulturpause til kulturoffensiv. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . De skabende kunstnere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Regeringens kulturudvalg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Den nye Statens Kunstfond . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kulturoffensiven rulles ud. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Rindals protestaktion. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kulturkløften. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Statsstøttede kulturcentre?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Fritidsloven. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Helveg Petersen gør status for kulturpolitikken. . . . . . . . . . . . . Opdatering af kulturoffensiven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Det rejsende teater og abonnementsordningerne . . . . . . . . . . . . Kulturcenteridéen genopstår . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kulturoffensiv i Europa. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Opsamling: Kulturministeriets første ti år . . . . . . . . . . . . . . . . .
24 27 31 32 34 36 40 46 51 53 57 58 61 62 65 67 69
Anker Jørgensens periode 1972-1982. . . . . . . . . . . . 75 Niels Matthiasens sociale kulturpolitik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76 De livsvarige kunstnerydelser. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80
Finkultur og mangfoldighed.indd 5
13.07.2021 13.09
6 F I N K U LT U R
O G M A N G FO L D I G H E D
Jordskredsvalget og den smalle Venstre-regering. . . . . . . . . . . . 82 The many faces of Jesus Christ . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86 Julemandshæren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 92 Jesus-filmen og evangelisterne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94 Thorsen-sagens efterspil. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97 Den kunstneriske frihed. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 99 Igen bredt flertal for Statens Kunstfond . . . . . . . . . . . . . . . . . 102 Musikken får lov. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 104 Kulturelt demokrati?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 107 Den kulturelle mangfoldighed. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111 Teater til hele landet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 114 Bevaringen af fortidens kunst og kultur. . . . . . . . . . . . . . . . . . 118 Museerne: Oplysning og oplevelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 120 Efter Niels Matthiasen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 125 Nødhjælp til filmbranchen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 127 Bibliotekerne mellem staten og kommunerne. . . . . . . . . . . . . . 129 Opsamling: Kulturpolitikken under Anker Jørgensen . . . . . . . 131
Under Schlüter 1982-1993 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 136 Bibliotekerne kommer på bloktilskud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Mimi Jakobsens bud på en kulturpolitik. . . . . . . . . . . . . . . . . Et sammenhængende museumsvæsen på fem søjler. . . . . . . . . Opgør med gummistemplet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . En sikkerhedsventil . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ole Vigs Jensens idéprogram: En bro til den folkelige kultur. . Fritidsloven bliver til Folkeoplysningsloven. . . . . . . . . . . . . . . En lov for hele teatervæsenet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kopiering af film og musik. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Bibliotekerne og gratisprincippet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Bibliotekerne, borgerne og forfatterne. . . . . . . . . . . . . . . . . . . Grethe Rostbøll og bibliotekspengene. . . . . . . . . . . . . . . . . . . Store planer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Opsamling: Kulturpolitikken i Schlüter-perioden. . . . . . . . . . .
Finkultur og mangfoldighed.indd 6
138 139 141 145 149 151 156 158 161 162 164 166 170 172
13.07.2021 13.09
I ndhold 7
Nyrups tid 1993-2001. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 177 Store forventninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Jytte Hildens kulturudredning og armslængdeprincippet som begreb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . To radikale kulturministre. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Arbejdsro til kunstnerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . En samlet politik for litteraturen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Billedkunstnerne vil også have en lov. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Statens Klike for Kunst . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Musikrådet og den rytmiske musik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kurven knækker for dansk film. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kulturfonden bliver til Udviklingsfonden . . . . . . . . . . . . . . . . Hegnspæle og armslængde. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Bibliotekerne og de nye medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Den kreative by. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Den kreative nation. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Arkæologi og museerne som oplevelsescentre . . . . . . . . . . . . . Institutioner på kontrakt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Opsamling: Kulturpolitikken under Nyrup . . . . . . . . . . . . . . .
178 180 185 189 193 195 198 200 202 208 212 215 218 220 224 227 229
Brian Mikkelsen og den borgerlige kulturpolitik 2001-2008. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 235 Dansk Folkepartis nye rolle. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Store besparelser, færre smagsdommere. . . . . . . . . . . . . . . . . . Sanering af råd og nævn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . En borgerlig kulturpolitik?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . En kulturkanon for kunsten. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Sprogpolitik og dansk identitet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Liberalisering af bogmarkedet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kulturministeriet bliver kulturarvens ministerium. . . . . . . . . . Det Kongelige Teater . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Farvel til amterne. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Initiativer for oplevelsesøkonomien. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Brian Mikkelsens kulturpolitiske arbejdsprogram. . . . . . . . . . Opsamling: Brian Mikkelsens kulturpolitik. . . . . . . . . . . . . . .
Finkultur og mangfoldighed.indd 7
238 239 242 245 249 254 261 262 269 272 276 278 280
13.07.2021 13.09
8 F I N K U LT U R
O G M A N G FO L D I G H E D
Efter finanskrisen 2008-2019. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 283 Brian Mikkelsens efterfølgere. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 285 Helle Thorning-Schmidts regering 2011-15. . . . . . . . . . . . . . . 287 Lars Løkkes regeringer 2015-19 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 289
Kulturpenge og oplevelsesøkonomi. . . . . . . . . . . . . 293 De private fondes bidrag. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 294 De kreative erhverv. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 296 Nye krav til kulturinstitutionerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 299
Kulturen, nationen og resten af verden . . . . . . . . . 302 Kulturen i ental . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kulturpolitik og udlændingepolitik. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kulturudveksling og nation branding. . . . . . . . . . . . . . . . . . . Opsamling: National identitetspolitik og international markedsføring. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
303 305 306 311
Kunststøttesystemet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 313 Det tostrengede kunststøttesystem. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kunststøttereformen 2013. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Symfoniorkestrene og den rytmiske musik. . . . . . . . . . . . . . . . Teaterreformen der udeblev. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ophavsret og blanke medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kunstuddannelserne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Køn og kunst. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kunsten i det offentlige rum. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Statens Kunstfond i 50 år. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kunstnerisk kvalitet – og andre hensyn. . . . . . . . . . . . . . . . . .
313 316 321 325 330 332 342 346 350 353
Museumslandskabet og kulturarven . . . . . . . . . . . . 355 Fredede og bevaringsværdige bygninger. . . . . . . . . . . . . . . . . . 16 huse i Aabenraa og en præstegård i Glumsø. . . . . . . . . . . . Kulturarvens vækst . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Statsstøttede museer skal være bæredygtige. . . . . . . . . . . . . . .
Finkultur og mangfoldighed.indd 8
355 357 359 363
13.07.2021 13.09
I ndhold 9
Klare, objektive museumstilskud? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 368 Museernes mangfoldighed. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 371 Stadig ingen museumsreform. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 374
Kunst og kultur til alle. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 375 Kunst og kultur til ikke-brugerne. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kommunernes kulturpolitiske rolle. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Færre, men mere åbne biblioteker. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Biografer som kulturhuse. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Den frie folkeoplysning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Folkeskolen som kulturinstitution. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ingen tørre steder?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kulturen og brugerne. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Hvad siger vælgerne?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
377 380 381 383 384 388 392 396 398
Kulturkløftens comeback 2008-2021. . . . . . . . . . . . 401 Dansk Folkepartis aktive kulturpolitik. . . . . . . . . . . . . . . . . . Nye socialdemokratiske signaler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Valgkampen 2019. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kulturen under corona. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
402 405 406 408
Kulturpolitik i 60 år . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 412 Kunsten. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kulturarven. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kvalitet eller mangfoldighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Hvorfor kulturpolitik?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kampen om kulturen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kulturpolitik som konsensuspolitik. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kontinuitet eller fornyelse. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Hvad med visionerne?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Finkultur og mangfoldighed.indd 9
412 413 414 417 421 422 424 425
13.07.2021 13.09
10 F I N K U LT U R
O G M A N G FO L D I G H E D
Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 427 Litteraturliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 428 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 446 Register. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 465
Finkultur og mangfoldighed.indd 10
13.07.2021 13.09
11
Forord
Kultur er et elastisk begreb med mange mulige betydninger. Det giver problemer, når man arbejder med kulturpolitik, for det er uklart, hvad den egentlig handler om. Det opdagede jeg hurtigt, da jeg i foråret 1993, kort tid efter at Jytte Hilden var blevet kulturminister i Poul Nyrup Rasmussens første regering, blev ansat som afdelingschef i Kulturministeriets departement. Medierne havde spurgt den nytiltrådte kulturminister om, hvad hun forstod ved kultur, og med en række relativt bramfri eksempler på kulturens mangfoldighed skabte Jytte Hilden opstandelse hos finkulturens venner og fjender. At Kulturministeriet kun støtter en meget begrænset del af alt det, man kan kalde kultur, blev overset i farten. Jeg skulle være en af de to afdelingschefer, der sammen med departementschefen udgjorde den administrative ledelse i ministeriet, og flyttede ind i et fint kontor på første sal i det gamle assistenshus i Nybrogade med udsigt til Thorvaldsens Museum og Christiansborg. Længere nede ad gangen var ministersekretariatet og det store hjørnekontor, hvor samtlige kulturministre har siddet. Efter mange år i det meget store Undervisningsministerium i Frederiksholms Kanal, hvor der var otte forskellige direktorater og afdelinger, forekom min nye arbejdsplads mig tiltalende overskuelig. Der var dengang stadig medarbejdere i Kulturministeriet, der havde været med siden oprettelsen i 1961, og der var i huset en stærk bevidsthed om den rolle, ministeriet havde spillet som forkæmper for kunst af høj kvalitet – og om det ansvar, ministeriet havde for udbredelse af kunst og kultur til alle i hele landet. Denne kamp var langtfra slut, for det havde fra begyndelsen været en udfordring for enhver
Finkultur og mangfoldighed.indd 11
13.07.2021 13.09
12 F I N K U LT U R
O G M A N G FO L D I G H E D
kulturminister at få regeringstoppen til at prioritere kulturpolitikken, som gennem tiden ikke har udgjort meget mere end én procent af finansloven, og typisk ikke har haft synderlig betydning for meningsmålingerne, når der skulle være valg. Kulturministeriets departement var min daglige arbejdsplads i ti år. Derefter var jeg direktør for Kunststyrelsen i de ni år, den eksisterede, og til slut områdedirektør i Kulturstyrelsen, indtil jeg i 2015 som 67-årig trak mig tilbage i god ro og orden. Under mine i alt 22 gode år i Kulturministeriets tjeneste blev meget forandret. Digitaliseringen ændrede drastisk vores måde at arbejde på og forandrede vilkårene for væsentlige dele af kultursektoren, især for medierne. Gentagne ændringer af administrative og politiske strukturer førte til en tiltagende centralisering af opgaverne i stadig større institutioner. Men der var også meget, der lignede sig selv. Gennem alle årene var ministeriet en arbejdsplads, hvor medarbejderne var dybt engagerede i at fremme vilkårene for de mange forskellige kulturområder, vi havde ansvaret for. Vi administrerede en omfattende infrastruktur af institutioner og støtteordninger, som var resultatet af mange års investeringer, og som skulle skabe gode vilkår for fremtidens kunst og kultur. Grundlæggende spørgsmål som forståelsen af armslængdeprincippet og afvejningen mellem finkulturen og det bredere kulturliv var lige så påtrængende, da jeg holdt op, som de havde været, da jeg begyndte i 1993, og de havde været på dagsordenen, så længe ministeriet havde eksisteret. Det var for længst gået op for mig, at hvis man vil forstå kulturpolitikken, må man have det langsigtede perspektiv med. Derfor denne bog.
Finkultur og mangfoldighed.indd 12
13.07.2021 13.09
Forord 13
Mens jeg gjorde manuskriptet færdigt, havde coronapandemien i sjælden grad synliggjort kulturlivets betydning og – næsten – alle de politiske partier stod sammen om, at staten skal støtte kulturen. Men hvad skal vi forstå ved ’kulturen’? Det spørgsmål er endnu en gang aktuelt. Er det finkulturen, vi taler om, eller er det den brede mangfoldighed af kulturaktiviteter, som involverer det meste af befolkningen? Det handler bogen om. Blandt andet. Poul Bache Valby, 23. maj 2021
Finkultur og mangfoldighed.indd 13
13.07.2021 13.09
Finkultur og mangfoldighed.indd 14
13.07.2021 13.09
15
Staten, kunsten og kulturen
Kunst og kultur har i Danmark været støttet af staten i mere end 300 år. De enevældige konger støttede de skabende kunstnere og grundlagde de nationale kulturinstitutioner: Det Kongelige Teater, Det Kongelige Bibliotek, Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, Rigsarkivet og de samlinger, der senere blev til Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Efter grundloven 1849 besluttede Rigsdagen at fortsætte statsstøtten til kunstnerne, omend ikke på samme niveau som under enevælden, og der var ofte skeptikere i Folketinget, der mente, at nogle af pengene kunne bruges bedre andre steder. Ansvaret for de kulturelle anliggender blev placeret i et kultusministerium, der tog sig af uddannelse, videnskab, kirke og kultur. Statens ret beskedne engagement i kunst og kultur udviklede sig i løbet af det 20. århundrede i et samspil mellem to sideløbende og delvis overlappende kulturpolitiske strømninger: En kulturpolitik fra oven, styret fra regering og folketing (frem til 1953 Rigsdagen), som udbyggede de nationale kulturinstitutioner, hovedsageligt i hovedstaden, og som støttede de skabende kunstnere. Og en kulturpolitik fra neden, hvor lokale kræfter i civilsamfundet og kommunerne tog initiativ til at oprette kulturinstitutioner, der efterhånden fik tilkæmpet sig beskedne statstilskud. Begrebet kulturpolitik havde længe en meget beskeden rolle i den politiske debat. Aviserne begyndte at anvende begrebet i slutningen af 1800-tallet,1 hovedsageligt anvendt om fremmede staters, især Tysklands, bestræbelser på at påtvinge andre befolkningsgrupper en
Finkultur og mangfoldighed.indd 15
13.07.2021 13.09
16 F I N K U LT U R
O G M A N G FO L D I G H E D
Det gamle assistenshus på hjørnet af Nybrogade og Gammel Strand, som Kulturministeriet i 1964 flyttede ind i. Senere samme år flyttede statsminister Jens Otto Krag ind på førstesalen med sit nyoprettede sekretariat. To år senere flyttede Krag til Christiansborg, men til gengæld skulle Udenrigsministeriet overtage hele huset i Nybrogade. Det nægtede Bodil Koch som nyudnævnt kulturminister at være med til. Hun fik sin vilje, og rykkede ind i Bomholts hjørnekontor, hvor alle hendes efterfølgere siden har siddet. Fotografiet er fra 1991. Foto: Jens Dresling/Ritzau-Scanpix
bestemt kultur. Omkring 1930 blev kulturpolitik et tema i Socialdemokratiet, først som klassepolitik, siden med et bredere sigte. Efter 1945 optrådte begrebet hyppigere i medierne. Når der i 1950’erne en sjælden gang blev talt om kulturpolitik i Folketinget, handlede det om kulturlivet i bredeste forstand: Skole, videnskab, kirke, sprog, medier, kunst og kulturarv, men ofte med hovedvægten på skole og uddannelse. Når for eksempel Bomholt som undervisningsminister i 1957 på Socialdemokratiets kongres talte om regeringens kulturpolitik, var det især skolepolitikken, han talte om.2 Da kulturpolitikken fik sit eget ministerium i 1961, blev dets officielle navn Ministeriet for Kulturelle Anliggender. Som navnet viste, var ministeriets ansvarsområde konkrete kulturelle anliggender, som
Finkultur og mangfoldighed.indd 16
13.07.2021 13.09
S taten , kunsten og kulturen 17
det nye ministerium var blevet tildelt af regeringen, hovedsageligt kunst, arkiver, biblioteker og museer, fredningslovgivningen og Danmarks Radio. Der var andre væsentlige kulturelle anliggender som skole, kirke og forskning, der hørte under andre ministerier. Opgaverne var, som det blev understreget i den første store redegørelse for kulturpolitikken fra 1969, ikke ”kultur i sig selv, men kulturelle sager i administrativ forstand”.3 Kulturministeriet skulle ikke være kulturskabende, men det skulle gennem lovgivning og bevillinger give kulturlivet gode muligheder for at udfolde sig. Oprettelsen af Kulturministeriet med Julius Bomholt i spidsen skabte en voksende interesse for kulturpolitik i medierne og blev begyndelsen på en løbende debat i kulturlivet, i medierne og i Folketinget om kulturpolitikkens mål og midler. Samtidig blev den kulturpolitiske debat snævrere, for begrebet kulturpolitik blev nu identificeret med det nyoprettede ministeriums hovedopgaver. Fra begyndelsen lancerede Bomholt en kulturpolitik, der skulle støtte kunsten og udbrede kunst og kultur til hele befolkningen.4 “Kunst og kultur” blev den hyppigt anvendte samlende betegnelse for Kulturministeriets kerneopgaver, selvom udtrykket savner almindelig logik – kultur omfatter jo også kunst – men udtrykket er mundret og rummeligt og derfor fast forankret i kulturpolitisk sprogbrug. Det fremhæver kunsten i en sådan grad, at kulturministre ofte har haft behov for at understrege, at kultur kan være meget andet end kunst. Hvad der skal forstås ved kunst, har i kulturpolitisk sammenhæng været nogenlunde klart afgrænset. Kulturministeriet støttede fra begyndelsen scenekunsten, litteraturen, billedkunsten og tonekunsten. Også filmen blev anerkendt som kunstart. Arkitektur, kunsthåndværk og design kom senere ind under Statens Kunstfond. Hvad ’kultur’ betyder, har været mindre klart, for der var ikke lagt nogen definition af kulturbegrebet til grund for oprettelsen af det nye ministerium i 1961. Der har heller ikke siden været formuleret en officiel definition af, hvad der i kulturpolitikken skal forstås ved kultur. Når politikerne talte om kunst og kultur, dækkede kulturen oftest over alle de kulturministerielle anliggender, som ikke var kunst, hovedsa-
Finkultur og mangfoldighed.indd 17
13.07.2021 13.09
18 F I N K U LT U R
O G M A N G FO L D I G H E D
geligt bevaringen og formidlingen af kulturarven (arkiverne, museerne og de fredede bygninger og fortidsminder) og bibliotekerne. Dertil kom folkeoplysningen, som dog i mange år forblev i Undervisningsministeriet og derfor ikke rigtigt blev regnet med til kulturpolitikken. Netop spørgsmålet om, hvad der hørte med til ’kulturen’, blev siden anledning til mange stridigheder. Ved siden af kunst og kultur fik Kulturministeriet også ansvaret for to selvstændige politikområder, der ikke blev finansieret af kulturbevillingerne på finansloven, og som oftest stod uden for den generelle kulturpolitiske debat i medierne og på Christiansborg, nemlig mediepolitikken og idrætspolitikken. Danmarks Radio, der dengang havde monopol på at udsende radio og fjernsyn, kom under Kulturministeriet fra begyndelsen. Da monopolet blev ophævet i 1980’erne, blev ministeriets mediepolitiske opgaver udvidet til at omfatte både reguleringen af sendevilkårene for radio-og tv-virksomheder og forvaltningen af statsstøtten til elektroniske public service-medier og senere også til de trykte nyhedsmedier, der indtil 2019 blev finansieret af lytterne og seerne gennem licensen. De elektroniske medier var derfor ikke en del af den årlige forhandling om kulturbevillingerne på finansloven. Mediepolitikken har på Christiansborg været et specialområde, som i modsætning til Kulturministeriets øvrige opgaver ofte var konfliktpræget og storpolitisk, og som hos de fleste partier er blevet håndteret af særlige mediepolitiske ordførere. Idrætspolitikken har hørt til Kulturministeriet siden 1976. Statens støtte til idrætsformål blev i mange år næsten udelukkende finansieret af fodboldtipningen og derefter hovedsageligt af overskuddet fra Danske Spils lotterier. Også idrætspolitikken har sine egne ordførere på Christiansborg, og den idrætspolitiske debat i medierne foregår oftest på avisernes sportssider, adskilt fra den øvrige kulturpolitik. Mediepolitikken og idrætspolitikken har hver deres historie. Emnet for denne bog er kulturpolitik forstået som statens politik for kunst og kultur, svarende til de opgaver, som Kulturministeriet gennem tiden har fået finanslovsbevillinger til at støtte. Det svarer til, hvad der
Finkultur og mangfoldighed.indd 18
13.07.2021 13.09
S taten , kunsten og kulturen 19
Herluf Jensenius tegnede i 1961 i det satiriske julehæfte Blæksprutten kulturlivets spidser, der bøjer sig for kulturpaven Julius den Første. Bomholt blev af mange opfattet som selvhøjtidelig og arrogant, og det gjaldt også andre repræsentanter for åndslivet. Kulturpave blev et begreb. Det var kulturpaverne, Rindal og co. ville til livs, da kulturkløften åbnede sig i 1965. Tegning: Herluf Jensenius/Blæksprutten 1961
også i andre nordvesteuropæiske lande sædvanligvis betragtes som kulturpolitikkens kerneområde. Det britiske kulturministerium hed i mange år Department for Culture, Media and Sport, og dermed blev det signaleret, at medier og sport ikke hørte til ’kulturen’. Den store udredning af norsk kulturpolitik fra 2014 beskæftigede sig ikke med idræt og medier, men fokuserede på kunst og kulturarv.5 For at nævne et par eksempler. De anliggender, som Kulturministeriet i 1961 fik ansvaret for, hørte til den del af kulturlivet, som kultursociologen Dorthe Skot-Han-
Finkultur og mangfoldighed.indd 19
13.07.2021 13.09
20 F I N K U LT U R
O G M A N G FO L D I G H E D
sen har karakteriseret som en dannelseskultur, der krævede viden og forudsætninger for at blive værdsat, og som blev leveret af offentlige kulturinstitutioner, der var forsynet med ”kvalitetens blå stempel”.6 Den svenske sociolog Harald Swedner introducerede i 1965 det tilsvarende begreb finkultur, der blev en del af den løbende debat om kulturpolitikken som betegnelse for kulturaktiviteter, der støttes af staten, fordi de har en særlig kunstnerisk/kulturel kvalitet. Disse kulturaktiviteter er typisk også afhængige af støtte fra det offentlige. Denne statsstøttede finkultur blev efterhånden udvidet til at omfatte en større del af kulturlivet, og også kulturaktiviteter, der udfoldede sig under andre kvalitetsopfattelser end finkulturens, blev inddraget i statens kulturpolitik De følgende kapitler fortæller om, hvordan politikken for kunst og kultur har udviklet sig gennem 60 år siden udnævnelsen af den første danske kulturminister i 1961. Kapital 2 handler om oprettelsen af Kulturministeriet og den efterfølgende kulturoffensiv. Derefter følger fem kapitler, der nogenlunde kronologisk følger kulturpolitikken under de skiftende regeringer. Kapitel 8-12 gør tematisk status for udviklingen på kulturpolitikkens hovedfelter med hovedvægt på tiden efter 2000: kulturpengene og oplevelsesøkonomien (kapitel 8), det nationale og det internationale (kapitel 9), kunststøttesystemet (kapitel 10), museerne og kulturarven (kapitel 11) og bestræbelserne på at bringe kunst og kultur ud til alle i hele landet (kapitel 12.). Kapitel 13 fortæller om situationen ved overgangen til 2020’erne, og til slut trækkes i kapitel 14 de store linjer i udviklingen af dansk kulturpolitik gennem 60 år.
Finkultur og mangfoldighed.indd 20
13.07.2021 13.09
21
Kulturoffensiven 1961-1972
Da Viggo Kampmann (S) som leder af den socialdemokratisk-radikale mindretalsregering i 1961 oprettede et kulturministerium med partifællen Julius Bomholt som den første kulturminister, var det startskuddet til en kulturoffensiv, som længe havde været undervejs. Bomholt havde først i 1930’erne med bogen Arbejderkultur forsøgt at formulere et bud på en kulturpolitik, der skulle skabe det socialistiske menneske, men ifølge den socialdemokratiske partihistorie stod bogen for en ideologi, der var ved at ebbe ud, allerede da den udkom.1 Partiet, der sad på statsministerposten fra 1929 til 1942, valgte en anden kurs, som kom til udtryk i bogen Kulturen for folket, som Socialdemokratiets oplysningsforbund AOF udsendte i 1938. Bomholt bekendtgjorde kursskiftet i forordet: “Vi talte i 1930 om arbejderkultur. Vi arbejder i dag under mottoet: Kulturen for folket”.2 Der skulle ikke være tvivl om, at partiets leder, Thorvald Stauning, ikke var statsminister kun for arbejderne, men for hele befolkningen. I 1945 vedtog Socialdemokratiet med partiprogrammet Fremtidens Danmark, at formålet med den økonomiske politik var “at skabe Muligheder for en Udvikling og en Uddybning af Folkets kulturelle Liv”, og dette blev uddybet i en række krav til det offentliges støtte til kunst og videnskab og til at give den brede befolkning adgang til kunst og kultur.3 Bomholt blev fortaler for en kulturpolitik, der skulle støtte de skabende kunstnere og udbrede kunsten som en integreret del af velfærdsprojektet. Det var dengang Undervisningsministeriet, der havde
Finkultur og mangfoldighed.indd 21
13.07.2021 13.09
22 F I N K U LT U R
O G M A N G FO L D I G H E D
Kulturminister Bomholt byder velkommen til de cirka 40 medarbejdere i det nye ministerium den 20. september 1961 i midlertidige lokaler i Forligsinstitutionens bygning på Skt. Annæ Plads i København. Foto: ABA, fotograf ukendt
ansvaret for de fleste kulturpolitiske opgaver, og Bomholt fik som undervisningsminister i de socialdemokratiske regeringer i 1953-57 gennemført en lovgivning, der forbedrede statsstøtten til billedkunstnerne. Da H.C. Hansen efter valget i 1957 skulle danne regering med Det Radikale Venstre og Retsforbundet, insisterede de radikale på at få Undervisningsministerposten. Bomholt havde håbet, at Undervisningsministeriet kunne blive opdelt, så han kunne fortsætte som minister for kultur og videnskab, men det ville de radikale ikke være med til. Bomholt blev i stedet socialminister, og den post beholdt han, da Viggo Kampmann, der efter H.C. Hansens død var blevet statsminister, i 1960 dannede regering med de radikale.4 I 1958 var den internationale højkonjunktur kommet til Danmark med økonomisk vækst, voksende velstand og stigende offentlige udgifter, som forsatte frem til begyndelsen af 1970’erne. Spørgsmålet
Finkultur og mangfoldighed.indd 22
13.07.2021 13.09
K ulturoffensi v en 1 961 - 1 9 7 2 23
om kulturpolitikkens rolle i velfærdsstaten trængte sig på, ikke kun i Danmark, men også ude i Europa. Frankrig var det første vesteuropæiske land, der efter Anden Verdenskrig oprettede et kulturministerium, da præsident Charles de Gaulle i 1959 udnævnte den karismatiske forfatter, kulturpersonlighed og tidligere modstandsmand André Malraux som kulturminister. I Sverige fremlagde den socialdemokratiske regerings minister for uddannelse, kirke og kultur Ragnar Edenman samme år et oplæg til en kulturpolitik, hvor staten som et modspil til den kommercielle massekultur skulle støtte kunstnerne uden at blande sig i indholdet.5 Herhjemme vedtog Socialdemokratiets kongres i juni 1961 at erstatte partiets principprogram fra 1913 med et nyt – Vejen Frem – der blandt andet gjorde det til en samfundsopgave, at “skabe grundlaget for et rigere kulturliv, således at kulturgoderne bliver et naturligt led i hverdagen”. Kunsten skulle sikres uafhængighed, og ’den eksperimenterende kunst’ skulle sikres gode arbejdsmuligheder. Principprogrammet blev ledsaget af arbejdsprogrammet Idé og hverdag, der krævede billigere adgang til musik og teater, og der skulle oprettes kulturcentre og sognegårde med bibliotek, foreningslokaler og udstillingslokaler. Til “bedre udnyttelse af fritiden” skulle naturfredningen sikre frie arealer ved skov og strand, der skulle anlægges campingpladser og kolonihaver, og sport og idræt skulle kunne dyrkes af alle. Kampmann fortalte i et berømt interview med journalisten Eivind Larsen i Information i sommeren 1960 om sit engagerede forhold til den moderne litteratur og efterlyste til sidst en ”kærlig og forstående” rådgivning fra kultureliten. “De kan naturligvis trække sig tilbage, men må så være klar over, at regeret bliver der alligevel”, sagde statsministeren.6 Det førte til et møde på Krogerup Højskole, hvor Kampmann og andre politikere mødtes med forfattere og andre kulturpersonligheder, og året efter indbød Kampmann repræsentanter for kulturlivet til en konference på Christiansborg om kulturpolitikken, hvor Louisianas stifter, mæcenen Knud W. Jensen, kom med et forslag om, at en særlig kommission skulle skabe overblik over kulturlivets økonomiske behov.
Finkultur og mangfoldighed.indd 23
13.07.2021 13.09
24 F I N K U LT U R
O G M A N G FO L D I G H E D
Også i det nye socialdemokratiske principprogram var der forslag om en kulturkommission, men Kampmann ville ikke nøjes med en kommission, han ville have et særligt ministerium til kulturen. Der var dog den vanskelighed, at undervisningsministeren var den radikale leder Jørgen Jørgensen, der ikke ville være med til at afgive noget af sit ministeriums område, som han havde fået ved regeringsdannelsen i 1957. Efter valget i efteråret 1960 aftalte de radikale med Kampmann, at Jørgen Jørgensen efter et langt liv i politik sammen med den anden radikale veteran, økonomiministeren Bertel Dahlgaard, op til Folketingets åbning i oktober 1961 skulle træde ud af regeringen for at give plads til yngre kræfter. Kampmann havde i forvejen nedsat et Administrationsudvalg, der skulle komme med forslag til modernisering af statsadministrationen, og han bad udvalget om som det første særligt at se på Undervisningsministeriets opgaver. Udvalget anbefalede, at de mange erhvervsuddannelser, der efterhånden var vokset frem i de forskellige fagministerier, blev samlet under undervisningsministeren for at styrke uddannelsespolitikken – derved ville Undervisningsministeriet blive så stort, at der ville være grund at flytte ”visse kulturelle opgaver” over i et ministerium for sig sammen med administrationen vedrørende teatre, film og biografer, som lå i Justitsministeriet. 7
Ministeriet for Kulturelle Anliggender Den 7. september 1961 fandt den planlagte regeringsomdannelse sted. Den radikale Kristen Helveg Petersen afløste partifællen Jørgen Jørgensen som undervisningsminister, og Undervisningsministeriets kulturopgaver blev overdraget til et nyt Ministerium for Kulturelle Anliggender med Bomholt som minister og Det Kongelige Teaters direktør Henning Rohde som departementschef. Det var imidlertid lige ved ikke at blive til noget. Bomholt havde en stærk ambition om at stå i spidsen for et ministerium for åndslivet, forstået som kunst og videnskab, der skulle tage sig af både kulturinstitutionerne og universiteterne. Og han havde – sandsynligvis berettiget – fået indtrykket af, at Kampmann ville det samme. Men det ville den kommende nye
Finkultur og mangfoldighed.indd 24
13.07.2021 13.09
K ulturoffensi v en 1 961 - 1 9 7 2 25
undervisningsminister Helveg Petersen ikke være med til, og det ville også stride mod anbefalingen fra statsministerens administrationsudvalg, som ville samle alle uddannelserne under den samme minister. Bomholt nægtede i første omgang at blive kulturminister på de vilkår, og Kulturministeriet var tilsyneladende ved at blive opgivet. På et møde i den socialdemokratiske folketingsgruppe kort før regeringsomdannelsen skulle gøres færdig, blev Bomholt dog overtalt til at tage posten uden at få universiteterne med.8 Han havde dog ikke opgivet at blive minister for både kunst og videnskab. Da det skulle aftales, hvilke konkrete opgaver der skulle overføres til det nye ministerium, måtte Kampmann som et beskedent plaster på såret give ham Statens Almindelige Videnskabsfond og Rask-Ørsted Fondet (Danmarks internationale videnskabelige fond) fra Undervisningsministeriet og Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd fra Statsministeriet. Da det ikke stillede Bomholt tilfreds, fik han også naturfredningen, der ligeledes havde hørt under Statsministeriet. Så sagde Bomholt endelig ja tak til at blive minister for kulturelle anliggender.9 Kulturministeren fik ansvaret for de kulturelle anliggender, som embedsmændene i Administrationsudvalget havde ment var hensigtsmæssige at flytte væk fra Undervisningsministeriet. Det var stort set statens støtte til de forskellige kunstarter, arkiverne, biblioteksvæsenet, museerne samt bevaringen og formidlingen af kulturarven. Filmog teatersager havde hidtil ligget i Justitsministeriet, hvorfra det blev flyttet under Bomholt. Dertil kom de bonusopgaver, som Kampmann lagde oveni for at få sin nye kulturminister med på vognen. Folkeoplysningen og højskolerne forblev imidlertid – ligesom videnskabspolitikken – i Undervisningsministeriet. En stor del af det nye ministeriums bevillinger gik til driften af de store nationale kulturinstitutioner i København: Det Kongelige Teater, Det Kongelige Bibliotek, Rigsarkivet, Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst og Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster. Det Kongelige Teater var den dyreste kulturinstitution på finansloven, og spørgsmålet om nationalscenens bygninger og økonomi havde gennem mange år været et tilbagevendende emne i den politiske debat.
Finkultur og mangfoldighed.indd 25
13.07.2021 13.09
26 F I N K U LT U R
O G M A N G FO L D I G H E D
Der var ikke enighed om, hvor mange penge det var rimeligt at bruge på teatret, og samtidig var der behov for, at de fysiske rammer blev indrettet på en måde, der bedre tilgodeså de kunstneriske behov. Det Kongelige Danske Kunstakademi havde uddannet malere, billedhuggere og arkitekter siden midten af 1700-tallet og havde blandt andet skabt grundlaget for det, der er blevet kendt som guldalderen i dansk billedkunst. Disse institutioner var alle skabt under enevælden. De repræsenterede en væsentlig del af nationalstatens hukommelse, og de forventedes at præstere det ypperste i landet inden for deres respektive fagområder. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var de blevet udbygget med nye bygninger, og statens arkivvæsen var blevet udvidet med fire landsarkiver. Der blev også oprettet et statsbibliotek i Aarhus, men ellers havde staten været tilbageholdende med at oprette nye kulturinstitutioner. Ved siden af statens kulturinstitutioner, der (bortset fra landsarkiverne og statsbiblioteket) hovedsageligt lå i hovedstaden, blev der givet statstilskud til driften af et større antal museer, biblioteker, ensembler, musikkonservatorier og teatre, som var oprettet på lokalt initiativ, ofte i et samarbejde mellem civilsamfund og kommune. Disse institutioner udgjorde en broget mangfoldighed med hensyn til størrelse, organisationsform og grad af professionalisme, der ofte blev begrænset af en spinkel økonomi. De statstilskud, som de lokale institutioner gennem årene efterhånden havde fået tilkæmpet sig, blev ledsaget af øgede statslige krav til den faglige standard. Det nye ministerium fik en forbeholden modtagelse i pressen, der var mere optaget af, at den radikale Hilmar Baunsgaard var blevet handelsminister, og af hvordan Helveg Petersen ville klare et Undervisningsministerium udvidet med erhvervsuddannelserne. Dagbladet Politiken så både fordele og ulemper ved, at kulturen fik sit eget ministerium, og mente, at det var for tidligt at afgøre, om det var et fremskridt.10 Jyllands-Postens synspunkt var, at Kulturministeriet var overflødigt, og at kulturen i øvrigt var bedst tjent med, at staten blandede sig så lidt som muligt. Bomholts udnævnelse blev kommenteret med
Finkultur og mangfoldighed.indd 26
13.07.2021 13.09
K ulturoffensi v en 1 961 - 1 9 7 2 27
en blanding af forventning og bekymring: “Faren ved Bomholt er, at han er for foretagsom. Trøsten ligger i, at han trods alt ved noget om, hvad der gælder i kulturlivet”.11 Der var almindelig tilfredshed med, at Bomholts plan om at få universiteterne med ikke var blevet til noget. Kulturministeriet fik lokaler i Det Kongelige Assistenshus’ gamle bygning i Nybrogade. Assistenshuset havde siden 1753 været en statsinstitution, der gav lån mod håndpant, så folk i pengenød kunne belåne deres overtøj og andre genstande. Bygningen, der var i dårlig stand, blev renoveret og nyindrettet til formålet. Bomholt valgte et højloftet hjørnelokale mod Gammel Strand med udsigt til Thorvaldsens Museum og Christiansborg til sit kontor.
Bomholts program Ved Folketingets åbning, en måned efter at Bomholt havde overtaget Kulturministeriet, omtalte Kampmann i åbningstalen dannelsen af det nye ministerium som et led i en større gennemgang af centraladministrationen, der skulle give størst mulig effektivitet og en hensigtsmæssig fordeling af arbejdsopgaverne. Der var ikke nogen antydning af, at oprettelsen af et særligt ministerium for kulturen var en opprioritering af kulturpolitikken, og den nye regering fremlagde ikke nogen målsætninger for det nye ministeriums arbejde. At Bomholt havde store ambitioner med sit nye ministerium, var der dog ingen tvivl om. Under overskriften “Hvad skal vi med et kulturministerium?” talte han i februar 1962 til en socialdemokratisk kulturkonference om kulturpolitikken som middel til “opbygning af et effektivt kulturelt demokrati”, der sammen med det økonomiske og sociale demokrati var skridt på vejen mod velfærdsstaten. Talen var en slags programerklæring for det nye ministerium, som han efterfølgende uddybede i nogle tekster, der blev publiceret i 1962-64.12 Han ville gøre sit til, sagde han indledningsvis i talen, at oprettelsen af Kulturministeriet ikke bare blev flytning af nogle fagområder, men at det blev startskuddet til en socialdemokratisk kulturoffensiv, hvor Kulturministeriet havde to hovedopgaver: For det første skulle staten støtte den skabende kunst, baseret på “kvalitet, smag og lødighed”.
Finkultur og mangfoldighed.indd 27
13.07.2021 13.09
28 F I N K U LT U R
O G M A N G FO L D I G H E D
For det andet skulle det enkelte medlem af samfundet have adgang til kunst og kultur. Det betød, med Bomholts markante sprogbrug, at ”landet må dækkes af et så tæt mønster af kunstneriske og kulturelle institutioner, at selv den fjerneste afkrog af riget ikke henligger kulturelt tørlagt”. Skolen og kommunerne skulle spille en vigtig rolle for udbredelsen af kulturgoderne. Beslutningen om, hvad der havde kvalitet og lødighed skulle overlades til “den mest uhildede sagkundskab”, for det var afgørende, at den skabende kunst nød samme frihed som videnskab og forskning. Eller, som han i en anden sammenhæng udtrykte det, skulle staten “støtte, men ikke dirigere”13 kunsten. Det var det princip, som senere blev kendt som armslængdeprincippet. Princippet kunne praktiseres, skrev Bomholt, ved at indskyde et sagkyndigt rådgivende råd mellem ministeren og kunstnerne. Ifølge Bomholts pragmatiske opfattelse af armslængdeprincippet burde ministeren principielt følge rådets udtalelser, “men hvis der er uenighed i rådet, må ministeren forlade sig på sin egen vurdering … Jeg kan forsikre, at dette ikke er nogen ønskesituation for en minister, men ét sted skal afgørelsen og ansvaret jo ligge”.14 Statsfinansiering uden indblanding i indholdet var i forvejen grundlaget for forskningsrådene, folkehøjskolerne og de frie skoler. Princippet havde været en del af Socialdemokratiets kulturpolitik i hvert fald siden begyndelsen af 1950’erne, og det var også grundlaget for den første Statens Kunstfond, Bomholt fik oprettet i 1956, da han stadig var undervisningsminister. Bomholts anden opgave, at give det enkelte medlem af samfundet adgang til kunst og kultur, havde været med i Socialdemokratiets programmer siden 1945. Det nye var, at der kom konkrete initiativer og penge til at gøre noget ved det. Spørgsmålet var så, om den ene opgave kunne spænde ben for den anden. Bomholt mente det ikke. Han så relationen mellem den lødige kunst og det brede publikum som komplementært, ikke som en modsætning. “Skaber kunstnere betydelige værker, vokser interessen hos publikum. Og et vågent og kritisk publikum giver et godt klima for
Finkultur og mangfoldighed.indd 28
13.07.2021 13.09
K ulturoffensi v en 1 961 - 1 9 7 2 29
kunstneren at arbejde i”, som han sagde.15 Balancen mellem de to opgaver viste sig i de følgende år imidlertid at være mere konfliktfyldt, end Bomholt havde forestillet sig. Kulturoffensiven skulle fremhjælpe det lødige og bringe kulturen inden for den enkeltes rækkevidde. Men den skulle også bekæmpe “det platte”, sagde Bomholt i talen til kulturkonferencen i 1962, for “folkelighed i ordets nuværende, nedsættende betydning – der jo nu er identisk med det vitaminfattige – det er ikke et begreb, som socialdemokratiet hylder”. Han talte om den “slette folkelighed – den i egentlig forstand ufolkelige folkelighed”, som blev næret af stærke kræfter, nemlig den farlige underholdningsindustri, som “er vor vestlige kulturs mest omhyggeligt planlagte forsøg på at skabe et ensrettet centraldirigeret levemønster hos masserne”.16 Den skabende kunst skulle være modgiften mod den slette folkelighed, mod populærkulturen. I kampen mod poppen fik regeringen i 1962 vedtaget en lov, som lukkede Radio Mercur, der fra 1958 havde sendt reklamefinansieret popmusik til københavnerne fra et skib i internationalt farvand i Øresund. I stedet fik Statsradiofonien et program 3 med en musikradio, og Bomholt understregede i Folketinget, at musikradioen ikke som Radio Mercur ville blive “en popradio, beregnet for mennesker med en intelligenskvotient væsentligt under 100”.17 Alligevel blev det statslige radiomonopols nye musikradio modtaget af vrede protester fra store dele af kultureliten. Det var et vigtigt udgangspunkt for Bomholt, at staten ikke måtte “gribe ind i det frie kulturarbejde og bestemme dets kurs”, som han allerede i 1953 havde skrevet i Mennesket i Centrum, en samling artikler udgivet af Socialdemokratiets kulturudvalg, hvori den daværende statsminister Hans Hedtoft i forordet gjorde ”Tankens, ordets og kritikkens garanterede frihed” til grundlaget for en demokratisk kulturpolitik.18 Men i praksis var der begrænsninger af den kunstneriske frihed. Teatercensuren var blevet ophævet i 1954, men der var stadig filmcensur. Film, hvis “forevisning skønnes at krænke ærbarheden, virke forrående eller på anden måde moralsk nedbryden-
Finkultur og mangfoldighed.indd 29
13.07.2021 13.09
30 F I N K U LT U R
O G M A N G FO L D I G H E D
de”, blev forbudt, medmindre de problematiske scener kunne klippes ud. Det var også forbudt at offentliggøre bøger eller billeder, der var utugtige. Bomholt lagde ikke skjul på, at han var modstander af censur: “I velfærdsstaten skal vi ikke have barnepige til at tage ansvaret for os”, som han sagde i talen til kulturkonferencen i 1962. Regeringen lod imidlertid filmcensuren forblive under Justitsministeriet, der også på andre områder skulle påse, at den offentlige ærbarhed ikke blev krænket. At Bomholt havde et liberalt syn på, hvad der faldt under den kunstneriske frihed, viste hans holdning til sagen om den surrealistiske kunstner Wilhelm Freddie, der i 1937 havde fået to malerier og en skulptur beslaglagt af politiet. Det havde kostet kunstneren ti dage i fængsel.19 Værkerne var anbragt på Kriminalmuseet, som lå under politiet og var det eneste statslige museum, hvortil der ikke var offentlig adgang. I begyndelsen af 1961 ansøgte Freddie Justitsministeren om at få værkerne udleveret, og Bomholt, der på det tidspunkt endnu var socialminister, udtalte i Ekstra Bladet sin støtte til kunstneren. Justitsministeren, Bomholts partifælle og regeringskollega Hans Hækkerup, afslog at udlevere værkerne af principielle grunde. Ekstra Bladet, der dækkede sagen, kunne punktere Hækkerups argument om de principielle grunde med oplysningen om, at Kriminalmuseet tidligere havde udleveret en genstand, der var konfiskeret ved dom, nemlig den røde fane, som politiet erobrede under “Slaget på Fælleden” i 1872. Den var i 1930’erne blevet udleveret til Socialdemokratiet. Historien blev illustreret af et stort foto af et af de konfiskerede malerier, der ifølge Justitsministeriet var pornografiske. Hækkerup fastholdt, at værkerne ikke kunne udleveres. I stedet valgte Freddie at kopiere sine værker, og under titlen “Træk gaflen ud af øjet på sommerfuglen” indbød han med dags varsel til en offentlig udstilling 17. november 1961 i Arthur Köbkes lille galleri i Lille Kirkestræde i København. Politiet var på pletten fem minutter efter åbningen og beslaglagde kopierne, i hvad Politiken dagen efter kaldte den “fredeligste og mest festlige politirazzia, som nogen sinde har fundet sted i dette land”. I byretten
Finkultur og mangfoldighed.indd 30
13.07.2021 13.09
K ulturoffensi v en 1 961 - 1 9 7 2 31
fik Freddie en bøde på 200 kroner og fik beslaglæggelsen af værkerne opretholdt, men han blev frikendt af Landsretten i maj 196320 og fik senere værkerne tilbage. Det mest opsigtsvækkende af værkerne med titlen Sexparalyseappeal var en kvindebuste, som Freddie havde bemalet med en penis, der slangede sig fra øret ned mod munden. I 1937 havde Kunstakademiet til sagens opklaring udtalt, at bemalingen af busten ikke blot var uden kunstnerisk værdi, men yderligere var en grov krænkelse af den kunstner, der havde udført busten. Til brug for retssagen i 1963 kom Akademiraadet frem til, at værket havde berettigelse som “surrealistisk forsøg”.21 Den originale buste kan i dag ses på Kunsten – Museum of Modern Art i Aalborg, mens kopien befinder sig på Moderna Museet i Stockholm. Wilhelm Freddie blev i 1981 æresmedlem af Kunstakademiet.
Fra kulturpause til kulturoffensiv Bomholt så optimistisk på mulighederne for at få tilslutning til sin kulturoffensiv i Folketinget. Han mente, der var en voksende interesse for at fremme kulturen, ikke bare i Socialdemokratiet, men også hos de konservative og de radikale.22 Allerede inden Bomholt for alvor var kommet i gang, opstod der imidlertid tvivl om regeringens kulturpolitiske ambitioner. Regeringen indgik i foråret 1962 et forlig med Venstre og Det Konservative Folkeparti om den økonomiske politik, som omfattede et midlertidigt stop for offentlige byggeprojekter på grund af mangel på arbejdskraft.23 Jens Otto Krag sagde i en grundlovstale i Fælledparken, at i den aktuelle situation måtte hensynet til eksport og produktion komme først, og så må “andre ting vente, for eksempel ting på det kulturelle område”.24 Nationalmuseets direktør P.V. Glob havde i nogen tid forsøgt at få politisk opbakning til en plan om at bygge et nyt Nationalmuseet i Brede i Københavns omegn, hvor museet havde overtaget den gamle klædefabrik. Byggestoppet fik Glob til i et interview med Information 9. juni 1962 at beklage sig over politikernes manglende interesse for
Finkultur og mangfoldighed.indd 31
13.07.2021 13.09
32 F I N K U LT U R
O G M A N G FO L D I G H E D
kulturen, og han sluttede med at sige: “Hvad gør vi i Danmark? Vi sikrer gris på gaflen, præfabrikerede sommerhuse, militær – og holder os en kulturpause”. Information gav interviewet overskriften “Skulle vi holde en lille kulturpause?”. Dermed var et nyt begreb introduceret, og det slog an. I de følgende måneder dukkede kulturpausen med stigende hyppighed op i medierne. Mange var forargede, men der var også dem, der syntes, at det var helt fint med en kulturpause. I september 1962 måtte den sygdomsramte Viggo Kampmann træde tilbage og overlade statsministerposten til Jens Otto Krag, der ved Folketingets åbning i oktober måtte forsikre om, at der ikke var nogen kulturpause, at det ikke var ham, der havde opfundet begrebet, og at han aldrig havde brugt ordet.25 Efterfølgende bedyrede han i Aktuelt, at der var “intet der kunne berettige det skrækkelige udtryk ”kulturpause”, for bevillingerne til kulturen ville fortsat vokse.26 Det gjorde de da også. Kulturpausen blev i praksis dementeret med det omfattende og stærkt udgiftskrævende lovprogram, som Krags regering med Bomholt som lokomotiv fik gennemført i de følgende to folketingsår. Til at rådgive regeringen om alt dette nedsatte Krag i slutningen af 1962 et rådgivende kulturudvalg, der “skulle holde Kulturministeriet underrettet om sit syn på vilkårene for den skabende kunst og udøvende kunst, for udbredelsen af kendskabet til vor litteratur, tonekunst og anden kunst og til vor kulturs forudsætninger og værdier.”27
De skabende kunstnere Øverst på Bomholts dagsorden stod de skabende kunstneres vilkår. Skabende kunstnere som billedkunstnere, forfattere og komponister var henvist til at leve af indtægterne fra slaget af deres værker suppleret med de legater, de evt. kunne få, i modsætninger til udøvende kunstnere som musikere og skuespillere, der kunne få lønnet ansættelse i orkestre og på teatre. Der var en lang tradition for, at staten støttede skabende kunstnere. Billedkunstnere, senere også forfattere og komponister, var blevet støttet siden midten af 1700-tallet, ofte med rejselegater, så
Finkultur og mangfoldighed.indd 32
13.07.2021 13.09
K ulturoffensi v en 1 961 - 1 9 7 2 33
yngre kunstnere kunne videreuddanne sig i udlandet. Faste livsvarige ydelser til fremtrædende kunstnere blev indført fra 1838 med forfatterne H.C. Andersen og Christian Winther som de første modtagere. Denne form for støtte til kunstnerne blev videreført under folkestyret, men pengene blev færre. Fra 1870’erne bevilgede Folketinget på finansloven livsvarige hædersgaver til almindeligt anerkendte kunstnere eller videnskabsmænd, og livsvarige faste understøttelser til knapt så fremtrædende kunstnere, som fik et lavere beløb. Ved siden af de livsvarige ydelser var der forskellige legater af kortere varighed. I 1953 mens Bomholt var undervisningsminister, var billedkunstnernes organisationer gået i demonstration til Christiansborg for at gøre opmærksom på deres dårlige vilkår. Kunstnerydelserne på finansloven havde ikke fulgt med prisudviklingen, og der var ret få ydelser til malere og billedhuggere. De fleste var reserveret til forfatterne, som ovenikøbet også fik bibliotekspenge. Billedkunstnerne var utilfredse, og Bomholt lovede forandringer, og i 1956 blev der oprettet to fonde til støtte for billedkunsten. Den vigtigste var den ældste Statens Kunstfond (ikke at forveksle med den nuværende Statens Kunstfond, der først kom til verden i 1964), der skulle støtte billedkunstnerisk udsmykning af offentlige bygninger. Den anden fond, Eckersberg-Thorvaldsenfondet, der fik meget små midler at arbejde med, kunne støtte dels ældre fortjenstfulde billedkunstnere og deres efterladte, dels yngre talentfulde kunstnere.28 Ved Folketingets behandling af lovforslaget var der bred enighed om, at kunsten var vigtig for samfundet, og at billedkunstnernes vilkår burde være bedre. Venstre og Det Konservative Folkeparti mente imidlertid, at kunsten kun kunne trives uden indblanding fra statens side og undlod derfor at stemme for loven. Et af Bomholts første initiativer som kulturminister blev at få forøget de meget små bevillinger til de to kunstfonde. I mellemtiden var de to borgerlige partier blevet meget mere positive. De erkendte, at fondene havde gjort et godt arbejde og kunne nu stemme for lovforslaget om forøgelse af bevillingerne.29 Næste skridt for Bomholt var at få mere samling på kunstnerstøtten. Ved Folketingets åbningsde-
Finkultur og mangfoldighed.indd 33
13.07.2021 13.09
34 F I N K U LT U R
O G M A N G FO L D I G H E D
bat i oktober 1963 sagde Bomholt, at regeringens kulturudvalg, som Krag havde nedsat i 1962, arbejdede med et forslag til en samlet støtteordning for skabende kunstnere, som han håbede ville kunne vinde almindelig politisk tilslutning.
Regeringens kulturudvalg Regeringens kulturudvalg havde fået 19 medlemmer, hvoraf de fem udgjorde et koordinerende arbejdsudvalg. De fire landsdækkende oplysningsforbund havde hver fået en repræsentant, mens de øvrige 15 medlemmer var udpeget “alene ud fra deres personlige kompetencer og placering i kulturlivet”. En af dem var Aage Damgaard, tekstilfabrikant og kunstmæcen fra Herning, der blev udnævnt til formand. I sin erindringsbog fortæller Damgaard, at det ikke var noget ”stramt program”, der var lagt op til, da Bomholt sammen med departementschefen Henning Rohde præsenterede ham for opgaven. Bomholt og Rohde ønskede, at vilkårene for skabende og udøvende kunst i alle former blev kortlagt, og at frie drøftelser i udvalget skulle fremkalde ideer og forslag, der kunne bringe ”kunst og kultur ud til alle befolkningsgrene”.30 Pressen mente imidlertid, at udvalgets sammensætning var for smal, for finkulturel og for københavnsk.31 Kritikken var ikke uberettiget. Bortset fra formanden og de fire repræsentanter for oplysningsforbundene kom medlemmerne fra kunsteliten og de store kulturinstitutioner, og på nær to var de alle københavnere. I januar 1963 holdt udvalget sit første lange møde, der foregik over en weekend på Herning Højskole. Medlemmerne præsenterede hver deres forslag til opgaver, som udvalget burde tage op, og der blev nedsat arbejdsgrupper til at tage sig af de opgaver, som var mest påtrængende. Den første, der fik ordet, var filosoffen K.E. Løgstrup. Han foreslog, at staten oprettede tidsbegrænsede stipendier, som kunne give yngre kunstnere arbejdsro til at udvikle deres talent over en længere periode uden at være under økonomisk pres. Stipendierne skulle skabe optimale betingelser for fortsat produktion. Formålet var at skabe ny kunst, men fejlinvesteringer ville være uundgåelige, mente
Finkultur og mangfoldighed.indd 34
13.07.2021 13.09
K ulturoffensi v en 1 961 - 1 9 7 2 35
Løgstrup. Han sammenlignede det med den støtte, staten var begyndt at give i form af kandidatstipendier til unge videnskabsmænd, hvor risikoen for fejlinvesteringer var lige så stor. De livsvarige ydelser på finansloven havde som formål at belønne en moden kunstner for en fremragende indsats, så hvis en kunstner ikke får lavet noget efter at være kommet på finansloven, er der ikke noget at fortryde ved det, fastslog Løgstrup. Stipendier og livsvarige ydelser burde ifølge Løgstrup suppleres med en fond til køb af de skabende kunstneres værker som den, der allerede fandtes for billedkunstnerne. Løgstrup afviste samtidig, at statslig finansiering af kunsten ville være ensbetydende med statslig kontrol. Det havde været de borgerlige partiers begrundelse for ikke at stemme for Bomholts love om støtte til billedkunstnerne i 1956. Løgstrup henviste til den danske demokratiske tradition for, at staten støtter for eksempel folkeoplysningsorganisationerne og højskolerne uden at blande sig i indholdet. Støtte til kunstnere skulle gives efter kvalitet, men for at kvalitetskravet ikke skulle blive et dække for meningscensur, måtte udvælgelsen foretages af upolitiske organer, hvis medlemmer ikke blev udnævnt af politiske instanser.32 Hvis der ikke i forvejen fandtes uafhængige, sagkyndige organer, der kunne anvendes til formålet, burde der oprettes nye, der kunne leve op til krav om uafhængighed og sagkundskab. Louisianas skaber Knud W. Jensen havde også fået plads i udvalget, og han foreslog det nye kulturudvalg at nedsætte to arbejdsgrupper. Den ene skulle se på, hvordan støtten til de skabende kunstnere kunne forbedres, eventuelt efter de retningslinjer, Løgstrup havde foreslået. Den anden skulle arbejde med forslag til kulturcentre, “som de kulturelle miljøer folkestyret skaber i fritidens epoke”. Disse to opgaver svarede til de to mål for Bomholts kulturoffensiv: at styrke den skabende kunst og at udbrede kulturen til flest muligt.33 På et møde i marts oprettede kulturudvalget de to arbejdsgrupper, som Knud W. Jensen havde foreslået.34 Deres arbejde blev grundlaget for en væsentlig del af de følgende års kulturpolitiske debat. Otte måneder senere, den 11. november 1963, sendte kulturudvalget dets
Finkultur og mangfoldighed.indd 35
13.07.2021 13.09
36 F I N K U LT U R
O G M A N G FO L D I G H E D
forslag om en helhedsordning for statens ydelser til skabende kunstnere til Kulturministeriet. Udgangspunktet var, at forfattere, billedkunstnere og komponister kunne støttes efter fælles retningslinjer, for deres generelle behov var de samme. Udvalget foreslog samtidig, at kunstnerstøtten skulle fordeles af et udvalg for hver kunstart samt en komité, der skulle stå for indkøb af billedkunst. Medlemmerne af disse udvalg skulle udpeges af et kunstråd, der var udpeget dels af Folketinget, dels af kulturministeren.35
Den nye Statens Kunstfond Kulturudvalget havde været i løbede dialog med Kulturministeriet, blandt andet om økonomien, og da kulturministeren modtog det færdige forslag, havde han derfor allerede fået regeringens godkendelse af udgifterne. Udvalgets forslag blev ikke offentliggjort, men pressen blev orienteret om, at regeringen på det kommende finanslovsforslag ville foreslå en kraftig forøgelse af støtten til kunstnerne på baggrund af et forslag fra kulturudvalget. Derefter gik det hurtigt. Allerede den 29. januar 1964 fremsatte Bomholt i Folketinget et forslag til en lov om en kunstfond, som byggede på udvalgets forslag. Den skulle afløse Statens Kunstfond fra 1956, der alene støttede billedkunst. Samtidig skulle også Eckersberg-Thorvaldsenfondet nedlægges, og dens opgaver skulle overgå til den nye kunstfond. Det var usædvanligt, at et sådant lovforslag blev fremsat, uden at der forelå en udvalgsbetænkning, der analyserede de problemer, der skulle løses. Kulturudvalget havde lavet et ret grundigt forarbejde, men det forslag, som ministeren fik fra udvalget, var forbløffende kortfattet. Løgstrups klare beskrivelse af formålene med de forskellige støtteformer var ikke gengivet og var heller ikke blevet anvendt i lovforslaget. Hvis det havde stået klart for politikerne på Christiansborg, at arbejdslegater var tænkt som en risikovillig investering og livsvarige ydelser som en belønning for fremragende indsats, kunne nogle af de følgende årtiers mange polemikker om kunstnerstøtten måske være undgået.
Finkultur og mangfoldighed.indd 36
13.07.2021 13.09
