2 minute read

Hermeneutik – nederste venstre kvadrat

En anamneseoptagelse kan godt ses som en miniature fænomenologisk analyse af patientens problem. Det bruger fysioterapeuter til at forstå patienten og derudfra snakke om mål og indhold for behandlingen på en måde, så patienten føler sig inddraget, og der dannes en stærk terapeut/patient alliance: en oplevelse af, at man samarbejder med det samme mål for øje.

Hermeneutik – nederste venstre kvadrat

Advertisement

Ligesom den fænomenologiske tilgang fokuserer hermeneutikken på ting, der ikke kan observeres eller måles. Men hvor fænomenologien har fokus på den enkeltes livsverden, har hermeneutikken fokus på den kollektive eller mellemmenneskelige livsverden: ting som samfundsnormer, moral, traditioner og kulturer er genstandsfelt for den hermeneutiske analyse, og den indre, kollektive oplevelse bliver gyldig viden, når den tolkes ind i den kontekst. Det er stadig et “indefra”-perspektiv, men nu ikke længere personens alene: fysioterapeuten må gerne tage udgangspunkt i sin forforståelse og de teorier, som styrer denne. I takt med at fysioterapeuten får indsigt i fænomenet, afløses forforståelsen af forståelse: man er blevet klogere. Denne “nye forforståelse” kan igen sættes i spil og afløses af en ny forståelse. Dette kaldes den hermeneutiske spiral. Forståelsen tolkes ind i den kontekst, som personen er en del af. På denne måde styrker fysioterapeuten sin kulturelle forståelse af det fænomen, som er i fokus.

I eksemplet med homøopati finder man måske ud af, at de mennesker, som går til homøopat, deler en bestemt, fælles forståelse af sundhed og sygdom, som adskiller sig fra gældende, konventionelle normer, og som gør konsultationen hos homøopaten til et logisk og betydningsfuldt valg. Denne “subkultur” bliver derefter den kontekst, som personens oplevelse analyseres ud fra. Fx kan fysioterapeuten finde ud af, at disse mennesker har en opfattelse af nogle sygdomme som gavnlige og at de tolker dem ind i en nødvendig personlig udvikling. Og at det er baggrunden for, at nogle som tror på homøopati fx fravælger konventionelle vaccinationer mod børnesygdomme.

En hermeneutisk analyse af hudsult ville interessere sig for, hvad oplevet hudsult betyder i en kulturel kontekst. Er der fx skam og stigma forbundet med at opleve hudsult? Er der seksuelle normer, som forhindrer personen i at få opfyldt sit behov for fysisk kontakt?

I den fysioterapeutiske proces bliver den hermeneutiske tilgang særlig relevant, når fysioterapeuten møder en patient fra en anden kultur end hendes egen. Det kan være et andet socialt lag, en anden generation eller en anden etnisk baggrund. Så bliver fysioterapeuten nødt til at være åben for, at patientens oplevelse kan være anderledes end terapeutens egen og være ekstra opmærksom på at finde den fælles forståelse af patientens problem.

This article is from: