Positivisme – øverste højre kvadrat

De fire perspektiver i figur 1.1 har hver deres bud på, hvad der er gyldig viden, og giver derfor hver især en unik forståelse af et givet fænomen. De kan derfor sjældent stå alene. Betragter man et fænomen udelukkende fra et perspektiv, vil ens forståelse af det med andre ord blive kraftigt reduceret. Man får det, som Ulrik H. Poulsen kalder videnskabeligt tunnelsyn. Og i diskussion med andre, som taler fra et andet perspektiv, vil man opleve, at man ikke kan forstå hinanden – man er fx “meningsløst uenige” og vil aldrig kunne blive enige eller “meningsfuldt uenige” (7).

Nedenfor vil de fire forskellige videnskabsteoretiske perspektiver blive præsenteret – eksemplificeret igennem fænomenerne homøopatisk medicin samt hudsult, som vil blive uddybet i Kapitel 5 – og der vil blive perspektiveret ind i den fysioterapeutiske proces, hvilket dækker hele fysioterapeutens forløb med patienten.

Positivisme – øverste højre kvadrat

Positivismen anerkender kun objektive, kvantificerbare data som gyldig viden. Alt det, som kan måles og vejes, er med andre ord genstandsfeltet for positivistisk eller naturvidenskabelig forskning. Den viden, man opnår, når man beskriver disse objektive ting, skal overholde en række kvalitetskriterier: blandt andet skal resultaterne kunne reproduceres af andre, som måler dem på samme måde. Et eksempel er studierne af homøopatisk medicin, som har fundet, at de påståede aktive stoffer i medicinen ikke har nogen effekt (2). Den konklusion er man kommet frem til ved at sammenligne effekten af homøopatisk medicin med et placebopræparat: en pille eller mikstur, som fysisk ligner den homøopatiske medicin, men som ikke er det. Det gøres i et dobbeltblindt, kontrolleret og randomiseret design. Der trækkes lod om, hvem der får homøopatisk medicin, og hvem der får placebomedicin, og hverken forsøgsdeltagerne eller forskerne ved, hvem der har fået hvad, før effekten er målt, og forsøget er slut. At folk stadig i nogle tilfælde får det bedre af homøopatisk medicin, kalder man i naturvidenskabelig forskning for placeboeffekt.

Traditionelt har positivismen udelukkende forholdt sig til fysiske fænomener, men i psykiatrien kan man ikke “måle” graden af sindslidelse i den ydre verden med måleapparater, og måling af psykologiske fænomener som intelligens og personlighed har samme begrænsninger. Det har dannet grobund for en relativt ny dataindsamlingsmetode i den positivistiske sundhedsvidenskab: psykometri. Psykometri er kvantificering (måling) af mentale egenskaber og tilstande hos det enkelte menneske (8). Ved hjælp af spørgeskemaer sætter man tal på fx depression og livskvalitet. Der etableres grænseværdier for normalområder, og dermed kan psykometriske spørgeskemaer indgå i fx diagnosticering af sygdomme og effektmåling af fysioterapeutiske interventioner. Det siger sig selv, at man skal være ret sikker på, at det man spørger om i spørgeskemaet, rent faktisk svarer til den indre tilstand, man gerne vil vide noget om. Derfor