Bogens opbygning

Bogens første kapitel skitserer en forståelsesramme for resten af bogen og introducerer de videnskabelige paradigmer og overordnede teoretiske modeller, som lever i fysioterapien i dag, og som er nødvendige for at få en tilbundsgående forståelse af fænomenet massage. Der, hvor det for alvor bliver praktisk, er i kapitlerne 8, 9 og 10: her beskrives, hvordan du kommer i gang med at massere. Kapitel 13 handler om gode grunde til at lade være med at massere – læs også det, inden du for alvor går i gang. Kapitel 2 og 3 handler om den menneskelige betydning af berøring set ud fra forskellige videnskabelige perspektiver. Når du har læst dem, ved du, at berøring både bliver tillagt menneskelig fortolkning og betydning, og at der parallelt med det sker nogle forandringer i kroppens fysiologi. Kapitel 5 er dedikeret det, som sker med mennesker, når de føler sig i underskud af menneskelig berøring, og her diskuteres, hvordan vi forholder os til dette som fysioterapeuter. Kapitel 11 handler om, hvad evidensen siger om den kliniske effekt af massage, kapitel 7 beskriver, hvorfor folk får ondt i muskler, og kapitel 12 gennemgår den nyeste smerteteori, som er vigtig at forstå for at kunne hjælpe patienter, der klager over smerter.

Bogens kapitler 14 og 15 handler om nogle særlige specialer inden for fysioterapi: palliativ fysioterapi til alvorligt kronisk syge og døende samt helhedsorienteret kropsterapi. Disse specialer introduceres i denne bog, fordi deres måde at benytte massage og anden terapeutisk berøring på måske kan inspirere fysioterapeuter og studerende til at tænke mere helhedsorienteret i deres egen praksis. Men vil man praktisere disse specialer, skal man sætte sig mere grundigt ind i dem.

Kapitel 16 indeholder nogle cases, som kan bruges i undervisning som oplæg til diskussioner om virkningsmekanismer og praksis. Den studerende kan også på egen hånd læse dem, og svare på refleksionsspørgsmålene.

For læsevenlighedens skyld bliver modtageren af den fysioterapeutiske behandling benævnt patient, selv om det mange steder hedder borger, og fysioterapeuten benævnes som “hun”, mens patienten benævnes “han”.

Det er en af bogens hovedpointer, at vi rører ved mere end patientens krop, når vi lægger hånd på patienten. Som den danske filosof K. E. Løgstrup siger: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”

Der kan vi som fysioterapeuter supplerende sige: “Den enkelte holder aldrig et andet menneske i sin hånd, uden at hun har med noget af dets liv at gøre”.

God fornøjelse med både læsning, refleksion og praktisk øvning.

København Nicolas Kjerulf

Del 1: Generel del – Berøring mellem mennesker

Det sundhedsvidenskabelige teoretiske fundament

Nicolas Kjerulf

Sundhedsvidenskab og dermed fysioterapi har udviklet sig fra en meget biomedicinsk forståelse af sygdom til i dag at kunne præsentere fire forskellige grundlæggende videnskabsteoretiske tilgange til forståelse af sundhedsfænomener. Dette kapitel introducerer kvadrantmodellen, som opsummerer disse fire tilgange. Dernæst præsenteres fire sundheds-/sygdomsmodeller, som er vigtige for den moderne fysioterapeut, der ønsker at arbejde helhedsorienteret og evidensbaseret. Tilsammen udgør disse fem modeller en forståelsesramme for resten af bogens tema: Massage og anden terapeutisk berøring. Kapitlet beskriver konventionel medicin over for alternativ medicin og argumenterer for, at man som fysioterapeut kan lære af den alternative tilgang og samtidigt arbejde evidensbaseret. Og at en del af den fysioterapeutiske praksis ikke kan evidensbaseres, fordi evidensen på området endnu ikke eksisterer.

Denne bog er til sundhedsprofessionelle, og derfor er den skrevet i et sundhedsvidenskabeligt sprog. Dette kapitel beskriver derfor kort, hvad sundhedsvidenskab egentlig er: En kombination af forskellige videnskabsteoretiske tilgange, som alle har til formål at frembringe ny viden om sundhed.

Sundhedsprofessionelle metoder, der understøttes af sundhedsvidenskab, kaldes konventionel medicin. Som oftest kan man få offentligt tilskud til dem, og udøverne i disse professioner er statsautoriserede. Det betyder, at de har ret til at udføre deres profession med offentligt tilskud, mod at de underlægger sig visse kvalitetskrav, som er baseret på sundhedsvidenskabelige og etiske principper, godkendt af de offentlige myndigheder.

Der findes også andre måder at praktisere sundhedsarbejde på end gennem konventionel medicin. Disse andre metoder kaldes alternativ behandling, det vil sige, at de er et alternativ til de offentligt godkendte behandlingsformer (1). De eksisterer i det private marked uden for det almindelige sundhedsvæsen, og der er ikke offentligt tilskud til behandlingen. Der er ikke noget krav om videnskabelig dokumentation i den alternative medicin, men mange alternative behandlingsformer påstår alligevel at have videnskabeligt belæg for deres effekt. Undersøger man dog dette belæg, vil man som oftest finde, at det ikke overholder de kriterier, der findes for god sundhedsvidenskabelig forskning. Den type argumentation kaldes derfor pseudovidenskab: den præsenterer sig i samme

1

sprog som sundhedsvidenskab, men dens forskning er behæftet med metodiske fejl, som gør den ugyldig, ligesom dens teoretiske grundlag indeholder logiske fejlslutninger.

Faktaboks 1.1. Eksempel på alternativ medicin.

En udbredt alternativ behandlingsform er homøopati. Meget kort fortalt fungerer homøopatisk medicin ifølge homøopaterne selv ved, at sygdomme skal bekæmpes ved hjælp af medicin, som – hvis det indtages – fremkalder samme symptomer som selve sygdommen. For at forstærke medicinens effekt, fortynder man den – jo mere desto stærkere bliver medicinen. Derfor er der i de stærkeste opløsninger ofte ikke flere molekyler tilbage af det oprindelige, formodet aktive stof i medicinen. Opløsningen er blevet “potenseret”. Talrige videnskabelige undersøgelser har konkluderet, at homøopatisk medicin i sig selv ikke har nogen som helst effekt på sygdomme ud over placeboeffekt (2). Der er altså en overvældende evidens imod, at den type medicin virker. Samtidigt er den teoretiske forklaring på, hvordan medicinen skulle kunne “stimulere og aktivere organismens egen selvhelbredende evne” ikke fyldestgørende ud fra videnskabelige kriterier. Alligevel bruger rigtig mange mennesker homøopati og oplever, at det hjælper.

Statens Institut for Folkesundhed angiver i en rapport fra 2018, at “massage, osteopati og andre manipulative terapier” var den mest benyttede alternative behandlingsform1 med over 930.000 danskere, som rapporterede at have benyttet denne inden for det seneste år (1). Når man beskæftiger sig med fænomenet massage og anden terapeutisk berøring, bliver man derfor nødt til at forholde sig til, at man befinder sig i et praksisfelt bestående af både konventionel og alternativ medicin. Denne bog er beregnet til brug for sundhedsprofessionelle i den etablerede, konventionelle sundhedssektor, og derfor indeholder den ingen pseudovidenskabelige argumenter. Men for at give en fyldestgørende videnskabelig redegørelse for det fænomen, som bogen handler om, er det nødvendigt også at forholde sig til det alternative marked for massage og anden terapeutisk berøring. Ved at være nysgerrig på, hvorfor mennesker opsøger disse alternative behandlingsformer, og hvorfor de oplever sig hjulpet, kan man som fysioterapeut forbedre den eksisterende fysioterapeutiske praksis, uden selv at blive alternativ behandler. Samtidigt må man erkende, at meget fysioterapeutisk praksis – lige som andre etablererede sundhedsprofessioner – er rettet mod kombinationer af sygdomme og lidelser, som der ikke findes evidensbaserede retningslinjer for behandlingen af. Forskellen på fysioterapi og alternativ behandling må i disse tilfælde være noget andet: en måde at tænke på, som for fysioterapeutens vedkommende er mere videnskabelig, og som minimerer risikoen for at lave fejlslutninger, som fx ved homøopatisk medicin (se faktaboks 1.1).

1 Alternativ behandling defineres i den undersøgelse som “brug af behandlere uden for det almindelige sundhedsvæsen og uden offentligt tilskud.” Det inkluderer derfor ikke den massage, som er udført af fysioterapeuter i det offentlige sundhedssystem og på private klinikker, der har overenskomst med sygesikringen.