Niels Clemmensen
Gitte Kjær
Levemand, adelsmand og politiker
En biografi om C.F. Blixen Finecke
Bogen er udgivet med støtte fra Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond
Alfred Good’s Fond
Ingeniør Kaptajn Aage Nielsens Familiefond
Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse
Niels Clemmensen og Gitte Kjær
Levemand, adelsmand og politiker
En biografi om C.F. Blixen Finecke
Gads Forlag
Levemand, adelsmand og politiker
En biografi om C.F. Blixen Finecke
© 2024, forfatterne og Gads Forlag
ISBN: 978-87-12-07539-4
1. udgave, 1. oplag Printed in Estonia
Forlagsredaktion: Henrik Sebro og Rikke Kensinger
Tekstredaktion: Lino Vogt
Omslag: Lene Nørgaard, Le Bureau
Omslagsfoto: Jørgen Pedersen. Hesselagergaard
Grafisk tilrettelæggelse: Per Demuth, Demuth Grafisk
Repro: Narayana Press Tryk: Print Best, Estonia
Kopiering fra denne bog må kunne finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPYDAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
For enkelte billeders vedkommende har det ikke været muligt at finde eller komme i kontakt med den retmæssige indehaver af ophavsrettighederne. Såfremt ophavsretten på denne måde er blevet krænket, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav vil i denne forbindelse blive honoreret, som havde der foreligget en tilladelse i forvejen.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
gad.dk
Indhold
Om at skrive Blixen Fineckes biografi
Hvad ville baron Blixen Finecke?
”Hvad vil hr. baron Blixen Finecke?” spurgte Dagbladet i en leder efter et folketingsår, hvor Carl Frederik Axel Bror baron Blixen Finecke (herefter som regel slet og ret omtalt som Blixen) som vanligt havde skilt sig ud. Var han, som påstået i lederen, kun drevet af en ubestemt virketrang og behov for at føre sig frem på ”skuepladsen”, eller ville han andet og mere? Dagbladet var en af tidens liberale hovedstadsaviser, og den var ikke Blixen venligt stemt, men avisens spørgsmål er kendetegnende for den rådvildhed og usikkerhed for ikke at sige mistillid, som Blixen vakte i offentligheden. Hans aktive politiske karriere blev nok så kort, knap 15 år varede den, og den rakte ikke til at give ham en fremtrædende plads i historiebøgerne, men han havde en enestående evne til at gøre politik til et skuespil med sig selv i hovedrollen eller med avisens ord, komme frem på ”skuepladsen”. Det gjorde ham til en af sin tids mest omtalte politikere, men det stred mod samtidens ideal af en seriøs politiker, hvor der var vandtætte skotter mellem det politiske og det private, og hvor politikeren ikke måtte sætte sig selv i centrum.1 Den grænse overskred Blixen systematisk og målbevidst uden skelen til, hvad det kostede på omdømme og troværdighed. Vi vil i stedet se ham som en pioner og en foregangsmand for vor tids professionelle politiker, der polstrer sig med spindoktorer og marketingeksperter for at markedsføre sig selv og sin politik. Blixen var nemlig sin egen spindoktor, lang tid før begrebet blev skabt. Han var en virtuos, når det gjaldt om at gribe folkestemningen og udmønte den politisk, og det bidrog til hans ry for ubestandighed og opportunisme. Samtiden så ikke andet end showet, men den, der vil yde Blixen retfærdighed som politiker, må gå bag om showet og forstå det som en bevidst politisk praksis afstemt
Hvad ville baron b lixen Finecke?
efter den udvidede politiske offentlighed, der var skabt med de nye demokratiske spilleregler. Magten udsprang ikke mere udelukkende fra kongen, men også fra folket og stemmesedlen, og det forstod Blixen.
Blixen var showmand, fordi han var politiker og ikke omvendt, selv om det nok også modsvarede nogle træk i hans personlighed, som vi i dag ville forbinde med narcissisme. Ligesom Dagbladet må vi derfor stille os spørgsmålet om, hvad baronen ville, for det betød ikke, at han ikke ville noget, som antydet i avisen, tværtimod! Problemet var snarere, at han ville for meget og for forskelligt, og det skabte forvirring og fordunklede hans politiske indsats.
Vi vil heller ikke påstå, at vi gennem vores studier til denne biografi har kunnet afdække en politisk masterplan, hvor alt var planlagt og tilrettelagt på forhånd. Dertil var Blixens tilgang til politik for spontan og konjunkturbestemt. Efter endt arbejde står vi stadig tilbage med nogle uløste spørgsmål, men vi mener alligevel, at vi kan påvise nogle konstanter. Den ene var foragten for den borgerlige akademiske elite, der udgjorde rygraden i det nationalliberale parti, og den anden en følelse af skæbnefællesskab med bondestanden som jordbesiddere på tværs af de kolossale sociale skel mellem en bonde og en baron. For Blixen var adelskabet en forpligtelse, der fulgte med det fornemme navn og den nedarvede rigdom, og det blev ikke alene bestemmende for hans politiske ideologi, men også for hans politiske praksis. Det giver således ingen mening at skelne mellem politikeren og baronen, for han var altid begge dele, selv om adelskabet efter 1848 var blevet en hæmsko snarere end en adgangsbillet til en politisk karriere. Det gjorde det danske monarki til et særtilfælde i det monarkiske Europa og vakte undren og hovedrysten ved de fremmede hoffer. Efter enevældens fald i 1848 var adelen blevet en fremmed og ugleset art i det danske samfund. Den blev set som et symbol på det gamle standsog ulighedssamfund, og med Junigrundloven var den blevet strippet for sine sidste offentlige funktioner og de fleste af sine privilegier. Dens territorium var blevet indskrænket til de klassiske adelige nicher omkring hoffet, jagterne og selskabeligheden ude på herregårdene og i de københavnske adelspalæer i vintersæsonen. Her udlevede de den særlige adelige livsform og konkurrerede med hinanden i et kostbart luksusforbrug og excentriske fritidsaktiviteter, hvormed de markerede adelig eksklusivitet og slægtens status i det adelige hierarki. Det var samtidig en kosmopolitisk livsform med fælles normer og idealer, forbundet ved slægts- og venskabs-
bånd på tværs af landegrænser. Man kunne kalde den en adelig Internationale, men i modsætning til den proletariske udgave var den arbejdsfri. Den udfoldede sig i de europæiske hovedstæder frem for alt i Paris og på de fornemme kur- og badesteder og i diplomatiet, der stadig udgjorde en adelig enklave.
Politik hørte ikke til de statusgivende beskæftigelser, når undtages udenrigspolitik, som var unddraget demokratisk kontrol, og hvor adelen jo mødte sine egne. Det lå ikke i adelens opdragelse og selvforståelse at bejle til folkets gunst, og alene ved sin interesse for parlamentarisk politik skilte Blixen sig derfor ud fra sine standsfæller. På den måde blev han en fremmed både blandt sine egne og i det politiske miljø, han agerede i. Vi skal senere følge, hvordan han forenede de to verdener, men først en introduktion til vores hovedperson.
En kort biografi
Carl Frederik Axel Bror baron Blixen Finecke (15. august 1822 – 6. januar 1873) var født ind i den kosmopolitiske adelige biotop. Carl Frederik blev tidligt forældreløs, og som kun attenårig fik han rådighed over slægtens store familiegodser i Tyskland, Sverige og Danmark. I 1842 indgik han ægteskab med den svenske friherreinde Sofia Ankarcrona, med hvem han fik datteren Charlotte og sønnen Frederik. Ægteskabet blev opløst 1852, og to år senere ægtede han Augusta, prinsesse af Hessen-Kassel, søster til den senere dronning Louise. Ægteskabet med Augusta blev lykkeligt, men mødte forbitret modstand fra den fornemme familie, der søgte at forhindre det ved at købe Blixen ud. Modstanden skyldtes ikke blot, at der var tale om en mesalliance, og at Blixen var skilt fra sin første hustru, men også hans politiske engagement, hvad der blev set som en prostitution af prinsessen og hendes familie.
Perioden mellem de to slesvigske krige fra 1848 til 1864 hører vel til de mest skelsættende i danmarkshistorien, og Blixen var med hele vejen igennem. I 1848 deltog han med hæder i krigen med sit eget korps af herregårdsskytter, og efter Treårskrigen tog den unge krigshelt aktivt del i samtidens sociale og politiske bevægelser. Undervejs nåede han gennem hele det politiske spektrum fra konservativ helstatsmand og antiskandinav til demokratisk ejdermand og ultraskandinav. Takket være sin fornemme byrd, sin rigdom og sine selskabelige talen-
ter skabte han sig et omfattende netværk, der bragte ham i kontakt med Europas ledende statsmænd og politikere. Blandt dem var Otto von Bismarck, som han kendte fra ungdomsårene og siden førte en korrespondance med, som i høj grad kan bidrage til forståelse af årsagerne til krigsudbruddet 1864. Han stod desuden i venskabeligt forhold til Frederik 7. og Karl 15. af Sverige, og gennem sit ægteskab med prinsesse Augusta fik han adgang til den franske kejser Napoleon 3., der ved flere lejligheder rådførte sig med ham om dansk-tyske forhold, der også var et europæisk anliggende.
Som svoger til den danske tronfølger, prins Christian af Glücksborg, den senere Christian 9., blev han vidne til det spændte forhold mellem den korrekte, stærkt konservative prins og den folkekære, utraditionelle kong Frederik 7. I denne konflikt indtog Blixen en nøglerolle, der kan kaste lys over det omdiskuterede spørgsmål om grevinde Danners politiske indflydelse og prins Christians udsatte position som tronfølger. Takket være sit ægteskab til venstre hånd med grevinden var kongen isoleret blandt sine egne, og på et tidspunkt brugte han Blixen som et redskab til at skaffe grevinden adgang til det fine selskab, som boykottede hende.
Det lykkedes ikke, men dette i forening med Blixens aktive skandinavisme medførte, at han blev mistænkt for at være agent for Karl 15., der drømte om at efterfølge den barnløse Frederik 7. som konge af Danmark. Mistanken var forståelig, men efter alt at dømme stærkt overdreven. Trods det spændte forhold til svigerfamilien, der ikke opfattede baronen som en af sine egne, bestræbte Blixen sig på at forberede prins Christian til hans fremtidige rolle som konstitutionel konge. Forsøgene strandede på prinsens konservative livsholdning og udtalte mistillid og har givetvis fået betydning for Blixens syn på ham som tronfølger. Forholdet mellem de to svogre var genstand for mange spekulationer i samtiden, herunder også spørgsmålet om Blixens loyalitet, og det har derfor også fået en fremtrædende plads i denne fremstilling.
I denne familiekonflikt spillede prins Christians hustru, prinsesse Louise, en meget aktiv rolle i bestræbelserne på at svække Blixens indflydelse, hvad der i høj grad belastede forholdet til søsteren Augusta. Til trods herfor bevarede Augusta et nært og fortroligt venskab med prins Christian, men der er ingen tvivl om, at Blixen åbenlyst udnyttede ægteskabet i politisk øjemed uden blik for de personlige omkostninger, det medførte for hustruen. Forbindelsen med en nærtbeslægtet til Danmarks kommende konge og dronning skaffede ham en omtale, som han ellers ikke ville have
opnået, og vi har derfor fundet det væsentligt at belyse Augustas udsatte position i dette spil. Blixen skelnede ikke mellem sin rolle som ægtemand og som politiker, og det gør vi derfor heller ikke.
Mærkeligt nok har denne fascinerende personlighed aldrig fået sin egen biografi. Vi tror, det hænger sammen med den gængse opfattelse af politik, hvor politisk indflydelse måles i forhold til parlamentarisk tyngde og magten over statsapparatet. I den henseende fik Blixen ikke den store målbare betydning. Bortset fra en spredt parlamentarisk karriere og en kortvarig periode som minister levede han som privatperson. Hans indflydelse beroede i stedet på et omfattende personligt netværk, og at han formåede at flyttede grænserne for politikbegrebet og udvide repertoiret for parlamentarisk praksis. Han talte altid ”ud af salen” og satte derved den politiske dagsorden i afgørende spørgsmål af både indenrigs- og udenrigspolitisk karakter. Blixens indflydelse var fortrinsvis ”udenomsparlamentarisk”, før dette begreb blev kendt, og det kan også bidrage til en forklaring af den store opmærksomhed, han var genstand for i sin samtid.
Takket være sin uafhængighed og uortodokse tilgang til politik så han ofte klarere på forholdene end sin samtids politikere, men han manglede den fornødne selvdisciplin og vedholdenhed til at høste de parlamentariske frugter af sine ofte fremsynede initiativer. Derfor har det været svært for eftertidens historikere at få øje på hans betydning. De har i stedet set ham som et politisk stjerneskud, der aldrig fik indfriet sit store potentiale. Med vores fremstilling har vi ønsket at nuancere denne opfattelse og forstå i stedet for at dømme, som det altid er historikerens fornemste opgave.
Fremstillingen vil bygge på originale og hidtil upublicerede kilder fra offentlige arkiver i Danmark, Sverige og Tyskland og på Blixens og prinsesse Augustas efterladte papirer, som vi har haft lejlighed til at se på Hesselagergaard. I forbindelse hermed er der også blevet tilvejebragt et omfattende samtidigt billedmateriale. Størstedelen af Augustas papirer og fotografier befinder sig ikke længere på Hesselagergaard, men det gjorde de, da vi konsulterede og affotograferede dem, hvorfor vi har valgt at kreditere mange af bogens illustrationer til herregården. Endvidere har vi haft adgang til kongehusets arkiv med henblik på sager, der vedrører forholdet mellem baron Blixen og Glücksborgerne.
Barndom og ungdom
Slægten
Carl Frederik blev født den 15. august 1822 på den fynske herregård Dallund som eneste søn af baron Conrad Frederik Blixen-Fenecke og friherreinde Charlotta Lovisa Gyllenkrok. Slægten Blixen udsprang af pommersk uradel og nævnes første gang i 1239, og stamtavlen kan føres ubrudt tilbage til 1500-tallet. I løbet af 1700-tallet blev slægten naturaliseret svensk adel og optaget i friherrestanden. Den første Blixen-Finecke var den svenske generalløjtnant Carl Philip von Blixen-Finecke, der i 1794 fik tilladelse af den svenske konge til at bære navnet von Blixen-Finecke.2 Generalen arvede stamhuset Dallund efter sin morbror Theodosius Ernst von Finecke, hvis slægt var af mecklenborgsk uradel, og i 1802 blev han dansk baron. Han blev Carl Frederiks farfar, og takket være indgifte mellem slægterne Finecke og Blixen var Carl Frederik ved sin fødsel stamherre til Dallund på
blixens far, baron conrad Frederik christian blixen-Finecke (1791-1829), gift med friherreinde charlotta lovisa gyllenkrok (1796-1829). ved hans død arvede sønnen dallund og näsbyholm. Som svensk officer deltog Conrad i napoleonskrigene i tyskland 1813-1814 og sendtes af den svenske kronprins karl Johan bernadotte til stockholm med underretning om napoleons abdikation i april 1814. (miniature af J.c.v.a. gillberg. alamy stock Photo)
Fyn, fideikommiset Näsbyholm i Skåne og nogle familiegodser i tidligere svensk Pommern. Slægten havde ry for excentricitet, og generalen var kendt for, når han red rundt i omegnen, at bære fuld uniform med store stridshandsker og alle sine fornemme ordensbånd og stjerner, men skulle i øvrigt have været en god husbond.3
Alene i verden
I 1829 mistede Carl Frederik kun syv år gammel begge sine forældre og kom under formynderskab af sin farbror, overjægermester Carl Philip von Blixen-Finecke til riddergodserne Klein Zastrow og Sestelin i Pommern nær Greifswald.4 Vi ved meget lidt om Carl Frederiks opvækst og ungdom, for han har ikke efterladt nogen erindringer efter sin tidlige død i Baden-Baden, kun 50 år gammel. Ifølge sine egne spredte oplysninger, der kun kendes på anden hånd, fik han daglig prygl af sin præceptor, indtil han en dag tog hævn og piskede sin plageånd og flygtede til København.5 Allerede den historie bærer mytens præg, og myterne blev en del af hans image som fribåren aristokrat, som han dyrkede med en enestående sans for publicity.
Det kan dog siges med sikkerhed, at Carl Frederik voksede op i Greifswald, hvor han modtog undervisning af den lærde svenske docent og botaniker Niels Otto Ahnfeldt, der var ansat som huslærer for den unge baron fra 1832 til 1836, hvor Carl Frederik blev konfirmeret. Hvem den onde præceptor var, vides ikke, men det har nok ikke været Ahnfeldt, for hans bror skildrede ham siden som ”god mod alle, ædel helt igennem” og som meget svagelig. Med datidens opdragelsesmetoder in mente har en god dragt prygl dog ikke været uforenelig med broderens karakteristik, men måske nok svageligheden.6
Efter sin konfirmation kom Carl Frederik på gymnasiet i Gotha, hvorfra han i oktober 1839 blev immatrikuleret som juridisk student på universitetet i Göttingen på grundlag af et ”modenhedsbevis”. Det kan kun betyde, at han ikke tog afgangseksamen fra gymnasiet, og det gjorde han heller ikke fra universitetet, hvor han opholdt sig til slutningen af vintersemestret 1840-41.7 Myten vil vide, at han her traf Bismarck, der heller ikke var nogen mønsterstudent, men den syv år ældre preussiske junker havde for længst forladt Göttingen, da Blixen dukkede op. Det er uvist, hvor og hvornår de gjorde hinandens bekendtskab, men i 1840 optoges Blixen i
13 a lene i verden
Göttingens berømte Burschenschaft (studenterkorporation), Corps Hannovera, hvor Bismarck havde været medlem siden 1832. Korpset var det ældste og fornemste af de Burschenschaften, der opstod ved de tyske universiteter som en patriotisk reaktion på nederlaget til Napoleon 1. I dette selskab, hvor tiden blev fordrevet med drikkegilder og andre patriotiske manddomsprøver, de såkaldte mensurer, kan de to meget vel have truffet hinanden og sluttet venskab på grundlag af en fælles aristokratisk frimodighed og fandenivoldskhed i deres karakter.
Der er ingen tvivl om, at opvæksten i Tyskland og opholdet og studenterlivet i Göttingen fik stor betydning for Carl Frederiks udvikling. Det efterlod en livslang beundring for alt preussisk og noget junkeragtigt i hans væsen, der sammen med hans svenske baggrund medvirkede til, at han i Danmark blev opfattet som en fremmed fugl og en outsider, selv om han altid opfattede sig selv som dansk og betragtede Danmark som sit fædreland.
Levemand og arving
Tiden fra Blixen, som vi fra nu af vil omtale ham, forlod Göttingen, og til han i oktober 1842 giftede sig med sin første hustru, Sofia Ankarcrona, og slog sig ned på Dallund, er krydret med anekdoter, der viser den unge junker i fri dressur efter de mange år under sin formynders opsyn. Anekdoter behøver ikke at være sande og har det med at vandre fra person til person. Deres værdi beror på, om de er karakteristiske for de pågældende personer, og det gælder i høj grad de historier, der allerede i samtiden florerede om Blixens flamboyante optræden på hans dannelsesrejse rundt i Europa.
De passer i al fald godt med senere vidnefaste beretninger om den ubegribelige og ud fra borgerlig snusfornuft meningsløse ødselhed, han kunne lægge for dagen, indtil han i sine sidste år pludselig begyndte at interessere sig for sin økonomi.
Her skal blot gives et enkelt eksempel af flere, der stammer fra et ophold i Wien. Historien lyder, at han havde inviteret en kendt og feteret sangerinde til at synge for sig alene i en sal på sit hotel. Sangerinden, der havde forventet et talstærkt publikum, blev naturligvis forbavset over kun at møde en ung mand, men efter endt koncert modtog hun foruden sit sædvanlige honorar et smykke af dobbelt værdi. Tableau! Og det skulle være ganske vist, for næste dag var alle aviser i Wien fyldt med historien om den excentriske danske baron.8
b arndom og ungdom
dehns Palæ i bredgade, hvor blixen lejede sig ind i 1842. Palæet blev senere købt af augustas bror, prins Frederik af Hessen-kassel, for medgiften fra hans første hustru, den 18-årige russiske storfyrstinde alexandra. Han solgte palæet i 1871 efter store vanskeligheder med at få det afsat. (akvarel på lysskærm 1843. Fra katalogen over udstillingen om alexandras storslåede medgift, die mitgift einer Zarentocher)
Efter hjemkomsten til København tildeltes Blixen de hoftitler, som hans fødsel og rigdom gjorde ham selvskreven til. I juni 1842 udnævntes han, nitten år gammel, til hofjægermester, senere kom så kammerherre til, og han sørgede straks for en passende bolig i hovedstaden til sig selv og sin vordende brud. Samme måned lejede han sig ind i, hvad man for alvor kan kalde en herskabslejlighed på to etager i Dehns Palæ, Norgesgade nr. 179A, nuværende Bredgade, for 2.000 rigsdaler om året. På første sal seks værelser og et kabinet, på anden sal seks værelser, hvoraf udlejeren forpligtede sig til at slå de to sammen til et billardrum ud mod haven, og til slut yderligere et kvistkammer. I kælderetagen et køkken med engelsk komfur, vaskekælder, to spisekamre, en folkestue med kakkelovn, plads til brændsel
l evemand og arving
og en vinkælder. Til lejligheden hørte en stald til seks heste med foderloft, vognremise og karlekammer for tre staldkarle. Alt i alt en passende bolig til gæstebud og kørsel med seksspand, når baronen og hans kommende hustru opholdt sig i København i sæsonen.9
Det kostede alt sammen penge, og huslejen var nok den mindste del, men det finansielle rygstød var i orden, foreløbig da. Ifølge den første officielle statistik over landets store gårde bestod stamhuset Dallund i 1850 af 840 tønder hartkorn ager og eng, hvoraf godt 100 tønder lå under hovedgården. Resten var bøndergods fordelt på 121 fæstegårde og knap 100 huse, hvoraf de 72 var regulære husmandsbrug med jord. Dertil kom noget skov og to møller. Alt det kunne baronen nyde indtægterne af, hvortil kom renten af en anselig fideikommiskapital. Han måtte dog hverken sælge eller pantsætte ejendommen, hvorfor man taler om ”besidder” og ikke ”ejer”, når det gælder familieejendomme.10 Desuden ejede han Näsbyholm i Skåne på 5.000 tønder land og en skatteværdi på 24 ”mantal” med godt en femtedel under hovedgården og resten fordelt på 38 bøndergårde, 108 torp (husmandsbrug) og 32 gadehuse udstykket fra gårdene.11 På den måde blev den unge baron herremand for flere tusinde mennesker, men egentlig landmand blev han aldrig. Han investerede sin store rigdom i politik og et demonstrativt forbrug, der skulle kaste glans over slægten og navnet uden smålige hensyn til godsernes drift og økonomi.
De første år på Dallund
Foreløbig gjaldt det brylluppet med Sofia Ankarcrona, som blev holdt den 8. oktober 1842 på familiegodset Runsa af hendes forældre, kammerherre, friherre Theodor Vilhelm Ankarcrona og friherreinde Charlotta Ankarcrona. Forinden måtte Blixen indhente kongebrev og søge sine formynderes godkendelse, da han endnu ikke var fyldt 21, og den faldt prompte med en bemærkning om, at de ikke blot tillod, men tværtimod ønskede, at deres myndling giftede sig.12 Formynderne har formentlig håbet på, at den rundhåndede ungkarl ville bruge færre penge, når han faldt til ro i ægteskabets trygge havn, men i så fald havde de forregnet sig. Det unge forlovede par havde allerede vakt opmærksomhed ved at køre med firspand i åben vogn gennem Djurgården med kuske iført hvide benklæder, blankskinnende støvler og huer med sølvkvaster. Det kunne ikke engang kongen gøre bedre, og det var blot en forsmag på, hvad der ventede.13
16 b arndom og ungdom
Fra deres indtog på Dallund fortælles det, at de nygifte medbragte en sæk sølvmønter i vognen, som de undervejs øste ud af med begge hænder til bønderbørnene. Det kan være fristende at afskrive historien som en af de mange tvivlsomme historier om Blixens ødselhed, men Christian Emil Frijs, stamherre til grevskabet Frijsenborg, som dengang var Blixens nærmeste ven, har siden berettet, hvordan han selv havde set, at Blixen opbevarede sine penge i tønder og hældte dem op i skuffer til fri afbenyttelse for sine folk. Da den gamle lensgreve til Frijsenborg, Jens Christian Frijs, hørte historien, var han ifølge sønnen ”nær forgået af forbavselse”. Han havde selv med sparsommelighed og driftighed oparbejdet Frijsenborg til et mønsterbrug for sine efterkommere, men det var ikke Blixens stil. Han satte næring efter tæring og skyede ingen omkostninger for at markere sin status. På det punkt overgik han alle sine standsfæller, og det var også meningen, men det medvirkede til, at samtiden havde svært ved at tage ham alvorligt som politiker.14
Dallunds gamle renæssanceslot, som ganske vist havde været gennem flere restaureringer gennem tiden, kunne ikke leve op til ægteparrets fordringer. Den nye besidder fik tilført to sidefløje og forsynet den med spir og kamtakkede gavle i middelalderstil, der fortalte, at her havde der siden gamle tider ligget en befæstet herreborg med volde og spærremure, skydeskår og skoldehuller.15 På det punkt blev Blixen en trendsætter for sine standsfæller og periodens omfattende herregårdsbyggeri i en skønsom blanding af historiske stilarter. Det var godsadelens nye statussymboler, som blev finansieret af de omfattende bortsalg af fæstegods, efterhånden som bønderne blev selvejere. Herremændenes godser skrumpede, men de nye statelige herregårdsbygninger kunne kompensere for statustabet. Et klart signal om, at ”vi er her stadig!”
I 1845 fødte Sofia datteren, Charlotte, og to år senere sønnen, Frederik, stamherre til slægtens fideikommiser i Danmark, Sverige og Pommern. Arvefølgen var sikret, men hvad Sofia ikke vidste, var, at der på det tidspunkt allerede var kommet en tredjeperson ind i ægteskabet i skikkelse af Augusta, prinsesse af Hessen-Kassel. Takket være Augustas fyrstelige herkomst ved vi betydelig mere om hendes opvækst end Blixens, og til alt held for eftertiden førte prinsessen også en omfattende dagbog. Her kan vi følge udviklingen af deres kærlighedsforhold, fra hun i 1842 løb ind i den flotte baron og forelskede sig i ham, til de mere end ti år senere fik hinanden.
dallund 1830, som det stod efter en større ombygning i 1720’erne med afvalmede gavle. de blev senere forsynet med kamtakker (gouache af niels ringe. nationalmuseet)
18 b arndom og ungdom
dallund efter blixens ombygning. slottet har fået kamtakkede gavle og et nyt kamtakket tårn, der understreger det middelalderagtige præg. (maleri af J.F. richard 1864 efter litografi 1857)
På billedet ses husherren i sit arbejdsværelse på dallund, fordybet i en bog fra sit bibliotek. I baggrunden står en figur af en kronhjort, som en reference til Blixens bedrifter som lidenskabelig jæger. Hans barnebarn, bror blixen, videreførte traditionen som professionel storvildtjæger i Kenya. (Maleri af Peter Ivar Ølsted 1853. Privateje)
20 b arndom og ungdom
Hallen på dallund, igen med spor efter jægeren. til venstre for skabet en jagthat og til højre et gevir, der tilsyneladende har fungeret som stumtjener. (akvarel af a.th. Juuel ca. 1860, næsbyholm)