Mit år med keramik og kærlighed by Gads Forlag

Mit år med keramik og kærlighed

På dansk ved Sofie T. N. Brodersen roman

Gads Forlag

Mit år med keramik og kærlighed

er oversat fra koreansk af Sofie Theilade Nyland Brodersen efter

공방의 계절

First published in Korea by Mojosa 2023.

This translated edition is published by arrangement with Mojosa Publishing Co. c/o Shinwon Agency through Peters, Fraser and Dunlop Ltd.

This book is published with the support of the Literature Translation Institute of Korea (LTI Korea).

ISBN 978-87-12-07712-1

1. udgave, 1. oplag

Omslag: Lonnie Hamborg, Imperiet

Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33

1171 København K

Danmark

reception@gad.dk

www.gad.dk

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Varmere end en sommerdag

Sidste efterår havde Jeongmin stukket sig på en torn for første gang. Øjeblikket ville ikke slippe hendes hukommelse. Jorden havde været dækket af et tykt tæppe af kastanjeskaller. Jeongmin rakte ud efter en enkelt skal, der stadig var intakt. Den havde været så heldig at undvige forbipasserendes fodsåler. Hun samlede skallen op og børstede omhyggeligt jorden af, inden hun åbnede den. Dens indre var tomt, som om nogen allerede havde fjernet kastanjen.

Hun overvejede, om hun skulle samle flere, da en torn borede sig ind i hendes håndflade. Blandt de mange torne havde der gemt sig en, der var mere spids end de andre.

Jeongmin knugede sin hånd om den tornede skal, som for at straffe den hånd, der længe havde skrevet så sløset. En bloddråbe kom til syne, og en elektrisk smerte bredte sig fra hendes håndflade langs med rygsøjlen og helt ned til hendes fodsåler.

Efter den dag forskansede hun sig i sin lejlighed og vovede sig ikke længere udenfor. Der var kun gået en enkelt årstid, siden hun var flyttet til Bamgashi Village.

Sidste sommer, da hun havde set lejligheden første gang, havde varmen været lige så trykkende som nu. Sveden krøb

ned ad hendes nakke, og bare tanken om at skulle til flere fremvisninger havde gjort hende helt udmattet. Indtil nu havde hun flyttet hvert andet år, og hun var så træt af det, at hun ikke længere forbandt ordet “hjem” med andet end det praktiske ved at have tag over hovedet.

“Var det den sidste for i dag?” spurgte Jeongmin med spag stemme. Ejendomsmægleren havde understreget, at der var masser af spændende boliger på markedet, hvorefter hun havde trukket Jeongmin rundt i hele Ilsan. Men de havde endnu ikke fundet det perfekte match. Hvis lejligheden lå i et attraktivt område, var den ikke til at betale, og hvis prisen var rimelig, lå den så langt væk, at turen til og fra arbejde ville blive en daglig kamp.

“Bare lige én mere. Den er helt perfekt til en, der bor alene. Så lover jeg også, at det er den sidste.”

“Okay, så siger vi det,” sagde Jeongmin tøvende.

Der udspillede sig en lettere anspændt nervekrig mellem mægleren, der gerne snart ville lukke en handel, og Jeongmin, der stadig ikke udviste den store begejstring. Jeongmin havde dog lovet sig selv, at hun ville se alle lejlighederne i dag og træffe en beslutning inden weekenden. Som tekstforfatter på en tv-station var grænsen mellem hverdag og weekend ofte sløret, og derfor værnede hun ekstra meget om sine sparsomme fridage.

“Kan du lide kastanjer?” spurgte ejendomsmægleren henkastet, da de gik ind på en lille sidegade, der ledte op til Bamgashi Village.

“Ikke specielt.”

“Der vokser mange kastanjetræer her i området. Om efteråret er gaderne helt dækket af kastanjer. Det er noget

så smukt. Jeg har fået at vide, at damerne i kvarteret endda går rundt og samler dem …”

Jeongmin vidste ikke, hvad hun skulle svare. Om sommeren lignede alle træer hinanden med deres grønne blade og brune stammer. Hvordan afgjorde man, om et træ var et kastanjetræ?

Af alle boligblokkene lå ejendommen med husnummer 4 længst oppe ad bakken. Selv ejendomsmægleren holdt op med at snakke, mens de begav sig op ad den stejle gade, og koncentrerede sig kun om at sætte det ene ben foran det andet. Jeongmin standsede, så snart hun fik øje på bygningen. Flere steder var malingen på facaden skallet af, men de buede vinduer med franske altaner og orangemalede vinduesrammer og det elfenbensfarvede murværk gav ejendommen et europæisk præg. Den dybe orange passede godt til det varme sommervejr. Det var kærlighed ved første blik.

På tredje sal havde nogen omhyggeligt sat krukker med kaktusser i vindueskarmen. På en af altanerne på fjerde sal hang strømper i alle regnbuens farver til tørre i solskinnet, heriblandt nogle gule barnestrømper, der ikke var større end en håndflade. Gennem vinduet i nabolejligheden kunne Jeongmin skimte en reol propfuld af tykke bøger. Mon den, der boede der, underviste på universitetet? Det var svært for Jeongmin ikke at forestille sig at have en hverdag i denne ejendom.

Lejlighed nummer 301. Fra vinduet kunne hun se ned på det sted, hvor hun havde stået kort tid forinden. Den milde sommerbrise legede med hendes lange hår. Selvom hun kun befandt sig på tredje sal, lå ejendommen så højt, at hun i det fjerne kunne skimte omridset af bjergene,

der omkransede området. For første gang i hele sit liv fik

Jeongmin lyst til at sætte noget i vindueskarmen. Efter en lang tavshed sukkede hun længselsfuldt. Uden at tøve vendte hun sig mod mægleren, der havde betragtet hende på afstand.

“Jeg tager den.”

Her kunne Jeongmin bo længe uden at blive træt af det.

Hun fornemmede, at tilværelsen ville blive lige så let som en cykeltur i medvind, hvor hun ikke engang behøvede at træde i pedalerne. For første gang nogensinde havde hun fundet et hjem, hun holdt af.

Der gik dog ikke længe, før hendes drømme bristede. Cyklen havde fået så høj en fart, at Jeongmin slet ikke kunne følge med. Og da pedalerne endelig var holdt op med at snurre, indså hun, at der ikke var noget at stille op.

Efteråret havde været på vej med sine rustrøde farver.

Fra den ene dag til den anden havde Jeongmin afbrudt sin kontrakt hos tv-stationen, selvom hun var midt i produktionen af en dokumentarfilm. Hun kylede praktisk taget sit nøglekort efter chefen, da hun skulle aflevere det tilbage, mens hun med en udtryksløs mine pakkede sine ting sammen og stormede ud.

Jeongmin kunne faktisk ikke huske særligt meget fra den periode. Det var først, da en kollega et par måneder senere fortalte hende om det, at det rigtigt gik op for hende, hvad der var sket den dag. Hun havde fået genfortalt det hele, selv hvad hun havde haft på, ned til mindste detalje, og hendes opførsel havde overrasket hende. Hun, der altid havde været så passioneret om sit arbejde, var hun virkelig

bare gået på den måde? Det var næsten ikke til at tro. Det eneste, hun var sikker på, var, at i de tre måneder, der var gået siden, havde en uforklarlig fornemmelse sat sig dybt i hendes hjerte. Det føltes nærmest som en forbandelse.

Jeongmin småsnakkede ikke længere med sin hjemmegående nabo med de grønne fingre. Hun fulgte ikke med i, hvor meget babyen på fjerde sal var vokset. Hun lånte ikke flere bøger af den bogelskende kandidatstuderende i lejligheden ved siden af. Hun fandt ikke nogen glæde i den lille harmoniske bydel, hvor bygningernes farve ændrede sig, i takt med at solen bevægede sig hen over himlen. Vinduet, hvis udsigt havde mindet hende om Europa, og som altid havde fået hende til at smile, udgjorde nu ikke andet end en udluftningskanal. Det føltes, som om den klare efterårshimmel når som helst kunne styrte ned om ørerne på hende. Og da novembers kulde kom krybende, var hun simpelthen holdt op med at trække persiennerne fra. Hun kunne ikke se den vintergrå himmel, det var kun på grund af den tunge luft i lejligheden og stilheden udenfor, at hun fornemmede, at det måtte have sneet. Da forårsregnen begyndte at sile ned, kunne hun næsten røre de triste grå skyer, der hang som snavsede karklude på himlen lige uden for vinduet. Alting var så uendeligt ensformigt, dagene løb ud i ét, og det var ikke længere til at skelne i dag fra i morgen. Det var, som om hun var faret vild i den livsfase, man kaldte “trediverne”. Og måske var det, fordi hun havde opgivet ethvert håb om flugt, at det ikke var gået op for hende, at hun var nået til en blindgyde. Hendes forudanelse om, at tilværelsen ville blive ubekymret i den nye lejlighed, havde i hvert fald ikke vist sig at holde stik.

Således forløb tre årstider svøbt i selvhad. En sommermorgen, hvor smerten fra den torn, der ni måneder tidligere havde boret sig ind i hendes højre håndflade, for længst havde fortaget sig, rejste Jeongmin sig pludselig fra sin stol og begyndte at skrige. Det var en skinger lyd blottet for ord, og alligevel var hendes skrig ladet med en presserende følelse af, at hun var nødt til at gøre noget. Faktisk havde skriget bygget sig op siden sidste forår. Hun var begyndt at tænke, at hvis ikke hun snart brød ud af sin eneboertilværelse, ville hun aldrig kunne vende tilbage til samfundet, men i stedet ende med at dø alene. Derudover var det dyrt at leve, og hendes opsparing var ved at slippe op. Det var, som om hun hver måned blev opkrævet penge for blot at trække vejret. Og når nu det forholdt sig sådan, måtte hun prøve at få mest muligt for pengene.

Skriget gav genlyd i den sparsomt møblerede toværelses lejlighed. Da hun hørte ekkoet, gik det op for hende, at det var første gang i lang tid, at hun overhovedet havde hævet sin stemme. Lyden ramte et hjørne i loftet for derefter at forsvinde, og Jeongmin skyllede halvhjertet munden i lidt vand. Uden tanke på, at det var sommer, fløj hun ned på gaden – stadig iført lange ærmer og lange bukser.

Augustsolen var bagende varm, og Jeongmin var lige ved at snuble, da dens stråler ramte hendes baghoved. Efter at have opholdt sig så længe inden døre var hun blevet helt uvant med sollyset. Sveden drev af hende, men hun havde kun sig selv at takke for at være gået ud iført en mørk langærmet skjorte og jeans. Hun måtte have tabt sig over

de seneste par måneder, for hendes tøj sad løsere end sædvanligt, og hun kunne mærke, hvordan hendes muskler i benene syntes nærmest at være forsvundet, siden hun sidst havde været udenfor.

Der var ikke gået mere end en halv time, før Jeongmin besluttede sig for at finde en café, som hun kunne søge tilflugt på. Hun passerede flere franchisecaféer med gule skilte, men nu hvor hun endelig havde vovet sig udenfor, ville hun have en rigtig god kop kaffe – ikke bare en stor spand kaffe, der kunne jage morgentrætheden væk, men en kaffe brygget med omhu. I håb om at finde en anden café drejede hun ned ad en smal sidegade. Her fik hun øje på en lille forretning, der ganske vist lignede en café, men som ikke havde noget skilt. Ud til gaden var der et gulv-tilloft-vindue, men man kunne ikke se, hvad der var indenfor, på grund af de mange potteplanter, der blokerede udsynet. Det mindede mest af alt om heksens hus i de europæiske eventyr, hun havde læst som barn. De fleste af planterne var kaktusser med faretruende torne, der strittede til alle sider. Hun havde aldrig lagt mærke til denne forretning før. Hun besluttede sig for at betragte det som en udfordring og gik indenfor.

“Goddag, mon det her er en café …?”

Hun ville have sagt noget mere, men kunne ikke få det over sine læber. Så snart hun trådte indenfor, blev hun overvældet af den særlige duft af ler og synet af hylder, der var fyldt til randen med alskens keramik. To kvinder iført lerplettede forklæder vimsede rundt i lokalet. Den ene, der så ud til at være i tyverne, kæmpede en brav kamp med leret på drejeskiven. Den anden, der måtte være midt i

fyrrerne, stirrede tomt frem for sig, som om hun var godt og grundigt træt af tilværelsen.

“Undskyld, men jeg troede, det var en café.”

Jeongmin skyndte sig at beklage forstyrrelsen, men kvinderne lod ikke til at være det mindste overraskede.

De virkede snarere, som om de havde ventet på, at hun skulle komme.

“Det er der mange, der gør. Man kan jo heller ikke rigtig se ind, og skiltet er så småt. Men det er nu bare et keramikværksted. Du ligner en, der har det varmt.” Kvinden, der så ud til at være i fyrrerne og måtte være ejeren, talte uden omsvøb.

“Jeg tog ud for at gå en tur, og jeg endte med at gå i et godt stykke tid.”

Jeongmin viftede genert med hånden, sænkede diskret hovedet og kunne til sin lettelse konstatere, at der trods alt ikke var svedpletter på hendes tøj.

“Nu det er så varmt udenfor, må du da drikke en kop kaffe her hos os. Vi er godt nok ikke en fin café, men vi har flere forskellige udmærkede varianter af kaffebønner.

Du kan også få sukker i.”

Den unge kvinde lod drejeskiven standse.

“Vi skulle alligevel lige til at holde kaffepause,” sagde hun, mens hun tørrede sine hænder.

“Men …” Jeongmin kunne ikke beslutte sig for, om hun syntes, det var venligt eller en smule for meget at invitere nogen, der var gået forkert, på kaffe.

“Det er helt i orden. Bare sid ned.”

Den unge kvinde, der straks havde hentet en ekstra stol fra den anden ende af lokalet, sendte hende et varmt

smil. Det virkede besynderligt, tænkte Jeongmin, med det var ikke, fordi hun ikke kunne lide det. Måske havde hun allerede tabt sit hjerte til keramikken på hylderne, hvis blå og hvide mønstre var inspireret af naturen. Hun var fascineret af tanken om, at et menneske kunne skabe noget så solidt, der samtidig fremstod som en nøjagtig gengivelse af naturens nuancer. For et par år siden havde Jeongmin, efter utallige opfordringer fra en studerende, indvilliget i at medvirke i et interview under overskriften “Spørg en kvindelig dimittend fra et topuniversitet om hendes karriere”. I løbet af interviewet var hun blevet spurgt om noget så banalt, som hvor hun fandt inspiration til sine tekster. Hun havde uden tøven svaret lige så banalt, at hun blev inspireret af naturen. Det var heller ikke helt løgn. Naturen inspirerede hende ofte. Særligt det store blå hav.

Hvis ikke det var på grund af den tryllebindende blå, der krusede på keramikkens overflade, var det måske på grund af den unge kvindes buttede hånd, der havde virket så indtagende, da hun rakte stolen frem. Nej, mere end noget andet var det den venlige ejers oprigtige begejstring for Jeongmins besøg, der havde medvirket til, at hun ikke kunne afslå kaffeinvitationen. Denne kvinde, der for lidt siden havde siddet og stirret tomt frem for sig, som var hun helt alene i verden, havde atter fået farve i kinderne. Jeongmin var lidt utilpas ved den pludselige forandring i kvindens blik, men det gjorde hende alligevel i godt humør. Hun satte sig forsigtigt på stolen, som om hun forventede, at den var forhekset.

“Med sukker eller bare sort?”

“Bare sort, tak.”

“Hvad siger du til en kaffe med en nøddeagtig smag? Vi er udgået for den syrlige. Vi brygger i øvrigt kaffen på en hemmelig måde, så det betyder ærligt talt ikke så meget, hvilke bønner man foretrækker. Og for resten, næste gang skal du prøve at drikke den med sukker i. Sød kaffe er nemlig min specialitet.”

Næste gang? Mente hun, at Jeongmin skulle komme forbi værkstedet igen en anden dag? Jeongmin smilede høfligt og svarede bare “ja”. Den unge kvinde ved siden af lod ikke til at være videre snakkesalig – et karaktertræk, Jeongmin satte pris på. Hun brød sig ikke om overfladiske samtaler, der kun havde til formål at udstille modparten.

Jeongmin blev hurtigt afkølet i den kølige brise fra klimaanlægget. Det eneste, der hørtes i keramikværkstedet, var kaffemaskinen, der udsendte en kraftig damp, som forsøgte den at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse.

Da kaffen begyndte at løbe igennem, blandede aromaen sig med duften af ler. Lokalet fyldtes af en duft, Jeongmin havde svært ved at sætte ord på. En harmoni mellem ler og kaffe – noget, hun end ikke havde kunnet forestille sig før nu, men det var ikke så dårligt endda. Den fysiologiske dom fra Jeongmins næse – sødt, bittert og måske en smule af fisk – blev efterfulgt af en følelsesmæssig dom: “harmløs”. Jeongmin havde en følsom lugtesans, og hun valgte sjældent sit hjertes parti over sin næses.

“Jeg har lavet din som en iskaffe.”

En kop med varm kaffe, to med iskaffe. Kopperne måtte være hjemmelavede at dømme efter ligheden med designet på dem, der var udstillet i lokalet. Kvinden, der havde arbejdet ved drejeskiven, skyllede kaffen ned i store slurke, som

var det øl. Selvom Jeongmin kun flygtigt havde betragtet hende ud af øjenkrogen, lod hendes kamp mod leret til at have været temmelig anstrengende. Selv var hun blevet tørstig efter at have svedt så meget, og den mørkebrune kaffe virkede derfor ekstra indbydende. Kaffen, som ejeren havde været så stolt af, smagte virkelig også godt. Den så ikke ud af meget, men havde en særlig smag, der smøg sig om hendes tunge. Hun indåndede aromaen og blev enig med sig selv om, at det her var noget helt andet end den kaffe, man fik hos de store cafékæder. Den slags kaffe kendte hun kun alt for godt efter sine syv år i tv-branchen, hvor sent aftenarbejde var hverdagskost. Forsigtigt tog hun endnu en tår, mens hun tænkte sig grundigt om, men hun kunne ikke bestemme, hvilke bønner der var tale om. Efter at have sagt op havde hun selvfølgelig heller ikke lavet andet end at sove i flere måneder, og der havde derfor ikke været behov for kaffe. Hendes smagsløg måtte være blevet lige så sløve som hun selv.

“Hvor smager det dejligt. Må jeg spørge, hvor bønnerne er fra?”

“Faktisk ved jeg ikke, hvor de kommer fra. Jeg har fået dem i gave engang. Måske er de fra Yirgacheffe i Etiopien …”

Jeongmin spekulerede på, hvad hemmeligheden bag den særlige smag var.

Ejeren betragtede Jeongmin, som sad med hovedet på skrå, og fortsatte:

“Grunden til, at vores kaffe smager så godt, selvom vi bare bruger helt almindelige bønner, er vores krus. Det er nemlig solide keramikkrus, som vi brænder ved 1.250

grader. Især sort kaffe smager ekstra godt, når man drikker den af et jadefarvet keramikkrus. Og den søde kaffe, jeg fortalte om før, bør drikkes af skinnende hvidt porcelæn. Måske er det, fordi det minder om hvidt sukker, at det får kaffen til at smage bedre.”

Den unge kvinde indskød, som for at understrege troværdigheden af “hemmeligheden bag en god kop kaffe”: “Jeg troede faktisk ikke selv på det, da jeg hørte det første gang. Jeg tænkte, at det måtte være en skrøne, som i folkesagnet om Wonhyo, der drak beskidt regnvand af et kranium i den tro, at det var en kop. Men underligt nok er smagen virkelig anderledes. Egentlig er det nok i højere grad smagsindtrykket end selve smagen. Jeg har studeret kemi og kunne ikke styre min nysgerrighed, så jeg undersøgte sagen, og det viser sig, at der sker en kemisk reaktion mellem kaffens komponenter og keramikkens overflade, når de kommer i kontakt med hinanden. Det siges, at det får keramikken til at ånde.”

“Interessant.”

Til sin egen forbavselse syntes Jeongmin, at de to kvinders beretning var meget overbevisende. Måske skyldes det virkelig keramikken og ikke bønnerne, tænkte hun, mens hun holdt om kruset med begge hænder. Selvom det var fyldt med isterninger, havde hun det, som om hun kunne føle varmen fra de 1.250 grader. For første gang nogensinde forsøgte hun at forestille sig en temperatur på over tusind grader. Men i stedet for en ulidelig hede spredte en behagelig varme sig nu fra hendes håndflader til hjertet via blodårerne. I modsætning til den kølige, friske fornemmelse fra klimaanlægget føltes det, som om varmen

løb ind i knoglerne og løsnede hendes anspændthed – som var hendes krop ved at gå i opløsning. Kulde har ikke en chance imod varme. Hun ville huske denne kaffe. Eller rettere – hun ville huske smagsindtrykket snarere end smagen, som den unge kvinde havde påpeget.

“Er keramikken inde bagved til salg?”

“Naturligvis. Gå endelig ind og se dig omkring. Krus og tekopper som de her står til venstre.”

I modsætning til stormagasinernes vanvittigt dyre porcelæn, der var sirligt arrangeret, havde værkstedets udstilling af keramik et rustikt udtryk med kopper og krus, der var stablet tæt på hylderne. Jeongmin var bekymret for, om der ville gå skår af dem, når de stod sådan, men omgivelserne føltes velkendte, som en helt almindelig families køkkenskab. Da hun fik øje på en blank hvid kop, kom hun uvilkårligt til at tænke på en macchiato med karamel. En anden kop, hvis mønster blev dannet af jadegrøn og hvid i forskellige nuancer, ledte tankerne hen på te med mælk. Der var også en kop med kulsort blank glasur, som gav hende en ustyrlig trang til at købe flødeis, så hun kunne lave affogato. Dette skyldtes uden tvivl det billede, som kopperne, ifølge ejeren af keramikværkstedet, var i stand til at fremmane. Som skribent havde Jeongmin hurtigt tilegnet sig denne form for forestillingsevne. En efter en samlede hun forsigtigt kopperne op og holdt dem i begge hænder, mens hun mærkede varmen sprede sig til sine håndflader. Hun tænkte på ovnen, hvor kopperne for nylig havde befundet sig. Selv havde hun for bare få øjeblikke siden været gennemblødt af sved og bandet over sommervarmen. Nu kunne hun ikke lade være med

at more sig over ironien i, at hun var endt et sted, der var endnu varmere.

“Jeg elsker virkelig kaffe. På grund af mit arbejde har jeg tit været nødt til at blive på kontoret til langt ud på aftenen. Det ville være dejligt at have sådan en kop,” sagde Jeongmin.

“Det forstår jeg godt. Men har du lyst til at prøve at lave en selv i stedet for at købe den?”

Kvinden fremførte sit forslag i samme venlige toneleje, som da hun havde budt Jeongmin på kaffe. Hun vidste tydeligvis, hvordan man undgik at få sin samtalepartner til at føle sig til besvær.

“Jeg er virkelig ikke god med mine hænder. Og helt blank, når det handler om at være kreativ, så jeg tror slet ikke, jeg kan finde ud af det.”

“Det skal du ikke tænke på. Hende der sidder ved siden af dig, er medlem af værkstedet, og hun havde heller ingen erfaring med keramik, før hun kom her. Men hun er allerede så dygtig, at hun kan sælge sine værker på messerne for brugskunst. Hvis der er noget, du kunne tænke dig at putte i en beholder, er det grund nok til at begynde at lave en.”

Noget, du kunne tænke dig at putte i en beholder. Jeongmin tænkte på karamel-macchiatoen, teen med mælk og den affogato, hun kort forinden havde haft i tankerne. Der var helt bestemt også andre ting, man kunne komme i den. Varm og solid keramik brændt i en ovn ved 1.250 grader. Man kunne sikkert også fylde den med formløse ting uden duft eller tyngde.

“Bor du i nærheden?” spurgte ejeren, mens hun slubrede sin kaffe.

“Ja, her i Bamgashi Village, ovre i blok nummer 4. Jeg har boet der i lidt over et år.”

Kvindens ansigt lyste op, mens hun gjorde store øjne.

“Det er meget tæt på der, hvor jeg bor. Vores veje har helt sikkert krydset hinanden.”

“Det tror jeg egentlig ikke. Jeg har bare været derhjemme.” Jeongmin smilede forsigtigt.

“Det har jeg også. Faktisk er det ikke længe siden, jeg blev trukket ud af min hule.”

Jeongmin bed tænderne sammen. Jeg skal nok trække dig ud af din hule. Sådan havde en veninde sagt til hende for længe siden. Jeg gør det for din skyld. Tonefaldet kunne få enhver til at føle sig ilde til mode. Selvom veninden havde sagt det i den bedste mening, kunne Jeongmin ikke lade være med at opfatte det som en trussel – at hun var nødt til at lukke hende ind, selvom hun ikke havde den mindste smule plads.

“Men hulen er nu heller ikke så slem, vel?” sagde kvinden ud af det blå. Jeongmin vidste ikke helt hvorfor, men hun følte sig tryg i hendes selskab og nikkede langsomt, mens hun holdt om sit krus med begge hænder.

For at de kunne finde en dato til hendes første lektion i keramik, spurgte ejeren ind til Jeongmins daglige rutiner. Jeongmin svarede, at hun holdt pause fra sit arbejde og derfor havde god tid. Det var selvfølgelig en pæn måde at sige, at hun var arbejdsløs. Hvis man sagde, at man var arbejdsløs, begyndte folk altid at forhøre en om, hvad man havde arbejdet med, og hvorfor man var holdt op. Og til sidst ville de med påtaget bekymret mine sige: “Ej, hvor

lyder det bare hårdt for dig,” selvom de for længst var nået frem til den konklusion, at man enten gik en usikker fremtid i møde eller generelt havde svært ved at tilpasse sig samfundet. Imidlertid sagde ejeren bare, at det måtte være dejligt at have så meget fritid, og lod det blive ved det. Hun forsøgte tydeligvis ikke at grave i noget, der ikke vedkom hende, og Jeongmin indså, at der ikke var nogen grund til at være nervøs.

“Hvad siger du til tirsdage og torsdage – to gange om ugen til en start? I de første to uger skal vi lære at bruge vores hænder til at bearbejde leret. Målet er, at du skal lære det at kende. Derefter kan vi rykke en af hverdagene til weekenden – om lørdagen er der holdundervisning, som du kan deltage i. Jeg hedder for resten Johee, men du kan kalde mig “seonsaengnim”, nu da jeg er din keramiklærer. Det her er Jihye, hun bliver din værkstedsmakker.”

Da Johee havde talt færdig, rev hun augustsiden ud af den kalender, der lå på bordet. Derpå tegnede hun cirkler om de dage, Jeongmin skulle komme, og rakte hende arket.

Det var takket være dette kvadratiske stykke papir fyldt med tal, at det gik op for Jeongmin, hvor lang en måned kan være.

Mit år med keramik og kærlighed

YEON SOMIN