Velkommen til fremtidens landbrug

ANDRE BØGER AF SAMME FORFAT TER: Sølvmågen. Skarv Naturforlag 1979.

Skarven. Skarv Naturforlag 1980.

Når Jorden er syg. Greenpeace 1988.

Hul i Himlen. Greenpeace 1989.

Drivhuseffekten slår til! Munksgaard 1989.

Bæredygtig Udvikling. Verdensnaturfonden 1989.

Den Grønne Forbrugerguide. Høst & Søn 1990.

Den Grønne Telefonnøgle. Eget forlag, 1990-1999.

Dejlig er Jorden. Hovedland 1990.

Hvordan redder vi verdens dyr? Munksgaard 1991.

Den Grønne Kontorguide. Høst & Søn 1991.

Den Lille Grønne for skoleelever. Høst & Søn 1992.

Den beskidte del af Europa. Munksgaard 1992.

Guide til Genbrug. Høst & Søn 1994.

Håndbog i grøn livsstil. Global Action Plan, 1994.

Når offentlige køkkener vil handle grønt. Miljøstyrelsen 1996.

Sund Mad – Bedre Helse. Cicero/Chr. Erichsens Forlag 1998.

Gyldendals Grønne Forbrugerleksikon. Gyldendal 1998.

Guide til et grønt årtusind. Høst & Søn 2000.

Farvel til Grønlands natur. Gads forlag 2001.

Pinngortitarsuaq Inuulluarina. Eget forlag 2002.

A Farewell to Greenland’s Wildlife. Eget forlag 2002.

Der er et yndigt land. Gads forlag 2003.

Hasardspillet med Danmarks natur. Dansk Ornitologisk Forening/ Birdlife International 2003.

Det tabte land. Gads Forlag 2008.

Folk & Fortællinger fra Det Tabte Land: Jylland. Bind 1.

Forlaget Bæredygtighed 2011.

Bondefangeri. Debatbog. Forlaget Bæredygtighed 2012.

Folk & Fortællinger fra Det Tabte Land: Øerne. Bind 2.

Forlaget Bæredygtighed 2014.

Fra Mark og Stald. Debatbog. Forlaget Bæredygtighed 2016.

Det store SVIGT. Om 100 års naturfredning. Gads Forlag 2017.

Farvel til dansk landbrug. Gads Forlag 2019.

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 2

22.03.2021 11.58

KJELD HANSEN

Venstrestillet logo 12 cm version

Højrestillet logo 12 cm version

Online størrelse 153 pixels brede (= ca. 5.4 cm) OBS - logo til skærmbrug findes i photoshop dokument størrelsen til papirlinie er ikke fastsat endnu

White **OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 3 Black

Primær farver

22.03.2021 11.58

Velkommen til fremtidens landbrug Af Kjeld Hansen Copyright© Kjeld Hansen og Gads Forlag A/S 1. udgave, 1. oplag Forlagsredaktion Mette Højbjerg Omslag og grafisk tilrettelæggelse Karin Friis Hansen Tryk og indbinding Scandbook Printed in Sweden ISBN: 978-87-12-06272-1 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Denne bog er udgivet med støtte fra ORGANIC FUTURE APS i Voel.

Læs nærmere på www.organicfuture.dk www.gad.dk

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 4

22.03.2021 11.58

INDHOLD

Forord: Intet bliver som før

7

Prolog: I coronaens tid

11

1. del: Når zoonoserne kommer

46

KAPITEL 1

Menneskehedens værste mareridt

48

KAPITEL 2 One Health – på vej mod fremtidens katastrofer

67

KAPITEL 3 Dyrevelfærd for menneskets skyld

84

2. del: Koks i klimaet

96

KAPITEL 4 Kødets lyst koster kassen

98

KAPITEL 5 Foder eller føde – hammer eller ambolt

118

KAPITEL 6 Vil kunstigt kød redde planeten?

141

3. del: Biodiversiteten er pløjet væk

154

KAPITEL 7

Fugle, fisk og flora går frem

156

KAPITEL 8 De små skridts mænd

169

KAPITEL 9 Når det store ryk skal ske

185

Epilog: Velkommen til Fremtidens Landbrug

202

Kilderegister 210

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 5

22.03.2021 11.58

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 6

22.03.2021 11.58

FORORD INTET BLIVER SOM FØR En kridhvid forside med årstallet ”2020” i meget kraftige sorte typer som i en dødsannonce, men med et blodrødt kryds hen over årstallet. Under krydset blot ordene ”Det værste år nogensinde” (The worst year ever) i diskrete typer.

Forsiden på det amerikanske nyhedsmagasin TIME den 14. december 2020 udtrykte en hel verdens forskræmte følelser oven på tolv måneders coronamareridt. Imidlertid illustrerer forsiden også, hvor kort den historiske erindring rækker. Betegnelsen ”Det værste år nogensinde” holder ikke, hvis målestokken rækker længere end mands minde.

Vi behøver vel bare at erindre om 1918, hvor influenza dræbte 50 til 100 millioner mennesker, for det meste unge voksne. Eller tænk på 1349, hvor den sorte død, pesten, udslettede halvdelen af Europas befolkning.

Men spørg en middelalderhistoriker om, hvilket år der var det værste nogensinde, og svaret lyder: ”536.” En mystisk tåge indhyllede Europa, Mellemøsten og dele af Asien i mørke, dag og nat – i 18 måneder. ”For solen udsendte sit lys uden lysstyrke, ligesom månen, gennem hele året,” skrev den byzantinske historiker Procopius.1 Temperaturerne i sommeren 536 faldt 1,5 til 2,5° C, hvilket startede det koldeste årti i de seneste 2300 år. Sne faldt den sommer i Kina, afgrøder mislykkedes, og folk sultede. Derefter, i 541, ramte byldepesten den romerske havn Pelusium i Egypten, og det, der blev kaldt den justinianske pest, spredte sig hurtigt og udslettede en tredjedel til halvdelen af ​​befolkningen i det østlige romerske imperium og fremskyndede Romerrigets sammenbrud.

En ultrapræcis analyse af is fra en schweizisk gletsjer har udpeget synderen.

Forord

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 7

7

22.03.2021 11.58

Et katastrofalt vulkanudbrud formentlig på Island eller i Nordamerika udspyede aske over den nordlige halvkugle tidligt i 536. To andre massive udbrud fulgte, i år 540 og 547, og efterfulgt af pest kastede disse eruptioner Europa ud i en økonomisk stagnation, der varede i mere end 100 år.

Så nej – coronapandemien er ikke det værste anslag, menneskeheden har måttet gennemleve, men vi, de nulevende, har aldrig oplevet noget lignende. 2020 skriver sig ind i vores personlige verdenshistorie som et år i noget nær permanent undtagelsestilstand.

Vi, der er vokset op i Danmark siden 1945, har stort set kun set en verden i fremgang, om end med bump som Korea-krigen, Vietnam-krigen, Afghanistan-krigen, Irak-krigen og borgerkrigen i Syrien og et par andre mindre krige. Efter Murens fald i 1989 har vi alle og ikke mindst vores børn taget det for givet, at verdenssamfundet altid ville udvikle sig i en positiv retning. Den barnetro begyndte at krakelere med klimaforandringerne og biodiversitetskrisens hastige udvikling.

Nu har coronapandemien endegyldigt taget livet af den.

Den vigtigste lære er, at intet nogensinde bliver som før. Og det gælder ikke mindst fødevareproduktionen.

Covid-19 vil næppe være den sidste pandemi, der rammer os, så længe vi flyver millioner af svin og kyllinger og køer på tværs af alle kontinenter. Tværtimod.

Det er den bitre erkendelse, at der ikke vil være noget ”normalt” at vende tilbage til. Hverken for dig eller mig – eller for agroindustrien. ”Renewal – not return” er kodeordet for fremtiden. Men det er måske ikke så skræmmende endda?

Hvor bizart det end kan lyde, betød coronapandemien og den globale lockdown, at udslippene af klimagasser og forbruget af naturressourcer faldt målbart.

I 2020 blev planetens årlige ”overforbrugsdag” den 22. august, og det var tre uger senere end året før. Overforbrugsdagen2 er defineret som den dato i løbet af året, hvor verdensbefolkningen har forbrugt flere ressourcer, end kloden kan nå at gendanne.

Vi ligger stadig flere måneder tidligere fremme end tilbage i 1970’erne, hvor man begyndte på at registrere Jordens overforbrugsdag, men pandemien har mindsket vores CO2-aftryk med 14,5 procent i forhold til 2019. Det redder hverken klimaet eller biodiversiteten, men menneskeheden kan altså godt leve videre uden krydstogtskibe, ferierejser i tide og utide og daglige cafébesøg.

Så håb er der. Mørke tider varer ikke kun ved, fordi solen aldrig skinner, men oftest på grund af manglende lederskab. Så ja – men fremtiden tilhører de kække.

Den jordnære udfordring er, om vi formår at ændre vores madvaner og dermed skabe fremtidens klimasikre fødevareproduktion.

8

Forord

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 8

22.03.2021 11.58

Denne bog er skrevet som en opfordring til alle ledere i samfundet – offentlige såvel som private – om at forstå årsagerne til og konsekvenserne af coronapandemien og om at genoverveje de måder, hvorpå vi dyrker jorden og behandler industridyrene, og hvordan vi forbruger, transporterer, investerer, regulerer og organiserer produktionen af fødevarer.

Bogen er lige så vel skrevet som en ledetråd, en vejviser og en inspirationskilde for dem, der kerer sig om fremtiden. Ikke bare deres egen, men også den, der venter vores børn og børnebørn.

Fremtiden formes af dem, der har visionerne. Ellers bliver det bare nutiden, der fortsætter uændret i en højere potens. Det er vi næppe mange, der ønsker efter at have gennemlevet ”det værste år nogensinde”. Så lad os komme i gang.

Druebjerggård, februar 2021 Kjeld Hansen

Forord

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 9

9

22.03.2021 11.58

10

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 10

22.03.2021 11.58

PROLOG I CORONAENS TID Det globale fødevaresystem blev hårdt ramt i begyndelsen af 2020, da coronapandemien tog sit første kvælertag på verden.

De, der har set billederne af den tsunami, der ramte det japanske atomkraftværk Fukushima i 2011 efter et undersøisk jordskælv, vil vide, hvilken frygtindgydende kraft der væltede ind fra Stillehavet mod et afgrænset udsnit af Japans vestkyst. Coronapandemien, derimod, skyllede hen over hele verden og med langt større ødelæggelser end Fukushima-katastrofen.

Både menneskeligt og økonomisk værre end nogen tsunami, verden hidtil har set, mente de fleste. Mest foruroligende er det dog, at denne virus tilsyneladende er kommet for at blive.

I de første måneder blokerede pandemien de globale forsyningskæder, fremkaldte hysteriske panikopkøb, ryddede hylderne i supermarkederne og tvang agroproducenter i mange lande til at lade friske grøntsager ligge og rådne på markerne. Husdyrproducenter fik intet andet valg end at gasse eller skyde deres produktionsdyr og grave dem ned, da slagterier på stribe måtte lukke i takt med pandemiens første amokløb.

De danske agroproducenter slap smertefrit gennem den første bølge, som de faktisk profiterede på, men da den anden bølge rejste sig, gik det galt for pelsdyrsindustrien. Minkfabrikkerne viste sig hurtigt at være rugekasser for superspredning af virus, og industrien havde dårligt nok løftet en finger for at beskytte deres dyr og medarbejdere. Det kom til at koste dyrt. De genetisk ensartede små pelsdyr var særskilt modtagelige for virussen, så millioner af dem måtte lade livet af hensyn til folkesundheden.

Prolog

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 11

11

22.03.2021 11.58

Den livsnødvendige destruktion af både pels- og avlsdyr i Danmark ramte verdens største minkproduktion som et gigantisk hammerslag. En branche, der i forvejen var økonomisk i knæ, blev udslettet. Trods en ”early warning” allerede i april fra Holland lykkedes det aldrig at beskytte de danske fabrikker. Producenterne troede vel, at de havde deres på det tørre, og dyrlæger og sundhedsmyndigheder gjorde intet for at rive dem ud af den vildfarelse.

Covid-19-pandemiens første bølge afslørede også en anden utilgivelig politisk forsømmelse – ikke en eneste nation havde sit beredskab på plads. Heller ikke Danmark. Selv banale værnemidler som mundbind og håndsprit kom straks i restordre, og manglen på respiratorer blev fatal i flere lande.

DA DEN ANDEN bølge rejste sig, var vi bedre rustet, men med tyndslidte nerver i befolkningen og et sundhedsvæsen under stigende pres. Frem til årsskiftet bredte smitten sig aggressivt, og fra nytår 2021 måtte vi atter se os isoleret fra omverdenen og fra hinanden. Situationen var højspændt, men stadig ikke ude af kontrol. Sådan stod sagerne, da bogen her blev lukket.

Selv om internationale forskere i årtier har efterlyst en klar global strategi for at styrke modstandskraften og forbedre risikohåndteringen i verdens fødevareforsyning, så kom pandemien bag på alle regeringer. Og selv om globale samarbejdspartnere som FN’s fødevareorganisation FAO og FN’s verdenssundhedsorganisation WHO igen og igen har advaret mod kommende smitteudbrud fra dyrenes verden, så havde ingen lande læst skriften på væggen.

I det langsigtede perspektiv er der blevet sat et skræmmende stort spørgsmålstegn ved den moderne husdyrindustri. Ikke mindst i et land som vores, der huser verdens største produktion af svin. Coronapandemien var den første zoonose i moderne tid med en altødelæggende samfundseffekt, men næppe den sidste.

Ved et rent lykketræf var det kun minkene, der besad evnen til at smitte mennesker og derfor måtte lade livet. Hvad nu hvis det næste gang er svinene, der bliver superspredere, advarer forskerne i dag.

Virologer som vores egen professor Lars Erik Larsen fra Københavns Universitet og internationale eksperter i FN-organisationerne FAO og UNEP advarer indtrængende mod smitte fra den enorme husdyrindustri, som de mener bør overvåges helt anderledes nærgående og ud fra et større hensyn til folkesundheden end til flæskepriserne. Eksperterne efterlyser klare beredskabsplaner, så alle ved, hvad der skal gøres, når – og ikke hvis – de næste zoonoser springer fra de danske svinefabrikker og ud i samfundet. Vi bør forberede os på det værst tænkelige scenarie med aflivning og bortskaffelse af 13 millioner svin, påpeger man.

12

Prolog

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 12

22.03.2021 11.58

For slet ikke at nævne, hvor slemt sundhedsvæsenet vil blive udfordret.

Trods den resolutte og rosværdige handlekraft, som det danske sundhedsvæsen og det politiske system udviste fra dag 1, stod det hurtigt klart for de fleste, at denne tsunami af sygdom og død er mere end et voldsomt bølgeskvulp. Men ikke for alle. Pinligt for agroindustrien var netop landbrugets minister en af de få politikere, der ikke anerkendte alvoren, men søgte at fedtspille sig gennem de første afgørende måneder af den landbrugstragedie, der vil blive husket som ”minkgate”.

Det kom til at koste ham ministerposten og gav regeringen en dyb ridse i lakken. Hvem der egentlig påvirkede, overtalte eller truede ministeren til at lukke øjnene, indtil det var for sent, kommer næppe nogensinde frem. De politiske bestræbelser på at få undersøgt beslutningsprocessen i minksagen har haft den paradoksale konsekvens, at journalister og medier er blevet helt afskåret fra indsigt i sagen. Dokumenter, der normalt er omfattet af aktindsigt, er mørkelagt.

Men coronapandemien åbner et sjældent vindue for handling. Gevinsten ved retablering af ødelagte økosystemer er blevet tydeliggjort, som værn mod zoonoser, og mere natur som klimaløsning er en åbenlys god idé i dag – vi ved, hvordan den virker, og hvordan det skal gøres effektivt. Og i tilgift kan vi bremse tilbagegangen i klodens biodiversitet.

Lad os begynde med at se på, hvad der egentlig skete i landbruget herhjemme i coronaens første år.

BLOT TRE DAGE efter statsminister Mette Frederiksens totale nedlukning den 11. marts 2020 af det civile Danmark og store dele af erhvervslivet – undtagen landbrugsindustrien og dens fabrikker – meldte Lars Tvede sig som den første erhvervsmand med gode råd til de rådvilde politikere og det coronakriseramte erhvervsliv.

Tvede er medstifter af og bestyrelsesformand i tænketanken Supertrends, der har som sit erklærede sigte at trænge ind i den sky af usikkerhed, der venter truende foran os alle, altså fremtiden. Det skal ske ved at ekstrapolere kommende begivenheder og resultater ud fra aktuelle tendenser. Eller sagt med almindelige ord – ved at spå om fremtiden ud fra hvad der sker her og nu.

Supertrends blev grundlagt i 2019 og har hovedkvarter i Schweiz. Her har danske Lars Tvede tilbragt det meste af sit liv, så han har det store udsyn. I en ”snak” med Berlingskes journalist Birgitte Erhardtsen den 14. marts forudså1 ”iværksætteren, forfatteren, rigmanden og børshajen” Lars Tvede hele fire positive og varige effekter af den globale pandemi. De kommer her.

Prolog

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 13

13

22.03.2021 11.58

Til trods for at smitten først lige var begyndt at brede sig globalt, mente Lars Tvede alligevel allerede i midten af marts måned at kunne fastslå, at ”viruskrisen tåler ikke sammenligning med finanskrisen – slet ikke”. Verdensøkonomien er sund og uden store ubalancer, så de økonomiske effekter ”blæser over relativt hurtigt”, fastslog han.

Det var umiddelbart den første positive effekt i Tvedes analyse. Ganske vist havde han angivelig solgt alle sine aktier allerede den 21. februar i forventning om store kursfald, men den tendens regnede han altså for forbigående. Faktisk var han netop begyndt igen at investere, da Berlingske interviewede ham.

For det andet ville selve nedlukningen få flere positive effekter blandt andet for klimaet. Mindre CO2-udslip ville være en realitet for første gang i moderne tid, fordi folk blev sendt hjem i hobetal, mens ferie- og forretningsrejser og fysiske møder aflystes i et omfang, der stadig truer luftfarten globalt. ”Coronakrisen vil fremrykke hele den teknologi og kultur, som handler om, at vi har samkvem uden at være fysisk sammen,” spåede Tvede og tilføjede: ”Jeg vil bestemt ikke sige, at det er dårligt at være fysisk sammen, tværtimod, men det er effektivt og miljøvenligt at være elektronisk sammen, og det skal vi blive bedre til.”

Som sin tredje positive påstand pegede Lars Tvede på et farvel til landbrugsindustriens store animalske produktion af svin, kyllinger og mejeriprodukter – og minkskind. For dansk landbrug ville usikkerhed omkring netop eksporten være et helt centralt område, hvor coronakrisen ville komme til at fremtvinge dramatiske ændringer, spåede Lars Tvede. Af hensyn til kampen mod fremtidens viruspandemier, mod klimaændringerne og for at sikre den danske agroproducent ville der blive gjort op med den traditionelle kødindustri.

Mere nøgternt ville der være tale om, ifølge Tvede, at pandemien vil give rygvind til en teknologisk revolution, der står på tærsklen til at bryde igennem. Den handler om at omstille landbruget til præcisionsforgæring og såkaldt cultured meat, hvor man dyrker kunstigt kød i ståltanke for at undgå de zoonoser, der opstår ved masseopdræt af husdyr. Og fordi det er billigere.

Intet mindre end en revolution. Farvel til den sidste ko – og ifølge Lars Tvede har industriel kødproduktion rigtig meget med covid-19 at gøre: ”Tre ud af fire virusinfektioner, vi får – både de ondartede og den ordinære sæson-influenza – springer fra dyr til mennesker. Det er de såkaldte zoonotiske infektionssygdomme. Min vurdering er, at den nuværende pandemi vil skubbe til den udvikling, og at vores samkvem med dyr vil blive afviklet de næste 20-40 år.”

Og så var der den langsigtede effekt: Danmark og resten af verden ville være langt bedre forberedt, næste gang en viruspandemi rammer. ”Alle lande har brug for et beredskab, hvis en virkelig farlig virus kommer ud af kontrol. Corona er ikke 14

Prolog

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 14

22.03.2021 11.58

så farlig som sars eller mers, men den er langt mere farlig end normal influenza,” sagde Tvede.

Beredskabet skulle også imødegå de makroøkonomiske effekter. Rædselsscenariet, hvor coronapandemien ligesom finanskrisen skaber et langvarigt økonomisk tilbageslag med lav eller ingen vækst og stribevis af konkurser og arbejdsløshed i sit kølvand, kommer dog ikke på tale, spåede Tvede. ”Verdensøkonomien er sund og uden store ubalancer og var i starten af året på vej ind i et opsving. Desuden har vi et velpolstret banksystem. De private virksomheder har ganske vist relativt stor gæld, og man kan selvfølgelig frygte, at nogle af dem ikke kan servicere gælden. Men når det er sagt, så tror jeg, at de økonomiske effekter af coronakrisen blæser over relativt hurtigt.”

Lars Tvedes optimistiske syn på pandemien blev ikke delt af alle. Blot to dage senere gik alarmen hos Mandag Morgen-redaktionen: ”Coronavirussens dominoeffekter ryster de globale forsyningskæder,” mente den erfarne politiske redaktør Torben K. Andersen, og med lidt hjælp fra nyhedsbrevets digitale wizzard Andreas Bay-Larsen påstod han:2 ”Allerede nu mærker danske virksomheder konsekvenserne. Hvor dyb og omfattende denne forsyningskrise bliver, er usikkert, men coronaepidemien kommer til at påvirke både virksomhedsstrategier og global handelspolitik, forudser eksperter.”

Andersen og Bay-Larsen erindrede om nedsmeltningen af de tre reaktorer på atomkraftværket i japanske Fukushima i marts 2011, som efter deres mening havde sendt hele verden i chok og lammet klodens tredjestørste økonomi totalt.

Coronavirussen havde samme potentiale, mente de to kommentatorer. ”Coronakrisen blotlægger i disse dage, hvordan virksomheder over hele verden er afhængige af leverandører i globale forsyningskæder, som de ikke beskæftiger sig med til daglig og måske ikke er bevidste om. Det handler ikke bare om den direkte leverandør, men også om ’usynlige’ leverandører længere ude i forsyningskæden.

Går det galt i bare ét led, fordi en fabrik måske er lukket ned på grund af coronavirussen eller kommer i økonomiske problemer, kan det forplante sig ud i hele kæden. Får danske virksomheders hovedleverandører problemer med økonomien, fordi deres egne underleverandører er ramt, så er det en ringe sikkerhed, at hovedleverandøren hverken ligger i Italien eller Kina.”

Så galt ville det komme til at gå, lød det fra Mandag Morgen, som blandt andet havde talt med en CBS-professor, men de tog alle fejl. Virkeligheden blev en ganske anden, ikke mindst for landbruget i Danmark. Fødevareproducenterne stod over for gyldne tider, men det kunne ingen vide på forhånd.

Prolog

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 15

15

22.03.2021 11.58

HELT ANDERLEDES GLAD og taknemmelig lød fødevareminister Mogens Jensen (S) få dage senere, hvor han valgte at udsende sin anerkendelse til de hverdagens helte, der ”holder hjulene i gang, mens Danmark er lukket ned”.

Selv om alt fra skoler til arbejdspladser, caféer og storcentre holdt lukket, så kunne de danske forbrugere fortsat få mælk, smør og brød produceret i Danmark og frugt og grønt fra danske marker eller gartnerier. For mens mange andre var forhindret i at arbejde eller arbejdede hjemmefra, så producerede den danske fødevarebranche på højtryk – fra landmand til købmand – akkurat som den plejede. Det havde vakt glæde hos fødevareministeren, der gerne ville takke for indsatsen.

Taksigelsen kom blot ni døgn efter nedlukningen. I sin pressemeddelelse skrev ministeren den 20. marts:3 ”Som fødevareminister er jeg stolt af at bo i et land, der også i disse tider producerer masser af mad til os alle. Tak til landmændene, der hver dag passer på dyrene og sørger for fødevarer til os alle sammen. Også tak til medarbejderne i fødevareindustrien for at bage rugbrød, skære koteletter og meget, meget mere.”

Ministeren understregede i sin pressemeddelelse, at de, som producerer fødevarer, er en del af de kritisk vigtige medarbejdere i samfundet, og at det derfor er vigtigt, at alle bakker op om deres arbejde, så de kan holde gejsten oppe. Han undlod at nævne, at landmændene og deres medarbejdere var fritaget for coronarestriktionerne. Også at deres mange østarbejdere ville gå fri. Syv måneder senere skulle Mogens Jensen bitterligt beklage denne lapsus.

HVOR BESTYRELSESFORMANDEN for Supertrends havde leveret fire visionære forudsigelser, så præsenterede Frederik Vad Nielsen en ganske anderledes håndfast analyse i en kronik den 1. april i dagbladet Politiken. På et tidspunkt hvor pandemien stadig var i sin vorden, spurgte forbundsformanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, hvad skal der ske efter krisen. Han skrev:4 ”Allerede nu begynder små pip fra højrefløjen at varsle os om, at der på den anden side af coronakrisen venter et af de mest afgørende politiske valg for regeringen og Socialdemokratiet i nyere tid. Spørgsmålet er enkelt: Skal den efterfølgende økonomiske oprydning efter coronakrisen bruges som undskyldning for at droppe alle planer om at styrke arbejdsmarkedsmodellen, udvikle velfærdssamfundet og leve op til klimaloven på én og samme tid? Eller bliver denne skrækkelige situation, som borgere, sundhedsvæsen og erhvervsliv står i, muligheden for at afsløre og droppe den forfejlede økonomiske politik, Danmark og Europa fører?

Jeg håber og tror på, at regeringen og Socialdemokratiet vil kæmpe for det sidste.”

Frederik Vad Nielsen fik aldrig noget svar.

16

Prolog

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 16

22.03.2021 11.58

Få dage senere var det agroproducenternes lobbyorganisation, der gik ud i medierne. Det skete den 4. april i avisen Danmark, hvor formanden for Landbrug & Fødevarer, minkavler Martin Merrild, valgte at rose sig selv og erhvervets ansatte, formentlig i frustration over at ingen andre gjorde det, bortset fra fødevareministeren. Merrild skrev:5 ”Slagteriarbejdere, chauffører og mejeriarbejdere er bare nogle af de grupper, som vi alle sammen skylder en stor anerkendelse for den særlige indsats, som de yder for tiden. Der gøres ekstraordinære bestræbelser mange forskellige steder. Et godt eksempel er en gruppe medarbejdere i en stor fodervirksomhed, som i denne tid bor væk fra deres familier, flere af dem i skurvogne, for i størst muligt omfang at sikre sig mod at blive smittet, så driften kan fortsætte, og dyrene kan få deres foder.”

Overraskende havde Merrild også rosende ord til politikerne: ”Der er også grund til at sige en tak til regeringen, som har været god til at finde løsninger på de udfordringer, som der er opstået. Der er gjort hurtige og pragmatiske indsatser for at sikre, at der fortsat kan være arbejdskraft nok til landbrugsbedrifterne og fødevarevirksomhederne, og der er gjort en indsats for at sikre, at varerne fortsat frit kan bevæge sig mellem landene, selv om mange grænser er lukket.”

Her afslørede formanden, at der var indgået en aftale om de titusinder af udlændinge, der holder hjulene i gang i dansk landbrug og gartneri (og byggeri). De kunne rejse frit og uden coronakontrol ud og ind af landet. Helt overvejende var der tale om østeuropæere. Ingen i sundhedsvæsenet eller i den politiske opposition reagerede på dette åbenlyse brud på den ellers så stramme smittebeskyttelse, som resten af erhvervslivet og samfundet var blevet påtvunget. De kritiske medier opfangede tilsyneladende heller ikke denne særbehandling af agroindustrien, der senere førte til lukninger af slagterier og udslettelsen af minkindustrien.

Større opmærksomhed vakte det heller ikke, da Landbrug & Fødevarer senere på måneden førte sig frem med et offensivt tilbud til regering og Folketinget. Med den prætentiøse overskrift ”Sådan kommer Danmark i gang igen” præsenterede L&F-direktør Anne Lawaetz Arhnung den 17. april interesseorganisationens plan for at genstarte landet.6 Det skete med ordene: ”Lige nu handler det (…) om at tale ind i den dagsorden, der er på Christiansborg lige nu.”

Talen eller planen, om man vil, indeholdt 17 forslag, som skulle skabe vækst og arbejdspladser i Danmark. Både i landbruget og i resten af samfundet. Fælles for stort set alle forslag var dog, at de ville kræve økonomisk støtte fra regeringen.

Her blev fremlagt en bred vifte af forslag til nye støtteordninger. Direktør Arhnungs ønskeliste pegede på statslige investeringer i biogas, støtte til ”grønne” stalde, klimatilpasning af vandløb, det vil sige oprensning og uddybning, skatteProlog

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 17

17

22.03.2021 11.58

og byrdestop for landbrug, støtte til ”grønne” projekter på landet, stop for beskatning af landbrugsjord med solceller, investeringer i bedre veje ude på landet, mere støtte til eksportfremme af landbrugsprodukter og så videre.

Uopfordret havde Landbrug & Fødevarer planlagt, hvordan Danmark kunne åbne igen, men planen indeholdt stort set kun forslag, som ville øge indtjeningen, reducere skattebetalingen og fjerne udgifter fra landbruget. Set i lyset af erhvervets stærkt forbedrede indtjening i 2019, og den fortsatte fremgang i foråret 2020, hvor Danish Crown skovlede milliarder af kroner ind på især svineeksporten til Kina, kunne kravet om flere støttekroner nemt virke upassende.

Også mælkeproducenterne hos Arla tjente styrtende med penge trods nedlukningen i marts og april.7 Alene i april røg salget af Lurpak® smør i vejret med svimlende 17,7 procent sammenlignet med samme periode året før. I Storbritannien, som er Lurpaks største marked, steg efterspørgslen endnu mere, med 20,3 procent. Og nok en rekord blev slået, da hele 86 lastbiler læsset med Lurpak® blev sendt til Storbritannien i april. Dette skabte naturligvis en vis belastning for mejeriet i Holstebro, hvor smørret bliver produceret, men medarbejderne ofrede sig gerne og tog ekstra skift i weekenderne, hed det i halvårsberetningen fra Arla.

DAGEN EFTER præsentationen af ”Sådan kommer Danmark i gang igen”-planen lød der et ganske anderledes opråb.8 Det kom fra de klimabekymrede, som Politiken den 18. april kaldte Frederik Sandby, formand for Klimabevægelsen i Danmark, Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Anders Morgenthaler, tegner, filminstruktør og klimaaktivist samt Sarah Hellebek, højskolelærer og medstifter af Den Grønne Studenterbevægelse.

Med et debatindlæg ville de fire klimabekymrede minde om, at klimakrisen banker stadig mere påtrængende på døren: ”Hvor corona især rammer vores ældre medborgere, vil den store regning for klimakrisen især ramme børnene og de unge, der skal arve denne klode. Derfor er det så afgørende, at vi alle forstår, at vi har et ansvar, og tager det på os. Det kræver en generationskontrakt, og den skal vi indgå nu.

Der er ét værktøj, der mere end noget andet vil bringe os tættere på målet om at have nået en reduktion af CO2-udledningen på 70 procent i 2030, og som politikerne har et ansvar for at få indført med det samme. Det er afgift på CO2-udledning.

For afgifter er selve motoren i den grønne omstilling og krumtappen i de anbefalinger, Klimarådet har leveret. De er retfærdige derved, at det er dem, der forurener, der også betaler for de skader, forureningen pådrager samfundet.”

Sådan så erhvervslivet nu ikke på forslaget om en CO2-afgift. Hverken i landbruget, transportbranchen eller luftfarten, som er de tre største udledere af CO2.

18

Prolog

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 18

22.03.2021 11.58

De havde på forhånd meldt ud, at de ikke kunne leve med at betale for deres CO2-udledning, og da slet ikke med coronakrisen hængende over hovedet.

Den afmelding havde ikke gjort indtryk på de fire klimabekymrede aktivister. ”En CO2-afgift vil kun gøre ondt på de brancher, der ikke vil omstille sig” og ”dem skal vi ikke holde hånden over”, mente de.

Aktivisterne satte grønt eftertryk på deres budskab til politikerne: ”I valgkampen for snart et år siden stod vi skulder ved skulder og efterspurgte klimapolitisk handlekraft. Mandatet til at handle på klimakrisen gav vi politikerne ved et historisk grønt valg i juni 2019. Det er nu, regeringen skal vise, at den krise, der effektivt kan ødelægge fremtiden for vores børn, også har opmærksomheden.”

Noget svar fik de ikke.

INTERNATIONALT BLEV DER to dage senere åbnet en ny slagmark af den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer. Især kendt som forfatter til den gribende bestsellerroman ”Ekstremt højt & utrolig tæt på” om en dreng, der mister sin far, da tvillingetårnene i New York kollapser under terrorismens vægt den 11. september 2001. I 2010 udkom Foers første ikke-skønlitterære bog på dansk. ”Om at spise dyr” er skrevet som en blanding af reportage, interview og klassisk undersøgende journalistik, hvor Foer ser nærmere på den amerikanske kødindustri, og på det at være veganer.

Sammen med Aaron S. Gross, en amerikansk religionshistoriker, udpegede Foer produktionsmetoderne i moderne landbrug som hovedårsagen til pandemier. Det skete i et debatindlæg i den britiske avis The Guardian, hvor indlægget var på den 20. april. Fire dage senere bragte den danske avis Information en ordret oversættelse af debatindlægget.9,10 ”Vågn nu op: Svine- og kyllingefabrikker er rugekasser for pandemier,” skrev Foer og Gross og fortsatte: ”Kødindustrien er hjemsted for udvikling af nye farlige virusser, der kan springe fra dyr til mennesker. Det er på tide at se i øjnene, at dyrevelfærd handler om at sikre vores egen overlevelse.”

Foer og Gross rettede et frontalt angreb på den moderne kødindustri og de såkaldte CAFO’er – concentrated animal feeding operations – såsom de store danske svine-, kyllinge- og minkskindsfabrikker. Og det blev brugt barske billeder: ”Tænk, hvis vores ledere fortalte os, at næsten alle terrorister inden for de seneste årtier havde været på ophold i den samme træningslejr, og alligevel afstod fra at tage det mindste skridt for at sætte ind imod denne lejr. Tænk, hvis vi vidste, at de samme terrorister konstant eksperimenterede med at udvikle våben mere destruktive end nogen af vores eksisterende masseudryddelsesvåben. Det er den situation, vi står i med industrilandbrugets pandemiske fare.”

Prolog

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 19

19

22.03.2021 11.58

I debatindlægget påviste Foer og Gross ganske overbevisende, at de seneste års pandemiske trusler såsom H1N1 (svineinfluenza) og H5N1 (fugleinfluenza) udviklede sig gennem mutationer på svine- og kyllingefabrikker og med dræbende virkninger. I USA havde fugleinfluenzaen haft en dødelighed på 60 procent, mens covid-19 i foråret 2020 kun medførte en dødelighed på under to procent.

INDE VAR TIDEN imidlertid ikke til at mobilisere. Overhovedet ikke. Tværtimod fastslog den socialdemokratiske fødevareminister Mogens Jensen, at masseproduktionen af kød skulle øges. Han var parat med millioner af kroner i tilskud til nye produktionsanlæg.

Der ville overhovedet ingen fare være ved det, kunne man forstå på et debatindlæg11 fra ministeren i Politiken den 6. maj med overskriften ”Pandemier kommer altså ikke fra de moderne landbrug”. Her påstod fødevareministeren, at ”i de seneste 50 år har der været en højt specialiseret husdyrproduktion i Europa og Nordamerika, og der har ikke været eksempler på, at der er opstået pandemier med basis i denne produktionsform”.

At denne påstand var i lodret modstrid med, hvad der betragtes som alarmerende kendsgerninger blandt andet i Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og hos FN’s fødevareprogram, FAO, var åbenlyst ikke kendt viden hos Mogens Jensen og hans rådgivere.

Af ministerens indlæg fremgik det derimod, at det hele handlede om smitte fra virus i vilde dyr, og de er ikke noget problem i Danmark. Jensen benyttede sig derefter af sin helt egen logik, som han udfoldede med disse ord: ”Den danske husdyrproduktion er karakteriseret ved en høj grad af specialisering og et højt niveau af smittebeskyttelsesforanstaltninger. Det betyder, at de fleste intensive landbrug kun producerer én dyreart, og at disse dyr ikke har kontakt med vilde dyr. Derfor vurderes risikoen for en pludselig udvikling af en pandemisk virus at være ringe.”

Ministeren løftede denne falske følgeslutning til et højere niveau, da han i indlægget fastslog, at yderligere støtte til moderne industrilandbrug vil være vejen frem i kampen mod pandemier. Jensen skrev: ”Jeg mener derfor heller ikke, at erhvervsstøtteordninger for landbrugssektoren er problematiske i denne henseende – tværtimod støtter de jo netop landbrugssektoren i at vedligeholde et moderne produktionsapparat og gøre produktionen mere bæredygtig.”

I begyndelsen af maj var pandemien begyndt at klinge af, så tilsyneladende kunne fødevareministeren have ret. Men nogle måneder senere dementerede millioner af covid-19-syge mink den selvsikre minister. Da var det bare håbløst 20

Prolog

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 20

22.03.2021 11.58

for sent at forebygge smitten fra de moderne landbrug. Denne mangel på rettidig omhu kom til at koste 17 millioner mink livet og Mogens Jensen ministerbilen.

Derimod gav den succesfulde håndtering af coronaens første bølge statsminister Mette Frederiksen noget nær heltindestatus. Coronapandemien havde ramt Danmark mindre fatalt end andre lande, takket være regeringens handlekraft.

Vel havde pandemiens to første måneder kostet kassen, men dødsraten havde ligget langt under udlandets, og i coronaens tid tæller de dødes antal som det eneste succeskriterie. Æren tilfaldt statsministeren, og nu var det værste overstået.

Med den hastegodkendte epidemilov i hånden havde statsministeren kunnet træffe overvældende beslutninger hen over hovedet på resten af Folketinget, og da smittetallene begyndte at dykke, måtte man forstå, at dét var S-regeringens fulde fortjeneste. ”Mette Frederiksen lod ingen i tvivl om, at det var hendes resolutte beslutsomhed og egensindige vilje til at suspendere den almindelige parlamentariske palaver, som havde reddet Danmark fra den omsiggribende febervildelse og udbredte kvælningsdød. Dengang lod S-regeringen sig hylde alene – og de andre partier så sig reduceret til anonyme gummistempler,” 12 skrev den politiske kommentator Lars Trier Mogensen i et tilbageblik hos Altinget den 27. oktober 2020.

MENS DANMARK I DET tidlige forår begyndte at genåbne samfundet, blev der kigget i krystalkuglerne på chefgangene i landets største virksomheder, og alle var enige om, at det aldrig vil blive det samme igen at gå på arbejde efter coronakrisen. Berlingske havde talt med topcheferne i fire af landets største virksomheder den 9. maj 2020 om ”the new normal” på chefgangene.

Hos Grundfos i Bjerringbro havde koncernchef Mads Nipper nedsat et new normal-team: ”Vi har bedt nogle af vores mest talentfulde mennesker lave hypoteser for, hvad det er for blivende ændringer, vi kan se i vores industri – altså inden for vandløsninger og pumper. De skal trykprøve forudsætningerne for vores strategi og se, om der er nogle muligheder, vi allerede nu skal forberede os på, så vi kan komme før vores konkurrenter, når det sker.”

Hos Danfoss i Nordborg på Als havde koncernchef Kim Fausing identificeret flere nye konkrete tendenser, som ville bidrage til at forstærke eller styrke virksomhedens igangværende forvandling, for eksempel ekstra fart på digitaliseringen af selskabets relationer til kunderne: ”De mange nye processer omkring sundhed og sikkerhed bliver en ’ny normal’, i hvert fald i en lang periode. Og de mange tiltag omkring hygiejne og social afstand har rent faktisk ført til, at tallene for sygemeldinger er blevet mindre.”

Prolog

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 21

21

22.03.2021 11.58

Novo Nordisk havde netop udviklet en ny test for coronavirus sammen med Rigshospitalet, Statens Serum Institut og en privat virksomhed på bare tre uger, så administrerende direktør Lars Fruergaard Jørgensen var ikke tvivl om sit bud: ”Agilitet er noget med, hvor hurtigt man gør ting, og hvor kreativt man går til det. Jeg håber, at noget af det, som vi får erfaring med under corona, faktisk kan blive en del af fremtidens måde at arbejde på. (…) Alle virksomheder har talt om, at vi skulle gøre mere brug af digitale mødeværktøjer. Men stadigvæk rejser man langt for at holde interne møder. Det kommer jeg til at bruge meget mindre tid på. Hvis jeg rejser nogle steder hen fremover, så bliver det for at mødes med nogle, som jeg ikke kan mødes med på Teams (elektronisk kommunikations- og samarbejdsplatform, red.), eller for at tage ud på et hospital og opleve virkeligheden.”

Hos servicegiganten ISS var administrerende direktør Jeff Gravenhorst klar til at hjælpe kunderne med både øget rengøring og øget fokus på hygiejne, nyindretning af receptioner og arbejdspladser med større afstand mellem medarbejdere.

Det øgede fokus på virtuelle møder og mere hjemmearbejde ville også lede til yderligere ændringer. Rigtig organiseret kunne det fremme både produktivitet og medarbejdernes tilfredshed. ”Vi var allerede på vej hen mod det, jeg vil kalde oplevelser på arbejdet,” sagde Jeff Gravenhorst til Berlingske og fortsatte: ”Det bliver yderligere forstærket nu. Vi skal ikke nødvendigvis være inde på arbejde hver dag, men når vi er der, er det for at deltage i events og særlige hændelser. Det er med til at bygge en kultur og en ånd, som også kan holde, når vi ikke er på arbejdspladsen, så vi føler, at vi stadig er en del af virksomheden.”

Landbruget ulejligede Berlingske sig ikke med at spørge.

En uge senere interviewede Berlingske også en af dansk erhvervslivs absolutte topchefer om tiden efter corona. Han mente også, at intet bliver som før. Kun få har samme teknologiske indsigt og globale udsyn som Jim Hagemann Snabe, bestyrelsesformand for A.P. Møller – Mærsk og Siemens, så hans udtalelser vejer tungt.

Snabe har været med til at rådgive kansler Angela Merkel om erhvervspolitik, og EU-toppen trækker på hans viden. Han er i jævnlig kontakt med Statsministeriet, og derudover deltager han i World Economic Forums møder, hvor topfolk fra det globale erhvervsliv og internationale organisationer drøfter de strategier, som skal trække verden fri af coronakrisen.

Allerede i september 2019 havde han langet ud efter de sendrægtige politikere i et interview med netmediet Zetland.13 Dengang ville bestyrelsesformanden for Mærsk og Siemens have skat på CO2, og det skulle være nu. Politikerne er for langsomme, sagde han dengang. Et lille år senere mente Jim Hagemann Snabe, 22

Prolog

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 22

22.03.2021 11.58

at vi skal droppe drømmen om en verden, der alligevel aldrig kommer tilbage. Vi skal bruge coronakrisen til at ruste Danmark til fremtidens vækst: ”Man kan sagtens påstå, at vi sandelig ikke har råd til den grønne omstilling.

Men man kan også sige, at vi aldrig har haft så mange penge til det som nu. Vi skal sørge for, at det falder den rigtige vej.”14 Tre måneder senere skrev han selv en udførlig manual for de ledere, der skal forme fremtiden efter covid-19. Han introducerede kodeordet #RenewalNotReturn. Hvad den manual indeholdt, kommer vi til senere.

DEN FØRSTE INTERNATIONALE analyse af pandemiens verdensomspændende disruption af de globale fødevaremarkeder blev fremlagt i juni af FN’s fødevareorganisation, FAO. Halvårsrapporten Food Outlook offentliggjorde en stor artikel af FAO-direktør Josef Schmidhuber med den umiddelbart alarmerende titel: COVID-19: FROM A GLOBAL HEALTH CRISIS TO A GLOBAL FOOD CRISIS?15 – men så galt var det slet ikke gået. Her er et resume: ”Analysen, der præsenteres i denne særlige udgave, antyder, at en covid-19-induceret global fødevarekrise ikke ses i horisonten. Hvor verdens fødevareøkonomi var dårligt forberedt på de chok, der kendetegnede den globale fødevarekrise i 2007/2008, og den recession, der fulgte i 2009, kan dette ikke siges om situationen i 2020. De globale prognoser for fødevareproduktionen er positive, lagrene er fyldte, internationale fødevarepriser er lave, handlen er bredere baseret med flere importerende og eksporterende lande, omkostningerne ved transport af bulk er trykket i bund, gødnings- og inputpriserne forbliver stabile, energipriserne er kollapset, og konkurrencen fra biobrændstoffer er næsten udeblevet. (…)

På den finanspolitiske side har regeringer løftet begrænsningerne på udgifterne. Den store akkumulering af gæld i lande med lav indkomst, herunder i udenlandsk valuta, er dog bekymrende, da det kan udløse en kreditkrise og resultere i misligholdelse af gælden.”

Altså ingen grund til panik. Der er ikke den mindste antydning af en krise i horisonten, bortset fra nogle fattige udviklingslande, der har stiftet alt for megen gæld, men nogen større bekymring giver det ikke anledning til.

Herhjemme gik det også den rigtige vej. De første medieanalytikere fremlagde allerede sommerluftige visioner om det positive, vi kan lære af coronapandemien. Chefredaktør Jakob Nielsen på nyhedsbrevet Mandag Morgen var en af dem.

Han erklærede den 27. juni industrialderens tid forbi:16 ”I en ellers dyster tid har coronakrisen haft den positive effekt, at den har tvunget os til at gentænke vores arbejdsliv. Det gælder især brugen af hjemmearbejde, Prolog

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 23

23

22.03.2021 11.58

herunder den hurtige tilvænning til helt eller delvist digitale møder. Men det gælder også mængden af arbejde og organiseringen af det.”

Og Nielsen var helt med på noderne, om end det ikke vil være alle, der kan være med: ”Men hvem kan nyde godt af det moderne, fleksible arbejdsliv? Er det forbeholdt kontornussere og den kreative klasse? Buschaufføren, hjemmehjælperen og tømreren kommer ikke langt med hjemmearbejde. I mange erhverv vil produktiviteten uvægerligt gå ned i takt med tilstedeværelsen. De forbehold er relevante, men debatten om et mere fleksibelt arbejdsliv må også ses over længere tid.”

Så alt var sommer og frydefuld feriestemning, om end der lige skrattede en lille mislyd, da der i juni blev konstateret coronasmitte på nogle minkfarme i Nordjylland. Statens Serum Institut undersøgte straks smitten og konstaterede, at mink og personer på farmene havde smittet hinanden. Smitten ramte derefter ganske alvorligt blandt flere beboere på et ældrecenter i Hjørring Kommune. Tre beboere med corona afgik ved døden i de følgende uger.

Alle mink på de tre første smittede farme blev aflivet ud fra et ”forsigtighedsprincip”, men den 7. juli iværksatte regeringen en ny strategi, der lod minkene leve videre. I stedet skulle alle minkfarme i landet testes, og alle medarbejdere på minkfarme skulle bære værnemidler. Fremover ville smittede mink ikke udgøre et problem, skønnede myndighederne. Den vurdering viste sig at være fatal.

MIDT PÅ SOMMEREN var situationen så tilpas normaliseret, at landbruget ikke længere kunne betragte sig selv som ”fredet”, bare fordi erhvervet havde sørget for rigeligt med varer på supermarkedets hylder. Debatten om klimaet og kødet og den grønne omstilling blev genoptaget med stor styrke. ”Bør vi droppe offentlig forskning i kød og mejeriprodukter?” lød det skarpe spørgsmål fra et webseminar den 1. juli arrangeret af Aarhus Universitets Center for Cirkulær Bioøkonomi. Professor Claus Feldby var ikke i tvivl.17 ”Vi skal fuldstændig ændre den måde, vi producerer maden på. Det kommer ikke af sig selv. Vi har brug for at gøre tingene markant anderledes,” sagde Claus Felby, der er professor i bioteknologi og vicepræsident i Novo Nordisk Fonden. ”Det hænger ikke sammen, at vi fortsætter med at have så stor en husdyrproduktion, som vi har i dag. Vi er nødt til at finde plantebaserede alternativer, og det går alt for langsomt. Vi skal hellere starte i dag end i morgen,” fastslog han.

Claus Felby ville rejse en diskussion om, hvordan forskningsmidlerne på landbrugsområdet fremover skal prioriteres.18 De skal gå i spænd med en omstilling til langt mindre animalsk produktion, mente han.

Vores nærmeste nabo, Tyskland, åbnede for den større globale debat om 24

Prolog

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 24

22.03.2021 11.58

”Verden før og efter corona”, som titlen lød på et tankevækkende essay af videnskabsjournalisten Sibylle Anderl i Frankfurter Allgemeine Zeitung den 31. juli.19 ”Pandemien udgør et stort vendepunkt for mennesker og erhvervsliv. Staten er vendt tilbage, og videnskab og arbejdsliv fungerer anderledes end før,” lød indledningen.

Også hos den tyske nabo ville intet blive som før. Selv kansler Angela Merkel var som forandret: ”Det, som Greta Thunbergs protester og bevægelsen Fridays for Future ikke kunne klare, ordnede virussen med en enkelt håndbevægelse – i det mindste midlertidigt. Menneskeheden har suspenderet sin vane med at benytte fly som offentlige busser i et stykke tid. Men dette behøver ikke føre til en gentænkning af klimapolitikken og en ændring i den menneskelige adfærd. Længslen efter at genstarte produktions- og eksportmaskineriet for at udjævne de økonomiske og finansielle bump er stigende. Angela Merkel har fulgt sin sædvanlige metode inden for europæisk politik: Hun har brugt en ny større situation til at skabe en forandring. Med hensyn til energipolitik var det Fukushima-reaktorkatastrofen.

Corona bruger hun til at bryde med princippet om, at EU ikke bør stifte gæld.

Mange EU-lande betragter dette som et skridt fremad, andre som et syndefald. Bevægelsen væk fra det sorte nul i budgetpolitikken kaldes genopbygningsplanen og koster 750 milliarder euro.”

ALLEREDE I MAJ, da den første coronabølge begyndte at klinge af, havde også bestyrelsesformanden for Siemens og Maersk opfordret til at droppe at lede efter en verden, der alligevel aldrig kommer tilbage. Nu proklamerede Jim Hagemann Snabe, at vi skal bruge coronakrisen til at ruste Danmark til fremtidens vækst, og han var parat med sit program for fremtidens ledere. Snabe indledte den 9. august sin manual på netmediet Mandag Morgen med disse ord:20 ”Efter flere måneder med krisestyring og en række forskellige indsatser for at redde så mange liv som muligt i lande over hele verden er det nu, vi skal stille os selv følgende spørgsmål: Hvordan bør covid-19-krisen forandre den måde, verden hænger sammen på? Det er nu, vi skal beslutte, hvordan vi ønsker at forme fremtiden, når det kommer til globalisering, digitalisering og klimaet. Jeg kalder det #RenewalNotReturn.”

Med ét slag havde covid-19-pandemien overhalet alle bekymringer for klimaet som det vigtigste emne på den internationale dagsorden. Befolkningernes helbredstilstand, fysisk afstand og genåbningen af økonomien var blevet de centrale temaer. Disse udfordrende påstande besvarede Jim Hagemann Snabe selv. Hvad angår globaliseringen, som er det emne, der påvirker den relativt store dansk Prolog

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 25

25

22.03.2021 11.58

landbrugseksport mest, ville verdenssamfundet være nødt til at udvikle globale forsyningskæder med langt større robusthed: ”Det betyder følgende: Mange forsyningskilder i stedet for kun én. Udover at have leverandører langt væk er virksomheder nødt til at skabe relationer til leverandører, der er tættere på hjemlandet og nabolande. På denne måde bliver forsyningskæder og økonomier mere modstandsdygtige over for kriser, samtidig med at de fortsat er konkurrencedygtige. Der er endnu en positiv effekt affødt af dette. Efterhånden som diversificeringen øges, vil flere lande – og ikke bare udvalgte få – blive i stand til at tage del i den globale handel og nyde godt af fordelene. Vores svar på covid-19 skal med andre ord ikke være en tilbagerulning af globaliseringen og den globale samhandel. I stedet er vi nødt til at udvikle globale forsyningskæder med langt større modstandsdygtighed.”

Hvilke virksomheder han sigtede til, undlod Snabe at skrive, men det kunne for eksempel være Danish Crowns store engagement i eksporten til Kina eller økologernes nyfundne begejstring for eksport af eksempelvis mælkepulver til Indonesien. Den anden vej rundt ville det være oplagt at pege på svineindustriens dybe afhængighed af sojaimporten fra Sydamerika og landbrugets generelle afhængighed af migrantarbejdere fra Østeuropa.

Snabe afrundede sin programerklæring med en moralsk opfordring til fremtidens ledere om at skabe en bedre verden: ”Covid-19 (er) ikke bare er en krise, vi skal overvinde. Covid-19 er, som FN’s generalsekretær António Guterres så rammende udtrykker det, ’en hel generations mulighed for at opbygge en mere ligeværdig og bæredygtig verden’. Som forretningsmand vil jeg tilføje, at det også er en oplagt mulighed for at genopfinde vores organisationer og forberede dem på succes i en ny tidsalder. I stedet for at genopbygge de virksomheder og de økonomier, vi havde før covid-19, bør vi træde et stort skridt ind i en bedre fremtid. Mottoet er: Renewal, not return.”

I modsætning til Snabes optimistiske grundholdning dominerede et grumt sortsyn den klumme, som redaktør Sonia Sodha leverede den 16. august i den britiske avis The Guardian.21 Den havde overskriften: ”Vi bliver nødt til at begynde at tænke ud over vores egen levetid, hvis vi skal undgå udryddelse.”

Sidste udkald, covid-19 eller ej. Hverken ekstremt vejr, pandemier eller finansielle kriser er nok til at ændre kursen mod afgrunden. Fremtiden kræver et helt anderledes forbrugsmønster, en ganske anderledes velfærd og konsekvent bæredygtighed. Ellers kan det hele være lige meget.

Som klummeskribent på The Observer og debatredaktør på The Guardian er Sonia Sodha ikke nogen ligegyldig debattør. Sodha arbejdede som seniorrådgiver for den britiske politiker Ed Miliband, mens han var oppositionsleder for Labour 26

Prolog

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 26

22.03.2021 11.58

(2010-2015), så hun er vant til, at der bliver lyttet til hende. Her er konklusionen på hendes skæbnetunge essay: ”Så vi er nødt til at tænke langt mere over de mekanismer og institutioner, der kan bringe os på en anden vej. Long Time-projektet (britisk tværfagligt fremtidsprojekt, der involverer kulturinstitutioner, forskere, humaniora, de kreative industrier, medier og erhvervslivet, forf.) undersøger, hvordan mennesker kunne udvide deres tidshorisonter, så vi føler os mere følelsesmæssigt forbundet med vores fremtidige efterkommere. Det peger på det faktum, at vi har tendens til at se vores fremtidige selv, endsige fremtidige generationer, som fremmede. Vi er nødt til at omlægge den måde, vi tænker på fremtiden og vores egen aldring og dødsfald på; projektets grundlæggere mener, at kunst og kultur kan spille en vigtig rolle. Og vi kunne lære af de tidspunkter i historien, hvor mennesker har bevist deres evne til at tænke ud over deres egen levetid: ”Katedral tænkning” hentyder til de arkitekter, der planlagde spektakulære bygninger, der aldrig ville blive færdige i deres egen levetid. Det er ingen overdrivelse at sige, at medmindre vi finder en måde at tænke anderledes på forbrug, velfærd og bæredygtighed, vil vi mennesker være ansvarlige for vores egen udryddelse.”

PANIKKEN OVER selve pandemien havde i mellemtiden lagt sig herhjemme.

Dagligdagen var så småt ved at vende tilbage. Restriktionerne kunne lempes, da Danmark var sluppet nådigt gennem krisens første bølge med 13.984 smittede, men blot 616 døde pr. 1. august.22 Sundhedsvæsenets personale var de store helte.

Landbruget havde også trodset pandemien og sørget for, at alle fik nok at spise. Økonomisk var foråret heller ikke gået så galt for agroproducenterne. Den første coronabølge skæppede rigtig godt i kassen hos landbruget.

Uanfægtet af pandemien havde den landmandsejede grovvarevirksomhed DLG holdt hjulene i gang, selv om smitten raserede store dele af samfundet i årets første seks måneder. Faktisk var det gået så godt, at koncernchef Kristian Hundebøll talte om rekordomsætning, da DLG-regnskabet for første halvår blev præsenteret i begyndelsen af august.23 Omsætningen var vokset med fire procent til 25,4 milliarder kroner, og overskuddet fulgte med. Resultatet før skat steg med 28 procent til 193 millioner kroner. Ifølge Hundebøll havde DLG ligesom andre måttet iagttage en række forholdsregler for at beskytte sig mod coronavirussen, men med hensyn til afsætningen befandt DLG sig altså i roligt farvand.

Også svineindustrien så lyst på tilværelsen. Hvor 2019 havde været et rigtig godt år for svinelandbruget i Danmark,24 tegnede 2020 endnu bedre. Faktisk bevægede de to år sig på et niveau, som ikke var set tilsvarende højt de seneste ti Prolog

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 27

27

22.03.2021 11.58

år. Takket være svinepestens hærgen i Kina, hvor omkring 300 millioner indenlandske svin havde måttet lade livet, oplevede danske producenter gyldne tider med rekordhøje svinepriser.

Tilsyneladende var der også ro i resten af samfundet, men det var kun politisk ønsketænkning. I sundhedsvæsenet herskede en betydelig bekymring, fordi man udmærket vidste, at pandemien næppe var ovre, og at nye bølger kunne være undervejs. For slet ikke at tale om nye pandemier.

I en stort opsat artikel den 25. juli skrev Berlingske om ”Tanken, næsten ingen tør tænke: En ny pandemi, før coronaen er kvalt”.25 I artiklen påstod en af landets førende virologer, professor Lars Erik Larsen fra Københavns Universitet, at det ikke er usandsynligt, at en ny pandemi begynder at hærge kloden, før coronavirussen er kvalt. Professor Larsen mindede om den forrige officielle pandemi, der havde ramt kloden, nemlig svineinfluenza H1N1 i årene 2009-2010. Ifølge estimater fra blandt andet WHO blev omkring en milliard mennesker smittet og helt op imod en halv million døde. Denne pandemi ændrede fuldstændig risikobilledet, især for lande som Danmark med de ekstremt mange svin.

Før pandemien kendte man tre forskellige varianter af denne virus i danske svin, nu havde man efterhånden identificeret 21 nye varianter. Vores mange svin udgør en særlig smittefare og er ”en tikkende bombe”, understregede professoren, fordi svin i stigende grad er nærmest perfekte ’fabrikker’ til fremstilling af nye influenzavirus, der kan hoppe på os – og som vores immunforsvar ikke kan genkende.

Artiklens alarmerende budskab blev mødt med tavshed. Landbrug & Fødevarer og producentforeningen Danske Svineproducenter valgte at tie, og hverken Sundhedsstyrelsen eller Fødevarestyrelsen følte trang til at sige noget. Heller ingen politikere ønskede at diskutere et beredskab mod nye pandemier. Alle ansvarlige havde tilsyneladende lukket øjne og øren.

Helt profetisk blev svineindustrien dagen efter ramt af coronavirus.

Ganske vist var de danske svin tilsyneladende ikke modtagelige for coronasmitte, men det var slagteriarbejderne til gengæld. Søndag den 26. juli fik Danish Crown-ledelsen at vide, at en slagteriarbejder på virksomheden i Ringsted var smittet med covid-19. To dage senere var der tre smittede, og derefter gik det stærkt. Lørdag den 8. august rundede smittetallet 142 medarbejdere, og Danish Crown måtte lukke hele slagteriet og sende samtlige 910 medarbejdere i hjemmekarantæne.26 ANDEN BØLGE af coronapandemien var så småt ved at samle momentum, og denne gang gik landbruget ikke fri. Erhvervets mænd og kvinder havde opført 28

Prolog

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 28

22.03.2021 11.58

sig, som var de usårlige, og havde derfor forsømt at træffe de mest elementære forholdsregler mod smitten. Det kom til at koste dyrt.

Hele foråret og hen over sommeren og ind i det begyndende efterår var det lykkedes landbruget at flyve under radaren, helt bogstaveligt. Mens Danmarks grænser var hermetisk lukket, fløj lavprisluftfartsselskabet Wizz Air fire ugentlige ruter til to rumænske byer med østarbejdere ind og ud af Billund Lufthavn for at tilfredsstille landbrugets behov for billig arbejdskraft. Og vel at mærke: Her var ingen håndsprit, mundbind eller afstandskrav, for slet ikke at nævne coronatests.27 Så mens næsten alle andre erhverv var lukket ned i den massive lockdown fra begyndelsen af marts, kunne en større gruppe arbejdstagere uhindret bevæge sig over alle grænser – de østeuropæiske migrantarbejdere, dem med job i landbrug og gartneri og byggeri. Børsen kunne afsløre, at 119.000 østarbejdere frit havde kunnet rejse ind og ud af Danmark siden nytår – uden tests eller andre forsigtighedsregler.

Dette hul i den nationale smittebekæmpelse blev først lukket i slutningen af oktober,28 da den anden coronabølge atter satte fokus på smitteopsporing. Da havde smitten bredt sig til så store dele af minkindustrien, at erhvervet ikke længere stod til at redde.

MEN I AUGUST var pandemien tilsyneladende overstået, så nu var tiden inde til kritik af covid-19-forløbet.

Hvilke anbefalinger gav sundhedsmyndighederne egentlig regeringen i de hektiske dage i marts, da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned? Havde det været rimeligt at anvende et ’ekstremt forsigtighedsprincip’ og tilsidesætte et proportionalitetsprincip? Ikke overraskende var oppositionen på Christiansborg begyndt at fokusere på disse spørgsmål, der måske kunne svække regeringens politiske fortælling om covid-19-indsatsen som en kæmpe samfundsmæssig succes.

Situationen efter pandemiens første bølge blev beskrevet den 22. august 2020 i en kronik29 i Politiken af Christoffer Green-Pedersen, der er professor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Han stillede tre relevante spørgsmål: Alle vidste, at en pandemi var en trussel. Så hvorfor i alverden var vi så elendigt forberedt på coronakrisen?

Hvordan kunne et rigt og velfungerende samfund som det danske være så dårligt forberedt på en pandemi?

Og hvad kan vi gøre for at sikre, det ikke sker igen?

Green-Pedersen påpegede, at vi ikke var blevet ramt af en fuldstændig usandsynlig hændelse. Allerede i 2008 udgav Beredskabsstyrelsen en pjece, hvori man beskrev et forløb, som minder meget om det, vi havde været igennem, eller i hvert fald havde måttet betale en høj pris for at undgå.

Prolog

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 29

29

22.03.2021 11.58

Internationalt havde FN-organisationer som FAO og WHO gentagne gange over årene advaret om kommende zoonoser efter de tragiske episoder med ebola, sars, mers og svineinfluenza A. Men ingen havde tilsyneladende lyttet. Som samfund havde vi altså haft en reel mulighed for at forberede os på et forløb som det, vi nu havde været igennem. Alligevel er der meget, der tyder på, at vi var overraskende dårligt forberedt.

Professoren afsluttede kronikken med denne konklusion: ”Når vi som samfund evaluerer covid-19-forløbet, bliver det ikke svært at finde konkrete personer, som har truffet uhensigtsmæssige beslutninger. Den egentlige grund til, at vi har været dårligt forberedt på en pandemi, skal imidlertid ikke findes i konkrete personers beslutninger. Problemet er, at pandemiberedskab ingen politisk opmærksomhed får, før det er for sent. Derfor skal vi interessere os for, hvordan vi i fremtiden kan institutionalisere en vis grad af politisk opmærksomhed på området, så vi ikke igen glemmer at betale brandforsikringen.”

Altså – rettidig omhu i fremtiden. Ellers vil det gå galt igen og igen, mente professoren.

Blot fem dage senere var det atter gået galt, og vi og resten af verden havde igen kurs mod katastrofen. Meldingen kom fra OECD-hovedkvarteret i Paris, hvor vicegeneralsekretær Ulrik Vestergaard slog alarm. ”Vi er på vej ind i den anden bølge,” udtalte han til Børsen den 27. august og fremlagde den hidtil mest dystre prognose for de kendte fremskrivninger.30 Hele 34 ud af 37 lande i Europa kæmpede atter med stigende smittetal, og ifølge Vestergaard var udsigterne virkelig alvorlige. ”Vi venter nu et fald i det globale bnp på 7,6 procent i år. Hvor ekstremt det er, illustreres af, at vi med undtagelse af 2009 ikke har oplevet negativ vækst i verden siden anden verdenskrig,” påpegede vicegeneralsekretæren.

Om de økonomiske konsekvenser af den anden coronabølge forudsagde Ulrik Vestergaard: ”Vi mister ganske enkelt megen velstand i vores økonomier. Der bliver færre penge at fordele overalt på kloden. Kun de store tech-virksomheder vil undgå konsekvenserne, der uforholdsmæssigt hårdt vil ramme de lavest uddannede, de fattigste, kvinder, mennesker, der bor på landet. Uligheden vil også vokse. Samtidig skal de store hjælpepakker jo også betales tilbage.”

Det var helt andre toner end i halvårsrapporten fra FN’s fødevareorganisation FAO, der halvanden måned tidligere havde fastslået, at der ikke var den mindste antydning af tegn på en krise i horisonten, bortset fra nogle fattige udviklingslande, der har stiftet lidt for megen gæld. OECD-bossen var nærmest i panik: ”Værste frygt går i opfyldelse,” hed interviewet med ham.

30

Prolog

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 30

22.03.2021 11.58

Ganske påfaldende nævnte Vestergaard overhovedet ikke agroindustrien, og avisen spurgte ikke til den. Intet tydede dog heller på, at erhvervet ville blive ramt, nærmest tværtimod. Blot i en slutbemærkning strejfede Vestergaard erhvervet, da han spåede, at ”det er forståeligt, at landene nu vil sikre selvforsyning af blandt andet medicin og fødevarer, men det får alvorlige konsekvenser for den globale vækst”.

Reelt var den anden coronabølge i gang. Ikke kun i Paris, hvor Ulrik Vestergaard havde sin udsigtspost, men også i Danmark voksede antallet af sygdomsramte, om end langt mere beskedent end i de fleste andre lande. Alligevel – eller måske netop derfor – voksede kritikken af regeringens håndfaste håndtering af både borgere og den politiske opposition.

I en kronik den 30. august i Politiken gik Jonas Herby, specialkonsulent i Cepos, efter struben på statsminister Mette Frederiksen. ”Drop fejringen af Mette Frederiksen,” skrev specialkonsulenten, ”nedlukningen skadede mere, end den gavnede.”31 Politikerne har taget æren for det lave smitteniveau, mente Cepos-økonomen, men i virkeligheden burde æren i høj grad tilskrives civilsamfundet. De gode resultater kalder på, at civilsamfundet fremover får en større rolle, mens staten i langt mindre grad bør bruge forbud og påbud.

Cepos står for Center for Politiske Studier og er en borgerlig-liberal tænketank, som angivelig er uafhængig af økonomiske midler fra politiske organisationer eller politiske partier, men har en lang række private donorer. Tænketankens politiske ståsted taget i betragtning var kritikken ikke overraskende, men Jonas Herbys kronik havde også sine momenter af upolitiske klarsyn, som når han skrev: ”Normalt vil vi forlange, at indgreb i borgernes liv og frihed skal være velbegrundede. Ekstraordinære tiltag kræver ekstraordinært gode begrundelser. Men i denne situation vendte regeringen bevisbyrden om og forlangte, at sundhedsmyndighederne anlagde et ’ekstremt forsigtighedsprincip’. Udgangspunktet var altså at gøre nedlukning til det normale og det normale liv til undtagelsen.

Når man under nedlukningen for eksempel brugte samme regulering i hele landet, selv om smitten geografisk var meget forskellig, var der stor risiko for, at skadevirkningerne af reguleringen mange steder var større end gevinsterne. Det svarer billedligt taget til, at man havde samme fartgrænser i hele landet, uanset om det var en motorvej eller villavej. (…)

Af disse grunde tvivler jeg personligt stærkt på, at gevinsterne ved nedlukningen (i dens fulde omfang) overstiger omkostningerne.”

Prolog

**OMB_VELKOMMEN_150x220_4_korr.indd 31

31

22.03.2021 11.58