Broen jubilæumsskrift

FortÌllinger om at bygge bro for udsatte børn og unge til en aktiv fritid

2002-2017

FortÌllinger om at bygge bro for udsatte børn og unge til en aktiv fritid 2002-2017

KOLOFON BROEN Horsens – fortællinger om at bygge bro for udsatte børn og unge til en aktiv fritid 2002-2017 UDGIVET AF

BROEN Horsens i samarbejde med BROEN Danmark 2017

TEKSTER

Jeannette Refstrup/Strup & Strup (s. 6-20) og BROEN Danmark

FOTO

BROEN-børn (på nær Enna Pehadzic) og Hans Søgaard af Anders Boll Film & Foto, øvrige er pr- og modelfotos

GRAFISK DESIGN Fremstillet i et CSR-samarbejde med OG PRODUKTION UDGIVELSEN ER STØTTET AF

Inge og Asker Larsens Fond samt Sydbank Fonden

www.broen-horsens.dk

INDHOLD 5

BROEN HORSENS – i korte træk

6

”JEG VILLE BARE HJÆLPE NOGLE BØRN” Hans Søgaard, stifter af BROEN

11 ”FÆLLESSKAB OG FRIVILLIGHED ER

MED TIL AT BRYDE DEN SOCIALE ARV”

Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune 14

18

”DE FRIVILLIGE ER UVURDERLIGE” Jan Asmussen, afdelingsleder SSP og Ung Horsens ”BROEN ER EN DEL AF DET DOBBELTE KRAM TIL BORGERNE” Inge Kristiansen, leder af Horsens Sund By

BROEN-BØRN OG SAMARBEJDSPARTNERE: 22

Milo Winther, 13 år, fodbold

25

Amalie Bang Nielsen, bestyrelsesmedlem i Horsens FS

26

Kerim Mulalic, 15 år, klaver

29

Jørn Steffensen, leder af Horsens Musikskole

30

Maria Skov Christensen, 18 år, dans

33

Ulla og Keld Juliussen, indehavere af Juliussens Danseinstitut

34

Marcus Nørgaard, 17 år, basket

36

Enna Pehadzic, 20 år, basket

39

Claus Rasmussen, bestyrelsesmedlem i HIC Bredde

40

Maria Nielsen, 24 år, bowling

43

Allan Mortensen, formand i Stars & Strikes

6

BROEN HORSENS – I KORTE TRÆK BROEN har som formål at støtte socialt udsatte børn og unge med kontingenter og udstyr til idræt eller andre fritidsaktiviteter. Målet er at få børnene ud blandt andre børn, hvor de kan være en del af et positivt fællesskab og spejle sig i voksne rollemodeller og dermed få nogle succesoplevelser og en styrket tro på sig selv.

BROEN Horsens blev oprettet i o ­ ktober 2002 under navnet ­ ”Støtteforeningen BROEN” med Hans Søgaard som f­ or­­mand.

Foreningen har fra begyndelsen haft et godt samarbejde med Horsens Kommune og de lokale idræts- og fritids­ foreninger.

I 2016 støttede BROEN Horsens 549 børn og unge til at være aktive i lokale idræts- og fritidsforeninger i hele kommunen.

Gennem en særlig talentpulje i sam­ arbejde med Lauritsen Fonden og OK har BROEN Horsens også støttet unge talenter til at dyrke deres sport på eliteplan.

I 2009 var Hans Søgaard med til at stifte den landsdækkende forening BROEN Danmark, og han var den første formand frem til 2015. Han er fortsat medlem af bestyrelsen.

PRISER TIL BROEN HORSENS OG HANS SØGAARD: • Sund By Prisen (2006) • Danske Bank Prisen (2008) • Lions Club Prisen (2010) • Peter Sabroe Prisen (2011) • Bojsenprisen (2013) • Body Shop Foundations Pris (2014) • Fællesskabsprisen (2015) FØLGENDE HAR VÆRET AKTIVE I BROEN HORSENS I PERIODEN 2002-2017: • Betty Nielsen • Connie Søgaard • Gitte Holgaard • Hans Søgaard • Jette Kjøge Larsen • Jette Madsen • Karina Hejgaard • Ole Søgaard

5

”JEG VILLE BARE HJÆLPE NOGLE BØRN” Hans Søgaard, stifter, BROEN Horsens

Hans Søgaard tog opgaven på sig, da der viste sig at være et større behov for at hjælpe udsatte børn, end han havde forestillet sig.

Hans Søgaard havde ingen planer om at stifte en forening og se den brede sig over hele landet. Han drømte ikke om at modtage priser eller trykke hånd med prinsesser.

Han ville bare hjælpe et par udsatte børn, så de kunne komme til at gå til sport. Børnene hørte han om gennem sin datter, Connie, der arbejdede på et behandlingshjem for misbrugere. Han var lige gået på pension, da datteren 6

sagde: ”Far, der er de her to drenge på 10 og 12 år – kunne du ikke gøre noget for at hjælpe dem? Moren er på behandlingshjemmet, og de bor hjemme i lejligheden på Axelborg med deres far, der er alkoholiker. De vil gerne gå til fodbold, men der er ikke råd, og der er heller ikke nogen, der kan følge dem.”

- Så jeg ringede til nogle bekendte og spurgte, om de ville hjælpe. Det ville de gerne, og pludselig havde jeg flere penge og mere hjælp, end jeg skulle bruge til de to børn. Så måtte vi jo finde nogle flere børn at hjælpe.

Han kendte mange mennesker, blandt andet fordi han gennem 15 år arbejdede i en salgsafdeling i bilbranchen:

- Så møder man jo mange mennesker, som han siger.

Hans Søgaard fortsatte med at bruge sit netværk. Denne gang kontaktede han souschefen i skolefritidsordningen ved Søndermarkskolen på Sønderbro og spurgte, om han kendte nogle børn, der havde brug for hjælp.

Det gjorde han. For desværre var der både dengang og nu alt for mange børn med brug for hjælp.

lyst til at lade være med at trække vejret så lang tid, at hun dør. Men hun gør det ikke: ”For så er der ikke nogen til at passe på min lillebror.”

Hans Søgaard er med til sæsonens afslutningsdans hos Juliussens Danseinstitut. Der er kaffe til de voksne, sodavand til børnene og kage til alle. Han snakker med ­Maria, en lille pige, der holder af at danse. Men nogle gange, betror hun ham, nogle gange har hun 7

ELENDIGHED BLANDT BØRN Der er mange, der gerne vil hjælpe. Der er færre, der rent faktisk gør det vedholdende og kontinuerligt. Det er svært at få ud af Hans Søgaard, hvorfor han ­kunne og ville.

- Jeg har været på arbejdsmarkedet, ­siden jeg var 12 år, og det er sundt at være beskæftiget med noget. Jeg er født og opvokset på en lille gård ude på den jyske hede ved Nørre Snede. Jeg er 8

såmænd bare en bondeknold. Når man er fra sådan et sted, så har man lært at ­arbejde; jeg passede kreaturer og var med til markarbejdet med at luge roer og pløje med hest. Da jeg var 14 år, kom jeg ud og tjene, og siden blev jeg smed og maskinarbejder, lyder det første forsøg på en forklaring.

Og dernæst: - Jeg har set noget elendighed, som jeg ikke troede fandtes blandt børn her i

landet. Man samlede ind til børn i udlandet, men aldrig til fattige, udsatte børn her i landet. Jeg troede heller ikke, at der fandtes den elendighed, men det gør der.

Hans Søgaard har altid selv været aktiv sportsmand. Han har dyrket skydning og vundet DM i racerløb.

- Det gav mig noget at gå op i og koncentrere mig om. Lediggang er roden til alt ondt.

- Jeg fik også kolleger og kammerater i sporten.

- Sport giver et fællesskab. Det er nok det væsentligste. Når børn bliver teenagere, så vil de have et fællesskab med andre end deres forældre, og hvis de ikke kan finde det fællesskab andre steder, finder de det på gaden. Derfor er det godt, hvis de bliver engageret i sport eller en anden forening i stedet, mener Hans Søgaard.

Martin er 14 år. Han bor i Vestbyen. Han skriver et afskedsbrev til sin mormor. Han kan ikke bære mere, for hjemmet er i opløsning, faren drikker og spiller kort. Hans Søgaard og hans hustru Lis får fat i ham i sidste øjeblik, inden han gør skade på sig selv. En dag ringer

han til Lis og spørger, om han kan låne penge til en pakke rugbrød, for der er ingen mad i huset. Hun giver ham en madpakke og lidt penge.

FORENINGEN BLEV STIFTET Den 2. oktober 2002 blev BROEN H ­ orsens stiftet. Igen spurgte Hans Søgaard folk, han kendte, eller mennesker, han mente kunne hjælpe, om de ville med i bestyrelsen, være frivillige, bidrage. I 2009 var han også med til at stifte den landsdækkende forening BROEN Danmark.

Han spurgte politikere, for eksempel har tidligere minister Henrik Dam Kristensen siddet i bestyrelsen, og selv prinsesse ­Marie fik han engageret i BROENs ­arbejde.

- Man spørger jo bare folk og taler godt for sig, lyder hans forklaring.

Det er 15 år siden, Hans Søgaard var med til at hjælpe de første to børn. Siden har BROEN Horsens og dens søsterforeninger over hele landet hjulpet tusindvis af børn.

- Det er absolut ikke blevet bedre.

Der er stadig alt for mange børn, der har brug for hjælp til at komme med i fællesskabet.

- Man ser dem ikke i bybilledet, for de har problemer med bare at være her. De holder sig for sig selv, siger Hans Søgaard.

Gefionsgården har en aftenklub for unge. Det koster 49 kr. om måneden at kunne komme og hygge sig med sine venner, spille lidt billard og hænge ud. Da Horsens Kommune stopper tilskuddet til betalingen, kan de fleste børn ikke 9

længere komme, for deres forældre kan ikke afse de penge. Nu betaler BROEN Horsens hver måned kontingentet for næsten 100 børn.

SNEBOLDEN RULLEDE I år bliver Hans Søgaard 80 år. Han er stadig formand for bestyrelsen.

- Men vi skal have fundet en anden, siger han.

Hans Søgaard drømmer om at finde en aktiv person, der lige er gået på pension: - Jeg tror ikke, man kan overkomme at være bestyrelsesformand, hvis man også har et fuldtidsarbejde ved siden af, forklarer han.

Men hvad har drevet ham selv i alle de år?

- Jeg er godt tilfreds, når tingene lykkes.

Når vi får skaffet de penge, der skal til 10

for at hjælpe børnene, og når jeg ser det kæmpe arbejde, de frivillige gør.

- Jeg har bare prøvet på at hjælpe nogle børn, og en hel masse folk har villet været med til at hjælpe. Der er et ord, der hedder ansvar. Snebolden rullede, og jeg rullede med.

”FÆLLESSKAB OG FRIVILLIGHED ER MED TIL AT BRYDE SOCIAL ARV” Peter Sørensen, borgmester, Horsens Kommune

I Danmark er der tradition for, at vi dyrker fællesskabet i klubber og foreninger, og derfor er de en vigtig del af også udsatte børns dannelse til voksne borgere.

Når man taler med Horsens’ borgmester Peter Sørensen om BROEN Horsens, falder snakken i tre dele: For det første er det helt tydeligt, at borgmesterens hjerte banker for fælleskab, og at han er determineret på, at alle skal have adgang til samfundets fællesskab.

For det andet er han som borgmester naturligvis opmærksom på økonomiske

rammer. Og for det tredje har han en helt personlig relation til BROEN Horsens’ idémand og stifter Hans Søgaard.

EN CHANCE I LIVET Lad os begynde med det sidste, for det er virkelig svært at sige BROEN Horsens uden at nævne Hans Søgaard i samme sætning.

- Dengang BROEN blev stiftet, var jeg endnu ikke borgmester, men jeg kendte Hans, blandt andet fordi min familie selv fungerede som aflastningsfamilie for en dreng, fortæller Peter Sørensen.

Peter Sørensen blev valgt ind i Horsens 11

Byråd i 2009 og blev borgmester i 2012.

- Hans Søgaard er et menneske, der kunne italesætte sin idé, så man ikke kunne lade være med at støtte den. Man lader sig overbevise af Hans, fordi han virkelig vil, at de her børn skal have en chance i livet. Han er en ildsjæl med et helt usædvanligt drive.

- Hans er god til at møde børn og unge i øjenhøjde. Han er god til at tale med dem og deres forældre og få en dialog med dem. For mange udsatte børn vil gøre alt for at passe på deres mor og far og måske endda blive hjemme fra deres sport, hvis de mener, det er nødvendigt, hvis forældrene er misbrugere eller psykisk syge.

- Hans taler med dem og hører, hvad de siger – og ikke mindst, hvad de ikke siger.

- Han ynder at underspille sin egen rolle og har ikke brug for at iscenesætte sig 12

selv, men hans netværk var uvurderligt, og han havde også det, jeg kalder politisk tæft. Han er blevet rundere med årene.

- Samtidig havde Hans kontakter til nogle andre klubber end dem, man almindeligvis lige havde kontakt til. Det var for eksempel bowling og judo.

PENGE TIL BØRNENE Det andet punkt handlede om økonomi.

Her bemærker borgmesteren, at BROEN Horsens er god til at få pengene til at række, og ikke mindst at langt de fleste af pengene går direkte til børnene.

Peter Sørensen vurderer, at BROEN i en periode i begyndelsen måske prøvede at dække for bredt: - For Hans ville gerne redde hele verden, hvis han kunne. Men de senere år, synes jeg det ser ud til, at BROEN har snævret

sin målgruppe ind.

Og så var der det første punkt – det, der handlede om fællesskabet: - Det er i fællesskabet, vi mennesker får en del af vores dannelse og vores fornemmelse af normalitet, mener borgmesteren.

- I Horsens arbejder vi blandt andet med frivillighed i forsøget på at bryde med den negative sociale arv, og her er fællesskabet vigtigt. For når børnene kommer i andre fællesskaber, lærer de, at der er andre måder at leve livet end lige den, de kender fra deres eget miljø.

FRIVILLIGE KAN NOGET UNIKT I Danmark er der tradition for, at en del af vores fællesskab skabes i foreninger og klubber, hvor vi har vores fritidsliv.

Derfor var der sådan set ikke nogen ny viden i, at det var godt for børn og unge

at komme ud i fritidslivet.

- Det nye var, at BROEN havde frivillige, der ville hjælpe med det og hjælpe børnene med at bryde barrierer ned, vurderer Peter Sørensen.

- For et barn, der bor på Sønderbro, kan der være meget langt til Horsens Freja i Vestbyen. Det handler ikke kun om penge til kontingent, men også helt lavpraktisk om, hvordan man for eksempel skal komme derop. Derfor er BROENs frivillige indsats uvurderlig.

Det er også en af grundene til, at BROEN Horsens får økonomisk støtte fra Horsens Kommune, siger borgmesteren: - Som kommune kan vi ikke gøre det, de frivillige gør. De frivillige i BROEN ­Horsens kan gå tættere på børnene og deres familier, end vi kan som kommune.

15

”DE FRIVILLIGE ER UVURDERLIGE” Jan Asmussen, afdelingsleder SSP og Ung Horsens

For at kunne tage mod hjælp skal man kende, stole på og kunne lide den, der tilbyder den. Det kræver en personlig relation, som frivillige har mulighed for at bygge op.

- Det er den mest rigtige beslutning, jeg har taget i de 14 år, jeg har arbejdet med det her område.

Sådan lyder det fra Jan Asmussen, der er afdelingsleder for SSP og Ung Horsens i Horsens Kommune. SSP er samarbejdet mellem kommunen, skolerne og politiet, Ung Horsens er blandt andet Ungdomsskolen.

Jan Asmussen var en af de første, som idémanden bag BROEN Horsens, Hans 14

Søgaard, henvendte sig til, da tankerne om foreningen begyndte at tage form.

- Hans sagde, at han havde en idé. Via sin datter, der arbejdede på et opholdssted for misbrugere, havde han hørt om nogle børn, der havde brug for hjælp til at komme til at dyrke sport. Hans kendte også nogle frivillige. Han havde bare brug for lidt penge. Det lød alt sammen meget tiltalende.

HJÆLP DIREKTE TIL BØRNENE Det, der især tiltalte Jan Asmussen, var, at Hans Søgaard og de frivillige ikke kom og bad om penge til drift. De bad om hjælp direkte til børnene. Desuden var det ikke noget, de gjorde for at hjælpe deres egne børn eller børnebørn.

- Hans havde også kontakter i nogle anderledes sportsgrene. Nogle af de første

børn begyndte at gå til bowling. Det syntes jeg også var rigtig godt, husker Jan Asmussen.

- Nogle gange møder man et menneske, der i den grad brænder for at få noget op at stå. Sådan er Hans Søgaard. Jeg tillod mig selv at blive begejstret af hans ildhu. Og så valgte jeg at hjælpe med en lille startkapital og derudover bakke op med ord.

- Vi støttede med 10.000 kr., og det var vist et af de første tilskud, de fik. ”Vi finder det glædeligt, at I på eget initiativ ønsker at gøre en indsats for de pågældende børn i en tid, hvor det forebyggende element mange steder ofte kan have svært ved at finde fodfæste.

Samtidig er det glædeligt at kon-

statere, at I har så stor opbakning omkring ”projektet” i form af de mange mennesker, som på frivillig og ulønnet basis er villige til at gøre en indsats på dette område.”

- Jan Asmussen, SSP-koordinator, brev af 7. marts 2003 til Hans Søgaard.

POSITIVE FÆLLESSKABER Vedholdenhed har fået BROEN til at vokse ikke bare i Horsens, men også på landsplan.

- Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig dengang, siger Jan Asmussen.

- Jeg er taknemmelig over at få lov til at hjælpe BROEN og dens frivillige på vej og se hvilken forskel, det kan gøre, når nogen brænder for noget og bare gør det.

Som mangeårig medarbejder i SSP og 15

andet forebyggende ungdomsarbejde i Horsens Kommune mener Jan Asmussen, at forebyggelse blandt andet kan ske ved at fokusere på positive fællesskaber.

- For mange unge giver BROEN Horsens en mulighed for at trives i stedet for at mistrives, som de måske tidligere har oplevet i skolen.

- Alle har brug for at lykkes og finde det sted, hvor man kan tanke energi og få selvværd. BROEN Horsens er med til at give udsatte børn den mulighed. Børnenes udfordringer forsvinder ikke, men ved at få det positive til at fylde noget og få følelsen af at være god til noget og være en del af et fællesskab kan udfordringerne synes mindre.

- Der er altid noget, man er god til. Det gælder bare om at finde ud af, hvad det er.

UVURDERLIGE FRIVILLIGE Jan Asmussen peger desuden på, at det er vigtigt for udsatte børn at få følelsen af, at nogen tror på dem og hjælper dem.

- Her er de frivillige, voksne ildsjæle meget vigtige. De er villige til at yde en indsats og gå den ekstra meter, også når

16

forhindringerne nogle gange kan synes store og uoverstigelige.

nene kan få lejlighed til at prøve noget andet.

Nogle udsatte børn og unge er så vant til, at det de drømmer om, ikke kan lade sig gøre, at de holder op med at bede deres forældre om det. Med tiden mister de måske også motivationen.

- Derfor skal nogen sørge for, at noget lykkes for de her unge. Kan vi hjælpe den motivation, der er, på vej eller finde en motivation til et eller andet, så er det guld.

Det er også vigtigt for børnene at indgå i en anden sammenhæng og få en anden rolle i en anden arena end den, de plejer at færdes i.

- Også her er de frivillige uvurderlige, fordi de kan hjælpe børnene med tryghed og en form for sikkerhedsnet. Bør-

Jan Asmussen mener, at man kun kan hjælpes af personer, som man kender, stoler på og kan lide.

- Det er mennesker, der gør forskellen, hvis man har det slemt og har problemer. Vi voksne får ikke lov at hjælpe, hvis vi ikke er så tæt på, at vi kan mærke mennesket. Så et udsat barn tænker, ”at hvis de voksne gider hente mig, rose mig og er vedholdende, selv om jeg ikke altid lever op til de aftaler, vi har lavet – hvis de gider blive ved alligevel. Så kan de få lov at hjælpe.”

- Derfor er de frivillige vigtige. De er ildsjæle, som brænder for det og knokler. De har gjort og gør en uvurderlig forskel.

”Jeg kan konstatere, at de tanker og idéer, som jeg blev præsenteret for i starten af 2003, nu har vist sig ikke blot at være bæredygtige, men har udviklet sig til, hvad jeg opfatter som en soleklar succes inden for det frivillige forebyggende arbejde med børn og unge.” ”Jeres projekt er for mig et af de meget få eksempler på, at idealisme, ildsjæle og udsatte børn og unges behov mødes og går op i en slags højere enhed.”

- SSP-koordinator Jan Asmussen i anbefaling af Støtteforeningen BROEN, 18. marts 2004.

17

”BROEN ER EN DEL AF DET DOBBELTE KRAM TIL BORGERNE” Inge Kristiansen, leder af Horsens Sund By

Sundhed er også kompetencer, relationer, accept og mestring. Derfor er BROEN Horsens’ arbejde med til at sikre udsatte børns sundhed.

BROEN Horsens og Sund By, der er en del af Horsens Kommune, har næsten fra begyndelsen haft et tæt samarbejde.

Men på en måde går historien – eller i hvert fald baggrunden for den – endnu længere tilbage, nemlig til 1987, da ­Horsens som en af de første byer blev en del af WHO’s Healthy Cities Netvork.

Idéen var og er at arbejde med bysundhed forankret i lokalsamfundet og med borgernes aktive deltagelse. Med andre ord var det samskabelse, mange år in18

den det blev et offentligt buzzword.

10 europæiske storbyer blev en del af netværket. Horsens var så absolut den mindste, for de andre var byer som Barcelona og Liverpool.

- Horsens var en anden by dengang. Der var høj arbejdsløshed, lavt uddannelsesniveau, ingen vækst og en tung social arv, fortæller Inge Kristiansen, der blev ansat i 1996 og i dag er leder af Horsens Sund By. - Men vi var privilegerede ved at have nogle meget aktive borgere.

KREATIV RISIKOVILLIGHED En af de aktive borgere var Hans Søgaard.

Han bad i 2002 om et møde med Sund By.

- Han havde en idé og en vision om at hjælpe udsatte børn og unge, så de kunne være med i foreningslivet på lige fod med andre børn og unge.

Horsens Sund By arbejder med det, Inge Kristiansen kalder ”kreativ risikovillighed”.

Så den støttede idéen med 50.000 kr.

Den kreative risikovillighed betyder, at man skal have modet til at gå ind i processer, hvis resultater man ikke kender på forhånd: - Og når man så tænker på, hvad BROEN Horsens er blevet til, så bliver man jo meget glad for at have en lille del i det, lyder det fra Inge Kristiansen.

- Dengang tror jeg, ingen forudså, hvad BROEN Horsens ville udvikle sig til med 25 lokalafdelinger over hele landet.

DEN VIGTIGE FRIVILLIGHED Inge Kristiansen forklarer, at en tidlig indsats er helt afgørende i forhold til udsatte børn og unge, og noget af det vigtigste i deres situation er, at nogen uden for deres verden får øje på dem.

- De bliver mønsterbrydere, fordi de er blevet set af nogen, så de får en rolle­ model og får den personlige oplevelse af at blive set og af at betyde noget og indgå i et fællesskab.

Inge Kristiansen fremhæver derfor, at det, at BROEN Horsens bygger på frivillighed, betyder meget.

Det er de frivillige, der hjælper med at køre og hjælper de unge, så de kan komme med i et foreningsfællesskab og gå til sport, dans eller tegning.

- Det er bemærkelsesværdigt, hvad en enkelt privatperson kan sætte i gang

ved at være vedholdende. Hans Søgaard er uforfærdet. For ham er der ikke noget, der hedder kommandoveje. Og så har BROEN Horsens været meget flittig til at fortælle den gode historie, siger Inge Kristiansen.

DET DOBBELTE KRAM Inge Kristiansen mener også, at BROEN er et godt eksempel på samarbejde mellem det offentlige, erhvervslivet og fonde. I Horsens er det ofte borgerne, der involverer kommunen.

- Vi har borgere, der gerne vil arbejde i deres lokalsamfund, og så er det vores rolle at gøre det så ubureaukratisk som muligt for dem. Det var også tilfældet, da BROEN henvendte sig.

BROENs arbejde er med Inge Kristiansens ord en form for sundhed: 19

- Sundhed er også at kunne indgå i fællesskaber og betyde noget for andre og opleve meningsfuldhed. Vi arbejder med det, vi kalder ”det dobbelte kram”.

Det første ”kram” kender vi fra sundhedssystemet. Det fokuserer på kost, rygning, alkohol og motion. Det andet ”kram” handler om kompetencer, relationer, accept og mestring.

- Vi ved jo, at ulighed også i begge former for sundhed desværre er et voksende problem. Det er det globalt og nationalt, så hvis man kan åbne for, at sårbare børn får mulighed for at folde sig ud på lige fod med andre børn, er det vigtigt.

- Man dannes som menneske i barndommen, derfor er det vigtigt, at man kan indgå i gode fællesskaber og få gode oplevelser med det, selvom man er et udsat barn.

20

FORPLIGTENDE FÆLLESSKABER Borgere i Horsens Kommune kan alle hjælpe: - Vi bør alle som mennesker have blik for vores nabo eller vores næste, og så må vi have modet og viljen til at forpligte os til at stille op for dem, der måske er ­mindre heldige end os selv. Det er en del af ­vores liv og vores ansvar.

Inge Kristiansen håber, at også BROEN Horsens fortsætter med at tænke fællesskaber lige så bredt, som foreningen og dens frivillige allerede gør: - BROEN Horsens er et fornemt eksempel på, hvad der kan ske, når frivillige ildsjæle og kommunen arbejder sammen.

23

JEG KUNNE GODT TÆNKE MIG AT BLIVE PROFESSIONEL FODBOLDSPILLER, OG ELLERS KUNNE JEG GODT TÆNKE MIG AT VÆRE PROFESSIONEL I AT SPILLE FIFA COMPUTERSPIL.

24

MILO WINTHER – FODBOLD

13 år, går i 7. klasse på Østerhåbskolen, har spillet fem år hos Horsens FS, netop skiftet til Hatting-Torsted Fodbold ”Jeg begyndte til fodbold, da jeg gik i 0. klasse, så jeg har spillet i cirka syv år. Jeg ville gerne lave noget, fordi jeg kedede mig, og min mor foreslog forskellige ting, som jeg kunne gå til. Så jeg gik til både fodbold, håndbold og karate. Jeg valgte at fortsætte med fodbold, da jeg syntes, at det var det sjoveste og det, jeg var bedst til. Jeg vil gerne være god til fodbold, og jeg hader at tabe.

Min mor var alene med mig og mine tre søskende, så hun havde ikke ret mange penge i overskud. Da hun talte med børnefamiliecenteret på Nordvang om det, var der en familierådgiver, som foreslog

at søge om støtte hos BROEN Horsens, og hun hjalp også min mor med at lave ansøgningen. Det har været en stor hjælp for vores familie.

Jeg synes, at det er godt at have noget at gå til, for ellers ville jeg ikke have noget at lave, og så ville jeg nok bare sidde hjemme og spille playstation. Jeg er glad for at have fået muligheden for at komme ud blandt andre børn og være aktiv, og jeg har fået mange nye venner gennem fodbold.

Jeg kunne godt tænke mig at blive professionel fodboldspiller, og ellers kunne jeg godt tænke mig at være professionel i at spille Fifa computerspil.”

23

26

HORSENS FS

Amalie Bang Nielsen, medlem af bestyrelsen i Horsens FS ”Horsens FS er en klub, der sætter fællesskabet i højsædet, uanset hvilken baggrund man har med i bagagen. Klubben ligger i et område af byen med mange forskellige nationaliteter, og hvor der også er nogle familier med få ressourcer. Vi gør meget ud af at gøre alle opmærksomme på, at hvis man ikke selv kan betale kontingent, kan man komme forbi hos os på kontoret for at finde en løsning. Vi anbefaler at søge hjælp hos BROEN Horsens, og vi hjælper gerne med at formidle kontakten til BROEN ­eller med at lave en ansøgning for det enkelte barn. Det er for det meste ­støtte til at dække kontingent, da mange ­familier gerne selv vil yde det, de kan, og

eksempelvis selv kan dække udgiften til udstyr, men har svært ved at finde pengene til kontingentet.

ind i nogle negative fællesskaber. På den måde er BROEN med til at hjælpe børn til at være en del af de gode fællesskaber.”

Vi har et rigtigt godt samarbejde med BROEN Horsens, og vi har typisk en håndfuld børn om året hos os, som får støtte til at gå til fodbold.

Hvis BROEN ikke fandtes, ville der være mange børn, der ikke ville have mulighed for at komme med i det fællesskab, som der er i en klub som Horsens FS. Vi ved, at det betyder meget for børn at kunne komme ud blandt andre børn og få positive sociale oplevelser frem for bare at hænge ud og måske komme 25

JEG HAR FÅET MANGE VENNER I MUSIKSKOLEN. OG SÅ HAR UNDERVISNINGEN GJORT, AT JEG FØLER ET ANSVAR FOR AT ØVE MIG FOR AT BLIVE BEDRE TIL AT SPILLE.

28

KERIM MULALIC – KLASSISK KLAVER

15 år, går i 9. klasse på Højvangskolen, er på talentlinjen på Horsens Musikskole ”Da jeg fyldte seks år, fik jeg et keyboard i fødselsdagsgave. Jeg syntes, at det var sjovt og lærte hurtigt at spille nogle af de kendte klassiske klaverstykker. Derfor ville jeg gerne lære at spille klassisk klaver rigtigt. Mine forældre kunne godt høre, at jeg havde potentiale, men de syntes også, at det var meget dyrt at gå på musikskolen. Men efter at jeg havde spurgt om det i lang tid, gav de efter, så da jeg var ni år, begyndte jeg med klaverundervisning.

Jeg har fået mange venner i musikskolen. Og så har undervisningen gjort, at jeg føler et ansvar for at øve mig for at blive bedre til at spille. Det har jeg taget

med mig over i skolen, og jeg oplever, at jeg også bliver bedre til de forskellige fag, fordi jeg øver mig. Og så er det selvfølgelig fedt at kunne vise, hvad man kan, når for eksempel en lærer spørger, om jeg vil spille noget musik.

Som 11-årig deltog jeg i Berlingskes musikkonkurrence, som min klaverlærer havde opfordret mig til at stille op i. Jeg var meget spændt, men det gik godt, og jeg vandt en andenpræmie. Min lærer mente, at jeg skulle ind på musikskolens talentlinje. Jeg har på fornemmelsen, at mine forældre var i tvivl på grund af økonomien, selv om de ikke sagde noget til mig om det. Men min lærer foreslog

at tage kontakt til BROEN Horsens, som heldigvis sagde ja til at støtte, og det gav mig muligheden for at fortsætte og b ­ live dygtigere. Jeg har også lært at spille ­cello og tværfløjte.

I mange år drømte jeg om at leve af at spille klaver og komponere musik. Hvem vil ikke gerne blive en ny Mozart? Jeg har også spillet fodbold et par år, men i dag er det musikken og skolen, som jeg bruger tid på. Jeg har også et fritidsjob med at dele ugeaviser og reklamer ud. Jeg er nok blevet mere realistisk om min fremtid og har planer om at gå på handelsskole og senere arbejde med salg. Men jeg vil selvfølgelig blive ved med at spille klaver.”

27

30

HORSENS MUSIKSKOLE Jørn Steffensen, leder

”Kontakten med BROEN Horsens opstod i forlængelse af musikskolens samarbejde med Langmarkskolen om at oprette et skoleorkester for cirka 10 år siden. Her blev børn på 3. årgang tilbudt gratis undervisning på et blæserinstrument. Efter forløbet skulle forældrene selv betale for undervisningen, hvis barnet ville fortsætte på musikskolen.

Fordi en del børn på skolen kommer fra økonomisk dårligt stillede familier, var det ikke en mulighed for alle. Men da Langmarkskolen i forvejen havde et godt samarbejde med BROEN, blev vi opmærksomme på muligheden og indledte et samarbejde om at hjælpe børn fra socialt udsatte familier til at kunne gå

på musikskolen. Det drejer sig om 9-10 børn om året, og flere er blevet støttet i flere år, hvor BROEN og musikskolen i fællesskab finder midlerne til at gøre musikken til en del af børnenes aktivitet i fritiden.

Det betyder selvfølgelig meget for det enkelte barn, men det betyder nok lige så meget for forældrene, at deres barn kan deltage på lige vilkår med andre børn. Og barnet trækker familien med til aktiviteter, så forældre og søskende også får del i livet på musikskolen.

faste tidsfrister, og det gør det nemt at søge og få en hurtig afklaring. Jeg vil sige, at BROEN sætter børnene i centrum, og det er jo egentlig det, som det handler om – at gøre tingene mulige for børn, uanset forældrenes økonomiske situation.”

For os er det meget positivt at opleve den smidige og hurtige sagsbehandling, der er hos BROEN. Der er ikke ­nogen 29

HVIS IKKE BROEN HAVDE STØTTET, SÅ HAVDE DET VÆRET SVÆRT FOR MIN MOR AT KLARE UDGIFTEN, OG JEG TROR IKKE, AT JEG HAVDE FÅET MULIGHEDEN FOR AT DANSE.

32

MARIA SKOV KRISTENSEN – DANS

18 år, går i 2.g på handelsgymnasiet i Horsens, danser hos Juliussens Danseinstitut ”Jeg har danset, siden jeg var 5-6 år, og dansen vil altid være en del af mit liv. Det betyder alt for mig, og det har givet mig glæde ved livet at danse. Der er ikke noget, der kan holde mig væk fra at skulle til dans, og den kan gøre møgdage til gode dage for mig.

Jeg kan ikke huske, hvordan min mor fik kontakt til BROEN, men det var vist gennem en pædagog på skolen. Min mor har været alene med mig og mine to ældre brødre, så der har aldrig været ret mange penge at gøre godt med. Derfor betød det meget for hende, at BROEN kunne hjælpe. Og også for mig selvfølgelig, så på en måde er det BROEN, som har givet mig livsglæde.

Det er så godt at komme på danseinstituttet – det er som en stor familie, hvor vi alle kender hinanden, både instruktører og dansere. Der er et godt venskab og et godt socialt miljø. Og så er det lidt gammeldags på den gode måde, hvor man går op i pli – at man ikke tygger tyggegummi, mens man danser, at vi ikke hænger op ad ribberne og hører efter, når der bliver talt og sådan noget. Det kan jeg godt lide.

For mig er dansen blevet en del af mit liv, som jeg vil holde fast i. Det gør mig glad, og selv om jeg går på gymnasiet og har arbejde ved siden af, vil jeg også fortsætte med at danse. Siger man ikke også, at man bliver klogere af at danse?

Hvis ikke BROEN havde støttet, havde det været svært for min mor at klare udgiften, og jeg tror ikke, at jeg havde fået muligheden for at danse.

Min drøm for fremtiden er at få et godt liv, at have det godt med mine medmennesker og at få en god økonomi. Og så vil jeg blive ved med at danse.”

31

34

JULIUSSENS DANSEINSTITUT

Ulla og Keld Juliussen, indehavere af instituttet gennem 45 år ”Kontakten opstod kort efter, at BROEN Horsens var startet. Hans Søgaard ringede til os, fordi han havde fået henvendelse om nogle piger, der gerne ville gå til dans, og om det var noget, som vi ville være med til. Vi syntes, at det var godt at kunne hjælpe disse piger, og så var samarbejdet i gang. Efterhånden mødte vi også nogle børn, som allerede gik til dans hos os, og hvor pengene i familien ikke længere rakte til at betale kontingentet. Så spurgte vi Hans, om BROEN kunne hjælpe, og på den måde kom samarbejdet til at gå begge veje.

Vi har over årene haft mange børn, der er blevet hjulpet af BROEN, ofte en

8-12 stykker om året. Mange af dem har gået til dans i flere år, typisk 4-5 år, hvor B ­ ROEN har støttet så længe, der var ­behov for det.

Vi har set vigtigheden af støtten, når børnene lyste op i glæde over, at de kunne fortsætte med at danse, fordi BROEN gik ind med hjælp. Vi har set flere, der til at begynde med virkede lidt forknytte og tilbageholdende. Men efter kort tid løsnede de op og var trygge og glade ved at komme. Pludselig var der øjenkontakt og glæde i øjnene på dem, og det er jo dejligt at opleve den udvikling hos et barn, der måske har det lidt svært derhjemme.

Vi har primært arbejdet med sammen med Hans hos BROEN, og han er et fantastisk menneske, en rigtig ildsjæl, som brænder for at hjælpe disse børn og unge. Det har været et meget positivt og godt samarbejde, og vi melder også tilbage til BROEN, hvis et barn holder op med at komme. Lige som Hans synes vi, at hvis man får støtte af BROEN, skal man også passe sin sport og komme til træning, så pengene ikke er spildt.”

33

HVIS IKKE BROEN HAVDE STØTTET MIG DENGANG, VAR JEG NOK ALDRIG KOMMET MED LANDSHOLDET TIL INTERNATIONALE STÆVNER, SÅ DET HAR VÆRET AFGØRENDE FOR, AT JEG STADIG SPILLER.

36

MARCUS NØRGAARD – BASKETBALL

17 år, går i 2.g på handelsgymnasiet i Horsens på Team Danmark-ordning, spiller i HIC ”Jeg elsker alt med en bold, og basketball betyder alt for mig. Jeg har spillet fodbold og håndbold, fra jeg var cirka tre år. Da jeg var omtrent 12 år, blev jeg overtalt af et par unge fyre fra Gedved, der spillede i HIC, til at træne med et nyt hold, som de kaldte ”Gedved Goats” i hallen i Gedved. Dengang blev jeg bidt af basket og fandt ud af, at jeg var god til det. Vi var desværre for få i Gedved til at kunne have et hold. Derfor fulgte jeg med ind til HIC i Horsens og begyndte at træne der.

Da jeg havde talent, kom jeg med i alle turneringer og med på landsholdet som 14-årig. På det tidspunkt blev det for dyrt

for min mor med de mange udlandsrejser, og klubben havde ikke økonomi til at støtte mig. I stedet sagde Enna (Pehadzic), der allerede var et stort talent i klubben og blev støttet af BROEN Horsens, at hun ville tage kontakt til Hans og fortælle, at BROEN også skulle støtte mig. Og det lykkedes heldigvis.

Siden har jeg været med til DM, NM og EM. I 2016 var jeg med til at vinde DM. For mig har sporten betydet, at jeg tror mere på mig selv og har fået meget mere gåpåmod til at overvinde grænser og prøve nye ting. Jeg er blevet målrettet og ambitiøs både med basket og med skolen. Samtidig har vi et sindssygt godt

sammenhold i klubben. Jeg har mine bedste venner her og kender både dem på min egen alder og mange af de ældre talenter, som også har støttet mig meget i at udvikle mig sportsligt og personligt.

Hvis ikke BROEN havde støttet mig dengang, var jeg nok aldrig kommet med landsholdet til internationale stævner, så det har været afgørende for, at jeg stadig spiller.

Min drøm for fremtiden er at komme på college og spille i udlandet som professionel. Eller også vil jeg gerne være designer af sportsfodtøj for Nike.”

35

JEG DRØMMER OM AT SPILLE PROFESSIONELT ENTEN I EUROLEAGUE ELLER WNBA.

38

ENNA PEHADZIC – BASKETBALL

20 år, studerer og spiller basketball på University of South Florida, har spillet i HIC ”Jeg har spillet basket, siden jeg var seks år. Jeg ved ikke, hvad der gjorde, at jeg blev bidt af sporten. Jeg tror, at det var intensiteten, det tekniske, og at der hele tiden sker noget, der gjorde at jeg blev forelsket i sporten. Basket betyder rigtig meget for mig. Den har givet mig mulighed for at få en masse gode oplevelser både i udlandet og hjemme i Danmark.

Det har også udviklet mig sportsligt. Jeg har været med landsholdet, siden jeg var 13 år som topscorer. Jeg har spillet i Italien og fået et scholarship til en top 25-skole i USA. Dog har jeg været uheldig med to knæoperationer, men det er ikke noget, der

har stoppet mig i at blive ved med at træne og arbejde mod mine mål.

Mine forældre har altid bakket op om min og min søsters sport. Men da jeg kom på landsholdet, blev træningslejre og udlandsture en stor økonomisk belastning for familien. Vi hørte første gang om BROEN gennem en mor i klubben. Derefter kom vi i kontakt med Hans Søgaard, som ikke kun gjorde, at jeg kunne komme af sted på mine landsholdsture, men han støttede mig også som menneske. Han blev en slags bedstefar for mig og ringede i ny og næ for at høre, hvordan det gik for mig.

Støtten har betydet, at jeg blandt andet har kunnet tage til EM med landshol-

det. Det betød, at flere skoler i USA så mig spille, og det har ført til, hvor jeg er i dag.

I dag spiller jeg for University of South Florida, som lige nu er ranket nr. 20 i USA. Jeg er stadig i gang med genoptræning af mit knæ, men jeg forventer at være klar til sæsonstart i november.

Derudover læser jeg psykologi på universitetet.

Jeg drømmer om at spille professionelt enten i Euroleague eller WNBA. Men lige nu er det vigtigste at blive sund og rask og få fire rigtig gode år på college, og så må vi se, hvor langt jeg kommer.”

37

40

HORSENS IDRÆTS CLUB BASKETBALL Claus Rasmussen, medlem af bestyrelsen for HIC Bredde ”I HIC er vi selvfølgelig interesserede i at hjælpe vores unge spillere, og derfor har det for os været en stor fordel, at vi har kunnet henvise familier til at søge støtte hos BROEN Horsens, som i tidens løb har hjulpet flere af vores unge til at kunne spille basketball og også nogle til at nå rigtig langt med deres sport.

HIC er en mindre klub, og vi har ikke økonomien til at kunne hjælpe vores unge spillere i noget særligt omfang, hvis de bliver så dygtige, at de kommer på landsholdet. Det samme gælder for basketballforbundet. Vi laver i klubben selv events, hvor vi rejser penge til ungdomsarbejdet.

Men det rækker ikke til de ekstra udgifter,

som følger ved at deltage på landsholdet, og som familien derfor må tage på sig, hvis den kan og vil.

Det er rigtig positivt for klubben, at vi har nogle dygtige unge spillere, som har fået chancen på landsholdet, og de bliver rollemodeller for andre i klubben. Vi er naturligvis også glade på deres vegne for, at de har kunnet fortsætte deres udvikling og få nogle gode oplevelser med sig både sportsligt og socialt. Så det er på alle måder en gevinst for os som klub, at BROEN har været der til at støtte unge fra hjem med begrænsede ressourcer til at gå til noget i fritiden og til at nå længere med deres sport, end de ellers havde mulighed for.”

39

BOWLING ER EN DEL AF MIT LIV, OG DET ER HER, JEG HAR MANGE AF MINE VENNER. DET SOCIALE BETYDER RIGTIG MEGET.

42

MARIA NIELSEN – BOWLING

24 år, arbejder som sygeplejerske, spiller på ligaholdet hos Stars and Strikes i Horsens ”Det var egentlig lidt tilfældigt, at jeg begyndte at bowle, da jeg var 11 år. I skolen blev jeg mobbet, og en pædagog foreslog, at jeg skulle prøve at gå til noget i fritiden, og hun hjalp med at kontakte BROEN. Her foreslog Hans Søgaard, at jeg skulle prøve bowling, og at jeg kunne tage et par veninder med. Jeg havde aldrig prøvet det før, men syntes, at det var sjovt, og sammen med den ene veninde fortsatte jeg. Hans var selv aktiv i klubben, og han var en god støtte for mig og blev nærmest min mentor, som også har fulgt med i mit liv uden for bowlingbanen.

For mig blev bowling et frirum i hverdagen, som jeg slappede af med, og som gav mig selvtillid, også selv om jeg stadig havde det lidt svært med de andre i skolen. Jeg fik gode venner i klubben, og jeg fandt ud af, at jeg var dygtig til at bowle. Allerede efter et år vandt jeg sølv ved JM og guld i double. I dag spiller jeg på ligaholdet for damer, og jeg har været med til tre gange at vinde DM for hold.

Bowling er en del af mit liv, og det er her, jeg har mange af mine venner. Det sociale betyder rigtig meget. Jeg håber, at jeg kan blive ved med at spille ved siden af mit arbejde som sygeplejerske.”

Støtten fra BROEN har åbnet døren for mig til en sport, der har givet mig meget personligt. Som elitespiller har det været vigtigt med den økonomiske støtte, især mens jeg var studerende og havde få penge.

41

44

STARS AND STRIKES

Allan Mortensen, formand for bowlingklubben Stars and Strikes i Horsens ”Samarbejdet med BROEN Horsens har betydet meget for ungdomsafdelingen i klubben, hvor især mange piger er kommet i gang med at bowle.

Vi er også glade for at kunne hjælpe børn, der ellers ikke ville gå til noget i fritiden. Vi kan se, at bowling er en god sport for de lidt skæve personer, som kan føle sig udenfor i andre sportsgrene,

og som måske har oplevet at blive mobbet i andre sammenhænge. Og der er ingen tvivl om, at Hans som aktiv i klubben har været god til at hjælpe børnene med at få en god start i klubben, fordi han også var der, når barnet kom til træning første gang. Jeg tror, at det for alle børn betyder meget at komme ud blandt andre børn og unge i stedet for at sidde

derhjemme. I en klub bliver man en del af det sociale fællesskab. For nogle børn er det også trygt, at der er nogle klare regler og rammer for at være med.

Vores samarbejde med BROEN har altid fungeret godt og nemt. I klubben er der ingen, der tænker på, hvem der bliver støttet af BROEN, og hvem der ikke gør.

Man er bare med på lige fod.”

43

JEG HAR SET NOGET ELENDIGHED, SOM JEG IKKE TROEDE FANDTES BLANDT BØRN HER I LANDET. MAN SAMLEDE IND TIL BØRN I UDLANDET, MEN ALDRIG TIL FATTIGE, UDSATTE BØRN HER I LANDET. JEG TROEDE HELLER IKKE, AT DER FANDTES DEN ELENDIGHED, MEN DET GØR DER. – HANS SØGAARD, STIFTER, BROEN HORSENS