1793

1793

Af samme forfatter: 1794

N IK LAS NAT T OCH DAG

1793

På dansk ved Christina Westenholz Bojlén

GUT KIND

1793 er oversat fra svensk af Christina Westenholz Bojlén efter 1793 © Niklas Natt och Dag 2017 Published by agreement with Salomonsson Agency Denne udgave: © Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Niklas Lindblad, Mystical Garden Design Dansk versionering: Marlene Diemar, Imperiet Foto: © Gabriel Liljevall Sat med Stempel Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0021-9

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk

Af list kommer list, af vold kommer vold.

THOMAS THORILD, 1793

5

6

Første del Spøgelset på Indebetouske Efteråret 1793 Hernede ere vi alle svarligen forskrækkede. Rygter svirre i tusindvis, det ene mere usandsynligt end det næste. Det er umuligt at faa sikker Underretning, thi selv de Rejsende har forskelligt at sige, og enhver af dem er, synes det mig, en smule Poet, naar han fortæller. Forbrydelsens Atrocitet, således som den berettes, er for stor, og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal tænke derom.

– CARL GUSTAF AF LEOPOLD, 1793

7

8

Mickel Cardell flyder i det kolde vand. Med sin frie højre­hånd griber han fat i Johan Hjelms krave. Hjelm duver ubevægelig ved siden af ham med rødt skum i mundvigene. Hans uniform er rød og glat af blod og brakvand, og idet et bølgeslag river den sidste flig af kraven ud af Cardells hånd, råber han, men der kommer kun en stille klage ud af hans mund. Hjelm synker hurtigt. Cardell dukker hovedet under og følger for et øjeblik kroppens vej ned mod dybet. Rystende af kulde forekommer det ham, at han fornemmer noget andet, længere nede, ved den yderste grænse af den verden, han kan sanse.

De lemlæstede sømænd daler i tusindvis ned mod Helvedes port. Dødens engel favner dem med vinger, der er kronet med hver sit kranium. Strømmen bevæger deres kæber, så det ser ud, som om de ler tavst og hånligt.

9

10

1.

– Vagt! Mickel Vagt! Vågn op!

Mens Cardell langsomt kommer til bevidsthed af de ivrige puf, han får, bliver smerten hængende i den venstre arm, han ikke længere har. I dens sted hænger der nu en snedkereret hånd og underarm af bøgetræ. Hans armstump sidder fast i den udhulede ende, hele konstruktionen holdes fast om hans albue med læderremme.

De skærer sig ind i hans kød. Han burde efterhånden vide bedre end at falde i søvn uden at løsne remmene.

Cardell åbner modstræbende øjnene, og blikket mødes af en bordplades plettede landskab. Han vil sætte sig op, men hans kind klæber til bordet, og idet han retter på sig, trækkes pa­r ykken, der sidder fast i sølet, af hans hoved. Han bander og stopper den åndsfraværende ind i ærmet efter at have tørret sit ansigt med den. Hans hat er faldet ned på gulvet, pulden er helt trykket. Han slår den op og trækker skyggen ned over ørerne.

Langsomt vender hukommelsen tilbage. Han sidder stadig i værtshuset Kælderen Hamburg og må have drukket sig fra sans og samling ved bordet. Et blik over skulderen viser ham, at han ikke er alene om at have gjort det. De få drukkenbolte, som værtshusets vært har anset for tilstrækkelig velbjær­gede til ikke at blive sparket ud i rendestenen, ligger stadig på bænkene og under bordene 11

og afventer morgenstunden, hvor de kan begive sig hjemad for at modtage de ventendes bebrejdelser. Men ikke Cardell. Som den krøbling han er, bor han alene, og hans tid er hans egen.

– Mickel er nødt til at komme! Der ligger en død mand i Fatburen sø!

Det er to rendestensunger, der har vækket ham. Deres ansigter forekommer ham bekendte, men han kan ikke huske, hvad de hedder. Bag dem står Vædderen, enkemadam Norströms fedladne kavaler, værtindens stedfortræder. Han er rødmosset, stadig søvndrukken og har indtaget en plads mellem børnene og Hamburgs stolthed: en samling indgraverede glas, som står sikkert forvaret bag lås og slå i et blåt skab.

Her i Kælderen Hamburg gør de dødsdømte ophold på deres færd i rakkerkærren mod galgebakken på Skanstull og bydes på en sidste hjertestyrkning, hvorefter glassene omhyggeligt indgraveres med navn og dato og får plads i samlingen.

Hvis der senere bliver drukket af glassene, sker det under overvågning og mod en afgift, der udregnes efter den henrettedes berømmelse. Det siges at bringe held at drikke en snaps af disse glas.

Cardell har aldrig kunnet begribe, hvorfor det skulle være.

Cardell gnider søvnen ud af øjnene og opdager, at han stadig er fuld. Han prøver at sige noget, men stemmen er grødet.

– Hvad fanden foregår der?

Det er den største af dem, pigen, der svarer. Drengen har hareskår, og efter ligheden at dømme er han hendes bror. Han rynker på næsen over Cardells ånde og går i dækning bag sin søster.

– Der ligger et lig nede i søen, helt inde ved vandkanten.

Hendes stemme afslører skrækblandet ophidselse. Blodårerne i Cardells pande føles, som om de er ved at briste. Hans hjerteslag 12

truer med at overdøve den smule tankeaktivitet, han formår at mobilisere.

– Hvad kommer det mig ved?

– Søde Mickel, der var ikke andre fra separationsvagten, og vi vidste, at du ville være her på Hamburg.

Han gnider sine tindinger i et forfængeligt håb om, at det vil hjælpe.

Det er lige knap begyndt at lysne over Södermalm. Nattens mørke hviler stadig over byen, solen er endnu ikke stået op over Sicklaön og Danviken. Cardell går snublende ned ad trappen fra Hamburg og videre ad den tomme Borgmästaregatan i kølvandet på børnene.

Han lytter halvhjertet til deres beret­ning om en tørstig ko, som bakkede skrækslagent væk fra vand­kanten ved søen Fatburen og stak af mod Tanto.

– Hun rørte ved liget med mulen, og så drejede det en hel omgang.

Tættere på stranden bliver gadens stenbro til et ælte. Det er længe siden, at Cardells ærinder har ført ham til Fatburens bredder, men alt er ved det gamle. Intet er der kommet ud af de mange planer om at få renset stranden op og anlægge kajer og brygger. Det er heller ikke så sært, når man tænker på, at staten og byen er på fallittens rand – det ved Cardell alt om, for han må strække sin sparsomme årsløn med alskens ekstra­indtægter. Malmgårdene rundt om søen er blevet omdannet til manufakturer. Værkstederne hælder deres affald direkte ud i vandet, og det bræddebeklædte aflukke, der er beregnet til møg, er overfyldt, så de fleste ignorerer det. Cardell udstøder en gloende ed, idet hans støvlehæl glider i pløret, og han må svinge sin raske arm bagud for at holde balancen.

– Jeres gamle ko blev sikkert bange, fordi hun fandt en falden kammerat. Slagteren smider sit affald i søen. Nu har I vækket mig, 13

bare for at jeg kan hente en okses brystkurv eller rygraden af et svin op for jer.

– Vi så et ansigt nede i vandet. Et menneskes ansigt.

Fatburens vande slikker ind mod bredden, hvor et gulligt skum har samlet sig. Børnene har i hvert fald ret, for så vidt som der ligger noget råddent og flyder nogle få meter ude i vandet, en mørk bylt.

Cardells første tanke er, at det umuligt kan være et menneske. Det er for lille.

– Kan I se, det er slagteraffald, som jeg sagde. Et dødt dyr.

Pigen holder på sit. Drengen giver nikkende sin enighed til kende. Cardell sukker opgivende.

– Jeg er fuld, fatter I det? Døddrukken. Plakatfuld. Husk det, når folk spørger jer om dengang, I lokkede Mickel vagtmand ud at bade i Fatburen, og hvordan han kom drivvåd og edderspændt op igen for at give jer den største dragt prygl, I nogensinde har fået.

Med den enarmedes besvær får han krænget frakken af. Uldparykken, som han har glemt alt om, falder ud af ærmet, ned i mudderet. Det er også lige meget. Den elendige hårkost stod ham kun i nogle håndører, parykmoden er alligevel på vej ud, og han går kun med den, fordi et mere propert ud­seende for­bedrer chancerne for at blive budt på en dram eller to. Cardell kigger op. Højt over ham stråler nattens stjerner i et lysende bånd tværs over Årstas vande.

Han lukker øjnene for at bevare skønheden for sit indre øje og træder så med den højre støvlefod ud i Fatburen.

Den sumpede strandbred kan ikke bære Cardells vægt. Han synker i til knæet og kan mærke søvandet trænge over skaftet ned i støvlen, der bliver stående, idet han tager det næste skridt. Med en blanding af svømmetag og kravlen begynder han at arbejde sig længere ud i søen.

Vandet føles tykt og trægt mellem hans fingre, fuldt af alt det, 14

som ikke engang de fattige i Södermalms rønner synes, det er umagen værd at gemme på.

Hans dømmekraft er vist ikke helt pålidelig. Han kan mærke panikken brede sig i mellemgulvet, for hans fodsåler har ikke længere kontakt med bunden. Søen er dybere, end han troede, og med ét befinder han sig igen i Svensksund for tre år siden, fanget i malstrømmens rædsel, mens den svenske flåde er på vej væk.

Han slår armene om liget i vandet, lige så snart hans spark har bragt ham tættere på. Hans første tanke er, at han havde ret. Dette er ikke noget menneske. Det er et kadaver fra et dyr, som slagterens lærlinge har kastet i søen, og som er forvandlet til en bøje, idet forrådnelsesprocessen har fyldt indvoldene med gasser. Så drejer bylten en halv omgang i vandet, og Car­dell er ansigt til ansigt med liget.

Det er ikke det mindste råddent, men alligevel stirrer tomme øjenhuler på ham. Under de ødelagte læber er der ingen tænder tilbage. Håret har bevaret sit skær – nattemørket og Fatburens slam gør ellers, hvad de kan, for at dæmpe farven, men det er uden tvivl helt lyst hår. Cardell trækker vejret så tungt, at han får vandet i den gale hals.

Efter hosteanfaldet ligger han stille og flyder ved siden af liget.

Han betragter dets ødelagte ansigtstræk. Ikke en lyd kommer der fra børnene inde på bredden. De venter tavst på, at han svømmer ind igen. Han vender sig i vandet og begynder at sparke med sin støvleløse fod i retning ind mod vandkanten.

Bjergningen bliver tungere, så snart de nærmer sig den mudrede søbred, og vandet ikke længere holder dem oppe. Cardell vender sig om på ryggen og sparker sig op ad den skrånende søbred med begge ben. Han holder sit fund i de pjalter, det er viklet ind i. Børnene hjælper ham ikke. De bakker tværtimod skræmte væk fra bredden 15

og holder sig for næsen. Cardell harker sumpvand op og spytter ned i mudderet.

– Løb hen til Slussen, og hent en stadsvagt.

Børnene gør ikke mine til at adlyde, opsatte som de er på at holde en betryggende afstand og samtidig få et glimt af Cardells fangst.

Der kommer først skub i dem, da Cardell kaster en håndfuld mudder efter dem.

– Løb så over til nattevagten, og hent en skide blåfrakke, for satan!

Da deres små fødder er uden for hørevidde, læner han sig til den ene side og brækker sig. Stilheden har lagt sig over søbredden, og Cardell føler det i sin ensomhed, som om en kold hånd presser al luft ud af lungerne på ham og gør det næsten umuligt at trække vejret. Hans hjerte slår hurtigere og hurtigere, blodet dunker i hans halspulsårer, og han bliver grebet af en lammende angst. Han ved kun alt for godt, hvad der vil ske nu. Han mærker, hvordan mørket fortætter sig til den arm, han ikke længere har, indtil hver eneste lille del af hans væsen vil fortælle ham, at armen igen sidder, hvor den skal, og hans underarm gør så ondt, at smerten burde overdøve hele verden, som en kæbe med jerntænder, der gnaver i både hans kød og knogler.

Panisk flår han læderremmene op og lader træarmen falde ned i mudderet, griber om sin armstump med den højre hånd og masserer sin arrede hud for at minde sine sanser om, at den arm, de tror, at de kan mærke, ikke længere findes, og at såret, der gør ondt, for længst er helet.

A nfaldet varer kun et minut. Så kan han igen trække vejret, først i korte gisp, men efterhånden roligere, langsommere. Angsten løsner sit greb, og verden antager igen kendte former. Disse pludselige panikanfald har plaget ham i snart tre år, lige siden han vendte tilbage på land, en arm og en kammerat fattigere. Men det er alligevel 16

længe siden, han oplevede det sidst. Han troede, at han havde fundet en metode til at holde maren væk. Brændevinen. Slagsmålene.

Cardell ser sig omkring for at finde noget at trøste sig ved, men her er kun ham og liget. Han sidder og vugger, frem og tilbage, med et fast greb om sin armstump.

Hvor længe der går, før stadsvagten kommer, ved han ikke. Han sidder helt stille på søbredden og stirrer frem for sig. Hans tøj er blevet koldt af vandet, men der er stadig brændevin nok i hans krop, til at han kan holde sig varm. Da vagten langt om længe kommer, er det et par, to mænd i blå frakker og hvide bukser med hver sin bajonetprydede musket ved hoften. Deres gang afslører, at de har drukket. Det er strafbart, men temmelig almindeligt. En af dem kender han navnet på. De er mange om at dele den lavtlønnede ordensmagts forkærlighed for at drukne sorgerne, og der er trængsel på kroerne.

– Ser man det, Mickel Cardell på svømmetur i byens latrin. Leder du efter noget af værdi, som du fik indenbords for et døgns tid siden og ikke nåede at fiske op af potten? Eller følger du bare op på en anmeldelse af en bortløben horekælling, der er stukket til søs?

– Hold din kæft, Solberg. Det kan godt være, at jeg stinker af lort, men der står en fims af brændevin og fusel om dig og din makker. Du må hellere gå ned til søen og gurgle halsen, før I skal hen og vække korporalen.

Cardell rejser sig op og strækker sin ømme ryg. Han peger ned på liget ved sin side.

– Dér.

Kalle Solberg nærmer sig den døde krop, men rykker straks tilbage for den.

– Fy for den lede.

– Ja, jeg tror, det er bedst, at I deler jer op, så en af jer bliver, mens 17

den anden løber over til Slottsbacken og henter en konstabel fra politikammeret.

Cardell ruller sin frakke om træarmen og tager bylten under armen. Han når kun at tage et enkelt skridt, før han kommer i tanke om sin støvle. Så lader han bylten falde på jorden, gør helt om og stavrer på stive ben i sine egne fodspor med al den værdighed, han er i stand til at opbyde, indtil han finder stedet og kan trække læderstøvlen op af mudderet, der svarer ham med en skuffet slubren.

Solberg har trukket det længste strå og er allerede på vej op ad skråningen ind mod byen. Hans kammerat er stiltiende blevet stående og giver hverken luft for latter eller hån. Han er uden tvivl bange for at blive ladt alene med den døde. Cardell nikker til ham, idet han går forbi. Han har en fætter i nabolaget, som har en brønd og forhåbentlig også en kandefuld sæbe, som han vil lade ham bruge.

18

2.

På skrivebordet ligger et ark papir med et kvadratmønster tegnet på. Cecil Winge lægger sit lommeur på bordpladen foran sig, tager dets kæde af og skubber lysestagen med det spruttende vokslys nærmere. Hans skruetrækkere ligger klar på række ved siden af en pincet og nogle tænger. Han holder sine hænder frem foran sig og ser på dem i lyset. Ingen rysten på hænderne, ser det ud til.

Varsomt indleder han sin opgave. Han åbner uret, løsner de stifter, der holder viserne på plads, løfter dem forsigtigt fra urskiven og lægger dem i hver sit kvadrat på papiret. Han løfter urskiven og blotlægger værket, der lader sig løfte op af kassen uden at gå langsommere af den grund. Langsomt frigør han tandhjul efter tandhjul og anbringer dem i hver sin indhegning af blæk. Den flade fjeder retter sig ud til en langstrakt spiral, i samme øjeblik den slipper fri af sit fængsel. Og under den løbeværket. Efter det fjederhuset. Skruetrækkere på størrelse med synåle tvinger de bittesmå skruer op fra deres hulrum.

K irkeklokkerne må fortælle Winge, som jo er berøvet sit eget ur, om tidens gang. Hen over Ladugårdslandet toner den store klokke fra Hedvig Eleonora kirke, og ude fra Saltsjön høres den svage genlyd fra Katarinas kirketårn oppe på bjerget. Tiden iler.

Da uret er skilt ad, gentager han hvert trin i processen i modsat rækkefølge. Efterhånden som de enkelte dele vender tilbage til 19

deres rette plads, genfinder uret sin form. Han får krampe i sine tynde fingre og må flere gange holde pause for at hvile muskler og sener. Han åbner og knytter hænderne, gnider dem mod hinanden og strækker fingrene ved at presse dem mod låret. Den umagelige arbejdsstilling gør ondt, og krampen i hans hofte, som oftere og oftere plager ham, breder sig til lænden og tvinger ham til hele tiden at skifte stilling på stolen.

Da viserne igen sidder på deres plads, sætter han den lille nøgle ind og mærker modstanden fra fjederen, idet han drejer om. I samme øjeblik han slipper taget, hører han urets velkendte tikken og tænker den samme tanke for hundrede gang siden i sommer: Sådan burde verden fungere. Rationelt og forståeligt; hver eneste tandhjul har sin faste plads, og effekten af dets omdrejning kan udregnes helt præcis.

Men følelsen af fortrøstning er flygtig. Når distraktionen er forbi, fordamper den hurtigt, og den verden, som tiden har standset for en stund, får igen form. Hans tanker begynder at vandre.

Han lægger en finger på sit håndled og tæller sit pulsslag, mens sekundviseren bevæger sig en omgang rundt om den nedsænkede urskive, der bærer urmagerens navn: Beurling, Stockholm. Han tæller et hundrede fyrre slag i minuttet. Skruetrækkere og andet værktøj ligger på deres plads, og han skal lige til at gennemføre hele processen igen, da han bliver opmærksom på duften af mad, hører tjenestepigens sagte banken på døren og en stemme, der kalder ham til bords.

En blåmønstret suppeterrin sættes på dugen. Værten, reb­slager Olof Roselius, bøjer hovedet og beder en hastig bordbøn, før han rækker ud og løfter låget. Han bider nogle stygge eder i sig og ryster i stedet sine brandvarme fingerspidser.

Fra sin stol til højre for rebslageren lader Cecil Winge, som om 20

han betragter bordets træ, der bølger i lys og skygge under voks­ lysene, mens tjenestepigen styrter til undsætning med et viskestykke, og duften af roer og kogt kød glatter rynkerne i rebslagerens pande. Hans halvfjerds år har bleget al farve i hår og skæg.

Kroget sidder han på sin stol. Roselius er kendt som en retskaffen mand, der i en årrække har engageret sig i driften af fattighuset ved Hedvig Eleonora kirke og delt rundhåndet ud af den formue, der engang var stor nok til at købe ham grev Spens malmgård her i udkanten af Ladugårdslandet. Men hans alderdom er blevet formørket af uheldige investeringer, han har foretaget sammen med sin nabo, Ekman, en tjenestemand ved Kammerkollegiet, i et savværk i Västerbotten. Winge for­nem­mer, at Roselius føler sig ringe belønnet for årtiers vel­gøren­hed. Bitterheden har lagt sig som en glasklokke over ejen­dommen.

Som lejer kan Winge ikke andet end selv føle sig som en stadig påmindelse om de dårlige tider. Her til aften fore­kom­mer Roselius mere udslukt end ellers, og han sluger hver en skefuld med et lydeligt suk. Han bryder tavsheden, og da han har fået hostet slimet op af halsen, er der kun et par skefulde tilbage i hans tallerken.

– Det er ikke nemt at give ungdommen gode råd. Man får ikke andet end skældsord retur. Ikke desto mindre vil jeg tage bladet fra munden, Cecil, og gør mig den tjeneste at høre efter. Jeg vil kun dit eget bedste.

Roselius tager en dyb indånding, før han tager fat på at sige det, der må siges.

– Det, du gør, er ikke naturligt. En mand bør leve sammen med sin hustru. Svor du hende ikke troskab i lyst og i nød? Vend tilbage til hende.

Blodet styrter op i Winges blege ansigt. Følelsernes hast over­ rumpler ham. Det sømmer sig ikke for en fornuftens mand at blive grebet af vrede, så hans dømmekraft bliver usik­ker. Han tager en 21

dyb indånding, mærker hjertets slag i sine trom­me­hinder og koncentrerer sig om at genvinde herre­døm­met over sig selv. I mellemtiden bliver han svar skyl­dig. Winge ved, at årene på ingen måde har hæmmet den sne­dig­hed, der i sin tid gjorde Roselius til den største i sit lav. Han kan næsten høre rebs­lage­rens tanker afløse hinanden under pandens folder. Spændingen mellem dem vokser og ebber ud under tavs­hed. Roselius sukker, læner sig tilbage og rækker hænderne for­sonende frem.

– Vi har delt mangt et måltid, du og jeg. Du er belæst og snarrådig. Jeg ved også, at du ikke er nogen ond mand, tværti­mod. Men du er forblindet af nye idéer, Cecil, du tror, at alt lader sig løse ved tankens kraft. Din tankes kraft. Du tager fejl. Følelser lader sig ikke lede i den slags snor. Gå tilbage til din hustru, for jeres begges skyld, og hvis du har gjort hende ondt, så bed hende om forladelse.

– Det, jeg gjorde, var for hendes eget bedste. Det var nøje gennemtænkt.

S elv i hans egne ører lyder replikken som et trodsigt barns forsvar.

– Cecil, uanset hvad du ønskede at opnå, er resultatet blevet et andet.

Winge kan ikke få ro på sine skælvende hænder. Han lægger sin ske, for at hans sindsbevægelse ikke skal tiltrække sig opmærksomhed. Til sin ærgrelse hører han sin egen stemme lyde som en hæs hvisken.

– Det burde have virket.

Roselius svarer, men i en mildere tone.

– Jeg så hende i dag, Cecil, din hustru, ved fiskeboden tæt på Katthavet. Hun venter barn. Den mave kan hun ikke skjule.

Det giver et sæt i Winge, og for første gang i aften ser han rebslageren direkte i øjnene.

– Var hun alene?

22

Roselius nikker og rækker ud for at lægge sin hånd på Winges arm. Winge flytter den lynsnart uden for hans rækkevidde. Den instinktive reaktion kommer som en overraskelse, også for ham selv.

Han lukker øjnene for at genvinde fatningen, og i et tidsrum, der sætter alting ned i et tempo, der bekommer ham bedre, befinder han sig i sit indre bibliotek, hvor række efter række af bøger står ordnet i vedvarende stilhed. Han vælger et bind af Ovid og slår tilfældigt op og læser en sentens: Omnia mutantur, nihil interit, alt forvandles, intet går til grunde. Dér er den fortrøstning, han skulle bruge.

Da han igen åbner øjnene, røber de overhovedet ingen følelser.

Han anstrenger sig for at beherske sine rystende hænder, lægger omhyggeligt skeen tilbage på sin rette plads, rykker stolen bagud og rejser sig fra bordet.

– Jeg takker for både suppen og omtanken, men jeg tror nu alligevel, at jeg fremover vil indtage mit aftensmåltid på mit kammer.

Rebslagerens stemme følger ham ud.

– Hvis tanken siger ét, og virkeligheden noget andet, må det være tanken, der er noget i vejen med. Hvordan kan det undgå at være indlysende for dig, der er klassisk uddannet?

Winge kan ikke svare på det, men den voksende afstand mellem dem gør det muligt for ham at lade, som om han ikke har hørt det.

Cecil Winge vakler ud i entréen på usikre ben og videre op ad rebslagerens trappe til det kammer, han har lejet siden i sommer.

Han bliver let forpustet og må standse op og støtte sig foroverbøjet mod dørkarmen.

Neden for hans vindue er malmgården helt stille. Solen er gået ned. På skråningen ned mod Saltsjön breder en frugthave sig.

Bag trækronerne kan man ane lysene fra Skeppsholmen, hvor 23

matroserne er ved at afslutte dagens gerning i håb om snart at kunne komme indendørs. Endnu længere væk kan man se Katarina kirketårn tegne sig mod himlen i aftenbrisen.

Hvert døgn er det, som om byen trækker vejret, morgenstundens indånding fra havet pustes ud om aftenen, hvor alle vejrhaner vender sig på deres aksel for atter at pege i retning af kysten.

Kurckan, den gamle vindmølle, står og slår i protest mod de reb, der holder hendes sejl tøjret. En af hendes søstre sender svar på det samme sprog et sted inde i byen.

Winge kan se sit eget ansigt i vinduesglasset. Han er endnu ikke tredive år gammel. Håret er samlet i nakken med et bånd, hans blege ansigt står i skarp kontrast til det mørke hår. Skjor­tens halsbind er viklet højt op og skjuler halsen. Han kan ikke længere se, hvor horisonten slutter, og himmelhvælvet begynder. Stjernerne kommer først længere oppe. Sådan er verden: så meget mørke, så lidt lys. I vinduets øverste hjørne aner han et stjerneskud, en streg, der på et øjeblik er faret over himlen. Som barn hørte han, at den, der ser et stjerneskud, får lov at ønske. Det er længe siden, han har lagt øre til overtro, men det gør han nu og ønsker ordløst.

Nede mellem gårdens lindetræer får han øje på en lygte, selv om ingen venter besøgende på dette tidspunkt. Man råber hans navn.

Han trækker sin slåbrok tættere om sig og ser, da han kommer nærmere, at der er to. Roselius’ tjenestepige holder lyset, og ved siden af hende står en kort skikkelse foroverbøjet med hænderne støttet på sine knæ, forpustet og med spyt hængende fra munden. Tjenestepigen stikker lygten i Winges hånd, lige så snart han når frem.

– Gæsten er til hr. Winge. Ham dér slipper jeg ikke ind over dørtærsklen, så længe han er i den tilstand.

Hun drejer rundt på hælen og marcherer med bestemte skridt tilbage til hovedhuset, mens hun ryster på hovedet ad al verdens 24

dårskab. Drengen er ikke stor, hans stemme er stadig lys, og kinden glat under snavset.

– Nå?

– Er du den Winge, der kommer på Indebetossen?

– Navnet på politikammerets bygning er Det Indebetouske Hus, at du ved det. Men ikke desto mindre er jeg Cecil Winge.

Drengen kigger mistænksomt op på ham under en snavset, lys pandelok. Det er ikke med hans gode vilje, at han tager Winge på ordet uden bevis.

– På Slottsbacken sagde de, at den, der hurtigst kunne løbe herud, ville få en belønning.

– Jaså?

Drengen tygger på en hårlok, der har sneget sig ud under kasketten.

– Jeg løb hurtigere end alle de andre. Nu har jeg sidesting, min mund smager af blod, og jeg må sove udendørs i vådt tøj. Jeg vil i hvert fald have en god skilling for besværet.

Drengen holder vejret, som om hans frækhed ledsages af et pludseligt kvælergreb. Winge ser skarpt på ham.

– Du har jo fortalt, at der er flere på vej herud i samme ærinde.

Jeg skal bare vente lidt, så kan jeg se, hvem der forlanger mindst.

Han kan høre drengen skære tænder og lavmælt forbande sin dumhed. Winge åbner sin pung og fisker den efterspurgte mønt op. Han holder den mellem to fingre.

– Men i nat har du heldet med dig. Tålmodighed er ikke en af mine dyder.

Drengen lyser op i et lettet smil. Han mangler begge fortænder, og hans tunge er hurtig til at samle det snot op, som løber ned over hans overlæbe.

– Det er politimesteren, der gerne vil se hr. Winge med det samme i Yxsmedsgränden.

25

Winge nikker åndsfraværende, mens han rækker hånden med mønten frem. Drengen træder et par skridt nærmere og snupper sin belønning. Han gør om på stedet, sætter i løb og springer hen over den lave mur med et hop, der næsten får ham til at miste balancen.

Winge råber efter ham.

– Brug den nu til brød og ikke til brændevin.

Drengen standser op og svarer ved at trække bukserne ned, vise Winge sin blege bagdel og give hver balde et lydeligt klask, mens han råber hen over skulderen.

– Et par ærinder mere af samme slags, så er jeg så rig, at jeg slet ikke behøver at vælge.

Han ler triumferende og forsvinder ned mod Ladugårdslandet i fuldt firspring. Inden længe er han opslugt af mørket, og Cecil Winge står tilbage og tænker på stjernen, der faldt.

I månedsvis er politimester Johan Gustaf Norlin blevet lovet en tjenestebolig, men det er endnu ikke blevet til noget. Han bor stadig med sin familie i den samme opgang, tre kvarterer fra Børsen. Uret er begyndt at tælle de små timer, før Winge står og hiver efter vejret efter en langsom og besværet gang de tre etager op ad trappen. Han kan høre, at de gæster, der har været forbi tidligere på natten, ikke kun har vækket politimesteren, men også har forstyrret familien.

Et sted inde i lejligheden luller en kvinde et opskræmt barn i søvn.

Norlin står helt ude i forgemakket og venter på ham, parykløs og med en flig af natskjorten stikkende frem mellem bukselinningen og em­bedsjakken.

– Cecil. Tak, fordi du kom med så kort varsel.

Winge nikker og sætter sig efter opfordring på den stol, Norlin har sat frem til formålet ved siden af kakkelovnen.

– Catharina har sat kaffe over. Den er straks klar.

Politimesteren sætter sig med bekymret mine over for Winge og 26

rømmer sig som for at hjælpe sin forklaring på vej af formålet med besøget.

– Der er fundet et lig i nat, Cecil. I Fatburen på Södermalm. Et par børn fik overtalt en beruset gadevagt til at trække det op af vandet. Tilstanden ... den mand, der fortalte mig om det, har tjent godt og vel ti år ved stadsvagten, og i løbet af den tid må han have set et og andet til, hvad et menneske kan gøre af ondt mod et andet. Ikke desto mindre stod han foroverbøjet her på mit dørtrin og gispede for at holde sin aftensmad indenbords, da han skulle beskrive liget for mig.

– Hvis jeg kender stadsvagtens folk ret, kan det lige så godt skyldes brændevin.

Ingen af dem ler, og Winge gnider sine trætte øjne.

– Johan Gustaf, det blev sagt, at den sag, jeg senest hjalp dig med, ville blive min sidste. Gennem årene har jeg været politikammeret behjælpelig, men som du ved, er det på høje tid, at jeg tager mig af mit eget.

Norlin rejser sig for at hente den sydende kobbergryde i det tilstødende værelse og skænker op til dem begge i hver sin kop.

– Ingen kunne være mere taknemmelig for alt det, du har gjort, end jeg er, Cecil. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste gang, hvor du ikke har overgået mine forventninger. Når man tænker på, hvor meget du har forbedret politikammerets statistik siden i vinter, må det for en udenforstående se ud som en umådelig stor tjeneste, du har gjort mig. Du må endelig korrigere mig, hvis jeg tager fejl, Cecil, men har jeg ikke også gjort dig en tjeneste?

Norlin søger forgæves at fange Winges blik hen over koppen med kaffe. Politimesteren sukker og sætter den fra sig.

– Engang var vi unge, Cecil, helt grønne jurister og ivrige efter at skaffe os et navn ved domstolen. Du var altid den idea­listiske af os, den, der stod fast på din overbevisning, og uanset hvad stod du 27

klar til at betale prisen for den. Dig er der ikke sket så meget med, mens verden har gjort sit for at runde mine skarpe kanter. Min evne til at indgå kompromiser har gjort mig til politimester. For en gangs skyld ser det ud til, at vi har byttet rundt på rollerne, så det nu er mig, der siger til dig: Hvor mange gange er det egentlig sket, at vi har stået over for en fejl, som det var værd at rette, og som det faktisk også stod i vores magt at rette? Det er ikke mange af de sager, du har udredt, som har været din opmærksomhed værd. Falskmøntnere, der ikke kunne stave, hustrumordere, der ikke engang har gidet vaske blodet af hammeren, voldsmænd og misdædere, der har været drevet til raseri af brændevin og tømmermænd. Men dette her er noget andet, noget, som hverken du eller jeg har set før.

Hvis der var et andet menneske, jeg kunne betro en sag som denne, så ville jeg ikke have tøvet et øjeblik. Men det er der ikke, og et sted derude går et monster i menneskeham frit omkring. Den døde er blevet bragt til Maria kirke. Gør mig denne tjeneste, og jeg lover, at jeg aldrig vil bede dig om noget igen.

Winge kigger Norlin i øjnene, og denne gang er det politimesteren, der må slå blikket ned.

28

447

448