Påfugl

Påfugl © Ane Bjørn og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Grafisk tilrettelæggelse: © Rasmus Funder Sat med Garamond og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-4340-328-9 Printed in Latvia 2022

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Statens Kunstfond for støtte

Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1.

DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag I gutkind_forlag

ANE BJØRN

GUTKIND

”Har du besluttet, hvad du vil være i morgen?” spørger far. ”Ida skal være fe,” siger Momo. ”Hvor fint. Så skal du måske være supermand? Eller ninja?”

Momo hører ikke længere, hvad far siger. Han har aldrig set så flotte kostumer før. Dér, en astronaut med sølvvisir og dér, en linedanser med blondeparaply. Og så, midt i det hele – Momos hjerte slår et ekstra slag – funklende fjer og glitrende vinger, en krone af prydfjer og en halepragt som en silkekappe.

Blå. Grøn. Lilla. Guld. ”Har du set den dér?” siger far. ”Ja,” hvisker Momo. ”Kan du lide den?” ”Den er fantastisk.”

I skolen maler de fastelavnstønder og klipper masker.

Momo har klippet sin maske i blåt karton og limet farvede fjer langs kanten. Den skal også have et næb. Og pailletter. Han leder i skålen og holder hver enkelt paillet op mod lyset. ”Jeg vil godt have guldpailletterne, hvis det er,” siger Ida. Hendes maske er sort med spidse ører og en krone i midten. ”Jeg er nemlig kattekonge i dag, for det bliver jeg nok ikke i morgen.”

Ida tager sin maske på og hvæser. Momo tager også sin maske på. ”Altså, man kan jo ikke se, hvor flot du er.” Ida vikler en grøn glimmerelastik af sit håndled og samler Momos pandehår i et springvand. ”Sådan,” siger hun. ”En smuk påfugl!”

Påfuglen og Kattekongen leger i parken efter skole.

Momo lægger mærke til lyden, allerede før han ser ham.

En kvidren fra hundredvis af spurve; en flaksen fra tusindvis af vinger.

Det er, som om bænken, manden sidder på, er levende.

Et bølgende hav af sorte fjer, der går i ét med hans frakke.

De sidder på hans skuldre, på hans hat, på hans sølvbeslåede stok og på hans lange, krogede fingre. Momo har godt set ham i parken før, men aldrig så tæt på som nu. ”Fuglemanden,” hvisker han. ”Ja, er han ikke mega-uhyggelig?” Ida gyser. ”Hvorfor?” ”Det ved jeg ikke. Det siger min mor.”