Den første dag
© Esther Leuran og Gutkind Forlag A/S, København 2025 1. udgave, 1. oplag, 2025
Grafisk formgivning af omslag og indhold: © Alette Bertelsen Sat med Palatino LT Std hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU ISBN 9788743410508
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag info@gutkind.dk
Det er den første dag. Den er begyndt med to betjente.
Det er ikke en ny dag. Vi har ikke sovet. Vi børster tænder, sætter vand over til kaffe, tager noget andet tøj på. Vi skal have sagt det. At det var ham.
Jeg vil se ham. Hente ham. Han er efterladt af fremmede. Jeg vil ikke have, at han er alene.
Vi fik telefonnumre, vi skal kontakte nogen, jeg vil se ham, politiet ringer, vi skal ud til Psykiatrisk Center Amager på Digevej igen, tilbage. Jeg vil se ham. Måske er det ikke ham. Det kan ikke være ham.
Han er dækket af et hvidt lagen. Den ene side af hovedet er også dækket. Der er hul. Der mangler noget under det hvide. Han er blevet skudt i ansigtet, der er sår på den kind, der er tilbage.
Mellem mine hænder hans kolde hænder.
Han er min dreng.
Morgenen kommer. Jeg ser den lægge sig på træerne.
Den vækker fuglene. Jeg ønsker, at morgenen ikke kommer i dag.
Jeg har altid været urolig for ham. Vi har lige været i Amsterdam. Han sagde flere gange, at det var ovre nu, at min uro kunne lægge sig. Han holdt min hånd.
De kommer. De få, vi har skrevet til. De lægger sig som et beskyttende lag over os, så vi ikke møder verden.
Hver gang der kommer en ny til, begynder vi at græde.
Tiden er ikke rigtig tid. Den er fyldt med tomme
mellemrum, hvor den ikke flytter sig. Jeg er bange for tidens udstrækning, at den skal fjerne mig fra ham.
Hver dag er et ekstra lag, der fører mig længere væk.
Han ligger helt alene bag døren med et stort A. Jeg må ikke hente ham.
Hvis jeg havde vidst, at jeg kun fik 17 år med ham, havde jeg tryglet om at kunne bruge tiden anderledes.
Vi skal se ham i dag igen.
Der er afholdt mindehøjtidelighed i Fields. I var mange derinde. Vi kunne ikke være der. Ikke endnu. Vi kan heller ikke bære alene. I er omkring os hele tiden. I laver mad, tænder lyset, slukker lyset, åbner dørene, lufter ud, rydder op i haven, tager det, vi lige var gået i gang med, og gør det færdigt. Jeg skriver til os selv. Så vi kan huske det. Jeg skriver til jer. Så I kan være med. Vi har brug for jer. Hvis I alle sammen bærer et lille stykke af sorgen, så bliver den måske mindre tung. Det er en slags bøn. Jeg beder dig om at bære sorgen sammen med os. Jeg er ikke religiøs, jeg tror ikke på Gud. Det giver ikke mening at bede til ham. Det giver mening at bede jer om hjælp. Bær med os.
Vi kan ikke være nogen steder. Vi leder efter et rum. Til en bisættelse. Han er slet ikke død. Vi taler med en bedemand. Vi udmatter os selv med praktiske opgaver.
Find musik. Find stole. Find blomster. Find tøj. Find sange. Find højtalere. Mindesamvær. Mennesker. Billeder. Af ham.
Ring. Til politiet, til venner, til mormor.
Det er svært at finde et rum med tykke mure. Solide nok.
Vi taler om, at vi ikke kan holde ud at være i huset, men vi kan heller ikke holde ud ikke at være her. Det er en sitrende lammelse, der får mig til at fryse sådan.
Vi er blevet et slags seksbenet dyr. Min datter, min mand, mig selv. Verden er ny. Øde. Den er blevet ryddet. Blæst væk. Vores følelse af uvirkelighed svæver som tåge. Vi er det samme sted, det er virkeligt. Storm. Sand. Og venner kommer forbi og siger, at det er flokken, der er ramt, at alle må rykke sammen, at vi er som en flok gnuer, der står midt i alt det øde, tæt sammen med os i midten, os, der er vokset sammen til en organisme med seks ben.
Han så ti år ældre ud. Hans kind havde mistet sin rundhed.
Jeg har telefonen på mig hele tiden. Måske ringer han.
Vi har mødt Eva. Hun er præst, hun hjælper os, tager blidt over, siger, at hun gerne vil læse højt ved hans bisættelse. Hun kommer ikke som præst. Hun kommer som sig selv. Det er svært at beskrive, hvordan det føles. I dag falder vi ikke, siger vi til hinanden. Vi er rystende taknemmelige. Som om hun redder vores liv. Det gør hun nok også. På sigt.
Hans ting er kommet fra Fields. Jeg vasker hans gule hoodie. Hænger den til tørre, som jeg altid gør. Åbner ovenlysvinduet i hans værelse, klikker det på plads, så det ikke kan blæse op. Han glemmer ofte at lukke det, selvom det regner. Lægger ting frem, som han skal huske at få med. Badebukser. Taske. Shorts. Bøllehat. Dyne. Jeg lægger hans tandbørste klar. Tager den væk igen. Han må gerne slippe nu. Vi køber cigaretter og stjernemix til ham.
Vi har valgt stedet. Det er en kirke. Han har været i den mange gange, men ikke til kirkelige handlinger. Den er dekoreret med udskårne træpaneler og nøgne træfigurer, der virker blasfemiske i forhold til protestantiske og rensede kirkerum. Han fnes lykkeligt, første gang han så dem. Den har usædvanligt tykke mure, og den er så gammel, at den må have været vidne til næsten alt. Den kan bære det. Vi taler om den, som om den er levende. At den kan tåle al den sorg. At den kan stå imod. At alt det, vi tager med, kan være derinde.
Det er den længste dag i vores liv. I skriver på kisten. Som når du har gips på dine brækkede knogler. Vi læser højt for dig af Den lille Prins. Blomsterne ligger i haven. Huset er så stille.
En søndag i juli 2022 gik en psykisk syg mand ind i storcenteret Fields på Amager og dræbte tre mennesker. Et af ofrene var Esther Leurans 17-årige søn, som passede sit arbejde i en biograf.
Den første dag strækker sig over 536 dage med en sorg, der fylder alt. Hver dag er ny, og hver dag er den samme. Der er dage, hvor savnet lammer kroppen og sætter alting i stå, dage med identitetstab og fremtidslede og dage, hvor smerten kun kan holdes i ave ved at bygge et nyt køkken.
Et vidnesbyrd om sorg og den følelse af ensomhed og isolation, som alle sørgende rammes af. Det er en bog om et personligt tab og et kollektivt traume, om afmagt, mord og retssag og om at føle sig som offer for et udpint psykiatrisk system og blive grebet af sine medmennesker. Men først og fremmest er det en bog om kærlighed, fællesskab og kraften ved at give sorgen et sprog.