Den jeg skulle blive

Den jeg skulle blive

Af samme forfatter på dansk: Historie om et ægteskab Se på os nu

GEI R GU LLI KSEN

Den jeg skulle blive PÃ¥ dansk ved Rolf Stavnem

GUTKI ND

Den jeg skulle blive er oversat fra norsk af Rolf Stavnem efter Bli snill igjen © Geir Gulliksen, 2020 Published by agreement with Copenhagen Literary Agency ApS, Copenhagen Denne udgave: © Geir Gulliksen og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Egil Haraldsen & Ellen Lindeberg, EXIL DESIGN Foto: © Tale Hendnes Sat med Sabon hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0105-6

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne oversættelse udkommer med støtte fra NORLA.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk

bb1021_den_jeg_skulle_blive_135x215mm.indd 4

2020-10-15 13:54

(and this gives life to thee)

5

8

1

Forbitrelsen

9

Kroppen var alene. Den var alene i sengen og alene under t­ øjet, den var også alene blandt andre kroppe, når den b ­ efandt sig ude i samfundet. Ingen kom hen til kroppen og ville røre ved den eller holde om den. Kroppen havde brug for b ­ erøringer, andre kroppes hænder og varme hulrum, den havde brug for opmærksomhed og pleje, og i mange år havde jeg levet sådan, at den fik det hele. Jeg havde haft den ene kæreste efter den anden, jeg havde boet sammen med og jeg havde været gift, flere gange, men det fungerede ikke, jeg kunne ikke mere, hver gang gik det galt for mig. Ikke igen, sagde jeg til mig selv.

Efter at jeg blev voksen, har jeg kun sjældent sovet alene, men nu skulle det være. Jeg har haft små børn, som jeg bar rundt på, indtil de blev for store til at blive båret. Min ældste datter var voksen, den anden var teenager, mine døtre kom og gik, og jeg var blevet skilt for sidste gang, havde gjort det forbi for sidste gang. Jeg gik i seng alene og vågnede alene, jeg sov diagonalt i en alt for bred dobbeltseng. Når jeg vågnede klokken fem om morgenen, var der ikke andre, ingen jeg kunne række hånden ud mod og røre ved, ingen jeg kunne snakke med eller lægge mig ind til. Endelig skulle jeg opleve eksistensen, som den kun kan vise sig for en, der ikke prøver at gemme sig i en andens milde, altid formildende nærvær.

Det er selvfølgelig ikke sandt, at andres nærvær altid er formildende. Det lyder fint, men det at være i andres nærhed 11

er lige så ofte formørkende, forbitrende, forødende. Jeg lader det alligevel stå, fordi det ser godt ud. Det er en svaghed ved mig, at jeg ofte har ladet noget stå, fordi det lød godt eller så godt ud, også selv om jeg vidste, at det ikke var sandt. Men der, hvor jeg er nu i livet, har jeg ikke så meget andet tilbage end mine egne svagheder at forlade mig på.

En anden svaghed er, at jeg håber, at det, jeg skriver, en dag skal blive sandt.

Kroppen var engang et barns krop, lille og lys og blød og buttet. Alle, der rørte ved kroppen eller løftede den, blev kærlige og rare, deres stemmer blev sprøde af ømhed, udelukkende fordi kroppen fandtes med sin bløde og uskyldige hud. Noget i kroppen kunne stadig huske det og ønskede at opleve det igen. Den var for længst blevet en voksen mands krop, tung og behåret, med klæbrig hårvækst på den hvide hud – behåret mave, behårede ben, plumpe hænder med tykke hårstrå helt ud på de yderste led. Tykke, grove negle. På brystkassen var de stride hår begyndt at blive hvide, maven hang frem, kønnet lignede en bleg snegl, knæene var runde og komiske. Nu var der ingen, der jamrede af tilbageholdt hengivenhed ved at se eller røre ved min krop.

Den fandt ikke ro, kunne ikke klare sig uden en anden.

Den vågnede om morgenen og forsøgte at hjælpe sig selv, den troede, den vidste, hvad den ville have. Den ville blive berørt, ville blive liderlig og få udløsning, det var den eneste metode, kroppen kendte til. Træning kunne også hjælpe, hvis den cyklede eller svømmede eller løb så langt og så hurtigt, at den ikke kunne mærke sig selv bagefter, men det orkede jeg ikke.

Og jeg ville ikke onanere, ikke en gang til, og desuden havde jeg ikke tid, jeg skulle på arbejde.

Jeg klædte mig langsomt på. Jeg havde købt en ny habit, men ikke en almindelig habit, denne havde korte bukser. Jeg havde 12

tænkt, at en habit med korte bukser passede til den varme sommer, desuden gav den mig følelsen af at være en anden, hvad jeg mere end nogensinde havde brug for. Stoffet var gråt med smalle grønne striber, og det grå havde flere nuancer. En skarp pressefold i bukserne fik dem til at ligne almindelige habitbukser, selv om de kun nåede et stykke ned ad låret.

Jeg trak dem på, så mig selv i spejlet og blev bange. De korte habitbukser gjorde et eller andet ved mig, der ikke var godt.

Men nu var der ingen vej tilbage. Jeg tog en kortærmet, diset blå skjorte på og knappede den. Så tog jeg jakken på og lod den stå åben.

Overkroppen så fin nok ud, men de korte bukser med de nøgne, behårede ben fik mig til at ligne en forvokset edderkop. Hvordan havde jeg nogensinde troet, at jeg ville kunne gå med de bukser? Jeg havde glædet mig til at sidde på cyklen i dem, jeg havde tilmed glædet mig til at komme ind på kontoret i dem. Men mine kolleger ville finde det ubehageligt, at jeg kom i noget tøj, de aldrig havde set mig i før. En habit med korte bukser, det lød allerede i udgangspunktet som en vits. Det virkede så rigtigt, da jeg var i butikken. Mest af alt havde det været et forsøg på at aflede tankerne, og jeg blev opmuntret af ekspedienten, der sagde, at den klædte mig, selv om jeg ikke kunne genkende mig selv i spejlet. Han var ung og uerfaren, skrædderens nyansatte assistent, troldmandens sjuskede lærling, der stod ved siden af mig i spejlbilledet, lang og ranglet med tyndt, affarvet pandehår, der hang ned over det ene øje. Jeg kunne lide ham og havde samtidig medlidenhed med ham, han kunne have sagt hvad som helst for at sælge mig noget, og jeg ville have købt det bare for at hjælpe ham.

Og nu var det for sent at skifte, jeg måtte af sted. Jeg gik ud og satte mig på cyklen, og kroppen var med på den, den begyndte at bevæge fødderne, pedalerne roterede, og jeg drev mig selv fremad. At cykle er noget, jeg er god til, det har jeg gjort, siden jeg var lille. Kroppen kunne lide følelsen af 13

vind mod de nøgne ben, den blev opmuntret af at bevæge sig og troede, at alting ville blive godt igen. Kroppen var god­ troende, det vidste jeg fra tidligere, den håbede altid på det bedste, troede på det gode, satsede på, at alting ordnede sig.

Den tog næsten altid fejl.

I længere tid havde jeg haft det sådan, at jeg fik tårer i øjnene, bare nogen lidt tilfældigt lagde en hånd på min skulder. Det var flere måneder siden, at nogen havde rørt ved mig, bortset fra enkelte tilfældige og funktionelle berøringer, som hos frisøren. Jeg plejede at gå derhen hver sjette uge og glædede mig altid, men skammede mig også, for frisøren vidste ikke, hvor kraftigt jeg reagerede på hendes lette berøringer. Hun var ung og pakistansk, talte for meget, så jeg ofte ikke nåede at få svaret hende og i stedet bare sad og fulgte med i, hvordan hun masserede min hovedbund med sine fingerspidser, hvordan hendes håndryg eller fingerspidser hvilede på mine ører eller min nakke. Enkelte gange mærkede jeg, at hun lænede sig ind mod mig, så hendes kraftige hofter eller runde lår pressede mod min overarm. En gang fik varmen fra hendes krop mig til at klynke højlydt. Jeg rømmede mig straks for at prøve at dække over den lyd, jeg netop havde lavet.

Bagefter overvejede jeg, om hun havde presset sig mod mig med vilje. Selvfølgelig ikke, måtte jeg sige til mig selv, det var usandsynligt. Hun var 25 år gammel og boede stadig hjemme hos sine forældre. Hun ville aldrig have gjort tilnærmelser til en mand som mig. Og desuden var det her hendes arbejde.

Et temmelig hårdt og sikkert ofte kedeligt arbejde, men hun var professionel nok til at lade, som om hun kunne lide at klippe mit hår. Hun snakkede til mig og fik mig til at svare, hun bevægede sig frit og frejdigt tæt op ad mig. Kroppen opfattede i sin enfoldighed eller desperation, at det, hendes hænder gjorde ved mig, var kærtegn. Kroppen troede, at hun ville mig noget. Den begyndte at længes efter at lægge sig ind 14

til den unge frisørs uvidende krop, og det kunne ske, at jeg lod min krop svare på hendes berøring, så let og umærkeligt jeg kunne. Jeg lænede min skulder mod hendes lår, som om jeg ikke selv bemærkede det, og håbede, at hun ikke lagde mærke til det. Jeg prøvede at lade min krop kommunikere med hendes krop, uden at hun selv vidste det.

Hun hed Iqra. Hendes ansigt var blødt og stort og alvorligt.

Jeg kunne tænke på hende i flere dage, efter at jeg havde været der, især når jeg var gået i seng om aftenen. Jeg fantaserede om, at hun strøg mig over hovedet. Hun havde brede, varme hænder. Ja, og så videre, fortsættelse følger af sig selv, og jeg standsede ikke, før hun lagde sig oven på mig. Hun havde korte, sorte herresokker og en BH på, en såkaldt hudfarvet BH, som på hendes brune hud virkede alt for lys. Alt det var en smule forstyrrende, men sådan ville fantasien have det, den mistede ikke sin fremdrift, selv om den fortabte sig i detaljer, for derudover lod den hende være helt nøgen. Bagefter sagde jeg hendes navn ganske stille for mig selv.

– Iqra, sagde jeg, som om jeg kendte hende.

Jeg fortrød særlig det sidste, at jeg havde sagt hendes navn.

Jeg kunne høre klangen af min stemme i rummet, og den skarpe klang i hendes navn gjorde det, jeg havde fantaseret om, så konkret, at det ramte mig på ny, som om det faktisk var sket, som om det var en erfaring, jeg måtte forholde mig til. Det gjorde noget ved mig, og jeg var bange for, hvad det kunne føre til, hvem jeg var i færd med at blive.

Jeg fandt en anden frisør, en gammeldags herrefrisør, der insisterede på at bruge klippemaskine. En saks var besværlig og unødvendig, mente han. Han brugte også maskine til sig selv.

Nu fik jeg den samme korte frisure, som han selv havde, og alle de andre mænd fik, der blev klippet hos ham, for det meste midaldrende mænd, der ikke ønskede eller havde mulighed 15

for at bruge ret mange penge på at blive klippet. Det mindede mig om det sted, jeg kom fra, om dem, der var voksne, da jeg var dreng, mandfolk med grove ansigter og buskede øjenbryn.

Mænd med skjorter og slips og stemmer så dybe, at jeg kunne mærke dem langt ned i maven. Jeg havde altid været bange for at blive som dem. Det var ikke særlig smart af mig at gå til frisøren med klippemaskinen, det gik ud over min selvfølelse. Håret var lige så kort på toppen som på siderne, jeg så firkantet og vred ud, da jeg mødte mit blik i spejlet. Men det værste var, at jeg følte mig dum. Jeg var bange for, at den gamle frisør skulle se, hvem jeg var, at jeg alligevel hverken lignede ham eller nogen af de andre, der kom hos ham. Jeg var bange for, at de ville le højt af mig, eller blive irriterede, hvis de vidste, hvordan jeg var. Tag dig sammen, ville de have sagt. Og det prøvede jeg jo også på.

Nu cyklede jeg så gennem byen med nøgne, behårede ben, jeg havde også nye sko på, der var brede, bredere end de sko, jeg plejede at gå i. Jeg så anmassende afklædt ud med nøgne ben, men så længe jeg holdt et godt tempo på cyklen, var der ingen, der så på mig. Det var først, da jeg steg af cyklen uden for kontoret, at jeg kunne mærke, hvor iøjnefaldende jeg var. Jeg var ikke mig selv, og det havde jeg troet ville virke befriende, men nu gjorde det mig bare ukomfortabel. Jeg smuttede ind i elevatoren og undgik at se mig selv i spejlet, og da jeg gik gennem det åbne kontorlandskab, faldt min normale iden­ titet langsomt på plads i mig igen. Jeg blev den, jeg plejede at være her. Normalt gik jeg i sorte jeans og sort trøje eller sort skjorte, og jeg var ikke god til smalltalk. De fleste opfattede mig som en lun og humoristisk, men også ret selvhøjtidelig mand. Og nu bemærkede jeg, at ansigter åbenlyst drejede sig efter mig, særligt en af dem nikkede tydeligere til mig, end hun ellers ville have gjort. Hun smilede til mig, men også til de andre, som om jeg havde lavet noget sjovt, alle burde 16

lægge mærke til. En af dem, jeg plejede at snakke med, så lige ­igennem mig, indtil jeg havde passeret hende. Så vendte hun sig om efter mig og sagde mit navn på en spørgende måde. De havde svært ved at finde ud af, hvordan de skulle forholde sig til mig, og jeg var ikke i stand til at hjælpe dem. Jeg besvarede ikke hilsner, gik bare hurtigt forbi, skamfuld over mine nøgne knæ og lægge, og så de selvhævdende sko, hvorfor havde jeg dog købt dem? Mickey Mouse-sko var der en, der kaldte dem senere på dagen, det var venligt ment, men jeg besluttede mig for aldrig at bruge de sko igen. Og heller ikke den såkaldte habit.

Da jeg kom ind på Klaras kontor, sad hun med fødderne på bordet og telefonen mod kinden og talte lavt, mens hun så ud ad vinduet. Hun vendte sig mod mig og gjorde store øjne, demonstrativt store. Umiddelbart efter satte hun fødderne ned på gulvet og afsluttede samtalen med et kort jegmåløbe. Det havde jeg hørt hende sige før på den måde, det var hendes partner, hun snakkede med, en tynd og alvorlig ung kvinde, som vistnok havde været en lovende cellist, men som havde fået leddegigt og ikke kunne spille længere. Hun var tyve år yngre end Klara. Nu sad hun derhjemme og læste bøger og passede deres katte. Tidligere havde Klara været gift med en mand, men nu havde hun givet afkald på mit køn, erklærede hun, engang vi talte om ægteskaber og skilsmisser. Mænd kunne være praktiske i visse sammenhænge, bare ikke som livsledsagere.

Det havde ramt mig hårdt, da hun sagde det, ikke fordi jeg ønskede at blive kæreste med Klara, men fordi jeg forstod, hvad hun mente. I hvert fald troede jeg, at jeg forstod, hvad hun mente.

– Jeg har heller ikke lyst til at være gift med en mand, havde jeg sagt til hende.

17

Det var ment som en vits. Men hun så længe på mig, og så sagde hun – Hvordan kan du vide det?

Det var typisk Klara at reagere sådan, hun brød sig ikke om, at jeg var enig med hende. Hun havde ikke ansat en mand, bare for at han skulle være til pynt, hun ville også have modstand. Jeg vidste, at det kun var visse former for modstand, hun ville have, og kun på bestemte tidspunkter, men jeg var god til at fornemme, hvad hun ønskede og havde brug for.

Nu rejste hun sig fra stolen og gik rundt om mig, mens hun langsomt rystede på hovedet.

– Hvad er der sket med dig?

– Hvad mener du?

– Korte bukser på arbejde. Det har jeg ikke set før.

– Det er bare en ny habit.

– Har du klippet buksebenene af?

– Den er syet sådan.

– Men hvorfor?

– Den føles luftig.

– Den føles luftig, ja. Men har vi ikke en dresscode her?

Burde vi ikke være i tvivl om den? Jeg er mest af alt i tvivl om, hvorvidt man kan kalde det en habit.

– Jeg er selv lidt i tvivl.

– Jeg kan godt lide den. Men jeg spørger også mig selv, hvad kunderne nu vil tænke om dig. Sig mig lige, hvad der er sket med dig. Har du skiftet side?

– Skiftet side?

– Er du begyndt at interessere dig for mænd?

– For mænd?

– Ja? Er du egentlig homo?

– Nej. Ikke hvad jeg ved af.

– Du ser altså ret homo ud.

– Det er måske lidt fordomsfuldt sagt.

– Ja, afgjort. Vi lever af fordomme, vi har ikke andet på 18

vores repertoire. Men jeg ved ikke, om det går, Henning. Det er ikke nok at sige, at det er en habit. Du kan heller ikke bare sige, at en kjole er en kjole, og så er alt fint. Kan du huske hende sommervikaren i receptionen og den kjole, hun kom i?

– Den, der var gennemsigtig over brysterne? Der er ikke noget gennemsigtigt på mig.

– Du viser dine behårede ben. Det er egentlig dem, jeg er mest i tvivl om.

– Mine ben?

– Ja. For mange hår, for det første.

– Det er lidt sent at gøre noget ved det nu.

K lara sagde mit navn to gange stille for sig selv: Henning, Henning. Og så ombestemte hun sig pludselig, for hun sagde – Du ser jo egentlig ret sød ud i den habit. Jeg kom til at tænke på, at salgschefens assistent er homo. Han er sikkert med i dag, så måske er det fint. Måske er det netop korte bukser, der skal til. Du må bare være forberedt på kommentarer.

Det værste er, hvis ingen siger noget til dine korte bukser.

Vi skulle holde møde med en af de store dagligvarekæder om en kampagne. Deres nye bæreposer var lavet af sukkerrør, de var CO2-neutrale og kunne forbrændes uden at gøre skade på miljøet. Kunden ønskede, at poserne skulle være lysegrønne med en påtrykt tekst i mørkere grøn, der lød: »Jeg er en grøn plastikpose.« Min opgave til mødet var at overbevise dem om, at det ikke var særlig heldigt. En bærepose burde ikke udtale sig, som om den var et jeg. Det lød falsk, det kunne virke stødende på folk, der jo allerede var nødt til at forholde sig til deres egen anmassende jegfølelse.

Det sidste havde været mit synspunkt på et fællesmøde, hvor kampagnen blev præsenteret, men Klara havde bedt mig om at holde den slags sproglige indvendinger for mig selv.

Det blev for højtravende, mente hun, for kompliceret for en kunde, som trods alt bare gerne ville sælge mad. Vi skulle 19

overbevise kunden om, at det ville være mere effektivt, hvis der stod »Dette er en grøn pose«, det ville bide sig fast hos folk, uden at de ville studse over det.

For det andet skulle vi overbevise kunden om, at posen burde være gul eller orange. Når teksten på posen fastslog, at den var grøn, ville budskabet blive mere interessant, hvis posen faktisk havde en anden farve. Folk ville se på den og undre sig og måske vise den til andre. Derved kunne posen få sit eget liv på de sociale medier: en kras gul pose med teksten »Dette er en grøn pose«.

Der fandtes også en tredje grund, og den var branche­ intern. En af de store surrealistiske malere havde engang lavet et maleri af en pibe med teksten »Dette er ikke en pibe«, og vi ville lave en gul eller orange plastikpose med påskriften »Dette er en grøn pose«. På den måde ville posen også blive en hilsen til kunsthistorien, og det ville forøge vores chancer for at vinde en branchepris med kampagnen. Branchepriserne blev uddelt til store gallafester og skaffede bureauerne ære og anseelse – og dermed opmærksomhed – og så forhåbent­lig flere kunder. Det sidste argument havde vi ikke tænkt os at nævne, selv om en prisbelønnet kampagne selvfølgelig også ville være til gavn for kunden.

Vi lavede reklame. Ingen bruger det ord længere, men alt, hvad der laves for at sælge noget, er jo reklame, også når det kun er en selv, man vil sælge. Det sagde jeg, det var den slags, jeg plejede at sige til frokoster og fællesmøder. Det gav mig en følelse af at være lidt besværlig og genstridig, for det havde jeg brug for. Jeg var ikke klar over, at de fleste af mine kolleger, især de yngre, opfattede det, jeg sagde, som selvfølgeligheder.

Klara forsøgte engang at forklare det for mig; selv om jeg gerne ville fremstå kritisk, blev mine kritiske og selvkritiske kommentarer opfattet som irrelevante. Sagde hun også selv, at jeg var irrelevant? Det tror jeg, men jeg lyttede ikke til hende, 20

jeg bildte mig ind, at hun prøvede at gøre mig mere medgørlig, mere positiv, og det ville jeg ikke, jeg havde brug for at fremstå som kontrær, radikal, en der ikke passede helt ind.

I den slags situationer plejede Klara at minde mig om, at jeg var blevet ansat, fordi jeg var forfatter. Som forfatter var jeg (eller burde være) ekstra sensitiv over for sprog, og i mit tilfælde blev det ofte til overfølsomhed. Jeg var jo trods alt lyriker. Jeg kunne godt se, at hun sagde det for at opmuntre mig, jeg gennemskuede smigeren i det, men ikke desto mindre virkede den, den gjorde mit nederlag mindre. Allerhelst ville jeg bare sidde alene med papir og pen og skrive de små digte, jeg før i tiden plejede at skrive.

Digtene havde gjort verden udholdelig for mig at leve i, eller de havde gjort mig levende for verden. Det er måske det samme. Men det var jeg ikke i stand til længere, jeg troede ikke på det, jeg skrev. Jeg var på den forkerte side af eksistensen, jeg kunne ikke finde et sted at skrive fra, hvor håb kunne vokse frem. Og det kunne ikke lade sig gøre at skrive uden håb, ikke for mig. I det mindste måtte der være håb om noget håb. Men da jeg fik det her job, holdt jeg op med at prøve at skrive. Ikke desto mindre fik Klaras ord mig til at føle mig som forfatter. Jeg var forfatter, selv om jeg ikke skrev, ja, i særdeleshed når jeg ikke skrev, for så kunne jeg fortsat gå for at være en ganske god forfatter.

Klara havde kontaktet mig for knap et år siden efter at have læst en artikel af mig i en avis. Artiklen var en anmeldelse af en bog om miljøbeskyttelse, og jeg brugte det meste af anmeldelsen på at vise, at miljøaktivister næsten altid prøvede at fremstå uskyldige. De havde set sammenhænge, som ingen andre angiveligt var interesserede i, og de forholdt sig til disse opdagelser, som om de ikke selv havde nogen form for magt. Det var altid nogle andre, der havde ansvaret for, at verden gik ad helvede til. På den måde tilslørede de deres 21

egen medvirken og deres eget ansvar, skrev jeg. Senere fortrød jeg den tekst, nu tror jeg, at det forholder sig omvendt; vi bliver vildledt ved at insistere på, at alle medvirker til at ødelægge kloden, og blinde for, hvor de vigtige beslutninger tages. Men Klara kunne lide det, jeg havde skrevet, og ville have mig til at skrive en tekst om miljøbeskyttelse for hende.

Hun havde Miljøministeriet som en af sine største kunder og skulle til at lave en kampagne for vindkraft. Det passede mig godt dengang at få en e-mail fra Klara, det var længe siden, jeg havde skrevet bøger. Jeg havde levet af min kones penge, men var ved at blive skilt. Klara var ellers kendt for kun at ansætte kvinder. Men som hun betroede mig, måtte hun have en eller to mænd ansat, så bureauet ikke fik r y for bare at være et kvindeprojekt, for så ville ingen jo tage det alvorligt.

Det passede Klara godt at ansætte en, der helst ville være forfatter, for så ville jeg ikke møve mig frem i rampelyset eller prøve at fremme min karriere, som mange andre mænd ville have gjort. Hun havde brug for et par mandlige ansatte, som hun kunne vise frem til møder og præsentationer, men som ellers arbejdede i baggrunden. Vi passede godt sammen, sagde hun. Det blev jeg selvfølgelig også smigret af. Desuden kunne jeg lide at arbejde med noget, der ikke handlede om mig selv.

Efter et halvt år i jobbet begyndte jeg at opfatte mig selv som medskyldig, en der var villig til at sælge hvad som helst.

Og det havde jeg godt af. I de år hvor jeg bare sad for mig selv og skrev digte, havde jeg udviklet en følelse af at være hævet over alting, ikke mindst alt det, der havde med køb og salg at gøre. Men at hæve sig over andre gav bagslag, og ret hurtigt følte jeg mig udenfor og set ned på af det samfund, jeg først havde følt mig for fin til at være en del af. Det, jeg havde beskyldt miljøforkæmpere for at gøre, var nøjagtig det samme, jeg selv havde gjort; jeg troede, at jeg kunne finde et ståsted uden for magten ...

22

Der citeres fra følgende tekster: Helga Maria Hernes: Welfare State and Women Power: Essays in State Feminism, Norwegian University Press 1987 Alice Munro: »Børnene bliver her« fra En god kvindes kærlighed, oversat til dansk af Lisbeth Møller-Madsen, Centrum 2002 Marguerite Duras: Elskeren, oversat til dansk af Juliane Preisler, Gyldendal 2019 Ernest Hemingway: Edens have, oversat til dansk af Finn Holten Hansen, Lindhardt og Ringhof 2018

255