Hvor du går, følger jeg by Gutkind Forlag

Hvor dufølgergår, jeg

Hvor du

følgergår, jeg

Lina Nordquist

På dansk ved Jesper Klint Kistorp GUTKIND

Hvor du går, følger jeg er oversat fra svensk af Jesper Klint Kistorp efter Dit du går, följer jag

Published by agreement with Ahlander Agency

Forsidefoto: © Unsplash Eberhard Grossgasteiger

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Denne udgave: © Lina Nordquist og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022

Forfatterfoto: © Emily Dahl Sat med Sabib hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0284-8

Omslag: © Imperiet/Simon Lilholt

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til min familie fordi I er det bedste der findes, og fordi I af og til viser mig mere forståelse end jeg fortjener. Til min søster som elsker bøger næsten mere end jeg selv gør. Til jer der har lyttet, læst og hjulpet. Og til den tv-servicemand som for nogle år siden kom til at afbryde alle fjernsynskanaler bortset fra to, så jeg fik tid til at skrive.

Skovrydning

Lige under solen, et åbent areal. Landskab uden lyde. Store træer kaster skygger på jorden længere væk, men helt tæt på er der overhovedet ingenting, kun gamle hugmærker, savspor blødt op af regn, nøgne stubbe. En mand ligger død her. Rynker som en smukt slidt lædertaske. Håret som kæruld. Hvidt, tyndt, flagrende i den lette brise over rydningen ind mod skoven. Bregner hviler mod jorden omkring ham, og natuglen flakser til en nærmere gren. Myrer har travlt. Træerne omkring stedet strækker deres rødder hen mod manden og mod stubbene på rydningen, men de kan ikke gøre noget for dem. En stilnet stribe af tykt, mørkerødt blod smyger sig hen over nåle og jord væk fra mandens hoved. Som en vandfure standset midt i sin strømmen. Jagttårnet savner ham allerede. Såret er stort og går gennem kraniet, men han jamrer sig ikke, ånder ikke, ligger bare tæt på skoven sådan som han levede, med ansigtet vendt mod trækronerne. Hans øjne er lukkede, han ser ingenting. Han findes ikke længere, kommer aldrig mere til at se, men kragerne ser ham stadig. Og jeg.

Kåra9

»På fredag om to uger?« Min svigermor ser stresset ud da hun siger det.

»Det kan vi godt sige,« svarer jeg. Det er klart at Bricken er oppe at køre – hendes mand er lige død, og papirerne mellem os på voksdugen skal bruges til at planlægge hans begravelse. Min svigerfar Roars navn på alle blanketter, hans ærtegrønne armstol med kludetæppet på sædet, den står tom. Min svigermor piller ved et lille ar i sin hårgrænse. Grå striktrøje, hvidt hår, hvide, ret frodige øjenbryn og papirhud. Fregner og leverpletter. Hverken hun eller jeg går i bukser med svaj, det er vi for gamle til. Treoghalvtreds og langt over halv fjerds, men begge lige medtagne. Tænk at vi har slidt på hinanden her i huset i tredive år. Og han, min svigerfar, han blev ikke født her, men det var her han lærte at gå. Han boede i det her hus praktisk talt hele sit liv.

»Hvorfor»Kiste.« spørger du mig overhovedet?«

»Kiste og begravelse.« Hun ser ned i papirerne da hun siger det.

»Urne,« svarer jeg.

Ved bordet i køkkenet

»Det gjorde jeg heller ikke.« Ingen af os siger mere. Jeg kogte æg for lidt siden, inden jeg kom i tanke om at det var ham der skulle spise dem, ikke os. I den slidte fordybning i lænestolen i kammeret findes Roar

10 stadig, men det er alt. Hans krus står renvasket inde bag den lyseblå køkkenlåge oppe over køkkenvasken, kryds ogtværsbladet ligger opslået for ingen, og jorden drejer nok videre, selvfølgelig gør den det, mærkede ikke engang at der skete noget. Bricken går med kraftige briller, stirrende, granskende. Brillerne er som forstør relsesglas med stænger: De forvandler hendes øjne til brune kugler, som om hun kan se alt hvad jeg har gjort. Vi deles om ilten i køkkenet, jeg og Bricken, jeg holder øjnene rettet mod vinduet, lader blikket glide hen over kniplingsgardiner der er stive af støv. Vissenbrun græs plæne uden for vinduet, sensommertræt. Der er kun os to tilbage nu, næsten en kilometer til nærmeste nabo. Landsbyen ligger femogtyve minutters rask gang væk, men der er ikke meget tilbage. Kun en købmandsbutik, to nye vejbump og nogle snavsede eternitfacader. Og Savværket, selvfølgelig. Stakittet står skævt, der mangler et bræt, og lige bag stavene breder storskovens første træer sig. Intet vejr at tale om, på grænsen til lidt diset aftensol, men ingen striber hen over græsset. Stilheden vokser mellem mig og Bricken. Radioen kværner løs. Dramaet på Norrmalmstorg er åbenbart ovre nu. Seks dage som gidsel, hvad er det hvis man sammenligner?

Og Ferdinand Marcos som blev præsident på livstid for nylig: Han ville det selv, det er jeg sikker på. Men hvem gav livstid til mig? Jeg vil ikke være her, men hvor kan jeg ellers tage hen? Bricken retter sig op, stryger sig over ryggen med den ene hånd. Hendes krop er som sprukkent ler, og jeg tør ikke møde hendes blik. »En kop til?« Hun hælder op inden jeg når at svare. Ternet voksdug, kogekaffe i plasttermokande og en sukkerknald i blåblom stret mokkakop. Dygtighed og folkehjem. Herregud, hvis

Om et øjeblik viser de Scener fra et ægteskab i fjern synet, men jeg orker ikke at se dem flå huden af hinanden, vi har vores eget. Skal jeg fortsætte med at være tavs om det jeg pisker mig selv med om natten, pillerne og brænde skuret og ventilen, eller skal jeg skrige lige ud i luften som gæssene? Hvis stemmen overhovedet kan holde til det. Det er Norrlandssommer derude, Hälsingelys. Solen

11 hun vidste besked om alt det der er sket her når hun så den anden vej. Rynken mellem hendes øjenbryn skyldes ikke kun koncentration, hun må tage begge hænder til hjælp for ikke at spilde.

»Jeg»Tak.«tænkte at du plejer at ville have mere.« Jeg svarer ikke. Hun lægger en sukkerknald i sin egen kop og fylder den til randen. Kopperne er for små, det har jeg altid ment. Hanken er ikke til at få ordentlig fat på, det er klart at Roar hellere ville drikke af kruset fra skov selskabet. Brickens kaffe er for tynd, som sædvanlig. Hun ser på mig som for at høre hvad jeg synes, om den smager godt. Jeg vil ikke også lyve om det. Stilheden runger for ørerne nu. Jeg får hudafskrab ninger på brystkassen af at Bricken muligvis ved det selvom vi altid var så forsigtige. Tynde blodkar er bristet på hendes kinder og pande – et blodkar per år måske. Et af dem ligner en edderkop, hidsigt røde forgreninger. Trækronerne vajer, bortset fra det der lig af en seljepil som kun har en enkelt gren at vifte med. Det vil blive sådan et efterår hvor grene rives løs og kastes mod mosset, hvor haveborde vælter i blæsten. Sådan et vejr som jeg aldrig har turdet slippe løs indendørs.

»Tror du vores Kurrbits forsvandt samme sted hen som Roar, dengang hun forsvandt?« spørger hun uden at slippe stakittet med blikket.

Jeg svarer ikke. Har andet at tænke på end en død kat.

12 og månen side om side om natten, og snart begynder de ensomme og de tanketunge at ringe ind til radioens aften program. Jeg ved hvordan det føles. Jeg har vel friseret hår og pomade på læberne og en mental tegnestift under strømpen. Jeg var syv år da jeg første gang tissede i bukserne af skræk, jeg var fjorten, og det fortsatte, så blev jeg otteogtredive, syvogfyrre, treoghalvtreds. Mit hjerte er en krage højt oppe i et træ. Undertiden skratter den på afstand, ofte kommer den tættere på end det. Jeg blev vel født sådan, men af og til har jeg spurgt mig selv hvorfor kragen valgte netop mig. Men det er til at klare: Når angst anfaldene kommer, er de hviskende, sensommermilde. Det er blevet sådan med årene. Da jeg var yngre, var det værre, selvom jeg nok egentlig ikke havde noget at være bange for. Dengang. Jeg ville gerne have at Roars enke bad mig om at ordne hans begravelse. Det burde være mig der ringer rundt og ordner det hele. Som beslutter hvad han skal have på. Som bliver spurgt om personlige anekdoter og får lov til at bestemme at en indforskrevet sanger skal synge Tove Janssons Høstvise. Men det kan jeg umuligt forklare Bricken. Så jeg siger ingenting om begravelsen. Ville velsagtens blive nødt til at forsvinde med pik og pak hvis jeg fortalte hvad jeg har gjort når hun ikke var hjemme. Eller blive spærret inde et eller andet sted. I stedet tager jeg en sylte tøjssmåkage og tygger. Så sidder vi et stykke tid, vi to. Alene sammen. Tygger drøv og venter. Vi fortsætter med at enes om pladsen i det her hus, som vi altid har gjort, lige siden jeg giftede mig med hendes og Roars søn, og ingenting blev som jeg havde tænkt. En flue summer mod køkkenvinduet. Vil ud, ligesom jeg. Bricken er den første der bryder tavsheden. »Vidste du at Roars mor og far kom ud af skoven lige

»Freden var mindre da de flyttede ind, og misligholdt. Huset havde stået ubeboet i lang tid da de kom hertil. De må have set det som en lille slidt, grå plet mod stammerne.

13 præcis dér mellem fyrretræerne?« siger hun og nikker hen mod vinduet. »Unni og hendes Armod valgte deres hjem i den lomme i skoven hvor solen havde bedst plads til at skinne. Kom til fods helt fra Norge, uden ret meget anden oppakning end et lille drengebarn, en lakeret trææske i en bylt og en pose med mad.« Hun retter på tæppet på gulvet med foden og ser sig om, som om hun forsøgte at finde noget opløftende i det her forældede køkken. Alting er gammeldags herinde, også vi, men hun har stadig de fineste køkkenlåger, og det var hende der fik en plastlamineret bordplade i sit køkken da hun fyldte rundt. Selv fik jeg et nyt ur. Hendes blik leder videre i køkkenet efter ydre pragt, finder en bulet aluminiumsgryde, indgroet fedt i fugerne mellem fliserne, ender ved de syntetiske kniplingsgardiner som er begyndt at gulne. Nu får hun øje på lidt glans på vindueskarmen –den hvide farve skinner stadig efter malingen tidligere på året. Bricken stryger hånden hen over den.

‘Her er trygt,’ sagde de nok. ‘Her skal vi bo.’ Og det var sikkert dejligt for skovbonden at få nogen der ville tage sig af huset for ham, selvom han tog sig godt betalt.«

Jeg har fået fortalt om Unni og Armod så mange gange. Af og til har jeg ønsket at jeg var hende: elsket, stærk og parat til at gå. Lægge alt bag mig. I hovedet vokser tankerne om hvordan det kunne have været.

Vandrerute Jeg ved ikke hvordan det kunne have været, men jeg ved hvordan det var. Og jeg tror at hvis jeg havde vidst hvordan det ville ende, så havde dagene haft en anden værdi. Og ventetiden. Hvis jeg havde kunnet se ind i frem tiden, så havde jeg alligevel ikke gjort noget for at stoppe den. Sorg måler ikke rigtigt og forkert. Lykke behøver ingenBondenmoral.der

Unni14

trak mig med sig, stank af fuldskab. Jeg hørte mennesker hviske den der kølige dag da jeg kravlede op bag på hans kærre. Bonden slap min arm og skubbede på min ryg for at jeg skulle kravle hurtigere ind gennem lågen til buret. Flere som jeg havde kendt længe, så væk. Nogle spyttede på jorden. Næste stop var et nøgent rum med en aflåst dør. Bonden hyppede på hesten, og så begav vi os af sted. Da vognen begyndte at rulle, slog lågen mod buret. Hesten kom op i fart, jern dunkede stadig hårdere mod træ, og det var på den måde det gik op for mig at bonden havde glemt at låse efter mig. Flyvende sekunder. Åh, hvor jeg løb hen mod dig, Roar! Hvor jeg tvang mine lunger til at arbejde, trodsede smerten i foden indtil jeg så glimtet af vand, så Armod som tjærede nogens båd, og endelig kunne jeg skimte dit lyse dunhår der hvor du sad bag et dybblåt agterspejl. Armod efterlod båden halvtjæret bag sig. Han var den første der forlod min by, lange, beslutsomme skridt, selvom han kunne være blevet. Kun jeg kastede et blik

15 over skulderen mod den stump af Norge der havde været mit hjem. Vi lagde sulten, havet og anklagerne bag os. Hadefulde øjekast og undvigende blikke. Klipper dækket af forårsknopper spejdede ned mod menneskene i byen hvor vi havde boet, og så dem grave korte grave til deres døde børn. Gråd smager af hav. Hav smager af tårer. Jeg ville gerne være blevet, ønskede ikke at tvinge min søn ud på denne rejse hvis endemål vi ikke kendte, men jeg havde ikke noget valg. Derfor gik vi i dagevis, med himlens spejlinger i øjnene langs Jonsvatnets bred og på mørke stier gennem store skove. Det gjorde ondt i højre fod, men smerten var til at håndtere. Værre var frygten og uroen. En barnekrop der ikke engang var et år gammel, i mine arme, et lille voksende æblefrø inde i mig. Så tæt på man kan komme. Du, Roar, var bylten der sov på min mave, med dine kravleben trukket op mod kulden. Din søster var stadig et navnløst frø lige under min navle. Hendes far var en mand jeg dårligt nok kendte, men han havde rare øjne, og jeg stolede på ham. Jeg ejede min rødlakerede lægeæske af kirsebærtræ, som jeg havde fået af jordemor, og ellers ikke andet end det jeg bar på kroppen: en musebrun nederdel, et sjal og en falmet hvid bluse. Hullet ved kraven var omhyggeligt repareret. Resten måtte jeg efterlade. Havde ikke andet valg. Ham der kom fra Kristiania, hvor jeg aldrig havde været, var klædt i bukser af blegnet, sort stof og en helt farveløs jakke. Mat, livløst stof. Men hans ansigt var levende, og han gik med mig, kunne lide dig, Roar. I seks måneder havde vi kendt hinanden, og i nogen tid havde vi delt seng. Jeg elskede hans navn, Armod, og han havde arme der var behårede og mørke af vejr og vandring, som hans egen eventyrskov. Jeg elskede at han tilbød at passe dig da jeg var nødt til at gå med min lakerede lægeæske over til pigen ved bjerget. Jeg kunne

»Jeg følger med dig.« Sådan sagde han, og så gik vi. Når bare man elsker. Sådan troede jeg dengang. At det var så enkelt.

16 næsten ikke tro på at han valgte at følge med da jeg var nødt til at tage af sted.

Vi gik i en bue rundt om Røros, og naturen var levende diamanter: birkeskov, fjeld, vidder og hvide træstammer. Jeg husker en eftermiddag højt under himlen med slud i

Oppakningen bankede mod hans ryg, han havde gået før og var vant til det. I begyndelsen så jeg mig hele tiden omkring, huskede præstens ord. Morder. Hvor lang tid ville der gå inden de indhentede os? Men for hver kilo meter vi lagde bag os, blev det lettere at trække vejret. Når vi vågnede om morgenen for at vandre videre, var gløderne næsten gået ud, men de gnistrede og gav varme nok til at komme i gang med dagen. Nogle gange tissede Armod på dem for at beskytte skoven inden vi drog videre. Dagene gik langsomt, men provianten forsvandt alt for hurtigt. Armods ransel med mad blev stadig lettere, snart var der kun nogle optændingspinde tilbage, og så ville vi blive nødt til at købe mad. Langt væk høje bjerge med sne på, selvom det var sommer. Det var nok en eller anden form for kærlighed fra hans side, allerede dengang – jeg ved ikke hvorfor han ellers fulgte mig alle disse dage, gennem landsbyer, ud ad lande veje, i dansende styrtregn og under en blændende sol. Og det varmede mig da også indvendigt at se på ham, at høre ham le. Højden og fjeldluften kølede. Fugten omfavnede os og nægtede at vende tilbage til havet. Der sivede vand ind i skoene. Mange gange så jeg på ham og tænkte at snart vender han sig om og siger at nu må jeg fortsætte alene med drengen, men sådan blev det aldrig. Hans ryg travede støt videre lige foran mig, og han vendte sig kun om for at smile, aldrig for at tøve.

17 luften. Bryske vinde slog imod os da vi bevægede os stadig højere opad. Vi skyndte os for at holde varmen den dag, og jeg gik næsten ind i Armods ryg da han standsede op. Så holdt han en hånd frem, viste at noget vådt var landet på den. Ikke en vanddråbe – et snefnug. Straks efter landede et til på hans håndled, lige ved siden af skjorteærmet hvor menneskehuden er allermest tynd og følsom. Jeg bøjede mit ansigt tæt på. »Kan du se, Unni, hvilket broderimønster de har vævet?« sagde Armod. »Det her lille fnug er ikke mage til det store ved siden af, og heller ikke til nogen af sine søstre og brødre. Men én ting har de alle sammen tilfælles heroppe – tro mig, som engang ikke gav agt på vejret og var tæt på at miste fingrene. Hver eneste snestjerne her betyder fare, at vi må skynde os med at komme over fjeldet og nå ned til lavland og Krystallernesommer.«glitrede endnu et øjeblik. Så smeltede de og var væk. Armod kærtegnede min kind med bagsiden af sin »Duhånd.ersmuk, Unni,« sagde han. »Og modig er du også.«

Vi smilede til hinanden inden vi fortsatte i et stadig hurtigere tempo. Manden der havde opsøgt mig med et grimt sår på armen, som jeg havde behandlet med stjerne rensdyrlav. Ham der næste gang vi sås, løftede min dreng op i luften og fik ham til at være ved at kvæles af latter. Som fangede en anden mands høne med hænderne, vred halsen om på den og bød mig på middag i grænselandet mellem byen og vandet. Som ikke fortsatte nordpå mod Mo i Rana som han havde tænkt sig, men søgte arbejde på havnen i Trondheim, selvom der blev hvisket om mig. Ham der kunne bryde ud i et smil som fik smilerynkerne omkring øjnene frem, og som blev hos mig. Trods alt. Det var grunden. Derfor fulgte jeg ham, og han mig. Det var ikke bestemt af fornuft, men af en følelse. Når

fnuggene ind i huden og skar mig i øjnene. Jeg svøbte dig, Roar, i Armods halstørklæde og holdt om dig med begge arme. Da vinden tog til, hævede jeg skuldrene og sænkede hovedet, borede hagen ned i kanten af halstørklædet. Et skridt ad gangen bevægede jeg mig gennem vejret ved at holde øjnene rettet mod Armods fodspor foran mig. Mine egne kunne lige akkurat være inde i hans. Når han vendte sig om og smilede, var hans ansigt stift og dækket af frosttråde og sne, hans hage så kold at den var blevet blå. Bagefter har jeg tænkt på hvor han må have frosset, ham der kløvede vinden og havde givet dig sit halstørklæde, men han beklagede sig aldrig.

18 vi var sammen, var det smukke større end faren. Der hvor en af os gik, måtte den anden følge. Der hvor den ene ville hen, ville den anden også hen. Det, og for mit vedkommende bevidstheden om at jeg ikke kunne vende Snarttilbage.piskede

»Det er sådan her det skal føles hvis man vil lette fra jorden, søde Unni!« lo han da han så at jeg var bekymret.

»Der skal vind til for at flyve!« Blæsten blev for kraftig hen mod aften. Den slog mig, truede med at vælte mig og bed i mine ører, selvom jeg havde sjalet over hovedet. Armod fandt en stor sten som gav læ for vinden, og byggede en snevold der ville holde natten over, indtil vejret slog om. Så skulle jeg tænde et bål – hans fingre var så kolde at han ikke længere kunne bevæge dem. Vi krøb sammen tæt ved siden af hinanden, som de russiske babusjkadukker fra kunstnerkolonien uden for Moskva. Han havde set dem, han hviskede om de glade farver i mit øre, i varmen fra hans mave spiste jeg fjeldsne, og jeg tøede hans hænder op i mine armhuler. Kulden hviskede i mig at det ikke ville gå. Men havde vi noget valg?

19 Solen kvidrede da vi krydsede grænsen til Sverige, og jeg tænker at vi trådte ind i Härjedalen, jeg ved ikke præcis hvor, men det må vi have gjort. Med vores første skridt på udenlandsk jord trak jeg vejret friere, og det blev lettere at gå. Frygten satte stadig spor i mit hoved, og det gjorde ondt i benene, men jeg rankede ryggen, og smerten i højre fod var lettere at bære nu. Vi så skov, landsbyer og landskaber. Gik ned ad fjeld mod dal, over elve og åer, mere skov, nyt vand. Jeg frøs stadig, så vi fortsatte mod sydøst, for at søge varme oven på det der lå bag mig. Hvor skulle vi tage hen? Ikke til noget stort sted, et lille og trygt. Tyve mennesker døde i Stokholm da de samledes for at få et glimt af Christina Nilsson. De blev mast ihjel uden for sangerindens hotel, det havde jordemor Brita fortalt mig da jeg boede hos hende, inden hun døde fra mig, og Roar blev til. Der ville vi ikke ned. Nogle dage senere blev klipperne blå, og landskabet slog imod os i alle nuancer af himmel. Hälsingland. Naturen lyste i alle grundfarverne, som et kunstværk af kulørte træklodser. Bølgende hvede. Leende hørblomster. Sol i skyer. Knudrede, fremspringende grene fra ru træstammer. Vidder, blå fjelde og mørksorte skove. For Armod, der var farveblind, var dette landskab det smukkeste på jorden. Al anden virkelighed et gråbrunt pløre i sammenligning. Rødt og grønt, hele tiden den samme ensartet brune nuance. Men her, her fandtes hørblomsten, klipper i blåt, kornblå himmel. Her fandtes skønhed som ramte selv hans øjne. Han så på mig og smilede. Jeg så hvad han tænkte og håbede. Kunne det her blå blive stedet hvor vi havde hjemme? »Ja,« svarede jeg ham. »Her er det.« Vi begyndte at se os om og lede efter ro. Her var arbejde nok at få, vi var omgivet af kostalde, enorme beboelseshuse

20 og de træslotte som var svenske storbønders hjem. Midt ude mellem vidtstrakte, bølgende marker lå de: store, røde gårde med malede døre og smukt udsmykkede vinduer. Ved elegante vindfang sad børn og bondekatte og solede sig. Armod kunne helt sikkert blive ansat som karl her. Ikke jeg, ikke engang hvis jeg stålsatte mig over for risikoen for når som helst at blive smidt ud og stå under åben himmel. Så tæt på mennesker og spørgsmål gik bare ikke, med krav om svar fra mig som ikke turde vise papirer frem. Roar, du trak i mit hår som ikke var lysblondt længere, men snavsede nuancer af støv og aske. Du lo ad mine protester med en klingende pludren og de der novembergrå øjne fulde af spilopper. Du pegede på gedernes tændstikben og hen mod køernes malende kæber på den anden side af gærdet. Du og Armod skulle nok blive lykkelige her. Men jeg. Hvis menneskene i landsbyen fik det at vide, ville de jage mig væk, og det samme ville ske i den næste landsby, og den næste og næste igen. En landsby har for mange øjne og spørgsmål. Så vi fortsatte, jeg med en stadig mere tør hals og hårdt spændte muskler. Vi kom forbi gårdene, og det tyndede ud i bebyggelsen, jeg så hen mod fæboder og skæve hytter når vi passerede dem, men de var alle beboede. Du, Roar, så op mod fyrretræskronerne i store myggeskove midt i det blå mens vi fulgte snoede stier trampet til gennem historien. Fyrrene var mørke, granerne så på os, og deres øjne var flere hundrede år gamle. Du så op på mig og lo ad skov spindelvævene. Skovens smukkeste kniplinger. Du ville ned på jorden og kigge nærmere på dem, men jeg turde ikke standse op på det tidspunkt, var bange for ikke at have kræfter til at rejse mig igen. Der! Noget uanseligt gråt og tillukket kunne anes gennem kvægmyggene, med sit blanke øje gjort mat af snavs. En forladt hytte med et vindue jeg kunne pudse, det var det jeg håbede. Kunne vi

»Unni, Unni,« sagde han. »Hvor du går, følger jeg. Jeg vandrede alene hele vejen fra Kristiania inden jeg fandt dig, og jeg kan vandre mindst lige så langt i dit selskab for at beholde dig og knægten. Kom, Unni, dans med mig her i græsset – det er sommer og lørdag!« Armod løftede dig, Roar, højt op i sommerluften, som om I hørte sammen. Han lo og sang. Hans glæde fik

21 blive her? Håbet voksede da jeg nærmede mig. Men nej, stien var godt tiltrampet. En spand uden for døren var knap nok begyndt at ruste. Nogen kom her af og til og ville nok snart vende tilbage. Vi fortsatte vores søgen. Dagen efter nåede jeg alligevel hen til vinduet inden jeg så at nogen havde gjort rent derinde og stillet æbler frem. Ingen steder var der plads til os. De sidste skillinger havde ikke meget at klirre mod længere, kræfterne var ved at slippe op. Jeg så Armod gå med lange skridt foran mig, bredskuldret og bestemt, selvom han heller ikke vidste hvor vi var på vej hen. Han bar på både dig og oppakningen nu, alligevel sakkede jeg agterud. Støv i hans hår så lokkerne var grå, selvom de burde være bruntskinnende, men når han vendte sig om og ventede på mig, var blikket overhovedet ikke blevet mattere. Varmt brunt, som bark efter regn. Han missede med øjnene når han lo, som når man ler mod solen. Holdt din blege babykrop op mod sin egen brunbrændte, og I var så fine. Så fik jeg kræfter til at indhente jer, selvom det begyndte at gnave inden i mig at det hele var forgæves. Fødderne blev stumme, men tankerne mere og mere klare. Langs Orsjön gik jeg stadig langsommere, og i Österböle sad jeg længe lænet mod en træstamme. Jeg var ærlig da jeg fik det sagt.

»Det går ikke, Armod,« sådan sagde jeg, »Der findes ikke noget hjem til os, du kan forlade mig her og gå videre, du som kan tage arbejde hvor du vil.«

Jeg havde ikke lagt mærke til blomsterne, men de var smukke som snefnuggenes mønster i de norske fjelde. Sådan ville jeg lære mig at brodere. Bondekvindens og Armods stemmer hørtes som fjerne bølger da han fortalte barndomsminder og om sine vagabondvandringer helt til Danmark. Han beskrev den langvarige storm i 1875, dengang hans morbror var sømand på barken Ydale med de elegante master. Hun gik på et skær i stormen og drev direkte ind i klippevæggen. Med hænderne fremmalede han stormstød og vragrester, beskrev hvordan morbroren fik kæmpet sig i land på en lille ø, men næsten nåede at fryse ihjel inden han blev

22 mig på benene igen, og vi vandrede videre indtil jeg blev svimmel og måtte bøje mig mod jorden. En bondekone kom forbi med tre små børn og kunne ikke få sig selv til at gå »Vividere.somhar arbejdslykken og heldet med os,« sagde hun til sin ældste datter, »vi skal bygge os et længere bord, ikke et højt stakit.« Ordene kom ud af hendes mund i fremmede toner. Jeg fik lyst til at kramme hende. »I kan få lov til at sove en nat oppe på vores høloft,« sagde hun, »mod at ham her hjælper til med at køre gødning ud.« Det gav Armod hånd på. Bondekvinden bød os på grød med mælk i sit køkken, og jeg støttede armene mod køkkenbordet og mærkede rug og mælk lægge sig til rette i min mave og gøre mig søvnig. En seng kunne anes inde bag køkkenet, og den så skøn ud. Bondekvinden så mit blik.»Du kigger på broderiet på sengetæppet? Det er syet af Brita Rudolphi ovre i Delsbo,« sagde hun. »Tænk at blive enke så ung og med fire små børn, men hun klarer sig alligevel, Brita. Og øj, hvor smukt!«

Hans stemme sang på samme melodi som konens.

»Jo, der findes da forladte husmandssteder,« sagde bondekvinden, »når bare man ved hvor man skal lede. Men sørg for at I får lov til at flytte ind på gode vilkår og ikke kommer galt af sted. Det kunne lige passe at I bliver udnyttet.«Hunkaldte sin mand ind fra kostalden, og han vidste præcis hvor vi skulle gå hen. En to-tre timers gang derfra lå der et hus i en birkelund, som ingen havde taget sig af siden familien havde pakket Amerikakufferten.

23 reddet godt og vel et døgn senere. Jeg hørte bondekvinden snappe efter vejret.

»Vores Ydale var en dampbåd,« sagde hun. »Ikke ret langt herfra gik hun ned, i Varpen, man kan gå til den sø hvis man har gode ben. Det var ikke storm da hun kæntrede, men smukt udflugtsvejr. Tretten børn trak hun med sig ned i dybet. De var elever på døveskolen –heldigvis slap de for at høre hinanden skrige.«

Flere historier. Det trak ud, uden at han fik taget sig sammen. Armod beskrev hvordan han havde set jordskredene ved Hagamarka trække over hundrede bondegårde ned under det norske mudder for altid – men nesker, kreaturer, det hele.

»Samme nat de rejste, forsvandt pengekassen fra købmanden ovre ved Rislands gård, hvor jeg sælger min kløver og ost. Så den familie kommer ikke tilbage, det kan I være sikre på. Snak med Nilsson på Rävbacka,

»Der blev kun et kæmpestort krater tilbage.« Hjemløse, ribbede for alt, dem der overlevede. Han fik det næsten til at lyde som om det var derfor vi havde begivet os af sted. Så endelig kom han til sagen.

»De var uheldige med høsten flere år i træk, og nu er det snart tyve år siden nogen har set dem,« sagde bonden og bød Armod på en dram.

to timer væk, til en rimelig pris. Tanken varmede lige så meget som grøden. Jeg mærkede kroppen blive foldet ud da jeg faldt i søvn i blødt hø den aften. Så fremmedartet en sang i alle ord der blev sagt her, men høet var hjemligt. Og min og Armods krop forstod hinanden fuldstændigt, talte samme dialekt. Morgenen efter vågnede jeg ved dine buttede hænder tæt på mit ansigt, Roar. Du kildede mig i tindingen med et strå, med forventningsfulde øjne under pjusket uldhår. Min krop føltes blød som bomuld da vi fulgte bondens anvisninger, først sydpå og så langs Glössboåns slyngninger mod sydøst, indtil vandløbet drejede af i et skarpt sving. Dér fyldte vi vores maver med åens vand og drejede så væk fra den, ledte længe, vandrede på fødder der gjorde ondt. Vi var på vej hjem nu, vidste bare ikke hvor hjem var. Vores vejvisers anslåede to timers vandring blev til mere end fire – vejen bliver let lang for den som ikke kender til stier, genveje, eller hvor man kan komme over et Kilometervandløb.efter kilometer ud ad landevej og langs blå marker. Blandt klipperne og træerne midt ude på markerne havde der boet mennesker for længe siden. De var døde nu. Forsvundet ud af tiden. Udviskede liv og glemte minder, begravet mellem gul hvede, hør og kupe rede klipper. En gravplads midt blandt de levende, og et eller andet sted her et hjem til os. Vi gik forbi en købmand som spredte dufte af tobak og kanel, med karamelkrukker af glas i vinduet og frøsække med kløver og engrottehale.

24 så kan han sikkert give jer en rimelig pris for at leje eller købe stedet. Hils fra mig, vi er halvfætre. Han bor halvvejs mellem det der tyvehus og landsbyen, man drejer af fra landevejen ved en rund sten med en skarp kant.«Ethusmandssted