Indkredsning III

Indkredsning III

Af samme forfatter på dansk: Skrænten (2004) Bipersoner (2006) Begyndelser (2018) Indkredsning (2021) Indkredsning II (2021)

CARL FRODE TILLER

Indkredsning III På dansk ved Sara Koch

GUTK IND

Indkredsning III er oversat fra norsk af Sara Koch efter Innsirkling III © Carl Frode Tiller First published by H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard) AS, 2007 – 2014 Published in agreement with Oslo Literary Agency Denne udgave: © Carl Frode Tiller og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Aina Griffin Dansk versionering: Marlene Diemar, Imperiet Foto: © Therese Alice Sanne Sat med Aldus hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0072-1 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne oversættelse har fået støtte fra NORLA

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Til Marita, Oline, Othilie og Cornelia 5

6

M A R I US

Trondheim, 21. juni 2006. Skal der være så lidt i glasset?

Jeg åbner toiletdøren og går ind i stuen igen. Det lyder som om de er færdige med at tale om erhvervspolitik nu, Julie taler om vores bryllup igen, kan ikke forestille mig at de andre er særlig interesserede i vores bryllup, og det at hun fortæller så detaljeret og udførligt om det som hun gør, er næsten lidt pinligt. Jeg ser på Kjersti og Jan Olav og klemmer et lille smil frem idet jeg sætter mig ned, men de opfanger det ikke, de ser på Julie mens de nikker og prøver at se ud som om de er interesserede i det hun siger. Jeg tager rødvinsglasset og drikker en lille slurk, ser hen på Kristian mens jeg gør det, han sidder og drejer på sit skæg, venter lidt, og så lader han diskret armbåndsuret glide ud af skjorteærmet, sidder og ser på uret lidt, og så løfter han hånden og begynder at dreje sit skæg igen, ser på Julie.

– Men vi sparer heldigvis meget på at mor syr brudekjolen, siger Julie, hun rækker hånden ud og tager vinglasset, anstrenger sig for at se ædru ud idet hun gør det, men det lykkes ikke, smilet er lidt for stort og bredt, og hun blinker roligt med begge øjne, begynder at blive godt fuld nu, hun sætter glasset mod læberne og skal til at tage en slurk, men gør det ikke, hun sænker glasset og ser på Kjersti igen. – Hun syede også min venindes kjole, og den blev så fin. Helt enkel, men det var fordi hun ville have en enkel kjole. Selv vil jeg have både langt slæb og slør og det hele, men det er nu

7

engang mig, det er bare sådan jeg er, siger hun, og så ler hun en lille trillende rødvinslatter. – Men altså, alle roste kjolen og ville vide hvor hun havde købt den. Ikke også, Marius?

Jeg har ikke sagt noget i lang tid, og jeg kan mærke at jeg er lidt tør i halsen, tror ikke stemmen vil bære, så jeg lægger den ene hånd foran munden og hoster lidt.

– Jo, siger jeg, og så hoster jeg en gang til, ser hen på Kjersti mens jeg gør det, hun sidder med begge hænder på bordet, sidder og kører sin lille ring op og ned ad det nederste ringfingerled mens hun smiler til Julie.

– Hvor godt, siger hun.

– Er du begyndt at tænke på talen, Jan Olav? spørger Julie.

– Ikke endnu, siger Jan Olav.

– Skal du holde tale? siger Kjersti.

– Jeg skal jo være forlover.

– Skal du være forlover? siger hun, Jan Olav har åbenbart ikke sagt noget til hende, og hun siger det som om Jan Olav var omtrent den sidste hun ville have gættet på som forlover.

– Ja, siger Jan Olav og prøver at lyde som om han ikke forstår hvorfor hun er så overrasket som hun er, men det lykkes ikke helt, der er en slags irritation i både hans blik og hans stemme, han bryder sig ikke om at hun lyder og ser så overrasket ud, det kan jeg se på ham, det er måske fordi han på en måde vil skåne mig, når Kjersti bliver så overrasket, giver det ligesom indtryk af at jeg og Jan Olav ikke står hinanden så nær som det er forventet at brudgom og forlover gør, og det giver så indtryk af at jeg overdrev vores venskab da jeg spurgte ham om han ville være forlover, det er sikkert den medfølgende skam han vil skåne mig for. Jeg ser på ham, der går et lille øjeblik, og så bliver jeg pludselig varm i ansigtet, for måske har Kjersti ret, måske har jeg betragtet mig og Jan 8

Olav som tættere venner end vi egentlig er, i hvert fald som tættere venner end han ser os som. – Hvad er der med det? siger Jan Olav, han ser på Kjersti samtidig med at han løfter begge øjenbryn, prøver ligesom at insistere på at det er den mest naturlige ting i verden at han skal være min forlover, det er det han gør når han anlægger det ansigtsudtryk, han prøver at skåne mig, vil have at jeg skal blive ved med at tro at vi er så tætte som jeg har troet at vi var, men det er for sent, det var mærkeligt af mig at spørge ham om han ville være min forlover, det forstår jeg nu, kan mærke jeg får varmere og varmere kinder, sidder pludselig her og rødmer, og jeg tager vinglasset og drikker en lille slurk, prøver at skjule mig bag glasset.

– Nej, det ... det er bare fordi jeg ikke har kendt Marius særlig længe, siger Kjersti. – Og eftersom jeg og du har været sammen i en del år, er det let at glemme at du har haft et liv før jeg kom ind i billedet, så at sige.

– Tro det eller ej, men det har jeg faktisk, siger Jan Olav og småler.

– Men hvorfor har du ikke sagt noget til mig? siger Kjersti.

– Marius ringede og spurgte for et par dage siden. Og jeg har været så lidt hjemme på det seneste, vi har jo næsten ikke fået talt sammen.

Kjersti vender sig om mod mig, ser på mig og smiler, vender sig om mod Jan Olav igen.

– Men hvor morsomt, siger hun.

– Ja, ikke? siger Jan Olav, virker troværdig nok i stemmen, men han ser ikke på nogen af os, ser ned samtidig med at han rækker ud efter vinglasset og tager en lille slurk, det er måske for at skjule at han lyver, at han skynder sig at drikke 9

en slurk vin netop nu, det virker næsten sådan, virker som om han prøver på omtrent det samme som jeg lige prøvede, han er bange for at ansigtsudtrykket skal røbe hvad han egentlig synes om at være min forlover, og så prøver han at gemme sig bag vinglasset.

– Tusind tak for mad, siger Kristian.

– Ja, tusind tak for mad, siger Julie.

– Velbekomme, siger Kjersti og Jan Olav, Jan Olav sætter glasset fra sig og lægger hænderne bag hovedet samtidig med at han vipper stolen let bagud og sidder og ser mæt ud, jeg ser på ham og smiler så godt jeg kan, og han ser på mig og smiler tilbage, der er i hvert fald ikke noget i hans ansigt der tyder på at han lige nu sidder og tænker at det er ubehageligt at være min forlover, han ser tværtimod afslappet ud, så det er muligt at jeg tager fejl, jeg har jo en kedelig tendens til at lede efter tegn på at alt ikke er som det skal være, og det er sikkert det der får mig til at tænke sådan, det er sikkert bare indbildning.

– Det smagte dejligt, siger Kristian.

– Ja, virkelig lækkert, siger Julie.

Stille.

– Er der noget i vejen, Marius?

Det er Kjersti der spørger om der er noget i vejen, og jeg vender mig om mod hende, svarer ikke med det samme, ved ikke helt hvad det er hun hentyder til, så jeg sidder bare og ser på hende, der går et lille øjeblik, og så hører jeg Kristian begynde at le, ler ad mig nu, han er som han altid har været, gider ikke skjule hvad han tænker og mener og føler om noget, tænker ikke på om det kan være ubehageligt for andre.

Jeg vender mig om, han ser ned i skødet mens han ryster på hovedet og gnægger over hvor mærkelig jeg er, det er 10

præcis som det var for femten år siden, det her, kan mærke at jeg bliver lige så irriteret på ham som jeg plejede at blive dengang, Kristian er så ufølsom af og til, men alligevel, han burde holde sig for god til at sidde sådan og grine ad mig, synes jeg, særligt nu hvor jeg har Julie med, det er anden eller tredje gang hun møder dem jeg har omtalt som mine bedste venner, og så begynder den ene at grine og latterliggøre mig, fatter han ikke at det kan få hende til at begynde at se på mig med hans blik, at det kan få hende til at begynde at se mig som lige så mærkelig og latterlig som han ser mig.

– Marius? siger Kjersti. Jeg vender mig om mod hende igen, kan pludselig mærke at jeg sveder i nakken og i tindingerne, jeg løfter hånden på en så tilfældig måde jeg kan, smiler til Kjersti mens jeg tørrer det væk. – Er der noget i vejen? spørger hun.

– Nej, siger jeg. – Tusind tak for mad, skynder jeg mig at tilføje. – Det var dejligt.

Hun ser lidt forundret ud.

– Det er jeg glad for at høre, siger hun, smiler venligt samtidig med at hun tager en lille slurk vin. – Det er godt I kunne lide det. Men det er endnu bedre med safran i, tilføjer hun, og så trommer hun fingerspidserne mod hinanden mens hun ser skråt ned på bordet med et påtaget fornærmet udtryk, prøver at fortælle os gæster at den sidste kommentar var et spøgefuldt stik til Jan Olav.

– Ja ja, siger Jan Olav.

– Fornemmer vi konturerne af et ægteskabeligt skænderi her? ler Kristian, han drikker den sidste slurk rødvin, smyger hånden forbi den ene kandelaber og rækker ligesom tilfældigt ud efter vinflasken, han fylder sit glas igen og sætter flasken tilbage på bordet, det er ikke kun Julie der er 11

ved at blive godt fuld her, Kristian er heller ikke helt ædru, ser jeg, han har løbende vinøjne, og jeg ser genskinnet af de blafrende stearinlys i hans øjne.

– Neeej da, siger Kjersti, og så løfter hun blikket op fra bordet og ser op i loftet i stedet og fortsætter med at tromme fingerspidserne mod hinanden.

– Men safran var jo udsolgt, det har jeg sagt, siger Jan Olav.

– Mm, siger Kjersti, hun nikker mens hun presser læberne sammen på en måde der skal vise at det der må Jan Olav længere ud på landet med. – Det er bare så pudsigt at der er udsolgt hver gang du er ude at købe ind, fortsætter hun.

– Jeg har aldrig oplevet at der var udsolgt for safran når jeg er i Ultra, men du kommer hjem med gurkemeje hver gang, gør du. Hvis jeg havde været mistænksomt anlagt, så ville jeg have troet at der var en sammenhæng mellem det her og så at du altid har mindre kød og flere bønner i din chili con carne end der står i opskriften, men det tror jeg naturligvis ikke, jeg kender dig jo, og du er ikke det mindste nærig.

Jeg ser på Jan Olav, kender ingen der er så nærig som Jan Olav, han var i hvert fald forfærdelig nærig da vi studerede, og han har nok ikke forandret sig, sådan ser det i hvert fald ikke ud, det ser ud som om han føler sig gennemskuet, for han ler højt ad sig selv, både ham og Kjersti og Kristian sidder der og ler, det er kun Julie der ikke ler, hun kender ikke Jan Olav, så hun ved ikke hvor nærig han er, sidder bare og smiler og sipper til vinen, ser ud som om hun føler sig udenfor.

– Sig mig, Jan Olav, hvor meget tjener advokater nu til dags? spørger Kristian, han læner sig tilbage samtidig med at han løfter hånden og begynder at dreje på skægget igen.

12

Latter igen.

– Det er jo ikke pengene det handler om, siger Kjersti. – Det er tilfredsstillelsen ved at spare.

– Jeg er vokset op i trange kår, og det sidder stadig i mig, Kjersti, siger Jan Olav og slår ud med hænderne og ser på hende med labradorøjne samtidig med at han bider sig i underlæben for ikke at le ad sin egen ironi. – Jeg forventer naturligvis ikke at du som kommer fra en rig købmandsfamilie skal forstå det, men det at spare og leve nøjsomt har altid været en del af den jeg er.

– Jeg forstår dig, siger Julie pludselig, hun ser hen på Jan Olav, hun forstår ikke at han mente det ironisk, og hun blinker med begge øjne og nikker alvorligt. – For jeg er selv vokset op i trange ... kår, siger hun, hun snøvler let og holder en lille støttepause mellem »trange« og »kår«. – Altså, vi var ikke fattige, men vi havde ikke meget at rutte med. Særligt ikke efter at min far blev lam og plejetrængende, for så havde vi kun mors indtægt at leve af, tilføjer hun, og så tager hun vinglasset og drikker en lille slurk. Jeg ser på hende, skal lige til at fortælle hende at Jan Olav mente det ironisk, men det gør jeg ikke, vil heller ikke gøre det, så bliver hun bare ked af det, Jan Olav og Kjersti smiler interesseret til hende, de er generøse og ønsker heldigvis ikke at påpege at hun ikke helt var med, de er inkluderende og følger med i hvad hun siger, i stedet, det er jeg taknemmelig for, kan jeg mærke, de er gode venner. – Jeg kan for eksempel huske hvor flovt jeg syntes det var at være den eneste pige i klassen der gik i hjemmesyet tøj til jeg var tolv-tretten år gammel, fortsætter Julie. – Nu hvor alt vores tøj bliver produceret af børnearbejdere i Asien, har de fleste nordmænd jo råd til at købe tøj, men i halvfjerdserne og firserne var det jo dyrt, 13

ikke? Og mor havde ikke råd til at købe nyt, hun syede og strikkede næsten alt det tøj jeg gik i, siger hun, og så blinker hun roligt med begge øjne og drikker en lille slurk vin igen.

Jeg tager mit glas og drikker også en lille slurk, får øjenkontakt med Kjersti, hun ser på mig og smiler et smil der fortæller at det ikke betyder noget.

– Det gjorde ikke noget da jeg gik i de små klasser, for der var der mange der gik i hjemmesyet tøj, fortsætter Julie.

– Men da vi kom op i de store klasser, så ... så var det forfærdeligt, siger hun. Jeg ser på hende, kan mærke hvor højt jeg elsker hende, der er ligesom noget, jeg ved det ikke, rent og næsten ædelt ved at hun ikke forstod Jan Olavs ironi, at hun tager for givet at han mente det han sagde, og at hun følger op på det ved at tale alvorligt om sin egen barndom, det gør hende ligesom lidt mindre fordærvet end os andre, lidt mere ægte. Jeg ser på hende, tilmed måden hun klæder sig og sminker sig på, elsker jeg, de andre herinde synes nok at der er noget lidt hjælpeløst ved hendes stil, det ved jeg at de gør, den lidt unøjagtige måde hun har lagt læbestiften på, den lyserøde øjenskygge der skal matche den lyserøde bluse, men ikke helt gør det, de synes det er hjælpeløst og sikkert på grænsen til det smagløse, men jeg elsker det, ja, det er netop det hjælpeløse og lidt kejtede ved hende jeg elsker, det er ligesom også med til at gøre hende lidt mere ægte, måske er det derfor.

– Ved du hvad, Julie, jeg elsker dig! siger jeg, det farer bare ud af mig, og jeg kan mærke i hele kroppen at jeg mener det, og hun kan se på mig at jeg mener det, det er tydeligt, det er som om hendes ansigt pludselig vågner til live, det er som om det naturlige ansigt bryder igennem det lidt sløve og berusede ansigt, og hun smiler glad til mig.

14

– Åh, siger Kjersti. – Det må vi skåle for.

Og så løfter alle glassene, Kristian ser ud som om han har svært ved at lade være med at le, han synes åbenbart at det er helt crazy at buse ud med sådan noget mens alle hører det, men han løfter også glasset.

– Skål, siger vi i kor.

Jeg holder Julies blik idet jeg løfter glasset og drikker, der er kommet nyt liv i hendes øjne, en helt anden glans end der var før.

– Er du fra Trondheim eller hvordan? spørger Jan Olav og ser på Julie.

– Ja, jeg er vokset op i Lademoen, siger hun. – Og du?

– Fra Oslo.

– Åh ja, hvor i Oslo?

– Er du kendt i Oslo?

– Jeg har arbejdet på SAS-hotellet i fire år, så ...

– Jeg er vokset op på Frogner.

– Wow, siger Julie. – Det kan ikke have været let. Lademoen var jo et typisk arbejderkvarter da jeg var barn, og selvom det blev ekstrahårdt da far fik brug for pleje, så skilte vi os ikke så meget ud fra de andre familier. Men det at være nødt til at vende hver en krone når alle omkring en har røven fuld af penge, det må have været hårdt.

Jan Olav og Kjersti udveksler et blik.

Stille.

– Jeg tror nok at Jan Olav var ironisk da han sagde at han var vokset op i trange kår, siger Kristian, han smiler et bredt og venligt smil for ligesom at bagatellisere misforståelsen og gøre det hele lidt mindre pinligt, Julie ser på ham, ser næsten ud til ikke med det samme at forstå hvad han siger, hun sidder bare og ser forbavset på ham, der går et lille 15

øjeblik, og så lader hun blikket glide hen over alle os andre, og nu forstår hun at hun har misforstået, jeg kan se hvor dum hun føler sig.

– Nå sådan, siger hun, og så presser hun en lille latter frem. – Dumme mig, tilføjer hun, hun tager sit vinglas, ler den samme latter igen idet hun løfter glasset op til munden, prøver ligesom at dække over at hun er ked af det, ved at le, men det kan hun ikke, alle både ser og hører at hun er flov og ked af det. Jeg prøver at lave et ansigtsudtryk der viser at det ikke betyder noget, ser på hende og smiler, men hun smiler ikke tilbage, hun drikker resten af vinen i en stor slurk og sætter glasset fra sig igen, sidder og ser ned i bordet, sidder der med et stift, lidt udtryksløst smil.

Stille.

Jan Olav og Kjersti ser hurtigt på hinanden, de synes også det var lidt ubehageligt, sidder pludselig der og er alvorlige i blikket.

Og så tager Kristian ligesom ansvar.

– Vil du have lidt mere vin, Julie? spørger han, han taler højt og med en stemme der siger »kom så, folkens«, han tager vinflasken og holder den op foran Julies glas, smiler bredt til hende.

Julie ser op på ham, svarer ikke med det samme, men så kvikker hun ligesom op igen og smiler tilbage.

– Ja, tak, siger hun, hun tager ligesom imod Kristians invitation og bruger lejligheden til at komme videre, jeg kan mærke at jeg bliver glad med det samme, jeg ser på hende og smiler. Hun venter til Kristian har skænket færdig, og så tager hun glasset og løfter det op til munden, ser på mig mens hun gør det, men hvad er det for et blik, pludselig er der foragt og vrede i hendes blik. Jeg løfter begge øjenbryn 16

og ser overrasket på hende, bruger ansigtet til at spørge hvad hun er sur på mig for, hun holder mit blik et lille øjeblik, og så blinker hun roligt med begge øjne og ser væk samtidig med at hun tager en slurk af vinen, ser væk på en måde der fortæller at hun er så ligeglad med mig. Jeg ser på Jan Olav og Kjersti idet de rejser sig og begynder at bære ud af bordet, ser på Julie igen. Men hvorfor er hun sur på mig, jeg har jo lige sagt at jeg elsker hende, sagde det spontant mens alle hørte det, og jeg tror ikke at der var nogen der tvivlede på at det kom fra hjertet, heller ikke Julie, det så jeg på hende at hun ikke gjorde. Men måske tolkede hun det anderledes nu hvor hun har fået at vide at Jan Olav var ironisk. Hun var ikke bare den eneste der ikke forstod at han var ironisk da han sagde at han var vokset op i trange kår, hun begyndte tilmed at fortælle alvorlige historier fra sin egen opvækst, og nu hun sidder der og føler at hun har dummet sig, tror hun måske at jeg mente noget helt andet da jeg sagde at jeg elskede hende, du er dum som en dør, men jeg elsker dig alligevel, måske er det sådan hun tolker min kærlighedserklæring, måske er det derfor hun pludselig er sur på mig.

– Men dyr vin kan du godt finde penge til, siger Kristian og ser på Jan Olav samtidig med at han nikker til vinflasken.

– Selvom du er sparsommelig.

– Jeg drikker så lidt at det kan jeg godt unde mig, siger Jan Olav.

– Der fik vi den, Julie, siger Kristian.

Der går et øjeblik, og så forstår Julie pludselig hvad han mener, hun ler en kort og kunstig høj latter, griber chancen til at give igen over for Jan Olav ved at le ad det lille stik Kristian sendte, det er det hun gør.

– Det var ikke sådan ment, småler Jan Olav.

17

Julie løfter glasset.

– Nej nej, siger hun og griner mens hun tager en stor slurk vin.

Jeg ser hvordan smilet ligesom glider af Jan Olavs ansigt, han ser hen på Julie, men siger ikke noget, bare et lille øjeblik, og så fortsætter han med at bære ud. Jeg synker, kan mærke at jeg får varme kinder, sidder pludselig og rødmer igen, jeg ser på Julie, prøver at fange hendes blik så hun skal forstå at hun ikke kan opføre sig sådan, men hun ser ikke på mig.

– Så skål da, siger Kristian.

– Skål, siger Julie.

Jeg synker, prøver at smile samtidig med at jeg tager glasset.

– Skål, mumler jeg.

To sekunder.

– Meget fin buket, siger Julie og udtaler demonstrativt t’et, det er en måde at latterliggøre Jan Olavs vininteresse på, hun er ikke kommet over det der skete, og hun sender ham endnu et stik. – Men hvor mange procent er den egentlig på? siger hun, hun griner videre og rækker ud efter vin­­ flasken, lukker det ene øje og læser bag på etikken. – Kun 11,5! tilføjer hun, og så løfter hun øjenbrynene op i panden og lader som om hun er chokeret, antyder ligesom at alkoholprocenten er det vigtigste for hende, og at hun ikke kan fatte at nogen køber vin med så lidt alkohol i, nu gør hun sig mere vulgær og enkel end hun egentlig er, prøver ligesom at nedtone sit tilhørsforhold til middelklassen og fremhæve sin arbejderklassebaggrund, det er det hun gør når hun er sådan, hun sætter lige så meget pris på mad og vin som vi andre gør, men nu prøver hun ligesom at kommunikere at alt sådan noget er fisefornemt og snobbet, hun føler at hun 18

dummede sig da hun ikke forstod ironien og begyndte at fortælle om sin egen baggrund, og så skal hun ligesom rette op på det hele ved at demonstrere hvor stolt hun er af den baggrund. Som om det vil tage følelsen af at have dummet sig. Det gør det jo ikke, det gør bare det hele endnu værre, det vil ødelægge hele aftenen hvis hun fortsætter sådan her.

Jeg prøver at fange hendes blik, men det lykkes ikke, hun ser på Kristian og griner sit fjollede rødvinsgrin, og Kristian synes det er storartet underholdning, ser det ud som om, han ler højt ad hendes platte vittigheder, jeg kan mærke at det irriterer mig, han burde hjælpe Julie med at gøre hende opmærksom på at hun er ved at dumme sig, i stedet for at opmuntre hende til at fortsætte. Men det gør han ikke, Kristian er som han altid har været, ufølsom.

– Igen, tusind tak for mad, siger Kristian. – Det var lækkert.

– Det var godt.

– Bare synd der ikke var safran i, siger Julie, hun ser på Kjersti og smiler ligesom uskyldigt, bare et lille øjeblik, og så vender hun sig om mod Kristian igen, sidder og kniber munden sammen et par sekunder, og så bryder hun ud i latter, Kjersti prøver at smile og lade som ingenting, men hun er lidt stram i masken da hun tager Julies tallerken og lægger den oven på Kristians. – Beklager, altså, hikster Julie. – Jeg kan ikke gøre for det, tilføjer hun, tager sig til ansigtet mens hun ryster på hovedet og ler en latter der er alt for hjertelig i forhold til hvor sjovt hun synes det her er, for egentlig synes hun overhovedet ikke det er sjovt, det ved jeg at hun ikke gør, at le sådan her er bare et forsøg på at bilde sig selv og alle os andre ind at Jan Olav og Kjersti er latterlige. Men der er ingen andre der ler. Kristian ler heller ikke længere, det er kun Julie der ler, og hun giver sig heller 19

ikke, det er som om hun tænker at jo mere hun ler, desto mere overbevist bliver vi andre om at der faktisk er noget at le ad, men det gør vi ikke, det er overhovedet ikke morsomt.

Og så lægger Kristian pegefingeren på læberne.

– Sshy, siger han, ser på Julie mens han nikker ud mod køkkenet hvor Kjersti og Jan Olav står.

– Åh, åh, småler Julie, hun prøver ligesom at bilde os ind at hun har svært ved at holde op med at le.

Kristian bøjer sig let hen over bordet, sidder der stadig med pegefingeren foran munden.

– Nu skal vi være søde, hvisker han.

– Okay, hvisker Julie tilbage og ser på Kristian som om han var en slags allieret, de har ligesom fundet hinanden nu, de to, ikke fundet hinanden på den måde at den ene kan lide den anden, og at jeg har en grund til at være jaloux, det tror jeg i hvert fald ikke, dertil er de nok for forskellige, det handler nok mere om at de er på samme stadie af rusen, at de på en måde er i det samme rum. – Jeg skal prøve at tage mig sammen, tilføjer hun, hun venter lidt, og så vender hun sig om mod køkkenet, blinker langsomt med begge øjne og ser hen på Kjersti og Jan Olav, det er længe siden jeg har set hende så fuld som nu, det er som om hovedet sidder løst oven på hendes hals, det svajer ligesom fra side til side. Hun vender sig om mod Kristian igen.

– Tror du hun blev sur? hvisker hun.

– Neeej da, siger Kristian. Han løfter den ene hånd og slår ud i luften med den, vifter ligesom hele problemstillingen væk.

– Men det kan være at hun bliver det hvis du fortsætter på samme måde, siger jeg med dæmpet stemme så Kjersti og Jan Olav ikke kan høre hvad jeg siger.

20

Julie ser på mig, venter lidt og så vender hun sig om mod Kristian igen.

– Hørte du det? siger hun.

– Hvad? siger Kristian.

– Han kan tale!

Et lille øjeblik, og så begynder de at le igen, kan mærke at jeg bliver irriteret, kan ikke lide at hun laver sjov med det her, det bør hun holde sig for god til.

– Hvad sagde han? siger Kristian og hægter sig på hendes morsomhed.

– Hvad sagde du, søde? spørger Julie og fniser til mig.

Jeg ser alvorligt på hende, viser hende at det er nok nu.

– Han har vist sagt sit for i dag, siger Julie og vender sig mod Kristian.

– Pokkers også at vi ikke hørte det, siger Kristian igen.

Og så ler de igen.

Jeg lukker begge øjne og sukker idet jeg åbner dem igen.

– Lad nu være, Julie, siger jeg lavt.

– Skammer du dig over mig? siger hun og ser på mig med et grin.

– Julie, hold nu op.

Hun vender sig om mod Kristian, bøjer sig ind over bordet og lægger den ene hånd på hans underarm.

– Han synes nok ikke at jeg er ... hvad skal jeg sige ... intellektuel nok, ser du.

– Nja, siger Kristian. – Det tror jeg ikke på.

– Jo, det er sandt. Lige efter at han begyndte på dender ... dendo, nej ... dend-ro-kro-no-logisk laboratorium ... helt ærligt, selv navnet på hans arbejdsplads er for svært for mig ... men 1,2,3, og hvad så! Lige efter at han begyndte der, var vi for eksempel på en slags lær hinanden at kende-tur 21

med hans kolleger, og da vi spillede Trivial Pursuit ... åh, gud, jeg kunne jo ikke svare på et eneste spørgsmål, og du skulle have set hvor sur han blev, siger hun, og så bryder hun ud i latter igen. – Mig gjorde det ikke noget, for jeg ved at jeg ikke er dum, og jeg skider på hvad andre mennesker mener om mig. Men Marius, helt ææææærligt ... da jeg gættede på at den spanske borgerkrig foregik i 1500-tallet ... ja, hvis et blik kunne dræbe, siger jeg bare!

– Det var ikke derfor jeg blev sur, Julie, siger jeg.

– Nå, ikke? Hvorfor blev du så sur?

– Du var omtrent lige så fuld som du er ved at blive nu, det var derfor, siger jeg, jeg holder hendes blik, prøver at få hende til at forstå at jeg mener det alvorligt, og at hun ikke bør trække den længere, men hun griner bare.

– Du var sur længe før jeg blev fuld, siger hun. – Du er altid sur og vred når vi er ude blandt andre mennesker.

Jeg ser på hende, kan mærke at jeg bliver irriteret, men jeg viser det ikke, vil heller ikke vise det, der findes ikke noget værre end par der skændes åbenlyst til fester og plager andre med deres egne små og store problemer, og sådan et par vil jeg ikke have at vi skal være, så er det bedre at vi lader det hvile til vi er alene.

– Okay, siger jeg bare.

– Men det bliiiiiver du jo, fortsætter Julie. – Du vil jo næsten ikke ud blandt andre mennesker længere, du vil jo bare være derhjemme sammen med mig, siger hun, og så ler hun en lille latter, siger ingenting om at hun er bange for at være alene hjemme, det er ligesom bare min fejl at jeg ikke er så meget ude blandt andre mennesker. – Allerhelst vil du have at vi skal være ude i Namsskogan, fortsætter hun, og så vender hun sig om mod Kristian og griner, nu går hun 22

nok også i gang med at latterliggøre mit projekt oppe ved hytten, jeg kan se det på hende, hun vil have Kristian med til at le ad projektet, men det når hun heldigvis ikke, for der kommer Jan Olav og Kjersti.

– Nu er der kaffe, siger Jan Olav, jeg ser på ham og smiler, ser på Kjersti, og Kjersti ser på mig samtidig med at hun begynder at sætte kaffekopper frem på bordet, hun klemmer et lille smil frem der skal trøste mig og fortælle mig at jeg ikke skal tage det så tungt, jeg viser at jeg er lidt irriteret, men at det er i orden. Jeg vender mig om og ser hen på Jan Olav, han står henne ved barskabet, åbner døren og tager en flaske Otard ud, han smiler idet han sætter flasken på bordet, men så stivner hans smil pludselig, der er et eller andet med Kjersti, hun står med halvåben mund mens hun ser irriteret på ham, der går et øjeblik, så forstår jeg det, hun er selvfølgelig irriteret på ham fordi han har tænkt sig at servere cognac til kaffen, hun synes Kristian og Julie har fået nok, og hun mener at kaffe havde været nok.

– Ja, men – øh, farer det ud af Jan Olav, han tænkte ikke så langt, kan jeg se på ham, står der og ser forbavset ud mens Kjersti ryster hurtigt på hovedet, hun går lige forbi ham og ud i køkkenet. Jan Olav sukker let, og så vender han sig om og tager cognacglassene ud af barskabet, synes nok ikke han har andet valg nu hvor han allerede har sat flasken frem.

– Du skal ikke skænke op til mig, siger jeg. – Jeg har fået rigeligt for i aften.

– Hvad er der med dig? spørger Kristian, sidder der og ser på mig med et blik der skal vise at han er helt lamslået.

– Jeg skal tidligt op i morgen, siger jeg.

– Har du ikke ferie?

– Jo, men jeg overvejer at tage en tur til Grong, siger jeg, 23

siger det bare, det er længe siden jeg har besøgt Torstein og familien, og jeg burde sikkert tage en tur derover, men jeg havde ikke tænkt mig at gøre det i morgen.

– Men ærlig talt, du behøver vel ikke køre før lidt op ad dagen.

– Arg, han skal da ikke til Grong, siger Julie. – Marius hader at være på Grong, han tager kun derop en gang eller to om året fordi han føler at han er nødt til det, så det er bare noget han siger for at fortælle mig at festen er forbi, siger hun, hun ser på Kristian og griner, ved at hun er gået over grænsen for længe siden, men hun fortsætter på samme måde, hun vil ikke tabe ansigt, det er sikkert derfor hun trækker den endnu længere ud end hun allerede har gjort, det er et desperat forsøg på at bilde sig selv og os andre ind at hun er i stødet og har det sjovt.

– Ahh, siger Kristian. – Snedigt!

– Værsgo, siger Jan Olav og sætter et glas foran Kristian.

– Vil du have cognac, Julie?

– Bring it on, siger Julie.

Jan Olav sætter glasset foran hende, ser undskyldende på mig mens han gør det, beklager ligesom at han ikke tænkte sig om, jeg siger ikke noget, smiler bare forsigtigt tilbage og viser ham at det er fint.

Og så bøjer Julie sig ind over bordet, ser på Kristian.

– Sig mig, skal der være så lidt i glasset? hvisker hun, rynker på næsen og laver en grimasse der skal vise at hun ikke helt forstår hvordan man gør ting her.

– Ja, desværre, hvisker Kristian.

– Okay, siger Julie, hun blinker med begge øjne samtidig med at hun retter sig op i ryggen. – Ja, jeg bliver jo nødt til at spørge, jeg er ikke vant til at være i så fint selskab, 24

540

541