Nino Haratischwili
DET OTTENDE LIV (Til Brilka) Roman
På dansk ved Nanna Lund
Gutkind
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 3
11-03-2021 16:11:52
Det ottende liv (Til Brilka) er oversat fra tysk af Nanna Lund efter Das achte Leben (Für Brilka) © Frankfurter Verlagsanstalt GmbH, Frankfurt am Main 2014. Published by agreement with agentur literatur Gudrun Hebel, Berlin Denne udgave: © Nino Haratischwili og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Eva Wilsson Forfatterfoto: © G2 Baraniak Sat med Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0033-2
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
[sidehenvisninger laves som referencer!] Anna Akhmatova på side 35, 326 og 714 er citeret i Mette Dalsgaards oversættelse. Joseph Brodsky: »Slut på en vidunderlig epoke« på side 79 er citeret i Mette Dalsgaards oversættelse. Vladimir Majakovskij på side 99 er oversat til lejligheden af Ane Løvetofte. Boris Pasternak: »Nobelprisen« på side 361 er citeret i Ivan Malinovskis oversættelse. Alle andre citater er oversat af Nanna Lund til lejligheden. Oversætteren ønsker at takke Adam Hyllested, mag.art. og ph.d., Københavns Universitet, for vejledning i forbindelse med transskription af georgiske sted- og egennavne.
Denne oversættelse udkommer med støtte fra Goethe-Institut.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 4
11-03-2021 16:11:52
Det er tiderne, der hersker, ikke kongerne. Georgisk talemåde
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 5
11-03-2021 16:11:52
BRILKA JASJI *1993
NITSA JASJI *1973 DARIA JASJI *1970
VASILIJ
LASJA
ELENE JASJI *1953
BEKA
KITTY JASJI *1924 KOSTJA JASJI *1921
NANA
KRISTINE *1907
STASIA JASJI *1900
RAMAS
SIMON JASJI
MERI LIDA
KETEVAN
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 6
CHOKOLADEFABRIKANTEN
LARA
11-03-2021 16:11:52
MIRO ERISTAVI *1974
MIKA ERISTAVI *1953
LANA
ANDRO ERISTAVI *1924
SOPHIO ERISTAVI
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 7
11-03-2021 16:11:52
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 8
11-03-2021 16:11:52
Til min bedstemor, som gav mig 1000 historier og et digt. Til min far, som efterlod mig en taske fuld af spørgsmål. Og til min mor, som fortalte mig, hvor jeg skulle lede efter svarene.
9
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 9
11-03-2021 16:11:52
Første bog
Stasia
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 33
11-03-2021 16:11:53
Nej, jeg var ikke blandt fremmede, Under fremmede vingers læ, – Jeg var med mit folk herhjemme, På dette fortvivlende sted. Anna Akhmatova Det ringede på, og ingen af hendes søstre lukkede op. Igen og igen blev der trukket i klokkesnoren, men hun sad lige ubevægelig og så ud i haven. Det havde regnet hele formiddagen, og regnen havde gjort hendes sindstilstand tydelig for hele verden, synlig. Regnen, den grå himmel, den våde jord udstillede hende og lod hele verden se hendes sår. Hendes far var ikke kommet hjem endnu, og hendes stedmor var ude at købe klædestof sammen med den mindste i Papas nye, prægtige vogn. Hun kaldte på sine søstre, ingen svarede. Så rejste hun sig langsomt og tvang sig selv til at gå ned ad trinene og lukke op. Udenfor stod en ung mand i hvid uniform. Hun havde aldrig set ham før og trådte lidt irriteret tilbage fra den store egetræsdør. – Goddag. De må være Anastasia? Tillad mig at præsentere mig. Jeg er Simon Jasji, overløjtnant i Den Hvide Garde og en bekendt af Deres far. Han og jeg har en aftale. Må jeg komme ind? A ltså ikke blot en officer, men en løjtnant, ja, ligefrem en overløjtnant. Hun nøjedes med at nikke tavst og gav ham hånden. Han var statelig, høj, bredskuldret og langlemmet og havde grove og temmelig behårede hænder, lidet passende for denne blankpolerede herre, som om naturen forsøgte at bryde ud gennem uniformen. Han tog sin perfekt siddende hovedbeklædning af, som hun syntes så lidt latterlig ud, og trådte indenfor. Hun forstod ikke, hvor alle de 35
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 35
11-03-2021 16:11:53
andre blev af, ja, faktisk var det, som om der var helt dødt i huset, mærkede hun nu. Der duftede af kaffe og kage ude fra køkkenet, men der var ingen derude. Hun ledte gæsten ind i dagligstuen, hvor havedøren stod åben. Det regnede ind, og de hvide gardiner viftede i den fugtmættede vind. Hun skyndte sig hen og lukkede døren. Regnen føltes som en trussel, den gav hende lyst til at græde igen, en umulig tanke, nu hvor der var en fremmed mand til stede. Det slog hende, at han havde vidst, hvem hun var, og kaldt hende ved navn, selv om hun havde tre søstre. Men han havde aldrig været her før, det kunne hun se på hans undersøgende, nysgerrige blikke. Det var en fælde. Ja, det var det. Nu forstod hun, hvorfor der pludselig var blevet så tomt i huset. Det var altså ham. Ham, det handlede om. Han var den vrede gud, der skulle straffe hende. Han var fremtidsgaranten. Han var slagteren, han var bødlen. Hun blev bleg og vaklede ud af stuen. – Er alt i orden? råbte han efter hende. – Ja ja. Jeg skal bare hente kaffe og kage. De vil vel gerne have kaffe? råbte hun ude fra køkkenet, hvor hun havde lænet sig op ad væggen og nu stod og tørrede øjnene i ærmet. Fra nu af ville alt blive anderledes. Pludselig havde hun indset, pludselig havde hun kunnet forvisse sig om, at hendes barndom var forbi. At hun med ét slag ville få et andet liv, at alt, alle hendes drømme, ønsker og visioner, ville indskrænke sig til dette menneske i hvid russeruniform, der sandsynligvis tilhørte staben under den tykke, udannede guvernør i Kutaisi, hvor skrækkeligt! Hun havde lyst til at kaste op, men kaffekanden dampede, og den symmetrisk udskårne chokoladekage fra Papas konditori stod og ventede på at blive serveret for gæsten. Og således blev chokoladekagen hendes første offergave til hendes bøddel. Til fortæring. På samme måde som alle de fremtidsløfter, som livet nat efter nat havde hvisket hende i øret, skulle overgives til denne skarpretter og slås ihjel, i samme øjeblik hun begyndte at leve hans liv, hvor der ikke var nogen plads til hende, hvor hun var en fremmed, 36
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 36
11-03-2021 16:11:53
hvor hun aldrig ville lande. Hun bed sig i læben og undertrykte den smerte, det fremkaldte. Hun bar sølvbakken med den dampende kaffe og porcelænet ind. Manden sad med benene over kors i Papas lænestol og så ud i den grønne have, der snart ville drukne og blive begravet i den kraftige regn sammen med de små forårsblomster, der trængte sig op af jorden, sultne efter liv og varme. – Åh, hvor dejligt. Deres far er et sandt geni. Og sådan et godt menneske. En tilbageholdende, beskeden mand. Den slags mænd er der ikke mange af efterhånden. Bare nogen planter et træ, skal alle absolut høre om det. Ingen gør noget godt for andre nu til dags, i hvert fald ikke uden at slå på tromme for det. Men sådan er Deres far ikke. Jeg er stolt af at regne mig blandt hans bekendte. Og Deres Maman. En betagende kvinde. – Hun er min stedmor. – Javel. – Nu må De endelig tage. Der er mere kage. Der er aldrig mangel på søde sager her. – Ja, jeg kender godt Deres fars kreationer. Disse udsøgte mandelkager, og hans blommemousse! Storartet! Smager som en drøm. – Og hvor kender De min far fra, om jeg må spørge? – Jeg ... jeg gjorde ham engang en tjeneste, hvis man kan sige det sådan. – De sagde netop, at man ikke bør tale om det, hvis man har gjort en god gerning. Det er et tegn på sand storhed, hvis jeg forstod Dem ret. – De er meget observant, må jeg sige. – Ja, det er jeg vel. – Kagen smager vidunderligt. Skal De ikke smage? – Jeg spiser rigeligt af den slags til hverdag. Tak. – Jeg gjorde ham bare en tjeneste. Jeg har ikke sagt, at det var en god gerning. – Det ligger i en tjenestes natur, at den er god. 37
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 37
11-03-2021 16:11:53
– Det kommer vel ganske an på, hvem man spørger, ikke sandt? Vi ser alle på tingene ud fra vort eget perspektiv, og det er ikke nødvendigvis det samme som andres. – Sådan ser jeg ikke på det. Når det gælder visse ting, bør vi alle være lige. Og også enige. – Hvilke ting tænker De på? – For eksempel at solen er pragtfuld, og at foråret kan gøre underværker, at havet er dybt, og vandet blødt. At musik er magisk, hvis man er god til at spille. At tandpine er frygteligt, og ballet det dejligste i verden. – Jeg forstår. De er meget glad for at danse, ikke sandt? – Jo. – Og De bryder Dem ikke om mig, fordi De tror, at jeg ikke deler Deres indstilling? – Hvor skulle jeg vide det fra? – De tror det. De formoder det. – Jeg formoder slet ingenting. – Det tror jeg ikke på. – Godt, jeg medgiver: Nej, jeg tror ikke, at De deler særlig mange af mine holdninger, alene fordi De er i militæret, og jeg ikke er meget for militæret. Hvad ler De ad? – Tilgiv mig. De morer mig. – Nå, det var da dejligt. Så er der da en af os, der er i godt humør. – Rider De? – Hvad? – Jeg spørger, om De rider? – Ja, naturligvis rider jeg. – I damesaddel, velsagtens? – Jeg foretrækker herresaddel. – Herligt! Har De lyst til at ride en tur ud på stepperne med mig i morgen? – Jeg skal til balletundervisning. – Jeg venter gerne. 38
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 38
11-03-2021 16:11:53
– Måske. – Eller er De bange? – Hvad skulle jeg være bange for? Da ikke for Dem. – Så har vi en aftale? – Hør nu her, jeg ved ikke, hvad min far har sagt til Dem om mig. Men det er i hvert fald forkert. Jeg ved ikke, hvad han har lovet Dem, men det kan jeg næppe heller holde. Jeg risikerer gerne både Deres og min fars vrede, men jeg har ikke tænkt mig at holde Dem for nar. Jeg kommer ikke til at elske Dem. Hvorfor ler De nu igen? – De er endnu bedre, end Deres far sagde. – Hvad har han lovet Dem? – Intet. Han har blot sagt, at jeg gerne må besøge Dem en gang imellem. – Så jeg senere skal gifte mig med Dem og ikke længere må danse? – Så vi kan lære hinanden at kende. – De er meget ældre end mig. Det er upassende. – Jeg er otteogtyve. – Men stadig meget ældre. Elleve år er en stor aldersforskel. – Jeg er meget ungdommelig. – De ved absolut intet om ballet. – Jeg så Dem danse ved en privatkoncert hos Mikeladzes. – Gjorde De? – Ja. – Og? – De var ganske god. – Ganske god? Jeg var meget god. – Ja, måske. De siger jo, at jeg ikke ved noget om det. – Nåja, enhver har jo ret til at have sin egen holdning. – Hvor er De storsindet. – De har ikke noget overskæg. – Hvilken rolle spiller det? – Det burde De have. – Ikke efter seneste mode. 39
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 39
11-03-2021 16:11:53
– Jeg er konservativ. – Sådan virker De ikke. – De kender mig ikke. – Jeg så Dem engang, da De var fjorten. De var til Maxim-brødrenes violinkoncert. Vi sad ved siden af hinanden, og De var så berørt, at De græd og tørrede øjnene i ærmet. Ikke i et silkelommetørklæde. Det kunne jeg godt lide. Og så styrtede De ud af salen. Og nogle måneder senere så jeg Dem i det cirkus, der havde slået deres store telt op oppe i bakkerne. Og De sad og spiste et bagt æble og slikkede fingrene. De tørrede dem ikke i et silkelommetørklæde. Som man bør. Og senere så jeg Dem til nytårsballet hos borgmesteren. De var så yndig, da De dansede den første dans, men Deres partner var et fjog, der ikke kunne føre. Han blev ved med at træde Dem over tæerne, og hver gang skar De ansigt. Så gik De udenfor og tørrede små svedperler af med kjolesnippen. Ikke et silkelommetørklæde. Så satte De Dem på stentrappen og så på himlen. Og så besluttede jeg, at det var på tide at lære Dem at kende. – Men hvorfor skulle jeg ville lære Dem at kende? – Fordi jeg heller ikke bruger silkelommetørklæder. – Hvad mener De? – Folk, der har brug for et slør, en ting, om den så er af silke eller ej, mellem sig selv og verden, er bange for livet. Bange for at opleve noget, virkelig at mærke livet. Og jeg synes, at livet er alt for kort og alt for vidunderligt til ikke at se rigtigt på det og gribe fat om det, ja, virkelig leve det. – Vil De dermed sige, at vi ligner hinanden? – Nej, jeg mener blot, at vi har den samme indstilling til livet. – Men jeg vil alligevel ikke gifte mig med Dem og flytte til Moskva med Dem. – Jeg er jo ikke i Moskva. Jeg er her. – De er i russernes tjeneste, og jeg bryder mig ikke om russere. Det siges, at der er en opstand under opsejling. Der er uro i Rusland. Der går rygter. Desuden tog Papa også til Rusland og tog sin nye kone 40
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 40
11-03-2021 16:11:53
med hertil, da han giftede sig for anden gang. Jeg ved godt, hvordan det går til i verden. – Og hvordan går det da til? – Nåja, for os damer er det ikke altid så fordelagtigt. – De er altså en rigtig blåstrømpe. – Og hvad er så det?’ – I Europa er der nogle kvinder, der mener, at de og mændene er lige. Og så kæmper de for deres ret. Man kalder dem blåstrømper. – Og de gør ret i at kæmpe. Men navnet er yderst tåbeligt, synes jeg. – Hvis De har det sådan, så kan vi tage en rigtig ridetur ud på stepperne. Og så får vi se, om mænd og kvinder er lige. – Jeg mener ikke, at vi er lige. Jeg mener, at kvinder er bedre. – Så meget desto bedre. Vi ses i morgen. – Nej, vent ... De ved jo slet ikke, hvor jeg går til ballet. – Jeg skal nok finde Dem. Og hils Deres far. De behøver ikke følge mig ud. En emanciperet dame bør altid blive siddende. – En hvad for noget? – En dame, der kæmper for sine rettigheder. Så gik han – med lette, hurtige skridt og et smørret grin. Stasia sad som lammet og kunne ikke selv tro, hvad der netop var sket. Man måtte ikke holde af sin egen bøddel, man måtte ikke flirte med ham. Man måtte ikke tilbyde ham flere offergaver end højst nødvendigt. Man måtte ikke ride en tur i herresaddel sammen med ham. Og så kom hun til at le. Det var holdt op med at regne, og blomsterne piblede frem af jorden. Overalt trængte livet sig frem, og med det alle de mange, søde løfter. Stasia lukkede havedøren op og gik udenfor. Jorden var våd, og hendes fødder sank ned i mudderet. Men det afholdt hende ikke fra at danse en pas de deux i den sjappede have. De mødtes og red ud på stepperne, begge i herresaddel. Jeg er sikker på, at hun så utrolig yndefuld og selvsikker ud. Hun havde redet, siden hun var barn, helst på de racerene kabardinere og helst uden 41
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 41
11-03-2021 16:11:53
saddel. Hun var glad for steppernes golde vidder. Hun kendte den gamle grotteby som sin egen bukselomme. Andre gik vild i den hemmelighedsfulde labyrint af stentrapper, forbundne kamre og kroge, men Stasia fandt altid vej ud igen. Ud af grottebyen, som engang på ordre af landets mægtige dronning var blevet hugget ud i de høje bjerge, og som siden havde ligget forladt hen som et øde landskab, hvor spøgelserne sang. Ja, man kunne høre dem, hvis blot man lukkede øjnene fast i og fik sine egne tanker til at tie. Og overløjtnanten var sikkert også imponeret over hendes evner. De talte sikkert om alt muligt, og Stasia udfordrede ham ofte til kapløb. De begyndte at ride ud sammen hver dag. Stasia blev snart så glad for disse stunder sammen ude på stepperne, at hun indimellem ligefrem glemte at danse. Naturligvis måtte vores syttenårige Stasia forelske sig. Den hvide overløjtnant var glad for Stasias tillid, som voksede dag for dag, ridetur for ridetur. Og han troede fuldt og fast på, at de ville være gode for hinanden, at det netop var sådan en egensindig hustru, han havde brug for, og denne faste tro måtte uvægerlig gøre indtryk på Stasia. Simon Jasji havde også stor agtelse for resten af chokoladefabrikantens familie, en følelse, som den tilbedtes far gengældte. Anastasia ville ikke komme til at møde modstand, når hun valgte sin tilkommende, sådan som det skete for den næstældste søster, der altid kunne regne med farens misbilligelse, når hun blev betaget af en herre. Den hvide overløjtnant lod tværtimod til at være farens første valg. Og da det var tossede tider, og ingen vidste, hvordan det ville gå, måtte man handle hurtigt. Også i kærlighedssager. Den hvide overløjtnant havde gået på kadetskole i Sankt Petersborg, dengang det endnu var en by fuld af dejlige baller og sødlige franske accenter, og deltaget ganske kort i den russisk-japanske krig, hvor han var blevet såret og udnævnt til overløjtnant og sendt hjem igen. Denne kvæstelse reddede ham fra at deltage i Første Verdenskrig. Efter at han var kommet sig, var han blevet sendt hjem til sin søvnige, 42
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 42
11-03-2021 16:11:53
lille barndomsby og tildelt et administrativt embede, hvor han censurerede breve til og fra fronten. Simon havde ikke travlt med at bede om forflyttelse. Den politiske situation var uigennemskuelig, og selv havde han endnu ikke taget parti. Han havde endnu aldrig fundet sig til rette med en ideologi, som han kunne lægge kursen efter. Der fandtes utallige ideologier og politiske fraktioner dengang, hver dag skød nye op som paddehatte, på små loftskamre, i kælderrestauranter og mørke baggårdslejligheder, og de mente alle sammen at have fundet løsningen på dette eller hint problem, hvis de da ikke med sikkerhed vidste, hvordan man garanterede det kuede russiske folk en strålende fremtid. Simon kom fra en bedsteborgerlig familie; hans far, en anset læge, havde været i stand til at give sin eneste søn en god uddannelse. Allerede tidligt var han blevet præget af demokratisk-liberalt tankegods og havde da også knyttet sig til andre liberale på kadetskolen og deltaget i et par møder. Men han mærkede, at de liberale i hans øjne var for svage og alt for vaklende til at holde stand mod en alvorlig trussel som nu socialismen, hvis det skulle komme dertil. Og at socialisterne hele tiden blev mere larmende, krævende og uforknytte, det mærkede han også. Der florerede alle mulige konspirationsteorier og myter om lederne, hvoraf de fleste allerede sad i fængsel eller var stukket af til udlandet. Simon havde ikke meget tilovers for socialisterne, de var for primitive, manglede raffinement og var for højlydte for hans bedsteborgerlige ører, men han ville heller ikke risikere at ende på den gale side. Han måtte handle. Han måtte beslutte sig, men endnu tøvede han, endnu var det uklart, hvordan tingene ville udvikle sig, endnu kunne alt ske. Ved fronten var han kommet i berøring med visse tanker, og da han efter sin rekonvalescens var blevet sendt hjem til barndomsbyen, dannede han en studiekreds sammen med andre usikre og søgende 43
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 43
11-03-2021 16:11:53
dedikeret til »studiet af de gamle grækeres filosofiske skrifter« i et forsøg på at nå den erkendelse, der kunne bringe ham videre. Simon Jasji følte sig hverken som reformtilhænger eller revolutionær. Som en loyal undersåt tjente han ukritisk militæret og underkastede sig dets klare hierarkier, disciplin og opgavefordeling. Han elskede klare strukturer og velregulerede forhold, hvor enhver kendte sin plads. Simon var et rationelt menneske. Han var galant, eftergivende og havde tendens til indadvendt eftertænksomhed, han var ikke opfyldt af glødende ideer og handlekraft. Han havde heller ikke noget imod zarerne, havde måske blot lidt medlidenhed med bønderne, sådan som det passede sig for de øverste lag dengang. Men han havde en egenskab, som i særlig grad appellerede til chokoladefabrikanten, når det gjaldt at finde et godt parti til datteren: Simon var sentimental og en stor tilhænger af alt, hvad der havde med fortiden at gøre. Han elskede Pusjkins Rusland, han drømte sig tilbage til napoleonstidens store baller, og Svanesøen gjorde ham rent ud rørstrømsk. Min tipoldefars hjerte bankede således for alt, hvad der havde med den gudgivne kongemagt, altså zarerne, og dermed med en klart struktureret verden at gøre. Hvor særpræget og overraskende et verdensbillede det end var for sådan en ung mand, så passede det min tipoldefar meget godt. Simons hjerte tilhørte det gamle Rusland, den europæiske elite, de gode gamle dages smukke og strålende livsførelse – sådan som han forestillede sig, at det havde været. Traditionsbevidsthed betød for min tipoldefar at leve i overensstemmelse med elitens værdier, at være beskeden og have udsøgte manerer, at være ikke alt for forlystelsessyg, men heller ikke puritansk. Og at vide, nøjagtig hvilket socialt lag der var egnet til hvad, og hvem der burde holde sig til hvilken plads i samfundet. For min tipoldefar stammede fra den forarmede georgiske lavadel og havde stået i konditorlære på et fornemt kurhotel på Krim, hvor han hurtigt var avanceret fra lærling til leder af chocolateriet og ved hjælp af sin kunst havde vundet sig mange stamkunder blandt de rige adelige 44
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 44
11-03-2021 16:11:53
– folk, hvis støtte han også kunne takke for, at han til sidst kom i to års lære i Budapest hos en mesterchocolatier, der før havde været ansat ved hoffet i Wien. Min tipoldefar gjorde sig sine erfaringer rundtomkring i hele Europa. Han opsøgte et par særlig fine konditorier i den vestlige del, men besluttede dog, hvad hans foresatte ikke havde ventet, at vende tilbage til sit hjemland og grundlægge sit eget firma. Han havde – og desværre har jeg ingen sikre oplysninger om, nøjagtig hvor han udviklede den – fundet frem til en magisk og uforlignelig chokoladeopskrift, som han gik rundt med i lommen. En opskrift, der skulle revolutionere smagen af varm chokolade. Denne opskrift, eller rettere den varme chokolade, der blev resultatet af den, burde jeg indføre her som en af hovedpersonerne i vores historie, Brilka. Når nu jeg ikke har lov at afsløre ingredienserne (under ingen omstændigheder, overhovedet ikke, aldrig, aldrig nogen sinde), må jeg finde ord, der kan beskrive det ubeskrivelige. Jeg ved desværre heller ikke, om min tipoldefar tog udgangspunkt i en anden opskrift, eller om han selv fandt på den; han vogtede den, som var den en krigshemmelighed. Men én ting står fast: Da han vendte hjem, havde han allerede garantien for sin senere succes med sig i lommen (på det tidspunkt vidste man endnu ikke noget om den magiske chokolades bivirkninger). Det var først og fremmest en opskrift på varm chokolade, som man laver den i Wien. Altså ikke lavet på kakao, men på chokolade. Først fremstillede man chokoladen, så smeltede man den og blandede den med de øvrige ingredienser. Men der var noget ved sammensætningen og tilberedningen, der gjorde denne varme chokolade til noget særligt, noget enestående, uimodståeligt og forbløffende. Alene duften var så fristende og intens, at man ikke kunne andet end skynde sig hen til det sted, den kom fra. Denne varme chokolade var sej, tyktflydende og sort som natten 45
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 45
11-03-2021 16:11:53
før et voldsomt uvejr. Den serveredes i små kopper, varm, men ikke for varm, og – hvis det skulle være helt rigtigt – pyntet med en sølvske. Smagen var mageløs, nydelsen var som en åndelig ekstase, en overjordisk oplevelse. Man smeltede sammen med den søde masse, blev ét med denne kostelige åbenbaring, glemte alt omkring sig og opfyldtes af en lykkefølelse som aldrig før. I samme øjeblik man smagte denne varme chokolade, var alt, som det skulle være. Det var lige omkring århundredskiftet, at min tipoldefar forlod Budapest og rejste tilbage til sit hjemland med den hemmelige opskrift i lommen. Han var stolt af, hvad han havde opnået, og troede på, at Paris’ og Wiens udsøgte og galante manerer kunne overføres til den georgiske provins, at man kunne påvirke og ændre folks smag. Efter hjemkomsten giftede han sig med en elev på Den Hellige Gudsmoders klosterskole, en from og tavs, ja, måske ligefrem tungsindig kvinde, der hed Ketevan. Hun ville ikke have noget med russere at gøre, opfattede Ruslands annektering af Georgien som den værste fejltagelse i Georgiens historie og nægtede hele livet at tale russisk. Han var forelsket i hende, det var ikke noget arrangeret ægteskab, men desværre var det heller ikke lykkeligt. Hun havde andre værdier end ham. For hende var Rusland kilden til alt ondt, mens det for min tipoldefar var en chance for Georgien: Han mente, at Kaukasus først havde fået adgang til verdenskulturen gennem Rusland, og at russerne havde bekæmpet landets analfabetisme og lavadelens grådighed. Han støttede zarismen og nød godt af alle de privilegier, hans kollaborerende livsstil gav ham adgang til. Hans hustru blev derimod aldrig træt af at sige, at Georgien ikke var andet end en koloni, og at den slaviske kultur ville blive enden på den kaukasiske. – Vi har selv inviteret vores store nabo indenfor, indvendte min tipoldefar i de første måneder i et forsøg på at få hende til at ændre mening. – Vi inviterede dem til at hjælpe os, ikke besætte os, sagde Ketevan. – Kongen var udmattet efter vores muslimske naboers besættelser 46
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 46
11-03-2021 16:11:53
og strejftog og så ingen anden udvej. Da han bad zaren underskrive en traktat om at beskytte os, valgte han det mindste af to onder. En traktat med streg under beskyttelse. Hvis jeg ellers må have lov at minde dig om det. – Jo, men sødeste, faktisk stod der jo, at vi fra da af underlagde os det store zardømme, det vidste vores konge godt, da han hentede russerne ind. – Bestemt, min kære, men han vidste nok ikke, at vores naboer mod nord ikke blot ville benytte sig af invitationen i et par år, men i et par århundreder. Ketevan gav sig ikke. – Jeg mener, min elskede, at det er forkert at blive ved at bruge David og Goliat som billede på vores land. Jeg mener, at vi gør det nemt for os selv på den måde. For alt for mange georgiere har udnyttet det til egen fordel, Ketevan, det må du da være enig med mig i?! – Folks indordning her til lands har altid været en facade, og inde bagved er der altid en længsel efter det oprindelige. Jeg taler om sande georgiere, ikke forrædere, sagde Ketevan og så foragteligt på sin mand. Ketevan blandede sig ikke meget i min tipoldefars forretninger. Hun var god til at holde hus og vidste, hvordan man opførte sig i selskabslivet, hun fødte ham to døtre, men allerede efter den anden datters fødsel var det slut med kærligheden og sympatien mellem de to ægtefolk. Ketevan hengav sig til en from livsførelse med bønner og et tæt forhold til kirken og præsterne, mens hendes mand åbnede sin forretning Chocolateriet, som alle siden kaldte »Chokoladefabrikken«, ligesom de kaldte ham »Chokoladefabrikanten«. Forretningen blomstrede, omsætningen steg år for år, og chokoladefabrikantens ry voksede. Han var skuffet over, at hans hustru ikke satte pris på hans succes. Hun så ikke ud til at nyde velstanden, og hun udnyttede ikke de finansielle og sociale privilegier, der fulgte med. Han havde håbet 47
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 47
11-03-2021 16:11:53
på, at hun ville støtte og opmuntre ham på samme måde som andre. Fem år efter sin hjemkomst var han indehaver af et velanset konditori og havde planer om filialer rundtom i hele landet; med tiden håbede han at kunne krone sin succes med at levere de ypperste chokoladeprodukter til hele zarriget. Chokoladefabrikken fremstillede paradisiske kager af alle slags: Trøffelchokolade, mørk chokolade, mælkechokolade med abrikosgele og chokolade med valnødder og druer, men også mere eksotiske ting som en chokoladekage med sort peber, kirsebærlikørbolsjer med mintchokoladeovertræk, chokoladesmåkager med figencreme og nougat med melongele. På Chocolateriet forenedes den franske patisserietradition og den østrigske konditorkunst med den østeuropæiske ekstravagance. Hver morgen klokken seks stod han i konditoriet og blandede sine egne ingredienser i de chokoladeblandinger, som hans medarbejdere havde gjort klar til ham, og skabte dermed en særlig smag. Ingen kunne regne opskriften ud, og det var netop det, der gjorde hans varer så uimodståelige. Indtil videre havde han kun kommet ganske små doser af sin særlige blanding i produkterne, egentlig kun som en berigende smagsnote. Det var i den varme chokolade, at hans hemmelige opskrift for alvor udfoldede sine magiske kræfter. Bestyrket af den hemmelige opskrifts succes og opfyldt af ambitiøse udvidelsesideer planlagde han at vente med at indføre den varme chokolade i Tbilisi, Moskva og Sankt Petersborg, indtil han også der havde nået toppen af sit ry. Så ville han fremtrylle den som prikken over i’et og få alle til at falde i svime. Om det så var på trods af eller på grund af sin succes, så havde chokoladefabrikanten, der håbede på at få en arving, lovet sig selv at holde opskriften hemmelig, så den kunne blive i familien. Ifølge Stasia var det dette løfte, der reddede vores familie, hvis ikke hele landet, fra endegyldig ruin.
48
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 48
11-03-2021 16:11:54
Ved siden af forretningerne deltog min tipoldefar som æresborger i den lille bys selskabs- og kulturliv, færdedes i lokalpolitikkens inderste kredse, grundlagde byens eneste klub for herrer (helt efter europæisk forbillede), var protektor for adskillige litteratur-, teater- og filosofistudiekredse, sad i bestyrelsen for »Selskabet for Tradition og Ære« og var desuden en af de rigeste indbyggere i byen, som han ønskede at forvandle til »Kaukasus’ Nice«, nu da Tbilisi allerede kaldtes Kaukasus’ Paris. Hans hustru tog sig ikke noget videre af alle disse overfladiskheder, men var mere optaget af sine bibelstudier og af at give sine to døtre en streng opdragelse. Det krævede overtalelse at få hende med til en selskabelig begivenhed, og hun var heller ikke særlig glad for at rejse, hvad der gik chokoladefabrikanten særlig på. Også hendes overdrevne religiøsitet irriterede ham. Han syntes, den havde frataget ham adgangen til hans døtre, fordi de under deres mors og troende guvernanters strenge overvågning var på vej til at blive lige så fromme og sagtmodige som dem og ikke spor europæiske. Han var ved at tabe kampen på kvindefronten i sit eget hus, og følgerne kunne blive alvorlige. En søn måtte der til! Kvindernes overtal var simpelthen blevet ubehagelig stort. Han havde brug for en arving, en mand, der kunne stå ved hans side i kampen mod det andet køn. Eftersom ægtefolkene for længst var holdt op med at dele seng, vidste han, at han fik brug for alle sine overtalelsesevner og masser af tid. Desuden havde begge fødsler taget hårdt på Ketevan, hendes helbred var ikke særlig stærkt, så det ville ikke blive let at overtale hende til endnu en graviditet. Selv om han flere gange forklarede sin hustru, at det udelukkende handlede om, at chokoladefabrikken jo havde brug for en mandlig arving, holdt hun stand og trøstede ham med, at begge deres døtre jo ville gifte sig, og at en forretningsmæssigt dreven svigersøn ville være en lige så god løsning på problemet. Han måtte altså finde på noget andet for at overtale sin hustru 49
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 49
11-03-2021 16:11:54
til at give ham en arving. Altså besluttede han at servere sin fineste opfindelse, den varme chokolade, for hende, for jo mere af sin hemmelige ingrediens han tilsatte, desto stærkere ville den også virke. Han lukkede chokoladefabrikken for alle andre, skaffede en strygekvartet til at spille kun for hende, tændte levende lys og serverede så, omgivet af den berusende duft af sin egen opfindelse, chokoladen for hende i den smukkeste kop, han havde kunnet finde. Så lod han hende spise den med ske, mens han med engleblid stemme igen forsøgte at overbevise hende om, hvor afgørende det var for ham at få en mandlig arving. Som det så ofte skete efter indtagelsen, vågnede der også i Ketevan et utæmmeligt begær efter mere, og de næste dage tiggede og bad hun sin mand om at lave mere varm chokolade til hende. Og således kunne min tipoldefar endelig stille hende et ultimatum: Hvis hun gik med til endnu et svangerskab, ville han hver dag i samtlige ni måneder lave varm chokolade til hende. Hendes modstand var brudt, og længslen efter den kosteligste smag i verden gav hende ikke andet valg end at sige ja, om end modvilligt. Således skete det, at hun ni måneder efter igen lå i soveværelset og fødte, omgivet af landlægen og to jordemødre. Det tog flere timer, før man endelig kunne trække et sundt og velskabt pigebarn ud af hende (moren sukkede blot skuffet). Netop som hun troede, at alt var vel overstået, udbrød lægen, at det var det ikke, endnu et barn var på vej. Efter flere presseveer og skrig kom endnu en pige til verden. Men dette barn nægtede pure at skrige. Der var noget galt med lungerne, sagde lægen, barnet var blåt, kunne ikke få luft, og han klaskede det hårdt i ryggen. Få minutter efter fødslen måtte man erklære barnet dødt (det var en enægget tvilling). Det første barn, som fik navnet Anastasia, var derimod sundt og rask og skreg af fuld hals på sin mors mælk. Kort efter døde Ketevan af en lungebetændelse, hun havde pådraget 50
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 50
11-03-2021 16:11:54
sig i barselssengen, hurtigt og uden store lidelser, efter at hun for sidste gang havde lagt Anastasia til brystet. Disse to tragedier var de første, der nogen sinde havde ramt min tipoldefar, og de kom så hurtigt efter hinanden og var så endegyldige og voldsomme, at han i flere måneder derefter næsten ikke var i stand til at forlade sit hjem og måtte overlade forretningerne til sin sekretær. Kun om morgenen gik han med langsomme, slæbende skridt over i konditoriet for at lave sin særlige blanding, der skulle i de forskellige chokolademasser. Skønt hans kærlighed til sin hustru i de senere år ikke havde været lige så frisk og strålende som i begyndelsen af ægteskabet, havde hun dog altid været en vigtig del af hans liv. Tabet af hustru og barn vejede tungt på hans hjerte, og han vidste ikke, hvad han skulle stille op med de tre piger, nu da han var alene. I denne tid begyndte mærkelige tanker at snige sig ind på ham. Han kunne ikke ryste den følelse af sig, at han var skyld i sin hustrus død. Hvis han ikke havde påtvunget hende endnu et svangerskab, ville hun måske stadig have været i live, og han var også blevet sparet for sit barns tragiske død. Var der måske noget dødsensfarligt over hans besnærende opfindelse? Var det den varme chokolade, som han i alle månederne så entusiastisk havde lavet til hende, der havde sat den ulykkelige udvikling i gang? Var den måske så velsmagende, at hun havde måttet betale en høj pris for at drikke den? Gjorde den de mennesker, der drak den, så lykkelige og henrykte, at virkeligheden hævnede sig så meget desto voldsommere på dem? Var den måske ligefrem forbandet? Kunne det være, at han havde opdaget noget, der var for godt til mennesker? Var det måske slet ikke af beregning, at han oprindelig havde udsat salget af den varme chokolade, til han stod på højden af sin succes, men fordi han havde haft en forudanelse, der fik ham til kun at bruge små mængder af sin hemmelige opskrift, når han tilberedte sine chokoladevarer? 51
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 51
11-03-2021 16:11:54
Så blev han ramt af tvivl, for det var jo barnligt af ham at tro på den slags irrationelle ting. Han var ikke engang særlig gudfrygtig, selv kirken tvivlede han på, for slet ikke at tale om den overtro, som han regnede for en religion for fattigfolk. For at komme til fornuft besluttede han at videregive det dyrebareste, han havde, til Anastasia: Hun skulle arve opskriften på den varme chokolade. Og han lovede sig selv at overlade opskriften til hende, når hun giftede sig – den dyrebareste medgift, han kunne give hende. Efterhånden vågnede chokoladefabrikanten af sin lammelse og hyrede en bondekone, der selv lige havde født, som amme til Anastasia. Han fyrede endelig den strikse og gudfrygtige guvernante og fandt en ung barnepige, der tog pigerne til sig med hjertevarme og tålmodighed. Den ældste af de tre piger, seksårige Lida, var den, der led mest under morens død. Hun havde altid været sin mors yndling og havde også altid forsøgt at gøre sig fortjent til det. Derfor var hun overdrevent tilbageholdende, tavs og gudfrygtig, som om hun ikke var et barn, men allerede en voksen kvinde. Hendes far var ligefrem en smule bange for hende, hendes strenge blik, hendes udprægede moral og alvor. Den næstældste, Meri på fem, udviste endnu ikke nogen tydelige karaktertræk, men skrantede ofte og var præget af en utilfredshed, som faren ikke kunne stille noget op imod. De savnede begge to deres mor og var fremmede over for deres far. For dem var han en mand, der røg pibe og talte højt, og som indtil morens død altid havde arbejdet og taget sig af sine selskabelige forpligtelser og drukket cognac med sine venner på arbejdsværelset og talt om ting, der ikke interesserede pigerne. Men den yngste, Anastasia, som alle snart blot kaldte Stasia, var endnu ikke påvirket af det hele. Hun var alt for lille til at være bevidst om tabet af moren, hun havde ingen minder om hende, og trods de tragiske omstændigheder ved hendes fødsel var hun et sorgløst 52
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 52
11-03-2021 16:11:54
barn med en imponerende hårpragt, som man allerede havde kunnet flette, da hun var spæd – det har jeg allerede nævnt – og tidligt viste hun tegn på en dominerende natur. Chokoladefabrikanten satte sig for at gøre alt rigtigt, hvad hende angik. Han ville ikke tillade, at hun ligesom sine søstre fjernede sig fra ham og voksede op med en helt anden livsfilosofi end hans. Da det første og tungeste sørgeår efter husfruens og morens død var gået, fattede chokoladefabrikanten nyt mod og besluttede at skænke sin familie en ny begyndelse. Og således lagde min tipoldefar sig de næste fire år i selen for at vinde sine døtres gunst. Han forkælede dem og indviede dem i de smukke sider af livet, som deres mor havde nægtet dem: De spiste og drak godt, fik lov at blive længe oppe, at gå i basaren og besøge det omvandrende cirkus og lege med bøndernes børn, de fik lov at skippe kirken om søndagen, spilde på tøjet og tumle omkring i huset, spise lige så meget chokolade, de havde lyst til i konditoriet, lege, før de lavede lektier, og ønske sig smukt tøj og legesager, når han tog på forretningsrejse. I disse år herskede der en let og fri stemning i chokoladefabrikantens hus, hvor ikke engang de små tegn på forfald, der efterhånden viste sig i det før så velholdte hus, rigtig generede nogen, tværtimod: De bidrog kun til hyggen. Stasia huskede altid med stor glæde tilbage på sin barndom, »pigeherskabets tid«. Men da faren en dag kom hjem fra en forretningsrejse til Kijev med en høj kvinde med et noget køligt, men også betagende, slavisk ydre, en kvinde, der ikke forstod et ord georgisk, ændrede alt sig med ét slag. Et hus uden en kvinde var intet hus, sagde faren, og han var også selv led og ked af at være alene. Det var ikke meningen, at hun skulle være i moders sted for pigerne, sagde han, men han bad dem dog indstændigt om at vise Lara Mikhailovna, eller Larissa, respekt og åbenhjertighed og behandle hende som et medlem af familien. Men Lara Mikhailovna, der stammede fra den moskovitiske adel 53
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 53
11-03-2021 16:11:54
og havde været gift med en nu afdød ukrainsk købmand med hang til alkohol, viste sig som en, det ikke var så let at tolerere. Hun var en dominerende kvinde, der var vant til at blive opvartet og leflet for, hun holdt af luksus og mente ikke, at den georgiske provins var hende værdig. I modsætning til pigerne lod faren ikke til at være generet af Laras vanskelige natur. Enten lod hun sin mand smage sine utrolige talenter om natten, talenter, der gjorde det umagen værd for ham at se bort fra de hårde dage ved hendes side, eller også var hun udstyret med åndelige egenskaber, som kun hendes mand fik at se. For der var ingen anden forklaring på, hvorfor chokoladefabrikanten overdængede sin nye hustru med dyre gaver, satte hendes ønsker og vilje over alt andet og lod sig behandle som en livegen. Den muntre og afslappede stemning veg pladsen for en trykkende, hierarkisk orden, hvor det var Lara, der svang taktstokken. Hun mente, at pigerne var uartige, og gav sig straks til at opdrage dem. Først blev de to store, Lida og Meri, sendt på en striks pigeskole for borgerskabets døtre, så hyrede hun en klaverlærerinde, der kom hver anden dag og utrætteligt underviste dem, efterfulgt af en privatlærer, der skulle arbejde med deres russiske, for de havde – ifølge Lara – en frygtelig accent. Selv nød hun fordelene ved livet med sin mand og den stand, han tilhørte. Hun tog på kurrejser, arrangerede festlige middagsselskaber, tog til bal, bestilte klædestof fra Frankrig, fik syet hatte, ansatte to nye stuepiger, købte smykker og nogle kinesiske porcelænsvaser, som hun holdt særlig af. Også min tipoldefar blomstrede op. Det var åbenbart sådan en kvinde som Lara, som han altid havde ønsket at have ved sin side. At hans børn næsten var holdt op med at le og blev mere og mere tavse og rakte tunge ad Lara, hver gang hun vendte ryggen til, lod han passere, for Lara var mere end dygtig til at begå sig i selskabslivet. Hun vidste, hvordan man benyttede sig af sin velstand, elskede opmærksomheden, rejserne, juvelerne, elskede at sludre, gik kun i kirke til påske og jul og forstod at gøre indtryk på folk, især mænd. 54
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 54
11-03-2021 16:11:54
To år efter brylluppet kom Kristine, efternøleren, til verden. Syv år efter Stasia. Chokoladefabrikanten ønskede sig stadig en søn og opgav ikke håbet om at få en arving. Men hverken han eller Lara hørte til de yngste længere, og det lykkedes ikke for hende at blive gravid igen. Og således blev Kristine – efter endnu nogle kurrejser og anstrengelser – min tipoldefars sidste forsøg på at få en mandlig efterfølger. Kristine voksede op som den klassiske efternøler: overforkælet og arrogant. Moren udnævnte hende med største selvfølgelighed til husets enerådende prinsesse, og faren forgudede hende. Kristine var da også et næsten overjordisk smukt barn. Alle, der kom på besøg, himlede op om det lille barns skønhed – til forældrenes fryd. Sikket engleligt ansigt, sikken ynde, sikke perfekte træk, sikke smukke lemmer! Pigen var ganske rigtigt legemliggørelsen af den ideelle sammensmeltning af det slaviske og det kaukasiske. Og helt fra hun var lille, lærte hun at udnytte sin privilegerede position og blev dygtig til at få, hvad hun ville have. For de andre piger blev livet ikke ligefrem lettere. Måske var det på grund af disse forandringer i hjemmet, at Stasia udviklede en slags protestgejst. For i modsætning til den tavse Lida, der kiggede længselsfuldt efter klosteret, og den noget overfladiske og livlige Meri havde Stasia meget tidligt mærket, at hun var nødt til at sætte sig igennem i familien, for ellers ville hun for altid blive overset og stå i skyggen af et lille barn, der tilfældigvis havde samme far som hun. Derfor lærte hun hurtigt at sige sin mening, at koncentrere sig om sine egne ønsker og drømme. Hun gjorde ting, som Lara og dermed Kristine aldrig ville gøre, som nu at ride på kabardinerheste i herresaddel, hun interesserede sig for kvinderettigheder, gik aldrig med smykker og havde ikke noget tilovers for luksus. Og især tog hun balletundervisning, drømte om en karriere som danser og lagde planer om at flytte til Paris. Tiden gik hurtigt, og den politiske stemning i hele zarriget blev dag for dag mere anspændt. Chokoladefabrikanten begyndte at blive 55
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 55
11-03-2021 16:11:54
Historisk baggrund Georgien bliver russisk protektorat
1783
Landet annekteres af det zaristiske Rusland
1801
1878
Stalin bliver født i byen Gori i vor tids Georgien
1899
Lavrentij Berija bliver født nær Sukhumi i den georgiske udbryderrepublik Abkhasien
1905 – 1907 Revolution i Rusland 1914 – 1918 Første Verdenskrig 1917
Februarrevolutionen. Zar Nikolaj 2. abdicerer Oktoberrevolutionen. Bolsjevikkerne tager magten under ledelse af Lenin Oprettelse af det hemmelige politi Tjeka (»Den alrussiske ekstraordinære kommission til bekæmpelse af kontra revolution og sabotage«)
Georgien erklærer sig som uafhængig, demokratisk republik
1918
Starten på den russiske borgerkrig. Stalin bliver politisk kommissær i Den Røde Hær
Georgien bliver en del af Den Trans kaukasiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik
1922
Stalin bliver det sovjetiske kommunist partis første generalsekretær, Berija bliver leder af GPU (tidligere Tjeka)
Georgien bliver sovjetrepublik i egen ret
1936 1936 – 1938 Moskvaprocesserne. Den Store Terror. Udrensninger i Sovjetunionen
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 1099
11-03-2021 16:12:31
1938
Berija bliver chef for NKVD, forløberen for KGB
1939
Hitler-Stalin-pagten. Anden Verdenskrig begynder
1941
Tyskland invaderer Sovjetunionen. »Den Store Fædrelandskrig«
1945
Jaltakonferencen, Potsdamkonferencen. Stalin sikrer sovjetisk dominans over de østeuropæiske »satellitstater«
1946
Berija bliver viceministerpræsident
1953
Stalin dør 5. marts. Den efterfølgende magtkamp fører til Berijas anholdelse og henrettelse
1964
Leonid Brezjnev bliver sovjetisk generalsekretær
1985
Mikhail Gorbatjov bliver generalsekretær og indfører perestrojka og glasnost. Politisk tøbrud
1989
Sovjetiske sikkerhedsstyrker slår hårdt ned på en nationalistisk demonstration i Georgiens hovedstad Tbilisi 9. april. Soldaterne bruger spader og giftgas mod demonstranterne
Georgien erklærer sig uafhængigt efter en folkeafstemning
1991
Boris Jeltsin bliver russisk præsident. Sovjetunionens opløsning
Eduard Sjevardnadze bliver statschef i Georgien
1992
Abkhasien erklærer sig uafhængigt af Georgien 2000 Georgiens regering styrtes af revolu tionære kræfter
2003
Mikheil Saakasjvili vælges som geor gisk præsident
2004
bb1079_det_ottende_liv_151x225mm.indd 1100
Vladimir Putin bliver russisk præsident
11-03-2021 16:12:31