Godt selskab

godt selskab

Godt selskab er oversat fra engelsk af Signe Lyng efter Exciting Times © Naoise Dolan 2020 Denne udgave: © Naoise Dolan og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Orionbooks Sat med Bembo hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0039-4

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne oversættelse er udgivet med støtte fra Literature Ireland.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

bb1042_godt_selskab_135x215mm.indd 4

2021-02-17 11:23

Naoise Dolan

godt selskab Oversat af Signe Lyng

GUTKIND

Til min mormor

5

8

FØRSTE DEL

Julian

7

1 Juli 2016

Min finansven Julian inviterede mig på frokost første gang i juli, den måned jeg ankom til Hongkong. Jeg havde glemt, hvilken stationsudgang vi skulle mødes ved, men han ringede og sagde, at han kunne se mig stå uden for Kee Wah-bageriet, og at jeg skulle blive der. Det var lummert.

Horder af mappedyr klaprede ud gennem billetsluserne som velafrettede æsler. Fra højttaleranlægget gjaldede hæs kantonesisk og klokkerungende mandarin efterfulgt af en britisk kvinde, der bad os passe på mellemrummet mellem toget og perronen.

På turen gennem stationshallen og op ad rulletrappen snakkede vi om, hvor overfyldt Hongkong var. Julian sagde, at der var fredeligere i London, og jeg sagde, at det var der også i Dublin. På restauranten lagde han sin telefon på bordet med skærmen nedad, så jeg gjorde det samme, som om det også signalerede arbejdsmæssig opofrelse for mig. Vel vidende at det ville blive ham, der betalte, spurgte jeg, om han ville have vand – men han greb kanden og skænkede, inden jeg nåede at spørge færdig. »Der er travlt på jobbet,« sagde han. »Jeg aner dårligt nok, hvad fanden jeg laver.« 9

Sådan sagde finanstyper ofte. Jo mindre de hævdede at vide, jo mere vidste de, og jo højere var deres løn.

Jeg spurgte, hvor han havde boet, inden han flyttede til Hongkong, og han sagde, at han havde læst historie på Oxford. Folk, der havde gået på Oxford, fortalte det altid, også selv om det ikke var det, der blev spurgt om. Og så var han fulgt med strømmen til London, til The City, ligesom »alle andre«. »Du mener pengestrømmen?« sagde jeg. Julian overvejede, om kvinder mestrede ironi, besluttede sig for, at det gjorde vi, og lo. Jeg sagde, at jeg ikke vidste, hvad jeg ville med mit liv. Han spurgte, hvor gammel jeg var, jeg sagde, jeg lige var fyldt toogtyve, og han sagde, at jeg var et rent barn og nok skulle finde ud af det.

Vi spiste vores salat, og han spurgte, om jeg allerede var kommet i gang med at date i Hongkong. Jeg sagde: Ikke rigtig, og tænkte, at der var klogere ordvalg, han kunne have foretaget. I Irland, sagde jeg, »datede« man ikke.

Man var sammen, og efterhånden nåede man til en fælles forståelse.

Julian sagde: »Så du siger altså, at det er ligesom i London.« »Aner det ikke,« sagde jeg. »Der har jeg aldrig været.« »Du har aldrig været i London?« »Nej.« »Aldrig nogensinde?« »Aldrig,« sagde jeg og tav længe nok til at overbevise ham om, at jeg, da han spurgte anden gang, havde forsøgt at ændre på dette beklagelige faktum og var meget ked af, at det ikke var lykkedes mig. »Ava,« sagde han, »det er jo ufatteligt.« »Hvorfor det?« »Det tager jo ingen tid at flyve derover fra Dublin.« Jeg var også skuffet over mig. Han havde aldrig været i 10

Irland, men det ville være overflødigt at sige til ham, at der også kun var en kort flyvetur den vej.

Vi drøftede avisoverskrifter. Han havde læst i Financial Times, at offshore-renminbien lå lavt i forhold til dollaren.

Den eneste nyhed, jeg kunne bidrage med, var, at der var en tropisk storm på vej. »Ja,« sagde han, »Mirinae. Og en tyfon ugen efter.« Vi gav hinanden ret i, at det var spændende tider at leve i.

Begge storme kom. Vi blev, uaf hængigt af vejrliget, ved at spise frokost sammen. »Jeg er glad for, at vi er venner,« sagde han, og man modsiger jo ikke nogen med eksamen fra Oxford. Jeg tænkte, at jeg ville blive mere begavet af at være sammen med ham, eller i det mindste blive i stand til at tale om valutaer og indekser med de vigtige mennesker, jeg ville møde i mit voksenliv. Vi gik godt i spænd. Jeg påskønnede hans penge, og han påskønnede, hvor imponeret jeg var over dem.

11

2

Jeg havde haft det skidt i Dublin, besluttet, at det var Dublins skyld, og tænkt, at Hongkong ville hjælpe.

Min sprogskole lå i et pastelfarvet handelskvarter. De ansatte kun hvide, men sørgede omhyggeligt for ikke at skrive det nogen steder. Lærerne faldt fra og blev erstattet, som tænderne på en haj. De fleste var backpackere, der skred, så snart de havde tjent penge nok til tage til Thailand og finde sig selv. Jeg anede heller ikke, hvem jeg var, men tvivlede på, at thaierne sad inde med svaret. Da jeg ikke fremstod som nogen videre varm person, fik jeg hovedsagelig tildelt grammatikundervisning, hvor det blev set som et positivt tegn, at børnene ikke brød sig om en. Jeg så det som et forfriskende frikvarter fra det fremherskende syn på kvinder.

Eleverne havde timer en gang om ugen. Vi underviste nonstop, bortset fra en frokostpause. Jeg blev kendt som skolens Frøken Fornem, fordi jeg listede mig på toilettet mellem timerne. »Ava, hvor har du været?« spurgte min overordnede, Joan, da jeg kom tilbage fra et toiletbesøg. Hun var en af de første hongkongere, jeg havde mødt. »Det var kun fem minutter,« sagde jeg.

12

»Hvor kommer minutterne fra?« spurgte Joan. »Forældrene betaler for tres om ugen.« »Hvad nu, hvis jeg slutter den ene time en lille smule for tidligt og begynder den næste en lille smule for sent,« sagde jeg. »To minutter fra den ene og to minutter fra den anden.« »Men det er jo to minutter fra starten og to fra slutningen af midtertimen.« Joan forsøgte at gestikulere, men havde svært ved at mime en tretimers sandwich med kun to hænder. Hun opgav forsøget med et syrligt suk, som om det var min skyld.

Jeg måtte tage det op med en højere magt.

Vores inspektør, Benny, var fyrre og gik med omvendt baseballkasket, enten for at se ud, som om han elskede at arbejde med børn, eller for at understrege, at han var sin egen herre og ikke behøvede at klæde sig for at tækkes nogen, ikke engang sig selv. Han var hongkongfødt, canadiskuddannet, slesk og nærig, ejede ti-tolv andre skoler og – meget manende, syntes jeg – et irsk firma, der forhandlede tang.

Han omtalte sidstnævnte som »hjemme i Connemara«, en egn, hvor ingen af os nogensinde havde sat vores ben, men jeg gik ud fra, at det fik det til at virke mere romantisk. Det var ham, der sad på både kassen og det overordnede ansvar, og han havde plantet sig godt og tungt på begge dele.

Da Benny sidst i juli kom for at give mig min løn, sagde jeg til ham, at jeg overvejede at sige op. »Hvorfor?« sagde han. »Du har kun været her en måned.« »Jeg er nødt til at kunne gå på toilettet mellem timerne.

Ellers får jeg blærebetændelse.« »Det er ikke derfor, du vil sige op.« Det havde han ret i. Når ikke engang den racistiske ansættelsespolitik havde fået mig til at sige op, ville det være sært at skride, fordi jeg ikke kunne få lov at gå på lokum, når jeg ville.

13

Jeg vidste, at jeg ville gøre hvad som helst for penge.

Igennem hele min studietid hjemme i Irland havde jeg haft en opsparingskonto, som jeg meget charmerende kaldte for »abortkassen«. Der stod 1.500 euro på den til sidst. Jeg kendte kvinder, der sparede op sammen med deres veninder, og så hjalp alle den, der var kommet galt af sted. Men jeg stolede ikke på nogen. Jeg skrabede penge sammen ved at arbejde som tjener og blev ved med at sætte penge ind, selv efter at jeg havde nok til at få foretaget indgrebet i England.

Jeg kunne godt lide at se saldoen skyde i vejret. Jo rigere jeg blev, jo sværere ville det blive for nogen at tvinge mig til noget som helst.

Jeg tog de afsluttende eksamener, lige inden jeg rejste til Hongkong. Mens de delte opgaverne ud, sad jeg og talte, hvor mange timer jeg havde brugt på tjenerjobbet. Der lå uger af mit liv på den bankkonto. Så længe jeg boede i Irland, og så længe abort var ulovligt der, ville jeg være nødt til at holde min døde tid låst inde.

Den aften brugte jeg de fleste af pengene på en flybillet til Hongkong og et værelse til den første måned, hvorpå jeg gav mig til at søge lærerjobs. Jeg forlod Dublin tre uger senere.

Den uge, jeg startede, fortalte de mig de mest almindelige træk ved Hongkong-engelsk og sagde, at jeg skulle rette børnene, når de brugte dem. »I go already« i betydningen »I went«, det var forkert, selv om jeg forstod det uden problemer efter et par dage. »Lah« som eftertryk – »no lah, sorry, lah« – var ikke engelsk. Jeg kunne ikke se forskellen på det og irernes brug af ordet »sure« diverse tilfældige steder – det havde samme funktion, men det var heller ikke engelsk.

Engelsk var britisk.

14

3 August

Julian var ikke meget for at skulle mødes i byen med mig efter arbejde, så jeg begyndte at tage direkte hen til hans lejlighed i Mid-Levels-kvarteret ved nitiden. Jeg sagde til ham, at jeg fandt det småpinligt og nedværdigende. Faktisk kunne jeg godt lide at tage den udendørs rulletrappe op.

Jeg gik ad den overdækkede gangbro på Queen’s Road og begav mig så opad, hen over madboderne på Stanley Street og siden skiltene – Game & Fun, Happy Massage, King Tailor – og højhusene og de enorme vinduer på Wellington Street. Så fulgte fiskedunsten fra Central Street Market og den gamle politistation af store, hvide mursten, der lignede viskelædere. Når jeg nåede Julians bygning, fik jeg udleveret et gæstekort i lobbyen og kørte op til halvtredsende etage.

Indeni lignede lejligheden et showroom af typen, hvor der på tilfældig vis er spredt genstande ud, som kunne tilhøre hvem som helst. Hans mest åbenlyst personlige ejendel var en stor, grå MacBook Pro. Vi bestilte takeaway, jeg tog mig af opvasken, han skænkede os vin, og så satte vi os og snakkede i stuen. Der stod ikke noget på kaminhylden bortset fra en tom sølvramme og to cremefarvede lys, der aldrig havde været tændt. Ved vinduet 15

stod en lang, brun hjørnesofa. Jeg tog gerne skoene af og lagde mig i den med fødderne på armlænet og det ene ben over det andet. Jeg byttede ben, når samtalen et øjeblik forstummede.

Han røg billige cigaretter – for at motivere sig selv til at holde op, sagde han.

Vi mødte hinanden første gang i rygerafdelingen på en bar i Lan Kwai Fong, hvor han enten lagde mærke til, at jeg kiggede på ham, eller begyndte at kigge på mig først, til jeg kiggede tilbage. Han var god til at konstruere tvetydigheder.

Jeg var dårlig til at undgå dem. Han talte meget langsomt den aften, så jeg gik ud fra, at han var fuld – men han talte stadig sådan i ædru tilstand, så jeg konkluderede, at han måtte være rig.

Da vi havde kendt hinanden i en måned, spurgte han: »Møder du alle dine venner på barer?« »Jeg har ingen venner,« sagde jeg. Han lo.

Når han var i visse slags humør, fortalte han mig om markeder. I andre fyrede han løs med spørgsmål og afventede kun mine svar, for så vidt de kunne hjælpe ham videre med følgespørgsmål. Jeg havde fortalt det hele før, men han ville høre det igen – de to brødre, det brune rækkehus i en af Dublins tristere forstæder, at jeg tog et sabbatår efter gymnasiet for at spare sammen til uni. At jeg efter 2008 delte værelse med min bror Tom, så vi kunne leje det andet ud til en studerende. At ingen af delene betød, at vi var fattige, men at det faktisk mere eller mindre var, hvad der skete for hele Irland, i ganske høj grad på grund af banker som hans.

Julian havde gået på Eton og var enebarn. Det var de to mindst overraskende oplysninger, nogen nogensinde havde fortalt mig om sig selv.

Han ville vide, om min udtale blev regnet for fin der, hvor jeg kom fra. Jeg havde aldrig mødt en englænder, der ikke 16

gerne ville høre om netop det. De fleste ville ikke spørge direkte, og det gjorde han heller ikke – han spurgte bare, hvilken »slags« dublindialekt jeg talte – men de fandt alle sammen en måde at udtrykke deres nysgerrighed på. Jeg svarede, at det var en almindelig dublindialekt. Han spurgte, hvad det betød. Jeg kendte ikke tilstrækkeligt mange britiske dialekter til at kunne komme på en sammenligning. »Okay, hvordan taler de fine i Dublin?« spurgte han.

Jeg forsøgte mig med en efterligning, og han sagde, at det lød amerikansk.

Af og til spurgte han, hvad jeg havde tænkt mig at gøre, den dag jeg skulle have et rigtigt arbejde. Han stod næsten faderligt stejlt på, at jeg ikke skulle spilde min universitetsgrad på usle arbejdsgivere, og lod, endda overbevisende, som om han ikke så ned på mig for ikke at have gået på Oxford.

Men når talen faldt på, hvilke jobs han regnede for gode nok til mig, var han ikke så klar i spyttet. Jura var bare et fint ord for kontornusseri. Konsulenter fløj langt fanden i vold for at fedte rundt med PowerPoints. Regnskabsjobs var kedelige og dårligt betalte. Og finansarbejde ville af uklare årsager ikke passe til mig.

Jeg kunne godt lide, når han smøgede skjorteærmerne op. Han havde store, kantede håndled og strittende albuer.

Indimellem var jeg nervøs for, at han kunne mærke, hvor ofte jeg tænkte på hans arme. Han kaldte mig altid freak på grund af andre, langt mindre sære ting, så jeg kunne ikke indrømme det.

Første gang jeg overnattede i gæsteværelset, var i midten af august, da den tropiske storm Dianmu ramte. Derefter tilbød Julian mig altid en seng at sove i, når vi nærmede os midnat. Jeg takkede ja eller tog den grønne minibus hjem alt efter energiniveau – den overdækkede rulletrappe gik 17

nemlig kun i én retning ad gangen: ned i morgenmyldre­ tiden og op resten af dagen.

Sådan lå landet, men det, vi lavede, havde ikke noget navn ud over at hænge ud, ses, kigge forbi, hvilket jo rent faktisk også var alt, hvad vi gjorde. Han var altid så presset på tid, at jeg fandt det semiplausibelt, at han bare foretrak at mødes hjemme i sin egen lejlighed af praktiske grunde.

Jeg spurgte, om finansfolk havde tid til forhold. »Som regel ikke de underordnede,« sagde han. »Mange af dem betaler bare for det.« Måden, han sagde »det« på, gjorde mig urolig, men det gav ingen mening at diskutere sagen med finans-Julian. Han var for selvsikker til at lægge mærke til, når jeg kritiserede ham. Han registrerede bare, at jeg havde sagt noget, og fortsatte sin parallelle samtale.

Når han betalte for min takeaway eller inviterede mig ud at spise, og jeg til gengæld tilbragte tid sammen med ham, spurgte jeg mig selv, om han så det, som om han betalte for »det« i en mildere udgave. Tanken tiltalte mig – at mit selskab var penge værd. Der var ingen andre, der tillagde det nogen værdi. Vi sad i højloftede lokaler, og han sagde, at Hang Seng-indekset var faldende, og Shenzhen Composite var stigende, og Shanghai Composite lå fladt. Det var ikke som normale venskaber, hvor jeg var urolig for, om den anden stadig brød sig om mig. Han kunne godt lide at høre sig selv tænke højt, og jeg ræsonnerede, at jeg jo nød godt af det, at man aldrig vidste, hvornår man fik brug for fakta, så det var bedst at skaffe sig så mange som muligt.

En aften hjemme i hans stue, da vi var et par glas nede i flasken, sagde jeg til ham, at jeg fandt ham tiltrækkende. Jeg brugte præcis de ord – »Jeg finder dig tiltrækkende« – for at undgå at lyde alt for seriøs.

18

»Du er også ganske tiltrækkende,« sagde han. »Det er vel derfor, vi går så godt i spænd.« »Det kan være.« Vi havde kendt hinanden et par måneder, og jeg havde måske tilbragt tredive timer sammen med ham i alt – ikke meget mere end et døgn. Men jeg havde fået for vane at opfatte ham som en vane. »Tak for din tid,« sagde han altid, når jeg gik. Jeg var ikke sikker på, om han udtrykte sig så formelt for at holde en ironisk bagdør åben, ligesom jeg selv gjorde, eller om han bare ikke var opmærksom på, hvor formel han lød. »Jeg sms’er,« tilføjede han så. Han mente åbenbart, at det kun var manden, der kunne indlede en samtale. Hvad værre var, betød det, at jeg ikke kunne skrive til ham først. Det ville se ud, som om jeg havde opgivet håbet om at høre fra ham og nu gjorde det selv som en sidste udvej. *** Jeg forklarede mine niårige, at der var to forskellige måder at udtale »th« på. Lyden først i »think« og sidst i »tooth« var en ustemt dental frikativ, og den først i »that«, »these« og »those« var en stemt dental frikativ. Som dubliner havde jeg levet toogtyve år uden, så vidt jeg vidste, at bruge nogen af de to fonemer. Hvis nogen havde ment, at der var noget galt med mit engelske, havde de holdt det for sig selv. Nu var jeg nødt til at øve mig på frikativer, både stemte og ustemte, så ungerne kunne efterligne mig.

Calvin Jong – en irriterende stræber, men en nyttig en af slagsen – meldte sig frivilligt til at forsøge sig, men kunne ikke. »Hold tungen stille, og blæs luft ud,« sagde jeg. Det var, 19

hvad der stod i lærervejledningen, at jeg skulle sige, men jeg forsøgte selv og frembragte en lyd, der ikke mindede det fjerneste om noget, jeg nogensinde havde hørt fra en engelsktalende, eller noget andet pattedyr i verden. Jeg besluttede, at jeg senere ville bede Julian vise mig, hvordan man gjorde. *** Selv inden jeg mødte Julian, så jeg ikke meget til dem, jeg delte lejlighed med. Vi sagde ikke meget mere til hinanden end hej og godnat.

Vi var tre. Jeg havde booket værelset gennem Airbnb og planlagt at blive, til jeg havde sparet sammen til noget mere permanent, men de andre boede der uden flytteplaner.

Emily var den ældste og mest udfarende. Hun var niogtyve og havde været i Hongkong i nogle år. Freya var cirka på min alder, og hendes yndlingsbeskæftigelse var at brokke sig over sit arbejde. Hun skiftede til pyjamas, så snart hun kom ind ad døren, og havde fire sæt hjemmesko – til sit eget værelse, badeværelset, køkkenet, resten.

Emily kom altid med kommentarer, når jeg kom ind ad døren. »Kan du ikke lukke køleskabet lidt mere stille?« var denne aftens kritikpunkt. »Undskyld,« sagde jeg. Jeg fattede ikke, hvordan man skulle kunne lave støj ved at lukke køleskabsdøren, men Emily var yderst fintfølende.

Deres morgenrutiner vækkede mig altid – skeer, der klirrede mod skåle, haner, der protesterede over at skulle levere vand – men jeg kunne ikke komme til at børste tænder, før badeværelset blev ledigt. Jeg lå der og kørte tungen hen over nattens akkumulerede plak. Vi havde ofte kakerlakker. Jeg 20

kunne sværge på, at jeg hørte dem i mørket, selv om jeg vidste, at det videnskabeligt set ikke kunne passe. Jeg sprang måltider over for at slippe for at snakke med dem i køkkenet.

De var ikke så slemme. Jeg vidste bare aldrig, hvad jeg skulle sige til dem.

Så at overnatte hos Julian blev mere og mere tillokkende.

21